Dagbog fra Coast to Coast turen i Frankrig i uge 36 2011

Dagbog fra Coast to Coast turen i Frankrig i uge 36 2011 Bjerge taler ikke, de hvisker

Forord Beskrivelsen af denne tur er naturligvis set med egne briller og derfor kan det sagtens være at andre deltagere i turen har oplevet de ting jeg her beskriver anderledes end jeg selv. Jeg mener dog med sikkerhed at mene at vi alle har haft en fuldstændig uforglemmelig oplevelse hvilket også betyder at vi til vores dages ende alle vil huske tilbage på denne tur som noget ganske særligt. For mit eget vedkommende vil min egen deltagelse stå prentet i min hukommelse som en af de største oplevelser jeg til dato har haft. At være et med naturen omkranset af bjerge så langt øjet rækker og den eneste lyd omkring dig er dit eget åndedræt er en så unik følelse at den er svær at beskrive. Den skal opleves på egen krop! Samtidig tages der forbehold for min beskrivelse af de forskellige bjergpas vi var over og det gælder både længde, højde, stigningsprocenter, max. stigning og lign. da jeg ved nærmere research har erfaret at afhængig af hvor man søger oplysninger på de forskellige bjerge er der stor forskel i oplysningerne. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i de facts der er oplyst af Velo Tours og suppleret med input fra Wikipedia. Håber med dette referat at inspirerer andre til at tage springet ud i noget lignende og kan i den forbindelse på det varmeste anbefale Velo Tours som rejsearrangør. Deltagere på C2C turen fra VCM var: Mette Andersen Bo Andersen Susanne Andersen Mikkel Vest Charlotte Thorup Anders Thorup Leif Krogh Ib Troelsen Jesper Pedersen John Jordansen + Birthe Aaen fra Hals

Søndag den 4. september kl. 18.15 Endelig fremme i Bayonne, vores første overnatningssted, efter en MEGET lang bustur på over 30 timer som startede i Kolding lørdag kl. 11.00. Den lange transporttid skyldes overvejende en massiv kø på motorvejen i og omkring Elbtunnel ved Hamburg. Trods de mange timer er alle i et godt humør og lattermusklerne blev flittigt brugt. Efter ankomst til vores hotel (Hotel Loustau) midt i Bayonne, valgte vi alle fra VCM sammen med 2 deltagere fra Kolding (Jens og Hans) en gåtur i den gamle bydel hvor vi bl.a. besøgte byens katedral som er næsten 600 år gammel. Ingen af os valgte at gå i skriftestol da vi jo kun er en uge i Frankrig og det er trods alt nok lidt for kort tid til at vi alle kunne få vore syndere forladt. Vi valgte derfor i stedet at finde et mindre udskænkningssted i byen og fik her en dejlig kold Amstel pilsener. Vejret viste sig ikke ligefrem fra sin bedste side og i en kombination af sen ankomst til byen og det våde vejr blev det besluttet at udsætte den ellers så traditionsrige cykeltur fra midtbyen ud til Atlanterhavet. Vi aftalte indbyrdes at vi i stedet vil forsøge at tage turen inden afgang mandag morgen. Tilbage til hotellet hvor Velo Tours kl. 19.30 afholder sit første infomøde med Mona Munch i spidsen hvor også ugens guider vil blive præsenteret. Vores guider hedder Hasse Bøytler-Bent Skov og Michael Elmstrøm. Sidstnævnte har kørt C2C turen 25 gange og er den mest erfarne og Bent Skov er debutant og er til daglig udviklingskonsulent i DCU. Hasse er yngste mand men har også kørt turen flere gange. Efter forskellige praktiske oplysninger blev det også bestemt fra arrangørens side at der desværre ikke bliver tid til at besøge Atlanterhavet mandag morgen pga. tidspres m.h.t at nå frem til mandagens destination i tide. Ærgerligt. Efter mødet blev der serveret middag som bestod af en forret med pocheret æg anrettet på en bund af balsamico marinerede grøntsager og grønt salat, hovedret bestående af pasta med kalveragout og til dessert lun kage med æblefyld. Inden vi gik hver til sit betalte vi hver især for en frokost ordning som sammenlagt koster hver deltager 50 euro og 7 euro for kaffe som vi så vil få serveret fra Velo Tours servicebil hver dag ude på ruten. Samtidig fik vi alle udleveret en bag som vi hver dag kan benytte til eksempelvis ekstra tøj el. reservedele el. energi produkter til turen og den vil så også være til stede i service bilen hver dag. Mandagens etape er på 120 km og med en enkelt stigning som hedder Col d Osquich. Michael Elmstrøm har tjekket vejret og det bliver tilsyneladende meget bedre i morgen. En go nattesøvn er hvad vi nu alle trænger til da der allerede er morgenmad kl. 07.00, udlevering af cykler kl. 08.00,læsning af bagage kl. 09.00 og afgang kl. 09.30. I bussen på vej herned er vi blevet hold inddelt og på hold 3 starter Mette-Bo-Susanne-Leif-John-Birthe og jeg selv. Jesper-Ib-Anders og Charlotte kører med hold 2 Glæder mig helt vildt til det det hele drejer sig om nemlig at komme ud på cyklen! Kl. 22.15 Go nat

Mandag den 5. september kl. 19.00 Dagens guide: Michael Første etape fra Bayonne til Lube St. Christau på 120 km er overstået. Vi startede i Bayonne i et gedigent regnvejr alle hold og det satte selvfølgelig sit præg på farten og humøret. Hold 1 lagde af sted med blot 6 ryttere hold 2 med ca. 16 deltagere og 17 på hold 3. Der blev pga. vejret kørt med en meget moderat fart på vores hold hvor vi som sagt var 6 ryttere fra VCM + Birthe. Over 100 af de 120 km var i øsende regnvejr og min første tanke efter blot få km var at det blev godt nok en lang uge i Frankrig hvis det skulle forsætte sådan. Starten af ruten bød på mange små bakker og jeg havde naturligvis inden turen været meget spændt på niveauet blandt de andre deltagere men kunne hurtigt erfarer at vi var nogenlunde jævnbyrdige, men det var selvfølgelig svært at vurderer i det vejr, men indtil den første stigning på dagen som var Col d Osquich med 2,9 % over knap 12 km var der samling. Her blev der en natulig spredning og aftalen var at samles på toppen hvor også vores frokost blev serveret. Denne blev også indtaget i silende regn og der var det at det var rart at få sin bag udleveret med tørt tøj og regn jakke. Det blev en noget kold nedkørsel, men alle var dog ved godt mod. Et par stykker fra hold 2 faldt tilbage til os og under det noget senere infomøde blev der fra vore guiders side opfordret til en mere ligelig fordeling på holdende til tirsdagens etape. Under samme møde kom der også lidt brok fra specielt en enkelt deltager men dette blev dog hurtigt dysset ned af deltagere fra hans eget hold. Dagen bød også på et ærgerligt styrt som resulterede i at 2 ryttere fik deres cykler ødelagt på hold 2. Vi bor i dag et helt fantastisk sted i Baskerlandet på Hotel Des Valles i nogle ligeså fantastiske naturomgivelser. Et meget pudsigt sted og et meget gammelt hotel med en helt speciel atmosfære og charme. Til forskel fra første overnatning hvor stedets serveringspersonale ikke havde tid den dag der var arrangeret charmekursus på arbejdspladsen er der her en storsmilende vært der oveni købet har serveret en middag der sagde spar 2. Hjemmelavet fiskesuppe med blåmuslinger og jomfruhummerhaler, kogt kalvebov med flødesauce og frisk pasta og en uovertruffen dessert bestående af muffins fyldt med mørkt fransk flydende chokolade og dertil creme bule. Til slut en kop mokka. MUMS. Da vi ankom til hotellet var der i øvrigt også mulighed for at smage stedets specialitet som var henholdsvis en krydderpate og en andepate. Begge udsøgt efter min mening. Alle vores cykler er parkeret i en stor garage hvor turister også har mulighed for at have deres motorcykler stående i længere tid. Her blev der sidst på dagen skyllet, renset, pudset, smurt og gnubbet på alles store kærlighed og her mener jeg ikke de medbragte koner eller kærester men naturligvis vores cykler. De lignede lort efter det vejr. Havde selv et problem med min forskifter i dag men det fik jeg løst under denne seance. I morgen tirsdag går det for alvor løs i bjergene med en forholdsvis kort etape på ca. 80 km hvor turen går over Col d Aubisque og Col d Solour. Hold 1 og 2 har en ekstra stigning inden Aubisque nemlig Col d Marie Blanque. Vejret kan kun være bedre i morgen og Michael har lovet os ikke at udtale sig om vejret de næste mange dage Jeg har stadig svært ved at vurderer hvilken påklædning der er passende til i morgen men mon ikke vi kan slippe for regntøjet.

Min planlagte læsning om aftenen bliver ikke rigtigt til noget men så har jeg jo bare endnu en oplevelse til gode. Denne tur har jeg glædet mig til i næsten et år og indtil videre tegner det til at blive en fantastisk oplevelse takket være alle VCM deltagere der har udvist en fed holdånd og vi hygger os i hinandens selskab trods vores forskellighed Dagens km: 124. Højdemeter: 1900. Kl. 22.45 Go nat

Tirsdag den 6. september Kl. 18.30 Dagens guide: Hasse Har stadig en stor klump i halsen efter dagens etape fra Lube St. Christau til Luz Saint Sauveur ved foden af Col d Tourmalet. Forholdsvis flad udkørsel fra vores hotel i morges på omkring 30 km til foden af Col d Aubisque i et fedt solskinsvejr og lige omkring de 30 grader. Det hjalp at Michael ikke har nævnt noget om dagens vejr Det trængte vi også alle til efter gårdsdagens tur i en syndflod af regn. Vi havde alle fortrængt oplevelsen fra i går og var i et højt humør, men for mit eget vedkommende var jeg dog noget betænkelig over ugens første RIGTIGE opkørsel, men det viste sig faktisk at det gik bedre end jeg havde frygtet. Vi blev dog hurtigt spredt for alle vinde på stigningen og alle fandt deres eget tråd og tempo. På vej op igennem en mindre by på den første tredje del af ruten kørte et par ryttere fra hold 2 forbi mig og spurgte hvilket hold jeg hørte til og her forklarede jeg dem at jeg var i udbrud fra hold 4. Hold 4 sagde den ene det er der sgu da ikke noget der hedder indtil det gik op for ham at jeg tog pis på dem. Han rystede på hovedet igennem hele byen. At køre op af Col d Aubisque i sådant et vejr kan ikke beskrives uden jeg næsten får tårer i øjnene. Flere gange var jeg under 10 km/t, men havde ALDRIG tanken at opgive. Jeg elsker varme og koncentrerede mig hele tiden om at drikke og spise på de helt rigtige tidspunkter. Inden opkørslen startede havde jeg indtaget næsten 1 liter energidrik-1/2 liter rent vand og 2 gel samt en bar. Under kørslen op indtog jeg yderligt 2 gel og næsten 2 liter vand og det viste sig at være passende da jeg på intet tidspunkt følte at jeg var i underskud med noget. Havde i øvrigt om morgenen indtaget en salttabelet, hvilket jeg havde fået anbefalet af Ib fra VCM der har deltaget tidligere. De sidste 3 km var et stort panorama vindue til Pyrenæerne, og her sad følelserne igen uden på tøjet ved så storslået et syn. Fandt pludselig ud af meningen med de ca. 5.500 km jeg har fået kørt i denne sæson indtil videre. Som aftalt var der opsamling på toppen af Aubisque og frokosten blev bare kastet i hovedet med det samme da der gik et større antal løse heste på toppen og de var meget interesseret i vores mad. Stedets cafeteriafatter hjalp os til lidt madro da han viste hestene en pisk og så fik vi endelig ro. Udsigten er i øvrigt formidabel. Da Tour d France mange gange har benyttet dette bjerg er der opstillet 3 store cykler heroppe. En gul, en grøn og en prikket. Det ser fedt ud. Alle der kommer her får også taget et billede ved disse cykler. Jeg elsker personligt nedkørsler, andre frygter dem og en enkelt deltager på hold 3 turde næsten ikke køre ned igen. Sådan er vi jo forskellige. Området fra Aubisque til næste opkørsel som hedder Col d Solour er et glansbillede af dimensioner! På den ene side af dig har du skarpe helt lodrette klipper og på venstre hånd et frit udsyn til dalen med alle de snoede veje og græssende køer og får. Apropos får! Leif Krogh fra mit eget hold som jeg fulgtes med på strækningen valgte i øvrigt at klaske et

får sådan en i røven da han passerede det at jeg et kort øjeblik frygtede at det ville springe ud foran mig men det rørte sig ikke ud af flækken og valgte blot at spise videre i vejkanten. Det er go værkstedshumor Selve stigningen til Col d Solour er i procent ikke noget særligt men man skal alligevel tænke sig om mht. hvordan man bruger sine kræfter. Der er jo mange dage tilbage af turen endnu. På nedkørslen som er på ca. 10 km ramte jeg en topfart på 71 km/t og var nr. 2 i byen hvor vi igen lavede opsamling og herfra fulgtes vi af til dagens hotel som er beliggende i byen Luz Saint Sauveur. Hotellet hedder Mont aigu og er beliggende lige for foden af højdepunktet på hele denne tur nemlig Col d Tourmalet. Vi blev endnu engang indkvarteret på og fine dobbelt værelser og min faste værelses kammerat Mogens fra Haderslev var allerede ankommet. Vi fik igen en udsøgt middag bestående af dampet laks med hummer bisque, herefter grydestegt kylling med champignonsky og pommes rissolle med bacon suppleret med pasta og til dessert en chokoladekage med mousse og vaniljecreme. Morgendagens etape er hele turens klimaks hvor vi skal over 2 store stigninger. Col d Tourmalet rammer vi allerede i morgen tidlig efter blot 300 m kørsel fra vores hotel så det bliver f.. hård kost. Knap 20 km med 7.5 % i snit og 2115 m på toppen og derefter Col d Aspin som er næsten 13 km. Det bliver fedt og MEGA hårdt Dagens km: 82 Højdemeter: 1600 Kl.22.00 Go nat

Onsdag den 7. september kl.17.15 Dagens guide: Bent Har virkelig svært ved at sætte de rigtige ord på min oplevelse af dagens etape men prøver alligevel at gøre forsøget. Start ved vores hotel i kl. 09.30 som sædvanligt, igen i et kanon solskinsvejr. Opkørslen til Tourmalet kom, som tidligere beskrevet, efter få hundrede meters kørsel ud af byen. Denne dag er for alle deltagere turens absolutte højdepunkt og jeg havde selv kuldegysninger og sommerfugle i hele kroppen ved tanken om skulle cykle op af et så berømt Tour bjerg. Jeg har indtil videre i det hele taget været meget bevæget over at færdes i disse omgivelser og har for en sikkerheds skyld også lavet en aftale med min holdkammerat Susanne at hun gir et kram på toppen for der tror jeg at det bliver svært at holde på vandet Feltet blev hurtigt spredt, som forventet, og som aftalen har været alle dage ville der være opsamling på toppen.18,6km med 7,5 % stigning og sidste km med 10 %. 7,5 % lyder måske ikke voldsomt, men længden af stigningen gør, at det er rigeligt for en motionsrytter med 85 kg i bagagen på et alu-stel og stort set ingen eller i hvert tilfælde ringe erfaring i bjergkørsel. Jeg vil ikke sige jeg fik et chok, men det er svært at forestille sig før man har prøvet det på egen cykel. Sad en overgang og tænkte på alle ens idoler der igennem tiderne har kørt her og kom til den konklusion at om de så havde pumpet kroppen med kokain eller om de havde drukket knallertbenzin direkte fra standeren eller de havde valgt at gurgle epo direkte i halsen så har jeg stadig stor respekt for disse gutter der har det som et job året rundt og kører over dobbelt så hurtigt op af disse bjerge end jeg og flere andre gør pt. Jeg er fuld af beundring! Her i Pyrenæerne har franskmændene været så venlige over for os fra VCM (argh måske for alle) at opsætte skilte med antal km tilbage til toppen på alle stigninger, og det er helt fint, men noget jeg godt kunne have undværet var den lille bemærkning om hvor stor stigningsprocent den næste km havde. Jeg led sgu lige meget uanset om der stod 8-10 eller 13 som der også gjorde et sted. Huskede hele tiden at drikke og spise. For Tour interesserede kan jeg i øvrigt oplyse at Tourmalet har været brugt 76 gange siden 1910 og i 2010 valgte man at have afslutning på toppen på 17. etape. Det er også en helt vild fornemmelse at sidde på cyklen og studere alle de store navne i Tourens historie der er blevet skrevet på vejene igennem mange år. Så b.la. navne som Indurain-Armstrong-Frank-Andy-Vökler- Contador- Leopard og mange, mange flere. Jeg måtte 2 gange stå af cyklen, i første omgang pga. min påklædning som var alt for varm, og anden gang blot for at få kontrol over min puls som løb helt løbsk. De sidste 3 km er over trægrænsen og er det suverænt flotteste og barskeste landskab jeg indtil videre på turen har set. Mødte på de sidste par km inden toppen en svensker på en citybike med sadeltasker på vej op og spurgte ham om alt var bra. Top, sagde han bare og fortsatte. Det er en rigtig mand. Jeg skulle nok lade være med at give udtryk for at jeg selv synes det var sindssygt hårdt. Har lært af min holdkaptajn hjemmefra at man aldrig må vise svaghedstegn over for en konkurrent når han kigger på dig. Skide så være med at du klasker totalt sammen når han vender blikket den anden vej. At gå ned på udstyr er også en dødssynd. Det er bare sådant at selvom man pumper et æsel fuld af præstations fremmende midler så gør det jo ikke dyret til en vædeløbshest her og nu. Du skal selv yde din del for at opnå resultater her i tilværelsen.

Hele opkørslen er uden sammenligning det mest fantastiske jeg nogensinde har oplevet/set. Den udsigt over bjergene findes ikke smukkere efter min mening. Den sidste km er frygtelig med over 10 % og kræfterne var for mit eget vedkommende ved at være opbrugt. Forløsningen efter jeg nåede toppen var, som jeg havde frygtet, at jeg brød ud i total gråd ovenpå anstrengelserne for øjnene af mine VCM venner. Min aftale med Susanne blev overholdt og fik et kæmpe kram og så stod Susanne pludselig også med blanke øjne. Det øjeblik vil jeg huske resten af livet. Det var stort at stå der hvor der igennem 100 år her været kørt så flotte etaper i Touren, men som man kun har været tilskuer til på tv også står man der pludselig selv. Det er meget overvældende skal jeg hilse at sige, men kan anbefales på det varmeste. Fik jeg tilbuddet gjorde jeg det igen uden at tøve. Der er indrettet et lille museum på toppen og det er et besøg værd. Her hænger b.la. den første Tour cykel fra 1910 med ÉT GEAR. Den vejer i nærheden af 20 kg og ser bestemt ikke særlig komfortabel ud. Imponerende! Jeg var selv vældig stolt over min egen bedrift at være kommet herop, men det er jo ingenting ved siden af det en rytter er blevet budt dengang. Det er helt sindssygt at tænke på. 15-16 grader var temperaturen faldet til selvfølgelig pga. højden og når man så har svedt som et svin bliver man lynhurtigt kold på hele kroppen og foran ligger en nedkørsel på næsten 20 km. På med noget varmt tøj. Igen en formidabel tur ned! I love it! En igen helt overdådig natur at køre igennem, trods den høje fart (max fart 76 km/t) til foden af Tourmalet hvor vi fik vores frokost serveret. Efter en pause på ca. 30 min. gik turen så videre mod Col d Aspin i 38 graders varme. FEDT! 12 km. Med 6,5 % og 1500 hm. Det var om end ikke ligeså hårdt som Tourmalet men tæt derpå da vores frokost lå tungt i maven og benene var også en smule tunge. Modsat Tourmalet var landskabet her meget frodigt på nær den sidste km. En af de største udfordringer opad var også at undgå de mange køer der vader rundt på vejene som jo i forvejen ikke er af de bredeste. Et syn man aldrig ser på en tur i Himmerland uden at både politi og hele hæren ville have været indkaldt til at indfange dyrene. Her var det bare naturligt at det var sådant. De franske bilister tog heller ikke særligt notits af dem. Vil gerne rose alle de franske bilister på vores tur. Har aldrig mødt nogen der tager så stort hensyn til os cykellister som dem. Det kunne de danske lære meget af. En franskmand fortalte mig senere på dagen at det er tæt på dødsstraf at påkøre en cykellist da det er national sport her i landet og en meget stor indtægts kilde rent turistmæssigt. Så derfor!! På toppen af Aspin blev jeg igen lidt fugtig i øjenkrogen og for det ikke skulle være løgn var jeg den sidste VCM er der nåede herop så alle de andre stod klar ved målstregen og lavede bølgen for mig da jeg endelig passerede. Det gir vinger med sådan nogle klubkammerater

Igen en af mine elskede nedkørsler dog med lidt forhindringer undervejs i form af vejarbejde-lastbiler midt på bjerget og også løst grus på tværs af vejen, så det sætter selvfølgelig en naturlig dæmper på farten. John havde på vej ned en punktering og det er indtil videre den eneste vi har haft på VCM holdet. Vi kørte igen samlet til byen Saint lay Soulan og kørte til vores 4. hotelovernatning på hotel Pons de Lahu. Efter et tiltrængt bad (vi lugtede alle af gnu) samledes vi midt i byen og nød et krus koldt øl. Rigtig hyggelig og flot by forresten. Alle VCM deltagere blev indkvarteret i et anneks som mest mindede om en mellemøstligst bolig Kare med vasketøj over alt på altanerne. Aftenmenuen bestod af kartoffelsuppe med gulerødder og porrer med et stykke flute fra sidste års C2C overnatning her(så tørt var det) Som mellemret Kuukus med melon. Hovedretten var en hver rytters klassiker KYLLING med pasta dog varieret med en broccolimos med bacon og en klat sauce af ubestemmelig herkomst. Til dessert en karamelrand med karamelis og en lille kagebund med chokolademousse. Efter maden mødtes vi alle på Ib og Jespers værelse og delte deres indkøb af ost, kiks og dertil passende mængde af rødvin. Rigtig hyggelig aften. IGEN! Var længe oppe i dag og trænger nu til søvn så morgendagens prøvelser kan stås imod. Dagens km: 101 Højdemeter: 2450 kl. 23.00 Go nat

Torsdag den 8. september kl. 18.00 Dagens guide: Michael Elmstrøm Forholdsvis rolig dag for hold 3 ovenpå Tourmalet og Aspin i går! Afgang fra hotellet som sædvanligt kl. 09.30 i fuldt solskin og til forskel fra i går havde vi en fin opvarmning via den strækning på ca. 20 km vi kørte inden opstigningen til dagens bjerg Peyresourde. Knap 16 km op med ca. 7 % i snit og max. 9.5 % og godt 1500 hm. De første 8 km forholdsvis flade hvor der blev spist-drukket og tisset inden opkørslen og indtil da havde alle fulgtes ad. Da vi ramte den egentlige opstigning blev vi som altid spredt. Havde egentligt for mit eget vedkommende regnet med at være mere brugt efter i går, men til min store overraskelse gik turen op bedre end forventet. Bevares jeg var træt, men ikke mere end man kan forvente af en mand i min alder og med den lidt for store korpus. Kunne holde det samme tempo og kadence hele vejen. Så nogenlunde! En tur i et meget frodigt og grønt område og igen en helt unik naturoplevelse. Se fordelen ved at jeg kører så langsomt som jeg nu engang gør, er jo, at jeg når at nyde udsigten og de små pudsigheder der opstår undervejs. At jeg så kom til toppen i den sidste halvdel af feltet generer mig egentlig ikke sønderligt da jeg vedkender mig at jeg trods alt har en begrænsning for hvor hurtigt jeg overhovedet kan kører når det går opad. Susanne var i øvrigt den første der var oppe på Peyresourde og det har hun sgu fortjent sådan som hun har kørt indtil videre. På toppen fik vi dagens frokost hvilket var meget skønnere end i går hvor der først var efter nedkørslen den blev serveret. Den lå nemlig tungt i maven da vi skulle op af Aspin 10 min. senere. Se på denne bjergtop ligger et pudsigt lille sted som i folkemunde bliver kaldt pandekagehuset da stedet netop kun servere drikkevarer og pandekager. Disse var vores dessert efter vores frokost og vi nød både dem og det fantastiske solskinsvejr. Fælles nedkørsel så længe det varede. Meget grus det første stykke men ellers rigtig go vej. Jeg nåede igen en topfart på omkring de 75 km/t. Elsker de her nedkørsler! Har respekt og er meget fokuseret, men aldrig nervøs! Ca. 12 km ned til næste by hvor vi igen havde samling. For første gang havde vi herefter et langt fladt transportstykke på næsten 50 km til vores overnatningssted på Hotel Commerce i byen Saint Gaudens. Kort tid før vi ramte byen var Susanne uheldig at have en punktering på sit forhjul da hun ramte et jernbanespor hårdt. Når så man har 20 personer der kommer med gode råd kan man godt blive lidt stresset! Ikke sandt Susanne For at det ikke skulle være løgn havde vi endnu et uheld inden ankomst til hotellet da Steen fra Sorø er så uheldig at ramme en fortovskant inde i byen og ryge ned på røv og albuer. Til alt held kom han ikke selv til skade og det eneste der skete med cyklen var en skæv bagskifter som til alt held efterfølgende kunne rettes op uden de store problemer. Efter vi havde fået Steen på højkant igen var vores guide Michael imidlertid kørt videre og ingen af os viste hvor hotellet lå. Det var ikke smart Hr. Elmstrøm. Han kørte i øvrigt over for rødt flere gange inde i byen og det er altså et forkert signal at sende når man skal fungerer som kaptajn på holdet. Byen Saint Gaudens er indtil videre den største vi har været i, kun med undtagelse af Bayonne den første dag, og da vi allerede var ankommet kl. 15.00 havde vi faktisk en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der i øvrigt også var masser af muligheder for at shoppe for dem der var i underskud med det. Her tænker jeg mest på de kvindelige deltagere Mogens, som jeg deler

værelse med var allerede ankommet så han havde sørget for at være i bad så det var dejligt at blive skyllet efter dagens tur. Fik efter indkvarteringen og efter at have bragt bagagen op på værelset en dejlig kold fadbamse sammen med alle VCM ere uden for hotellet. Gik senere en tur sammen med Anders og Charlotte samt Mogens. Vi studerede en lille lokal cykelhandler/smed uden dog at finde noget interessant. Jeg var også på jagt efter en mobillader da jeg har været så uheldig at miste den på et af de tidligere hoteller og fandt en brugbar i en stor Orange butik. Vores info møde foregik her til aften på pladsen foran hotellet og derefter gik vi til bords i restauranten. En okay menu men et lidt stift serverings personale. Forret var en salat bestående af grøn salat-kous kous-grønne bønner-tomat-pastinak-oliven-sardin og en lillebitte klat dåsetun serveret med vinaigrette og tørt flute. Til hovedret kalvefrikase serveret med kogte kartofler-ris og gulerødder. Desserten var karamelrand og kaffe. Vores hotel er i øvrigt tidligere i Tour historien tilbage i starten af 90 erne blevet benyttet af det daværende amerikanske Motorola hold som dengang var ledet af en hvis Hr. Armstrong. På morgendagens etape, som er på 127 km, kommer vi forbi et mindesmærke for den afdøde rytter Fabio Casartelli som under Touren i 1995 styrtede på en nedkørsel og døde af sine kvæstelser og han kørte dengang netop for Armstrong og Motorola. Han var blot 3 år tidligere blevet kåret som olympisk mester på landevej. En meget talentfuld ung italiener. Trist! I morgen hedder cykelmenuen 127 km med 2 kortere stigninger og en lille djævleafslutning for at nå frem til byen Foix. Har pt. selvfølgelig lidt ømme lår og læg, men faktisk mindre end jeg inden turens start havde turdet håbe på. Var slet ikke i tvivl om da jeg tilmeldte mig C2C turen at det nok skulle blive en kanon tur, men kombinationen af samværet med mine VCM venner og så det vi oplever sammen ved at køre i disse omgivelser er så unikke at det er svært at sætte ord på. Det skal man opleve selv. Et er at være holdkammerater i VCM, noget andet er, når vi er sammen så mange timer om dagen og vi er trods alt meget forskellige og alle ved jo godt at vi hver især reagerer forskelligt når man enten er træt-sur-stresset eller noget helt andet, men trods denne forskellighed har vi bare formået at finde sammen som hinandens venner på kryds og tværs af de hold vi kører på og indtil videre har der ikke været en eneste situation hvor ikke vi alle har kunnet grinegræde eller håne de andre deltagere sammen. Det er da fedt! Dagens km: 101 Højdemeter: 1500 Kl. 22.30 Go nat

Fredag den 9. september kl. 19.00 Dagens guide: Hasse Dagen før dagen! I morgen lørdag står vi i vand til livet i Middelhavet da vejrudsigten pt. siger over 30 grader i morgen. Men før vi er så langt måtte vi i dag igennem en styg etape. 130 km i 31-32 grader, totalt skyfrit og solbeskinnet vejr og med nogle stigningsprocenter der sparkede røv. Vi havde afgang fra hotellet kl. 09.30 i byen Saint Gaudens, hvor Jesper Samsøe i øvrigt var så uheldig at hans bagskifter var defekt da vi skulle starte. Han fik det heldigvis hurtigt repareret hos den lokale cykelsmed og koblede sig på etapen senere på dagen via vores servicebil. Hold 3 var fra morgenstunden større end nogensinde før, men vi er jo også ved at være sidst på turen så flere er ved at være godt trætte. Lidt forvirring i feltet indtil vi nåede ud af byen og herfra havde vi et stykke på 25-26 km til den første forskydning i dagens landskab. Col d Aspet var første forhindring på ca. 4 km og 10-11 %. Cirka en km. oppe kørte vi forbi mindesmærket for Casartelli og som guiderne rigtigt nok allerede havde fortalt os var det tudegrimt og giver slet ikke den afdøde den respekt han måtte tilkomme. Det var en sej fætter at kravle over efter min mening da den et par steder på opkørslen steg med næsten 15-16 %. På den første halvdel var jeg selv bedre kørende end nogensinde trods sværhedsgraden og kunne følge med de 3 første. Desværre slap kræfterne op og jeg måtte falde tilbage og tage til takke med at blive nr. 10 på toppen. Her fik vi en tiltrængt kold cola og vores vandflasker fyldt op fra en krystalklar kilde. De ryttere der var mest usikker på nedkørslen fik et lille forspring og Bo og jeg selv var de to sidste der forlod stedet. Opsamling i bunden og herefter et langt transportstykke på næsten 40 km. Jens fra Kolding og jeg selv tog et par lange føringer og satte et forholdsvis højt tempo som gjorde at både Nakskov og Sorø ryttere klagede over at det gik for stærkt. Vi var faktisk flere fra VCM der foreslog vores guide ved vores frokost senere på turen at vi syntes at det kunne være en god ide at køre enten paradekørsel eller rulleskift men det mente Hasse ikke var en løsning på fart problematikken da han mente at ikke alle var stærke nok til at deltage i en sådan kæde. Vrøvl efter min mening, men det er selvfølgelig Hasse der er guide og dermed også har vetoret. Frokosten blev overstået og kort tid efter gik det opad igen. Denne gang Col d Port.6 km. og 6 % i snit. Mette først oppe, Charlotte nr. 2 og Susanne den 3. De er seje vores VCM sild Heroppe startede så dagens gyser Col d Peguere. 3,5 km. med 18 % på over halvdelen af turen. Sådan!! Jeg måtte selv klikke ud efter få hundrede meter og gik ca. 500m inden jeg igen steg på krikken og blev så på den til den bitre ende. Det er det mest vanvittige jeg nogensinde har kørt på. Når man rejste sig op røg baghjulet bare rundt og kunne slet ikke få bid. Hasse havde bedt os om at nyde udsigten. Var der sådan en. Den så jeg sgu ikke. Jeg havde nok at gøre bare med at holde balancen. Mette var den eneste på hele holdet der kørte HELE vejen op og Hasse gav drikkevarer til hende til aften som respekt for hendes kørsel. Det manglede da også bare andet. Hun skulle have haft en hædersbevisning skulle hun for det var mega sejt det hun præsterede. Fed nedkørsel som sædvanligt. Næsten 20 km.! Var

den første rytter nede og måtte vente sindssygt længe inden sidste rytter var nede. Allan fra Sorø som kører langsommere ned fra et bjerg end han gør på lige vej. Susanne var uheldig at have defekt ca. 8 km før mål da hun punkterede på sit forhjul efter et hårdt bump på et jernbanespor. Når så der står en flok kloge hoveder og vil give gode råd kan man godt blive lidt stresset i sådan en situation. Ikke sandt Sanne. Susanne fik ro og vi kom hurtigt videre.. Hyggeligt hotel med aircondition. Dejligt. En kold bajer på kanten af Velo traileren var lige det jeg/vi trængte til efter dagens strabadser. Koldt bad og herefter info i baghaven hvor Mette blev klappet ind til aftensmad på grund af hendes kanon bedrift. Fin menu som startede med en kold buffet og derefter fik vi serveret stegt fisk af ubestemmelig herkomst med ris. Til dessert 6-8 forskellige kager med diverse tilbehør og mokka ad libitum. Efter maden blev alle VCM ere enige om at køre sammen på hold 2 den sidste dag så vi kunne følges af til Middelhavet. Synes i øvrigt at alle har vist VCM trøjen med stor værdighed uanset hold indtil nu og alle har også bidraget til den gode stemning på de hold vi hver især har kørt på i løbet af ugen. En anden meget slående forskel på os fra VCM og de 2 andre store grupper fra henholdsvis Sorø og Nakskov er hvor disciplineret vi er i vores kørsel og her tænker jeg specielt på tegn og signalgivning samt evnen til at placerer sig i et større felt og derefter holde sin linje. Vi er alle vant til i Vejgaard enten at køre parade eller rulleskift og det er desværre ikke blevet praktiseret en eneste gang på hold 3. Ærgerligt. I morgen hedder det ca. 165 km inden vi når målet og lur mig om ikke der bliver giver gas den sidste dag. Vi er alle lidt trætte, men ved godt mod og vi kan alle være stolte af vores præstation. C2C er snart slut og jeg fatter slet ikke at vi næsten er ved vejs ende på denne indtil videre helt fantastiske rejse igennem Frankrigs smukkeste natur overhovedet. Dagens km: 135 Højdemeter: 1800 Kl. 22.40 Go nat

Lørdag den 10. september (skrevet søndag d.11/9 på vej hjem i bussen) Guide: Hasse og for mit eget vedkommende Bent efter de første 55 km. Øm, øm, øm og øm. Sikken en dag! Turens sidste etape, som samtidig også var den længste med sine 165 km, tror jeg kommer til at sidde i kroppen et godt stykke tid. Alle tidligere hold 3 ryttere fra VCM, havde som jeg tidligere har nævnt, valgt at kører med hold 2 den sidste dag, så for en gang skyld var det ikke hold 3 der var størst. Det blev der så ændret på senere på dagen Altid lidt nervøst kørsel i starten og det var også tilfældet i dag inden vi var ude af byen Foix. Kunne for mit eget vedkommende godt mærke, allerede ved starten, at tempoet var højere end det jeg havde vænnet mig til på hold 3. På de første flade strækninger, i øvrigt med modvind for første gang på hele turen, sneg farten sig hurtigt op på 37-39 km/t. Her kunne jeg godt æde mig selv, men havde så efterfølgende svært ved at holde et højt tempo op af stigninger med selv ganske få %. Havde hele tiden i baghovedet at dagens frokost først var efter 100 km kørsel og da min puls konstant lå omkring mit max. måtte jeg efter ca. 55 km erkende at mine kræfter ikke slog til længere efter 5 hårde dage i sadlen. Inden min exit fra hold 2 havde vi for resten en sjov oplevelse ifm. en kort tissepause og den vil med sikkerhed stå prentet stærkt i 2 lokale bønders erindring. De 2 gutter kommer trillende frem til et T-kryds i en gammel Simca, hvor 3 af holdets piger havde valgt at sætte sig for at rette deres nødtørft. Dette syn fik de 2 herrer til at give sig RIGTIG GOD tid til at orientere sig om trafikken i krydset, hvilken i øvrigt ikke var til stede! Da de ENDELIG kørte videre gav jeg dem thumbs up og de valgte at smile som to katte i en fiskeforretning efter lukketid. I erkendelse af at kræfterne ikke slog til, valgte jeg derfor at falde tilbage på mit gamle hold 3. Jeg fik følgeskab af Hvem har siddet i midten? Steen og Svend fra Sorø og vi fandt hurtigt ind i rytmen igen. Temperaturen var efterhånden sneget sig over de 30 grader, så da vi nåede opkørslen til Col d Mouthoumet på ca. 8 km og 6 %, hvor vores frokostpause var placeret var jeg mere end glad for mange ting. Salttabeletter, buksefedt, mine medbragte gel samt den smule skygge der hist og pist var på vejen op. Hold da kæft hvor jeg svedte! På toppen var det endnu engang rart at se Arne og Hanne s smilende og venlige ansigter stå klar med vores frokost og kolde colaer på byens torv. På det tidspunkt havde vi tilbagelagt 101 km og var nu så småt ved at nærme os målet. Kunne på det tidspunkt slet ikke koncentrere mig om andet end mad og drikke og var totalt tappet for energi. Sad på kanten af torvets brønd og nød maden, stilheden og ikke mindst skyggen. Vidste at der hjemme i Danmark var det mest kedelige efterårsvejr så var naturligvis også taknemmelig for at vi alle var så heldige med vejret her. Da frokosten var overstået stødte min værelses kammerat Mogens sig også til hold 3 og han så ligesom resten af flokken godt brugt ud. Havde fået fortalt fra ryttere der tidligere havde deltaget i C2C at det gik nedad resten af vejen til Middelhavet. Go dav min bare røv. Allerede efter få km kom der igen små stigninger, som efter en frokost kan føles som næsten uoverkommelige bjergtinder når man er rigtig træt. Samtidig ændrede landskabet sig markant og på visse strækninger, bl.a. fra Albas til Corbieres mindede det mest om et prærielandskab hvor Laredo eller Billy the Kid pludselig kunne komme ridende med en flok Apacheindianere bagefter. Kort efter Albas havde vi også en af

dagens pudsige oplevelser på en kort opkørsel, hvor der på toppen af en stor grusgrav in the middle of nowhere pludselig var placeret et stort koncert/festivals telt hvor der var vildt gang i festen og helt sikkert også noget sjovt tobak blandet med alkohol i rigelige mængder og dertil lidt galskab. Det var i hvert tilfælde det indtryk man fik når man studerede de personager der frekventerede pladsen og vejene omkring stedet. Da vi kom ned fra denne højderyg havde vi dagens eneste defekt som bestod i at Bent (guiden) punkterede på sit baghjul. 1min og 40sek tog det, så var vi kørende igen. Godt gået Bent! Fra morgenstunden var der lavet den aftale, at alle hold skulle mødes i udkanten af Port la Nouvelle på en Mc. Donalds, hvorfra der så ville blive kørt i samlet flok de sidste 10 km til vores mål på stranden. Da vi ankom Mc. D. var hold 1 og 2 klar til afgang efter de havde ventet i ca. en time på os. SÅ ingen pause. Alle fra VCM kørte samlet de sidste km som bagtrop og da vi endeligt fik et glimt af havet fik følelserne frit løb for mit eget vedkommende. Nu var det ikke bare sveden der løb ned af ansigtet, men glædestårer over at jeg havde gennemført noget som jeg for bare et år siden ville have sagt var en total umulig bedrift. Da vi kørte den sidste km langs strandpromenaden kørte jeg side om side med Birthe fra Hals og vi tudede næsten om kap. Da jeg KRAVLEDE af Bianchien kiggede Charlotte og jeg på hinanden og skreg i kor hvem kommer først i vandet? Vi kastede os næsten synkront ud i Middelhavs bølgerne i alt vores cykeltøj og var totalt overstadige. Den forløsning det var at nå hertil var så ubeskrivelig at det næsten var helt uvirkeligt. ALLE fra VCM var i vandet mens andre deltagere blot valgte at nyde udsigten og sikkert også som alle vi andre, at fordøje dagens strabadser. Fælles for alle var, at alle der startede i Bayonne også stod samlet her i Port la Nouvelle efter ca. 700 km og for de flestes vedkommende over 11.000 højdemeter i benene og det var vel at mærke uden de store uheld, styrt o. lign., men selvfølgelig med små defekter undervejs som alle var blevet løst med hjælp fra lokale cykelsmede, guider eller holdkammerater. Champagne propperne sprang og turisterne på stranden blev en oplevelse rigere da over 40 voksne mennesker teede sig som skolebørn der får sommerferie. Vores sidste overnatningssted var på Hotel Mediterrane, 100 m. fra hvor vi var hoppet i bølgerne og her blev vores cykler med det samme pakket i Velo Tours trailer, da tiden ville være knap søndag morgen da der var planlagt tidlig afgang. Efter indkvarteringen på et noget slidt hotel kom en stor fadøl, som Anders var vært for, som en gave fra himlen. Kl. 20.00 stod aftenmenuen klar i en okay restaurant taget resten af hotellets standard i betragtning. En rigtig god middag bestående af salat med Bayonne skinke og lidt kebab lignende oksekød på toppen. Til hovedret. Tro det eller ej. Kylling med pasta, men denne gang serveret med en meget delikat champignon sauce. Lokal rødvin naturligvis fra Corbieres. 15 mand ved bordet og vi startede med 8 flasker rødvin og yderligt 3 flasker kom hurtigt til. Desserten mindede mest om skumfiduser der havde lagt i blød natten over i en ubestemmelig væske og henover var så drysset en smule kakao. Sølle! Bent mente bestemt at han sagtens kunne spise alles dessert så derfor blev der samlet sammen til den sultne stakkel, men da han fik serveret en tallerken med næsten 15 fiduser måtte han give op på forhånd blot ved synet. Stemningen var hele aftenen lettere opstemt og den blev bestemt ikke mindre munter af at vi efter maden satte os ud på

hotellets udendørs bar og fik slukket tørsten med adskillige kolde fadbamser. Da humøret var på sit højeste også takket være Bent som havde koblet sig på vores VCM selskab, blev det bestemt at det var på sin plads med endnu en svømmetur i havet. Kl. var 01.00. Jeg nåede aldrig selv i vandet da min seng trak mere i mig end mine badeshorts. Jeg moslede ind på det mini værelse Mogens og jeg havde fået tildelt og måtte konstaterer at der var så lidt plads at der ikke engang var plads til at skifte mening og valgte derfor min seng. Havde heldigvis sat mit vækkeur inden jeg spiste aftensmad og havde jeg ikke gjort det tror jeg næppe jeg havde vågnet af mig selv de næste par dage. Det ringede lystigt og MEGET højt kl. 06.15 og allerede kl. 06.45 skulle bagagen være pakket og klar til læsning i bussen. Dagens km. 165 Højdemeter 1600 Antal fadøl?????? Søndag den 11. september 2011 (skrevet i bussen og efter hjemkomst) Afgang fra hotellet i Port la Nouvelle kl.07.40 med en flok noget matte deltagere efter gårddagens/aftenens udskejelser. Mona Munch og Michael Elmstrøm var fløjet hjem tidligt, men til gengæld havde vi nu Arne og Hanne med i bussen, som under hele turen har sørget for vores frokostpakker og drikkevarer. De er i øvrigt forældre til Mona. Vi havde ikke kørt mange km. før en bilist gjorde vores chauffør Bjarke opmærksom på at noget var galt. Ind på den næste rasteplads blot for at konstaterer at traileren var punkteret. Bjarke var hurtig på hænderne og efter ca. en halv time var vi igen kørende. Videre gik det op mod byen Orange og længere nordpå ramte vi Lyon. Her havde vi en 30 min. frokostpause hvorefter turen op til Luxemburg. Mens vi stadig kørte i Frankrig kunne vi i horisonten skimte Mont Ventoux. Et prægtigt syn! Midt i Luxemburg holdt vi så aftensmad pausen på et større cafeteria. Her kom det helt bag på personalet, at der kom gæster til aftensmad trods man må antage at det er det de lever af også selvom vi kommer uanmeldt. Det tog lang tid inden vi alle var bespist, men det lykkedes dog til sidst. Ca. kl. 21.00 gik turen videre nordpå mod Køln og der begyndte at melde sig lidt træthed igen blandt alle og efter Bent havde vist billeder på sin computer fra de sidste par dage sænkede roen sig i bussen. Tidligt mandag morgen (meget tidligt) omkring Hamburg blev det skiftet chauffør og det betød, at Bjarke og Sanne som havde fulgt os under hele turen takkede af til de få der på det tidspunkt var vågne. De gjorde begge et fantastisk godt stykke arbejde hele ugen m.h.t. vores bagage m.m. og altid med et smil på læben. En hjemtur noget hurtigere end udrejsen betød at vi ankom Kolding noget tidligere end forventet trods vores punktering og andre små udfordringer undervejs. Det gik også hurtigt omkring at få vores cykler og anden bagage udleveret selvom vi var 14 deltagere ud af de udsat for hærværk, men det viste sig, at hun blot havde glemt, at få sine bilnøgler ud af kufferten. Det vil sige hun mente de var der, men det var ikke tilfældet og så blev Fru. Andersen en smule stresset. Stort set alle tasker blev vendt på hovedet og der gik næsten 20 min inden de heldigvis dukkede op. Bilen blev hurtigt pakket med både cykler og bagage, da det pludselig rammer mig som et lyn fra en skyfri himmel, at jeg selv har glemt min pung og mobil i bussen som jo var kørt for længe siden pga. den tid der var gået med Sannes bilnøgler. Ringede Hasse (guiden) op på hans mobil og til alt held var de holdt ind på en tank for at købe morgenmad, problemet var bare at de allerede var nået til Kildebjerg tanken. Ved Odense!!!!! Af sted mod Fyn og for at det ikke skulle være løgn kom Birthe også i tanke om at hun havde glemt en pose tøj i bussen. I røret igen og vi lavede den aftale at tingene blev lagt i kiosken. Da vi nåede tanken drejede bussen ud på motorvejen og vi var rørende enige om at det var godt da vi så slap for at blive hånet eller gjort til grin. Vi bestemte os for at spise morgenmad på cafeteriet og nød for første gang i en uge rigtig kaffe og danske rundstykker. Herefter satte vi kursen mod nord og troede at alt var i den skønneste orden. Det havde det givetvis også været hvis ikke det var

begyndt at regne voldsomt samtidig med at viskemotoren på Susannes bil valgte at gå i stykker. Helt i stykker! Susanne jeg byttede plads hvorefter jeg efter bedste evne forsøgte at køre uden viskere. Det er ikke nemt skal jeg hilse at sige. Birthe snorksov på bagsædet, så hun opdagede dårligt nok alle de genvordigheder vi var midt i. Vi kørte fra motorvejen og forsøgte med lav fart, at snegle os af sted ad landevejen, men uden held. Politiet havde af uvisse årsager valgt at spærre hovedvejen nord for Vejle så vi måtte tilbage på motorvejen igen. Vi holdte rigtig mange pauser på vej hjem indtil vi endelig nåede Klarup kl. 13.30. Sikke en afslutning. C2C 2011 set med en debutants cykelbriller 14 dage efter vores hjemkomst! I Oktober 2010 under en cykeltur, umiddelbart efter VCM s sæsonafslutning, sammen med Ib opfordrede han mig til at deltage i C2C og det har han sikkert fortrudt mange gange siden. Jeg havde dengang i min vildeste fantasi aldrig forestillet mig, at en sådan tur skulle få de følelser frem i mig som den har gjort. At besejre så mange stigninger med så mange højdemeter, på min egen måde naturligvis, er en oplevelse der ikke kan beskrives med andet end ordet. FEDT! Når man har prøvet at være totalt udmattet op af et bjerg i stegende varme og alligevel finde kræfter til at køre sig til toppen er glæden bare endnu større når man når sit mål og et par gange kunne jeg heller ikke udtrykke min glæde anderledes end ved at give frit løb for ens indre følelser. Himmelbjerget i Danmark er pludselig blot en forskydning i landskabet når man har prøvet at kører de sidste få hundrede meter af Col d Aubisque-Tourmalet-Aspin-Solour-Aspet-Port-Peguere og alle de andre fantastiske stigninger vi kørte på. Om fredagen blev vi som tidligere nævnt sat på noget af en prøvelse på Col d Peguere. 3.5 km s opkørsel med en stigningsprocent på omkring 18. HELE VEJEN. Det var som sagt kun Mette fra hold 3 der kørte hele vejen. Alle vi andre måtte min. en gang klikke ud, men ikke Mette. Det beviser bare endnu engang med alt tydelighed at VCM har de sejeste tøser blandt alle cykelklubber overhovedet. Basta Når man som undertegnede ikke hører til letvægt modellerne er prøvelserne i et sådant terræn selvfølgelig en ekstra udfordring, men det har også visse fordele. Den tid jeg mistede på opkørslen kunne jeg så hente på nedkørslerne. Lige så hårdt det er at køre op ligeså fedt er det at køre ned. Var i mange tilfælde oppe på en max. fart på omkring 75 km/t og derover og det kick det gir er også svært at forklare. Det skal man prøve selv. Jeg prøvede faktisk også det modsatte nemlig at gå hurtigere ved siden af min cykel end jeg kunne køre. Sær fornemmelse! Som noget helt enestående på vores tur er jeg også nød til at fremhæve en helt speciel ting og det er: VCM ånden! Vi kan godt være stolte af den måde vi var på overfor hinanden og de andre deltagere, måden vi kørte på, evnen til at trække feltet og hjælpe andre når det var nødvendigt og ikke mindst vores evne til at være hinandens kammerater under hele turen uanset holdniveau. Vores disciplin i vores daglige træning i VCM kom os også til gode da vi alle tog hensyn til hinanden og andre deltagere uanset hvordan de så måtte træne i deres egen klub. Det er en fuldstændig unik oplevelse vi har haft sammen og jeg kan varmt anbefale andre i VCM til at prøve kræfter med noget lignende. Det eneste man blot skal gøre sig helt klart er ganske enkelt. PAS DIN TRÆNING HELE ÅRET. I oktober sidste år da jeg meldte mig til C2C vejede jeg 97-98 kg og havde blot kørt i VCM siden foråret 2010. Jeg var med det samme helt klar over at det krævede både masser af km i benene, men også alt det vægttab der overhovedet var muligt. Jeg startede derfor på Thomas Egen s spinningshold i Fitness Ø og fik lagt en plan for en sundere kost og da VCM sæsonen startede i

marts 2011 havde jeg allerede tabt de første 10 kg og inden jeg tog til Frankrig havde jeg sammenlagt tabt ca. 12 kg. Kombineret med over 5.500 km på landevejene fra marts til august er det en af årsagerne til at jeg kunne gennemfører turen. Der har selvfølgelig også været deltagere som har gennemført med mindre indsats og vi er jo heldigvis forskellige mht. hvor meget træning det kræver, men en ting er helt sikkert og det er at ingen kommer sovende til det. Velo Tours gør et stort stykke arbejde for at man som deltager føler sig velkommen, men selvfølgelig forventer de også, at man møder op velforberedt. Generelt var alle topmotiverede og turen koster trods alt også ca. 7000 kr. + lommepenge og hvad cyklen lige mangler og så videre, så alle sørger jo også for at få mest muligt ud af festen Tak til Verdens Cooleste Motionskammerater for en vild oplevelse som jeg vil huske resten af livet med et smil på læben. Husk at bjerge taler ikke! De hvisker til dig Med taknemmelige cykelhilsner Mikkel Vest. Layout Casper Vest