Rammeaftale mellem Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Team Danmark (TD) 1. Parterne Danmarks Idræts-Forbund er en sammenslutning af danske idrætsorganisationer og har til formål at virke for fremme af dansk idræt, særligt for fremme af specialforbundene og foreningsidrætten, samt for foreningsidrættens udbredelse i det danske samfund. Danmarks Idræts-Forbund har, som National Olympisk Komite i Danmark, eneret til at repræsentere Danmark ved De Olympiske Lege og de regionale, kontinentale eller verdensomspændende lege, som Den Internationale Olympiske Komite har givet sin protektion. DIF har som centralforbund for medlemsorganisationerne til opgave, at tilvejebringe samarbejde mellem de forskellige idrætsgrene, der er medlem af DIF. Team Danmark er en offentlig selvejende institution, der har til formål at udvikle danske eliteidræt på en socialt og samfundsmæssigt forsvarlig måde. I samarbejde med DIF, DIF s specialforbund og andre relevante samarbejdspartnere iværksætter, koordinerer og effektiviserer TD fælles foranstaltninger for eliteidrætten i Danmark på et lovbundet grundlag. 2. Baggrund Nationalt og internationalt investeres der mange ressourcer i udviklingen af eliteidrætten og for at fastholde og udbygge Danmarks placering i den internationale konkurrence, er det væsentligt at få udnyttet både de økonomiske ressourcer og de menneskelige kompetencer optimalt. Det er vigtigt med et åbent og konstruktivt samarbejde mellem TD, DIF s specialforbund og DIF for at koordinere de lovbundne opgaver som TD skal udføre i samarbejde med DIF og specialforbundene og de opgaver DIF og specialforbundene skal udføre i forhold til organisationernes formålsbestemmelse, herunder udvikling af sub- og eliteidrætten, talentrekruttering og udvikling, organisations- og foreningsudvikling samt træner- og lederudvikling. For at kunne opfylde foranstående, er det væsentligt, at der mellem DIF og TD er en fælles formuleret forståelsesramme af rolle-, ansvars- og opgavefordeling mellem parterne.
3. Formål Formålet med rammeaftalen er at sikre en optimal udnyttelse af økonomiske, vidensmæssige og medarbejderressourcer hos parterne. Aftalen skal endvidere bidrage til et åbent, tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde mellem parterne, såvel på politisk som administrativt niveau. 4.1. Overordnet planlægning vedr. eliteidrætten. 4. Opgaver Team Danmark skal forestå den overordnede planlægning, prioritering og samordning af foranstaltninger til udvikling af dansk eliteidræt. Udviklingen af dansk eliteidræt skal være baseret på et langsigtet perspektiv og den overordnede planlægning skal finde sted i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund, specialforbundene, de aktive, trænerne samt Kulturministeriet. Derudover kan andre relevante samarbejdspartnere som andre ministerier, uddannelsesinstitutioner, kommunale myndigheder og erhvervslivet inddrages i den overordnede planlægning af dansk eliteidræt. TD og DIF vil i perioden 2013-2016 arbejde for at udvikle tidssvarende faciliteter til de allerbedste atleter og hold. 4.2. Kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidræt Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund har udarbejdet et etisk kodeks for dansk eliteidræt (2007) et kodeks, der indeholder grundlæggende værdier for dansk eliteidræt og beskriver rettigheder og forpligtelser, der er forbundet med at være en del af dansk eliteidræt. TD og DIF vil i samarbejde med relevante parter (specialforbund, Aktivkomiteen m.fl.) - i 2013-2016 foretage en revision af Etisk kodeks for dansk idræt. 4.3. Trænings- og instruktionsmuligheder for eliteidrætsudøvere. Udvikling og styrkelse af træner- og instruktørkompetencer er meget afgørende for kvaliteten af dansk eliteidræt. Danmarks Idræts-Forbund og de enkelte specialforbund har ansvaret for den strukturerede træneruddannelse i Danmark på niveau 1, 2 og 3 samt Idrættens Træner-Akademi (niveau 4). DIF skal i samarbejde med TD senest 1. juli 2013 udarbejde en handlingsplan for elite- og talenttræneruddannelser, der skal sikre en stærk sammenhæng mellem niveauerne, herunder også Idrættens Træner Akademi (niveau 4). Handlingsplanen skal bl.a. indeholde konkrete målsætninger, strategier samt fastlægge en klar rolle- og ansvarsfordeling mellem DIF, specialforbund og TD. TD skal sikre at der udarbejdes personlige udviklingsplaner for sportschefer og landstrænere i specialforbund, der indgår i Team Danmarks støttekoncept 2013-2016.
4.4. Forsvarlig udvikling af eliteidrætsudøvere fysisk, psykisk og socialt. Team Danmark har et særligt ansvar for at en international idrætskarriere skal kombineres med det langsigtede livsperspektiv og at den enkelte atlet kan forene idrætskarriere med en alsidig social og personlig udvikling. DIF og TD vil opretholde et formelt samarbejde for at sikre gode og ligeværdige vilkår på dette område for atleter i forbund, der ikke indgår i Team Danmarks støttekoncept for 2013-2016. 4.5. Talentrekruttering og -udvikling. Team Danmark og DIF udarbejder senest 1. juli 2013 et fælles notat, der beskriver og præciserer rolle- og ansvarsfordeling mellem DIF, specialforbund og Team Danmark vedr. talentrekruttering, -identifikation og - udvikling. Derudover udarbejder DIF og Team Danmark i samarbejde med relevante samarbejdspartnere i løbet af 2013 et værdisæt for talentudvikling i dansk idræt. Værdisættet skal efterfølgende implementeres i de enkelte specialforbunds træner- og lederuddannelser. DIF og TD forpligter sig på at der sker en løbende koordinering og vidensdeling mellem DIF s særlige talentpulje og TD s aktiviteter på talentområdet, herunder Aldersrelateret Trænings Koncept (ATK). 4.6. Individuel økonomisk støtte til eliteidrætsudøvere. Team Danmark har ansvaret for at yde individuel økonomisk støtte til eliteidrætsudøvere ud fra kvalitetsog behovskriterier, der er defineret af TD. 4.7. Rådgivning, forskning og formidling Team Danmark skal sikre at eliteidrætsudøvere, der er omfattet af TD s støttekoncept, har adgang til idrætsmedicinsk rådgivning samt sikre en hurtig adgang til relevant medicinsk undersøgelse og behandling. TD kan efter forudgående accept og mod betaling, tilbyde idrætsmedicinsk og anden faglig rådgivning/- vejledning (sportsernæring, -fysiologi og psykologi) til eliteidrætsudøvere og talenter i forbund, der ikke indgår i Team Danmarks støttekoncept for 2013-2016. Team Danmark skal initiere og støtte idrætsforskning inden for alle områder, der har relevans for eliteidrætten. TD og DIF orienterer én gang årligt hinanden om henholdsvis TD og DIF s forsknings- og faglige udviklingsprojekter i relation til dansk eliteidræt (herunder talentudvikling), som påtænkes og/eller er igangsat eller afsluttet af én af parterne. 4.8. Uddannelsestilbud til eliteidrætsudøvere Team Danmark har, i tæt samarbejde med det enkelte specialforbund, ansvaret for at sikre fleksible og varierede uddannelsestilbud for eliteidrætsudøvere under såvel som efter karrieren. Ligeledes har Team Danmark ansvaret for at vejlede og bistå eliteidrætsudøvere og talenter om valg og gennemførsel af uddannelse. TD tilbyder, mod betaling, at administrere tilbud om hjælp med gennemførelse af ungdomsuddannelser og evt. andre uddannelser for eliteudøvere i ikke TD-støttede forbund efter nærmere aftale med DIF.
4.9. Arbejdsmarkeds- og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere. Team Danmark har, i samarbejde med relevante samarbejdspartnere, ansvaret for at finde løsninger på problemstillinger indenfor arbejdsmarkeds- og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere, med udgangspunkt i den enkelte atlets behov, kompetencer og ambitioner. TD orienterer løbende DIF om nye initiativer vedr. uddannelsestilbud samt arbejdsmarkeds- og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere. Parterne er enige om, at arbejde for, at skabe mulighed for jobmuligheder hos private og offentlige arbejdsgivere tilpasset den enkelte eliteidrætsudøvers sportslige karriere. DIF har, som nationale olympisk komite, på vegne af TD, indgået aftale med Adecco omkring Athletes Career Program. En aftale hvor Adecco tilbyder career training, job placement og workshops til TD-støttede atleter. 4.10. Rådgivning og økonomisk støtte til specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund. Team Danmark fastsætter omfang og indhold af rådgivning og økonomisk støtte til specialforbund under DIF ud fra kriterier, som er beskrevet i Team Danmarks støttekoncept 2013-2016. DIF har i lighed med øvrige centrale samarbejdspartnere - høringsret vedr. Team Danmarks støttekoncept (2013-2016 og 2017-2020). DIF iværksætter, inden 1. juli 2013, en lederuddannelse for specialforbundenes politiske og administrative ledelser. DIF og TD afklarer nærmere hvordan det sikres, at specialforbundenes politiske og administrative ledelser, deltager i uddannelsen/uddannelserne, når dette vurderes at være relevant. 4.11. Samarbejde med de kommunale myndigheder om eliteidræt, herunder faciliteter. Team Danmark skal være sparringspartner og inspirator for kommunerne i arbejdet med at afdække muligheder og potentialer for de enkelte kommuner i relation til eliteidræt. TD og DIF vil, i samarbejde med udvalgte forbund, arbejde for en målrettet planlægning og udvikling af træningsanlæg og -faciliteter ud fra et nationalt perspektiv. Parterne orienterer gensidigt hinanden om kommunale samarbejdsaftaler og initiativer, for løbende at sikre en optimal udnyttelse af ressourcer. 4.12. Samarbejde og indgå aftaler med medier og sponsorer, bl.a. salg af rettigheder og ydelser. DIF og TD arbejder sammen med DIF s specialforbund for at tilvejebringe det bedst mulige finansielle grundlag for udvikling af eliteidrætten gennem salg og markedsføring af eliteidrættens rettigheder og ydelser. Det sker bl.a. gennem fælles forhandling af tv-rettigheder og andre ydelser efter aftale med de enkelte specialforbund.
DIF og TD har pr. 1. januar 2007 etableret et kommercielt selskab Sport One Danmark A/S med henblik på at maksimere indtjening til dansk idræt for den bedst mulige måde, bl.a. gennem salg af sponsorater. Parterne har et fælles ansvar for at samarbejdet med det kommercielle selskab fungerer så optimalt som muligt. 5. Olympiske Lege DIF udarbejder i samarbejde med specialforbundene og TD generelle og konkrete krav for deltagelse i OL. DIF og TD indgår inden den 1. august 2014 aftale om planlægning og gennemførelse af den danske OLdeltagelse i 2016, herunder omfang, karakter og vilkår for TD-medarbejderes deltagelse i DIF s OL-stab. 6. Andre forhold Parterne er enige om, som led i opfyldelsen af formålsbestemmelsen (pkt. 3), at respektere hinandens opgaver og roller i dansk idræt, nedfældet i henholdsvis Lov om Eliteidræt (L 136) og Team Danmarks støttekoncept 2013-2016, for så vidt angår TD og for så vidt angår DIF, DIF s vedtægter og idrætspolitiske program. Parterne vil, for at sikre et højt gensidigt informationsniveau 1-2 gange årligt mødes på bestyrelsesniveau. Derudover vil formand og direktør mødes efter behov, for at sikre at nærværende aftale efterleves. 7. Aftaleperiode Nærværende aftale er gældende fra 1. januar 2013 til 31. december 2016. Genforhandling af aftalen skal påbegyndes senest 1. oktober 2016. Brøndby, den Brøndby, den Niels Nygaard Formand for Danmarks Idræts-Forbund Frank Jensen Formand for Team Danmark
Bilag til nærværende aftale: Kopi af Lov om eliteidræt Kopi af Team Danmarks støttekoncept 2013-2016 Kopi af bemærkninger til lovforslaget til Lov om eliteidræt Kopi af DIF s love og gældende politiske program MA og KCK 22.11.2012