Spejling af omsorgssvigtede børn. Selvet og spiritualitet. Tid til refleksion?

Spejling af omsorgssvigtede børn Selvet og spiritualitet Tid til refleksion? 65 2007

psykologisk set Årgang 24, nummer 65, juni 2007 ISSN: 0906-2483 ISBN: 978-87-7887-592-1 Redaktionen, forfatterne og Frydenlund Illustrationer: Merete Høeg Lauersen Grafisk tilrettelæggelse: Vibe Skytte Grafisk produktion: Pozkal, Polen Redaktion Allan Westerling (ansvarshavende redaktør), cand. mag. og adjunkt ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetcenter. Nina Armand, afspændingspædagog og cand. psych. Konsulent og ansat som organisationspsykolog hos JobLiv Danmark A/S. Agnete Skov Husted-Andersen, cand.psych. Ansat ved det internationale HR konsulentfirma Cubiks. Rina Mai Mikkelsen, cand.psych. Ansat i en kommunal børne-ungerådgivning og arbejder med børn og familier. Lars Paludan-Müller, stud.psych. Forfatter, konsulent og freelance-underviser bl.a. ved Roskilde Pædagogseminarium og Suhrs. Michala Gylling, cand.comm. og ansat som virksomhedskonsulent i Jobcenter Gladsaxe. Peter Busch-Jensen, cand.komm og ph.d.-stipendiat indenfor arbejds- og organisationspsykologi ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter. Hjemmeside: www.psykologisk-set.dk Udgivelse Tidsskriftet udkommer 4 gange årligt. Abonnementspriser 2007: Normalabonnement: kr. 310,- (udland: kr. 410,-) Studenterabonnement: kr. 238,- (udland: kr. 338,-) Institutioner: kr. 440,- (udland: kr. 540,-) Alle abonnementspriser er inkl. moms. Porto udgør kr. 50,- af den samlede abonnementspris. Løssalg: kr. 95,- pr. nummer ekskl. porto. Abonnement og ekspedition Bogforlaget Frydenlund Hyskenstræde 10 1207 København K Tlf. +45 3393 2212 Fax +45 3393 2412 post@frydenlund.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette blad eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.

Leder: Tillid Af Allan Westerling 2 Du tænker måske, at jeg vil slå dig... Af Lars Rasborg 5 Selv-udvikling er ego-afvikling Af Christian Warnke Dalgas 14 Mindfulness et pusterum til udvikling og udfoldelse Af Peter Holm-Iversen & Kirsten M. Larsen 23 Refleksion det reflekterende teams kerneydelse Af Lars Paludan-Müller 31 65 2007

Tillid 2 For nogle uger siden sad jeg i toget. På vej til København. På vej til redaktionsmøde. Det var fredag aften. Og de af læserne, der har rejst med DSB på det tidspunkt, ved, at man af og til faktisk ofte kommer til at dele kupé med mennesker, som er på vej til fest. Mere eller mindre opstemte. Mere eller mindre berusede. Det skete også for mig, denne fredag. Fire personer satte sig på sæderne ved siden af mig. Opstemte. På vej til fest. Ufrivilligt blev jeg vidne til deres samtaler, selvom jeg prøvede at koncentrere mig om gratisaviserne, som flød på sæderne foran mig. Jo tættere vi kom på København, desto mere steg samtalens lydniveau. Hurtigt gik det op for mig, at der var tale om fire skolelærere. Og snart også, hvilken skole de underviste på. Og hvilket klassetrin. Og snart også hvilke elever, de underviste: teenagerne. På et tidspunkt efter Valby Station handlede samtalen om navngivne elevers kønssygdomme og om hvilken anden, navngiven elev, som var smittekilden. Disse informationer havde lærerne fået i fortrolige samtaler med eleverne og deres kammerater og nu var de delt med mig og resten af passagerne i vognen. Herefter forsatte det højrøstede firkløver ud i det københavnske natteliv, mens jeg, lettere rystet, forsatte med DSB mod den indre by. Er det mig, der er sart? Hvad gør det egentligt, at detaljerne om teenagernes seksualliv bliver til et underholdende samtaleemne i en offentlig togkupé? Hvad betyder det for teenagerne fra firkløverets skole, at lærerne ikke lever op til den tillid, som elevernes bekendelser fordrer? Hvis de nu aldrig finder ud af det? Jeg ved ikke, om det bare er fordi, vi psykologer er dybt afhængige af at få adgang til menneskers fortællinger og beretninger om deres livs mest intime detaljer, at jeg er blevet påvirket af denne oplevelse, hvor andre tilsyneladende lader hånt om den fortrolighed, som de er blevet vist. Måske. For denne fortrolighed er nemlig helt afgørende for, at vi kan få adgang til psykologisk interessant viden, og uden den er vi ilde stedt. Terapi uden gensidig tillid når intet resultat. Psykologiske studier uden tillid mellem informant og interviewer giver ingen indsigt. Tillid er altafgørende. Men tillid og tillidsbrud vedrører næppe kun psykologer. Fra da jeg selv var teenager, husker jeg blandet andet Bruce Springsteens femdobbelte livealbum. På et tidspunkt siger han til publikum: In 1985, blind faith in your leaders or in anything will get you killed! Nu mister teenagerne fra firkløverets skole nok ikke livet som en konsekvens af lærernes tillidsbrud, men Bruce Springsteens påmindelse fra koncerten fra 1985 er alligevel relevant for historien. For det, der var sandt dengang, er også sandt nu. Hvis vi, i år 2007, blindt stoler på andre, og dermed lader andre overtage styringen med vores

liv, er vi fortabte. Lærer vi ikke fra en tidlig alder at tage ansvar for vores egne handlinger og være kritiske over for vores omverden, er vi prisgivet. Børnehavebørn risikerer at blive forført af stiliserede reklamedrømme om lyserød prinsessepænhed eller overfladisk action intensitet, som i rigelige mængder flyder dem i møde i reklamespots før og efter børneprogrammer og tegnefilm. Programmer som også selv leverer disse kommercialiserede barndomsfantasier. Altid med et tilhørende produkt. Altid med rigeligt merchandise. Den autentiske barndom med jord under neglene og blå mærker på knæerne er for længst fyldt på glas, tilsat phthalater og udbudt til salg. Hvordan ved forældre og voksne, at de ting, de køber til børn eller lader børn købe ikke også samtidig er skadelige før børns udvikling, trivsel og sundhed? The same thing you eat to live can make you die the same truth you thought your heard can be lie. sang den hedengangne danske funk-gruppe Zapp Zapp i 1992. Sandt. Dengang & nu. Mens disse linjer skrives, sættes der endnu en varmerekord. April måned i 2007 var gennemsnitlig en hel grad varmere end april 1948 (den hidtidige rekord). Det var også i april måned 2007, at afgifterne på miljøvenlige biler blev sat ned. Det lomborgske miljø-regime knager i krogene, og blandt de ansvarlige beslutningstagere ser man en begyndende erkendelse af, at den måde, vi lever på, kan ende med at undergrave sig selv. Så nu presser selveste miljøministeren på for at begrænse udledningen af kuldioxid. Måske er det for sent og for uoverskueligt at gøre noget? Og hvad kan vi gøre? Forsøg på at begrænse industriens forbrug af CO 2 fordyrer produktionen, som derfor flyttes til udlandet, hvor vilkårene er mere gunstige og lønningerne lavere. Tab af arbejdspladser er en konsekvens. Mere forurening en anden blandt andet også som en konsekvens af, at de varer, som nu produceres i udlandet, skal transporteres tilbage til os. For vi vil stadig have dem. Er vi fanget i et dilemma, vi ikke kan undslippe? Hvis det er rigtigt, hvad Zapp Zapp synger at selv den sandhed, vi troede på, kan vise sig som en løgn hvad betyder det så? At sangen også er en løgn, og at sandheden derfor altid er sand? Hvis det er rigtigt, som jeg indledte med at skrive, at vi er fortabte og overladt til andres nåde, hvis vi ikke selv tager ansvaret for styringen af vores eget liv, hvor er vi så henne? Det minder måske om det, som økonomisk teori kalder naturtilstanden : alles kamp mod alle. Hver mand for sig selv? Er dette billedet af verdens tilstand? Nej, er svaret selvfølgelig. Vi befinder os ikke i den rå egoismes forgård. Men derfor er vi alligevel tvunget til at handle og orientere os, som om vi sad ved styrepinden i vores eget liv. Den anden side af denne sandhed er imidlertid, at det liv vores eget liv som vi er projektledere af, samtidig er uløseligt forbundet med livsprojekter og samfundsbetingelser, som vi ikke har en jordisk chance for at påvirke, endsige overskue. Derfor er du også nødt til at have tillid. Til andre mennesker; men også til de politiske institutioner og til de økonomiske systemer. Ikke ubegrænset blind 3

4 tillid men heller aldrig det modsatte: konstant mistillid. Måske er det i dette lys, at det tillidsbrud, som jeg var vidne til i toget på vej til København, også skal ses. Forvalter vi og vores institutioner ikke den tillid, som vi bliver vist, med omtanke, lurer fortabelsen og sammenbruddet lige om hjørnet. Lad dette også være en opfordring til kritisk læsning af dette nummer af Psykologisk Set, som rummer artikler om religion og psykologi, om at reflektere, om mindfulness og om terapi. Bag dette nummer af tidsskriftet står flere redaktører end normalt. Michala Gylling, som er virksomhedskonsulent i Jobcenter Gladsaxe, er trådt ind i redaktionen. Det samme er Peter Busch-Jensen. Peter er ved at færdiggøre en ph.d.- afhandling om nogle af udfordringerne ved et moderne arbejdsliv. Han er samtidig ekstern lektor på RUC. Både Peter og Michala er uddannet i psykologi og kommunikation fra RUC, så hvis tidsskriftet var et aktieselskab, ville jeg skrive, at vi har et stærkt team, som er rustet til fremtidens udfordringer. Det behøver jeg heldigvis ikke men kan i stedet udtrykke min glæde over, at redaktionen både har fået tilført kløgt og kompetence og ikke mindst mere begejstring og virkelyst. Velkommen til Peter og Michala. God læselyst På hele redaktionens vegne, Allan Westerling

Du tænker måske, at jeg vil slå dig... af Lars Rasborg Når det ikke lykkes at hjælpe børn og unge med pædagogiske metoder, som f.eks. vejledning eller konsekvenser, er det værdifuldt, hvis man har miljøterapeutiske metoder til sin rådighed. Det kan være helt nødvendigt i arbejdet med omsorgssvigtede børn og unge, men også almindelige børn har i pressede situationer gavn af, at deres voksne kan tænke miljøterapeutisk. Alle børn kan nu og da have brug for at blive mødt af deres voksne, som om de var yngre, end de er. Det gælder f.eks. Jonas på godt tre år, der er ved at begynde i børnehave. Hans mor fortæller til sin veninde: I dag var jeg med Jonas henne i den nye børnehave for anden gang. Det gik helt i kludder. Da vi var kommet ud på legepladsen, hvor alle de andre børn var, ville han pludselig hjem igen. I går gik det ellers så fint. En af de store piger kom og spurgte ham, om hun skulle vise ham legepladsen. Hun viste så fint rundt, og jeg var selvfølgelig med, og hun sagde: Vil du prøve gyngen? Jeg kan skubbe dig! og alt sådan noget. Senere legede han selv, mens jeg sad og så på. Men i dag var pigen der ikke. Og da vi kom ud på legepladsen, var der nogle børn, som løb rundt i en stor flok og råbte. Det forskrækkede ham vist, for så var det, at han lige med ét ville hjem. Jeg foreslog, at vi kunne prøve gyngen igen, som pigen havde vist ham, og jeg sagde, at jeg ikke gik fra ham. Men lige meget hjalp det. Han ville hjem. Jeg var irriteret, da vi tog hjem. Veninden kommenterer: Du sagde ikke til ham, at han nok blev forskrækket over børnene, der råbte, og at han savnede pigen? Næh. Jeg tænkte på det. Men ja, selvfølgelig Jonas mor gjorde sig tanker om, hvad det var, der skete for Jonas, som gjorde, at han ville hjem, men hun fortalte ham ikke sine tanker. Spejling af Jonas Da Jonas to år tidligere var begyndt i vuggestue, havde han også vist uro ved det nye, store og urolige miljø. Hans mor genkaldte sig, at hun dengang havde talt til ham om hans uro. Hun havde sagt sådan noget som: Der er så mange børn her, og du er slet ikke vant til, at der sker så meget. Hun erindrede, at det føltes godt at tale sådan til ham, og at det var som om, det hjalp ham med at falde til ro. Dengang Jonas var lille, talte hans mor således til ham om hans indre tilstand, sådan som hun fornemmede den, og hun prøvede ikke at få ham til noget. Nu, hvor han var blevet stor, talte hun ikke til ham om hans indre tilstand, og hun prøvede forgæves at få ham til at prøve gyngen igen. Denne forandring hos Jonas mor er udtryk for et almindeligt holdningsskift. Inden barnet har lært at tale, taler vi voksne for det, og sætter ord på dets tilstande, sådan som vi fornemmer 5

dem. Når barnet har lært at tale, indtager vi en ny holdning, hvor vi er tilbøjelige til at regne med, at barnet kan tale for sig selv, og i stedet for at tale for barnet, begynder vi at vejlede det. I mange situationer kan Jonas da også tale for sig selv og bruge vejledning. Men lige dér, hvor Jonas blev utryg i børnehaven, kunne han have brug for, at hans mor havde talt til ham på samme måde, som da han var lille. Hun kunne f.eks. have sagt: Det er nok ikke så rart for dig med alle de råbende børn. Og ærgerligt, at pigen fra i går ikke er her i dag. Der er en god sandsynlighed for, at det ville give Jonas lidt ro. Lidt senere, når hun fornemmede Jonas mere rolig, kunne hun forsøge sig med at sige: Kom, vi går hen til gyngen og prøver den igen. Således kunne hun være en lille smule mere støttende end hun var, da hun foreslog ham at prøve gyngen igen. At tale sådan for barnet kaldes for spejling. Moderens ord er som et psykisk spejl, hun holder op for barnet for at vise det et billede af dets indre tilstand, sådan som hun fornemmer den. Når hun spejler barnet, er hun ude på at forstå det og være sammen med det om den tilstand, det befinder sig i uden at ville ændre noget. Det giver barnet en følelse af at blive set, accepteret og forstået, som det er, og barnet er ikke længere alene om at bære sin tilstand. Det letter barnet, og kan give det mod på f.eks. at prøve gyngen igen, selvom pigen ikke er der. Spejlingen, der ikke vil ændre, medfører således en ændring af barnets indre tilstand, og i næste omgang kan det medføre, at barnet ændrer adfærd, f.eks. at Jonas alligevel gerne vil prøve gyngen igen. Det kan have begrænset Jonas mors blik for hans indre tilstand, at hun følte sig presset, idet hun kun havde få dage til at indsluse ham i børnehaven. Men meget ofte går det lettere med f.eks. indslusning, hvis man kan slå koldt vand i blodet og give noget plads for barnets indre tilstand. Simons selvbeskyttelse Simon er også tre år. Han går i børnehave. Hver gang en pædagog i børnehaven kommer fysisk tæt på ham, f.eks. for at hjælpe ham med tøjet, holder han hænderne op for hovedet. Pædagogerne opfatter det, som at Simon tror, at de vil slå ham, og de siger til ham, at de jo kun vil hjælpe. Situationen gentager sig jævnligt, og hver gang forsikrer pædagogerne om, at de ikke slår, men kun vil hjælpe. Men det ændrer ikke Simons adfærd. Efterhånden føler pædagogerne afmagt og irritation. Et par gange siger en af pædagogerne i en skarp tone: Du kan godt tage de hænder ned. Simon tager hænderne ned og får blanke øjne. Adfærden gør det svært for pædagogerne at give Simon den omsorg, som de gerne ville. Men hjemme hos moderen er adfærden meningsfuld. For når Simon står i vejen for hende, siger hun: Flyt dig dog!, og når han spilder cornflakes ud på bordet ved morgenmaden, siger hun: Lad være at svine, idiot!, og i begge tilfælde slår hun ud efter hans hoved. Det kunne sikkert hjælpe Simon, hvis pædagogerne spejlede hans indre tilstand, sådan som de fornemmer den. De kunne f.eks. sige: Du holder hænderne op for hovedet. Du tænker 7 Du tænker måske, at jeg vil slå dig...

8 måske, at jeg vil slå dig, og samtidig kunne de undlade at give ham den hjælp, de egentlig gerne ville give. Hvis pædagogerne vurderer, at det er nødvendigt at give hjælp, f.eks. at lyne hans jakke fordi han ellers vil blive for kold, kan de ledsage det med ord som: Det er godt, at du passer på dig selv, og holder hænderne op, så længe du føler at det er nødvendigt. Det er meget sandsynligt, at spejlingerne i løbet at et stykke tid ville få Simon til at dæmpe sin selvbeskyttelse i forhold til pædagogerne, fordi han mærker, at de forstår og accepterer hans opførsel. Derved vil han få den nye erfaring, at der findes voksne, der faktisk i modsætning til hans mor forstår, hvad der rører sig i ham, og som føles hjælpsomme. Så langt kom det desværre ikke i børnehaven. Det gjorde det senere, da Simon blev anbragt i en plejefamilie på grund af generelt omsorgssvigt fra moderens side. I løbet af nogle måneders intensiv spejling begyndte Simon forsigtigt at tage imod plejeforældrenes hjælp uden at beskytte sig. Ingen spørgsmål, krav eller forsikringer For at kunne spejle barnet, må vi have en idé om den indre tilstand, som det befinder sig i. Det er derimod ikke vigtigt, om ideen er rigtig. Det vigtige er, at vi, ved at have en idé, viser interesse for indre tilstande, og at vi giver dem noget plads. Spejlinger indeholder kun udsagn, ingen spørgsmål, som f.eks. til Jonas: Er det fordi børnene råber, at du vil hjem?, eller til Simon: Tror du, at jeg vil slå dig? En spejling forlanger derfor ikke noget, for den forlanger ikke svar. En spejling giver barnet noget, nemlig et forslag om hvordan dets adfærd kan forstås. Barnet kan gøre med spejlingerne, hvad det vil. Det kan være tavst, det kan lytte eller sige: Det ved du ikke noget om!, eller det kan kommentere spejlingerne eller ændre adfærd. Alt dette er almindelige reaktioner på spejlinger. Spejlinger indeholder ingen vejledninger, som f.eks. til Jonas: Du kan godt prøve gyngen, selv om her er mange børn!, og ingen forsikringer, som f.eks. til Simon: Her slår vi ikke! Hvor