Det fortryder vi mest

Det fortryder vi mest BT har spurgt danskerne, hvad de fortryder mest og helst vil gøre om i livet - læs hvad flest fortryder, og hvad du måske skal overveje at ændre i dit liv. Af Rikke Struck og Jan Eriksen, december 2012 Foto af Andreas Beck

03 Livet før døden 04 Om at fortryde 09 'Jeg har været et fjols' 17 'Jeg skulle være gået noget før' 19 Frøkenerne 23 Kaptajnen og jungmanden 27 Det fortryder danskerne 28 Uddrag fra videoprojektet '101 fortrydelser' 30 Gallup-undersøgelse: Det fortryder vi mest 33 Johannses Møllehave 2

Livet før døden Det er så enkelt, at det kan skrives med korssting på en klokkestreng: Husk at leve, mens du gør det. Af Rikke Struck Men ikke desto mindre opdager mange mennesker først, hvad der er vigtigst i deres liv, når det er for sent at handle på det. Det er hverken karriere, nye køkkener eller ipads, der betyder noget i det lange løb. Det er din egen lykke og menneskene i dit liv. Dem, der pynter træet, triller pebernødder og sætter sløjfer på julegaverne, mens du læser det her. BT Søndag har spurgt ældre danskere, hvad de fortryder i deres liv. Deres svar er rørende. De ville gerne have arbejdet mindre og elsket noget mere. Have været mere tro mod sig selv i stedet for at leve et liv efter andres forventninger. Vi bringer deres svar videre til jer til inspiration og eftertanke. Hvad vil du fortryde, når du skal herfra en dag? Måske kan du nå at gøre det om. Man kan i hvert fald lære af de ældres erfaringer, at man kun kan fortryde, hvis man bruger sit liv på at vente på bedre tider. For det eneste, vi kan være sikre på, er livet før døden. 3

Om at fortryde En dag er det for sent at rette ind og rette op på tingene. Og der er kun fortrydelsen tilbage Af Rikke Struck Westersø Få går igennem et helt liv uden at standse op af og til og spørge sig selv, om man gør det rigtige. Om man lever det liv, man inderst inde gerne vil leve. Om man er så lykkelig, som man har potentiale til at blive. En dag er det for sent at rette ind og rette op på tingene. Og der er kun tilbage at fortryde. Alderens erfaringer kan få gamle øjne til at se klart. Se, at de største fejl sjældent er ting, man har gjort, men alt det, man ikke fik gjort. En australsk forfatter arbejdede engang som sygeplejerske på et hospice. Og når hun holdt de døendes hånd, spurgte hun dem, om der var noget, de fortrød i deres liv. Deres fortrydelser viste sig at være sammenfaldende. Enkle og rørende uprætentiøse. 4

De handlede ikke om gods eller guld. De handlede om alt det, de aldrig fik gjort. Om uforløste følelser og manglende mod. Fem temaer gik igen i de døendes fortrydelser. Det mest almindelige var, at de ikke havde haft modet til at leve et liv, hvor de var tro mod sig selv i stedet for det liv, andre forventede af dem. - Når folk bliver klar over, at livet er ved at være slut og ser tilbage på deres liv med andre øjne, indser de, hvor mange drømme der ikke er gået i opfyldelse. Mange har ikke engang realiseret halvdelen af deres drømme og må dø med bevidstheden om, at det skyldes beslutninger, de selv har truffet eller undladt at træffe. Et godt helbred giver en frihed, meget få er bevidste om, før det er for sent, uddybede Bronnie Ware til den britiske avis The Guardian, da hun havde samlet sine erfaringer i bogen De døendes fem fortrydelser. havde været nok sammen med deres familie. De gik glip af deres børns barndom. Fællesskabet med deres partner. Mange ville ønske, at de havde haft modet til at udtrykke deres følelser. De blev bitre og vrede af at holde dem inde for at undgå konflikter. Ved livets slutning gik det op for dem, at de havde ladet sig nøje med et middelmådigt liv, fordi de ikke havde turdet sige eftertrykkeligt fra og til. Tabte venskaber stod også tilbage i de døendes erindring som dybe fortrydelser. Gyldne venskaber var smuldret i løbet af årene, fordi det er så nemt at blive optaget af sig selv og sit eget liv og glemme at pleje venskaber. - Alle savner deres venner, når de er døende, fortalte Bronnie Ware. Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig, gik også igen. Lykken er et valg. Men det indser mange først, når de har siddet fast i gamle mønstre og vaner et helt liv. - Angsten for forandringer får dem til at lade som om, de er tilfredse, selvom de inderst inde længes efter at grine og fjolle rundt. Mange især mænd fortrød, at de havde arbejdet så hårdt, at de ikke Ingen fortryder de penge, de ikke tjente. De ferier, de tog på. De børn, de fik. 5

Jeg skulle have danset Hvad er det eneste spørgsmål, man kan stille et andet menneske, som man selv kan bruge som spørger uanset hvem man er? Det spurgte den danske billedkunstner Smike Käszner sig selv, da han gik rundt på Kunstakademiet. Han kom frem til, at det måtte være spørgsmålet: Hvad fortryder du mest, at du ikke gjorde i dit liv? Og han ville stille det til folk, der stod for enden af vejen og kun kunne se tilbage. Det blev til et projekt i samarbejde med videokunstneren Jan Krogsgaard med titlen 101 fortrydelser. 101 ældre danskere svarede på spørgsmålet. Og kunstnerne kom frem til nøjagtig de samme grundlæggende ting, som Bronnie Ware i Australien. - Det er tankevækkende: Vi lever i en tid, hvor meget handler om økonomi, penge og karriere. Men det er påfaldende få, der nævner noget med penge, fortæller Smike Käszner. - Folk fortryder, at de blev skilt, eller at de ikke blev skilt. At de ikke blev gode venner med deres mor, før hun døde. Eller pudsige ting. Der var f.eks. en kvinde, der fortrød, at hun ikke var gået med ham, hun mødte på Randers Banegård i 1929, ud at danse. Det er da utroligt, at man går igennem et langt liv, og så tænker man tilbage på en på en banegård for 70 år siden. Danskernes fortrydelser handlede alle som én om de nære ting. Personerne i ens liv. Kun få fortrød, at de ikke havde taget en vis uddannelse eller andet praktisk. Det var de nære relationer, der stod tilbage. Det betød meget i de 101 danskeres liv, hvis nære relationer var blevet brudt eller forsømt. Skid hul i det hele Det kan være svært at sidde som 30-, 40- eller 50-årig og gøre sit indre regnskab op, mens døden stadig ligger langt ude i en fjern horisont. Men når den nærmer sig, foretager mange en indre hovedrengøring. Man ser livet i et større perspektiv. Og det er en kæmpe chance for at træde i karakter og overtage styringen i sit liv, mener Margrethe Kähler, der er chefkonsulent ved ÆldreSagen. - Når man bliver bevidst om, at tæppefaldet kommer indenfor en overskuelig periode, så kan folk gå fra at have haft meget fokus på materielle ting, præstationer og karriere til at 6

blive klar over, at det, der i virkeligheden giver værdi og lykke, ikke har noget som helst med præstationer at gøre. Det handler mere om at opbygge ordentlige relationer til andre mennesker, siger hun. ingen indflydelse på noget længere. Jeg får heller aldrig besøg, og jeg er også syg og dårlig. Typen, der helst kun vil være sammen med andre ældre og snakke om sygdom og fokusere på alt det, der er trist. Eller man kan vælge det andet spor. Det, hvor man overtager styringen og former resten af livet efter, hvad der gør én glad. Hun hører ofte om ældre mennesker, der skifter spor. Rydder op i deres liv og skiller sig af med det, der ikke har værdi, men som kun suger energi ud af én og giver dårligt humør og bitterhed. De dropper måske det vigtige advokatjob for at lave noget, hvor de bliver gladere i deres hverdag. - De holder op med at være et møbel i deres eget liv, formulerer hun det. Margrethe Kähler mener, at vi gennemgår en psykologisk udvikling henover livet. Når vi bliver ældre, kan vi vælge et af to spor. Enten at trække os tilbage og se på livet fra sidelinjen. Tænke, at nu er jeg gammel, og det er ikke sjovt. Mine venner er døde. De unge bestemmer det hele, og jeg har - Hvis man er heldig, begynder man at prioritere mere modigt med det korte tidsperspektiv for øje. Når man har den der målbevidsthed og ikke tror på livet efter døden, så kan man bedre sige skid hul i det hele, jeg har måske 20 år tilbage, hvor jeg kan gøre ting, som jeg synes er vigtige. Hvis man er heldig og beslutter sig for det, kan man få fat i sin sande identitet i stedet for at blive fortvivlet over, at tiden er kort og at ingen ringer. For så kommer man til at sidde og kukkelure og være bitter, siger Margrethe Kähler. Sedlen på badeværelset Den målbevidsthed har Thyra Frank, selvom hun kun er 60. For hun har set utallige mennesker dø i de 38 år, hun har arbejdet på plejehjem. Hun ved, at det hele er slut en dag. Og den vished er faktisk den største gave, hun har fået. 7

- Så gør man sig nogle tanker om, hvordan man skal leve, så man vågner op hver morgen og siger tak for at have fået endnu en dag. Min personlige anbefaling er en let gang på jorden med mundvigene opad, siger Thyra Frank, der i dag har forladt sit elskede plejehjem Lotte på Frederiksberg til fordel for tjansen som folkevalgt for Liberal Alliance. Husk, Thyra intet varer evigt. Det står der på en lille seddel, der hænger på hendes badeværelse. Den er nok 30 år gammel, men hver eneste dag minder den hende om, hvad der er vigtigt i livet. Hun har en stærk tro på livet før døden, siger hun. Et motto, som også prægede hendes omsorg for de gamle på Lotte. Hun blev berømt og berygtet for at servere vin til maden og portvin til kaffen. At lade dem æde, drikke og ryge, hvis de ville det, og at tage alle med på charterferie. For man skal leve og elske hele livet, mener hun. Livet før døden er nemlig det eneste, man kan være sikker på, at man har. Hvis der kommer et liv efter døden, så er det en sidegevinst. Sådan ser hun på det. Hun har besluttet sig for at leve positivt. Og det er en kæmpe glæde i hendes liv, at hun formår at leve efter det. - Det er noget, man kan træne sig til. Det kan jeg love dig for! Man får forfærdelig meget igen, når man møder livet med et positivt sind. Jeg fatter ikke dem, der går og mukker over regnvejr, eller at han ikke slår brættet ned. Der er pokkers meget at være glad for. Jeg sidder f.eks. lige nu i Randers og ser solen bryde igennem en grå sky, mellem grenene på et birketræ, og der står en lille bænk nedenfor. Jamen, hvor er det smukt, udbryder hun. Hun har haft et dejligt liv, siger hun. Har hoppet og danset og haft det godt. Hun tror ikke, der er noget, hun vil fortryde, når hun engang skal herfra. - Jeg kan jo ikke fortryde de børn, jeg ikke fik. Der er noget til alle, og det var så det, der var til mig. Jeg har også været gift med en dejlig mand, men jeg kan ikke fortryde, at vi blev skilt, for så havde jeg jo ikke fået Peter, som jeg har i dag. 8

'Jeg har været et fjols' Flemming Thomsen troede, at han gjorde det rigtige. I dag ved han, at han skulle have været en nærværende far i stedet for at arbejde så meget Af Rikke Struck Westersø Der sidder en lille pige i en gynge i sine bedsteforældres have. Hun er tre år gammel. Den yndigste unge med langt, mørkt hår. Gynger frem og tilbage. Hendes fem-årige søster leger med en hund på græsset. Hun ser roligt op på sin far. - Du er ikke vores far mere. Og vi kan heller ikke lide dig, siger den tre-årige med sin klare, lyse barnestemme. Uden at ane, hvor dybt de simple ord skærer i hendes far. - Jeg gik ind og ned i kælderen, og så sad jeg der og græd, fortæller Flemming Thomsen om den dag for over 40 år siden, hvor han for alvor fattede, at han var blevet valgt fra som far. 9

Flemming Thomsens historie er tragisk. Den handler helt enkelt om, hvor meget skade man kan gøre ved ikke at fortælle sine kære, at man elsker dem og er stolt af dem. Det er ikke givet, at de ved det. Det skal siges højt og tydeligt. Igen og igen. Ellers kan man bruge et helt liv på at gå skævt af hinanden. Det gjorde Flemming Thomsen og hans far. Og det har tegnet de store linjer i hele hans liv. Der er mange ting, han har fortrudt, at han ikke gjorde anderledes. Men i dag er det for sent. Og han har sluttet fred med de ting, han ikke kan gøre om. Kræft i lunge og spiserør Flemming Thomsen er 71 år. Han har kræft i højre lunge og ved spiserøret. Kun ti pct. af patienterne med denne kræftsygdom lever efter fem år. - Jeg tror, at jeg klarer det her. Men jeg ved det jo ikke. Jeg kan kun håbe, at jeg bliver en af de 10 pct., siger han og ser egentlig ganske frisk ud, som han sidder i den lyse sofa i Vangede lidt uden for København. Lige nu venter han på en sidste undersøgelse, hvor lægerne skal tage stilling til, om de kan operere og derved fjerne kræftsvulsterne. Hvis ikke, så er der kun kemo og stråling tilbage. Han ved, at han skal herfra før eller siden. Kræft-diagnosen har givet ham et praj om, at det måske bliver før. Det er trist at erkende, at det hele er slut en dag. Men det er en naturlig del af livet, som han er afklaret med. Han er ikke bange for døden. Flemming Thomsen betegner i dag sig selv som en lykkelig mand. Han har nydt sit liv og er ikke misundelig på andres. Hans liv har gjort ham til den, han er. Lykken har vist sig i glimt og er strømmet igennem ham. Den kan ikke være der hele tiden. Det ville være fjollet. Men når den er der, skal man bide mærke i den og plante den i sin hukommelse, så man, når alt er sort, kan huske på, at man har været lykkelig. At man er i stand til at være det. Og han har lært, at man må tage de tæv, der kommer, men at man skal rejse sig igen. - Det er okay at bøje sig, også at blive bøjet helt ned. Det er okay, så kan man rejse sig igen. Men man må ikke lade sig knække. Det er hans budskab. Nedbrudt af sorg Når Flemming Thomsen ser tilbage på sit liv, er der mange ting, der er gået skævt. Det er ikke underligt, at han på et tidspunkt ikke kunne se meningen 10

med noget som helst mere. Ikke magtede at leve. At han skreg i et helt døgn, indtil han blev indlagt på den lukkede. Han var ganske enkelt blevet presset så hårdt, at han for en stund blev sindssyg. En anden gang fandt politiet ham i en skov, hvor han vandrede hvileløst rundt midt i et blackout. Han aner ikke, hvad han lavede i den skov. Hvordan han kom derhen. Husker intet. Der er kun et sort hul. Sindssygen satte sig i ham som en altædende virus, fordi hans mentale immunforsvar var nedbrudt af sorg. Sorg over først at miste sine børn og siden en hustru. Da hans kone døde af kræft, kunne han ikke bære det mere. Ensomheden, sorgen, skylden. Og så var der kun én vej. Til den lukkede. Han prøvede ikke aktivt at tage sit eget liv, men han gjorde heller ikke noget for at beholde det. Frivilligt arbejde Flemming Thomsen er et ambitiøst menneske. I dag er han pensioneret diakon og lever et roligt liv i den lille tre-værelses i Vangede med sin fjerde hustru, Selma. Indtil kræften for nogle måneder siden begyndte at diktere hans liv, fik han tiden til at gå med frivilligt arbejde. At være noget for andre, der har det svært. Sådan nogle, som han selv kunne have været, hvis ikke han havde rejst sig igen. Men i mange år handlede alt om karriere. Han arbejdede meget, rejste meget, var bare meget væk. En fraværende far. Han troede, at han gjorde det rigtige. For han var opdraget til, at mandens rolle var at arbejde og forsørge sin familie. Det var det, han kunne bidrage med. Han troede på det og nåede alle mål, han satte sig. Først som seniorsergent i Livgarden, derefter tog han en merkonomuddannelse, der førte ham til jobbet som souschef i Magasin på Kgs. Nytorv i København. Og derfra sprang han til postvæsenet, hvor han opnåede at blive vagtmester den højeste position i den bane, han fulgte. De to små piger så ikke meget til deres far. Han husker ægteskabet med deres mor som, at han var væk på militærøvelser næsten konstant. Han låste døren til familiens hjem bag sig tidligt mandag morgen og kom 11

først hjem sent fredag aften. Gik ind og så på de to sovende børn og undrede sig over, at de blev så store. De så ham kun i glimt. Pigernes mor fandt en anden og ville skilles. Og Flemming kunne egentlig godt forstå hende. Han havde samvær med døtrene i et år. Det var i dette år, han en dag tog dem med på besøg hos sine forældre, og hvor ordene undslap barnet i gyngen. Han kan stadig mærke dem svide. Øjnene bliver røde. Barnet var for lille til, at det var hendes egne ord. De kom fra de voksne, der ikke kunne enes i skilsmissens efterskælv. Børnenes mor ville have en stabil kernefamilie med sin nye mand som pigernes far. Flemming Thomsen skulle ikke være en del af deres liv længere. Hønefuld En psykolog forklarede den frustrerede far, at han havde et valg. Han kunne ødelægge børnene eller sig selv. Og det var i virkeligheden slet ikke noget valg. Så Flemming Thomsen gav slip. - Man drikker sig hønefuld. Simpelthen. For at komme væk fra det der. Man kan ikke holde ud at tænke på det. Jeg følte ikke, jeg kunne gøre noget. Jeg kunne måske gennemtvinge at se dem en gang om måneden. Men til hvis fordel ville det være? Det ville ikke være til børnenes fordel. De fik jo at vide derhjemme, at jeg var en modbydelig person. I flere år opsøgte han deres skolevej for at få et glimt af pigerne. Og han lavede en hemmelig aftale med skolefotografen, der sendte ham skolefotos af pigerne igennem årene, så han kunne følge med på afstand. - Det var ganske forfærdeligt. Simpelthen frygteligt. - Jeg elskede mine børn og gjorde alt, hvad jeg kunne for, at alting var, som det skulle være. Men jeg var der jo ikke. Billederne er væk i dag. For tre-fire år siden gik fjernvarmeanlægget i Flemmings hus i stykker, mens han var i udlandet. Hele huset stod under varmt vand og kogte i fire døgn, før han kom hjem og opdagede det. Han havde mistet alt. Huset var lige til nedrivning. I dag ejer han ingenting. Hans tøj er fra en genbrugsbutik, og det er Selmas liv, der ses på hylder og vægge i lejligheden. - Det kunne man egentlig godt have gået ned på, funderer Flemming. 12

Men det gjorde han ikke. Man kan ganske vist ikke genskabe skolefotografier, men man kan sove trygt under en andens dyne og slukke tørst af nye glas. Tabt kærlighed kan man ikke erstatte. Og det er dé tab, der har tvunget Flemming på knæ i undervejs i livet. Flemming blev gift igen, men det gik lige så galt som det første ægteskab. - Jeg følte mig som en fiasko. Jeg oplevede det som, at jeg stod nede i rendestenen uden at ane, hvordan jeg skulle komme op igen. På den anden side syntes jeg heller ikke, at jeg kunne komme længere ned. Så der var jo kun en vej, og det var op. Flemming Thomsen slap karrieren. For at finde sig selv og en måde at blive lykkelig på. Næstekærligt egoist Han prøvede sig lidt frem. Mødte Pia, blev gift igen og involveret i hendes frivillige arbejde for Blå Kors. Blev suget ind i at hjælpe andre. Rådgav folk over telefonen, lavede mad og tog på sommerlejre med børn fra nødstedte familier. Det gav mening. Derfor uddannede han sig til diakon, så han kunne blive ved med at være noget for nogen. - Jeg har nok givet den kærlighed og omsorg, jeg ikke kunne give til mine børn, til andre. Jeg har jo været til stede for andre mennesker. Ikke fordi jeg er et specielt næstekærligt menneske. Jeg er nok en stor egoist, når det kommer til stykket. Men simpelthen for at kompensere. Få brugt de følelser, som jeg ikke kunne give mine børn. - Jeg var godt klar over, at jeg kompenserede. Men jeg sagde til mig selv: Nåe, ja det er så det, du må nøjes med, Flemming. Pia døde af kræft i 1998. Og det var her, at Flemming Thomsen blev bøjet så meget, at han endte med at rave rundt i en skov. I dag lever han med Selma. Han er blevet reservefar for hendes to sønner og farfar for deres børn. Det er sekssyv år siden, han så sine egne. Til en familie-sommerdag, som døtrene havde arrangeret. Han genkendte sine egne træk i de voksne døtres ansigter. Så et barnebarn for første gang. Fik at vide, hvordan det var gået. Den yngste datter bemærkede, at faderen jo slet ikke var, som hun havde troet hele sit liv. Han var et rart menneske. 13

Det var en god eftermiddag, men også meget mærkelig. - Jeg havde ikke sat næsen op efter andet end at møde dem. Men havde de været interesserede i at gøre mere ved det på det tidspunkt, så havde jeg sagt ja. Men jeg tror ikke, de var parate til det. Det var for sent. Man kan jo ikke tage sådan noget op efter så mange år. Nogle vil sikkert tænke, at sådan noget aldrig er for sent,,, - Ja, men det er det. Det ville blive noget kejtet noget. siger, at han har svært ved at hade, men at han nok godt kunne hade manden, der tog hans plads som far. Men han viste sig at være en god far. Det skal han have. Skammer sig ikke Selverkendelsen er intakt. Flemming har været et fjols på mange måder. Han har meget, han har fortrudt, men intet han skammer sig over. - Jeg fortryder, at jeg ikke kæmpede mere for mine to piger. Det skulle jeg have gjort. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det dengang. Og ingen kunne fortælle mig det. Tiden var jo sådan, at en far var noget, man kunne skifte ud. Så selvom jeg er ked af det og gerne ville have gjort det anderledes, så kan jeg jo næsten ikke engang fortryde det. For jeg kunne ikke gøre andet. Flemming Thomsen ville ønske, at han ikke havde arbejdet så meget og derved været fraværende over for sin familie. Men også dét er svært at fortryde. For han ser tydeligt i dag, hvorfor han gjorde det. Det blev kun til det ene møde. Flemming har siden fået et par hilsener over Facebook fra den ældste datter. Men det er ved at være længe siden nu. Der er ingen kontakt. Han ved fra andre, at pigerne voksede op i harmoni. Flemming Thomsen - Jeg anglede efter min fars anerkendelse. Så enkelt er det. Flemming Thomsen husker tydeligt, at faderen altid var den første, han fortalte om ting, han havde opnået. Men faderen kommenterede det aldrig. Så Flemming Thomsen blev ved 14

med at føle, at han skulle bevise sit værd. Først efter faderens død fik Flemming den anerkendelse, han aldrig havde mærket. Hans søskende fortalte, at de havde været misundelige på ham, for faderen gik altid og pralede af Flemming og hans bedrifter. Men sønnen var bare den eneste, der aldrig hørte noget til faderens stolthed. Han så kun, at søsteren og broderen fik masser af hjælp fra forældrene, mens intet tilflød ham selv. - Det var jo netop fordi, jeg kunne klare mig selv. Uanset hvad jeg kastede mig ud i, så landede jeg på benene. Det kunne de jo se. Derfor følte de nok, at jeg ikke havde brug for hjælp og anerkendelse. Han kan stadig føle sorgen. Den vil altid sidde i ham. Men han har bearbejdet den og taget konsekvenserne. Og det er svært at fortryde sit liv. Et godt liv - Så skulle jeg jo fortryde, at jeg er den, jeg er i dag. Det har jo formet mig. Og i dag er jeg altså et menneske, der har nogle rollinger i mit liv, som elsker mig over alt på jorden, og som jeg elsker over alt på jorden. Jeg har en kone, som aldrig vil svigte mig. Jeg har to stedsønner, for hvem jeg betyder rigtig meget. Jeg har et godt liv. De fem fortrydelser - Flemming Jeg ville ønske Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve et liv, der var tro mod mig selv, i stedet for det liv, andre forventede af mig. - Ja! Jeg har jo levet et liv efter mine fars forventninger. Det er fuldstændig korrekt. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt. - Ja, det ville jeg gerne have gjort anderledes. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. - Dér har jeg ingen fortrydelser. Mine følelser har bestemt ikke været undertrykte. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten til mine venner. - Ja, det kunne jeg da godt have ønsket mig. Men med mit omflakkende liv har det været svært. Og nu er mange af dem døde. Jeg ville ønske, jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig. - Den er vanskelig. For indimellem har jeg jo været rigtig ulykkelig, men jeg har jo også oplevet store lykkestunder. Det er ikke mange dage siden, jeg kravlede rundt på gulvet og legede med børnebørnene. Det er en stor lykke. En følelse af lykke Jeg kørte med slædehunde i sin tid. Og jeg husker en juleaftensdag, hvor jeg tog ud med mine slædehunde. Vi kørte ud til Gribskov. Jeg havde en termokande te med og lidt godt til hundene. Der var tonsvis af sne. Vi kørte ud gennem skoven og kom til en lysning, og dér sad jeg så med hundene liggende omkring mig. Solen skinnede, og det at sidde der i den fantastiske natur med hundene, som bare hørte til i al den sne, og om lidt skulle vi hjem og holde jul. Jeg husker den lykkefølelse, som strømmede ned i mig. Det var en helt utrolig oplevelse. 15

Det fortryder jeg ikke. Alt det andet har trods alt formet mig til et menneske, som nogen godt kan holde af. 16

Vi møder Anne-Marie Kyhn i den lille frisørsalon på plejehjemmet Salem i Gentofte, nord for København. Hun er frisør og sygehjælper og studsede tidligere plejehjemmets beboere. Med saksen og kammen i hånden har hun lyttet til de ældre i stolen. Lyttet til beretninger fra lange liv, glæder og sorger, skuffelser og drømme, Og, ja fortrydelser. Men ét er at lytte og forstå. Noget andet er den svære virkelighed. Fortrydelse og historien om ikke at kunne gøre noget om er også en del af hendes eget liv. Jeg skulle være gået noget før Anne-Marie var gift med en alkoholiker Af Rikke Struck Westersø Anne-Marie Kyhn havde let til latter, da hun var yngre. Men det kommer ikke så tit til hende mere. Alvoren har sat sig til rette i hende. Den er kommet med alderen, mener hun. Man bliver klogere på nogle ting, og det sætter sig og blokerer for de grin, der kunne pible uhindret frem før i tiden. Hun er 65, pensionist og arbejder lidt for hjemmeplejen for at holde sig i gang. I dag har hun besøgt sin veninde, der arbejder i salonen på plejehjemmet. Anne-Marie Kyhn blev født i 1947 på Nørrebro i København. Da hun var seks år gammel, blev forældrene skilt, og hendes mor stod alene med to små piger. Anne-Marie fornemmede, at det ikke var nogen let tilværelse for moderen. Derfor sad det også i hende, da hun selv blev gift, at hun skulle undgå skilsmisse. Hun ville ikke have sådan et liv, som moderen havde haft. Opgav drømmen I 17 år holdt Anne-Marie Kyhn ud. Så opgav hun drømmen om ægteskabet. Hun var nødt til det. For at redde sig selv og sine to sønner. 17

- Min eksmand var lidt for glad for alkohol. Jeg prøvede at holde ud og leve med det. Men pludselig kan man ikke mere, forklarer hun. - Jeg kan godt fortryde, at jeg ikke mødte en anden slags mand. Hendes eksmand var en god mand på mange måder. Men det gode blev trængt i baggrunden af hans druk. Han var elektriker, dengang man drak på arbejdspladsen. Og nogle gange drak han så meget, at han slet ikke kom hjem. Han ville ikke hjælpes. Ville ikke forstå, at hans druk var et problem, der splittede familien. Hun stampede i jorden mange gange. Og som regel blev det hele lidt bedre. Men det varede sjældent særlig længe, før alt var ved det gamle igen. Hun tænkte tit nej, nu går jeg. Men først efter 17 års ægteskab gjorde hun alvor af det. Svært at komme af sted - Jeg skulle være gået noget før. Men det var svært at komme af sted. Man tænker jo på sine børn. Og på, om man kan klare den. Jeg holdt selvfølgelig også af ham, så det var svært. Men var jeg gået noget før, så havde jeg måske ikke haft de ar på sjælen, som man får af at blive i sådan et forhold så længe, siger hun. en ny god mand. Det er ikke nemt, fandt hun ud af. I årene efter skilsmissen mødte hun af og til en, som hun blev glad for. Men det blev aldrig rigtig til noget. - Man ter sig jo heller ikke lige sådan, når man er enlig mor. Man passer jo på sine børn og tænker på, hvordan de kan få en god opvækst. Anne-Marie Kyhn har været glad for sit arbejdsliv som frisør og sygeplejer. Hun gad måske godt, at hun havde videreuddannet sig til sygeplejerske. Men det er ikke så vigtigt. Nu koncentrerer hun sig om at holde sig i gang. For det er ikke altid rart at have masser af fritid. - Så begynder man at mærke sig selv. Før kunne man arbejde sig ud af meget og glemme sig selv lidt. Derfor er det vigtigt at have noget at beskæftige sig med, når man når pensionsalderen, siger hun. - Det har da været et meget godt liv. Men hvis jeg tænker lidt tilbage, så ville jeg måske ikke gøre det hele om igen. Hun blev skilt i 1985. Man kæmpede mere for sit ægteskab dengang, tror hun. Det er også godt at kæmpe, for man kan ikke bare gå ud og finde sig 18

Frøkenerne Gunhild og Sigrun Skovmand valgte papirklip og musik, hvor andre ville vælge mand og børn. Men når man har levet, som man gerne ville, så er der ikke noget tilbage at fortryde Af Rikke Struck Westersø Engang i en fjern fortid dansede to unge søstre kædedans på Færøerne. Der var utrolig mange lange vers, og den ene søster spurgte færingen, der trådte dansen an, om ikke det var lidt langsommeligt. - Det er et spørgsmål om indstilling, svarede han og dansede videre. Og søstrene tog ordene med hjem. - Det er et spørgsmål om indstilling, svarede de siden til mangt og meget. Alt er et spørgsmål om indstilling. Måske derfor sidder søstrene i dag sammen på plejehjemmet Salem i Gentofte og griner ved minderne om deres liv, der har varet længere end de flestes og været kompromisløst dedikeret til hver sin passion. Hvor 19

mange mennesker fortryder, at de lever for meget efter andres forventninger, så har Gunhild og Sigrun Skovmand været stædigt tro mod sig selv. Gunhild Skovmand fylder 100 år til marts. Hendes fingre kan næsten ikke trykke pennen hårdt nok mod papiret til, at blækket fæstner sig. Men når hun finder sin lille kirurgsaks frem fra tasken, fører højre hånd den stadig legende let i papiret og lader snart de detaljerede konturer af et grantræ tone frem. Hun har klippet silhuetter, siden hun som lille pige klippede i sine forældres lysedug hjemme på gården i Kolding. ikke undvære det for noget. Musikken er stadig det vigtigste i hendes liv. Mozart og Scarlatti flyder ubesværet ud i rummet, selvom det er mange år siden, pianisten blev uddannet fra det klassiske konservatorium. Gunhild og Sigrun Skovmand kunne sagtens sidde dér i værelset - og i deres livs vinter - og svælge i bitterhed og afmagt over alt det, de ikke nåede. Bitterhed over, at de aldrig oplevede kærligheden i et ægteskab. At de aldrig fik børn. Men alt er jo et spørgsmål om indstilling. De glæder sig over det, de fik. Og måske har alderdommen udvisket resten. Når man er tæt på 100, får man mere ud af at glædes over det, man har fået, end at ærgres over det, man ikke fik gjort. - Om jeg har fortrudt noget? Sikkert meget. Men det har jeg ikke skrevet op. Det skal man jo ikke gå og huske på, siger Gunhild Skovmand. Foto: Steinweg-flyglet fylder halvdelen af Sigrun Skovmands værelse på plejehjemmet Salem i Gentofte. Den 89-årige pianist spiller stadig hver dag. Hun kan ikke undvære det. Søstrene har levet sammen siden 1960. Musikken er vigtigst Lillesøster Sigrun Skovmand fylder 90 til september næste år. Hun har fået lov at få sit store Steinweg-flygel med på plejehjemmet. Det fylder halvdelen af hendes lille værelse. Men hun vil - Nej, man skal ikke gå og huske på det, man har fortrudt. Det tror jeg ikke, man skal. Jeg kan ikke nævne noget, jeg har fortrudt, medgiver søsteren. Svært at skære ud i pap Frøkenerne har haft et godt liv, siger de samstemmende. De har kunnet lade sig opsluge af deres kunst uden afbrydelser. Musikken og silhuetterne. Og jo mere de har fået plads til at fokusere, des bedre tilpas har de været. 20

- Det har bare ikke været aktuelt, svarer Sigrun Skovmand på spørgsmålet om, hvorvidt hun ikke ville giftes, eller om hun bare ikke fandt den rette. Søstrenes niece Nanna Kagan er på besøg og hjælper tanterne lidt på gled. - Du syntes, din musik var vigtigere, og Gunhild syntes, at klipningen var vigtigere. Var det ikke derfor? - Jo, det kan vi godt sige. Men det er lidt svært at skære ud i pap. Det tror jeg ikke, vi skal gøre. Det kan let blive kunstigt, siger Sigrun Skovmand. Niecen husker, at faster Gunhild var betagende smuk som ung og blev meget efterstræbt af en præst. Men den unge kvinde kunne ikke se sig selv i den rolle - som hustru. Det var slet ikke noget, hun havde lyst til. Og niecen har aldrig hørt antydninger om, at fasteren var ked af, at det ikke blev til noget med ham præsten. Sigrun havde sine affærer. Der var især én mand, som hun blev meget forelsket i. Men det blev heller ikke til noget. - Gunhild har altid hvilet i sig selv og haft det godt, som hun havde det. Det var måske en sorg i Sigruns liv, at det ikke blev til noget med ham manden. Det fornemmede jeg, at hun var lidt mærket af. Men jeg opfattede aldrig, at de sørgede over ikke at være blevet gift og have fået børn, fortæller Nanna Kagan. - Jeg har selv fire børn, så jeg kan slet ikke forstå det. Og jeg har tit tænkt på det. Men jeg tror, det var et bevidst valg. De har ikke helliget sig deres kunst, fordi de ikke fik andet, men fordi det var det, de helst ville. Villa i Gentofte Frøkenerne levede indtil tidligere i år i en villa i Gentofte udenfor København. De købte huset sammen i 1960 for 3.000 kr. I februar flyttede Gunhild ud og på plejehjem, og fem måneder senere fulgte Sigrun. Villaen er netop blevet solgt for 3,5 mio. kr. Og ligesom i deres hjem gennem 52 år har de nu værelse på hver sin etage, men er alligevel sammen det meste af tiden. Foto: Gunhild Skovmand har klippet silhuetter, siden hun kunne holde om en saks. Til marts fylder hun 100 år. Kunsten slipper hende ikke engang, når hun skal sove. Så ligger hun og udtænker nye klip. Sigrun læser f.eks. højt for Gunhild. Lige nu er det Selma Lagerlöf. - Hun var sådan en lille pige, da jeg var en stor pige. Så jeg har opdraget 21

hende. Nu opdrager hun mig, griner den 99-årige storesøster og smitter lillesøster på 89. Frøkenerne har været tro mod sig selv. De har ikke levet efter andres forventninger. Måske kun Gunhild, der arbejdede som børnehavelærerinde, fordi forældrene mente, at kunst ikke var nok. Så Gunhild Skovmand arbejdede med børnene, og så fyldte klippene resten af hendes liv. Og da hun blev pensioneret i 1970, var det som om, at hun virkelig begyndte at leve, bemærkede familien. For så kunne hun koncentrere sig om grene og sivstrå og bruge dagevis på at observere, hvordan en løve i Zoologisk Have bevæger sig, så hun kunne afbilde den helt korrekt. Hun ligger tit om natten og udtænker nye silhuetter. kartofler, der var tre gange så store som dem derhjemme. De har lænet sig op ad hinanden hele vejen og åbnet hjem og arme for deres store familie. Og det har været dejlig rigeligt, hvis man spørger dem selv. De fortryder intet. Lige nu planlægger søstrene deres runde fødselsdage næste år. Gæstelisten er på langt over 100 mennesker, så de håber, at nogen siger nej. - Det gør jeg meget. Der ser jeg det for mig. Det sker også, at jeg står op og gør det. Men det er ikke ret tit, at jeg gider længere, siger hun og ler igen. Da frøkenernes hus blev solgt, fandt familien kasser med tusindvis af sorthvide klip. Nogle af dem blev for nogle år siden samlet i en bog på knap 200 sider. Andre har illustreret bøger og været udstillet som kunst. Søstrene har rejst og oplevet mere end de fleste. Sigrun spillede og underviste, og Gunhild kom hjem fra rejser til f.eks. USA og fortalte om negro-spirituals og 22

Kaptajnen og jungmanden Aksel og Nis fortryder intet. De valgte det gode liv Af Jan Eriksen På plejehjemmet Lotte på Frederiksberg sidder to ældre mænd og afventer deres snarlige 100-års fødselsdag. Det gør de med glæde, stolthed og uden fortrydelser. De valgte at leve livet fuldt ud, følge hjertet. De har turdet elske. De har levet et liv næsten uden fortrydelse. - Jeg har valgt det gode liv. Jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor, jeg har levet så længe. Jeg kan ikke sige, at jeg fortryder noget som helst i dag. Jeg valgte det rigtige job, jeg mødte verdens skønneste kvinde, siger den ene, Aksel Buch. Han nyder sit otium - som han har gjort de sidste 34 (!) år. Det eneste, der for alvor kan ærgre ham i dag, er tabet af konen, Irma. - Jeg har haft det mest vidunderlige liv. Jeg havde den mest vidunderlige kone, Irma. Pragfuld dame. Jeg mistede hende desværre for syv-otte år 23

siden. Jeg elskede hende hver dag, siger Aksel Buch. - Jeg har det dejligt. Jeg nyder hver dag her på hjemmet. Jeg har ikke haft en sygedag i 50 år, siger Nis Sauer. Han er ikke i tvivl om, at hans liv tog en afgørende vending, da en ven anbefalede ham at blive vegetar. hyrede Nis som såkaldt jungmand (yngstemand) på et køleskib. Nis Sauer har et fotografi i en af sine mange mapper på skrivebordet, hvor han står i skibets forstavn. - Det er en af de bedste beslutninger, jeg har truffet i mit liv. Jeg var ikke blevet 99, hvis jeg ikke var vegetar. Jeg spiser ikke kød, eller noget, der rådner. Kun grøntsager eller råkost. Jeg har altid prøvet at leve sundt. Jeg var svømmer og udspringer som ung. Senere blev jeg vinterbader ved Amager Strand. Hver morgen. Jeg tog bilen fra Frederiksberg til Helgoland. Alle burde være vegetarer, siger Nis. Skæbner flettet sammen Ved en af skæbnens forunderlige tildragelser er Nis og Aksels skæbner flettet sammen efter tilfældigt møde i Frankrig i begyndelsen af 1930erne. Altså for godt og vel 80 år siden. Dengang var Aksel netop blevet ansat i rederiet Torm. Sådan var hans helt store drengedrøm nemlig at arbejde med skibe. Under en forretningsrejse til havnebyen Marseille i Frankrig mødte han og et par kolleger den jævnaldrende Nis Sauer. Han var, hvad man i dag ville kalde backpacker. Cyklede rundt på må og få i Europa. Rederifolkene fra Torm Foto: Nis Sauer Siden så Nis og Aksel aldrig hinanden igen. Først for halvandet år siden gik det op for dem, at de havde mødtes. - Vi engagerede Nis til et skib, der skulle ud på verdenshavene. Er det ikke mærkeligt, at man mødes nu, 80 år senere? Verden er lille, siger Aksel Buch. - Jeg fik 45 kr. om måneden. Jeg håber, de betaler bedre i dag, siger Nis Sauer tørt. 24

Mødet dengang i Frankrig foregik på et afgørende skæringspunkt for dem begge. Aksel Buch skabte sig en drømmekarriere i rederiet. Han blev aldrig kaptajn på et af firmaets skibe. Men han blev kaptajn i kontorerne i København. Karrieren kulminerede med job som departementschef og regnskabschef. Han blev på pladsen i 48 år, frem til 1978. Sideløbende fortsatte Nis Sauer et kreativt liv som eventyrer. Dels på rejser verden rundt. Dels rent menneskeligt. Han blev senere arkitekt i Danmark. Er i dag med god ret stolt af sin titel som æresmedlem af Dansk opfinderforening. 99 år er naturligvis ikke passeret sporløst henover Aksel Buch. Men han er stadig en statelig, retlinet herre. Han har kun været i tvivl en enkelt gang i sine 48 år. Nemlig den første dag på jobbet. - Jeg blev ansat lørdag den 15. november 1930. Jeg var jeg hjemme kl. 19.30 om aftenen. Jeg sagde til mig selv: Dér bliver du ikke ret længe med den arbejdstid. Men nu havde jeg fået mit drømmejob. Så jeg holdt ud. Jeg endte med at være der i 48 år. Jeg har aldrig fortrudt det. Det havde med skibe at gøre. Jeg har altid været vild med skibe, siger Buch, hvis væg er prydet med billeder af skibe. Blandt andet et maleri af Gilleleje Havn, han og hans kone købte som helt unge og nyforelskede. Stadig en livsnyder Nis Sauer er på mange måder hans modsætning. Han er stadig en livsnyder. Han kan lide at drive gæk. Også med forstanderinden Annemarie Gavold, som han flirtende lokker til at give ham et kindkys, mens BT er på besøg. Han kalder hende tyrannen. Det er kærligt ment. Foto: Aksel Buch En forårsdag 1933 så Nis Sauer en annonce i Aarhus Stiftstidende. En herre søgte en partner til en cykeltur til Afrika. Han vidste det ikke forinden, men da han så annoncen, vidste han, at han skulle cykle gennem Europa. Familien bakkede den 20-25

årige mand op. Han endte med at rejse et par år. - Jeg kørte 6.000 km på cykel gennem Europa. Fik et job i Paris, hvor jeg arbejdede som snedker i otte måneder. Jeg oplevede en masse ting som 20-21-årig. Når man er i den alder, tager man jo alt muligt til sig. Jeg boede på Boulevard Voltaire. De otte måneder satte mig i gang som menneske, siger han, og protesterer, da BT spørger, hvornår han gik på pension. Hvis man skal bedømme graden af livskvalitet på ens fortrydelser ja, så har Nis Sauer vist levet et godt liv. - Holdt op? Jeg er aldrig holdt op. Jeg har altid tegnet, og gør det stadig. Når man har arbejdet som arkitekt, holder man aldrig op med at tegne. Se: Mine hænder er helt rolige, siger han. Træet gik ud Når vi ovenover skrev levet livet næsten uden fortrydelser er det fordi, der måske nok er en enkelt ting, Nis Sauer fortyder. Her på grænsen til 100 års fødselsdagen. Nemlig dengang han hjalp et træ med at gå ud. Med det resultat, at han fik en bedre udsigt fra sit hus på Frederiksberg. - Jeg og min familie boede i mange år på Vodroffsvej på Frederiksberg. Et træ stod i vejen for udsigten til Prins Jørgens Sø. Det må man jo ikke tilstå. Men træet kom til at gå ud. Og så måtte man jo fælde det. Så nu kunne jeg se ned til søen. Men det var ikke sådan helt rigtigt at gøre. Det var ikke så godt, siger han. 26

Det fortryder danskerne Vi ønsker at udtrykke vores følelser Af Rikke Struck Westersø Halvdelen af alle danskere over 50 år har fortrudt noget i deres liv, og hver fjerde mener, at de efter al sandsynlighed vil ligge på dødslejet og ærgre sig over noget. Det viser en undersøgelse, TNS Gallup har foretaget for BT. Undersøgelsen viser indirekte, hvad der virkelig betyder noget for danskerne inderst inde. Bag tøj, titler og alt det andet. Og det, der plager danskerne mest, er, når modet svigter. Modet til at være tro mod sig selv og fortælle, hvilke følelser der gemmer sig under huden. Det kan spænde lige fra at fortælle, hvor højt vi egentlig elsker, til at stampe foden eftertrykkeligt i jorden og sige: Nej, nu er det altså nok!. Jeg er konfliktsky, svarer hver fjerde, når de bliver spurgt, hvad der afholder dem fra at gøre noget ved det, de fortryder. Hver tredje fortryder, at de ikke har været gode nok til at udtrykke deres følelser. Og det går igen, når man spørger folk, hvad de tror, de vil fortryde, når de en dag skal herfra. Modet svigter også og forhindrer os i at leve et liv, hvor vi er tro mod os selv. I stedet retter vi ind efter, hvad andre forventer af os. Venskaber, vores egen personlige lykke, kærlighed, vores nærmeste og livet udenfor arbejdstid er dét, der er vigtigt for os. Her vil rigtig mange af os gerne være bedre. Der er kun små forskelle på mænd og kvinder. Ikke overraskende er der flere mænd end kvinder, der ville ønske, at de ikke havde arbejdet så meget. 26 pct. af mændene føler, at de har arbejdet mere, end godt er. Kun 14 pct. af kvinderne svarer det samme. 17 pct. af mændene svarer i undersøgelsen, at de ville ønske, de havde kæmpet mere for kærligheden. Kun 8 pct. af kvinderne har det på samme måde. Derimod er der langt flere kvinder end mænd, der ville ønske, de havde ladet sig skille noget før. Kvinderne er også mere tilbøjelige til at føle, at de har ladet sig rive med af andres forventninger i stedet for at leve et liv, hvor de var tro mod sig selv. Det er for sent at gøre noget ved det, svarer næsten halvdelen af de adspurgte. 1.242 repræsentativt udvalgte danskere over 50 år har deltaget i undersøgelsen. 27

Uddrag fra videoprojektet '101 fortrydelser' Da jeg blev konfirmeret, sagde pastoren og nu blev jeg kaldt Krølle dengang han sagde: Krølle, det gode er at hjælpe, hvor du kan hjælpe. At jeg ikke har hjulpet noget mere. Det fortryder jeg. At jeg ikke søgte ind i de kredse, hvor vi hjalp andre. Det har jeg ikke gjort. Det ærgrer jeg mig over. Meget. ' Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde mig lidt mere umage med at bevare ægteskabet. For det var en flink mand. Men det går jo ikke altid, som præsten prædiker. De fleste vil jo gerne give manden skylden, men jeg tror nok, det mest var mig. Han var flink og rar. Men han fik sig en anden kone, og det er jeg glad for, for så blev han lykkelig med hende. Og jeg havde dejlige 40 år alene. Jeg kan måske nok tænke på, at man som ung pige har været meget afvisende og også for afvisende. Man havde ikke behøvet at være så kategorisk og sige nej så hårdt. Ikke tale om! Hvor en ung mand måske kunne blive mere stødt, end det var nødvendigt. 28

Han drak pengene op. Det er ikke godt. Det kunne man godt se, da man blev lidt større. Mor, hvorfor smed du ham ikke ud? Hvad skal der så blive af far? Det var svaret. Så var han jo gået ned. Når der er sat mad fra til far det bedste af det og han så smider det hen ad gulvet, så bliver man... Det gør man, når man er stor nok til det. Men jeg har aldrig forgrebet mig på ham. Det kunne jeg godt have gjort. 29

Gallup-undersøgelse: Det fortryder vi mest 30

31

Gallups undersøgelse er gennemført 11.-18. december 2012 og er baseret på GallupForum webinterview med 1.242 repræsentativt udvalgte personer landet over på 50 år eller derover. 32