Træk af avisdebatten om de arbejdsløse

ROCKWOOL FONDENS FORSKNINGSENHED ARBEJDSPAPIR 19 Træk af avisdebatten om de arbejdsløse Fra 1950 erne til 1990 erne Bent Jensen SYDDANSK UNIVERSITETSFORLAG

Rockwool Fondens Forskningsenhed Arbejdspapir 19 Træk af avisdebatten om de arbejdsløse fra 1950 erne til 1990 erne Bent Jensen Syddansk Universitetsforlag Odense 2008

Træk af avisdebatten om de arbejdsløse fra 1950 erne til 1990 erne Arbejdspapir 19 Udgivet af: Rockwool Fondens Forskningsenhed, i kommission hos Syddansk Universitetsforlag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Adresse: Rockwool Fondens Forskningsenhed Danmarks Statistik Sejrøgade 11 DK-2100 København Ø Tlf. 39 17 38 32 Fax 39 20 52 19 E-post: Forskningsenheden@rff.dk Hjemmeside: www.rff.dk ISBN 978-87-90199-07-4 ISSN 0909-9824 April 2008 Oplag: 400 Tryk: Special-Trykkeriet Viborg a-s Udgivet med støtte af ROCKWOOL FONDEN Pris: 225,00 kr. inklusive 25 % moms

Forord 3 Forord Siden begyndelsen af 1990 erne har bestyrelsen for Rockwool Fonden prioriteret forskning i arbejdsmarkedsforhold meget højt. I 1991 udskrev Fonden eksempelvis en prisopgave, der sigtede mod at fremkalde nye og utraditionelle forslag til at bekæmpe den dengang meget store danske ledighed. Denne interesse for arbejdsmarkedsforhold er siden blevet vedligeholdt og har med intervaller af et á to år resulteret i fremlæggelsen af nye forskningsresultater om indretningen af det danske arbejdsmarked og den måde, dette arbejdsmarked fungerer på. I forlængelse af denne til stadighed vedligeholdte interesse besluttede Rockwool Fondens bestyrelse sig i 2004 for at lade Fondens Forskningsenhed gennemføre et projekt, hvor Enheden analyserede den avisdebat, der har været ført om de ledige siden etableringen af et repræsentativt demokrati i Danmark. En historisk milepæl i denne periode ville jo i øvrigt være loven fra april 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser, der således har fejret 100 års jubilæum sidste år. Projektet blev overladt til cand.mag. Bent Jensen, der via sin forskning tidligere har beskæftiget sig med analyser af lange historiske forløb i de danske aviser, fx debatten om indvandrere til Danmark publiceret som De fremmede i dansk avisdebat fra 1870 erne til 1990 erne (Spektrum, 2000). Sigtet med den nye analyse, der skulle omfatte de væsentligste dele af den politiske presse, var med andre ord at give en mere sammenhængende forståelse af, hvordan aviserne har debatteret de arbejdsløse i en 150-årig periode. I dette bind præsenteres resultaterne for perioden fra 1950 erne og indtil midt i 1990 erne. To tidligere bind af Enhedens arbejdsnotater har fulgt debatten fra 1840 erne til 1940 erne, og en udgivelse fra Gyldendal vil udvidet med en række kvantitative analyser af debattens omfang og periodicitet give et overblik over debatten i hele perioden fra 1840 erne til hen mod årtusindskiftet. Ved udformningen af arbejdspapiret har Forskningsenheden fået hjælp og vejledning fra mag.art. Jette D. Søllinge, der med den erfarne pressehistorikers øjne har læst og kommenteret manuskriptet, samt dertil assisteret med en række researchopgaver undervejs. Desuden har Jette D. Søllinge skrevet materialet til belysning af periodens pressehistorie, gengivet i Bilag 1. Fuldmægtig i Arbejdsdirektoratet, cand.jur. Aage Huulgaard, har bidraget som kommentator bl.a. i kraft af sin omfattende viden om lovgivningen og den administrative praksis på området. Foruden til Jette D. Søllinge og Aage Huulgaard skylder jeg en tak til den kreds af øvrige samarbejdspartnere, som har hjulpet undervejs i forløbet med denne publicering.

4 Forord Bogens analyser bygger overvejende på avisartikler, indsamlet via Det Kongelige Biblioteks avislæsesal. Dette indsamlingsarbejde blev under Bent Jensens vejledning uddelegeret til en kreds af studerende: Monika Dinek, Jens Nielsen Gram, Pernille Parsberg Hansen, Rigmor Vogt Johnson, Thea Knudsen, Christine Karen Kofoed, Tea Malthesen, Rikke Lea Mertz samt Line Brix Overlund har alle i kortere eller længere tid været tilknyttet projektet. Iben Fritze har med stor virkelyst været med under stort set hele forløbet og også selvstændigt stået for en række researchopgaver. Alle har lagt mange arbejdstimer på Det Kongelige Bibliotek forud for udarbejdelsen af dette notat, og de takkes for den udholdenhed, de har udvist foran skærmene i avislæsesalen. I Danmarks Statistiks bibliotek har bibliotekarerne Ilona Csiky og Iben Overgaard dokumenteret usædvanlig stor hjælpsomhed ved fremskaffelsen af den til undersøgelsen her omfattende sekundærlitteratur. I Forskningsenheden skylder jeg en særlig tak til sekretær Mai-britt Sejberg, som har korrekturlæst og klargjort manuskriptet til trykning. Stud.polit. Peer Skov og stud.polit. Johannes K. Clausen har bistået med kompetent forskningsassistance og cand.polit. Claus Larsen med kommentarer til kapitel 5. Endelig vil jeg takke Rockwool Fonden med dens bestyrelsesformand Tom Kähler og direktør Elin Schmidt for en altid stor og usvækket interesse for Enhedens arbejde også ved tilblivelsen af denne bog. Rockwool Fondens Forskningsenhed København, april 2008 Torben Tranæs

Indholdsfortegnelse 5 Indholdsfortegnelse Forord Af Torben Tranæs...3 1. Debatten fra 1950 og indtil 1954...9 1.1. Introduktion...9 1.2. Tiårets arbejdsløshed...13 1.3. Debatten i 1950-51...14 1.4. Beskæftigelsestemaet køres i stilling af fagbevægelsen og Socialdemokratiet...17 1.5. Temaet vedligeholdes...22 1.6. Valgkampen i september 1953: Venstres og de konservatives aviser...31 1.7. Valgkampen i september 1953: Social-Demokraten og Politiken...37 1.8. Valgkampen i september 1953: Land og Folk...40 1.9. Sammenfatning...42 2. Resten af 1950 erne: Arbejdsløshedsøerne. Debatten om et næsten umuligt problem...47 2.1. Arbejdsmarkedskommissionens betænkning...47 2.2. Debatten om den socialdemokratiske regerings lovforslag...50 2.3. Et uløseligt problem?...54 2.4. En ny runde om arbejdsløshedsøerne: Efteråret 1957...58 2.5. Vestjyllands Fremtid...62 2.6. Nordjysk aktivisme...66 2.7. Lov om egnsudvikling: Foråret 1958...71 2.8. Fortsat debat efter vedtagelsen af loven...78 2.9. Situationen i 1960 erne...83 2.10. 1958 og 59: Et vendepunkt trods alt...85 2.11. Sammenfatning...87 3. Den lange højkonjunktur...95 3.1. Introduktion...95 3.2. Debatten i begyndelsen af 1960 erne: Hvor finder vi arbejdskraftreserverne?...98 3.3. Kunne de rekrutteres i udlandet?...101 3.4. Regeringsindgreb i økonomien gav frygt for ny ledighed...104 3.5. 1966 og 67: Radikal ændring af arbejdsløshedsforsikringen og arbejdsanvisningen...106 3.6. Debatten ved udvalgets delbetænkning september 1966...113 3.7. Der lovgives...116 3.8. Advarsler fra vismændene og international konjunkturnedgang i 1967...124 3.9. Arbejdsløshed som tema i valgkampen januar 1968...128 3.10. Sammenfatning...140

6 Indholdsfortegnelse 4. Indvandringsstop: Frygt for stigende arbejdsløshed...149 4.1. Introduktion...149 4.2. Indvandringsstop i 1970...149 4.3. Oliekrisen bryder ud: Forstærket debat om de fremmede arbejdere og beskæftigelsen...157 4.4. Gæstearbejderne og lavkonjunkturen...159 4.5. Sammenfatning...166 5. Da de arbejdsløse igen blev et tema i aviserne: 1974...171 5.1. Generel introduktion til perioden indtil 1983...171 5.2. Debatten i foråret 1974...176 5.3. Sommeren 1974...185 5.4. Efteråret 1974...192 5.5. Folketingets åbning og de sidste måneder i 1974...200 5.6. Sammenfatning...203 6. Debatten om den vedvarende høje ledighed: 1975-1982...209 6.1. Lovgivning på dagpengeområdet...209 6.2. Kapitlets disposition...211 6.3. Hvad danskerne mente om de arbejdsløse: Meningsmålinger 1976...211 6.4. Debat om arbejdstilbud til de langtidsledige, vedtaget sommeren 1978...216 6.5. Debat om efterløn, vedtaget efteråret 1978...221 6.6. Debatten ruller videre: Januar 1979...231 6.7. Da magten gled Anker Jørgensen af hænde...240 6.8. Debatten om de arbejdsløse i begyndelsen af september 1982 indtil Anker Jørgensens fald...241 6.9. Sammenfatning...247 7. De borgerlige 80 ere: Debatten om de arbejdsløse i de første år under Poul Schlüter...253 7.1. Introduktion...253 7.2. Debatten i forbindelse med Firkløverregeringens tiltræden...256 7.3. Folketingets åbning oktober 1982 og den første borgerlige finanslov...267 7.4. Firkløverets investeringsplan, december 1982...277 7.5. Folketingsvalget januar 1984...278 7.6. Sammenfatning...289 8. Debatten ved indgangen til et socialdemokratisk årti, 1993-94...295 8.1. Introduktion...295 8.2. Tiltrædelsen...297 8.3. Arbejdsmarkedsreformen juni 1993...302 8.4. Valgkampen i september 1994: Aktuelt og Politiken...308 8.5. Valgkampen i september 1994: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og JydskeVestkysten...314

Indholdsfortegnelse 7 8.6. Sammenfatning...331 9. Sammenfatning: Avisdebatten om de arbejdsløse fra 1950 erne til 1990 erne...337 Bilag 1...357 Pressehistorisk oversigt og udvælgelse af aviser...357 Bilagstabel 1.1: Oplagstal for undersøgelsens aviser...361 Bilag 2...362 Bilagstabel 2.1: Folketingsvalg og regeringsdannelser 1973-1998...362 Bilagstabel 2.2: Mandatfordeling ved folketingsvalg 1973-1998...363 Indeks...365 Litteratur fra Rockwool Fondens Forskningsenhed 2004-2008...371 Rockwool Fondens Forskningsenhed på Internettet...374

Debatten fra 1950 og indtil 1954 9 1. Debatten fra 1950 og indtil 1954 1.1. Introduktion Genetableringen af produktionsapparatet efter besættelsen tog et par år, og opgaven var selvsagt umiddelbart lettere end i de hårdest ramte krigsførende nationer. 1 Allerede i 1946 var den reale produktion pr. indbygger oppe på niveauet før krigen. 2 Økonomer som Jens Otto Krag advarede dog i de sidste år af besættelsen om, at der var sket en kraftig rationalisering under krigen med deraf afledte produktivitetsstigninger i de store krigsførende lande, og at denne produktivitetsstigning kunne blive en væsentlig trussel mod dansk industri, hvis grænserne blev åbnet for en mere fri vareimport. Disse og lignende iagttagelser bevirkede, at der herhjemme efter krigen udviklede sig et helt andet syn på nødvendigheden af teknologisk udvikling, end det der havde været gældende i 1930 erne, hvor frygten for teknologisk arbejdsløshed havde været udtalt. 3 Stort set alle aktører arbejdsgiverne, de borgerlige partier, fagbevægelsen og Socialdemokratiet var enige om nødvendigheden af investeringer i produktionsfremmende teknologi. I det meste af 1950 erne led dansk økonomi imidlertid af nogle fortsatte restriktioner og strukturproblemer, der dels førte til investeringer og en økonomisk vækst under gennemsnittet for Europa, dels førte til forholdsvis høje ledighedstal blandt de organiserede arbejdere, hvis der sammenlignes med det følgende tiår, dvs. med 1960 ernes ubrudte økonomiske vækst og meget lave ledighedstal. Ledighedstallene var også høje, hvis der sammenlignes med andre vesteuropæiske lande i tiåret. 4 Internationalt var konjunkturerne gode i Vesteuropa og i USA i det meste af 1950 erne. Det hårdt angrebne produktionsapparat i Vesteuropa nød godt af The European Recovery Program dvs. Marshallplanens overførsel af kapital i årene 1948-52, og senere i 1950 erne skete der, som følge af et højere renteniveau i Europa, en betydelig kapitaleksport fra USA til Vesteuropa, der medvirkede til at genskabe især Tysklands stilling som en førende industrination. 1 Den skade, besættelsen havde forvoldt dansk økonomi, var let at overskue. Befolkningen var ikke underernæret, der var ikke lidt store tab blandt ungdommen, uddannelsen var ikke blevet afbrudt, og produktionsapparatet var nok slidt ned, men ikke afgørende forringet, Svend Aage Hansen (1977), p. 119. 2 Ibid. p. 119. 3 Se fx Ole Hyldtoft og Hans Chr. Johansen (2005), p. 268. 4 Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger (1990), p. 70, peger på, at denne vurdering så absolut er eftertidens. Målt i forhold til arbejdsløsheden i 1930 erne var der tale om en mærkbar lavere ledighed. Med til at moderere hovedtekstens generalisering er også det forhold, at de sydeuropæiske lande havde en høj ledighed. I Italien lå den 1950 erne igennem på op til 8 % (Eric Hobsbawm (1995), p. 259).

10 Debatten fra 1950 og indtil 1954 I USA og i flere vesteuropæiske lande var det årene for Keynes virkelige gennembrud i styringen af de offentlige finanser. 5 Med hensyn til arbejdsløshedsunderstøttelsen blev det fremhævet, at den fungerede som en stabiliserende faktor i en periode med økonomisk nedgang og en vis stigende ledighed. Andre sociale udgifter blev tillagt en lignende udglattende virkning som konsekvens af, at købekraften blev holdt oppe, 6 og rent administrativt blev det lettere at gennemføre en keynesiansk politik i takt med, at landene udbyggede deres nationalregnskabssystemer. 7 Et centralt sigte med Marshallplanen var fra USA s side at trænge den kommunistiske indflydelse i de vesteuropæiske lande i defensiven. Dette gjaldt især i Italien og Frankrig, hvor kommunisterne havde udgjort en væsentlig del af modstandsbevægelsen. Bl.a. var det en betingelse for modtagelse af hjælpen, at der ikke kunne være kommunister med i regeringen i de lande, der modtog midler fra programmet. 8 Mere grundlæggende handlede det om gennem øget økonomisk vækst at tage luften ud af den sociale utilfredshed. Dertil kom, at de europæiske lande med Marshallmidlerne kunne opretholde en vis købekraft i US-dollar, der kunne hindre udbruddet af en fredskrise i USA, ligesom Marshallplanens betingelser om frihandel mellem modtagerlandene og USA ville forhindre, at de europæiske lande udelukkede amerikanske varer fra deres markeder. Med Marshallplanen fulgte en gradvis tilbagevenden til en mere åben international økonomi, hvor 1930 ernes tosidede handelsaftaler mellem de europæiske lande, der endnu havde været i funktion i de første år efter 1945, blev afløst af en tiltagende liberalisering af udenrigshandelen. Dette skete først og fremmest inden for Organisation for European Economic Co-operation, OEEC, der ved siden af den økonomiske hjælp var det andet grundlæggende amerikanske udspil. Med oprettelsen af OEEC etableredes således en permanent europæisk og transatlantisk organisation for økonomisk samarbejde. Som led i denne udvikling fjernede de europæiske lande mellem 1949 og 1958 de fleste af deres kvantitative importrestriktioner, mens toldsatserne stadig var et nationalt anliggende. 9 I sidste halvdel af 1950 erne havde liberaliseringen af handelen nået afgørende resultater. 5 Henrik Christoffersen (1999), p. 9. 6 John Kenneth Galbraith (1987), p. 224 ff. 7 Hans E. Zeuthen og Bent Jensen (1995). 8 Rasmussen og Rüdiger (1990), p. 76. 9 Hyldtoft og Johansen (2005), p. 279. Erik Ib Schmidt (1993) giver en række oplysninger om forhandlingernes forløb og den ånd, der beherskede dette nye europæiske samarbejde. Endnu i begyndelsen af 1950 erne rapporterede aviserne dog om en hel del bilaterale aftaler, fx i oktober 1951, hvor Danmark indgik handelsaftaler med Norge og Italien (25.10.1951), for Norges vedkommende i form af en decideret varebyttehandel.

Debatten fra 1950 og indtil 1954 11 Afviklingen af restriktionerne og en gradvis tilbagevenden til en international arbejdsdeling bidrog til en stigende levestandard og en vis udjævning i produktivitetsforskellene mellem USA og Vesteuropa. 10 Mod slutningen af tiåret opstod der ligefrem mangel på arbejdskraft i de europæiske industrielle centre på trods af en pågående afvandring fra landbruget og på trods af, at relativt flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Lande som Belgien, Frankrig, Sverige og Vesttyskland slog ind på en import af ufaglærte arbejdere fra i første omgang Sydeuropa og Nordafrika for at løse den tiltagende mangel på arbejdskraft, noget der dog endnu ikke var basis for at diskutere herhjemme i slutningen af 1950 erne. 11 Den danske økonomi led som i 1930 erne under en vedvarende valutaklemme med svage valutareserver, forstærket af et ugunstigt bytteforhold i en stor del af perioden. Danmarks bytteforhold var først og fremmest bestemt af prisen på råog hjælpestoffer på importsiden og de animalske produkter på eksportsiden, og de første steg i forlængelse af kraftige devalueringer af den danske krone i slutningen af 1940 erne og stigende råstofpriser under Korea-krigen og under Suezkrisen, mens de sidste led under stagnerende eller vigende priser. Efterhånden stod det klart, at landbruget, der var den beskæftigelsesmæssigt dominerende produktionssektor ved indgangen til 1950 erne, ikke kunne præstere en stadigt voksende valutaindtjening. Eksportmarkederne var ved at være mættede, og de europæiske lande strammede deres nationale landbrugspolitikker, 12 idet landbrugsvarer i et vist omfang blev holdt uden for aftalerne om liberalisering. 13 For at fastholde betalingsbalancen i en situation med ret pludselige krav om liberalisering af udenrigshandelen samtidig med et forringet bytteforhold gennemførte de forskellige borgerlige og socialdemokratiske regeringer finans- og pengepolitiske stramninger, der gjorde beskæftigelsessituationen vanskeligere. Sådanne indgreb for at begrænse efterspørgselen og spare valuta fandt sted i 1950, 1951, 1954, 1955 og 1957. 14 Indgrebene gjorde det sværere for erhvervslivet at opretholde en gennemskuelig produktion, og den økonomiske vækst lå som nævnt ovenfor lavere i Danmark, end i de lande vi normalt sammenligner os med. Først efter 1957 rettede bytteforholdet sig op, uden dog at nå niveauet fra 1949. 10 Rasmussen og Rüdiger (1990), p. 70. 11 Jf. fx David Coleman og Eskil Wadensjö (1999) eller Bent Jensen (2005). Frem gennem 1950 erne var der tværtimod en nettoudvandring fra Danmark, jf. Jensen (2005), p. 88. 12 Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen (1980), p. 116 f. 13 Hansen (1977), p. 132. 14 Ibid. p. 117.

12 Debatten fra 1950 og indtil 1954 Det var sigende, at en stor del af de 245 mio. dollars, der blev ydet som gaver og de 33 mio. dollars, der blev ydet som lavtforrentede lån til Danmark i Marshallhjælp, overvejende blev brugt til indkøb af råvarer, navnlig olie, og til produktivitetsfremmende investeringer i landbruget, der trods alle internationale afsætningsvanskeligheder stadig var det vigtigste eksporterhverv. 15 Med i sammenhængen skal dog også den generelle udveksling af teknologisk viden, der fandt sted med Marshallhjælpen og den dermed forbundne liberalisering af økonomien. Med liberaliseringen af den europæiske økonomi blev konkurrencen på det danske hjemmemarked intensiveret, og mange af 30 ernes og besættelsestidens mindre og lavproduktive virksomheder måtte indstille produktionen. De, der ville overleve, måtte rationalisere og investere i ny teknologi. Den beskæftigelsesmæssige nettoeffekt var dog positiv, idet dansk industri kom gennem processen og vandt nye markeder og øgede eksporten. 16 Socialdemokratiet havde i november 1947 dannet en mindretalsregering under ledelse af Hans Hedtoft, men i efteråret 1950 dannede Venstre og de konservative en mindretalsregering, den såkaldte VK-regering, der politisk set var blevet mulig gennem en tilnærmelse mellem de to partier i årene forinden. VKregeringen, under ledelse af Erik Eriksen (V), var trådt til, efter at Socialdemokratiet kom i mindretal i Folketinget på et spørgsmål om afviklingen af rationeringen af smør og margarine, jf. fremstillingen nedenfor. Med hensyn til de overordnede internationale forhold var 1950 erne også i Danmark præget af optrapningen af den kolde krig, og kommunisternes indflydelse i fagbevægelsen og på Christiansborg, der lige efter befrielsen havde været betydelig, var i kraftig aftagende, samtidig med at Danmarks ubestridte placering inden for den frie vestlige verden blev konsolideret. Kommunisterne led et tilbageslag i 1948 efter det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet, og partiet lå nærmest i ruiner efter Sovjets nedkæmpning af opstanden i Ungarn i 1956. 17 I dette kapitel vil der være en gennemgang af, hvordan de arbejdsløse blev diskuteret i forbindelse med nogle af de opbremsninger af økonomien, der var nødvendige for at fastholde valutareserverne, samt hvordan de arbejdsløse og frygten for arbejdsløshed indgik i valgkampen i september 1953, dvs. det første folketingsvalg efter den nye grundlovs ikrafttræden. Inden da vil udviklingen i 15 Hyldtoft og Johansen (2005), p. 269. 16 Ibid. p. 279. 17 Se Bent Jensen (2000), kapitel 8 for en analyse af avisernes debatklima efter opstanden. I samme kapitel gennemgås også de ungarske flygtninges problemer med at få arbejde på det danske arbejdsmarked.

Debatten fra 1950 og indtil 1954 13 ledigheden kort blive beskrevet. 18 Det følgende kapitel vil behandle det særlige problem, der eksisterede med de såkaldte arbejdsløshedsøer, samt afdække den avisdebat om emnet, der fandt sted i 1950 erne og langt ind i 1960 erne. 1.2. Tiårets arbejdsløshed Ved indgangen til tiåret lå arbejdsløsheden på 8,6 % (hel- og deltidsforsikrede), hvad der var relativt lavt efter danske arbejderes hidtidige erfaringer, med en stigende tendens til 11,7 % i 1952. Indtil 1959 svingede ledigheden herefter mellem 7,8 og 10,5 %. Som i tiårene forud var det især de ufaglærte, der var ramt af høje ledighedstal, og sæsonvariationerne var meget betydelige. I vintermånederne kunne arbejdsløsheden nærme sig 25 %, mens næsten alle var i beskæftigelse om sommeren. Frem gennem tiåret var der en del debat om, hvordan vinterbyggeriet kunne øges for at begrænse den høje ledighed i de mørke måneder. I 1959 faldt ledigheden til 5,9 % blandt de forsikrede arbejdere. Et indirekte aftryk af de nye tider, der var på vej, ses af indekset i Avisårbøgerne: Til og med 1957 henviste søgeordet arbejdsløsheden til en længere række af dateringer i det enkelte år. I 1958 kom der så i stedet en henvisning til det langt mere positivt klingende søgeord beskæftigelsen, og antallet af henvisninger tyndede generelt ud for overvejende at indskrænke sig til de månedlige afrapporteringer af de (lave) ledighedstal. I forhold til hele arbejdsstyrken svingede ledigheden 1950 erne igennem mellem 3,0 og 4,7 %, bortset fra i 1959 hvor den gik ned til 2,5 %. Velfærdsstaten var på vej efter befrielsen, og i arbejdsløshedslovgivningen afspejledes det i en opblødning af karensreglerne. Den tidligere regel om, at der ikke måtte ydes et arbejdsløst medlem understøttelse for de første 6 dage af hver arbejdsløshedsperiode, kunne efter vedtagelsen af lov af 27. maj 1950 fraviges i fag med hyppige, kortvarige arbejdsperioder. I medfør af denne lov blev der meddelt samtlige a-kasser dispensation for de almindelige regler for ordinære karensdage. Efter indholdet af disse dispensationer krævedes der som hovedregel kun karensdage af det arbejdsløse medlem første gang, han eller hun meldte sig ledig inden for et understøttelsesår efter at have haft beskæftigelse af over midlertidigt arbejdes varighed. 19 18 For en beskrivelse af de aviser, der indgår i analysen i dette notat, henvises til Bilag 1. Ledighedstallene på baggrund af Danmarks Statistik (1996). 19 Arbejdsdirektoratet (1957), p. 46 f. (Lovens 16, stk. 5). Loven indeholdt også forbedringer for enlige medlemmer, der efter 15 års medlemskab blev ligestillet med forsørgere med hensyn til dagpengeunderstøttelse og huslejehjælp (ibid. p. 47, Lovens 13, stk. 5). For øvrige ændringer af lovgivningen i tiåret: Se Arbejdsdirektoratet (1957) og Aage Huulgaard (2007).

14 Debatten fra 1950 og indtil 1954 1.3. Debatten i 1950-51 At dømme efter antallet af indlæg i Berlingske Tidende i vinteren 1950-51 var ledigheden ikke et højt prioriteret emne i de borgerlige aviser. Beskæftigelsen var rimelig, og interessen for betalingsbalancen og tendenser til en inflationær udvikling påkaldte sig langt større interesse, uden at sammenhængen mellem nødvendige økonomiske indgreb og stigende arbejdsløshed blev eksplicit. I begyndelsen af januar 1951 var der ganske vist nogen debat, da VK-regeringen administrativt via udsendelsen af et cirkulære skærpede betingelserne for iværksættelse af kommunale beskæftigelsesarbejder. Arbejderbevægelsens repræsentanter i Arbejdsmarkedskommissionen klagede således over, at den konservative indenrigsminister Aksel Møller havde undladt at høre Arbejdsmarkedskommissionen inden udsendelsen af cirkulæret: Denne kommission burde have haft mulighed for en afvejning af virkningerne paa beskæftigelsen, ikke mindst for de ufaglærte arbejdere. Der har fra alle sider i kommissionen været enighed om, at der bør føres en produktiv beskæftigelsespolitik, men heraf følger ikke, at beskæftigelsesforanstaltninger og offentlige anlægsarbejder alene kan bedømmes ud fra finansielle hensyn. Det er af selvstændig betydning at undgaa lokal ledighed eller ledighed for særlige grupper af arbejdere (Politiken den 4.1.1951). Den debat, arbejderrepræsentanterne i kommissionen søgte at rejse, blev dog ikke langvarig. Det var fortsat betalingsbalancen og de inflationære tendenser, der var i fokus. Arbejdsmarkedskommissionen var i øvrigt blevet nedsat af den daværende socialdemokratiske regering i december 1949. I kommissoriet blev det fremhævet som en social og samfundsmæssig nødvendighed, at der blev udformet en beskæftigelsespolitik baseret på en udbygning af det almindelige produktive erhvervsliv. Som en del af denne beskæftigelsespolitik indgik en vurdering af, om de midler, der hidtil havde været brugt på forskellige offentlige beskæftigelsesarbejder, i stedet kunne anvendes til industristøtte. Cand.mag. Niels Behrendt Jørgensen, hvorfra denne iagttagelse stammer, sammenfatter: Kommissionens overordnede opgave var altså at formulere en erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik som alternativ til den offentlige beskæftigelsespolitik, der ikke kunne videreføres forsvarligt, når effekterne af handelsliberaliseringerne satte ind. 20 Med regeringsskiftet kom kommissionens statsaktivistiske del, dvs. industripolitikken, til at ligge underdrejet som følge af den borgerlige regerings økonomiske politik med vægt på øget liberalisering, dvs. afvikling af det offentliges indflydelse på erhvervslivets forhold. I de første måneder af 1951 søgte VK-regeringen under statsminister Erik Eriksen (V) at bedre betalingsbalancen og imødegå inflationen gennem fremsættelse af forslag om en række forbrugsbegrænsende afgifter og justeringer af 20 Niels Behrendt Jørgensen (2004), p. 69.

Debatten fra 1950 og indtil 1954 15 pristallet, så stigningen i de pristalsregulerede lønninger begrænsedes. Samtidige aktiviteter var forhandlinger med England om opnåelse af højere priser på landbrugseksporten, aktualiseret ved nye prisstigninger på Danmarks importvarer, der blev fordyret af oprustningskonjunkturen under Koreakrigen. 21 Parlamentarisk var der tale om en svag mindretalsregering, der dog overlevede i tre år fra 1950 til 1953, hvilket især må tilskrives, at Grundloven blev taget op til revision i disse år, og et valg kunne forsinke færdiggørelsen af dette arbejde. Det ønskede hverken Socialdemokratiet eller Det radikale Venstre. 22 Dertil kom, at den socialdemokratiske regering i løbet af 1950 formentlig var kørt træt af udsigten til en restriktiv økonomisk politik, da den i efteråret gled i smørret, idet den kom i mindretal på Retsforbundets forslag om at ophæve smørrationeringen, og derefter overlod regeringsmagten til V og K uden udskrivning af et valg. En restriktiv økonomisk politik ville således med garanti skabe stigende ledighed, og lige siden 1945 havde kravet om fuld beskæftigelse været indarbejdet i arbejderbevægelsen som en realistisk mulighed i fremtidens samfund og som et afgørende politisk mål. 23 Uden kontrol med udenrigshandelen kunne et betalingsbalanceunderskud således overvejende håndteres via en penge- og finanspolitisk stramning med deraf forudsigelige følger for beskæftigelsen. 24 Erik Ib Schmidt, der som centralt placeret embedsmand og økonom var tæt på de socialdemokratiske beslutningstagere i oktober 1950, redegør under alle omstændigheder i sine erindringer for, at dele af regeringen var ganske tilfredse med, at den kom i mindretal i Folketinget i spørgsmålet om at ophæve rationeringen af smør og margarine, hvorpå regeringschefen Hans Hedtoft dagen efter meldte regeringens afgang. Erik Ib Schmidt omtaler således, at regeringen Hedtoft i efteråret 1950 havde indledt økonomiske forhandlinger med Det radikale Venstre, Venstre og de konservative og førte sideløbende drøftelser med fagbevægelsens ledere for at få dem til at acceptere en mere moderat lønudvikling, der kunne bidrage til at fastholde erhvervslivets konkurrencedygtighed. Han fortsætter: Regeringen havde imidlertid ikke fremgang på nogen af fronterne. Fagforeningsfolkene var helt afvisende over for forslag om at udvise løntilbageholdenhed og om indgreb i pristalsreguleringen ( ). Smørstormen var ikke, som mange troede dengang, et alvorligt slag for Socialdemokratiet. H.C. Hansen og Kampmann havde svært 21 Begrebet blev bl.a. brugt af finansminister Thorkil Kristensen (V), jf. fx Jyllands- Posten den 15.3.1951. 22 Rasmussen og Rüdiger (1990), p. 99 f. 23 Jf. Jensen (2007). 24 Jørgensen (2004), p. 63.

16 Debatten fra 1950 og indtil 1954 ved bagefter over for mig at skjule deres lettelse og tilfredshed med, at de efter at være kørt fast kunne overlade alle vanskelighederne til de borgerlige. 25 Vender vi nu tilbage til avisernes debat i foråret 1951 om de økonomiske forhandlinger, der resulterede i det såkaldte påskeforlig med en række forbrugsbegrænsende afgifter og en tvungen opsparing, var fronterne da heller ikke særligt markerede, selvom det stod klart, at aviserne netop i synet på forligets indvirkning på beskæftigelsen indtog forskellige positioner. I en kommentar til et regeringsudspil med forslag om nye afgifter og et reduceret pristal for at dæmpe lønudviklingen forudså Social-Demokraten den 27.2.1951, at udspillet sammen med forventelige rentestigninger og en kreditstramning ville føre til en mere omfattende arbejdsløshed. Berlingske Tidende replicerede i en leder den 28.2.1951: At Virkningen skulde blive af den skæbnesvangre Karakter som udmalet i Social-Demokraten, kan man roligt se bort fra. Der er et betydeligt Spring fra den nuværende Overbeskæftigelse til den Tilstand paa Arbejdsmarkedet, der maa betegnes som sund, og under hvilken Produktionen vil kunne naa det højest mulige Omfang. Intet fornuftigt og ansvarsbevidst Menneske vil i vore Dage kunne tænke sig at søge fremkaldt en Arbejdsløshed i den store Stil. Naar der fra socialdemokratisk Side foregøgles noget saadant, er det mod bedre vidende i rent agitatorisk Øjemed. For avisen gjaldt det om at handle nu, dvs. gennemføre de trods alt begrænsede indgreb for at redde beskæftigelsen på længere sigt. Frem gennem foråret var argumentationen i Social-Demokratens dækning af de fortsatte forhandlinger, at udhulingen af pristallet ville vende den tunge ende nedad, dvs. at arbejderbefolkningen kom til at bære den største byrde ved sikringen af valutaen. I en leder den 15.3.1951 var markeringen, at Socialdemokratiet var indstillet på at finde en politisk løsning på betalingsbalanceproblemet, men den ufravigelige betingelse for partiets medvirken er og bliver en ligelig fordeling af byrderne, opretholdelse af den overenskomstmæssige pristalsregulering og en løsning, der virkelig kan rette op på betalingsbalancen. Fagbevægelsen havde som nævnt distanceret sig fra at ophæve den automatiske pristalsregulering af lønnen. Beskæftigelsen var endnu ikke et tvingende argument. Vendt mod Social-Demokraten hævdede Vestkysten, at regeringens forslag var afbalancerede uden tyngende brod mod bestemte samfundsgrupper (leder den 15.3.1951). Beskæftigelsestemaet var fraværende. 25 Schmidt (1993), p. 256. Se også vurderingen hos Henrik S. Nissen (1991), p. 78 f.

Debatten fra 1950 og indtil 1954 17 1.4. Beskæftigelsestemaet køres i stilling af fagbevægelsen og Socialdemokratiet Hen på forsommeren 1951 blev beskæftigelsen kørt i stilling af fagbevægelsen. Det skete på De samvirkende Fagforbunds (DsF) årlige repræsentantskabsmøde den 17.5.1951. I en udtalelse fra mødet, gengivet i Social-Demokraten den 18.5.1951, insisterede DsF på fastholdelsen af den automatiske dyrtidsforhøjelse, og det fremgik endvidere, at fagforbundene ville rejse krav om en forkortelse af arbejdstiden, bl.a. i forlængelse af en beslutning truffet på et møde i Oslo i 1950 mellem repræsentanter for de nordiske landes fagbevægelser. Desuden ville DsF kræve en udvidelse af antallet af ferieuger fra de daværende 2 til 3. Samtidig markerede man en positiv holdning til investeringer og til en styrkelse af erhvervslivets produktivitet som en forudsætning for en fremgang i levevilkårene for hele befolkningen, herunder den ønskede reduktion af arbejdsugen. Men regeringen fulgte ifølge DsF ikke vejen mod et øget produktionsvolumen. Social-Demokraten gengav på forsiden hele repræsentantskabets udtalelse under rubrikken Regeringens pengepolitik truer beskæftigelsen. Udtalelsen fastslog: Vi må protestere mod den af regeringen førte pengepolitik, som angriber princippet om en høj og stabil beskæftigelse. Det er os fuldkommen uforståeligt, at en regering kan føre en politik, der direkte går imod det af alle frie internationale organisationer anerkendte krav om tryghed og sikkerhed i beskæftigelsen for det arbejdende folk. Vi må kræve, at der sættes ind for at sikre beskæftigelse til alle, og peger i denne forbindelse på de af De samvirkende Fagforbund fremsatte forslag til løsning af arbejdsløshedsproblemet. 26 Disse forslag sigtede mod at øge produktionens omfang gennem en aktiv arbejdsmarkedspolitik og en offensiv investeringspolitik for industrien. Fra de svenske socialdemokrater var således i begyndelsen af 1950 erne overtaget forestillinger om, at en aktiv arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik var et vigtigt element i sikringen af den fulde beskæftigelse i en situation, hvor der af hensyn til betalingsbalancen ikke kunne føres ren keynesiansk politik. 27 26 Repræsentantskabets udfald mod regeringen omfattede også angreb på dens bolig- og socialpolitik. I udtalelsen var der desuden kraftige angreb på kommunisterne, der styret af Moskva søgte at skabe ufred, mistillid og utilfredshed med arbejdernes egne organisationer, og udtaler sin foragt for en bevægelse, der forsøger at få medlemmerne til at træffe beslutninger uden om deres lovligt valgte organisationer og kompetente forsamlinger for at opfylde en kommunistisk politik, som kun har til opgave gennem splittelse at skabe grobund for den internationale kommunisme (Social-Demokraten den 18.5.1951). Udtalelsen blev formuleret, mens den kolde krig var hårdest med mere varme konfrontationer i Korea, men argumentationen var i sit indhold helt identisk med den socialdemokratiske argumentation i 1930 erne. 27 Denne mere teoretiske udvikling i begyndelsen af 1950 erne i Socialdemokratiet skal der ikke gøres nærmere rede for her. I stedet henvises til Jørgensen (2004). En introduktion til, hvordan den svenske arbejdsmarkedspolitik videreudvikles i slutningen af tiåret, findes i Gösta Rehn (1987) (skrifter udvalgt af Eskil Wadensjö, Åke Dahlberg

18 Debatten fra 1950 og indtil 1954 Blandt de borgerlige aviser var dækningen af udfaldene på repræsentantskabsmødet langt mere afdæmpet. Nationaltidende kunne den 18.5.1951 gengive en kun moderat kritik af forårets økonomiske forlig fremsat af DsF-formanden Eiler Jensen: Fagbevægelsen er ikke alt for tilfreds med det, og jeg røber ingen Hemmelighed ved at sige, at det baade er paa Prisfronten og Valutafronten, at vi gerne havde set mere indgribende Løsninger. Forliget har imidlertid en Række positive Sider. Den vigtigste paa længere Sigt er utvivlsomt, at der er gennemført Prisstop paa Hjemmemarkedet for en Række Landbrugsvarer. Det er næppe muligt at komme længere ad finanspolitisk Vej. Kritikken af regeringens pengepolitik var holdt i helt generelle vendinger: Kreditindskrænkninger vil Fagbevægelsen under ingen Omstændigheder være med til. Om beskæftigelsessituationen var omtalen i det hele taget afdæmpet. Men det blev som i Social-Demokratens referat nævnt, at DsF arbejdede for en forkortelse af arbejdstiden. I formandens argumentation indgik også en genoplivning af ordningen med arbejdsfordeling: Vi har anmodet Arbejdsmarkedskommissionen om at tage Spørgsmaalet om en Arbejdsfordeling op. Denne Kommission har virkelig taget fat paa de Problemer, den har faaet overgivet (Nationaltidende den 18.5.1951). I Land og Folk blev det helt igennem socialdemokratisk dominerede DsF udsat for en hård kritik den 18.5.1951: 28 Socialdemokraterne sluttede op om Danmarks oprustningspolitik, og dermed var der ifølge Land og Folk kun mørke fremtidsudsigter for den danske arbejder. Arbejdsløsheden og fattigdommen ville blive større, og endda opfordrede Eiler Jensen arbejderne til at pukle mere. Om udvidelsen af antallet af ferieuger og en og Bertil Holmlund), især i de tre økonomers indledning til udvalget. Se evt. også: Henry Milner og Eskil Wadensjö (red.). (2001) om teoridannelsen fra begyndelsen af 1950 erne og frem. I denne antologi skriver Eskil Wadensjö følgende om situationen i begyndelsen af 1950 erne: Sverige har haft en aktiv arbejdsmarkedspolitik igennem mange år. Dens administrative udformning ændredes gradvist gennem den første halvdel af 1900-tallet og indtil dens udformning blev fastlagt med Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS) i 1948. Da LO-økonomerne i slutningen af 1940 erne og begyndelsen af 1950 erne diskuterede, hvordan man kunne formulere en politik, der gjorde det muligt at forene fuld beskæftigelse med prisstabilitet, fandtes allerede en udbygget arbejdsmarkedspolitik (Eskil Wadensjö (2001), p. 3). 28 Kun 4 af de delegerede stemte mod formandens beretning. Forsamlingen udtalte i tilslutning til beretningen sin anerkendelse af den virksomhed, der har været udført, og fremhæver særlig betydningen af, at det sammen med Socialdemokratiet er lykkedes at forhindre de angreb, som har været rettet mod vore overenskomster og vore organisationer.

Debatten fra 1950 og indtil 1954 19 arbejdstidsforkortelse var Eiler Jensens beretning ifølge den kommunistiske avis helt vævende og aldeles uforpligtende. Journalistisk var formen en sammenblanding af journalistens egne kommentarer og delvist omskrevne citater af DsF-formanden uden, at det fremgik, hvor citaterne begyndte, og hvor de stoppede. Herved blev de socialdemokratiske ledere tillagt en fuldstændig ulogisk og modstridende argumentation: Påskeforliget med alle dets nedskæringer og tvangsopsparingen er en realitet, som ingen kan rokke ved, hvorfor han forsvarede det. Eiler Jensen ville medvirke til, at arbejderne får lov til at pukle endnu mere, men han udtalte, at der ingen grund var til at skjule, at arbejdsløsheden ville blive endnu værre til efteråret, når de gamle partiers nedskæringspolitik slår igennem for alvor. Nogle måneder senere, i august 1951, havde tobaksarbejderne en betydelig ledighed som følge af afgiftsforhøjelserne. I en tale på tobaksarbejdernes kongres i slutningen af måneden hævdede DsF-formanden, at Regeringen vil ikke fuld beskæftigelse (Social-Demokraten den 27.8.1951). Afgifterne begrænsede forbruget og dermed beskæftigelsen, 29 og samme regering havde tilmed afskaffet loven om arbejdsfordeling. 30 Denne lov kunne ellers have haft sin berettigelse i en situation, hvor nogle brancher led af høj arbejdsløshed: Vi burde have haft en arbejdsfordelingslov, som kunne være trådt i kraft for f.eks. tobaksfaget og textilfaget samt andre, der er belemret med arbejdsløshed. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Nationaltidende bragte lignende referater, mens Vestkysten undlod at dække aktiviteterne. Inden kongressen havde demonstrerende tobaksarbejdere henvendt sig til regeringen, hvor de var blevet modtaget af den konservative arbejds- og socialminister Poul Sørensen: Deputationen overrakte ministeren en resolution, hvori kræves af regeringen, at den lemper tobaksbeskatningen og standser kreditstramnings-politikken. Man henviste til, at faget ved opgørelsen i juli havde haft 39,1 % arbejdsløse og krævede, at regeringen, hvis den ikke opfyldte de stillede krav, så gennemfører en arbejdsfordelingslov i lighed med den, der gjaldt under besættelsen (Social-Demokraten den 25.8.1951). De københavnske tobaksarbejderes demonstration og kongres blev anledning til en hel kampagne i Land og Folk vendt mod de socialdemokratiske politikere og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen. Grundtemaet var, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen støttede oprustningen og koldt og kynisk konspirerede mod den danske arbejder. 29 Tobaksskatterne udgør alene 40 pct. af alle Forbrugsafgifter, Social-Demokraten den 27.8.1951. 30 Se Bent Jensen (2007) for en nærmere omtale af loven, der var i kraft indtil april 1946.