Nyhedsbrev Insolvens & Rekonstruktion

Transkript

1 30. juni 2017 Nyhedsbrev Insolvens & Rekonstruktion Nedenfor følger referater af nyere lovgivning og retspraksis om insolvensretlige emner. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens & Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Kontaktoplysninger findes sidst i nyhedsbrevet. Bevidst forældelse sidestillet med gældseftergivelse Højesterets dom af 2. februar 2017 i sag 84/2016: En kreditor lod bevidst to fakturakrav forælde, hvilket måtte sidestilles med eftergivelse af gæld. Debitors berigelse herved kunne derfor omstødes af konkursboet. Sagen angik en kreditor, som havde udstedt to fakturaer til en kunde, som var nærstående til kreditor, for køb af varer i december 2009 og maj Kreditor udstedte efterfølgende, den 31. marts 2013, en kreditnota på begge fakturaer, hvorefter kunden principielt var frigjort for betaling. Det var bestridt i sagen, om fakturaerne var forældet allerede inden, at kreditnotaerne blev udstedt. Højesteret lagde til grund, at den første faktura var forældet inden udstedelsen af kreditnotaen, hvorefter spørgsmålet var, om forældelsen udgjorde en omstødelig gave. Højesteret afgjorde, at dette var tilfældet, og at gaven var fuldbyrdet ved forældelsens indtræden. For så vidt angik den anden faktura fandt Højesteret, at denne ikke var forældet, da kreditnotaen blev udstedt, hvorfor udstedelsen af kreditnotaen i sig selv udgjorde en omstødelig gave. Højesteret bemærkede supplerende, at da kunden aldrig havde modtaget kreditnotaen, ville kunden under alle omstændigheder være frigjort for betaling ved forældelsesfristens udløb, hvilket i så fald også ville have udgjort en omstødelig gave. Dommen viser, at en kreditor ikke kan begunstige en nærstående ved bevidst at lade en fordring forælde, da denne disposition potentielt vil blive anset for at være en omstødelig gave, der er fuldbyrdet ved forældelsens indtræden. Afdrag betalt to år inden konkurs omstødt Højesterets dom af 23. marts 2017 i sag 266/2015: Omstødelse af betalinger til bank inden for en 2-årig periode på grund af vedvarende insolvens. Efter en aftale mellem en kreditor og en skyldner skulle skyldner betale 3 mio. kr. i november 2009, 1 mio. kr. i november 2010 og 1 mio. kr. i november Skyldner betalte i november 2009 og november Som følge af manglende betaling i 2011 blev skyldneren erklæret konkurs efter begæring fra kreditoren. Spørgsmålet var herefter, om betalingerne i 2009 og 2010 kunne omstødes efter konkurslovens 74.

2 Side 2 Højesteret fandt, at skyldneren var insolvent i hele perioden fra 2009 frem til 2011, og, at betalingerne i 2009 og 2010 udgjorde en begunstigelse af kreditoren på de øvrige kreditorers bekostning. Dommen understreger, at omstødelsesreglen i 74, som efter sin ordlyd er tidsubegrænset, kan udstrækkes relativ langt tilbage. I dette tilfælde over to år tilbage fra fristdagen. Af dommens præmisser følger, at Højesteret blandt andet lagde vægt på, at insolvensen var ubrudt i hele perioden, og at kreditoren havde haft nøje indblik i skyldnerens økonomiske situation, hvorfor den ubrudte insolvens havde været kendt for kreditoren. To konkurskarantæneperioder lagt i forlængelse af hinanden Højesterets kendelse af 14. februar 2017 i sag 130/2016 og 131/2016: To konkurskarantæneperioder skulle lægges i forlængelse af hinanden. Et ledelsesmedlem, som havde tilknytning til to ikke-koncernforbundne selskaber, var af skifteretten blevet pålagt konkurskarantæne i 3 år i begge sager som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse i selskaberne. Spørgsmålet var herefter, hvorvidt de to konkurskarantæneperioder skulle løbe parallelt eller i forlængelse af hinanden. Højesteret fandt, at konkurskarantæneperioder, der pålægges samtidigt vedrørende to eller flere ikke-koncernforbundne selskaber, skal løbe i forlængelse af hinanden. Højesteret fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at de to konkurskarantæneperioder var pålagt samtidigt og derfor som udgangspunkt ville komme til at løbe parallelt, da det var af praktiske årsager, at sagerne blev behandlet samlet. Skyldners beboelsesejendom ikke omfattet af konkursmassen Højesterets kendelse af 2. marts 2017 i sag 63/2016: Ikke grundlag for at inddrage skyldnerens beboelseslejemål i konkursmassen. Sagen angik et konkursbo, hvor kurator ønskede at inddrage skyldnerens beboelseslejemål, da udlejer havde tilbudt konkursboet DKK mod at få stillet lejemålet til rådighed. Situationen vedrørte konkurslovens 37, hvorefter kurator kan inddrage skyldnerens lejemål i boet, hvis det skønnedes rimeligt begrundet. Højesteret fandt, at konkurslovens 37 ikke kan fortolkes således, at konkursboet har adgang til at inddrage en skyldners beboelseslejemål i konkursmassen, når boets økonomiske interesse heri ikke direkte følger af rettighederne i henhold til lejekontrakten eller lejeforholdet i øvrigt, men i stedet følger af et tilbud fra udlejer. Kurator kunne derfor ikke inddrage skyldnerens beboelseslejemål i konkursmassen.

3 Side 3 Ugyldig overdragelse af ejerlejlighed som følge af manglende ægtepagt Københavns Byrets dom af 24. februar 2017: Overdragelsen af en ejerlejlighed fra skyldner til skyldners kone i 2000 var ydet som en gave, men uden gyldig ægtepagt. Overdragelsen var derfor ikke gyldig overfor skyldners kreditorer. Skyldner havde overdraget sin ejerlejlighed til sin kone uden at oprette en ægtepagt efter erhvervelsen. Skyldner var taget under personlig konkurs. Konkursboet anlagde sag med påstand om, at overdragelsen af lejligheden til ægtefællen ikke var gyldig over for konkursboet, da der var tale om en gave, som krævede ægtepagt. Retten fandt, at overdragelsen af lejligheden til skyldners ægtefælle indeholdt et betydeligt gaveelement, som henset til ægtefællernes formueforhold på dispositionstidspunktet ikke kunne anses for at være sædvanlig. En ægtepagt var derfor nødvendig, hvorfor overdragelsen blev anset som ugyldig. Ægtefællen blev derfor tilpligtet at betale ca. 13 mio. kr. til skyldners konkursbo. Rekonstruktionsbegæring kunne ikke tilbagekaldes Højesterets kendelse af 20. april 2017 i sag 30/2017: Skyldnerens begæring om rekonstruktion kunne ikke tilbagekaldes, efter rekonstruktionen var ophørt og konkursdekretet afsagt, selvom konkursdekretet ikke var endeligt. Sagen angik en skyldner, som efter egen anmodning blev taget under rekonstruktionsbehandling. Skyldnerens rekonstruktionsforslag blev forkastet, hvorefter rekonstruktionen ophørte, og skyldner blev taget under konkursbehandling. Skyldneren ønskede efterfølgende at tilbagekalde rekonstruktionsbegæringen. Spørgsmålet var derfor, om konkurslovens 21, stk. 3, hvorefter en konkursbegæring kan tilbagekaldes, indtil endeligt konkursdekret er afsagt, tillige kan anvendes på en rekonstruktionsbegæring. Højesteret bemærkede, at der gives en række virkemidler ved rekonstruktion, som normalt er forbeholdt konkursbehandling, og at der ville være risiko for spekulation, hvis en skyldner frit kunne tilbagekalde en rekonstruktionsbegæring. Højesteret afgjorde derfor, at konkurslovens 15, stk. 2 indebærer, at en fordringshaver eller skyldner, som har indleveret en rekonstruktionsbegæring, ikke kan tilbagekalde denne med hjemmel i konkurslovens 21, stk. 3, når der er afsagt konkursdekret på baggrund af et opgivet rekonstruktionsforsøg. Ikke erstatning for uberettiget konkursbegæring Sø- og Handelsrettens dom af 26. maj 2017 i sag P-3-17: En skyldner blev ikke tilkendt godtgørelse for tort, jf. KL 28 under hensyn til sagens forløb, herunder særligt at betalingen først fandt sted ca. 2 år efter, at kravet var fastslået. Sagen angik en skyldner, som var blevet idømt at betale et beløb til kreditor, hvorefter parterne udarbejdede en afdragsordning. I april 2016 rettede skyldneren henvendelse til kreditor, da vedkommende ikke længere var i stand til at overholde afdragsordningen. Der blev forhandlet om en ny afdragsordning uden resultat, hvorefter kreditor indgav konkursbegæring. Skyldner indfriede kreditor dagen efter og anlagde sag mod kreditor med påstand om godtgørelse for tort som følge af konkursbegæringens indgivelse, jf. konkurslovens 28. Sø- og Handelsretten

4 Side 4 afgjorde, at skyldneren ikke skulle tilkendes godtgørelse for tort henset til forløbet i sagen, og navnlig at betaling af gælden først fandt sted 2 år efter, at retten havde fastslået kravet. Konkursbo var ikke indtrådt i erhvervslejeaftale på trods af fortsat anvendelse Østre Landsrets dom af 11. november 2016 i anke 12. afd. B : Konkursbo var ikke indtrådt i erhvervslejeaftale, men skulle som erstatning udrede lejebetaling for benyttelse ud over rimelig tid. Et selskab, der drev virksomhed fra lejede lokaler, gik konkurs den 18. juli Kurator meddelte udlejer, at konkursboet ikke ønskede at indtræde i lejekontrakten, og at selskabets butik i lejemålet ville blive holdt åbent til den 14. august Konkursboet endte imidlertid med at anvende lokalerne helt frem til den 11. oktober 2013, hvorfor udlejeren anlagde sag med påstand om, at konkursboet var indtrådt i lejeaftalen, bl.a. som følge af den sene fraflytning. Landsretten fandt, at konkursboet ikke var indtrådt i lejeaftalen, da konkursboet på intet tidspunkt frem til den 11. oktober 2013 havde tilkendegivet, at konkursboet ønskede at indtræde i lejeaftalen. Landsretten fandt desuden, at konkursboet, henset til lejemålets omfang og karakter samt at konkursboet havde anvendt lokalerne i 2 måneder til opbevaring af det resterende varelager, havde brugt lokalerne ud over det, som må anses for nødvendigt og rimeligt. Konkursboet var derfor forpligtet til at betale erstatning for brug af lokalerne. Erstatningen blev anset for at være et massekrav. Dommen illustrerer grænserne mellem stiltiende indtræden og boets almindelige erstatningsansvar for uberettiget disposition over et lejemål. Kommuners inddrivelse af egne skattekrav Lov nr. 114 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og lov om kommunal ejendomsskat. Ved lovens ikrafttræden overtager kommunerne inddrivelsesopgaven vedrørende egne fortrinsberettigede krav fra SKAT. Det drejer sig særligt om ejendomsskatter, der hviler på fast ejendom. Kommunerne kan foretage inddrivningen ved udlæg foretaget af en kommunal pantefoged, ved udlæg i fogedretten eller ved modregning i eksempelvis overskydende skat. Kontaktoplysninger: John Sommer Schmidt D M jss@gorrissenfederspiel.com Morten L. Jakobsen D M mj@gorrissenfederspiel.com

5 Side 5 Lars Grøngaard D M lg@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.