- et industrielt eventyr

- et industrielt eventyr

Det er nok rigtigst indledningsvis at forklare, hvad en fremkaldemaskine er, for uden en sådan ville der ikke være noget at berette: En fremkaldemaskine er et apparat - eller en maskine - der automatisk udfører den behandling af grafiske film, som tidligere foregik ved neddypning i skåle; først i et fremkaldebad, dernæst i et fixerbad med efterfølgende skylning i vand og endelig en tørring i et varmeskab. Maskinen indeholder derfor de tre bade og en tørresektion. Filmen føres igennem maskinen af et antal valser. De store krav til nøjagtighed i processen gør en konstant kontrol og styring af hastigheder, temperaturer, væskeniveauer og kemisk stabilitet nødvendig; en styring, som i begyndelsen blev udført af en primitiv elektronik, som senere blev udviklet til egentlige, små computere. Det hører endelig med til billedet, at der er tale om film til brug ved reproduktion i den grafiske industri og ikke til amatørers eller fagfotografers film og billeder.

Glunz & Jensen A/S Ringsted 1998 - et industrielt eventyr

Bogen er sat med Times New Roman Sats og reproduktion: Grafisk Center Roskilde ApS Tryk: Malchow Bogtryk/Offset ApS, Ringsted Copyright Glunz & Jensen A/S, Ringsted, 1998 Redaktion: Allan Andersen Peter Glunz Jesper S. Langballe Holger Marum ISBN: 87-85138-17-7

FORORD GLUNZ & JENSEN A/S blev stiftet den 16. april 1973 og har siden gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling. Med en årsomsætning på mere end 600 mio. kr. er virksomheden klart verdens største producent af filmfremkaldemaskiner til den grafiske branche. Eksporten overstiger 98% af omsætningen. Stifterne Peter Glunz og Bjarne Jensen er af sind to vidt forskellige mennesker, og man kan undre sig over, at deres samarbejde kunne skabe det industrieventyr, som tilfældet har været. Begge havde en håndværksmæssig uddannelse og absolut ingen uddannelse i eller erfaring med virksomhedsledelse. Men mening om og holdning til virksomhedsledelse havde de så sandelig. Endda stærke meninger og holdninger, der viste sig både nyttige og varige. En ikke uvæsentlig del af ledelsesprincipperne var hentet i spejderbevægelsen, og det betød blandt andet, at medarbejderne blev sat i centrum. Kunne medarbejderne ikke trives, kunne virksomheden det heller ikke. Peter Glunz og Bjarne Jensen er begge uhyre kreative, men deres indbyrdes respekt har sørget for at holde virksomheden på sporet. De har inden for udvikling, produktion, kunderelationer og ledelse skabt forhold, der var unikke. De er med fuld ret blevet hædret og beundret for deres virke. Af årsager, der fremgår af denne bog, har andre overtaget ledelsen og den fortsatte udvikling af GLUNZ & JENSEN. De har overtaget en meget sund og levende virksomhed. De har magtet at fortsætte udviklingen og indtjeningen, selv om det er sket med ledelsesfilosofier, der ikke minder om stifternes naturskabte filosofier. Som medarbejder, leverandør, kunde og aktionær kan man med stolthed se tilbage på 25 eventyrlige år og med fortrøstning se fremtiden i møde. GLUNZ & JENSEN er en kernesund virksomhed og parat til den udvikling fremtiden vil kræve. Gorm Ladefoged

INDUSTRIEVENTYRET Glunz & Jensen har fødselsdag samme dato som Dronning Margrethe II, den 16 april, og stiftelsesåret for det oprindelige Glunz & Jensen A/S var 1973. Siden opstod i 1979 Glunz & Jensen International A/S og i 1986 Glunz & Jensen International A/S af 1986. Dette sidste selskab blev i 1990 introduceret på Københavns Fondsbørs, Børs 1, og ændrede i 1993 sit navn til Glunz & Jensen A/S. Med hensyn til navn, var man således tilbage, hvor man begyndte. Virksomheden blev på et tidligt tidspunkt karakteriseret som et industrieventyr af den lokale avis, Dagbladet, hvis lokalredaktør, Marx Reffstrup, viste firmaet stor bevågenhed. Han forsømte sjældent en lejlighed til at berømme den udvikling, der tegnede sig omkring de to grundlæggere, Peter Glunz og Bjarne Jensen, allerede fra de første år. Bjarne Jensen Peter Glunz Også den grafiske fagpresse i hele Europa interesserede sig tidligt for foretagendet, eller i hvert fald for dets produkter. Først meget senere blev selskabet en økonomisk faktor, der fik landsdækkende, danske dagblade til at interessere sig for det. Som alle gode eventyr begyndte det i al beskedenhed og til romantikkens fuldkommengørelse i et lejet udhus bag en villa i Ringsted. Villaen, der lå i Skolegade 24, tilhørte en af byens byggematadorer, Gunner Hansen, som et par år senere solgte ejendommen Haslevvej 13-15 i Ringsted til Glunz & Jensen. Der har virksomheden fortsat sit hovedkvarter. 7

Verdens bedste fremkaldemaskine Der var medvind i starten 8 Det var ikke fra begyndelsen de to stifteres hensigt at skabe en stor industrivirksomhed, men de havde nogle gode ideer og frem for alt en ukuelig optimisme og selvtillid. De havde planer om at konstruere et elektronisk styret regenereringssystem til de kemiske bade til modernisering af eksisterende fremkaldemaskiner og at udvikle "verdens bedste fremkaldemaskine" til grafiske film. Produktions- og salgsrettigheder forestillede de sig at overlade til andre. Det skulle imidlertid gå helt anderledes, og årsagen skal findes i et af de mange små led i den rivende, teknologiske udvikling, der prægede den grafiske branche fra begyndelsen af 1960'erne. Nemlig fremkomsten af et nyt fotokemisk system, kaldet Rapid Access. Til forståelse af virksomhedens historie hører også, at man betragter de ydre vilkår, såvel de teknologiske som de politiske og samfundsøkonomiske. På det teknologiske område var den grafiske branche i årene omkring stiftelsen af Glunz & Jensen stadig præget af skiftet fra det traditionelle, århundredgamle højtryk, eller bogtryk, til offsettryk. Det stillede krav om øget kapacitet til fotografisk reproduktion i trykkerier og reproduktionsanstalter. Forenklet kan man sige, at hver trykside nu skulle reproduceres fotografisk. Hidtil havde man enten trykt direkte fra satsformen, eller for avisers vedkommende fra en form, der var reproduceret ved prægning af satsformen i matricepap og støbning i bly. Al sats og, som hidtil, alle illustrationer skulle fotograferes på film, som derefter skulle kopieres til trykplader. Det betød et stort behov for nye fotografiske materialer og for hurtigere, billigere processer - og dertil svarende fremkaldemaskiner. Økonomisk set red samfundet på en inflationsbølge med store værditilvækster i form af stigende priser på næsten alle områder, ikke mindst på fast ejendom. Noget tilsvarende prægede de lande, Danmark eksporterede til. Den danske inflationsrate var i lange perioder omkring 10% om året. Politisk kerede man sig ikke så meget om finansieringen. Vel optog Danmark store lån i udlandet. Men med den vækst, landet havde, var politikerne overbeviste om, at det sagtens kunne betales tilbage. Det var således både teknologisk og økonomisk set et heldigt tidspunkt at starte på. Peter Glunz' og Bjarne Jensens fælles baggrund for ideerne var skabt under deres ansættelse i udviklingsafdelingen i Hans Lüth A/S, som var en af de

første danske virksomheder, der byggede fremkaldemaskiner. Den legendariske Hans Lüth er med rette blevet betegnet som stamfader til den omfattende industri for pre-press udstyr, der blomstrede op i Danmark, som i mange år har været det land i verden, der bygger det største antal fremkaldemaskiner. Peter Glunz, som havde fået sin uddannelse som reprofotograf i den kendte Springer koncern i Hamborg 1958-61, havde - bortset fra to års soldatertid i 1962-64 - arbejdet der siden Hans Lüth som kvalitetskontrollør for reproduktion. Han havde dermed også ansvar for reproafdelingernes fremkaldemaskiner og havde godt kendskab til dem. Han var den første i Tyskland, der købte en lithmaskine, en LT 600 fra Lüth, som han forbedrede ved ombygning. De modifikationer, han indførte, nød Hans Lüth godt af hen ad vejen. Sidst i 60'erne drev Peter Glunz sammen med en partner en virksomhed, Glunz + Löding Offset Repro i Hamborg. Derigennem kom han i forbindelse Hans Lüth stod fadder til det hele Lüth s LT600 - lige før skrotning 9

med Manfred Ebert, den senere chef for Deltagraph GmbH, som da drev en reprovirksomhed til dybtryk, Centra Repro. De to fandt sammen forretningsmæssigt og købte sig ind i hinandens virksomheder. For en tredjedel af Glunz + Löding købte Peter Glunz og hans partner to tredjedele af Centra Repro. Peter Glunz tog nu som tredjedelsejer på sig at reorganisere Centra Repro bl.a. ved, i stedet for fremkaldelse i hånden, at indføre brug af fremkaldemaskiner. På et tidspunkt skulle han bruge en såkaldt halvtonemaskine, og en sådan byggede Hans Lüth. Imidlertid kunne den ikke tørre filmene hurtigt nok, og vanskelighederne med at få den til det, førte til de servicebesøg fra Danmark, som bragte Bjarne Jensen til Tyskland, hvor han altså mødte Peter Glunz. Peter Glunz på vej til danskhed 10 Vanskelighederne var større end forudset. Heller ikke Bjarne Jensen kunne løse problemerne, og efter nogle forgæves forsøg gav Peter Glunz op og besluttede, at nu skulle maskinen ud. Det blev anledningen til, at den impulsive Hans Lüth inviterede den lige så impulsive Peter Glunz til Danmark for at færdigudvikle maskinen. På en uges tid, mens Peter Glunz var indlogeret på Lindenborg Kro, lykkedes det ham og Bjarne Jensen at færdiggøre maskinens tørresektion, som var den første med teflonbelagte valser. Peter Glunz besluttede derefter at købe den. I hele ugen kørte de to i en SAAB, som de havde lånt af Jan Reimer, der også var Lüth-medarbejder. Da de skulle køre tørresektionen til Hamburg, viste det sig, at bagagerummet i SAAB en var lidt for lille. Det klarede Bjarne hurtigt. Uden at sige et ord og uden at fortrække en mine hentede han en mukkert, og kort efter var bagagerummet blevet udvidet så meget, at der var plads til tørresektionen. Manfred Ebert og Peter Glunz kunne nu selv klare paragrafferne, og Peter Glunz tog hjem for at konsolidere de to virksomheder i Hamborg. En opgave som den inkarnerede innovator formentlig fandt utroligt kedelig, og som gjorde ham til et let offer, da Hans Lüth kort efter opfordrede ham til at påtage sig ledelsen af udviklingsafdelingen i Danmark. Peter Glunz bad om et opsigelsesvarsel på kun én dag på grund af driften af de to virksomheder i Hamborg og fik et hus i Fugleparken 53 i Karlslunde stillet til rådighed. Hans Lüth skulle betale huslejen for Peter Glunz' lejlighed i Hamborg i et år. Beløbet blev senere i stedet brugt til udbetaling på huset, og således blev

Peter Glunz første gang husejer i Danmark. Dér boede han også, da han en halv snes år senere fik dansk statsborgerskab og kunne hejse det Dannebrog, som Bjarne Jensen forærede ham i dagens anledning. Måske var det ikke en tilfældighed, at han blev dansk. Hans far havde i 50'erne arbejdet på Berlingske Tidende som Linotype-maskinmontør for husmontøren Louis Wilhelmsen. Efter sin fars død besøgte Peter Glunz familien Wilhelmsen i julen 1960. Fru Wilhelmsen fortæller, at Peter Glunz, som da var ganske ung, hævdede, at han "ville være dansker", når han blev stor. Glunz & Jensen's historie er fyldt med anekdoter. En af dem fortæller, at Bjarne Jensen, der var uddannet som maskinarbejder og maskinist, i en periode arbejdede som tagtækker i nærheden af Store Merløse og på vejen kom forbi Hans Lüths fabrik lige nord for Ringsted. Det var efterår, og han frøs bravt om fingrene. På vej hjem ved fyraften gik han ind på virksomheden og forhørte sig, om der var et ledigt job. Det var der, og dermed var hans lykke i branchen gjort. Hvad det var, der fik Hans Lüth til at ansætte ham, kan man ikke vide. Han ansatte en gang en medarbejder, som ringede op og hævdede, at det var han nødt til, for hans navn var Lüthhans. Bjarne Jensen blev ansat som maskinarbejder i firmaet, men interesserede sig dybere for maskinernes virkemåde end blot det at skrue dem sammen. Bl.a. lavede han strømningsforsøg hjemme i badekarret, og hans indsigt førte ham i løbet af kort tid til udviklingsafdelingen. Peter Glunz var, sin tyske herkomst til trods, ikke systematiker. Han så lidt ned på enhver form for organisation og administration, men havde til gengæld en utrolig idérigdom og en fin forretningssans. Han var den begejstrede innovator, som skabte noget på meget kort tid. Men lige så hurtigt kunne han miste interessen for en opgave, når den var løst - og somme tider også før den egentlig var det. - Man kan konstruere en ny fremkaldemaskine hjemme på køkkenbordet på en lørdag eftermiddag, hævdede han. Det var vel en overdrivelse, men faktisk kunne udviklingsarbejdet udføres meget hurtigt, mens maskinerne endnu var af enkel konstruktion. Et godt eksempel er en anmodning fra Kodak om, at Glunz & Jensen En ny fremkaldemaskine på en eftermiddag skulle udvikle en såkaldt tabletop maskine, en bordmodel. Det var på et tids- 11

punkt, da Peter Glunz ikke længere deltog i det daglige arbejde i virksomheden, men gerne påtog sig specialopgaver. På kun 28 dage fra den første streg på tegnebordet, byggede han en prototype med helt ny elektronikstyring, Kodamatic 65, som kørte perfekt. Peter Glunz kaldte det selv en verdensrekord. Operationen lykkedes, men patienten døde. Glunz & Jensen fik af handelspolitiske grunde ikke ordren, da leverancerne i givet fald skulle gå igennem Glunz & Jensen's amerikanske samarbejdspartner, LogEtronics. Peter Glunz var i en lang årrække fortaler for det, han selv kaldte "antimarketing", og for at virksomheden skulle leve i stilhed. Produkterne skulle være af en kvalitet, så de kunne sælge sig selv. Presse og reklame var kun af det onde. Karakteristisk for ham er det også, at han i vidt omfang trak sig tilbage fra den daglige drift, da kravene til dokumentation, registrering og administration steg. Han tog et sabbatår. Men en tungtvejende grund til denne beslutning var dog også, at han følte dyb forurettelse over den måde, samfundet ramte ham på økonomisk ved både at indføre en formueskat på 2,2% og at diktere pris-, løn- og udbyttestop, som tvang ham til at optage et lån for at betale den nye skat. 12 Bjarne Jensen, en munter søn af naturen - midt i den - med kone og barn

Peter Glunz gik som regel stille med dørene, men har med garanti udtænkt og støbt mange af de kugler, den mere udadvendte Bjarne Jensen fyrede af med så stor succes. Både Bjarne Jensen og Peter Glunz var lyse af sind, muntre og optimistiske. De var joviale og havde let til venskaber, og de havde en positiv og tillidsfuld holdning til de medarbejdere, der efterhånden kom til. De nød også selv en utrolig tillid hos kunderne over hele verden, så de fleste forretningsforbindelser fik karakter af personlige venskaber. I det hele taget spillede tillid nok en større rolle i hele organisationens liv, end man den gang gjorde sig klart. Ingen af dem havde gjort sig mange tanker om, endsige studeret, ledelses- og organisationsteori. De gjorde det, de fandt naturligt. Naturens muntre sønner Bjarne Jensen satte sit stærke præg på virksomhedens første år i kraft af et meget enkelt syn på ledelse. I et interview i novembernummeret 1985 af Aktuel Grafisk Information i anledning af, at han og Peter Glunz blev tildelt bladets hæderspris, "Sætternissen", spurgte journalisten Gert Grøndahl, om det havde hæmmet ham, at han ikke havde haft tid til en managementuddannelse. - Jamen, sådan en har jeg da. Jeg er nemlig gammel spejder, og alt hvad der er værd at vide om management er sagt af Baden-Powell i "Scouting for Boys". Man skal starte med den lille, motiverede enhed, patruljen, og have en patruljefører, som er den bedste blandt ligemænd. Efterhånden som der dannes flere patruljer, udgør de en trop og så fremdeles. Det er let at overse, og det fungerer. Netop det syn på organisation var grunden til, at de enkelte produktionsafdelinger snart fungerede næsten som selvstændige virksomheder og senere blev etableret som egentlige selskaber Peter Glunz, som mange år senere interesserede sig meget for sociologi og menneskers forhold til organisation, beskrev Glunz & Jensen som et tillidshierarki, hvor hver leder gjorde op med sig selv, hvor mange og hvilke medarbejdere, han kunne have fuld tillid til. Derefter baserede han fuldt og helt sin ledelse på, at hans intentioner blev fulgt ned gennem hierarkiet efter Baden-Powel som organisationsteoretiker samme princip. 13

Glunz & Jensen's columbusæg var støbt i polyurethan 14 Der er ikke tvivl om, at den viste tillid blev besvaret af en ubrydelig loyalitet og en stærk autoritetsfølelse modsat vej i hierarkiet. Autoritet var ikke noget, man var udstyret med i kraft af sin stilling, men noget man så at sige blev tildelt nedefra. Det princip bar koncernens organisationsstruktur med mange små, autonome enheder præg af helt frem til først i 90'erne. Også Bjarne Jensens nære, næsten faderlige, forhold til medarbejderne kom til at betyde utroligt meget for ånden i virksomheden. De fleste var rede til at gå gennem ild og vand for ham. Hans politiske indstilling - han var overbevist og erklæret socialist - var også medvirkende til det kammeratlige forhold, der gennemsyrede huset. At han senere, da han efterhånden gled længere til højre i det politiske billede, gerne citerede: "Den, der ikke i sin ungdom er socialist, har ikke noget hjerte, og den, der ikke i en moden alder bliver konservativ, har ikke nogen forstand", er et udtryk for hans pragmatiske holdning til tilværelsen. Det var også i denne første periode, at Peter Glunz erklærede sig som tilhænger af oplyst enevælde med hyppige kongemord, når talen var om organisation. Udviklingen af såvel de automatiske regenereringssystemer som af den perfekte fremkaldemaskine til lithfilm blev lagt i mølpose et stykke tid, da det hollandske firma Dalco Inc., et datterselskab af Powers Chemco Inc., USA, havde udviklet nye materialer og ny kemi til behandling af grafiske film. Systemet blev kaldt Rapid Access og skulle erstatte den hidtidige lithproces, som var dyrere, langsommere og mere besværlig at arbejde med. Peter Glunz havde allerede et godt forhold til Dalco Inc., som han kendte gennem Dieter Klein, der var tysk importør af såvel Dalco's materialer som Hans Lüths maskiner. Et af Peter Glunz problemer med andre filmleverandører var, at han ikke fik ensartede film fra gang til gang. Gennem en repræsentant hos Dieter Klein, Claus Arndt, fik han Dalco til at indgå en aftale om at levere samme emulsionsnummer for alle filmformater. Der var behov for en ny, enkel og billig maskine til det nye system, men den amerikanske leder af Dalco, William (Bill) J. Streeter, kunne ikke formå Hans Lüth til at bygge den. Den første fremkaldemaskine til Rapid Acces var allerede bygget af Hans Lüth, der i sin store interesse for 2. verdenskrig havde kaldt den T34 efter en

Peter Glunz, Bjarne Jensen og Bill Streeter ved den første PowerMatic T65 berømt kampvogn. Men maskinen var for dyr, og han var efter sigende for stædig i materialevalg og produktionsmetoder til at ville høre på Peter Glunz' og Bjarne Jensens forslag til forenkling og billiggørelse. Bill Streeter overlod derfor udviklingen af den til Peter Glunz og Bjarne Jensen. Dette blev grundlaget for stiftelsen af selskabet Glunz & Jensen A/S. Bill Streeter stillede Peter Glunz og Bjarne Jensen en ordre i udsigt, hvis de inden en bestemt dato kunne konstruere den ønskede fremkaldemaskine til omkring det halve af den pris, de gængse maskiner kostede. Bill Streeter blev i øvrigt en ven for livet, både for Peter Glunz og Bjarne Jensen personligt og for Glunz & Jensen som firma. I løbet af få måneder sidst på sommeren 1973 konstruerede Peter Glunz og Bjarne Jensen PowerMatic T-65. Den brød produktionsteknisk på mange måder med principperne for den tids fremkaldemaskiner og kostede mindre end en tredjedel af en tilsvarende, traditionel maskine. Man forlod det rustfri stål til tankene og sparede den dyre bearbejdning af valserne til fordel for støbning i polyurethan, et plastmateriale, som kvældede op i en støbeform og mangedoblede sit rumfang til en porøs masse, der imidlertid var massiv nok til formålet. Det var billigt, og der kunne "skydes" store emner. Således 15

støbte man hele "underparten" i ét stykke med kar til fremkalder, fixer og skyllevand og med plads til motorer, pumper osv. Alle udsparinger, kanaler og huller mv. indgik i støbeformen, så den efterfølgende bearbejdning kun bestod i en let afgratning. Det lyder enkelt, men ideen skulle jo fostres. Ideen om også at støbe valserne i polyurethan havde været berørt tidligt, men hos Tinby A/S i Søndersø, som støbte karrene, hævdede man, at det ikke ville være muligt at få de cylindriske emner ud af formen. Når det drejede sig om karrene, måtte man arbejde med en hældning af fladerne på tre grader for at få dem ud. Gennemskåret polyurethanvalse 16 Efter et besøg i virksomheden og på vej hjem til Karlslunde fra Søndersø Kro, faldt det Peter Glunz ind, at man netop havde diskuteret, at materialet havde en krympning på tre promille ved hærdning. Valserne måtte altså kunne tages ud af rørformen!

Resolut kørte han tilbage til fabrikken og forlangte, at der blev sat forsøg i gang. Han lånte nogle simple hydraulikrør hos en anden leverandør, Poul Lunde, Silwa, fyldte dem med polyurethan - og hokus pokus - valserne kunne tages ud. Det var lykkedes. Denne teknik skulle vise sig at blive det columbusæg, Glunz & Jensen's udvikling kom til at hvile på i mange år. For Tinby blev det også en god forretning, idet den samme slags valser siden blev leveret til alle Glunz & Jensen s konkurrenter. Kabinetterne blev fremstillet ved vakuumformning. En teknik, der også kom til at gælde for flere af de følgende maskiner, og som fik en konkurrent til, ikke ganske uden grund, at kalde dem "flimsy". Ideen om et automatisk regenereringssystem for fremkalde- og fixerbade blev kun delvis realiseret i den første PowerMatic T65. Der var altså ikke i første omgang tale om fuldautomatisering. 17

Arkitekten og strategen bag selskaberne købte kun ti procent 18 SELSKABET Sammen med en tredje dynamisk, ung mand i byen, advokaten Gorm Ladefoged, hvis ekspertise på det erhvervsretlige, organisatoriske og ikke mindst det strategiske område blev af stor værdi for de to iværksættere, stiftedes Glunz & Jensen A/S (reg. nr. 56.606) den 16. april 1973 med Peter Glunz og Bjarne Jensen som ejere af hver 45 procent og Gorm Ladefoged af de sidste 10. På god demokratisk vis havde Peter Glunz fået lov til at vælge revisor, som blev Bent Hybholt i Karlslunde, mens Bjarne Jensen udpegede advokaten, som altså blev Gorm Ladefoged, der godt endnu kan ærgre sig lidt over sin forsigtighed ved stiftelsen. Da der skulle mindst tre personer til at stifte et aktieselskab, var det ikke ualmindeligt, at den medvirkende advokat deltog i nye selskaber med en mindre andel. Det var da også det forslag Gorm Ladefoged stod overfor, da han fremførte, at en post på ti procent "vist nok var almindelig og vel også rimelig". Det blev der nikket bifaldende til, og så blev der en kort pause. - Ja, for du vil vel ikke have mere? spurgte Bjarne Jensen i en forventningsfuld tone. - Næee, tak, lød det, mens advokaten med bekymring tænkte på de mange andre små aktieposter, han havde erhvervet på samme måde. At hans forsigtighed senere ærgrede ham er forståeligt. Måske kunne han have fået en tredjedel. Han engagerede sig ikke desto mindre dybt i selskabet og kom gennem mange år til at sætte sit præg på dets udvikling. Fra stiftelsen i 1973 og til 1982, da Bjarne Jensen selv overtog posten, var han formand for bestyrelsen og initiativtager til det "sidestep" i 1979, der medførte oprettelsen af Glunz & Jensen International A/S. Og som formand for bestyrelsen i PBI-Holding, Ringsted A/S fra 1979 var han en af de drivende kræfter bag strukturændringen i 1986, da Glunz & Jensen International A/S af 1986 blev stiftet. Fra 1986 til 1991 var han, som formand for bestyrelserne i de produk-tionsselskaber, der blev etableret i årene efter 1978, garant for, at Peter Glunz' og Bjarne Jensens tanker om disse selskabers suverænitet levede videre uantastet, selv om de nu var datterselskaber af Glunz & Jensen. På det møde umiddelbart før etableringen af Glunz & Jensen International af 1986, da tre driftsledere fra datterselskaberne blev udnævnt til direktører, sagde

Bjarne Jensen, at konstruktionen skulle sikre, at der ikke blev "krummet et hår på deres hoveder". Imidlertid bygger man ikke et verdensfirma op alene på gode ideer. De måtte have en bredere finansiel platform, end deres egne, stærkt begrænsede midler udgjorde, også efter at Peter Glunz havde belånt sit hus i Karlslunde maksimalt, og Bjarne Jensen havde lånt penge af sin mor, Agnes. Man må vel sige, at heldet var med dem også i dette spørgsmål. Kort forinden havde Den Danske Landmandsbank, det var før den strøg "Landmanden" og blev til Den Danske Bank, åbnet en afdeling i Ringsted og betroet en energisk, ung mand, Erling Honoré, at skabe fodfæste for banken i området. En opgave han gik ind i med ildhu og megen charme. Blandt meget andet meldte han sig ind i alle de foreninger og selskaber, det var værd at være medlem af. Så mange, hævdes det, at han ikke altid havde det rigtige emblem i knaphullet ved møderne. Gorm Ladefoged havde truffet Erling Honoré i Junior Chamber og formidlede kontakten. Inden mødet hos Erling Honoré opfordrede Gorm Ladefoged Peter Glunz og Bjarne Jensen til at underbygge deres kreditansøgning med et budget. Da budgettet viste selvfinansiering allerede efter år 2, foreslog Gorm Ladefoged, at budgettet blev strakt lidt. Men Bjarne Jensen var sikker i sin sag og fastholdt sit budget. Erling Honoré studsede også over det gunstige budget og spurgte med et Banken havde sikkerhed i kulminerne på Svalbard Bjarne Jensen og Peter Glunz i 1974-75 19

smil, om dette nu var velovervejet. Han blev dog overbevist om Glunz & Jensen's levedygtighed og stillede penge og finansiel ekspertise til rådighed. Samarbejdet med banken kom til at vare i mere end 17 år. De to unge eventyrere, Peter Glunz var født den 16. december 1942 og Bjarne Jensen den 15. maj 1943, altså henholdsvis kun 30 og 29 år, udtrykte deres holdning til de økonomiske forpligtelser med en bemærkning om, at hvis det gik galt, kunne de altid tage et år i kulminerne på Svalbard for at tjene pengene. Vel var de uden store midler, men de var selvbevidste, og det har næppe heller været uden interesse for Erling Honoré, at der forelå en kontrakt med Dalco om levering af 15 maskiner om måneden i de første tre måneder og mindst 240 i det første år. I første omgang fik selskabet en kassekredit på 120.000 kr., som man nedbragte med 10.000 kr. om måneden. Det var ikke nok til at tilfredsstille ønskerne om et passende stort produktionslager, som i gennemsnit helst skulle dække op til tre måneders produktion, og dermed give mulighed for at producere i større serier. I april 1974 blev der derfor udarbejdet en omfattende "Budgetplan 1974-75" som grundlag for en ansøgning til Dansk Erhvervsfond om kreditgaranti. Planen beskrev omhyggeligt egen forventet kapitaldannelse og ekstra kapitalbehov ved fremstilling af henholdsvis 25 og 35 maskiner pr. måned og var underbygget med maskinkalkulationer og aktivitets- og produktionsplaner måned for måned; de gik helt op til 55 maskiner i årets sidste måned. Tilsyneladende var salget kun begrænset af muligheden for at bygge maskiner nok, idet man anfører: "En produktionsforøgelse vil udover at opfylde den aktuelle efterspørgsel have følgende fordele...". Kapitalbehovet ved 35 maskiner pr. måned opgøres til 227.500 kr. Yderligere udvikling og produktion mener man at kunne finansiere selv og skriver: "Med kapitalbehovet dækket til nuværende produktion vil hele kapitaldannelsen af denne kunne bruges til finansiering af det nye projekt med bl.a. Firma Repromaschinen KG, hvilket igen skulle betyde, at yderligere låntagning i forbindelse med dette projekt skulle være unødvendig." Glunz & Jensen kunne godt selv 20 - Der var mange formaliteter og betingelser at opfylde for at opnå en sådan garanti, husker revisor Bent Hybholt, som havde sagt god for budgetplanen. For mange i forhold til selskabets temperament, tilføjer han diplomatisk, og ansøgningen blev opgivet.

Peter Glunz husker konfrontationen med medarbejdere hos kreditinstitutionen, som et udtryk for at man ikke ville være med. "Nå, der kommer udbryderne fra Lüth. Nu skal vi jo passe på ikke at konkurrere med os selv", hed det. Peter Glunz og Bjarne Jensen blev så vrede over forløbet, at de fremover nægtede at søge eller modtage nogen form for offentligt tilskud. De forfægtede siden det synspunkt, at alle tilskud fra det offentlige til det danske erhvervsliv var et onde, der burde afskaffes. Og det viste sig, at Glunz & Jensen godt kunne selv. Efter en omsætning i første år på 1,3 mio. kr. og et underskud på 8.000, som var fremkaldt af absolut maksimale afskrivninger - vi lavede jo skatteregnskaber den gang, forklarer Bent Hybholt - steg omsætningen i andet år til godt 4 mio. kr. med et overskud på 330.000, og i 1975/76 gik omsætningen op med næsten 100 procent til 8 mio. kr., mens overskuddet voksede til 1 mio. kr. Ved udgangen af dette tredje år, var balancen på 4,5 mio. kr. og egenkapitalen på 1,4 mio. kr. Generalforsamlingen efter det første regnskabsår blev holdt på Apotekergården. Alle - dvs. de tre stiftere og revisor - havde klædt sig pænt på, og alle formalia blev omhyggeligt overholdt. Efter generalforsamlingen holdt den lille, sluttede kreds middag med fuldt honnør. Da forret og hovedret var indtaget, spurgte Peter Glunz, som er kendt for at have en sød tand, om der var dessert. Bjarne Jensen svarede: "Det må du spørge Gorm om. Hvis vi skal have dessert, tager vi hul på Gorms andel af indskudskapitalen. Vores er røget". Generalforsamling med dessert Faktura nr. 1, dateret 14. september 1973, er udstedt til Dalco Inc., Zoestduinen, Holland og omfatter tre PowerMatic T65 til 7.500 kr. pr. stk. Snart er der fakturaer til Dr. Ing. Kaj Höjring, Klein-Krotzenburg, Tyskland, som betalte 5.760 DM for en maskine, og til flere andre Dalco-forhandlere i Tyskland. I 1975 dukker der fakturaer op til Societa Nebiolo i Milano og til Powers Chemco i USA, og fra begyndelsen af 1976 ses de første fakturaer på den nye maskine, MultiLine 65. F.eks. er serienummer 026 solgt til Chemcographic France den 7. april. Det var først lige op til og efter den store, internationale udstilling DRUPA '78 i Düsseldorf, at antallet af kunder begyndte at vokse Der stod Dalco på det hele i begyndelsen stærkt. Både til Glunz & Jensen's maskiner under egne navne og til "Private 21