Sol ude, sol inde... Laura Grønnes erindringer

ISBN 978-87-92309-00-6 Sol ude, sol inde... Laura Grønnes erindringer Sol ude, sol inde... Laura Grønnes erindringer

Sol ude, sol inde... Laura Grønnes erindringer fortalt til Hanne Olsen

Sol ude, sol inde... Hanne Olsen og Christian Grønne Udgiver: Grønne : Olsen Forfatter: Hanne Olsen Vendsysselvej 25, 2. th, 2720 Vanløse Mobil: 50 72 36 86 mail: hanne.ol@mail.dk Fotografi og layout: Christian Grønne mail: c@christiangroenne.dk www.christiangroenne.dk Blå bog: Laura Clausen er født den 13. oktober 1914 i Seden ved Odense, og er datter af forstander Peter Wilhelm Clausen og hans hustru Marie. Hun er barn nummer fire i søskendeflokken på i alt syv børn - Vilhelm, Karen, Maja, Laura, Ellen, Bodil og Inger. Laura og Nimrod blev gift den 20. april 1937. De var forstanderpar på Ragebøl drengehjem frem til Nimrods død i 1954. Sammen fik de børnene Holger (født 1938), Lydia (født 1940), Inga (født 1942) og Kristian Vilhelm (født 1945). Laura har elleve børnebørn, tyve oldebørn og et tipoldebarn. Bogen er sat med Minion og trykt hos Dystan, Islevdalvej 144, 2610 Rødovre ISBN 978-87-92309-00-6 Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bogs tekst, foto og illustrationer er, uden forfatteren og Memoirs skriftlige tilladelse, forbudt ifølge dansk lov om ophavsret. Laura Grønnes erindringer er tilegnet familien. Hun blev interviewet og fotograferet den 6. og 7. oktober 2008

Indholdsfortegnelse Prolog Glemmer du, så husker jeg 9 Kapitel 1 Livlig pige blandt spændende drenge 13 Dukkerne og havens glæder 15 Tiltrængte familieferier 16 Skolegang med måde 17 Kapitel 2 Ny viden og spirende kærlighed 23 Forelsket i sportsånd og grønne fingre 24 Ægteskabsforberedelser og bryllup 26 Kapitel 3 Ungt ægtepar med stort ansvar 35 Sol ude, sol inde, sol i sjæl og sol i sinde 37 Spidsmus som kartoffelskræller 39 Kapitel 4 Et nyt kuld Grønne 47 Liv og glade dage med drengene 49 Familieliv på en alternativ måde 50 Kapitel 5 Partnerskab drevet af kærlighed og sammenhold 61 Krig og hemmeligheder 63 Kapitel 6 En handlekraftig enke 73 Et nyt liv på Birke Allé 75 Vild med Folkevogn 76 Ud på arbejdsmarkedet 77 Kapitel 7 Børneglad livsnyder med hang til vand 83 Verden til lands, vands og i flora 86 Folkedans og vinterbadning 87 Dagligdagens små sysler 88 Troen og livets gang 89 Stamtræ 96

Prolog Glemmer du, så husker jeg...

Solen står højt på himlen denne efterårsdag, da Laura inviterer os indenfor i sit hjem på Birkeallé i Sønderborg. Hun byder på kaffe og småkager i stuens karnap, som er hendes yndlingssted i huset. Her kan hun sidde og nyde udsigten over haven og byen, som ser fantastisk ud på denne eftermiddag, hvor lyset fremhæver årstidens gyldne, røde og brune farver på smukkeste vis. Laura sukker dybt og ler, da hun bliver mindet om, hvorfor vi har sat hende i stævne i dag. Hukommelsen er ikke, hvad den har været, og det synes umiddelbart svært for hende at skulle overskue sit lange liv og samle sin livshistorie. - Jeg bliver forbavset, hver gang nogen minder mig om, hvor gammel jeg er. Tror du virkelig, jeg kan huske så mange år tilbage, smiler hun spørgende til mig. Alderen mærkes bestemt ikke på hendes fysik, da hun let og elegant som en gazelle springer rundt og arrangerer kaffebordet. Hun nyder tydeligvis værtinderollen, og det er vigtigt for hende, at vi føler os godt tilpas i hendes hjem. Efter en kop kaffe og et par småkager, begynder Laura at få genopfrisket hukommelsen, og hun husker langt mere end hun tror, selv om det ind imellem er svært for hende at skelne navne og steder fra hinanden. Men med sønnerne Holger og Kristian ved sin side, som kan hjælpe, når hun trænger til et par stikord om fortiden, går Laura trygt og med godt humør i gang med at fortælle sin historie. 1: 2: 1. Det kræver stor koncentration at dykke ned i hukommelsen. 2. Lauras stue i huset på Birkeallé. 10 Sol ude, sol inde...

Kapitel 1 Livlig pige blandt spændende drenge

Laura er opvokset i Seden ved Odense sammen med sine forældre Peter Vilhelm og Marie Clausen og hendes seks søskende. Hun er det fjerde barn i søskendeflokken, der også tæller søstrene Maja, Karen, Bodil, Inger og Ellen samt broren Vilhelm. Familien boede hele Lauras barndom på drengehjemmet Seden Enggaard, hvor forældrene Peter Wilhelm og Marie Clausen var forstanderpar. - Min far var uddannet forstmand og arbejdede i de svenske skove i sine unge dage. Han var medlem af KFUM og KFUK og begyndte som medhjælper på Seden Enggaard, men da den tidligere forstander ikke kunne få det til at løbe rundt, blev min far overtalt til at overtage stillingen som forstander. Det var i 1910. Mor begyndte som medhjælper i køkkenet. Da hun blev forstanderinde fik hun ansvaret for hele husholdningen. Far var den, der regerede, og så passede han kontoret. Mor passede sit. De havde flere medhjælpere og en barnepige, som passede os. Vi søskende er født temmelig nært på hinanden, så der var rigeligt at se til, fortæller Laura. På Seden Enggårds drengehjem boede der en snes drenge ad gangen. Drengene var fortrinsvis fra København, og de havde ifølge Laura været ude for lidt af hvert i deres liv. Flere kom fra belastede familier og nogle havde været ude i kriminalitet. Laura synes, at det var dejligt, at der altid var mange mennesker omkring hende i barndommen. Hun var meget optaget af drengene, som havde værelser på 1. sal på den rummelige gård. Hendes far syntes indimellem, hun var lidt for interesseret i dem. Han var bekymret for, at hans lille pige skulle blive alt for påvirket af de utilpassede drenge, men Laura understreger, at han bestemt ikke så ned på drengene. - Vi boede i hver sin ende af huset. Der var en lang gang med trappe op til drengene. Vi piger sov i køjesenge, og Wilhelm havde sit eget værelse. Om aftenen, når de skulle i seng, kunne jeg, nede fra mit værelse, høre drengene tumle rundt. Far holdt meget på, at jeg ikke måtte rende med drengene. Når de var nede i buskene og plukke hindbær eller ribs, kunne jeg godt lide at gå ned og snakke med dem. Men så kom far og hentede mig. Det måtte jeg ikke. Sådan nogle drenge var ellers opløftende for sådan en lille pige, siger Laura og smiler skælmsk. Lauras far arrangerede til gengæld mange fester, hvor hele familien og drengene fra hjemmet var samlet. Hver højtid havde sin fest, og Laura holdt især af juletræsfesterne. - Der skete meget til juletræsfesterne, vi legede blandt andet sammen. Senere på aftenen holdt vi vores egen juleaften, hvor vi fik gaver af familien. Jeg husker ikke konkret, hvad jeg fik i julegave, men jeg har da nok fået dukker og et dukkehus har jeg også haft. Jeg husker bedst, at der skete meget. Hvis vi børn ikke synes, vi oplevede noget, så var det vores egen skyld. Mange børn gik alene hjemme med deres far og mor, men vi havde altid nogen at snakke med. Dukkerne og havens glæder Laura husker, at hun holdt meget af at lege med byggeklodser og dukker, da hun var barn. Og så havde hun nogle helt særlige stunder, når hun legede med sit dukkehus. - Vi havde et garderobeskab, og derinde havde jeg et dukkehus. Der kunne jeg sidde i fred og ro, det holdt jeg meget af ind imellem. Jeg legede nu mest med dukker og lavede dukketøj til dem. Vi havde en syerske på systuen til at ordne drenge- 14 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 15

nes tøj. Hun ville gerne hjælpe med at lave dukketøj til mine dukker, fortæller hun med et saligt smil. Seden Enggård havde et gartneri, som drengene passede, og Laura og hendes søskende fik som børn også en lille have hver, som de kunne holde. Laura husker, at hun fik sit lille lod, da hun var 6-7 år gammel. Hun var meget optaget af at passe sin have, mens hendes søskende ikke havde den store interesse i havearbejdet. - Der var så dejligt i den friske luft, og jeg var ikke ked af at få hænderne i jorden, og jeg nød, at jeg havde noget fornuftigt at tage mig til. Mine søskende gad ikke, griner hun. Især ikke min storesøster Karen, hun var interesseret i noget helt andet, så jeg hjalp hende med holde hendes have. Hun læste mange bøger og blev da også lærerinde som voksen. Jeg har altid været interesseret i at være gartner, så haven var en stor glæde for mig. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogensinde har overvejet at lave andet en at beskæftige mig med gartneriet, selv om der jo fandtes mange sjove muligheder, siger hun. Tiltrængte familieferier Ferierne og også mange weekender tilbragte Laura og hendes familie i deres sommerhus på Langø. Laura og hendes søskende var også med, når deres forældre tog på sommerlejre med Enggårdens drenge. - Ind imellem holdt mor og far ferie i Norge og Sverige uden os børn, så havde vi en barnepige derhjemme til at passe os. Jeg tror, de havde så mange børn i hverdagen, at de trængte til at være helt alene engang imellem, griner Laura i et forstående tonefald og tilføjer: - Far var meget glad for at være i Sverige. Han holdt også meget af at cykle rundt i hele Danmark og besøge de gamle drenge, der tidligere havde boet på Enggården. Mange af dem havde fået lærepladser rundt om i landet, og han holdt fast i kontakten med dem. De kom også hjem til Enggården til jul og i ferier. Laura holdt også meget af at holde ferie hos sin morfar, der var sadelmager og skoede heste i Nordjylland. - Der var ikke så meget trafik deroppe, og det var på en ferie der, jeg lærte at cykle på min mosters cykel. Og så syntes jeg, det var spændende at være der, og få lov til at være alene sammen med mor og far. Jeg nød, at vi en periode bare kunne være en helt almindelig familie. Laura har aldrig mødt sin farfar, men hun mener at huske, at hun har været på ferie hos resten af familien på sin fars side. Min farfar var sømand på Fanø, hvor min far også voksede op. Han forsvandt desværre på havet, og der var ingen spor af ham overhovedet. Min farfar hed Anders Bertel Clausen, og han har fået opkaldt en sti efter sig i Nordby, der hedder ABC sti. Han boede selv i ABC huset, som stadig ejes af familien. Skolegang med måde Laura kom i skole, da hun var 6 år gammel, fordi hun efter eget udsagn ikke havde tålmodighed til at vente længere, fordi skolen lød så spændende. Hun begyndte sin skolegang i landsbyskolen i Seden, hvor hendes søskende også har gået. Skolen havde kun fire klasser. Og fordi der var så få klasser på skolen, havde hver enkelt klasse børn i forskellige aldre. Laura husker, at hendes første lærer hed Hansen. - Jeg var rigtig glad for at gå i skole og havde nemt ved skolearbejdet. Jeg kan slet ikke komme i tanke om nogen grimme minder fra den tid. Jeg havde mange legekammerater i byen, blandt andet en god veninde fra skolen i Seden, som hed Ellen. Vi gik mange ture sammen og hyggede os. Laura tog mellemskoleeksamen. De sidste år af hendes skolegang foregik i Odense. Hun og en masse andre børn fra 16 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 17

Seden tog toget sammen ind til Odense hver dag. - Der var lidt langt fra Seden banegård til Enggården, men det gik alligevel. I Odense gik vi også fra banegården ind til skolen af stien gennem parken. Det var i Lauras skoletid, at 1. verdenskrig rasede og gjorde verden mere utryg. Laura husker ikke meget fra den tid, ud over, at det var svært at få varer og at de ikke rigtig kunne følge med i verdens begivenheder, som man kan i dag, fordi de ikke havde nogen radio dengang - Det jeg husker bedst fra min barndom er, at vi oplevede så meget mere end så mange andre børn, fordi vi var så mange på Enggården, siger hun. Selv om Laura flere gange blev opfordret af sine forældre til at tage en realeksamen, så ville hun ikke. - Karen fik en studentereksamen, men jeg gad ikke flere eksamener. Jeg ville hellere ud at arbejde, fastslår hun i et meget bestemt tonefald. 1: 1. Hele familien Clausen fotograferet i haven 2. Der soppes med andre børn i vandet på Langø. 2: 18 Sol ude, sol inde...

1: 4: 2 3 1 1. Seden Enggaard omkring 1918-20, hvor familien Clausen er samlet med personalet og alle drengene. 2: 2. Klassebillede fra Seden skole. 1. Laura, 2. Karen og 3. Maja. 3. Laura skøjter sammen med Nimrod på engene ved Seden Enggård. 3: 4. Laura er ude at ro på Odense å sammen med en medhjælper fra Enggården.

Kapitel 2 Ny viden og spirende kærlighed

Fri af skolens pligter, valgte Laura den vej, hun havde drømt om at gå, siden hun var lille pige. Hun kom i gartnerlære to forskellige steder. - Jeg fulgte min store interesse. Jeg var på to forskellige gartnerier. Det var ikke en uddannelse i den forstand, men en oplæring. Jeg boede på gartnerierne og tog hjem på besøg engang imellem. Der var masser af liv, og det var et friskt liv, men det var også noget af et slid. Man kunne bestemt ikke gå og dandere den. I Bellinge var jeg på et stort gartneri, hvor vi var rigtig mange elever. Senere var jeg på et lille gartneri, hvor vi kun var to eller tre elever og ejeren, fortæller Laura livligt og efterlader igen tvivl om, at hun nød sin tid på gartnerierne. Selv om det var gartnerfaget, der havde Lauras store interesse, så søgte hun også almen viden og dannelse, blandt andet på Hoptrup Højskole i Sønderjylland. - Jeg valgte selv skolen, som var en helt almindelig folkehøjskole for piger. Jeg var der i tre måneder, og det var en rigtig fin tid, hvor jeg lærte en masse. Jeg fik en masse nye veninder, men jeg husker ikke rigtig, om vi sås efter højskoletiden. Vi blev kendte for at tage på mange udflugter, blandt andet til Himmelbjerget. Så spillede vi en masse håndbold og lavede gymnastik. Vi stod også selv for madlavningen, det var ikke så spændende, griner hun. Forelsket i sportsånd og grønne fingre Laura fandt sin store ungdomskærlighed og kommende mand, Nimrod, hjemme på Seden Enggård, hvor han arbejdede som medhjælper. Han var gartner ligesom Laura, og hun husker tydeligt den dag, hvor forelskelsen blev alvorlig mellem dem. - Nimrod og jeg var ude at løbe på skøjter ved Seden strand, og det var et fint skøjtevejr. Hun fniser let og fortsætter: Vi løb med hinanden i armene og var kommet temmelig langt ud på isen. Det var ellers et godt sted at løbe, men isen gik i stykker, og vi faldt i og blev temmelig våde. Det lykkedes da os at komme op igen ved egen hjælp, men vi kom våde hjem. Heldigvis var der ikke ret mange, som opdagede det. Vi havde fået øjnene op for hinanden inden skøjteturen. Du ved vel, hvordan sådan noget foregår, siger hun forlegent, men forklarer alligevel, hvordan hun opdagede Nimrod. Det var igen gennem den famøse køkkendør, hvorfra Laura ofte havde holdt øje med drengene oppe på førstesalen, at hun spottede Nimrod. Han havde værelse ovenpå ved siden af drengenes. - Det var Nimrod med det samme, jeg så ham. Der var ingen tvivl om, det skulle være os, og det var helt naturligt, at vi fandt sammen. Medhjælperne på Enggården kom ned til os om aftenen og snakkede. Det var hyggeligt, og på den måde kunne det udvikle sig. Jeg ved ikke om nogen lagde mærke til os i begyndelsen. Men der var ingen i familien, der gjorde vrøvl over det, og det havde heller ikke stoppet os, griner hun. Laura tilføjer, at der var mange medhjælpere, som fandt deres kommende ægtefælle på Enggården. Det var nu mest medarbejdere, der fandt hinanden, for der var ikke så mange af Lauras søskende, der blev gift. Sportsaktiviteter som at løbe på skøjter, spille bold og sejle var en stor del af Enggårdens dagligdag. Laura forelskede sig da også i Nimrod, fordi de havde fælles interesse for sport. 24 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 25

- Jeg faldt for ham, fordi der var liv i ham. Vi kunne begge to godt lide at dyrke sport, blandt andet gymnastik og skiløb. Jeg kan huske, at vi løb meget på skøjter og cyklede en del. En god cykel skulle man jo have. Dengang fandtes der jo ikke så mange transportmuligheder. Ellers har jeg svært ved at huske i enkeltheder, hvad vi ellers lavede den første tid, vi kendte hinanden. Det er jo så mange år siden, siger Laura. Hun har brug for et lille hvil i sin fortælling. Dem skal hun passe med jævne mellemrum, for det tærer på kræfterne at udfordre den skrantende hukommelse i flere timer ad gangen. ude at købe den. Jeg kan slet ikke huske, hvilke blomster der var i min brudebuket, men det var min mand, der havde valgt den. Jeg husker heller ikke vores bryllupsgaver, ud over at vi fik en del sølvtøj. Ægteskabsforberedelser og bryllup Da Laura og Nimrod var forlovede boede de i en periode i København. Nimrod arbejdede på drengehjemmet Hvidborg i København. Selv om de huslige dyder aldrig havde haft Lauras store interesse, valgte hun alligevel at udvikle sine kundskaber så hun var rustet til sin opgave som kommende hustru. I en periode valgte hun også at udvikle sine evner for at drage omsorg for andre. Derfor gik hun i en periode på Langelinjes Husholdningsskole og arbejdede på et pigehjem. - Mens jeg var på pigehjemmet, som var for vanskelige børn, boede jeg i Gamle Bakkehuse i Valby. Jeg var også en periode i Odense på husholdnings- og sykursus, fortæller hun. Laura og Nimrod blev gift i 1937, da Laura var 23 år gammel, og hun fik efternavnet Grønne. - Det kom helt naturligt, at vi skulle giftes, vi havde jo allerede fået ring på. Vi blev gift i Seden kirke og holdt bryllup på Enggården, hvor hele familien var inviteret. Min mand havde elleve søskende, så vi var mange til festen. Enggårdens drenge var dog ikke med, de var sendt på udflugt. Min kjole var lang med slør og det hele, og min mor har nok været med 26 Sol ude, sol inde...

1: 4: 1. De unge hygger sig ved Odense å. 2: 2. Laura på cykelferie med Maja til Gåsetårnet i Vordingborg. 3. Madlavningen forgik i fri natur på cykelferien. 5: 4. Tasken er pakket og Laura er klar til at tage på udflugt. 3: 5. De unge mænd fra gården hjælper gerne med at lappe Lauras cykel.

L L 3: 1: 3. Holdbillede fra Lauras sy- og husholdningskursus på fagskolen Langelinie i Odense. L. Laura. 4. Nordklassen, som Laura gik i på Hoptrup Højskole. L. Laura 4 : 2: 1. I lære som gartner hos Brødrene Larsen i Bellinge 1931. L 2. Laura på taget af den store blok hos Brødrene Larsen.

1: 3: 2: 4: 1. Laura og Nimrod holder sig tæt til hinanden på udflugt med drengene fra Enggården. 2. Det nyforlovede par på spaderetur i København. 3. Laura og Nimrods bryllup på Seden Enggård i 1937. 4. Det lykkelige par stiller op til bryllupsbillede.

Kapitel 3 Ungt ægtepar med stort ansvar

Som nygifte blev Laura og Nimrod forstanderpar på Gartnerhjemmet i Ragebøl, som i lighed med Seden Enggård var et hjem for drenge fra vanskelige kår. - Det var Provst Biering fra Dybbøl Sogn, der foreslog min mand at blive forstander. Provst Biering var med i Ungdommens Vel, og var meget involveret i projektet. Han kendte Grønne familien fra Esbjerg, og min mand havde også været havemand for ham i en periode. Da vi kom til Gartnerhjemmet havde der ikke været drengehjem før. Ungdommens Vel havde fået idéen til et nyt drengehjem, før de fandt bygningen. De havde kigget på en gammel kro som lå ovre på den anden side af gaden. De synes, der var en idé i at kunne slå to fluer med et smæk ved at købe kroen. For så kunne man lukke en kro og forhindre en masse mennesker i at sidde og drikke, og samtidig give en masse trængende drenge et hjem, hvor de kunne få mulighed for at få et bedre liv. Men kroen var i for dårlig stand, så de valgte bygningen på den anden side af vejen, som alligevel var ledig. Provst Biering syntes, det var meget velegnet som drengehjem. Der havde tidligere været værksted, hvor de samlede lodder til kædebreve. Det var også opbevaringssted for gevinster, så der lå en masse ure, da vi kom, husker Laura. Foreningen Ungdommens Vel havde nogle retningslinjer for, hvordan hjemmet skulle drives, som Laura og Nimrod skulle følge. De fik løn, kost og logi af Ungdommens Vel, som også betalte for driften. Foreningen var privatejet og havde en bestyrelse bag, som sørgede for donationer til blandt andet driften af foreningens hjem. De kom også jævnligt på besøg og tilså, at alt på hjemmene gik som det skulle. - Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde har været uenige med bestyrelsen om, hvordan hjemmet skulle drives. Og de blandede sig ikke i vores arbejde på nogen måder. Ind imellem fik vi kontrolbesøg fra forsorgen, og de var også tilfredse med vores arbejde, konkluderer hun. Sol ude, sol inde, sol i sjæl og sol i sinde Da Gartnerhjemmet åbnede, havde Laura og Nimrod kun én dreng boende, men hurtigt havde de en halv snes boende. Drengene var lige over konfirmationsalderen, når de flyttede ind, og de kom alle fra en vanskelig baggrund. De var kommet ud i kriminalitet eller andre forhold, der gjorde at de ikke kunne passe på sig selv. Laura erindrer, at hun og Nimrod af den grund jævnligt havde kontakt med politiet. Laura og Nimrod skulle finde lærepladser og arbejde til drengene. På Gartnerhjemmet skulle drengene indordne sig under de regler, der var og blive bedre til at klare sig selv. - Selv om jeg var vokset op på et drengehjem og kendte til det, var det alligevel en stor omvæltning i begyndelsen. Det hele var meget primitivt, da vi flyttede ind. Det var bare én stor pløjemark det hele. Vi skulle drive gartneri, hvor drengene skulle hjælpe til. Selv om vi begge var gartnere, var det nu ikke vores idé. Det var aftalt med bestyrelsen, men vi var nu helt med på idéen. fortæller Laura begejstret. Nimrod var ansvarlig for at holde styr på gartneriet. I begyndelsen havde han hjælp fra en elev, senere fik han en gartner ansat. Det var også Nimrods opgave at tage sig af regnskabet, ligesom han, med hjælp fra et par assistenter, havde det overordnede ansvar for drengene. 36 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 37

En af de daglige faste rutiner for drengene på Gartnerhjemmet var en samlet morgenandagt inden de skulle ud og arbejde. Nogle af drengene hjalp med driften af gartneriet. - Vi byggede gartneriet langsomt op, og Nimrod plantede selv træer, som skulle passes. I begyndelsen havde vi heller ikke drivhuse, de kom først senere. Vi havde heller ikke maskiner i starten, men vi havde en ko og et par heste. Den ene af hestene hed Lisbeth. Jeg ved ikke hvem, der døbte den, men drengene var meget glade for dyrene. De betragtede dem som kæledyr, men hvor godt de behandlede dem, det ved jeg altså ikke, smiler Laura skælmsk og antyder, at hun ikke var vidende om alt, hvad der foregik, og at det måske heller ikke altid ville være noget, hun kunne billige. Gartneriet skulle indbringe lidt penge til driften af gartnerhjemmet, så grøntsagerne blev solgt på auktion på markedet i Sønderborg. Laura understreger dog, at indtægten fra afgrøderne langt fra strakte til den fulde drift. Hun finder et billede frem af den første høst af prægtige meloner og grøntsager fra marken, som er klar til markedet og peger stolt. - Det ser da godt ud, gør det ikke? Vi pakkede dem godt ind, så de tog sig flot ud på markedet. Vi skulle jo sælge det vi dyrkede i drivhuset, så det kom jo på auktion. Så det skulle bare pakkes godt ind og se pænt ud. Så blev det solgt på auktion i Sønderborg. Selv om Laura yderst sjældent selv havde noget med driften i gartneriet, glædede hun sig tydeligvis over Nimrod, de ansatte og drengenes arbejde, og hun følte sig tydeligvis også som en del af det. Hun viser endnu et billede, hvor vi kan se Gartnerhjemmets husmur med et flot skilt, hvor der står: Sol ude, sol inde, sol i sjæl og sol i sinde. - Det var min mand, der satte det op, og det sidder der endnu, selv om der ikke er drengehjem mere. Ude i gartne- riet var der jo både sol ude og inde, men om der altid var det i sjælen, det er jo så noget andet. Der var jo mange bryderier ind imellem, det kan man jo nok tænke sig. Der var jo mange mennesker fra alle dele af landet og familier og samfund. Laura bliver fraværende et øjeblik, hvor hun forsvinder ind i sine egne tanker. Hun bliver dog hurtigt nærværende igen, da jeg spørger ind til hendes arbejde på Gartnerhjemmet. Spidsmus som kartoffelskræller Laura tog sig af husholdningen, og hun var en stolt og omhyggelig kvinde, der satte en stor ære i sit arbejde. Hun fik en kokkepige, en sypige og en stuepige ansat til at lave det praktiske. - Jeg stod for den overordnede planlægning og sørgede for at arbejdet blev fordelt rigtigt. Der skulle laves madplaner, tøjet skulle vaskes og repareres på vores systue. Jeg har stadig den gamle Singer symaskine stående i kælderen. Den har repareret meget tøj gennem årerne, ler hun. Laura havde været vant til at tage sig af de mindre drenge, som ung pige, og hun engagerede sig også så meget i drengene, som hun kunne. Det var vigtigt, at forholdet til dem blev tæt, uden at de dog blev alt for forbundet til hinanden. Laura og Nimrod skulle jo give slip på dem igen og sende dem videre ud i livet. - Mange af drengene var fra København, og rigtig mange af dem fik øgenavne. Vi havde også hjælp fra drengene i køkkenet, og vi sørgede altid for at sætte dem til det arbejde, som passede bedst til dem. Og det kunne være i gartneriet, køkkenet eller vaskehuset. Der var drengene så til de fik en læreplads. Køkkendrengene var ofte dem, der havde svært ved at klare sig blandt de andre drenge. De var altid lidt svagere og min- 38 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 39

dre end de andre. Så kom de i køkkenet hos os og vaskede op og skrællede kartofler. Spidsmus var altid ham, der skrællede kartofler. Laura bliver moderlig varm i stemmen, mens hun fortæller. Der er ingen tvivl om, at drengene alle havde en særlig betydning for hende. Mange af drengene havde da heller ikke familier, som kom og besøgte dem, fordi de slet ingen familie havde, eller fordi familierne ikke havde lyst til at komme på besøg. Så Laura og Nimrod blev en slags forældre for dem. - Der var jo også drenge, der var mere vilde. Vi havde det i hvert fald aldrig kedeligt. Jeg kan huske der var en Jens Paptud, fortæller Laura og antyder, at han hørte til de mere snu af slagsen. Ikke alt arbejde var lige let og fornøjeligt. Laura husker, at alle drengenes madrasser af og til skulle ud og luftes, når det var godt vejr. Og da nogle af drengene tissede i sengene, skulle madrasserne ofte også vaskes. - Det var noget værre noget at have med at gøre, understreger hun. Det betød meget for Laura og Nimrod, at det gik drengene godt, når de forlod Gartnerhjemmet igen, og de satte stor pris på, at mange af drengene bevarede kontakten med dem. - Der var nogle af drengene der var meget flinke til at komme og besøge os år efter år. Andre hørte vi aldrig mere til. Det gik da også mange af dem godt ude i livet senere, og vi var glade for at høre om det, for det var ikke altid, vi vidste hvor de var og hvad de lavede. De fleste fik lærepladser i det område af landet, de nu hørte til, og en del kom ud at sejle. Men det var bestemt ikke alle, der var lige heldige. 2: 1: Laura og Nimrod som ungt forstanderpar på Gartnerhjemmet i Ragebøl. G 1: 2: Gartnerhjemmet med hovedbygning og drivhuse. G. Hovedbygning på Gartnerhjemmet 40 Sol ude, sol inde...

1: 5: 2: 3: 1. Drengenes madrasser luftes og vaskes. 6: 2. Indbydende grøntsager klar til auktion i Sønderborg. 3. Gartnerhjemmets beboer, John Beck, sammen med hesten Lisbeth. 4. For tung Olaf! Den optimistiske unge mand har overvurderet, hvor stort et læs cyklen kan bære. 7: 5. Frugttræerne gødes. 6. Forstanderparret med køkkenpersonalet. 7. Drenge og herrer poserer stolte af Gartnerhjemmets motto. 4:

Kapitel 4 Et nyt kuld Grønne

Selv om Laura og Nimrod havde rigeligt med børn omkring sig, faldt det dem helt naturligt og selvfølgeligt, at de selv skulle have børn. Den førstefødte Holger kom til verden året efter, de blev gift. I løbet af de næste seks år blev Lydia, Inga og Kristian Vilhelm født. - Ja, børnene kom jo hurtigt, efter vi flyttede ind på Gartnerhjemmet. Det er jo helt naturligt for voksne mennesker, at de gerne vil have børn, de kan give noget til. Vi var syv søskende og min mand havde elleve søskende, og jeg var jo vant til, at der var mange børn hjemmefra, så det gik rimelig nemt for os. Vi havde da også et par unge piger til at hjælpe os. I det daglige var vores børn ikke sammen med drengene. Vi havde vores eget, og børnene havde kammerater med hjem, fortæller hun. Laura tilføjer dog, at der alligevel var mange aktiviteter som både hendes børn og drengene deltog i. - Vi gik i kirke med drengene en gang imellem. Til at begynde med, var de tvunget til det, men senere blev det frivilligt. Men der var jo generelt mere, der var tvunget i gamle dage. Børnene havde også drengene med ude at sejle i deres lille robåd. Og hun og familien tog også med ud i den store båd, som hjemmet havde til drengene. - Holger var også på fisketur med drengene, fordi vi ikke ville have, at han tog alene af sted. Kristian har også været med på en af drengenes skiture. Pigerne havde samme interesse i drengene, som Laura selv havde haft som lille pige. Og det fik Laura til at forstå hendes egne forældres reaktion, da hun var barn. - Børnene var jo sammen med drengene, men vi passede på, at de ikke gik ind og var alene med dem. Jeg ville heller ikke have, at pigerne blev alt for interesserede i drengene. Drengene var jo i alderen 14-16 år, og ikke altid til at stole på. På den anden side skulle børnene jo kunne klare at være sammen med dem. Vi boede trods alt under samme tag. Men det krævede ind i mellem, at der var kontrol og lidt trit og retning, siger Laura bestemt. Liv og glade dage med drengene Selv om Laura og Nimrod prioriterede, at deres børn fortrinsvis havde deres eget liv i hverdagen, var der dog masser af arrangementer og ferier som bevidst blev planlagt med det formål at både drengene og familien skulle deltage. Der blev jævnligt arrangeret dagsudflugter. Så blev den store madkurv pakket og taget med på blandt andet Hærvejen, Sandbjerg Slot, Gråsten Slot eller en tur til stranden. - På udflugterne fortalte vi gerne børnene og drengene lidt historie om det vi besøgte. Vi tilpassede selvfølgelig mængden af informationer til hvor meget de nu kunne optage, fortæller Laura. Andre gange blev der holdt fester for hele byen. Fastelavnsfesten var en af de faste traditioner. - Det var min mand og medhjælperne der, arrangerede festerne og bestemte, hvad vi skulle lave. Spejderne havde også tradition for at komme. Der var masser af godter i tønden, og det skulle helst være noget, der kunne tåle at ryge på jorden. Årets julefest blev først holdt sammen med drengene. Julen var noget særligt fordi de gamle drenge, som endnu ikke selv havde fået et hjem, også kom på Gartnerhjemmet og holdt jul. 46 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 47

- Der blev sunget, leget og lavet sketches. Vi var mor og far så godt som vi jo kunne for drengene, men vi skulle jo heller ikke knytte os for tæt til dem. Senere på aftenen gik vi op i vores stue og holdt vores egen jul med børnene, så vi kunne koncentrere os om at være mor og far for dem alene. Børnene fik jo en masse gaver, som drengene ikke fik, så dem skulle de jo også pakke op og nyde i fred. Også drengenes sommerferier fik følgeskab af den unge Grønne familie. Drengene kom jævnligt på en FDF sommerlejr, som hedder Højbjerg og ligger på Langø på Fyn. Hele forsamlingen tog turen med tog til Martofte og gik fire kilometer til Højbjerg. Mens drengene var på Højbjerg, boede familien i Lauras families sommerhus, Solfang, som lå cirka én kilometer derfra. - Det var et hus lige ud til vandet. Vi havde en vandpumpe, hvor vi skulle hente vand med to junger. Og der var en dejlig veranda, hvor vi kunne sidde om aftenen og hygge os, og kigge ud over det hele. Det var skønt friluftsliv, husker Laura. Familieliv på en alternativ måde Da Nimrod og Laura jo havde deres arbejdsplads i hjemmet, var de meget sammen med deres børn, selv om de ikke havde meget fritid. Laura synes dog ikke, hun savnede mere fritid. - Vi nød, når vi var alene sammen med børnene, men på den anden side synes vi også det var rigtig sjovt, når drengene var med, så skete der noget. Vi havde medhjælper til at holde opsyn med drengene, men vi kunne da høre dem alligevel. Vi hørte for eksempel altid når drengene sang aftensang, inden de gik i seng. Og det var jo også stadig vores ansvar at hjemmet fungerede, selv om vi havde fri. Da børnene var små tog Laura og Nimrod dem med på ferie hos hendes forældre i Strib, som forældrene flyttede til, da de blev pensionerede. De besøgte også Grønne familien i Esbjerg, men de havde ikke så meget plads, så det var ikke så ofte det skete. Nimrods far var fisker i Esbjerg, men han døde på en søndagskoleudflugt på Fanø kort efter Holger blev født, så børnene nåede ikke at lære ham at kende. - Min svigerfar sejlede og min svigermor havde sit liv i Esbjerg. De var altid i højt humør og der var liv og glade dage, selv om det var en lille lejlighed de boede i. Familien besøgte også Nimrods fætter i Struer, hvor familien havde børnehjem. Nimrod var spejderleder, så børnene og Laura var også med på spejderlejre og ture. Nogle af ferierne holdt de hjemme på Gartnerhjemmet, hvor de havde besøg af Lauras forældre fra Seden Enggård og fra Lærlingehjemmet som Nimrods søster og hendes mand Kyhl var leder af. Laura og Nimrod holdt også meget af at holde ferie på Langø i hendes forældres sommerhus Solfang. - Klimaet var så skønt derude. Men der var ikke meget plads, så vi havde et telt at sove i. Vi nød at plaske i vandet og sejle ture, når vi var der, men efterhånden ville vi gerne have noget for os selv. Så Nimrod og jeg fandt et lille sommerhus i Vemmingbund, hvor vi var med børnene i weekender og ferier. Huset lå meget skønt. Det ligger der faktisk endnu og ligner sig selv. Et par enkelte ture til udlandet er det også blevet til sammen med børnene. - Hele familien har været på campingferie i Tyskland, Schweiz og Italien. Vi pakkede bilen med spejderteltet og tog af sted. Så kørte vi over alperne i den lille bil, og vi lavede mad på primus. Vi var jo unge, så det kunne vi sagtens klare og det var spændende. Børnene kan huske, at vi så det skæve tårn i Pisa. Laura holder en af sine længere eftertænksomme pauser. Pludselig lyser hun op, griner og udbryder. - Er de ikke helt vellykkede, de børn, jeg har fået? Jeg synes, 48 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 49

det er svært at sige, om de ligner min mand eller mig mest, men de har i hvert fald fået en livlig opdragelse! Jeg tror ikke, at mine børn har savnet at være en almindelig familie, eller har lidt nogen nød fordi drengene var der. Jeg tror selv, jeg ville have kedet mig, hvis ikke de havde været der. Tit tænkte jeg på, hvad andre familier mon lavede. Det må have været kedeligt, for der skete aldrig rigtig noget. Hos os var der altid gang i et eller andet, så skolekammeraterne kunne jo også godt lide at komme og være med. Trods Lauras meget optimistiske tro på sine børns fremtid og tillid til deres evner og dømmekraft, indrømmer hun, at hun da, som alle andre forældre sikkert ind imellem har bekymret sig for, hvordan børnene skulle klare sig, men hun husker det ikke tydeligt mere. - Vi har lært børnene at finde trøst og hjælp hos Gud, hvis de skulle komme i modgang. Og vi har da prøvet at give vores dejlige barndom videre til vores børn. Om det har virket, ved jeg ikke. Men vi har i hvert fald ikke kedet os, ler hun. 1: 2: 1. Den stolte mor med dåbsbarnet Holger. 2. Laura og Holger går gennem klitterne på vej ud i bølgerne. 3. Tre små Grønner på Seden Enggård. Inga, Lydia og Holger. 3: 50 Sol ude, sol inde...

1: 4: 2: 5: 1. Børnenes livlige leg 4. Familien foran den i sneen foran første bil, en lækker Gartnerhjemmet. Ford A. 2. Inga har besluttet 5. Laura, Lydia sig for at flytte og Kristian på hjemmefra. spejdertur. 3: 3. Familien Grønne på vej ud i det grønne. 6. Udklædt og klar til Fastelavn. 6:

3: 1: 3. Dukke Lise og Grønne børnene laver akrobatik. 2: 4. Holger og Lydia er med mor ude at sejle. 5. Fire seje børn poserer. 1. Morgengymnastik på Langø. 4: 2. Danmarksmester i gymnastik, Elkana Grønne sammen med Lydia og Inga. 5:

1: 3: 2: 4: 2. Personale og Laura, med 1. Laura og Kristian sammen Inga i forgrunden, tager 3. Cowboys og personale 4. Klar til familiehygge med en med drengene i haven afsked med to drenge. i baghaven. flot og indbydende lagkage.

1: 4: 2: 5: 1. Lydia og Ingas Konfirmation. 2. Serveringspersonalet til konfirmationsfesten. 4. J ul med drengene i salen på Gartnerhjemmet. 3: 3. Gartnerhjemmets drenge til Lydia og Ingas konfirmationsmiddag. 5. Juleaften med familien i lejligheden.

Kapitel 5 Partnerskab drevet af kærlighed og sammenhold

At være forstanderpar for Gartnerhjemmet var i høj grad et fælles projekt for Laura og Nimrod, og Laura synes de var rigtig gode til at holde sammen og støtte hinanden. - Der var jo heller ikke andet at gøre, vi skulle jo have tingene til at fungere. Vi havde da uenigheder ind imellem, men det hjalp meget, at jeg kendte til arbejdet, og var vant til det hjemmefra. Nimrod var meget optaget af at dyrke sport, og han var ifølge Laura rigtig god til det. Han kom fra en meget sportslig familie, og hans bror var Danmarksmester i redskabsgymnastik flere år i træk. Han sørgede for at sporten også blev en naturlig del af drengenes hverdag, som han i det hele taget var meget engageret i. - Han var rigtig god til at styre drengene. Der var rigtig mange problemer med de drenge, men Nimrod var virkelig god til at snakke med dem. Nogen gange kunne jeg ikke forstå, at han ikke kom ind om aftenen, så sad han og snakkede med en af dem ude i bilen. Men han var også streng, det var han jo nødt til at være. Der skulle jo være orden i sagerne og respekt, og han var god til at få den på en god måde. I begyndelsen fik de nogle lussinger ind imellem. Det måtte han jo egentlig ikke, det blev der ikke set pænt på. Men det kunne være nødvendigt ind imellem. Det var jo ikke engle, de drenge vi fik. I privaten kunne børnene da også godt få en endefuld. Det gik ikke at være alt for blødsøden. Drengene var glade for ham, og nogle af dem blev boende meget længe, fordi det var svært at finde arbejde til dem. Laura synes, at hun og Nimrod var gode til at tale sammen om deres forskellige opgaver på Gartnerhjemmet, men de blandede sig ikke i hinandens arbejde. Laura fulgte med i, hvad der skete i gartneriet, men hun var meget bevidst om, at det ikke var hendes domæne. - Jeg havde husgerningen og mine egne børn. Det var mig, der skulle give ordre til køkkenpersonalet og stuepigerne og bestemme, hvad vi skulle have til middag og servere til møderne. Nimrod havde assistenter og medhjælpere til at hjælpe sig. Der var også stor udskiftning i personalet, fordi det var unge mennesker, som arbejde hos os. Det skulle vi også sørge for fungerede, og det var da ind imellem en udfordring. Men jeg har aldrig fyret nogen, fordi jeg var utilfreds med deres arbejde, hævder Laura. Da Lauras forældre blev pensionister flyttede de til Strib og hendes bror Wilhelm overtog Seden Enggård. Så hendes forældre kom tit på besøg på Gartnerhjemmet, og Laura fik meget støtte og hjælp af sin mor. Lauras tante Maja drev et pigehjem på Fanø, der ligesom Seden Enggård, Lærlinghjemmet Ny Møllegård og Gartnerhjemmet blev bestyret af foreningen Ungdommens Vel, som Laura og Nimrod var medlemmer af. - Arbejdet i Ungdommens Vel har optaget os meget ud over drengene og vores egne børn. Vi har været fælles om alt. Krig og hemmeligheder Under krigen fik Laura og Nimrod mange andre udfordringer end drengehjemmet som de skulle håndtere. - Det var nogle grimme år. Men vi havde jo vores egne børn og fremmede børn, vi skulle tage os af, så der var meget, der gik vores næse forbi. Der var jo restriktioner på alt muligt, så vi havde pludselig meget andet at bøvle med. Men vi havde heldigvis en god lokal møller, hvor vi kunne blive 62 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 63

ved med at få mel. Vi skulle jo bruge en hel del til den store husholdning. Jeg synes nu aldrig, vi savnede noget, men vi måtte da indskrænke os. Vi havde mange godt kontakter, så vi kunne skaffe mere end de fleste kunne få. Til sidst kunne vi altså heller ikke få kaffebønner nogen steder overhovedet, husker Laura. Laura blev indirekte involveret i modstandsbevægelsen, fordi Nimrod var meget engageret i den. Men det er ikke meget hun kan fortælle om, hvordan det foregik. - Det var jo meget tys- tys, så det var ikke altid jeg vidste noget om, hvad han lavede. Nimrod skulle jo passe meget på, så det var ikke noget, vi snakkede om. Møderne foregik heller aldrig hjemme hos os, det var for risikabelt. Der var en del hjemmetyskere her. Det kunne man jo ikke undgå, når man boede ved en grænse. Der var selvfølgelig en generel spænding, men vi oplevede ikke noget alvorligt i vores bekendtskabskreds. Laura og Nimrod kunne se, når tyskerne bombede nede ved grænsen, som jo var lukket for al indkørsel til Tyskland under krigen. Lige efter krigen tog familien på bilferie til Tyskland, og så de forfærdelige ruiner. Også på Fanø, hvor Laura og Nimrod havde familie, havde tyskerne begået voldsomme ødelæggelser. Det havde familien selvfølgelig haft helt tæt inde på livet på den lille ø. - Jeg kan tydeligt huske befrielsesdagen. Min svoger gik nede ved grænsen og sendte tyskere tilbage til Tyskland. De skulle bare væk i en fart. Det var uhyggeligt og et sørgeligt syn, selv om vi var gale på dem. Jeg tænkte meget over, hvad de skulle hjem til og syntes, det var synd for dem. Krig er noget forfærdeligt noget. Vi var så optagede af vores eget liv, så jeg er bange for, at vi ikke havde så meget hjerte for, hvad der egentlig skete. Men vi kunne jo ikke have gjort noget ved det alligevel, fortæller Laura, mens stemmen afslører, at hun stadig berøres af situationen for mange år siden. Laura og Nimrod havde mange venner i byen, som de holdt en masse gode sammenkomster med, også under krigen. De så især meget til forstanderparret, der boede på hvilehjemmet på den anden side af gaden. Men Laura husker, hvordan holdningen til tyskere ændrede sig under krigen. Både hos hende, Nimrod og deres venner. - Man blev lidt national dengang, hvis man ikke havde været det før. Det er en tysker sagde vi med foragt, men de var jo også mennesker. Det har da heller aldrig haft nogen betydning for vores forhold til Holgers kone Kate, at hun oprindelig er tysker. Selv om krigen medførte begrænset frihed og råderum fandt Laura og Nimrod dog alligevel plads til også at holde ferier. Ferierne foregik under krigen i Norge. Børnene var ikke med, og den sparsomme tid helt alene havde stor betydning for parret. - Vi slappede virkelig af, og nød livet og hinanden. Det trængte vi virkelig også til! Børnene kunne heldigvis blive passet hjemme, og vi var helt trygge ved, at de havde det godt, mens vi var væk. Hvis der er noget, Nimrod har lært mig, så er det at huske at grine. Han kunne altid finde noget at grine af. Også når der var problemer og modgang, pointerer Laura. 64 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 65

3: 1: 4: 2: 5: 4. På skøjter ved Vilsbæk 1. Ægteparret nyder en stille 2. Laura og Nimrod på skiferie 3. Familien på ski ved sommerhuset i 5. Nimrod tester rednings - stund sammen. i Norge. Vemmingbund. kransen på sikker grund.

1: 3: 2: 1. Ferie i Italien. 3. Madlavning i Italien 4: 2. En hvil på den lange køretur. 4. De skønne omgivelser nydes.

1: 3: 4: 1. Hovedattraktionen på ferien i Italien. Kristians positur får det skæve tårn i Pisa til at syne mere skævt. 2. Så er der slået lejr i Italien. 3-5. På blomstermesser i Hamborg. 2: 5:

Kapitel 6 En handlekraftig enke

fordi jeg var optaget af dem. Og så har vi altid haft vores gode humør, det hjælper jo meget. Laura og Nimrod havde været gift i 21 år, da Nimrod efter kort tids sygdom døde den 16. januar 1958. - Jeg ved ikke om det var en blodprop, men han blev syg og så gik det lidt op og ned med hans helbred, inden han døde. Han var jo ikke så gammel, selv om vi ironisk nok selv syntes, vi var gamle dengang. Det var også mærkeligt, at det skulle ramme ham, der var i så god form. Han skulle altid være den første, der var på banen, når der blev spillet fodbold. Jeg vidste, at det gik ned ad bakke, så vi havde holdt ferie sammen, så han kunne komme til kræfter. Vi fik også hjælp til at drive hjemmet. Men så døde han alligevel ret pludseligt. Han fik det dårligt en nat, kom akut på hospitalet og døde kort efter. Jeg sad og holdt ham i hånden, da han døde, fortæller Laura stille, mens hun blidt holder om det guldarmbånd, hun har på håndleddet. Hun tager armbåndet af og viser, at der er indgraveret hendes navn og datoen 24-7-57 - Jeg har fået armbåndet af min mand på vores bryllupsdag året før han døde, og jeg har det altid på. Han gav mig gaver, når han fandt tid og en lejlighed til det. Jeg går også stadig med min vielsesring, hvorfor skulle jeg tage den af? Min mand havde sin på i graven, smiler hun. Laura har svært ved at sætte ord på, hvad hun tænkte og hvordan hun kom igennem sorgen, da Nimrod døde. - Hvad tænker man, når man står som enke med fire børn, jeg ved det ikke. Der var så meget praktisk, jeg skulle tage mig af og ikke mindst børnene. Så jeg tror, at jeg kom over det, Et nyt liv på Birke Allé Laura kunne ikke køre hjemmet videre alene. Det var jo drenge, minder hun om, og hentyder til at drengehjem dengang selvfølgelig var en opgave for mænd og pigehjem en opgave for kvinder. - Så anbefalede et bestyrelsesmedlem fra Gartnerhjemmet mig huset her, fordi det var ledigt. Han var også interesseret i, at vi kom ud i en fart. For han overtog Gartnerhjemmet og skulle flytte ind. Han var god og velegnet. Og så kunne vi roligt flytte, og jeg har jo boet her lige siden. Ungdommens Vel hjalp mig med at købe huset her, og få det hele til at fungere for mig. Jeg solgte sommerhuset i Vemmingbund, for at kunne købe huset her. Og jeg fik jo enkepension, så jeg klarede mig. Laura supplerede dog sin enkepension ved at få lidt indtægter på at leje værelser ud i det nye hus. Pigerne og hun boede i soveværelset på første sal, Holger fik værelse i karnappen og Kristian i kælderen. Så var der et ledigt værelse i både stueetagen og på første sal, som kunne lejes ud. - Det første værelse, jeg lejede ud, var det på første sal til en dame. Hun generede mig jo ikke, når hun boede ovenpå. Værelset i stueetagen lejede jeg ud til Grane, en ung mand, som Holger var i lære med. Han havde ikke lyst til at bo hjemme, så han flyttede herned til Sønderborg. Han gik med ind i familien og fik både kost og logi. Holger og ham havde meget sjov sammen. Senere havde jeg også soldater boende fra kasernen. De boede her bare, de var ikke på kost, for de spiste på kasernen. I en periode lejede jeg også ud til sommerhusgæ- 74 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 75

ster, som overnattede og fik morgenmad. På den måde havde jeg lidt ekstra økonomi. For økonomisk var det svært, da børnene boede hjemme. Holger betalte 10 kr. hjemme ud af de 24 kr. han fik i lærepenge, så han bidrog også til husholdningen, husker hun. Laura, der aldrig selv havde været den, som stod bøjet over kødgryderne, skulle nu lave mad til familien hver dag. Det mindede hende om familiens ferier, hvor de kun var den lille familie sammen. - Jeg kan godt lide at lave mad, men jeg har aldrig været til de store husholdninger eller portioner, siger hun. Mens vi har været hos Laura, har hun både serveret frokost og middagsmad for os. Og selv om hun har fået hjælp af Kristian og Holger, så har hun det stadig tydeligvis bedst med, at hun har styr på tingene. Trods alderen flyver hun frisk og let omkring i huset, anretter mad og dækker bord, ligesom hun også helst selv vil sætte servicet på plads efter opvasken. Hun ved jo hvor det skal stå. Det er også magtpåliggende for hende, at hendes gæster trives i hendes hjem. - Spørg efter det, du ikke ser, siger hun flere gange under måltiderne, for at sikre sig, at vi alle får, hvad vi har brug for. Selv om Laura klarede den ny hverdag i fin stil, erkender hun, at der jo var en stor tomhed og savn efter Nimrod og drengene på Gartnerhjemmet. - Selvfølgelig savnede jeg ham og drengene. Men det skal jo gå, og det gjorde det. Jeg havde heldigvis mange bekendte, der hjalp os. Og Ingas veninde, Birthe, som er den sødeste pige, hun hjalp os meget. Vild med Folkevogn Da Laura flyttede fra Gartnerhjemmet havde hun en bil derfra, men ikke noget kørekort. Og da hun havde brug for at køre bil, gik hun straks i gang med at tage køretimer. - Jeg tror ikke jeg havde mange køretimer. Jeg kunne godt lide at køre bil, så det var ikke så svært for mig. Men jeg kunne ikke lide at køre i bilen fra Gartnerhjemmet, den var alt for stor, så den solgte jeg. I stedet for købte jeg en Folkevogn som jeg delte med Misse og hendes mor, der boede her på vejen. Hende kom jeg meget sammen med, og det gør jeg stadig. Hun bor ikke på vejen længere, men tæt på. Vi havde Folkevognen hver en uge ad gangen. Hun havde vist ikke meget at bruge den til, så det gik helt fint med at dele den. Senere købte vi en bil hver. Jeg har haft to Folkevogne. Den sidste var hvid, den står stadig nede i garagen. Men jeg kører ikke bil mere. Det gør Misse heller ikke. Jeg kørte rigtig meget ud. Ikke kun for at købe ind, men også på ture. Jeg elskede at køre ud og se en masse, fortæller hun. Når man taler om solen skinner den. Vi bliver afbrudt i vores samtale, da Misse uventet ringer på døren. Vi holder en pause, så Laura og Misse kan nyde et glas sherry sammen og opdatere hinanden på de seneste begivenheder. Misse er stadig frisk og frejdig, trods hun må have hjælp af et gangstativ for at komme omkring. De to damers eftermiddagshyggesnak ledsages af adskillige grin. Mens Laura og Misse er optaget af hinanden og sherryen bemærker jeg, at Laura har flere små udgaver af Folkevogne stående rundt omkring i sine stuer. Efter Misse igen er gået, spørger jeg til, hvorfor alle de små bilmodeller pryder hendes hjem. Svaret kommer prompte. - Det ser så hjemligt ud med folkevogne. Laura griner skælmsk, og efterlader ingen tvivl. Hun er vild med Folkevogne, og kan hun ikke nyde at sidde i den store længere, så kan hun da kigge på de små i stuerne. Ud på arbejdsmarkedet Børnene var store, da Laura flyttede ind i huset på Birke Allé, 76 Sol ude, sol inde... Sol ude, sol inde... 77

så der gik ikke mange år før de fløj fra reden, og Laura søgte for første gang ud blandt andre mennesker på arbejdsmarkedet. - Jeg arbejdede på apoteket i Sønderborg i mange år, hvor jeg fyldte varer op. Jeg fik jobbet gennem en jeg kendte, og det var et meget rart, interessant og overkommeligt job. Det var et heldagsjob, og jeg mødte mange mennesker, selv om jeg ikke ekspederede. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg holdt op. Senere havde jeg arbejde som hjemmehjælper. Det var jeg faktisk glad for, selv om det jo selvfølgeligt var afhængigt af, hvor jeg var, om det var godt. Der mødte jeg nogle helt andre mennesker. Så kedet mig har jeg i hvert fald ikke, siger hun og ler. 1: 2: 1. Lydia og Kjeld s bryllup. 2. Ane Marie Clausen s 80-års fødselsdag i Strib. 78 Sol ude, sol inde...