Indhold 1 Opretholdelse af konsignationsforholdet ved forhandlerens konkurs betingelser og nødvendige foranstaltninger 2 Konsignation og virksomhedspant i fabriksnye biler - kolliderende rettigheder og nødvendige foranstaltninger 3 Bilforhandler i betalingsstandsning - importørens retsstilling
1 Opretholdelse af konsignationsforholdet ved forhandlerens konkurs betingelser og nødvendige foranstaltninger Af advokat Jacob Ørskov Rasmussen og advokat Nina Boserup Ved konsignation forstås en salgsform, hvor sælger forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, indtil købesummen er betalt, men hvor køber samtidig i modsætning til et almindeligt salg med ejendomsforbehold har ret til at videresælge det købte. Salgsformen anvendes alene mellem erhvervsdrivende og er meget udbredt i bilbranchen, hvor mange bilimportører sælger fabriksnye biler til deres forhandlere i konsignation. I tilfælde af forhandlerens konkurs kan bilimportøren alene tage biler tilbage, hvis der for så vidt angår disse er etableret et gyldigt konsignationsforhold mellem importøren og forhandleren. Hvis dette ikke er tilfældet, vil importøren være henvist til at anmelde sit krav på betaling for de pågældende biler som et simpelt krav i boet - og boet vil oppebære den fulde fortjeneste ved salget af bilerne. Da importørens krav i så fald typisk alene dækkes med en meget lav dividende - om overhovedet nogen - er det særdeles vigtigt, at importøren behørigt sikrer sin ret til at tilbagetage de biler, der er omfattet af konsignationen, i tilfælde af forhandlerens konkurs. Som udgangspunkt skal ejendomsforbehold i biler i henhold til tinglysningsloven tinglyses i bilbogen for at opnå beskyttelse mod forhandlerens kreditorer, herunder et konkursbo. Tinglysningsloven fastslår imidlertid, at ejendomsforbehold i fabriksnye biler hverken kan eller skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod kreditorer. Uanset den manglende tinglysning, skal konsignationsforholdet mellem bilimportøren og dennes forhandler af fabriksnye biler således respekteres af forhandlerens konkursbo - dog alene hvis konsignationsforholdet er gyldigt etableret. Denne artikel gennemgår alene betingelserne for opretholdelse af konsignationsforholdet for fabriksnye biler og de nødvendige foranstaltninger, bilimportøren bør foretage med henblik på at sikre muligheden for tilbagetagelse af bilerne ved forhandlerens konkurs. Konsignationssalg af indregistrerede biler og løsøre behandles således ikke. Gyldighedsbetingelser for konsignation Betingelserne for et konsignationsforholds gyldighed er i vidt omfang ulovregulerede. På baggrund af praksis kan der dog opstilles en række betingelser, som skal være opfyldt, for at aftalen om konsignation er gyldig mellem parterne og dermed også skal respekteres af forhandlerens konkursbo.
For det første skal de almindelige betingelser for ejendomsforbehold i erhvervsforhold være opfyldt, hvorefter Der skal være indgået en aftale om ejendomsforbehold Denne aftale skal være indgået senest ved overgivelsen af det købte til køberen Det samlede beløb, der skal betales, skal overstige kr. 2.000 og Kreditkøbet skal ikke være sket i henhold til en aftale om kredit med variabelt lånebeløb. Disse betingelser suppleres dernæst ved konsignation med krav om, At de solgte varer lader sig klart adskille fra andre varer At der sker afregning til konsignationssælger At afregningen sker i takt med videresalget af de af konsignationen omfattede varer og At der føres en vis kontrol med afregningen og med varernes tilstedeværelse. Reglerne har til formål at sikre forhandlerens kreditorer mod misbrug og kreditorbesvigelser, sådan at forhandleren og/eller importøren ikke efter aftaleindgåelse og leverance af de biler, der er omfattet af konsignationen, egenhændigt og til skade for kreditorerne har mulighed for at beslutte, hvilke af disse der er omfattet af importørens ejendomsforbehold. Nødvendige foranstaltninger Det har i praksis vist sig, at importøren kan få problemer med at dokumentere den korrekte opfyldelse af visse af ovenstående betingelser. Nedenfor følger derfor en kort beskrivelse af det nærmere indhold af disse og en gennemgang af, hvordan forholdene kan håndteres i praksis for at undgå problemer med ejendomsforbeholdets opretholdelse i forhold til forhandlerens konkursbo. Det skal dog understreges, at importørens procedurer i forbindelse med konsignationssalg bør afstemmes nøje med forhandlerkontraktens bestemmelser, hvorfor de nedenfor anførte forhold alene kan tjene som eksempler på den praktiske håndtering af et konsignationsforhold. Ejendomsforbeholdet skal være aftalt senest ved overgivelsen af bilen Det ses typisk, at en aftale om ejendomsforbehold fremgår af forhandlerkontrakten. En sådan aftale beskriver imidlertid ikke, hvilke biler der rent konkret er omfattet af et ejendomsforbehold. Der bør derfor i forbindelse med levering af hver enkelt konsignationsbil derudover udstedes en konsignationsnota eller lignende, hvoraf det klart og tydeligt fremgår, at den pågældende bil er omfattet af parternes aftale om ejendomsforbehold. Notaen bør indeholde tilstrækkelige oplysninger til brug for identifikation af bilen, f.eks. ved angivelse af bilens mærke, model, farve og chassisnummer. Notaen bør udstedes til og underskrives af forhandleren, inden bilen overgives til denne. Det kan herved dokumenteres, at ejendomsforbeholdet for så vidt angår den enkelte bil er aftalt senest ved overgivelse heraf til forhandleren. Hvis importøren forsømmer at sikre sig dokumentation for, at der ved hvert enkelt salg af en bil er aftalt et ejendomsforbehold med forhandleren, vil importøren løbe en risiko for, at ejendomsforbeholdet for så vidt angår den enkelte bil, hvor dokumentationen mangler, ikke kan gøres gældende i forhold til forhandlerens konkursbo. Forhandlerens afregning til importøren skal ske i takt med videresalget Opretholdelsen af importørens ejendomsforbehold i forhold til forhandlerens konkursbo forudsætter, at konsignationsforholdet inden konkursen har været administreret sådan, at forhandleren løbende har foretaget afregning af provenuet fra salg af konsignationsbiler til importøren i takt med videresalget heraf. I henhold til praksis er det dog ikke nødvendigt, at købesummen straks afregnes til importøren, når blot afregningen sker løbende, f.eks. en gang om måneden. I praksis aftales det dog ofte, at afregning af købesummen skal ske straks i forbindelse med forhandlerens salg af konsignationsbilen til slutbrugeren. Hvis afregning ikke sker i takt med videresalget, vil hele konsignationsforholdet risikere at blive tilsidesat, sådan at ingen af de biler, der er omfattet af forholdet, kan kræves udleveret af importøren ved forhandlerens konkurs. Det er således løbende nødvendigt at sikre sig efterlevelse af kravet om, at afregning til importøren sker i takt med forhandlerens videresalg. Importøren skal føre kontrol med afregningen og varernes tilstedeværelse Den praktiske gennemførelse af kontrollen med afregningerne må nødvendigvis afhænge af, hvordan forhand-
leren i henhold til det aftalte skal afregne købesummen for konsignationsbilerne til importøren. Hvis afregningen skal ske straks i forbindelse med salget af konsignationsbilen, må importøren etablere en procedure, der sikrer, at denne afregning sker, f.eks. ved tilbageholdelse af bilens papirer indtil modtagelse af købesummen, jf. herom nedenfor. Hvis afregning skal ske f.eks. hver uge eller måned, må kontrolproceduren tage højde herfor, f.eks. ved krav om forhandlerens løbende udarbejdelse og fremsendelse af et konsignationsregnskab til importøren. mellem parterne m.v., kan fastslås, i hvilket omfang der skal føres kontrol med bilens tilstedeværelse for at sikre importørens ret til bilerne i forhold til forhandlerens eventuelle konkursbo. For så vidt angår den fysiske kontrol med varernes tilstedeværelse lægges i praksis vægt på, om ordningen, sådan som den reelt udføres, udgør en tilstrækkelig kontrol og ikke har indeholdt fare for misbrug til skade for kreditorerne. Dette skyldes, at kontrollen netop skal begrænse forhandlerens frie dispositionsret i forhold til importøren, da importørens ret til bilerne ellers ikke kan legitimeres i forhold til de øvrige kreditorer. En enkelt dom synes at efterlade det indtryk, at importørens besiddelse af bilens papirer i sig selv udgør en effektiv kontrol med bilernes tilstedeværelse, idet salg af bilerne i realiteten ikke er mulig, før importøren (evt. mod modtagelse af købesummen for bilen) udleverer bilens papirer til forhandleren. Det anbefales dog, at importøren - udover en fremgangsmåde med udlevering af bilens papirer efter modtagelse af købesummen - også foretager en selvstændig og løbende periodisk fysisk kontrol med, at de af konsignationsforholdet omfattede biler rent faktisk stedse befinder sig hos forhandleren. Det kan ikke af praksis udledes, hvor ofte kontrollen med varernes tilstedeværelse bør føres. Det må således antages, at det alene på baggrund af en konkret vurdering, herunder af parternes forhold i øvrigt, tidligere praksis Opsummering På baggrund af ovennævnte forhold må det konkluderes, at det er særdeles vigtigt, at procedurerne i forbindelse med og den praktiske håndtering af konsignationssalg af fabriksnye biler, herunder særligt kontrolforanstaltningerne i forhold til afregning og varernes tilstedeværelse, med jævne mellemrum gennemgås af importøren. Det skal herved sikres, at betingelserne for at håndhæve ejendomsforbeholdet i nævnte biler til stadighed er opfyldt, sådan at ejendomsforbeholdet kan opretholdes overfor forhandlerens konkursbo.
2 Konsignation og virksomhedspant i fabriksnye biler - kolliderende rettigheder og nødvendige foranstaltninger Af advokat Andreas Kærsgaard Mylin og advokat Nina Boserup I 2006 blev det muligt for erhvervsdrivende at give pant i alt, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver (virksomhedspant), herunder blandt andet i kundefordringer, varelagre, fabriksnye biler og driftsmidler m.v. Virksomhedspantet etableres ved et skadesløsbrev med en fast beløbsgrænse for størrelsen af det krav, pantet yder sikkerhed for, og det skal tinglyses i pantsætters personbog for at få virkning over for kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Indtil videre er det typisk de erhvervsdrivendes bankforbindelser, der har etableret virksomhedspant til sikkerhed for deres bankengagement. Det er dog i princippet muligt at tilbyde et virksomhedspant som sikkerhed over for alle kreditorer, dog ikke over for nærstående. Ved nærstående forstås blandt andet pantsætters ægtefælle og nærmeste slægtninge, selskaber tilhørende disse, pantsætters moderselskab eller selskaber tilhørende pantsætters ejer/moderselskab. Med indførelsen af reglerne om virksomhedspant er der nu risiko for, at konsignationssælgerens ret til at tage fabriksnye biler tilbage fra bilforhandleren, f.eks. i tilfældet af dennes konkurs, i visse tilfælde må vige for et senere (men før konkursen) stillet virksomhedspant i samme aktiver. Virksomhedspanthaveren er typisk den eneste kreditor, der modtager hel eller delvis dækning for sit tilgodehavende ved virksomhedspantsætters konkurs. Det er således af afgørende betydning for en konsignationssælgers sikring af sit krav på betaling af købesummen for fabriksnye biler, at risikoen for, at konsignationssælgerens ret bliver ekstingveret (fortrængt), så vidt muligt imødegås, jf. herom nedenfor. Baggrund Det følger af tinglysningslovens 42d, stk. 2, at ejendomsforbehold i fabriksnye biler hverken kan eller skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod kreditorer. Konsignationsforholdet mellem en bilimportør og dennes forhandlere af fabriksnye biler skal således uanset den manglende tinglysning respekteres af forhandleres kreditorer, herunder et konkursbo, hvis konsignationsforholdet er gyldigt etableret mellem importøren og forhandleren. I modsætning hertil kan godtroende aftaleerhververe (købere eller panthavere) ekstingvere importørens ejendomsforbehold i de fabriksnye konsignationsbiler, hvis de almindelige ekstinktionsbetingelser er opfyldt. Det er således et kendt problem i bilbranchen, at en godtroende køber af en konsignationsbil vil vinde ret til bilen i forhold til konsignationssælgeren, trods et tidligere taget ejendomsforbehold i bilen. Som et værn mod denne problemstilling etableres i praksis et system med løbende håndtering af bilens dokumenter og afregning fra forhandleren til importøren, importørens kontrol med salget af biler og den løbende afregning m.v. Konsignationssælgeren skal også som hidtil respektere, hvis konsignationskøberen giver pant i en konsignationsbil til en godtroende aftaleerhverver. Virksomhedspant - pantsætningsforbud Etablering af virksomhedspant og kolliderende rettigheder Et virksomhedspant, hvorved en kreditor til sikkerhed for et på forhånd fastsat beløb f.eks. opnår pant i kundefordringer, varelager, fabriksnye biler og driftsmidler m.v., skal tinglyses i personbogen for at opnå gyldighed i forhold til kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Efter indførelsen af reglerne om virksomhedspant viger konsignationssælgerens ret til fabriksnye konsignationsbiler nu også for virksomhedspanthavers ret, hvis forhandleren efter købet af fabriksnye biler i konsignation giver virksomhedspant i disse til en godtroende aftaleerhverver. Det er således nu muligt for forhandleren at give virksomhedspant i blandt andet fabriksnye biler, ligesom det er muligt, at der i skadesløsbrevet ved såkaldt relaksation kan undtages særlige bilmærker fra pantet, f.eks. de af konsignationssælgeren førte. Konsignationssælgeren skal dog være opmærksom på, at en sådan bestemmelse jo ikke hindrer, at der senere kan komme et fuldt virksomhedspant, som så vil omfatte også de af konsignationssælgeren solgte bilmærker.
Virksomhedspant gives som anført indtil videre typisk til banker. Som professionel långiver vil bankerne i visse tilfælde kunne siges at være bekendt med det forhold, at bilforhandlernes finansiering af købet af fabriksnye biler typisk sker ved køb på konsignationsvilkår. I visse tilfælde er det således muligt, at banken kan anses for at være i ond tro om konsignationssælgerens ejendomsforbehold i de fabriksnye biler hos forhandleren, og i så fald viger konsignationssælgerens ret til de under konsignation solgte fabriksnye biler ikke for bankens tinglyste virksomhedspant. Imidlertid er der en risiko for, at en virksomhedspanthaver, der var i ond tro om konsignationssælgerens ret til de fabriksnye biler hos forhandleren på tidspunktet for tinglysningen af virksomhedspantet heri, vil gøre gældende, at de fabriksnye biler, der leveres i konsignation efter tinglysningen af virksomhedspantet, vil blive grebet af virksomhedspantet, selvom panthaver på tidspunktet for tinglysning heraf var i ond tro. Hvis virksomhedspanthaver får medhold i et sådant synspunkt, vil virksomhedspanthaveren i tilfælde af forhandlerens konkurs vinde ret til de fabriksnye biler, der er leveret til forhandleren efter tidspunktet for tinglysning af virksomhedspantet. For at imødegå risikoen for at blive fortrængt af en godtroende virksomhedspanthaver - og eventuelt også en virksomhedspanthaver i ond tro i forhold til biler leveret efter tinglysning af virksomhedspantet - bør konsignationssælgeren af fabriksnye biler sikre sig, at forhandleren hverken helt eller delvist tinglyser et virksomhedspant i bilaktiver, der kolliderer med de bilmærker, man ønsker at sælge i konsignation. Eksempel på nødvendig foranstaltning De nævnte risici kan imødegås ved, at konsignationssælgeren sikrer sig, at bilforhandleren i personbogen tinglyser et pantsætningsforbud (også kaldet en negativerklæring) vedrørende de fabriksnye biler, med konsignationssælgeren som påtaleberettiget. For at sikre muligheden for at forhindre tinglysningen af et efterfølgende stillet virksomhedspant, skal konsignationssælgeren være opmærksom på, at vedkommende anføres som påtaleberettiget - uanset om flere forskellige kreditorer har samme interesse i et pantsætningsforbud. Når et pantsætningsforbud er tinglyst i forhandlerens personbog, vil det ikke være muligt efterfølgende at få tinglyst et virksomhedspant omfattende disse aktiver, medmindre konsignationssælgeren giver samtykke hertil. Der er formulartvang ved tinglysning af pantsætningsforbudet, og der stilles således visse formelle krav til udformningen af erklæringen. Afgiften for tinglysning heraf udgør kr. 1.400, uanset hvor mange typer af aktiver pantsætningsforbudet vedrører. Biler der er registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer Som hidtil skal ejendomsforbehold (herunder konsignation) og underpant i biler, der er registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer ("CRM"), tinglyses i bilbogen for at opnå beskyttelse over for kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Det er ikke muligt at etablere virksomhedspant i biler, der er registreret i CRM, eller som tidligere har været registreret i CRM eller i et tilsvarende udenlandsk bilregister. Der kan således ikke opstå en kollision mellem konsignationssælgerens rettigheder over en indregistreret bil, der er lyst i bilbogen, og virksomhedspanthavernes rettigheder, der lyses i personbogen. Konsignationssælgere af biler, der er registreret i CRM, skal således som hidtil sikre sig, at deres ret over den solgte bil tinglyses i bilbogen. Konklusion Ovennævnte forhold bør give anledning til, at procedurerne i forbindelse med, og den praktiske håndtering af, konsignationssalg af fabriksnye biler med mellemrum gennemgås med henblik på at sikre, at betingelserne for at håndhæve ejendomsforbeholdet i nævnte biler til stadighed kan opretholdes overfor købers kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Det bør samtidig sikres, at ejendomsforbeholdet i forhold til reglerne om virksomhedspant ikke reelt udhules. For at imødegå risikoen for at blive fortrængt af en godtroende virksomhedspanthaver - og eventuelt også en virksomhedspanthaver i ond tro i forhold til biler leveret efter tinglysning af virksomhedspantet - bør konsignationssælgeren af fabriksnye biler således sikre sig, at forhandleren får tinglyst et pantsætningsforbud i personbogen med konsignationssælgeren som påtaleberettiget.
3 Bilforhandler i betalingsstandsning - importørens retsstilling Af advokat Andreas Kærsgaard Mylin og advokat Nina Boserup I gensidigt bebyrdende aftaler om løbende retsforhold ses ofte indsat en bestemmelse om, at den ene parts betalingsstandsning eller konkurs anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Bestemmelser af denne karakter ses også typisk i bilbranchens forhandleraftaler og har til formål at sikre importøren mod at lide (yderligere) tab, idet handel med en forhandler, der er under betalingsstandsning eller konkurs, ikke giver importøren sikkerhed for rettidig og fuld betaling ved forfaldstid. Importøren vil derfor typisk have et ønske om at hæve forhandleraftalen på så tidligt et tidspunkt som muligt for derved for eksempel at få mulighed for at tilbagetage biler, som måtte være solgt i konsignation, og for at undgå risikoen for, at der gennem yderligere samhandel bliver oparbejdet et usikret tilgodehavende hos forhandleren. Det er imidlertid almindeligt antaget i dansk ret, at et konkursdekret over den ene part i sig selv ikke berettiger den anden part til at ophæve parternes aftale. Dette skyldes, at reglerne i konkursloven ufravigeligt medfører, at den konkursramte parts konkursbo som hovedregel har ret til at indtræde i de kontrakter, boet måtte ønske at fortsætte. Konkurslovens 55, stk. 1, lyder "Boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede gensidigt bebyrdende aftaler." Konkurslovens 56 lyder "Indtræder boet i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vilkår. Stk. 2. Angår aftalen en løbende ydelse til skyldneren, bliver boet ved sin indtræden forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse som massekrav." Det kan derfor ikke med virkning for forhandlerens konkursbo på forhånd aftales, at forhandlerens konkurs uden videre berettiger importøren til at hæve forhandleraftalen, idet en sådan bestemmelse ville udhule boets mulighed for at indtræde i aftalen. Samtidig ligger det fast, at hvis forhandleren inden konkursdekretets afsigelse har misligholdt forhandleraftalen væsentligt, vil importøren uanset forhandlerens konkurs have ret til at hæve forhandleraftalen. Konkurslovens 58, stk. 2, lyder "Medkontrahenten kan [ ] hæve aftalen, såfremt han bortset fra konkursen havde adgang hertil." De citerede regler fra konkursloven er efter deres ordlyd og placering i konkursloven ikke direkte anvendelige på forhandlerens betalingsstandsning. I det følgende gennemgås derfor importørens retsstilling i tilfælde af forhandlerens betalingsstandsning, herunder mulighed for at hæve forhandleraftalen og tvangsfuldbyrdelse af kravet mod forhandleren. Betalingsstandsning Generelt En insolvent forhandler - og kun forhandleren selv - kan i henhold til konkurslovens regler anmelde betalingsstandsning til skifteretten, som samtidig med modtagelse af anmeldelsen udpeger et tilsyn. Tilsynet, som typisk er en advokat, skal føre tilsyn med forhandlerens virksomhed under betalingsstandsningen og give samtykke til væsentlige dispositioner. Virkningen af tilsynets samtykke til en disposition, f.eks. køb i henhold til en forhandleraftale, er, at importørens krav får fortrinsstilling i forhold til en række andre kreditorer efter konkurslovens 94 i tilfælde af forhandlerens efterfølgende konkurs. Samtidig bevirker tilsynets samtykke, at dispositionen i tilfælde af forhandlerens efterfølgende konkurs ikke kan omstødes i henhold til konkurslovens 72, medmindre tilsynet ved samtykket åbenbart har overskredet sine beføjelser. Forhandlerens ledelse bevarer rådigheden over forhandlerens aktiver under betalingsstandsningen. I forbindelse med en anmeldelse af betalingsstandsning sker der således ikke - som i forbindelse med afsigelsen af et konkursdekret - en ændring af forhandlerens juridiske person, som er den samme både før og efter anmeldelsen af en betalingsstandsning.
En forhandlers generelle betalingsudeblivelse i forhold til alle kreditorer, eller hvor forhandleren vælger ikke at betale enkelte kreditorer, sidestilles i praksis med en betalingsstandsning, som dermed altså ikke nødvendigvis anmeldes til skifteretten. En sådan betalingsstandsning benævnes ofte en "stille" betalingsstandsning, og det nedenfor anførte om muligheden for at hæve forhandleraftalen i forbindelse med forhandlerens betalingsstandsning vil således som udgangspunkt også gælde en sådan. Den stille betalingsstandsning er - i modsætning til den anmeldte - som udgangspunkt ikke omfattet af konkurslovens regler. Dette betyder blandt andet, at der ikke er noget tilsyn, der kan give samtykke til dispositioner under betalingsstandsningen. Importøren vil således under en stille betalingsstandsning ikke kunne opnå fortrinsstilling for sit krav efter konkurslovens 94, ligesom importøren ikke kan sikre sig mod omstødelse af en disposition efter konkurslovens 72. Derudover gælder de nedenfor omtalte regler om tvangsfuldbyrdelse ikke under en stille betalingsstandsning, jf. nærmere herom nedenfor. Importørens mulighed for at hæve forhandleraftalen i forbindelse med forhandlerens betalingsstandsning Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, hvor der tages stilling til, om importøren kan støtte ret på en bestemmelse om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse, og teorien på området er bestemt ikke entydig. På den ene side er det gjort gældende, at det for importøren er mindre indgribende, at forhandleren anmelder betalingsstandsning, end at han tages under konkursbehandling. Da afsigelsen af et konkursdekret i sig selv ikke kan betragtes som en væsentlig misligholdelse af aftalen, jf. ovenfor, kan anmeldelse af betalingsstandsning herefter som det mindre i det mere heller ikke anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Hertil kommer, at konkurslovens regler om boets indtrædelsesret i betydeligt omfang kunne undergraves, hvis en bestemmelse om, at anmeldt betalingsstandsning kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse, kan håndhæves, når nu en tilsvarende bestemmelse om konkurs ikke er gyldig. Ud fra dette synspunkt vil importøren således ikke kunne håndhæve en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens betalingsstandsning i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse. På den anden side sker der som anført modsat konkurssituationen - ikke nogen ændring af skyldners juridiske person i forbindelse med dennes betalingsstandsning. Som følge heraf er der ikke nogen ny juridisk person, der skal overveje, om den skal indtræde i forhandleraftalen under forhandlerens betalingsstandsning. Hertil kommer, at reglerne om boets indtrædelsesret står i den del af konkursloven, der vedrører skyldners konkurs - og ikke er gentaget i afsnittet vedrørende anmeldt betalingsstandsning. Reglerne om indtrædelse finder derfor som nævnt ikke direkte anvendelse under betalingsstandsning. Ud fra disse synspunkter er der ikke noget til hinder for, at importøren og forhandleren på forhånd aftaler, at forhandlernes anmeldelse af betalingsstandsning i sig selv udgør en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen. Der ses som nævnt ikke at foreligge trykt praksis om, hvorvidt importøren kan støtte ret på en bestemmelse i forhandleraftalen om, at forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning i sig selv kan anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen. Der er dog meget, der ud fra en formålsfortolkning af konkursloven taler for, at parterne ikke kan udhule den ret, et even-
tuelt kommende konkursbo som udgangspunkt må siges at have til at indtræde i forhandleraftalen ved i denne aftale at bestemme, at forhandlerens anmeldte betalingsstandsning i sig selv kan udgøre en hævebegrundende misligholdelse. Da forholdet ikke er endeligt afklaret, bør bestemmelser af nævnte karakter dog (fortsat) udgøre en del af i forhandleraftalerne. Omvendt er der i teorien enighed om, at importøren - ligesom i tilfælde af forhandlerens konkurs - efter al sandsynlighed vil være berettiget til at hæve forhandleraftalen, hvis importøren uanset betalingsstandsningen ville være berettiget hertil. Hvorvidt importøren har en sådan ret til at hæve forhandleraftalen må i så tilfælde bero på en konkret vurdering. Det bør derfor overvejes, om formuleringer om, i hvilket omfang forhandleraftalen kan anses for misligholdt eller ej, i yderligere grad bør tilpasses aftalens parter og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der vil formentlig herved i højere grad kunne opnås det resultat, at importøren kan støtte ret på forhandleraftalens formulering af, hvornår der foreligger en hævebegrundende misligholdelse fra forhandlerens side - i modsætning til det tilfælde, hvor misligholdelse (alene) defineres standardmæssigt, f.eks. således at forhandlerens betalingsstandsning og konkurs (etc.) i sig selv anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen. Mulighed for tvangsfuldbyrdelse Det følger af konkursloven, at kreditorerne efter skyldners anmeldelse af betalingsstandsning som udgangspunkt ikke kan foretage udlæg i skyldners aktiver. Efter forhandlerens anmeldelse af betalingsstandsning kan importøren således ikke sikre et eventuelt usikret tilgodehavende hos forhandleren ved foretagelse af udlæg via fogedretten. Da konkursloven som ovenfor anført ikke gælder stille betalingsstandsninger, vil importøren under en sådan fortsat kunne foretage udlæg i forhandlerens aktiver. Kreditorernes ret til at få gennemført en umiddelbar fogedforretning berøres dog ikke af betalingsstandsningen - hvad enten denne er anmeldt til skifteretten eller ej. Hvis importøren har solgt biler til en forhandler i konsignation, vil importøren således også efter forhandlerens betalingsstandsning - hvis forhandleraftalen berettiger hertil, f.eks. fordi forhandleraftalen er ophørt - kunne tilbagetage de af konsignationen omfattede biler, og om nødvendigt også med fogedrettens hjælp. Standsningsret og sikkerhedsstillelse (i) Salgsgenstanden er ikke leveret til den betalingsstandsningsramte forhandler En forhandlers betalingsstandsning vil som nævnt ikke nødvendigvis i sig selv kunne anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af forhandleraftalen, og en bestemmelse herom i forhandleraftalen vil muligvis kunne tilsidesættes. På trods heraf vil importøren formentlig kunne anse forhandlerens betalingsstandsning for at udgøre såkaldt anticiperet misligholdelse af forhandleraftalen. Forhandlerens anmeldte eller stille betalingsstandsning vil derfor i visse situationer berettige importøren til at holde salgsgenstanden (f.eks. biler og reservedele) tilbage, eller, hvis salgsgenstanden allerede er afsendt, at hindre dens overgivelse til forhandleren, indtil denne stiller sikkerhed for betaling herfor. Købelovens 39 lyder "Kommer køberen efter købets afslutning under konkurs [ ], har sælgeren, skønt der er givet henstand med betalingen, ret til at holde salgsgenstanden tilbage eller, hvis den er forsendt fra leveringsstedet, at hindre dens overgivelse til boet, indtil betryggende sikkerhed stilles for købesummens betaling til forfaldstid. Er tiden for leveringen kommet, og boet ikke på sælgerens opfordring stiller sådan sikkerhed, kan han hæve købet. Stk. 2. Disse bestemmelser kommer også til anvendelse, hvis efter købets afslutning køberen [ ] har standset sine betalinger, eller hans formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må antages at ville være ude af stand til at betale købesummen, når den forfalder. Muligheden for at udnytte ovennævnte standsningsret og kræve sikkerhedsstillelse for betaling af salgsgenstanden gælder dog kun, hvis importøren ikke åbenbart er sikret overfor forhandlerens kreditorer, herunder evt. kommende konkursbo, på en betryggende måde. I de tilfælde, hvor importøren ikke har anden sikkerhed for betaling af købesummen, f.eks. ved salg af reservedele på kredit, vil importøren i tilfælde af forhandlerens betalingsstandsning kunne hindre overgivelsen heraf til forhandleren og kræve sikkerhed for betalingen herfor. Hvis nævnte sikkerhed ikke stilles, er det muligt, at importøren er berettiget til at hæve hele forhandleraftalen,
i det omfang dennes bestemmelser må anses for at være indbyrdes afhængige af hinanden. (ii) Salgsgenstanden er leveret til den betalingsstandsningsramte forhandler efter betalingsstandsningens indtræden Konkurslovens 16c, stk. 1, lyder "Er en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag, overgivet til skyldneren efter, at skifteretten har modtaget anmeldelse om betalingsstandsning, kan ydelsen kræves tilbage, medmindre tilsynet tiltræder aftalen. Er forfaldstid for modydelsen ikke kommet, skal der på opfordring stilles sikkerhed for denne." Bestemmelsen gælder alene anmeldt betalingsstandsning og finder anvendelse på de situationer, hvor salgsgenstanden er overdraget til forhandleren efter dennes anmeldelse af betalingsstandsning, og hvis importøren på tidspunktet for leveringen ikke var klar over forhandlerens betalingsstandsning. I sådanne situationer vil importøren - med mindre tilsynet tiltræder forhandleraftalen - kunne kræve de leverede genstande retur. Hvis tilsynet tiltræder forhandleraftalen, vil importøren formentlig kunne kræve sikkerhedsstillelse for betaling af købesummen for de leverede salgsgenstande - i hvert fald i det omfang, importøren ikke herudover kan siges at have sikkerhed for betaling af købesummen for disse aktiver. Konklusion Som det fremgår ovenfor, har forhandlerens betalingsstandsning i flere sammenhænge stor betydning for importørens retsstilling uanset om betalingsstandsningen er anmeldt til skifteretten eller ikke. Det vil endvidere i forhold til f.eks. importørens eventuelle standsningsret være afgørende, at importøren reagerer hurtigt på en oplysning om, at forhandleren befinder sig i en situation, der har karakter af betalingsstandsning. Forhandlerens betalingsstandsning vil dog ikke nødvendigvis i sig selv give importøren ret til at hæve forhandleraftalen - uanset om importøren i forhandleraftalen er tillagt en sådan ret. Da retstilstanden ikke er fuldstændig klar, anbefales det dog, at forhandleraftaler (også fremover) indeholder en bestemmelse om, at forhandlerens (anmeldelse af) betalingsstandsning skal anses for at udgøre en hævebegrundende misligholdelse af aftalen, men at forhandleraftalen i øvrigt søges tilpasset parterne og de omstændigheder, aftalen i øvrigt skal regulere. Der bør herved tilstræbes en større mulighed for, at aftalens bestemmelser ikke kan tilsidesættes. I det omfang forhandleraftalen ikke ophører eller er ophørt af andre grunde, må det endvidere anbefales, at det i forbindelse med en forhandlers betalingsstandsning overvejes, i hvilket omfang der kan og bør stilles krav om sikkerhed for betaling af de salgsgenstande, der i medfør af forhandleraftalen leveres til forhandleren. I det omfang nævnte sikkerhed ikke stilles, eller hvis importøren også før betalingsstandsningen var berettiget hertil, bør importøren - hvis de kommercielle overvejelser måtte føre til samme resultat ophæve forhandleraftalen. Herved kan importøren sikre sig mod oparbejdelse af yderligere usikrede tilgodehavender hos forhandleren og få mulighed for straks at tilbagetage aktiver solgt i konsignation. Det bemærkes endelig, at Konkursrådet har afgivet en betænkning om rekonstruktion mv. (Bet. 1512/2009), som lægger op til en vis form for modernisering af betalingsstandsningsinstituttet, herunder visse af ovennævnte forhold. Justitsministeren har nu den 26. marts 2010 i Folketinget fremsat lovforslag om nye rekonstruktionsregler (lovforslag nr. 199 i 2010). Hvis loven vedtages, forventes det, at reglerne senest træder i kraft 1. marts 2011. Reglernes betydning for bilbranchen vil blive gennemgået nærmere i et kommende nyhedsbrev, når loven er vedtaget.
Kontakt Jacob Christensen advokat, partner jch@plesner.com Hans Hedegaard advokat, partner hhe@plesner.com Jacob Ørskov Rasmussen advokat, juniorpartner jor@plesner.com Christian Bojsen-Møller advokat, partner cbm@plesner.com Gitte Holtsø advokat, partner gho@plesner.com Tom Kári Kristjánsson advokat, partner tkk@plesner.com Jakob Schou Midtgaard advokat, partner jsm@plesner.com Andreas Kærsgaard Mylin advokat, associeret partner akm@plesner.com Lene Hartvigsen advokat leh@plesner.com Nina Boserup advokat nbo@plesner.com
Jakob Røddik Thøgersen advokat jrt@plesner.com Martin Andreas Gravengaard advokat mag@plesner.com Frederik Lassen advokat fla@plesner.com Søren Toft Bjerreskov advokat stb@plesner.com De ovennævnte advokater kan også kontaktes på telefon 33 12 11 33. OM PLESNER. Med 200 jurister og en samlet stab på 350 medarbejdere er Plesner et af landets førende internationale advokatfirmaer med specialer inden for alle erhvervs- og offentligretlige områder. Plesners vision er at være Danmarks bedste advokatfirma - det naturlige valg for enhver dansk og udenlandsk virksomhed med behov for erhvervsjuridisk rådgivning." Dette nyhedsbrev er kun til generel oplysning og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Plesner påtager sig intet ansvar for tab som følge af fejlagtig information i nyhedsbrevet eller andre forhold i forbindelse hermed.