Tale til Dansk Jernbaneforbunds kongres 2016 - TPO Tak for beretningen og for den overlegne organisering af kongressen, Henrik Horup! Ærede delegerede. Kære Venner. Jeg har glædet mig til at stå her på kongressens talerstol og have æren af at holde tale på vegne af togpersonalet, S-togsrevisorer og toginstruktører i DSB. Til dagligt tænker man måske ikke så meget over det, men når jeg i dag står og ser ud over jer, bliver det tydeligt hvor mange mennesker der hver dag, arbejder med samme mål at mennesker og gods kan transporteres trygt, hurtigt og sikkert. Vi bidrager på forskellig vis hver dag til det fælles mål, men alle bidrag er vigtige. En af disse bidragsydere er personalegrupperne i TPO, og selvom der kun er gået fire år siden sidste kongres, er der sket så meget for vores medarbejdergruppe, at man skulle tro, at der var gået meget længere tid. Den tidligere ledelse, anført af Jesper Lok, meldte i starten af kongresperioden bombastisk ud i pressen, at salgsvognen i intercity- og lyntogene, havde kostet en milliard det seneste årti - og forargelsen i offentligheden og hos politikerne ville ingen ende tage, da man samtidig meldte ud, at vi fik svimlende 500.000 om året i løn for at servere kaffe og rundstykker. Uden nogen videre form for nuancering af, at dem, der betjente salgsvognen den ene vej, måske havde ansvaret for flere hundrede passagerers sikkerhed den anden vej, og i øvrigt indgik i sikkerhedsbemandingen ombord på togene, mens vi serverede kaffe og solgte rundstykker. At beløbet så typisk kun passede for de medarbejdere, der havde lang anciennitet og at man regnede pension, weekend og natpenge med, var det umuligt at få bragt til torvs nu da guillotinen var blevet sat op, og folk og fæ ville se blod. Så det gik som det gik. Salgsvognen blev nedlagt og erstattet af - Ingenting! Det er måske ikke helt rigtigt, for man valgte at sætte trumf på og samtidig nedlægge de automater i IC3 erne, der havde vand og lidt snacks. Men hvis kunderne havde sat næsen op efter lavere billetpriser efter nedlæggelsen af salgsvognen og automaterne, blev de slemt skuffede. Så set fra et kundesynspunkt var det nok en dårlig byttehandel. Næppe et tilfælde, at mange har forladt toget til fordel for busser efter servicen blev beskåret. DSB s iver efter profit og sorte tal på bundlinjen gjorde også, at man gik i gang med storstilede og uhyre kostbare projekter, så man kunne få indført enmandsbetjening. To af DSB s
store mantraer er åbenbart selvbetjening og enmandsbetjening. Det er tilsyneladende ikke effektivt at møde en medarbejder i uniform på sin rejse. Værdier som sikkerhed i afgangsproceduren, tryghed og service og den vished man har som rejsende, at man kan få hjælp af et venligt menneske, var mindre vigtigt. Kun at aflevere et solidt overskud til sin ejer syntes afgørende. Enmandsbetjeningen kommer jeg tilbage til. Vi har også måtte hilse på et nyt mantra i samfundet. Effektivisering. Prøv lige engang at smage lidt på det ord. Det emmer jo simpelthen af positivitet og håndgribelighed. DSB s bestyrelse har givet ordre til, at DSB skal effektivisere 2-3% hvert år de næste mange år. Og hvem kan være modstander af at være effektiv? Det modsatte er jo ineffektiv og hvem vil have det prædikat sat på sig? Vi vil jo alle gerne have mere ud af vores penge og vi har i TPO medvirket til at effektivisere - og det vil vi fortsat gøre der, hvor det giver mening. Men det er som om, at dygtige kommunikationsrådgivere har fået erstattet ubehagelige ord som nedskæring og besparelser med det velklingende ord effektivisering for at sløve vores sanser. Så når ledelsen fx går ud og siger, at den godt kunne tænke sig at få afskaffet vores betalte spisepause, som vi allerede nu véd kommer som et krav til overenskomstforhandlingerne - og som ledelsen siger blot er et led i den løbende effektivisering af DSB, så må jeg bare sige, at bluffet altså er afsløret. Det ville klæde jer i det mindste at kalde tingene ved sit rette navn. Det nytter ikke at give manden med leen habit på og sige han skal smile. Han er stadig manden med leen. Tilbage til enmandsbetjeningen: Et andet mørkt kapitel i effektiviseringskampagnen handler om enmandsbetjening. Altså tog uden personale ombord, kun med en lokomotivfører til at køre toget, som DSB har sat både turbo og kompressor på for at fremskynde. Jeg har den største respekt for lokomotivføreres arbejde og den viden de besidder om hvordan man kører tog på den sikrest mulige måde. Det er de blændende dygtige til. Men de kan kun være ét sted ad gangen og udsynet fra togets førervindue er langt fra altid det optimale sted at overvåge ind og udstigning. Der har i de seneste par år ulykkeligvis været flere invaliderende og nærfatale ulykker i forbindelse med togets afgangsprocedure i enmandsbetjente tog, der med al sandsynlighed skyldes, at man har fjernet togpersonalet fra tog, der ikke er designet til at køre uden personale. Det er dog glædeligt og klædeligt at DSB endelig har indset, at Kystbanen ikke dur som en enmandsbetjent strækning og har stillet personaleløse tog i bero på den strækning. Det ville dog være endnu mere glædeligt, hvis man tog konsekvensen og droppede de varslede enmandsbetjente strækninger bl.a. på Lille Syd. Det vil nok kun være producenterne af de kostbare skærme og overvågningsudstyr, som vil skulle installeres, der vil blive kede af det.
Jeg vil derfor opfordre både politikere og ledelsen i DSB til at tænke sig rigtig godt om, inden I suger marven ud af rygstammen på sikkerheden, trygheden og servicen i landets fjern og regionaltrafik, nemlig togpersonalet. Jeg kan da godt forstå at det måske kan synes fristende at gå efter en hel personalegruppe, men min advarsel er, at I kun tisser i bukserne for at holde varmen. Togpersonalet har altid været værdsat af ledelsen og politikere, men nu virker det mest som om, at det kun er kunderne, der værdsætter os. Vi deltager gerne i nye arbejdsopgaver som fx ID-kontrol og vi vil gerne være med til at finde gode løsninger for ID-kontrol i togene mod Malmø, så kunderne kan få en smidig og hurtig rejse og vi kan vinde tabt terræn tilbage. Men ikke nok med at vi er garanten for et højt niveau af sikkerhed og tryghed - vi sørger også for, at antallet af gratister og snydere bliver holdt på et absolut minimum til gavn for ikke kun retsfølelsen for passagerne, men også for DSB og i sidste ende - samfundets fælleskasse. Og det er altså ikke småpenge vi taler om. I 2015 udskrev togpersonalet i både fjern, regional og S-tog afgifter for over 200 mio år og i 2016 er kurven stejlt stigende. Pas nu på med at sætte dette over styr for kortvarige sorte tal på bundlinjen. For der er ingen tvivl om, at der kommer en anden regning på et tidspunkt, der så skal betales. Lidt som man også har gjort i SKAT, der også er blevet gennemgribende effektiviseret og centraliseret. Man sparede et par milliarder, og gjorde det nærmest umuligt at komme til at tale med et levende menneske, men det viste sig jo, at der skulle betales dyrt for besparelserne; man mistede kostbar knowhow og svindlerne fik let spil til at dræne vores fælleskasse for milliarder. Lad det ikke ske - for DSB. Mange politikere synes imidlertid, at udlicitering bare er god latin og at risikoen for udlicitering er et grundvilkår i vores konkurrencesamfund. Så lad mig lige benytte lejligheden til at slå helt fast, at os faglige gerne medvirker til at vi har en konkurrencedygtig virksomhed, der kan måle sig med andre private virksomheder. Det har vi absolut en fælles interesse med DSB i. Problemet er blot, at det alt for ofte kun er frontpersonalet i virksomheden, der skal samle regningen op når der sker virksomhedsoverdragelser, eller udliciteringer. Når vi forhandler mærker vi en stærk tendens til, at det for tiden slet ikke handler om at kunne give og tage, men blot handler om at kunne fjerne rettigheder og goder som personalet har tilkæmpet sig gennem årene. For ellers finder man bare private udbydere, der ikke vil give samme anstændige og ordnede forhold til medarbejderne, men det er så de underbydere, som man benchmarker os med, for nu at bruge et godt, dansk managementudtryk.. Luftfartsbranchen et af skrækeksemplerne på, hvad der kan ske når en kynisk ledelse fra fx Ryanair i uskøn kinddans med slappe EU-regler, gør det muligt at drive rovdrift på personalet og udnytte et arbejdsmarked, hvor der er mangel på job. I øvrigt dygtigt bekæmpet af vores venner i FPU. Men vi behøver end ikke tage ud at flyve for at finde horrible forhold på arbejdsmarkedet. Herhjemme kan vi også være
med. Et typisk udliciteringsområde som rengøring og hjemmepleje er områder, hvor der alt for ofte hersker umenneskelige vilkår, når der skal tjenes penge og skabes afkast af medarbejdernes knofedt og politikere skal finde penge til skattelettelser. Der findes utallige eksempler på, at private firmaer underbyder den offentlige hjemmepleje hvor politikerne kun kigger på pris, men glemmer - eller bevidst undlader at tænke på forholdene, som personalet skal arbejde under, og lukker øjnene for, at kvaliteten halter. For man har jo sparet en million. Eller hvad med ambulancekørslen, der også så godt ud på papiret, men som er endt med at blive en dyr omgang for samfundet! Det samme er også ved at ske i DSB, nu hvor en stor del af stationspersonalets arbejde er blevet udliciteret til ISS, der har lokket med besparelse på svimlende 50 mio. Ja ja, lad os nu se når der er gået et par år og man må da så håbe, at en virksomhed som ISS ikke går konkurs i mellemtiden. Så ville vi virkelig være på den. Et af områderne, hvor togpersonalet for alvor har mærket forandringerne i DSB, er på mængden af arbejdsopgaver i toget på grund af nye bemandingsaftaler, som har mere end halveret bemandingen i togene. Som reglerne er i dag, behøver vi faktisk kun behøver at være to togpersonaler ombord på tog, der kører med op mod 1000 passagerer, vel at mærke uden de stående. Samtidig bliver vi konstant målt på antal af skanninger af billetter og antal af kontrolafgifter, og vi bliver hele tiden presset til at yde mere. Det udfordrer vores arbejdsmiljø både fysisk og psykisk og jeg har måtte se mange af mine dygtige kolleger blive ramt af stress. Andre kolleger har valgt at forlade virksomheden fordi de ikke kan holde til presset. Her yder vores dygtige kolleganetværkere et uvurderligt bidrag til at hjælpe kolleger med forebyggende råd og dåd, når presset bliver for voldsomt og en kollega er ved at kaste håndklædet i ringen. I gør en stor og frivillig indsats og tak for det. Det gør tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter også - og der skal lyde en stor tak til jer herfra! Fyresedlerne sidder også betydeligt løsere end de gjorde for blot få år siden og DSB har fået opbygget en stram organisation, der lynhurtigt får kaldt folk til fraværssamtale. En lungebetændelse på fjorten dage er nok. DSB kalder det omsorg. Men hvori består omsorgen i at true medarbejdere, der er syge med fyring og hvor er samfundsansvaret blevet af? Tålmodigheden med medarbejdere, der har været udsat for vold eller trusler fordi de passer deres arbejde, kan nogen gange ligge på et meget lille sted. Efter blot få måneders sygdom kan det være farvel og tak. Det kan vi ikke være bekendt. I stedet for vil jeg opfordre ledelsen til at tænke sygefravær i et bredere perspektiv et socioøkonomisk perspektiv. Sygefravær er økonomi, men sygefravær handler også om arbejdsmiljø og trivsel. Det var også togpersonalet, der måtte tage pryglene fra vrede og frustrerede kunder
- og tro mig de var vrede - under det skandaløse sporarbejde på Østfyn i pinsen, hvor forløbet dybest set bunder i, at man fra politisk side har valgt at udlicitere den nødvendige know-how til mange forskellige firmaer, som ikke deler den nødvendige viden og derfor havnede vi i den situation, som vi gjorde. Jeg vil her opfordre politikere og andre interessenter til at tænde for det lange lys og overveje hvad det gør, når man opsplitter vigtige videnstunge, statslige virksomheder og overlader det til private uden samfundsansvar. Jeg vil slutte af med en appel til politikere, for det er jer, der ejer DSB - og til ledelsen: Husk togpersonalet er DSB s ambassadører i fronten. Vi sikrer at kunderne kan tage sikkerheden for givet, vi sørger for at sikre indtægterne og vi er kundernes sikkerhedsnet ved uforudsete hændelser og forsinkelser og i en evigt forandrende verden, står vi klar til udvikle os til nye opgaver. Husk, at vi er sammen om fremtiden. Til sidst en personlig tak til forbundsledelsen, til LPO og SPO, der har taget så godt i mod Susanne og jeg. TPO bakker 100% op om genvalg til den siddende forbundsledelse. Tak fordi I lyttede og tak for ordet!