Bagsværd Amatør Scene 50 år Niende december 1954 blev Bagsværd Amatør Scene (forkortet BAS) stiftet. Hvad de færreste måske ved eller husker i dag, er, at foreningens forhistorie er knyttet til det civile KFUM, og at det i virkeligheden var en regnfuld sommer, der blev startskuddet til BAS. Forhistorien I 1948 blev der dannet en kirkekomite i Bagsværd med pastor Poul Pedersen i spidsen. Disse entusiastiske mennesker ønskede et selvstændigt kirkesogn og ikke mindst en rigtig kirke til afløsning for det gamle menighedshus, som havde fungeret som kirke siden 1923. For at skaffe penge til dette gode formål, gik de sammen om at opsætte et religiøst skuespil på amatørbasis. Stykket skulle kun spilles én gang, nemlig: 12/6 1949, og skuespillet hed Skuespilleren. Det var et martyrspil, hvor man ser de to store, klassiske statuer, der flankerer scenen, og et kor af tolv unge piger, hvor skuespilleren fra tribunen afbryder spillet og aflægger en klar og fast bekendelse af sin kristne tro i den hedenske kejsers paahør. Ståpladser kostede 2 kr. og siddepladser 3 kr. Aftenen blev en bragende succes. Skuespillet varede i alt 3 timer, og der dukkede mellem 12- og 1300 mennesker op. Året efter spillede amatørgruppen et stykke af Dorothy Sayers, og denne gang vovede man at gennemføre hele tre forestillinger i Aldershvileparken. Samme år, altså 1950, blev Bagsværd et selvstændigt sogn med pastor Poul Pedersen som sognepræst, men en kirke kom man, alle gode intentioner til trods, til at vente på i mange år endnu. De næste år spillede man flere amatørskuespil til fordel for kirkesagen i Bagsværd. Og man fik stor bevågenhed også fra de rigtige københavnske teatre, for amatørerne i Bagsværd var dygtige. I 1951 fik amatørerne fra Bagsværd således lejlighed til at gæsteoptræde på Nørrebros Teater. Men publikum var, er og forbliver en ustabil størrelse. Hvad der fængede det ene år, gad man måske ikke længere året efter. Heller ikke selvom niveauet var højt, og der var tale om danmarkspremierer. Fra 1952 dalede tilskuertallet, og i 1954, hvor sommeren var lige så våd som den i 2004, kom der næsten ingen for at se friluftsforestillingerne i Aldershvileparken. Bagsværd Amatør Scene oprettes De kloge hoveder bag friluftsteatret i Aldershvileparken lagde hovederne i blød efter fiaskoen i 1954. Man havde brug for økonomisk rygdækning, hvis publikum svigtede, og man havde brug for en indendørs scene, hvis sommeren viste sig for våd til de udendørs forestillinger. Løsningen blev at oprette Bagsværd Amatør Scene (BAS) i vinteren 1954. Som selvstændig forening havde man flere muligheder for dels at få et fast, betalende publikum i form af passive, men betalende medlemmer, dels kunne man søge støtte hos kommunen, dels kunne man samarbejde med andre foreninger. I første omgang gik man i gang med at tegne medlemskaber og lave love for den nye forening. Det første år fik man 19 aktive medlemmer, et tal, der voksede til 27 i løbet af 1955. Desuden tegnede man passive medlemskaber, men det gik trægt. Efter et år havde man stadig kun 85 passive medlemmer, selvom det passive medlemskab kun kostede 5 kr. pr. år og inkluderede 2 gratis forestillinger og 25% rabat på yderligere forestillinger.
BAS blev ikke en kirkelig forening, selvom den havde rødder i kirkespillene. I de første vedtægter bandt man sig fortsat til at levere et årligt Aldershvilespil, hvis det var praktisk gennemførligt, og man bestemte, at eventuelle ekstraordinære overskud på regnskabet skulle skænkes til velgørende formål. Den første formand blev Poul Christensen fra Bagsværd. Poul Christensen BAS første formand, Poul Christensen, fortjener sit eget afsnit. Han var født i 1923 og boede i Bagsværd en længere årrække, hvorefter han flyttede til Holte. Han var salgsdirektør i et emballagefirma, men ikke mindst var han en ildsjæl indenfor amatørteaterverdenen. Poul Christensen var formand indtil generalforsamlingen i januar 1959, hvor han valgte at trække sig fra det krævende formandsarbejde. Han accepterede dog at fortsætte som redaktør af Bagsværd Amateur Tidende, som han selv omtalte som retrætepost for afdankede formænd, samt som foreningens presseagent. Året 1959, som skulle have været foreningens første jubelår, eftersom den kunne fejre fem års fødselsdag, blev ret kedeligt. Uden Poul Christensens energi blev medlemmerne mere sløve til at komme til prøverne og det var slet ikke godt. Da man nåede til næste generalforsamling i begyndelsen af 1960, endte det derfor ikke helt uventet med, at den afdankede formand genoptog sin værnepligt i bestyrelsen. Et af de første initiativer var at oprette en juniorafdeling, der var en forløber for det senere Gawenda. Men selv PCs tilbagevenden som formand, var i første omgang ikke helt nok til at redde den synkende skude. Der manglede ellers ikke initiativer. Man fik udenlandsk besøg af The Irving Club om sommeren, og man besluttede at opsætte Aldous Huxleys Det gådefulde smil. Gæstebesøget blev en stor, men dyr succes, hvorimod det viste sig at et bjerg af uanede vanskeligheder har tårnet sig op for os ved såvel indstuderingen som den praktiske tilrettelægning af dette meget krævende skuespil. (PCs forklaring til de passive medlemmer), og man endte med at aflyse Det gådefulde smil. Et af de mange problemer var, at en del medlemmer havde for lidt at lave, mens nogle få var ved at kollapse under arbejdspresset. Foreningens underskud havde borgmester Erhard Jacobsen/Gladsaxe Kommune heldigvis reddet foreningen ud af. Bølgerne gik derfor højt til foreningens generalforsamling i begyndelsen af 1961. Resultatet blev delvist nye vedtægter (man afskaffede bl.a. de passive medlemmer), nye måder at finansiere professionelle instruktører, og medlemmerne fik langt større ansvar, for hidtil havde bestyrelsen taget alle initiativer til forestillinger, men fremover skulle bestyrelsen være mere administrativ, mens de menige medlemmer skulle komme med forslag til de forestillinger, man ønskede at opsætte. Poul Christensen var nu formand for BAS indtil generalforsamlingen i 1963. Denne gang mente han det mere seriøst. Der SKULLE yngre kræfter til, især fordi jubilæumsåret 1964 stod for døren. Men han gik tilbage til sin gamle retrætepost som redaktør af Amateur Tidende, og især blev han i de kommende år en nøgleperson i kampen for et hjemsted for foreningen, idet han tog sig af kontakten til medierne. I løbet af året 1966 blev PC stadig mere aktiv i foreningen i sine bestræbelser på at få lov at bruge Irons gamle smedje som hjemsted for BAS. Det resulterede i, at han i januar 1967 atter blev valgt som formand for BAS! Denne gang forblev han aktiv formand indtil generalforsamlingen primo 1973, hvor han netop var blevet udnævnt til salgsdirektør. Han forblev dog aktiv i styrelsen (som bestyrelsen var begyndt at kalde sig) til sin død d. 28/12 1978. På generalforsamlingen i 1976 foreslog han og fik vedtaget at BAS skulle have kollektiv ledelse, så man arbejdede uden egentlig
formand og næstformand, hvilket straks medførte, at PC atter fik mere indflydelse på og arbejde med BAS. Desuden var han aktiv i Dansk Amatør Teaters Samvirke (DATS) og skrev desuden teateranmeldelser m.m. for Folkebladet for Gladsaxe Kommune, det nuværende Gladsaxe Bladet. Præsidiet I de første vedtægter for BAS stod der i paragraf 7, at Bestyrelsen udpeger et præsidium, der ikke er på valg. I fremmedordbogen oversættes præsidium med formandskab, men der var ingenlunde tænkt på en konkurrerende bestyrelse indenfor BAS. Man havde brug for kendte navne og ansigter til at tegne foreningen udadtil, hvis man ville være mere end en rent lokal forening. Og i BAS var man ambitiøse fra dag ét. Naturligvis skulle man være en kendt og anerkendt forening! Præsidiet, der i dette tilfælde skulle yde bestyrelsen praktisk og moralsk støtte, kom til at bestå af: Karen Aabye, Axel Beck, Mogens Dam og Gunnar Nyborg-Jensen, der accepterede at sidde i præsidiet bjergtagne af ære! Karen Aabye boede på Højgårdsvænge i Bagsværd. Hun var født i 1904 og døde i 1982. Som forfatter var hun lokalkendt for sin biografi om Grevinden af Bagsværd, men på landsplan var hun nok mere kendt som journalist for BT og Berlingske Tidende. Axel Beck blev født i 1910 og uddannet læge. Han arbejdede mange år i Grønland, men i 1946 slog han sig ned som praktiserende læge i Hareskovby og fik udgivet sit første skuespil, som blev antaget på Det kgl. Teater. Han skrev også hørespil og en enkelt biografisk roman om Grønlandstiden. Mogens Dam blev født i 1897 og døde i 1979. Han var uddannet journalist og nåede at arbejde på stort set alle de store aviser, men på Politiken var han fra 1922-1940, hvorefter han skiftede til Dagens Nyheder, hvor han blev til 1961. Desuden tegnede han for Svikmøllen, oversatte skuespil, operaer og operetter, skrev digte til revyer m.m. Gunnar Nyborg-Jensen fortaber sig i tågerne. Det er muligt, at det er ham, der skrev De små synger og diverse kendte børnesange, men det har ikke været muligt at identificere ham mere præcist. Juniorscenen Et af Poul Christensens største projekter, da han genindtrådte som formand for BAS i begyndelsen af 1960, var at starte en juniorscene. Interessen var der, og allerede efter få måneder talte juniorscenen 16 medlemmer. Et af de store problemer var at få skolet juniorerne, men ligesom man havde gjort for de voksnes vedkommende, slog man sig sammen med den lokale aftenskole, der fra vintersæsonen 1960/61 udbød kurser om Teatret og dets historie i teori og praksis. Bevægelseslære, sminkning, dragter etc. v. Svend Møller Nicolaisen fra Dansk Amatør Teater Samvirke. Kurset var obligatorisk for juniormedlemmerne, mens seniorerne kunne melde sig frivilligt, idet der som sagt også var særskilte kurser specielt til seniorerne. Kurserne for juniorerne var gratis for de unge medlemmer. BAS afregnede direkte med aftenskolen. For en forening med mere eller mindre kronisk pengeunderskud, var det en stor beslutning, men man havde vedtaget at investere i de unge, fordi de jo trods alt var foreningens fremtidige medlemmer. Man vidste dog samtidig, at de fleste ville springe fra, inden de som 21-årige kunne optages som almindelige medlemmer af BAS. Som PC beskrev det, var der jo så meget, der trækker sport, uddannelse, den omstændighed, at de opdager, at der er to slags mennesker, både hanner og hunner, - og meget, meget mere. Men vi undgår
da for at se socialt og opdragelsesmæssigt på sagen at de kommer til at hænge på gadehjørnerne. Håbet var dog, at de unge mennesker, når de havde slået sig til ro, ville vende tilbage til BAS i 25-30 års alderen, hvis de havde tilstrækkeligt med gode minder fra deres ungdomsår i foreningen. De unge mennesker var dog sværere at holde på, end selv PC havde troet, og i løbet af en kort årrække forsvandt juniorscenen igen. Til gengæld havde man trods alt fundet så stor interesse blandt de unge, at kommunen i 1969 inviterede en polsk gæsteinstruktør til Gladsaxe for at give ny inspiration til det frivillige børne- og ungdomsarbejde i skoler, klubber, fritidshjem og børnehaver. I Polen ledede han ungdomsteatret Gawenda, og i løbet af det halve års tid han var i Gladsaxe, fik han startet Gladsaxe Kommunes egen afdeling af Gawenda. Gawenda eksisterer stadig i bedste velgående og bor i øvrigt også på Telefonvej, om end de ikke deler scene med BAS. I dag er det sådan, at Gladsaxe Kommunes Ungdomsskole har et hold i drama, der øver i BAS, og som er ledet af et BAS-medlem. Generel beskrivelse af medlemmerne Poul Christensen beskrev i 1960 medlemmerne af BAS i et brev, og det er så almenmenneskeligt, at det fortjener at blive citeret. I al fortrolighed kan jeg sluttelig sige om netop vores juniorer, at de faktisk repræsenterer de samme karakterer, som vore gamle. Der er det lidt overfladiske, men absolutte talent, der er den begavede og meget talentfulde fyr, den kønne stillestående pige, de lidt mindre kønne og idealistiske piger, de meget arbejdsomme og herlige gutter, der altid møder op, når der skal slæves og de luddovne, der aldrig rør en finger. Ham, der bliver væk fra prøve, når der er noget godt i TV (det kommer han nu ikke til at gøre mere!) og hende, der maser på cykel fra Amager til Bagsværd for at være med. Mon ikke vi dér finder, hvad samtlige andre grupper indeholder alderen komplet underordnet????? Da BAS i begyndelsen af 1970 erne begyndte at bruge militærnægtere til at arbejde bag scenen med dekorationer, kostumer, små revyer m.m., fik disse unge mennesker også deres helt egen beskrivelse af Poul Christensen: De er lidt genstridige for tiden Jeg var der den 3. og 4. januar (1972) uden at træffe dem, den 5. var jeg der også, da havde jeg aftenen før bedt dem gøre i stand i teatret, det var også gjort, men så var herrerne taget til møde inde i byen kl. 13. Nu ved jeg ikke, om Ove og Axel (to andre medlemmer af bestyrelsen) har det samme indtryk, men for mig at se kan vi snart lisså godt kvitte dem navnlig hvis vi skal betale husleje på 2-300 kroner om md. for den næste Jeg har bedt dem lave noget til revyen, men har ikke set eller hørt noget endnu. Og hvad skal de ellers lave? Problemet var igen ifølge Poul Christensen at: Ellers har vi jo i perioder haft endog særdeles stor glæde af dem, vort problem er blot, at de går og tuller rundt alene om dagen, mens de er hjemme hos Lillemor om aftenen, når vi altså er her. Ikke ganske overraskende opgav bestyrelsen herefter at ansætte militærnægtere, for ikke nok med at de var svære at beskæftige, de skulle altså også have et værelse stillet til rådighed af arbejdspladsen, hvis de var singler (gifte fik stillet bolig til rådighed på anden vis). Borgmester Erhard Jacobsen var ikke vild med militærnægterne, og det fik også betydning for bestyrelsens beslutning, for det betød i sidste ende, at kommunen måske ikke ville finansiere BAS underskud, hvis underskuddet var kommet pga. huslejeudgifter til en militærnægter. Repertoiret
BAS har været vidt omkring i deres repertoire gennem årene. Noget af det første, man spillede i 1955, var Hostrups Genboerne, som jo tager udgangspunkt i en lokal Gladsaxeskikkelse, om end dette ikke var begrundelsen for at opsætte netop det stykke. Faktisk havde man også spillet stykket i 1953, altså da man stadig var en kirkelig skuespilgruppe. I 1955 deltog man i alt i 18 forskellige skuespil, og det skulle blive reglen gennem årene, at man gennemførte et vidtspændende repertoire, og opsatte mange stykker hvert år. Undtagelsen var dog årene omkring 1970, hvor der kun spilledes et stykke om året. Succeserne brugte man ofte til at drage på turné med. De penge, man tjente på forestillingerne, blev ofte brugt til at engagere professionelle instruktører. Gennem årene lagde man sig fast på en strategi i BAS. Man forsøgte jævnligt at vise helt nye og moderne skuespil, men samtidig holdt man også fast i de gamle kendinge, og bl.a. Holbergs skuespil, som var Poul Christensens foretrukne, optræder jævnligt i repertoiret. Man sørgede også for at få ideer fra andre amatørteatre fra ind- og udland. BAS optrådte flere steder i landet. I 1962 fik Poul Christensen arrangeret med ejerne af Admiral Gjeddes Gård i København, at BAS skulle optræde dér. Det blev en tradition, der stadig lever i bedste velgående. De sidste par år sat lidt i bero på grund af Gjeddegårdens restaurering, men traditionen genoptages i 2005 eller 2006. Man prøvede også gennem årene at holde fast i BAS religiøse fortid. Da man i 1967 begyndte at overveje indvielsesforestillingen til Smedien, blev man enige om følgende: Først en børneforestilling á ca. 20 minutters varighed. Dernæst et Holberg-indslag á 20-30 min. Derpå et uddrag af Barabas, som var et religiøst Aldershvilespil, som første gang opførtes i 1956 og endelig et stykke moderne dansk dramatik á ca. en halv times varighed. Til 25-års jubilæet i 1979 holdt man sig til Holbergs Barselsstuen, samtidig havde man allerede i 1977 bedt Karen Aabye om at skrive et stykke om Grevinden af Bagsværd, som man ville bruge til de årlige festspil i Aldershvileparken. Karen Aabye var jo et af foreningens fine medlemmer, og hun havde allerede i 1958 skrevet en bog om Grevinden af Bagsværd, så BAS mente nok, hun kunne omskrive denne biografi til et skuespil relativt hurtigt. Sådan kom det dog ikke til at gå. Hvorfor Karen Aabye afslog, melder historien ikke noget om, men et bud er, at den aldrende dame (75 år) ikke har overkommet opgaven. BAS gik dog videre med deres planer om et skuespil over Grevindens liv. Man bad tre forfattere, hvoraf den ene dog hurtigt trak sig, om at give deres bud på et skuespil, og valgte Kaj Himmelstrups version. Grevinden af Bagsværd blev opført første gang i Aldershvileparken i 1983. Karen Aabye opnåede aldrig at se den færdige forestilling, da hun døde i 1982. Her i 2004 er skuespillet udvalgt til at være jubilæumsforestilling, i en ny udgave, som Kaj Himmelstrup har genskrevet, så det kan sættes op i Smedjen, der jo har en noget mindre scene end Aldershvileparken. På vej mod en fast adresse 27 aktive amatørskuespillere med sminke, rekvisitter, kulisser, tekniske installationer m.m. krævede plads. Den plads havde man af gode grunde ikke. Foreningens medlemmer lagde derfor på skift hus til prøverne. Det var i længden meget utilfredsstillende og besværligt. Det var ikke svært at finde steder at opføre stykkerne. Aldershvileparken lagde - og lægger stadig græs til sommerspillene, mens kommunen kvitterede for foreningens anstrengelser ved at opstille flagallé ned mod scenen på premiereaftenerne. I dag medvirker BAS desuden på kommunens stort anlagte årlige kulturdag.
Ved de indendørs stykker brugte man oftest Stengård Skoles aula, men også mange andre af kommunens skoler lagde i årenes løb hus til BAS. I 1965 ombyggede man sågar filmsalen på Buddinge Skole til miniscene. Men i 1966 begyndte det så småt at lysne. Irons maskinfabrik, som under krigen havde været ramt af sabotage, havde i 1964 solgt deres gamle fabrik på Telefonvej 7 til kommunen. Iron brugte dog stadig selv fabriks- og kontorbygningen og var i 1964 begyndt at opføre en ny fabriksbygning på grunden. Fabriksbyggeriet fortsatte og stod færdigt i 1966, hvor det blev præmieret! Kommunen agtede at bruge den nyopførte fabriksbygning til værkstedsskole, når Irons lejemål udløb i slutningen af 1966. Men i mellemtiden fik værkstedsskolen andre lokaler, og nu stod kommunen med en splinterny fabriksbygning, som man ikke anede, hvad man skulle bruge til! Man overvejede at sælge, men BAS fik nys om sagen og beså lokalerne. Bestyrelsen var begejstret idet de fandt, at der netop kunne indrettes et lille værkstedsteater, som kunne blive en ideel ramme om deres arbejde. I første omgang fik Den private realskole i Søborg dog tilladelse til at leje Telefonvej 7, hvor de forblev i 1967 og 1968. Men i mellemtiden overvældede Poul Christensen de lokale aviser, kommunen m.fl. med breve, indlæg og gode argumenter for, at BAS skulle få lov at indrette Irons gamle smedje til fast domicil, ligesom foreningens formand, Nina Christoffersen, også skrev breve til kommunen. BAS mente, at teatersal, værksteder, foyer m.m. i Irons gamle smedje, ville kunne laves for i alt 135.000 kr., og man håbede, at kommunen ville finansiere ombygningen. D. 15/4 1967 gav kommunen grønt lys for indretningen af den gamle smedje til teater for BAS. I den anledning indkaldte Poul Christensen til et jubel-, orienterings- og præsentationsmøde på åstedet, Telefonvej 7. Kommunen var dog ikke til sinds at betale hele gildet. Man accepterede en beløbsramme på 100.000 kr., hvoraf kommunen ville yde de 70.000, mens BAS selv skulle finde de 30.000. Nu kunne man forledes til at tro, at alle problemer var løst, og at byggeriet kunne gå i gang. Men sådan var virkeligheden ikke. Stadsarkitektens kontor var så underbemandet, at stadsarkitekten ringede til Poul Christensen privat og sagde, at hvis han havde nogle, der i al diskretion kunne lave tegningerne til ombygningen, men lade kommunen tage æren/ansvaret, så ville det hele nok gå noget hurtigere BAS foreslog herpå et pakkasseteater bygget af kassemoduler. Næste problem var foyeren til publikum, som kommunen fandt for dyr. Løsningen blev, at BAS legede selvbyggere for kommunens regning. Så manglede der installation af varme og elektricitet osv. Smedjen kunne tages i brug i december 1969 og kom til at koste noget mere end de oprindeligt budgetterede 135.000 kr. Men hvad skulle scenen hedde? Medlemmerne havde mange forslag: Telefonteatret, Smedeteatret, Gladsaxe Amatørteater eller Smedien. Sidstnævnte forslag vandt om end stavemåden i dag er ændret til Smedjen. BAS nyeste historie kort fortalt I årenes løb fik BAS indrettet Smedjen, så den passede bedre og bedre til teaterformål. Man fik f.eks. ombygget foyeren i 1977. Men netop nu er en lokalplan for området til høring, hvorefter man regner med at jævne Aktivcentret, hvori BAS Smedjen ligger, med jorden, for at bygge etageboliger. Til gengæld er man i gang med at indrette den tidligere telefonfabrik på Telefonvej 8 til nyt opholdssted for BAS, Gawenda og de mange øvrige foreninger, der tidligere havde til huse i Aktivcentret på Telefonvej 7. Det nye og væsentligt større Aktivcenter står efter planen klar til indvielse i uge 7, 2005.
Kilder og litteratur Bagsværd Amatør Scenes korrespondance 1954-1980 BasAvisen 1980-2003, specielt april 2003, artikel om Poul Christensen