Juli 2014. 24. årgang NR. 7

Juli 2014 24. årgang NR. 7

Redaktion: Ragnhild Hansen tlf. 4649 7306 Mail: ragnhildha@dlgmail.dk Indlevering af stof senest den 15. i måneden. T E L E F O N L I S T E B Ø G E B A K K E N 1A lejl.10-19 1A lejl.20-28 1B lejl.30-38 1B lejl.40-49 6010 0434 Lise Anhøj Leder af plejecentrene 4646 1565 afdelingen 4646 1553 4646 1560 afdelingen 4646 1576 4646 1561 afdelingen 4646 1578 4646 1559 afdelingen 4646 1575 2 lejl.1-10 4646 1552 afdelingen 4646 1579 3 lejl.1-11 4646 1549 afdelingen 4646 1563 4 lejl.1-10 4646 1543 afdelingen 4646 1550 4070 8570 Kristine Skat Bojsen-Møller Demenskonsulent krbm@lejre.dk Gruppeleder 3078 8144 Britt N. Pedersen BRPE@lejre.dk Gruppeleder 2947 9710 Anne Jørgensen ajrg@lejre.dk Gruppeleder 2496 1140 Jeanette Bülow jebu@lejre.dk 4070 8551 Vagthavende sygepl Træffes døgnet rundt Gruppeleder 6010 0437 Dagcenter 2935 4393 Ergoterapien Hjemmeside: Impuls www.lejre.dk Ældre - og plejecentre Bøgebakken

1 Juli 2014 4. Erik Jensen Hus 3 lej. 1 6. Vagn Helge Sørensen Hus 3 lej. 4 22. Vanda Jensen 1B-3 lej. 33 23. Tage V. Jensen 1B-3 lej. 37 25. Hans Mathiesen Hus 2 lej. 10 27. Gurli Larsen 1B-3 lej. 33 31. Bodil Irene Olsen 1A-1 lej. 13 Danske ordsprog og mundheld En skal ikke købe alt det en har brug for, en skal købe det en ikke kan undvære.

2 Velkommen til ny beboere Bøgebakken 2 Peder Christensen lej. 6 Anna og Leif Pedersen lej. 7 Vinder af Månedens X-ord Solveig Lund Jensen 1B-3 lej. 34 Tillykke - Er De egentlig sikker på, pastor Madsen, at Jonas blev slugt af hvalen, spurgte sagfører Olsen ved et selskab for at gøre præsten lidt til grin. -Det går jeg ud fra, men jeg skal spørge ham selv, når jeg kommer i himlen, lød svaret. -Men hvis Jonas nu slet ikke er i himlen? -Ja, så må De virkelig selv spørge ham!

3 Nye gruppeledere. På Bøgebakken er pr 1. maj ansat 2 nye gruppeledere, Anne Jørgensen og Jeanette Bülow. De er ansat i ledelsesteam med gruppeleder Britt Pedersen. Anne Jørgensen er sygeplejerske og har klinisk baggrund fra sygehuse samt ledelseserfaring som afdelingssygeplejerske i mange år fra bl.a. Køge sygehus, Næstved sygehus og Roskilde sygehus. Anne skal primært have ledelsesmæssigt ansvar for: Husene 1A1 1A2 1B4 Jeanette Bülow er sygeplejerske og har klinisk baggrund fra sygehuse og har tidligere været leder i hjemmeplejen. Hun kommer nu fra en stilling, gennem mange år, som underviser på social- og sundhedsskolen SOSUC i Region Kbh. Jeanette skal primært have ledelsesmæssigt ansvar for: Demens-husene 1B-3 BB4 Britt Pedersen har været gruppeleder på Bøgebakken siden 2007. Britt skal primært have ledelsesmæssigt ansvar for: Husene BB2 og BB3

4 Præstebesøg Juli Onsdag d. 2. juli kl. 10.30 Husbesøg Hus 2 + 3 Marlene Sigh Onsdag d. 30. juli kl. 10.30 Gudstjeneste i Dagcenteret Marianne Kristensen Arrangementer i Juli Hver torsdag kl. 10-12 Mandeklubben mødes i Dagcentret Tirsdag d.1. kl. 14.30 Skubbe/gåtur til Anettes rosenhave. Efter turen hygger vi os i Caféen med kaffe. (Ellen Jensen) Onsdag d.9. kl. 14.00 Kagedag med kaffe og sang (Bøgebakkens venner) Tirsdag d.15. kl. 14.30 Skubbe/gåtur ud i sommeren Efter turen kaffe i husene. (Ellen Jensen Aktuel aktivitetsliste for 2014 findes på Bøgebakkens hjemmeside

Forårstur til Malerklemmen, 5 Den sidste onsdag i maj holdt Egons to store busser for døren på Bøgebakken, og med glade beboere, personale og frivillige gik turen ud i det dejlige forårsvejr. Vi kørte forbi Hvalsø og Smidstrup, gennem skovene forbi Skjoldnæsholm Slot og Golfbaner og endte turen ved Malerklemmen i Borupskovene. Her fandt alle plads i den dejlige gård, hvor der blev serveret is med frugt og man kunne nyde solen og det gode selskab. Der var nogle der var med på en lille tur til den nærliggende badesø og kunne nyde fuglesangen og forårsskoven, inden turen gik tilbage til Bøgebakken. Turen var sponseret af arven efter Ruth Frandsen. Anni Larsen Husvennerne

6 Sommer sol og hygge

Danmark dejligst

8 Erindringsbilleder Aage Willumsen, Lejre Kapitel 6. Som sagt kom jeg først af sted hen på eftermiddagen fra Falling med toget til Odder, hvor jeg skulle skifte til Århustoget. I Århus skulle jeg med Randerstoget. Det lyder så let, men ingen af togene gik til tiden her i krigens ragnarok. Skinner kunne være sabotageramt og brændstoffet, som skulle være kul til lokomotiverne manglede. Så brugte man våde tørv i stedet. Det gav ikke meget trækkraft. Så måtte toget holde på stationerne for at samle tilstrækkelig damptryk til at tage næste etape. Det var et værre cirkus. Det var allerede mørkt, da vi nåede Langåbroen som var blevet saboteret nogle dage forinden og vi måtte køre ekstra langsomt over åen. Det blev sent inden vi nåede Randers, og da var toget til Hadsund for længst dampet af sted. Klokken var nu også henad 23 om aftenen. Hvad gør man så i en sådan situation. Penge havde jeg ikke for mange af, og der stod slet ikke hotelværelse på de jeg havde. Stå på stationen ville jeg ikke, det var det for koldt til. Heldigvis havde jeg fået min cykel med, og min kuffert havde jeg da også. Så hvad var der andet end at begive sig pa cykel til Hadsund i natten. Der var vel bare 30 kilometer. Min "nye" cykel holdt stadig. Randers var ikke så stor dengang, desuden havde jeg jo været der engang for nogle år siden med Politiken, medens jeg gik med den. Så på en eller anden måde fandt jeg ud af byen med kurs mod Had-

9 sund. Bælgravende mørkt var det, men jeg havde da heldigvis min dynamolygte, der selvom den var afskærmet, som man skulle, lyste tilstrækkeligt til, at jeg kunne se vejskiltene, når jeg løftede forhjulet og drejede det rundt. Egentlig var jeg heldig eller forsynet må have været med mig, at jeg hele tiden fik sjusset mig i den rigtige retning, for vejen gik ikke så lige som den går i dag. Men igennem landsbyer gik det, og jeg mødte heldigvis ingen tyske patruljer. Henad ved tretiden om natten nåede jeg så broen over Mariager fjord. Her blev jeg standset af vagten, men jeg må ha givet et nogenlunde uskyldigt indtryk, for jeg fik da lov at passere og fandt ret hurtigt mejeriet, som lå ikke så langt fra broen. Temmelig udmattet men også glad gik jeg et par gange rundt om min fremtidige arbejdsplads, inden jeg ringede på hoveddøren til mejeriet, hvor mejeribestyreren boede i lejligheden ovenpå. Hvem af os der så mest fåret ud ved dette møde skal jeg ikke kunne sige. Men han så i hvert fald temmelig klatøjet ud og kunne naturligvis heller ikke forstå, hvem der ringede på døren ved denne ukristelige tid på døgnet især nu i tyskertiden. Da jeg fortalte ham, at jeg var den nye elev, blev han da først helt mærkelig i hovedet og sagde, at det var en underlig tid at komme anstigende på. Jeg kunne da have ventet til næste dag i Randers og så taget toget, mente han. Som om mine penge var til at blive i Randers for! Nå for at gøre en lang historie kort, blev jeg nu hurtigt anvist mit fremtidige værelse, som lå ovenover maskinstuen med dampmaskinen, et dejligt lunt værelse. Det var første gang jeg havde mit eget værelse med skab og seng. Det var skønt. Jeg fik et par timers hvile, inden førstemejeristen, som boede ude i

10 byen kom ved sekstiden og vækkede os, d.v.s andenmejeristen også. Han havde værelse ved siden af. Førstemejeristen hed Anders Vestergård Christensen. Han var fra Rønbjerg ved Skive. Han virkede lidt bøs, og der var fart over ham fra morgenstunden. Han stod for smørkærningen og tillavningen til vore bykuske. Så der var også nok at se til for ham. Og det varede heller ikke længe før han kom springende, om vi snart kunne få gang i dampmaskinen, så han kunne få kærnen i sving. Når jeg siger vi, var det naturligvis fordi andenmejeristen skulle sætte mig ind i mit nye job som kedelpasserelev. Han hed Evald og var fra Jebjerg ved Randers. Han var også lige ankommet i går, men havde været der som elev et år før, så han kendte det hele. Evald havde naturligvis også noget andet at passe inde i mejeriet, men da jeg skulle sættes ind i mit job, blev han som sagt nødt til lige at vise mig til rette. Bestyreren kom først ved halv syv tiden og havde også sin opgave med at få afsendt mælk og smør til vore udsalg og mælkehandlerne. Klokken syv kom de første mælkekuske. Da skulle vi have det hele klart og have spist morgenmad, så vi kunne begynde at veje mælk ind. Jo jeg kendte jo tempoet og rutinen i mejeriet, så jeg vidste at der var ikke nogen for mange sådan en morgen. Det var vel nok også grunden til jeg mente at skulle frem til den 2.den nov. Autoritetstro var man dengang. Brændslet var, som før fortalt, tørv, og da de skulle hentes ind med trillebør ude fra et tørveskur ca. halvtreds meter borte, var det bare om at komme i gang. Heldigvis var fyrrummet fyldt godt op med dem, så der var lidt at tage af. Først skulle fyret imidlertid renses ud for aske, idet man fyrede noget som kaldtes bakfyr. Det var man nødsaget til under kri-

11 gen. Det foregik på den måde, at man fyldte kedlen helt op med vand ved arbejdstids ophør og fyldte fyret helt op med tørv. Når det så brændte godt, satte man det på det laveste træk med luft, så det lige holdt ild. Så kunne det holde til hen på aftenen, hvor vi så måtte fylde nye tørv på. Så kunne det holde til næste morgen. Vi brugte jo også damp om eftermiddagen og aftenen til at varme lejlighed og kontor plus vore værelser op med. Så vi skulle da spare på varmen, men var alligevel privilegeret frem for mange andre, som frøs meget hjemme i stuerne og på værelserne. Som sagt, der skulle knald på om morgenen. Dampmaskinen skulle i gang. Men når den kørte, var der som regel ikke noget at se til på den, når remmene var i orden. Det skulle også være mit ansvar. Ligeledes smøring af lejer. Men ellers var det om at få kørt de her cirka femten- tyve trillebørfulde læs tørv ind i fyrrummet, så der var noget at fyre med under skumningen af mælken. Skumningen betyder, hvis man ikke ved det, at centrifugen skiller fløden fra skummetmælken. Det er det, der sker mens mælken bliver vejet ind og skummetmælken bliver vejet ud igen til leverandørerne. Dette arbejde hører også til kedelpasseren, indimellem udvejningen måtte man så lige en tur ned, fylde tørv på og se til dampmaskinen. Det skal siges, at en gang imellem fik vi et parti briketter at fyre med. Det var en stor lettelse. Ligeledes fik vi også af og til et læs granstammer på en meters længde. Det var nogle der kunne sætte varme på kedlen, men var også hurtigt brændt ud. Men det skal indrømmes at jeg af og til tænkte på stakkels Ibsen i Falling som måtte hente tørvene tre gange så langt borte om morgenen i sne og frost fra Kjærholms tørveskur. At han var forslæbt forstod jeg nu. Men han var sej og levede forresten mange år i Odder. Den her skitserede arbejdsgang blev nu mit job det næste år. Der var

12 som sagt nok at bestille, men jeg elskede mit arbejde og der skete noget mere i fritiden her end i Falling. Vi befandt os som sagt lige midt i krigens tid. I Hadsund mærkede man noget mere til dette, end vi egentlig gjorde ude pa landet i Falling. Her var der mange tyske soldater på gaden hver dag, bl.a. fordi der lå en stor kaserneforlægning oppe i skoven i en sommerrestaurant, foruden, at der også var en stor barakkaserne i den anden ende af byen. Tyskerne holdt også øvelser ude pa landet her. Alt dette måtte vi forsøge at leve med. Også at de tyske soldater drog syngende: Wenn wir fahren gegen Engeland" gennem gaderne. Det var mørklægningstid, så vi prøvede jo så vidt muligt at hygge os indendørs. Derfor samledes vi tit nogle venner hos købmandens søn, som vi kaldte P. Dehn, oppe på hans værelse ovenover forretningen, som var en skibsprovianteringsbutik, så der kom mange søfolk og i øvrigt en del, som var med i modstandsbevægelsen. Det snakkede de naturligvis ikke højt om, men vi fik da de illegale blade, som vi skulle passe på ikke at vise til uvedkommende. Derfor kom Evald aldrig med på loftet. Man anså ham for upålidelig, fordi han altid løb oppe hos tyskerne i sin fritid. Jeg ved ikke hvor farlig han egentlig kunne være. For mig at se bundede det i, at han ikke havde nogen rigtige venner blandt danskere og derfor tyede til tyskerne, som gladelig tog mod alle danske bekendtskaber. Det kunne i sig selv naturligvis også være farligt, hvis han fortalte noget, de ikke skulle vide for meget om. Mejeribestyreren og hans kone var dejlige ligefremme mennesker, som naturligvis også havde deres venner blandt byens erhvervsmiljø. De havde to børn, Hans Henning, som var den ældste og i lære, vistnok som elektriker. Lillesøsteren hed Grete og gik i skole endnu, men hjalp sin mor i huset. Hun var en sød pige og jeg var nok lidt

13 forelsket i hende. Men hun var nok lige i den alder hvor det er skæg og flirt, så hun så heldigvis ikke det. Jo forresten der var da også en lille efternøler, en dreng, som var bare ca. fire år. Han var skyld i at Grete en gang fik husarrest. Grunden var den, at Grete og en veninde havde haft to tyskere på besøg en aften far og mor ikke var hjemme. Hvem havde så arrangeret den sammenkomst? Evald naturligvis. Hvad skal man sige om en sådan idiot af en landsforræder, når man vidste at piger, som havde omgang med tyskerne blev regnet som de laveste i samfundet. Mads, som bestyreren hed, blev da også rasende, da den lille fortalte, at der havde været fremmed soldat i huset. Evald fik alle tiders møgfald og Grete fik husarrest nogle dage. Om der skete dem noget efter krigens ophør ved jeg ikke. Da var jeg rejst til Fyn. Men de fleste, som havde gjort sig udansk bemærket under besættelsen, blev ikke glemt ved retsopgøret bagefter. Om Evald var stikker ved jeg heller ikke. Men en underlig stodder var han. Det var netop den type mennesker, som blev stikkere. Noget der var svært at få, var naturligvis cigaretter og tobak. Jeg husker ikke hvor mange forskellige mærker cigaretter der fandtes. Man gav hele tiden nye navne efterhånden som tobakken blev dårligere i dem, men ryge skulle vi jo. Vi der boede i Hadsund på denne tid husker vist alle cigarhandler Thim i Hovedgaden. Det var den eneste tobakshandler i byen, Han var samtidig grosserer og skulle levere til købmændene i oplandet og byen. Dem snød han for deres ration og solgte den hjemme i sin egen forretning og tjente tykt pa det. For dog at være lidt social fik han dem så leveret i fem styks pakker, så mente han, at flere kunne få andel i rationerne. Forretningen var ikke større end, at der normalt var plads til 10 personer foran disken. Da alle selvfølgelig ville have deres ration dagligt, hvilket slet ikke var hensigten, så myldrede folk ind, så vi gerne var

14 omkring 25 mennesker i butikken. Han havde fem ekspedienter til at foretage uddelingen, så når vi kom ind, tog vi lige bestik af hvor den ekspedient var, som havde ekspederet en i går og gik så til den anden side. Så kunne vi hævde, at det var fire dage siden, man sidst var derinde. Der krævedes ingen rationeringskort. Den gik næsten hver gang, hvis man ellers havde tålmodighed til at stå der en halv time inden det blev ens tur. Bagefter kunne vi så sælge nogle stykvis til femogtres øre stykket. Det hjalp lidt pa den karrige elevløn. Det var der sport i. For at springe lidt frem, så tjente jeg i øvrigt en hel del cigaretter en sommerdag på fjorden af sønnen fra Thims butik, idet jeg sammen med P. Dehn og nogle andre var pa vej over, jeg svømmende, idet jeg havde pralet med, at jeg kunne svømme over fjorden fra syd. De andre var i båden hvis jeg skulle få krampe undervejs, hvilket jeg bagefter godt kunne se, at de havde selvfølgelig ingen mulighed haft for at bjærge mig op i båden. Nå, men ude på fjorden var Thim junior ved at skulle hale sit anker op til lystbåden, Det havde imidlertid grebet fast om et elkabel på bunden at fjorden og var umulig at få løs. Om han kunne svømme ved jeg ikke, men han var jo i sit fine sejlerdress, som han naturligvis ikke ville i vandet med, så da jeg kom svømmende, blev jeg prajet om jeg kunne dykke også. Det kunne jeg, det var jo børnelærdom fra Samsø. Jeg dykkede ned og fik ankeret fri af el-kablet. Hvor mange cigaretter jeg derved tjente, husker jeg ikke, men det var vistnok rimeligt. Nå det skal ikke være pral det hele. Jeg måtte opgive at komme helt over, idet strømmen var for kraftig og jeg måtte op i båden inden vi nåede land. Men vi havde mange dejlige timer på Mariager fjord. Der var også en ret stor frilufts badeanstalt, hvor desværre en at mine kammerater druknede. Han kunne ikke svømme og vadede lige ud til den stærkt

15 skrånende kant i sejlrenden, hvorefter han forsvandt i dybet. Det var en sommersøndag og der lå over hundrede tyske soldater lige inde på land. Om de ikke så det, eller de har tænkt, at det var bare en dum dansker, som det ikke gjorde så meget mistede livet, talte vi meget om den sommer. De blev i hvert fald ikke mere populære. Hadsund var en slags gennemgang, hvor de tyske soldater, som kom enten fra Norge eller østfronten kunne få nogle ugers rekreation inden de skulle videre. Vi plejede at sige, at der var lige utrygt for dem begge steder. For i Norge blev de stukket ned på gaden hvis de gik alene om aftenen, og på østfronten blev de slagtet af russerne, nu da de havde fået overtaget i krigen og tyskerne blev drevet hjem igen. Herhjemme var de også hadet som grøn pest, men tilværelsen for dem var alligevel som vand i forhold til det andet. Det var ikke dansk mentalitet at stikke med knive dengang. Det er ikke dansk, men er desværre blevet det. I "gamle dage gav vi hellere nogen på tæven med de bare næver. Men også vort samfund er blevet råt. Jo tyskerne fornægtede sig intet, hoteller og værtshuse var altid fyldt med syngende og brovtende tyske soldater. Så det var ikke mærkeligt, vi hadede dem. De sad jo og drak for vore penge. Og hvis man kom til at fornærme dem risikerede man at blive slået ned og lemlæstet. Således også en ung mand herfra, jeg kendte ham ikke, men en aften på et værtshus var han kommet til at fornærme nogle tyskere, som omgående væltede sig over ham og slog ham ned. Medens han lå på gulvet sprang de op på hans mave og hoppede. De var rå. Til alt held for ham havde en af hans danske venner overværet det. Frygtløs sprang han ind mellem tyskerne og fik den unge mand ud af værtshuset. Med en ambulance blev han i hast kørt til nærmeste sygehus, som var Terndrup. Han overlevede. Det var heltemod.

16 Retfærdigvis må jeg prise mig lykkelig for, - måske var det igen min skytsengel, - at ikke alle tyske soldater var ens. En søndag eftermiddag var jeg sammen med to kammerater pa vej gennem byens hovedgade. Vi gik på fortovet og gaden vrimlede med tyskere. Imod os kom to i uniform, som bredte sig over hele fortovet. Meningen var naturligvis at vi skulle ud i rendestenen, men en djævel for i mig og jeg tænkte, det er også mit fortov. Så den unge tysker og jeg stødte ret kraftigt sammen. Jeg fortsatte selvfølgelig som om intet var hændt, hvad var der andet at gøre. Men den unge tysker, som så hel vild ud i øjnene, løb efter mig. Nu skulle jeg ha tæsk. Nu var det min tur. Men den ældre, som har været omkring fyrre år, råbte med rigtig tysk kommandostemme: "kom hier! Og modvilligt efterkom han sørme ordren. Pyh ha, det var lige op over. Jeg glemmer aldrig optrinet. Nå i øvrigt er vi ikke nået længere end til efteråret 1943 i den kronologiske orden, selvom ovenstående hændelse var sommeren 1944. Jeg fik lov til at gå på teknisk skole for bestyreren, selvom det slet ikke var noget, vi skulle i vor lærlingetid. Men noget syntes jeg, at der hørte med til en læretid. Derfor. Her traf jeg mange lærlinge indenfor de forskellige håndværk. Der var nu også en som kun kom to gange. Siden fortalte hans kammerater, at han var blevet fyret som lærling, fordi han i stedet for at komme til skolen, tog hen til nogle kammesjukker og spillede kort, indtil det passede med tiden, at skolen var forbi. Det kunne naturligvis ikke holdes skjult for mester. Også dengang var skattevæsenet emsigt, og det havde fundet ud af, at jeg skulle betale 4 kroner om måneden i skat af mine skallede 50 kroner, der var lønnen som tredje års lærling, plus naturligvis kost og logi. Men her blev Mads Lund - bestyreren - ligegodt tosset og gik op på kommunekontoret og slog i bordet. Det var der ingen me-

17 ning i, sagde han. Og det hjalp skam. Der var også mange søde piger i Hadsund, men skæbnen havde åbenbart maget det sådan, at de, jeg syntes var attraktive, ikke så ret meget til min side, og de der kunne tænke sig at komme i lag med mig, hvad jeg fornemmede, ikke var nogen jeg tændte på, udover at de var rare piger. Men jeg var nok også for ung og uerfaren endnu til at benytte mig af det. Vi var gennemgående ikke så fremmelige dengang vi drenge. Jeg tror også vi havde mere respekt for pigerne og satte dem højere. Desuden var vi også bange for kønssygdomme, hvilket vi blev advaret om i tide og utide. Dengang kendte man ikke penicillin. Jo det kunne være farligt. Så mine erotiske oplevelser i Hadsund skal høre til mine egne erindringer. I krigens tid blev der holdt de såkaldte Alsangsmøder. Sådan også i Hadsund. Store folkemængder kunne samles, ligeledes også sommeren 1944 blev et stort anlagt stævne af korsangere fra hele Jylland afholdt på dyrskuepladsen. Det var festligt og stemningsfuldt og bevirkede at min kammerat Villy, der var murersvend, fik mig trukket med til deres sangaftener. Jeg nød disse aftener, og skulle vistnok være tenorstemme, men jeg syntes aldrig selv, jeg sang godt nok. Det gjorde nu ikke noget, vi var lige gode venner for det. Han fik nu også min pige, som jeg syntes var rar og sød, men ikke forelsket i. Så det offer gav jeg gerne. Og han var meget glad i hende. I biografen var vi gerne en gang om ugen i Hadsund BIO. Det var jo altid danske og svenske film vi så. Svenskerne havde lanceret swingpjattekulturen det år og de danske komponister var også dygtige til at festliggøre den grå hverdag, Hans Henning, bestyrerens søn, havde vist skippet sin læreplads og

18 var gået i tørvemosen. Det var der penge i. Men hen på sommeren skulle han på spejderlejr fjorten dage. Det var jo umuligt sådan at forlade sin plads der, så han spurgte om jeg ikke kunne afløse ham. Det blev så bestemt, at jeg skulle have fjorten dage ekstra sommerferie i mejeriet, hvorefter jeg kunne tage i tørvemosen. Det var spændende dage. Tøvemosen lå ude ved kanten af lille vildmose, og vi kørte toholdsdrift. Første uge startede jeg klokken fire om morgenen, cyklede derud og havde fyraften klokken 13.00 Anden uge var fra klokken l3.00 til 22.00. Så var det mørkt. Mit job bestod i at køre tørvene fra maskinen ud på liggepladsen med en fladvogn på rulle. Hertil havde jeg en lille nordbagge. Den var utrolig stærk og sej. Den var så glad, når vi kørte tilbage med tom vogn, så kunne den finde på at løbe. Det var nu også nødvendigt, for den næste palle var omtrent fuld.. I august måned havde mine forældre sølvbryllup. Selvom det nok ikke skulle være den store sølvbryl1upsfest, ville jeg alligevel gerne hjem en tur og fejre dem. Også for at se min lillesøster på 2½ år. Jeg fik så også fjorten dages ferie, og en hilsen med fra bestyrerens, især den fra Grete tog jeg til mit hjerte. Nå, jeg cyklede over Randers til Århus. Min cykel var stadigvæk i orden hvad angik dæk, mærkelig nok efter al den kørsel den var blevet budt. Det har åbenbart været gode dæk, de celluldsdæk. Da jeg kom til havnen var båden endnu ikke kommet ind. Det var den lille skonnert, som var indsat efter færgernes indstilling. Det var ellers meningen, at den skulle ha` været inde ved middagstid og så sejlet igen om eftermiddagen. Ved sekstiden var den imidlertid endnu ikke kommet, og så vidste jeg at den først ville afgå den næste dag. Men nede ved havnen traf jeg så eleven fra Brundby mejeri, som havde været hjemme i Århus på sommerferie og skulle tilbage med

19 den samme båd, som jeg skulle. Edmond hed han, som for øvrigt kom hos mine forældre en gang imellem. Min far var jo også på mejeriet i Brundby. Edmond inviterede mig med hjem, så kunne jeg bo hos dem om natten til næste dag. Det var første gang jeg besøgte dem. Edmond havde besøgt mig engang, da jeg var på Kjærholm mejeri. Det var søde mennesker, og så havde han sådan en sød søster, hvad han aldrig havde fortalt mig. Allerede om eftermiddagen begyndte der imidlertid et vældigt skyderi i gaderne, og det fortsatte hele aftenen. Det var dem vi kaldte Hipoerne, som morede sig med at drive terror på befolkningen. Om nogen blev ramt husker jeg ikke, men uhyggeligt var det, og jeg var glad for at være indendørs i en lun lejlighed i en sidegade. Plads havde de ikke så meget af, men det gjorde nu ikke noget. Næste dag kunne vi så tage med båden hjem til Samsø. - - - Det var begyndt at blive efterår, og hvor gerne jeg end ville ha blevet i Hadsund, så måtte jeg finde mig en elevplads, hvor jeg kunne lære osteproduktion. Fyn havde altid haft ord for at lave fine oste. Næsten alle mejerier på Fyn lavede ost. Så jeg måtte jo se at finde et mejeri der, som ville antage mig det sidste læreår. Mejeribestyrernes fagblad "Mælkeritidende", som udkom en gang om ugen havde altid mange annoncer om elevpladser op til maj og november. Så ved fælles hjælp d.v.s. min egen og naturligvis Mads Lunds, der skulle sige god for mig ved en anbefaling, lykkedes det så også at få en osteelevplads på Søllested mejeri ved Glamsbjerg. Det lød da lovende. Der skulle jeg så tiltræde den 2.den november. 1944. Så var det da i orden.men heldigvis var der lidt tid endnu, inden jeg skulle tage afsked med mit elskede Hadsund og med mine venner. Jo, og så havde jeg forresten aldrig været i Aalborg. Og nysgerrig

20 som jeg altid har været, siger de da - jeg selv kalder det interesse, skulle jeg da lige se den også, inden jeg skulle så langt væk. Der stod altid gny om Aalborg. Det var Nordens Chicago, sagde man. Der skete altid så meget der, som man ikke kendte til i de mindre byer, og så var der naturligvis restaurant Kilden, der var landskendt for sin dansemusik i radioen lørdag aften. Den var nu for øvrigt lige blevet Schalburgteret som det hed, når det var de tyske håndlangere, som lavede sabotage mod danske virksomheder. Det store vinduesparti ud til haven var blevet ødelagt, men vistnok repareret igen. Som sagt det ville jeg se, så jeg tog Aalborggrisen fra stationen en tidlig morgen og nåede staden henimod middag, det gik jo ikke så stærkt med togdriften. Jeg havde fået en madpakke med, selvom bestyreren drillede mig med, at jeg selvfølgelig da kunne tage ind på restaurant Kilden. Det havde nok kostet hele min månedsløn. Men noget af Aalborg fik jeg da set, også skovbakketårnet, som vi mærkeligt nok måtte komme op i, selvom tyskerne havde et stort garageanlæg lige nedenfor, der hvor det store kulturhus ligger i dag. Lige overfor på Hobrovej lå så "Kilden, med en fantastisk flot park med mange skulpturer. I dag er det Aalborghallen, og "Kilden" er væk. En del af min nysgerrighed fik jeg da tilgodeset, og selv om det var begrænset, hvad jeg kunne nå at se, kom det alligevel mig tilgode mange år senere, da jeg var pa kursus i Aalborg. Byen var ikke helt fremmed. Jeg kom hjem til Hadsund igen om aftenen. Det gjorde derimod en af mine kammerater ikke et par dage senere, da vi en aften just havde stået og snakket i Storegade lige ovenfor mejeriet. Vi havde stået udenfor urmagerens forretning. Han blev anset for tyskerven1ig og derfor ikke vellidt, hvad hans børn måtte lide under. Vi var vel en

21 fire stykker og skiltes for at nå hjem inden spærretiden, som vist nok var klokken ni. Da skulle alle væne inde, ellers blev man anholdt. Idet jeg var nået omtrent ned til mejeriet, som lå ikke ret langt derfra, hørte jeg hans butiksvindue blive smadret. Hvem der gjorde det blev vist aldrig opklaret, men min kammerat Harry, som var bagerlærling og boede udad Visborgvej var heller ikke nået hjem og blev arresteret som skyldig af tyskerne, der sendte ham til deres arrest i Aalborg. Det var ikke ham, der gjorde det, men hans forældre som jeg også kom hos, var dybt ulykkelige. Nu så de nok aldrig Harry igen. Vi, hans kammerater, var der ude hver aften for at høre nyt. Vi var lige sa rystede. Men pludselig efter fjorten dage kom Harry hjem igen. Da havde han siddet i enecelle og hver dag blevet truet med, at enten meldte han sig frivilligt til østfrontsoldat eller også blev han sendt til koncentrationslejr. Han skulle ikke til østfronten og så pludselig løslod de ham igen. Noget som tegnede det sammenhold, der var mellem danskerne viste sig den dag. Mad havde han ikke fået meget af, og da han vaklede ind på en restaurant og fortalte tjeneren sin historie, var der ingen ende på deres hjælpsomhed. Han fik alt det, han kunne spise og billetten hjem til Hadsund betalt. En uhyggelig oplevelse rigere, men glade var vi alle. Ak ja men tiden iler og pludselig var det sidst i oktober og jeg måtte sige farvel til sangkor, Villy og hans pige samt alle de andre jeg havde erhvervet som venner deroppe. Og den 1. november efter arbejdstid tog jeg så Randersgrisen på vej mod Fyn. Fortsættes

22 Danmarkshistoriens Årstal Vi møder personer og begivenheder, som har formet historien og skabt det nutidige samfund i årene 1900 2000 1934 Byretten får sin første kvindelige dommer. Det kommunistiske Arbejderbladet bliver et dagblad. En af de værste strejkeuroligheder i årtier finder sted i Esbjerg. I København vælges de første forældreråd Det første københavnske S-tog kører af sted fra Frederiksberg station. Statsminister Stauning forelægger et forslag om at afskaffe Landstinget. Ved journalistforbundets årlige julefrokost lægger Stauning i sin tale vægt på, at pressen havde et ansvar, når den skrev om fremmede stater og deres ledere. Dette foranlediges af de danske blades kritik af Tyskland.

23 1935 Antallet af radiolicensbetalere er på 12 år steget fra 131.000 til 550.000. Dertil kommer de såkaldte plankeværkslyttere De danske banker nægter at tage risikoen for en almindelig nedskrivning af gælden. Dette fører til et stort aktiefald på Børsen, og dagen bliver husket som den sorte dag. Island indfører som det første land fri abort 14. maj: Lillebæltsbroen mellem Fyn og Jylland indvies. 15. maj: Det første lyntog indsættes mellem Ålborg og København 24. maj: Kronprins Frederik og prinsesse Ingrid bliver gift i Storkyrkan i Stockholm Gårdejer Knud Bach leder et bondeoptog til Christian d. 10. 40.000 landmænd samles ved Amalienborg, men kongen henviser dem til statsminister Stauning Landbrugets salgsorganisationer nægter at hjemtage udenlandsk valuta og derved kommer Nationalbanken i vanskeligheder. Efter at oppositionen har afvist regeringens kriseplan, udskrives der valg. Regeringen bliver siddende, og socialdemokraterne går frem, og det ender med, at kriseplanen går igennem. Regeringen reorganiseres dog.

24 Navn bolig Senest. 15.juli i reolen v. opgang 1B lej. 30-49

25 Nye priser pr. 1. juni 2014 Dameklip med vask kr. 195,00 Dameklip uden vask kr. 165,00 Herreklip kr. 125,00 Herreklip og trimning af skæg kr. 175,00 Helfarvning, med klip og vask kr. 345,00 Striber Jeg vil være på Bøgebakken hver tirsdag og onsdag hvor du er velkommen til at komme forbi eller ringe for bestilling af tid. Striber i kort hår med hætte kr. 290,00 Striber i mellemhår med stanniol kr. 365,00 Kamstrejf fra kr. 125,00 Permanent kr. 348,00 Der er klip og vask med i prisen ved alle permanent behandlinger TILBUD Alle herreklip i juni 100.kr. Tidsbestilling hos Eva-Marie på telefon 31 48 84 85

26 Kontaktpersoner til frivillige grupper på Bøgebakken Bøgebakkens Venner: Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde tlf: 4640 1094 lispauliolesen@mail.dk Kirkens Besøgsvenner: Inger Grønbæk Gammel Byvej 12, Allerslev, 4320 Lejre tlf: 4648 1531 Har ikke mailadresse. Husvennerne: Anette Lydolph Larsen Bygaden 13 4320 Lejre telf. 4648 0115 anette.elfinn@privat.dk Skubberne: Ellen Jensen Lejrevej 12 4320 Lejre tlf.: 4648 0917 Ellen-egon@mail.dk

27 Bruger- og Pårørenderåd Bøgebakken 27. februar 2014 Formand: Erik K. Rasmussen, Baunehøj 106, Osted, 4320 Lejre tlf. 30 61 40 34 kildegaard106@gmail.com Næstformand: Erling Kristensen Kisserupvej 3, 4320 Lejre tlf. 46 49 66 36 / 27 19 59 64 Mail far.erling@hotmail.com Ulla Petersen Tove Svendsen Møllerjorden 10, 4320 Lejre tlf. 20 99 02 61 Mail ulla_p@mail.dk Store Stensager 8 4320 Lejre tlf. 46 40 12 33 Gitte Engell, Enebærvej 7. 4330 Hvalsø tlf. 22 67 56 64 Mail engell@enebaervej7.dk Uffe Eskildsen Pilens Kvarter 4 Osted 4320 Lejre tlf. 21 42 00 00 Mail uffes@mail.dk Valgt med tæt tilknytning til Bøgebakken Keld Mortensen Vennekredsen: Skovager 19, Gevninge. 4000 Roskilde 46 40 25 57 / 40 45 05 00 Mail mortensens@mail.dk Inga Jensen Enghusene 113 4174 Jystrup tlf. 46 49 63 23/22 33 51 23 ingajystrup@hotmail.dk Medarb. Repræsentant: Kirsten Dahm Bøgebakken 1B-3, 4320 Lejre tlf. 46 46 15 61 Mail bbhus3@lejre.dk Maria Sørensen, Bøgebakken 2 4320 lejre tlf. 46 46 15 52 Mail bbhus6@lejre.dk Leder: Lise Anhøj tlf 60 10 04 34 Mail: isan@lejre.dk Gruppeleder: Britt N. Pedersen tlf. 30 78 81 44 Mail: brpe@lejre.dk

28 Præster Herslev Gevninge - Kornerup Cecilie Schackinger Tlf. 4640 2038 Mandag fri Tirsdag Fredag CSCH@km.dk Kl. 11.00-12.00 Osted Allerslev Torsten Dam Jensen Tlf. 4649 7097 Mandag fri Tirsdag Fredag TDJ@KM.DK Kl. 12.00 13.00 Rorup Glim Marianne N Kristensen Tlf. 4649 7137 Mandag fri Tirsdag Fredag MNK@KM.DK Kl. 10.00 11.00 Osted Valgmenighed Laura Lundager Jensen Langetoften 1 Osted 4320 Lejre Tlf. 4649 7311 LUJE@phmetropol.dk

Formand Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde Tlf: 46 40 10 94 lispauliolesen@mail.dk Næstformand Sekretær Inga Jensen Karen Larsen Enghusene 113 Toftevangen 91 4174 Jystrup 4130 Viby Tlf: 46 49 63 23 Tlf: 46 19 36 01 22 33 51 43 mobil karen.larsen@hotmail.com ingajystrup@hotmail.dk Ida Andersen Else Jensen Engtoften 31 Rorupvej 6 Osted Rorup 4320 Lejre 4320 Lejre Tlf. 46 49 77 73 / 29 26 09 40 Tlf. 46 49 79 54 ja@direkte.org Oda Sinding Vivi Jensen Lykkesholmvej 7 Ærøvej 1 Osted 4320 Lejre 4060 Kirke Såby Tlf: 46 49 79 13 Tlf. 32 55 10 30/ 29 43 89 15 odarne@vip.cybercity.dk vdahljensen@gmail.com Kasserer: Dagny Olsen, Alfarvejen 19, Osted 4320 Lejre tlf. 46 49 77 80 dogvolsen@os.dk

Kalenderår til en ung mand som var på studierejse i Europa i 1815. Tanken var, at han kunne tage akvarellerne frem, når han fik breve hjemmefra og genopleve de kære stuer og omgivelser han holdt af og havde så mange gode minder fra. Frederiksborg Slot