1
Beth. Bogstavet Beth betyder hus og henviser til Guds hus: Mit hus skal kaldes et bedehus for alle mennesker. Denne sætning fortæller, at den guddommelige hensigt med oprettelsen af et hus var, at Gud ønskede en bolig i den lavere virkelighed. Opfyldelsen af dette begynder med skabelsen af mennesket, en guddommelig sjæl klædt i en fysisk krop. Beth er også det første bogstav i Biblen: Bereshith, I begyndelsen. Roden af Bereshith er Rosh, der betyder hoved eller hovedbegivenhed, men først og fremmest betyder Beth et hus. Huset er en bolig for mennesket i en verden af dualitet og illusion. Et hus, der giver beskyttelse og husly, men også et metafysisk hus, et tempel, der i åndelig forstand indeholder Lyset, Ånden. Beth som et hus er også symbol for biblioteket på jorden og Akacien i himlen, der rummer alverdens Visdom. Og hvad vi ved om dette fænomen er, i såvel bogstavelig som overført betydning, at vi vil kunne se huset, så længe vi står uden for det, men herfra kan vi ikke se, hvad der er inden i det, og er vi inden i huset, da er vi forholdt til det rum, vi opholder os i. At vi er i et hus, og hvor stort det i så fald er, er noget vi må gætte os til eller bestemme os for, indtil vi er uden for igen. Kan vi forstå og acceptere Beths vægge for det de er, en beskyttende afgrænsning af det endeløse rum, der er sat alene for vores egen skyld, da vil vi også forstå at rette og holde vores opmærksomhed mod det, der er på vores side af dem, det der er afsløret frem for det, der er tilsløret, og lade det der er tilsløret afsløre sig selv, når det er tid for det. I bogen Bahir spørges en rabbi: Hvorfor er Beth lukket på alle sider, men åbent foran? og rabbien svarer: Det lærer os, at det er verdens hus (Bayit). Gud er verdens sted, men verden er ikke Hans sted. Læs ikke Beth, men Bayit (hus). Rabbien henviser her til Ordsprogenes Bog 24:3 hvor der står: Med visdom bygges huset, med forstandighed grundfæstes det, og med kundskab bliver rummene fyldt. 2
Med hensyn til Bereshith, i begyndelsen, står der i Zohar: I begyndelsen var Ain Soph, det guddommelige, den selv-eksisterende uendelige begyndelse, uden lighed eller refleksion, det uforståelige, den ukendte Ene, der kun har udødelighed, bolig i Lyset, som intet menneske kan henvende sig til, som intet menneske har set eller kan se, for hvem den store ærkeengel med ansigtet under vingerne bøjer sig i ydmyg ærbødighed og tilbedelse, råbte: Hellig! Hellige! Hellige! Som er og var og altid vil være Lyden var begyndt. Dens store pendulum, hvis slag er tiderne, begyndte at vibrere. Skabelsens æra eller manifestation ankom til sidst. Nekuda reshima, Ur-punktet eller Kernen kom til syne. Fra det udgik og udvidedes ur-stoffet, den grænseløse fosforescerende æter, lysets natur, formløs, farveløst, som hverken er sort eller grøn eller rød. Deri, men latent potentielt som i en mægtig livmoder, lå myriader af prototyper og utallige former for alle skabte ting, umærkeligt, som endnu ikke skelnedes. Ved den hemmelige og stille virkning af den guddommelige vilje, fra dette oprindelige lysende punkt, udstrålede den afgørende livgivende gnist frem, der gennemtrængende og handlende i det store, æteriske hav af former, blev universets sjæl, kilden og oprindelsen til alt jordisk liv og bevægelse og jordisk eksistens, og i dens natur og essens og hemmelige handling, uudsigelig, uforståelig og ubestemmelig. Det er blevet opfattet som den guddommelige Logos, Ordet og kaldes Bereshith, for det samme var i begyndelsen i Gud. Alt blev til ved Ham og uden Ham var intet lavet. I Ham var liv, og livet blev lyset i mennesket. For kabbalisten var disse ord fra første vers i 1. Mosebog: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden udfordrende og meget betydningsfulde, og det er da også her, at de fleste kabbalister begynder deres studium: med Guddommen og Hans natur, samt den måde hvorpå Han skabte og indprægede Sit billede i hver eneste del af Sin skabelse. Det er indlysende, når man betragter ovennævnte citat, at hvor Bibelen blot giver udtryk for den fuldbyrdede kendsgerning, så gør Zohar et forsøg på at forklare. Ikke nok med det, den følger også overvejelserne bag i begyndelsen til den 3
tilstand der eksisterede før skabelsen. Et eksempel her på er skabelsesmyten af Rabbi Hammnuna Saba, og om Beth fortæller han: Bogstavet Beth trådte ind til Ham og sagde: Verdens Mester, vil det behage Dig at skabe verden med mig fordi, ved mig er Du velsignet i de øvre og nedre verdner. Det skyldes, at jeg er det første bogstav i ordet Brachah, der betyder velsignelse. Den Hellige Ene svarede: Selvfølgelig skal jeg skabe verden sammen med dig. Og du skal stå i begyndelsen af skabelsen Bereshith. Ifølge de fleste kabbalister er skabelsen en udstråling, en gradvis udfoldelse i trin eller tilstande eller koncentrationer af forskellige aspekter af guddommelig kraft. Zohar henviser normalt til disse som grader eller punkter, og de tre ord i 1. Mosebogs åbningsvers modsvarer tre særdeles hellige udstrålinger, der udgør en treenighed, hvorfra alle andre grader opstår. Disse ord I begyndelsen skabte Gud udgør de tre aspekter i Guddommen som danner en Øvre Verden. Og som Zohar skribenterne forsatte deres betragtninger over 1. Mosebog første kapitel, tilskrev de hver af skabelsesdagene sit særlige aspekt af det Guddommelige, og disse syv dage kaldte de den Nedre Verden. Det er måden hvorpå disse udstrålinger åbenbarede sig, der har dannet grundlaget for, hvad man kalder et arketypisk eller oprindeligt mønster. Zohar ser det som en udvidelse af Guddommen gennem tre søjler eller piller: Den Højre, den Venstre og den Midterste. Bereshith staves Beth, Resh, Aleph, Shin, Yod og Tau. En anden måde at udlægge fænomenet på, er ved at tage de første tre bogstaver således: B, ben, Sønnen, R, ruach, Ånden og A, ab, Faderen, så vi fremhæver de tre personer eller personificerede aspekter i den Treenige Gud. For at forstå Beth bør vi altid huske på Aleph, fordi Beth er det bogstav hvor igennem Aleph taler. Beth er i denne forstand som en mund og af dets form er det nemt at forestille sig dette. Åndedrættet opstår gennem Beth. Fremkomsten af Guds Åndedrag er livets opståen. Guds Åndedrag er Neschamah (sjælen) og åndedrættet er skabelsen, der kommer ud gennem 4
Beth. Virkelige forandringer sker gennem handling, men handling skal, for at skabe forandring i Ånden, være foranstaltet i overensstemmelse med Ånden. Det budskab der er skjult i Beth, i B reshith, er, hvordan man bringer aleph, Guds åndedrag, til at skabe. Beth repræsenterer det feminine aspekt af sjælen eller effekten af graviditet og er derfor også begyndelsen til mangfoldighed. Gennem sin fødsel skaber hun skabninger, herunder tanker, følelser og idéer og påvirker andre skabninger. Men først og fremmest afspejler Beth den dualistiske natur af skabelsen. Som det andet bogstav med talværdien 2 repræsenterer det en dobbelthed en dobbelt natur. Men disse to dele er forbundet, og dette ser vi også i bogstavet struktur: to vandrette linjer forbundet ved en lodret linje. Der er i enhver dualitet en tredje faktor, som er deres forhold. Mellem en mand og en kvinde er der en dobbelthed, den tredje faktor, som er forholdet de har med hinanden. Både ved sin form og talværdi peger Beth på den første skabelsesakt gennem deling, der overhovedet er mulig. Ét eller enheden spalter sig og bliver til to. Gennem denne aktivitet vil frøet eller sæden fra 1 bliver optaget i en frugtbar grobund, 2, og begynder at udvikle sig for, at noget nyt kan tage form. Beth er således i sig selv et billede på, hvordan det første udtryk for det maskuline princip, forplanter sig til det første indtryk af det modtagelige, feminine princip. I et tidligere kapitel nævnte vi, at tallene, Guds stemme i verden, arbejder på tre forskellige niveauer: Det arketypiske, tallene fra 1 til 10, det eksistentielle, tallene fra 10-100 og det kosmiske, tallene fra 100-1000. Hele dette talspekter er repræsenteret gennem bogstaverne i alfabetet sådan, at der dannes små familier på hver tre bogstaver, der kan reduceres til samme numerologiske værdi. Beths familie er i denne forstand: Beth med værdien 2, Kaph med værdien 20 og Resh med værdien 200. Tilsammen danner disse bogstaver ordet Becar, der normalt forstås som den førstefødte søn eller det første afkom af kreaturerne og den første høst af marken, der skal ofres til Gud som en tak for det, der kommer bagefter. 5
Kan vi forstå og acceptere Beths vægge for det de er, en beskyttende afgrænsning af det endeløse rum, der er sat alene for vores egen skyld, da vil vi også forstå at rette og holde vores opmærksomhed mod det, der er på vores side af dem, det der er afsløret frem for det, der er tilsløret, og lade det der er tilsløret afsløre sig selv, når det er tid for det. 6
Men ordet som Beth+Kaph+Resh staver kan læses i flere forskellige betydninger alt afhængig af, hvilke vokaler man tilfører det, og den ydre kontekst, man læser det i forhold til. Sådan kan becar forvandler sig til becer, der betyder en ung hankamel og, hvis det tilføjes et He, ændres det til becara(h), der er navnet for hunkamel. I disse betydninger afslører Beth sin sammenhæng med det næste bogstav i alfabetet Gimel, der betyder kamel. Aleph + Beth, Ab eller Abba, er det første navneord, der kan dannes af bogstaverne i det hebræiske alfabet. Ordets første betydning er far eller Faderen, Guds første sproglige udtryk, der i bibeltekster og andre skrifter ofte skjuler sig bag allegorier for Ab s anden betydning, planterigets nye liv. Forårets spæde skud, friske spirer og frodige græs eller Ab s tredje betydning det som slører blikket. Tæthed, dunkelhed, tåge eller skyer. I Kabbalaen er Ab eller Abba et udtryk for den del af Gud, der knytter sig til Chokmah. Ordet Ab er i sig selv en nøgle til og en kompleks vej ind i sit eget mysterium. Både det første bogstav, Aleph, og det andet, Beth, kan knytte sig til alle andre bogstaver i alfabetet, så de danner nye ord, på to eller tre bogstaver, der alle henleder til og danner forståelsesramme for, dette første lille ord Ab. Hvis vi vælger at undersøge denne påstand nærmere, vil vi hurtigt opdage at næsten alle de ord, der kan dannes mellem Aleph eller Beth og et andet bogstav er blevet tilføjet et He som slutbogstav. Dette skal sandsynligvis ses i lyset af den praktiske kabbala, hvor netop bogstavet He anses for at være i besiddelse af en særlig kraft eller evne til at gøre det, som det sættes i forbindelse med frugtbart eller modtageligt, hvor det før var goldt eller afvisende. Det hebræiske ord for mor eller Moderen er AM(A), der på aramæisk staves og udtales AIMA. Ordet er en fællesbetegnelse for alle mødre, fra vores egen mor til alle de feminine aner, der kom før hende og hele vejen frem til eller op til den store moder, der i kabbalaen knytter sig til det 3. Sefirah Binah og til den trefoldige Ur-moder: Aleph, Mem og Shin. Myten fortæller, at Gud som sin første handling lader AB, Faderen, og AMA, Moderen, udstrømme af sig selv som en forudsætning for hele det efterfølgende skaberværk. Gud lader sig altså gennem sit første aspekt, Primus Mobile, den første bevægelse, spalte i tre: Kether, Chokmah og Binah, den øverste trigon eller 7
Det treenige hele set med jødiske øjne og GudFader, GudSøn og Gud HelligÅnd set med kristne. AB og AM(A) bliver skabt i en handling, den første evige skabelsesakt. Bevægelsen AB søger mod højre og strømmer fra Kether, det første Sephira, ned gennem den første sti, hvor han ender den synlige del af sin rejse med at sløre sin eksistens bag navnet Chokmah, det andet Sephirah. Bevægelsen AM(A) søger mod venstre. Hun strømmer fra Kether ned gennem den anden sti, og ender den synlige del af sin rejse med at sløre sin eksistens bag navnet Binah, det tredje Sephirah. Aleph, trækker det første spor til den maskuline eller barmhjertige søjle, der henleder til Idéen om den ultimative Fader. Beth indleder den feminine eller strenge søjle, og hendes sti repræsenterer Idéen om den ultimative Moder. Aleph betyder okse og Beth betyder hus, og det er derfor både nærliggende og forståeligt, at nogen engang for snart længe siden har knyttet de to ord sammen til et, okse-hus eller stald, og ladet dette danne rammen om en ganske særlig begivenhed. Når vi skriver den synlige del af AB og AM(A) s rejse i kursiv, er det fordi vi, ifølge kabbalaen, kun kan nærme os den ultimative AB og AM(A) i en kraftig destilleret form. Deres lys ville blænde os på stedet, og deres vibrationer riste os på et splitsekund, hvis vores fysiske menneskekrop kom i berøring med deres højeste udtryk. Alligevel er der utallige veje, der fører fra os til dem. De manifesterer sig i os og overalt omkring os, i kønnede udtryk vi kan tåle og undersøge, som vi evner og lyster. Som vi forstår, hvad vi kan sanse, fornemmer vi også, at der skjuler sig noget, en tofoldig energi, bag ved det, vi kan sanse. Den inspirerer os og hæver vores tanker nu, som den har gjort det siden de første tider, og disse tanker har blandt andet taget form i en række universelle symboler og arketyper. Det er gennem disse, at det usynlige bliver synligt. I alfabetet er Beth det første af de syv dobbelte bogstaver, hvilket betyder, at det både har en blød og en hård udtale og tjener som model både for blødhed og hårdhed, svaghed og styrke inden for sit område. De andre dobbelte bogstaver er: Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau. Hvert af disse syv bogstaver knytter sig til de indre og ydre sanseorganer i hovedet, der siges at korrespondere til sjælen som dens vej til menneskets sind. I denne forbindelse er Beth knyttet til højre øje, hvor hun udgør den dominerende kraft i fænomenet visdom og i visdoms modsætning eller 8
svaghed, uvidenhed. Som Beth knytter sig til højre øje, forbinder Kaph sig til venstre øje, og de to danner tilsammen ordene bakah, der betyder at græde eller fælde tårer og kabah, der betyder at slukke eller udslette. Mennesket kan græde af vidt forskellige årsager fra smerte og sorg til glæde og bevægelse, for sig selv eller for andre, og vi kan, med et enkelt blik, slukke angst og vrede hos den, der møder det eller knuse et hvert håb, han måtte have og dræbe et hvert initiativ i fødslen. Øjnene er sjælens spejl siges det, men de er også, i lige så høj grad, en refleksion af det sind og den psykologi, der hersker bag dem lige nu, og det forklarer sætningen: Alt afhænger af øjnene, der ser. Om dét fortæller Mester: Dine billeder er kun dine billeder, ingen andens. Når du taler med et andet menneske, så har I en fælles symbolverden, en fælles formverden, en fysisk verden, hvor jeres personlige billeder synes at ligge så tæt op ad hinandens, at I dårligt nok opdager forskellene i dem, men de er der. De opstår ikke ved det objektive udtryk, men I jer, i øjnene og den resonans der opstår i hjernen bag dem. Han viser mig, hvordan øjet og hjernen samarbejder i den billedskabende proces, inden han fortsætter: Her til kommer et andet niveau af resonans, nemlig i, hvad billedet vækker i dig. Han viser mig et scene, hvor en stor sort hund kommer løbende hen i mod mig. Først står mit billede uskarpt for mig. Jeg kan ikke aflæse hundens kropssprog og bliver utryg. Dernæst toner det tydeligere frem, og hunden viser sig nu som en glad og venligsindet bamse: Den der er bange for hunde, ser en anden hund end den, som ikke er! konstaterer han og holder en kort pause, inden han går videre: Intensiteten af resonans bevæger sig både ud ad og ind ad. Øjet spejler din oplevelse af hunden tilbage til den, og fortæller den, hvor den har dig set i forhold til sig selv. Den indadgående resonans virker som et ekko. Det nye billede søger i arkivet efter tidligere billeder, det kan ligne sig ved. Og du, arkivaren, leder i sine skuffer og skabe efter noget, der kan ligne sig ved det nye billede: Hvor skal jeg gøre af billedet, og hvor skal jeg gøre af mig selv, set i forhold til det? spørger du. Intensiteten ud ad og indad er også afgjort af, hvor du, som betragter, har rettet din opmærksomhed. Han viser mig et smukt gammelt træ, hvis blade vibrerer i alle efterårets toner, og spørger mig: Hvad fangede din opmærksomhed? Var det træets stamme eller kvistens blad? Var det 9
omrids eller flade? Var det farven i dybden eller vanddråben på overfladen? Og hvad så jeg, der stod ved siden af dig? Du ved ikke, hvad jeg så, jeg ved ikke, hvad du så, og alligevel kan vi sige til en tredje person: Vi så en stor sort hund og et smukt gammelt træ i dag. Forstår du? Når det kommer sig til dine billeder af mig, må du forstå, at du hverken kan se eller rumme mig i min yderste konsekvens. For at jeg kan nærme mig dig, må jeg gøre min vin til vand, og af det hav jeg er, har du kun drukket en dråbe. Så stor er jeg. Men du er, som hunden fra eksemplet før, nødt til at have et noget som du kan sætte i forbindelse med lyden af min stemme og din følelse af mig. Et noget du kan spejle dig selv i, opleve dig selv set ud fra. Du har søgt i dit eget arkiv efter et noget, der kunne lignes ved mig, men fandt Intet. Du har aldrig set nogen eller noget, der kunne rumme mig eller virke som et fælles symbol for alle de udtryk, jeg har vist dig, og alle de indtryk, du selv har skabt på baggrund af dem. Derfor har du søgt dybere i dig, til det kollektives billedarkiv, arkivet for arketyper, og det er der, du har hentet, hvad du kalder dine billeder af mig. Det er der du har søgt, og det er der, du har fundet, den gamle vise mand med det lange hvide hår, skægget, staven og den gråviolette kutte. Du er ikke den første, der har set mig sådan, og du er heller ikke den sidste, der vil se mig sådan. Du er ikke den første, der har oplevet en tilstand af tvivl og forvirring, som billedet begynder at flimre, og synes ikke at holde. Du er heller ikke den første, der tager konsekvensen af det, og lader billedet falde for en sort skærm. Du er ikke den første, og du er bestemt heller ikke den sidste, der må gøre sådan. Beth knytter sig til menneskesindet, der siges at være for mikrokosmos, hvad det feminine princip er for makrokosmos. Gennem sin fødsel skaber hun skabninger: tanker, følelser og idéer i vores ambivalente og polære sind og følelsesliv. Dobbeltheden i Beth afspejler sig også ved de mange tvillingeorganer i vores krop. Vi har to øjne, to ører, to næsebor, to hjernehalvdele, to lunger, to nyrer, to hænder, to fødder, og alle disse organer er kreative. Vi skaber med vore øjne, vi skaber med vore ører, vi skaber med vor næse, når vi trækker vejret og udånder. Vi skaber med vore hænder, vore fødder, vore lunger, vore nyrer, vores hjerne. Disse er alle kreative, de omdanner alle energier og skaber nye. De er alle duale. Men den mest forunderlige energi skaber vi med vores kønsorganer. Hver mand 10
har to testikler, hver kvinde to æggestokke, men alene kan de intet gøre. De kan kun skabe et nyt liv gennem samarbejdet med hinanden. 12. sti: På den 12. sti udfolder bogstavet Beth sig mellem Kether og Binah, og traditionen kalder denne sti for Lysets Intelligens: For den er stråleglansens billede. Beths sti kaldes også Chazchazit, Cheth, Zayin, Cheth, der betyder en seer eller synskhed. Navnet er udledt af ordet Chazuth, der betyder et syn, for netop denne sti siges at være kilden til visioner, for de som har syner. Numerologisk forbindes Beth ved sin talværdi 2 med følelser og evnen til at træffe valg. Ambivalens i følelser og ambivalens i forhold til valg, kan også meget vel vise sig som vægtige elementer i de læreprocesser, vi tilbydes at træde ind i på Beths sti. Uanset hvor habile vi normalt måtte opleve os selv på disse områder, er det som om energien på dette sted spiller os et puds. Ikke en eneste følelse når at bryde spejlet til vores bevidsthed, før dens modsætning trækker den anden vej, og ikke en intention kan nå at forme sig i tankerne, før en byge af modsatrettede interesser skyder den i sænk. Vi synes at befinde os i et rum med så stærke duale kræfter, at det gør det vanskeligt at tænke klart og nærmest umuligt at vælge. Men hvis vi holder ud og ikke lader os rive med, så åbner der sig på et tidspunkt et slags orkanens øje, og i dette øjebliks ro lyder en stemme, et råd, som vi kan tage med os, når det igen brager løs: Det er nu umiddelbart forestående, at du igen må træffe et valg mellem det, du kender i nøjagtig den form, du kender det, og det du endnu ikke kender. Husk da, at der hverken for Gud eller for os er et rigtigt ej heller et forkert valg at træffe, kun mulige veje at gå, der alle byder på lejligheder til at gro, undres og glædes. Derfor vær kun ganske rolig. Vær i fred med dig selv. Følg dit hjerte. Følg din lyst og følg din nysgerrighed. Gør det uden tøven, uden skelnen til eller gisnen om, hvad der mon forventes af dig. Du vil ikke skuffe nogen. Du vil ikke støde nogen. Ingen vil blive vrede eller fornærmede. Vi er glade på dine vegne uanset, hvilken vej du vælger, og ønsker blot for dig, at du må gøre det i fred med dig selv. Så tvivl ikke, analyser ikke, forsøg ikke at forstå det, der for dig er uforståeligt. Det vil kun føre til en følelse af frustration, vrede og angst i dig. Følelser som vi 11
bestemt ikke ønsker at give årsag til. Kun en ting beder vi dig om: Når du vælger, så vælg til. Vælg ikke fra fordi du tvivler på dig selv. Vælg ikke fra i den tro, at valget har en pris af frihed, i en skjult forpligtigelse til os eller andre, og vælg ikke fra i den tro, at valget vil være en indsnævring af de muligheder din fremtid vil byde på. Det er ikke en realitet. Det er aldrig en realitet. Et menneskes ret til absolut frihed er uangribelig. Vi ville aldrig bede jer om at handle med den, gå på kompromis med den, aflede fra den under hensyn til et højere gode, af den simple grund, at netop friheden til at forvalte sig selv er det højeste gode. Beth er både i sin form og tal et stærkt symbol for de to verdener, her og hinsides, som det søgende menneske bærer i sig og som kan forårsage en indre konflikt. Dette piner ham, og han søger derfor forløsning for det. På den ene side hører han stadig til her i den timelige verden med dens jordiske glæder og sorger, og på den anden side er han allerede interesseret i, hvad der ligger bag den, hvilket formål det hele tjener, hvis vi i sidste ende alligevel skal forlade alt her, og hvilke værdier vi eventuelt kan tage med til sidst. Og hvis vi har held til at tage noget med os, hvor skal vi da gå hen? Dette hvorhen er det som interesserer ham, for han har allerede erkendt, at denne verden blot er en virkning, og ikke årsagen. Denne verden er ikke en absolut virkelighed, den er kun tilsyneladende virkelig. Hvor er så den absolutte virkelighed, den evige, udødelige årsag? Han ved, at hvor der er en virkning, må der også være en årsag. Og denne verdens årsager er det, som mennesket søger at finde. Kabbalisterne siger, at vores viden ikke stammer fra vore sanser. Der lukkes kun op for den, der lukker sig inde i sig selv. Vend dig bort fra tingenes fortryllelse, stig ned i dit indre, hvor din ånd står ansigt til ansigt med sig selv'. Skaberen har overfor mennesket bekendtgjort 'i styrke vil jeg oprette' og hermed menes ikke Skaberens styrke, men menneskets vilje til at handle uselvisk overfor alle. Omfanget og kvaliteten af Viden i denne forstand er forudsat, at den søgende har den nødvendige styrke til at følge og blive på den rette vej, kærlighedens vej, en sti gjort af 32 stier. 12