10 spørgsmål til debat Med konklusionerne og anbefalingerne i den anden samhørighedsrapport fremlægges der 10 spørgsmål til offentlig debat om den fremtidige samhørighedspolitik. Disse spørgsmål gengives og forklares nærmere på de følgende sider, hvor der også stilles nogle supplerende spørgsmål for at få en struktureret debat på det europæiske samhørighedsforum den 21. og 22. maj 2001. 1. Hvilken rolle skal samhørighedspolitikken spille i et udvidet EU med næsten tredive medlemsstater i en tid præget af hurtige økonomiske og sociale forandringer? Hvordan er det muligt at fremme den økonomiske konvergens og konsolidere den europæiske samfundsmodel? Efter udvidelsen til 27 medlemsstater bliver udviklingsforskellene større, og befolkningen i hovedparten af regionerne i kandidatlandene vil have en indkomst pr. indbygger på under halvdelen af det fremtidige EU-gennemsnit. Konkurrenceevnen er den afgørende faktor for vækst og reel konvergens på nationalt og regionalt plan. Konkurrenceevnen afhænger af kvaliteten af de menneskelige ressourcer, den fysiske infrastruktur og investeringerne, herunder investeringerne i viden og innovationsevne: kort sagt den menneskelige og fysiske kapital. Den forventede befolkningsudvikling og de sandsynlige konsekvenser med en nedgang i den erhvervsaktive befolkning i det kommende tiår vil uvægerligt forværre problemet. Den bedst mulige udnyttelse af alle de menneskelige ressourcer er blevet en vigtig udfordring for EU på lang sigt. Vil et system, der udelukkende bygger på finansielle overførsler, være tilstrækkeligt i betragtning af de økonomiske, sociale og territoriale forskelle? Hvordan kan fællesskabsstøtten målrettes mod de faktorer, der spiller en afgørende rolle for fremme af konkurrenceevnen og formindskelse af de store ubalancer i området? Er nogle faktorer her vigtigere end andre? Hvilke nationale økonomiske og sociale politikker er de bedste til at fremme væksten og stimulere samhørigheds- og strukturfondenes effekt? 2. Hvordan kan sammenhængen mellem fællesskabspolitikkerne styrkes? Hvordan kan de andre fællesskabspolitikkers bidrag til samhørighedsindsatsen forbedres? De andre fællesskabspolitikker har deres egne mål, og i nogle tilfælde er det vanskeligt at vurdere deres virkninger for samhørigheden.
Samtidig er de finansielle overførsler inden for samhørighedspolitikken, som uundgåeligt er begrænsede, ikke tilstrækkelige til at «opveje» andre politikkers eventuelle negative virkninger for samhørigheden. For visse politikkers vedkommende er det nu nødvendigt at gå et skridt videre. Det er ikke nok at undersøge virkningerne for samhørigheden en gang hvert tredje år. Dermed være ikke sagt, at fællesskabspolitikkerne, såsom den fælles landbrugspolitik, ikke længere skal sigte mod deres egne særlige mål. Men allerede fra disse politikkers udformningsfase bør der tages hensyn til deres virkninger for samhørigheden, f.eks. ved analysen af de forskellige andre muligheder, der altid vil være. Hvordan kan fællesskabspolitikkernes synergi og komplementaritet med samhørighedspolitikken styrkes? Hvilke fællesskabspolitikker er de vigtigste i den henseende (den fælles landbrugspolitik? politikken vedrørende statsstøtte? miljøpolitikken? transportpolitikken? hvilke andre politikker?) 3. Hvordan kan samhørighedspolitikken udvikles, nu hvor der forberedes en mere omfattende udvidelse af EU's område end nogensinde før? Bør samhørighedspolitikken ikke også omfatte den territoriale samhørighed, så der tages bedre hensyn til de vigtigste territoriale ubalancer i EU? Når Kommissionen har medtaget den territoriale samhørighedsdimension i samhørighedsrapportens konklusioner, betyder det ikke, at den gør krav på nye beføjelser vedrørende fysisk planlægning. Den respekterer blot anbefalingerne fra de femten ministre med ansvar for regionalpolitikken, der i maj 1999 i Potsdam understregede, at «det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (EFFU) skal være en politisk orienteringsramme for Kommissionen» på dennes kompetenceområder. Den vigtigste territoriale ubalance drejer sig om forskellene mellem de velstående regioner og regionerne med et udviklingsefterslæb. Tallene bekræfter imidlertid, at de økonomiske aktiviteter og befolkningen i høj grad er koncentreret i et meget lille centralt område i EU. Denne center/periferi-model, der vil blive endnu mere markant med 12 nye medlemsstaters tiltrædelse, står i kontrast til den meget mere ligelige fordeling af de økonomiske aktiviteter, der er kendetegnende for bl.a. USA. Et strategisk helhedssyn er ikke i strid med regionaliseringen af gennemførelsen af strukturaktionerne. Byerne spiller i den sammenhæng en nøglerolle i den territoriale udvikling. Hvis metoden med «indirekte områdeinddeling» i fremtiden skulle blive valgt til målretning af de finansielle midler i området, ville det i øvrigt være vigtigt samtidig at give sikkerhed for de regionale og lokale myndigheders inddragelse. Hvordan kan denne territoriale samhørighedsdimension integreres bedre for at fremme en mere afbalanceret og polycentrisk udvikling i EU-området?
Hvordan kan samhørighedspolitikken koncentreres på det geografiske plan? Er den nuværende områdeinddeling under det nuværende mål 2 ikke for fragmenteret? Bør der ikke fastlægges mere relevante geografiske inddelinger med en dimension, der gør det muligt at udnytte de berørte områders aktiver, drage fordel af komplementariteten by/land og fremme etableringen af forbindelsesnet? 4. Hvordan kan samhørighedsindsatsen koncentreres på interventioner med stor merværdi for Fællesskabet? Investeringerne i viden og ny kommunikationsteknologi vil utvivlsomt fortsat danne grundlag for væksten i Europa på lang sigt. Innovationskapaciteten kræver, at der lægges større vægt på virksomhedernes miljø. Specielt er det nødvendigt at forbedre synergien mellem virksomhederne, særlig SMV, forskningscentre, universiteter og offentlige organer. I EU er der sket en indsnævring af forskellene i infrastrukturforsyningen på vigtige områder som telekommunikation og vejtransport. For kandidatlandenes vedkommende er oplysningerne stadig ufuldstændige, men de nu foreliggende skøn viser betydelige forskelle med hensyn til de vigtigste økonomiske infrastrukturer. Kommissionen har for perioden 2000-06 offentliggjort retningslinjer for at vejle medlemsstaterne og regionerne ved udarbejdelsen af strategiske planer for programmeringen af interventionerne i mål 1- og mål 2-regionerne og for mål 3. Hvilken prioritet skal infrastruktur have efter 2006 i regionerne i EU15 og regionerne i de nye medlemsstater? Hvilke konsekvenser har den nye økonomi for regionerne? Hvordan kan «et digitalt brud» undgås i det udvidede EU? 5. Hvilke prioriteter skal der fastlægges for at sikre en afbalanceret og bæredygtig territorial udvikling i det udvidede EU? Et udgangspunkt er det arbejde, medlemsstaterne og Kommissionen har iværksat med henblik på udarbejdelsen af det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv, der blev vedtaget i 1999 i Potsdam, og hvor der er lagt særlig vægt på polycentrisk byudvikling og et nyt forhold mellem by og land, lige adgangsmuligheder for alle EU-regioner til infrastruktur og viden samt en fornuftig forvaltning af naturressourcerne og kulturarven. I forlængelse heraf er Kommissionen sammen med medlemsstaterne (ORATE-programmet medfinansieret af INTERREG) i gang med at opstille sonderende scenarier for en bæredygtig
udvikling i EU-territoriet, og den vil eventuelt senere foreslå en strategi for den territoriale udvikling. Hvordan skal opgaverne fordeles mellem Kommissionen og de nationale og regionale myndigheder ved iværksættelsen af en mere målrettet strategi for en afbalanceret og bæredygtig udvikling i hele EU's område? Hvilken prioritet skal der gives investeringerne til begrænsning af skader, industrien, landbruget og husholdningerne kan forårsage på miljøet (anlæg til behandling af spildevand, husholdningsaffald og industriaffald osv.)? Skal fællesskabsstøtten i højere grad gøres betinget af, at princippet om en bæredygtig udvikling overholdes? 6. Hvordan skal den økonomiske konvergens fremmes for regionerne med et udviklingsefterslæb? Samhørighedsrapportens opgørelser viser, at der i de sidste ti år har været en stærkere konvergens på nationalt niveau end for regionernes vedkommende. Samhørighedspolitikken er ikke eneansvarlig for konvergensen, og virkningerne af programmet for det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union har bidraget mere til national konvergens end til regional konvergens. Men ifølge traktaten skal EU bestræbe sig på at «fremme en harmonisk udvikling» og navnlig at «formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder eller øer, herunder landdistrikter» (art. 158). Ved udvidelsen vil det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU falde betydeligt. En strikt anvendelse af kriteriet BNP pr. indbygger (under 75% af gennemsnittet) i et udvidet EU ville mere end halvere den andel af befolkningen i EU15, der er støtteberettiget under mål 1. I øjeblikket tildeles mål 1-regionerne over to tredjedele af de disponible fællesskabsmidler. Hvordan skal de mindst velstående regioner i EU15 behandles, når deres situation forbedres relativt set, men ikke reelt set, eftersom de vil have de samme problemer før og efter udvidelsen? I hvilken grad skal ressourcerne, set i forhold til situationen i dag, koncentreres på regionerne med et udviklingsefterslæb for at sikre, at strukturstøtten får en reel og varig effekt i disse regioner?
7. Hvilken EU-støtte til de andre regioner? Regionerne med et udviklingsefterslæb er ikke de eneste, der har strukturproblemer. Også i andre regioner og i byerne er der fortsat store forskelle. Samhørighedspolitikken er tillige et af de sjældne eksempler på EU-aktioner, hvor borgerne inddrages på det praktiske og konkrete plan. Rapporten bekræfter, at uden for mål 1-regionerne er den nuværende regionalpolitik ikke altid synlig. Rapporten lægger op til en debat om ti forslag til prioriteter, deraf seks med en territorial dimension: de mindst udviklede regioner, byspørgsmålet, diversificering i landdistrikterne, grænseoverskridende, tværnationalt og tværregionalt samarbejde, områder under industriel omstilling, områder med alvorlige geografiske eller naturbetingede ulemper; og fire med en horisontal dimension: flere og bedre job, støtte til den nye økonomi og det videnbaserede samfund, fremme af social integration og fremme af lige muligheder. For hver prioritet drejer det sig nu om at se på, hvilke interventioner der kan sikre en høj merværdi for Fællesskabet, da EU ikke kan sætte ind over for alle problemerne. Det har EU hverken midler til eller ønske om at gøre. Er prioriteterne hensigtsmæssige? Er der andre prioriteter på EU-niveau? Hvilke? Hvordan skal midlerne målrettes i betragtning af, at de er mere begrænsede end midlerne til regionerne med et udviklingsefterslæb? 8. Hvilke metoder skal der anvendes til fordeling af de finansielle overførsler mellem medlemsstaterne og mellem regionerne? Fordelingen af de finansielle midler skal være så objektiv som muligt og stemme overens med behovene. I den forbindelse er beslutningerne i Agenda 2000 et betydeligt fremskridt, idet der anvendes objektive kriterier for hele EU. Uden for mål 1 vil programmeringen af de forskellige prioriteter kunne foretages på grundlag af en finansiel tildeling til hver medlemsstat. På basis af den nationale tildeling skulle medlemsstaterne så programmere deres aktioner på nationalt og regionalt plan efter et begrænset antal prioriteter som dem, der er nævnt ovenfor. Et strategisk helhedssyn på prioriteterne og indsatsen udformet af Kommissionen ud fra Fællesskabets interesse kunne spille en vigtig rolle for at få sat de interventioner, der gennemføres i den enkelte medlemsstat, ind i et fællesskabsperspektiv.
Skal de nu anvendte kriterier befolkning, regional velstand, national velstand og arbejdsløshed for mål 1 suppleres med andre kriterier såsom beskæftigelsesprocent i betragtning af de nuværende udsigter for arbejdsmarkedet og Det Europæiske Råds konklusioner i Lissabon om beskæftigelsen? Kunne de støtteberettigede regioners reelle konvergensgrad indgå i kriterierne for den finansielle fordeling, hvis den er strukturelt utilstrækkelig? Skal resultatreserven udgøre en større andel af strukturfondsmidlerne? Ville det være ønskeligt at styrke betingelserne for dette instrument for at nå de forventede resultater, også med hensyn til en god finansiel forvaltning? Hvilken medfinansieringssats (forholdet mellem fællesskabsstøtten og de samlede støtteberettigede omkostninger) bør der forudses for de nye medlemsstater under hensyntagen til den relative velstand og den nationale budgetkapacitet og også til fastholdelsen af ansvaret og engagementet i de regioner, der modtager fællesskabsmidlerne? 9. Hvilke principper skal gælde for gennemførelsen af EU-interventionerne? Ved vedtagelsen af Agenda 2000 blev der i forskellige henseender indført betydelige ændringer i forvaltningen af samhørighedspolitikken. Det drejede sig bl.a. om styrkelse af decentraliseringen, fremme af partnerskabet og mere effektiv integrering af evalueringen i beslutningsprocessen. Der er også indført en strammere finansforvaltning og kontrol baseret på en bedre og klarere opgavefordeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen. For sidstnævnte punkts vedkommende er målet faktisk en væsentlig reduktion af antallet af tilfælde af svig og navnlig af uregelmæssigheder, der udgør langt størstedelen af de sager, Kommissionen får kendskab til. For partnerskabets vedkommende anvendes decentralisering af beslutningsprocessen mere og mere i den nationale politik og fælleskabspolitikken. Kan programmeringen foregå i to faser? En første etape, hvor Kommissionen udformer en strategi med en økonomisk, social og territorial dimension i partnerskab med medlemsstaterne på nationalt og tværnationalt niveau for bl.a. at identificere prioriteter af fællesskabsinteresse. Derefter en decentral programmering på et passende niveau, f.eks. regionalt, bymæssigt og tværnationalt? Er den integrerede programmering fortsat det vigtigste middel til at opnå positive resultater for regionerne med et udviklingsefterslæb, når det gælder økonomisk, social og territorial udvikling?
Kunne additionalitetsprincippet (kravet om, at EU-midlerne skal udgøre et tillæg til og ikke en erstatning for de nationale midler) anvendes for hvert program i stedet for som nu for medlemsstaten (for alle programmer henhørende under samme mål)? Hvordan kan forbindelsen mellem den finansielle tildeling og resultaterne styrkes? 10. Hvordan skal de øgede behov for økonomisk, social og territorial samhørighed imødekommes? Analyserne i rapporten viser, at de økonomiske og sociale forskelle i EU vil blive betydeligt større ved udvidelsen. Det bliver dermed en vanskeligere udfordring at bevare den økonomiske og sociale samhørighed. Denne finansielle indsats bør naturligvis for hovedpartens vedkommende rettes mod de nye medlemsstater. Under alle omstændigheder bliver den samlede finansielle pakke afgørende for, i hvor høj grad Unionen vil bidrage til løsning af de problemer, der fortsat består i EU15 og særlig i regionerne med et udviklingsefterslæb. Det bliver baggrunden for drøftelserne om budgettet for samhørighedspolitikken. Det er for tidligt at fremkomme med budgetforslag for samhørighedspolitikken efter 2006, og dette er et spørgsmål, som under alle omstændigheder vil indgå i en samlet drøftelse af de fremtidige fællesskabspolitikker. Efter forhandlingerne afsatte Det Europæiske Råd i Berlin 213 mia. EUR til strukturaktionerne i de femten medlemsstater i perioden 2000-2006, dvs. et årligt gennemsnit på 30 mia. EUR. Til dette beløb skal lægges førtiltrædelsesstøtten (3 mia. EUR pr. år) og beløbene forbeholdt de lande, der tiltræder mellem 2002 og 2006. Desuden er der forudset tildelinger til de nye medlemsstater efter deres tiltrædelse: disse beløb vil gradvis stige til 12 mia. EUR i 2006. Som helhed svarer disse beslutninger til 0,45% af det udvidede EU's BNP i 2006 med enogtyve medlemsstater, dvs. praktisk talt lige så meget som i begyndelsen af perioden for EU15. Er denne procentdel, 0,45% af BNP, et passende referencepunkt for finansieringen af den fremtidige samhørighedspolitik? Hvordan kan det sikres, at regional- og samhørighedspolitikken forbliver troværdig med passende finansielle midler til imødekommelse af behovene i de nuværende femten medlemsstater og i de nye medlemsstater? Hvilken rolle skal samhørighedsfonden spille?