Der ønskes en fremstilling af problematikken om uenighed blandt epistemisk ligeværdige, samt en diskussion af det forsonende svar på problematikken Jeg vil i denne opgave vise, at Christensens forsonende svar på problematikken om uenighed blandt epistemisk ligeværdige på visse områder synes plausibel, men at teorien løber ind i argumentationsproblemer i mødet med en række indvendinger, herunder Thomas Kellys. Uenighed mellem epistemisk ligeværdige Vi mennesker er epistemisk imperfekte. Én af de situationer, der giver os anledning til at reflektere over dette, er, når vi er uenige med andre. Her bliver vi opmærksomme på, at vi måske tager fejl. Men hvordan skal vi reagere på uenighed? Der er navnlig én type uenighed, som der knytter sig særlige udfordringer til med hensyn til, hvordan vi skal reagere, og det er tilfælde, hvor vi er uenige med en person, som vi ikke har grund til at tro er dårligere stillet end os med hensyn til at vurdere evidensen, tilfælde, hvor vi ikke har grund til at tro, at personen har mindre evidens, og er mindre god til at vurdere den. Måske har vi endda grund til at tro, at de har den samme evidens, og at de er lige så gode til at vurdere evidensen, som vi er. Sådan en person kaldes ens epistemisk ligeværdige. Det er en person, som er lige så god til at vurdere evidensen, og som har samme evidens til rådighed som én selv (Christensen 2007:187-189). Unikhedstesen en grundlæggende antagelse Christensen er fortaler for forsoning, dvs. at vi skal revidere vore overbevisninger i lyset af uenighed. Der er en antagelse, som den forsonende teori synes at gøre sig, for at teorien overhovedet får nogen plausibilitet; nemlig at der aldrig kan være mere end én fuldkommen rationel grad af overbevisning at tage i respons til en given type evidens der er kun ét korrekt svar på evidensen. Denne tese kaldes unikhedstesen (Chr. 2007:190) Hvis ikke den gjorde sig gældende (for forsonerne), ville der ikke være et problem forbundet med uenighed. For hvis der kunne være flere rationelle responser til den samme evidens, så kunne de uenige parter blot lade den anden have sin overbevisning. Ifølge Christensen er der noget selvundergravende ved at betragte en anden grad af overbevisning som lige så rationel som éns egen. Dette svarer til at sige, at der ikke er nogen god grund til at foretrække min grad af overbevisning fremfor din. Dermed bliver det arbitrært at fastholde min egen overbevisning. Det svarer til at sige, at jeg lige så godt kan tage din overbevisning, som jeg kan tage min egen, men nu fasthol- 1
der jeg min, selvom jeg ingen særlig grund har til det. Hvis jeg havde en særlig grund til at fastholde min egen, så ville jeg jo netop have givet en grund til at betragte den ene som mere rationel end den anden. Hvis Christensen har ret i dette, kan vi ikke afvise betydningen af andres overbevisninger ved at sige, at ens egen overbevisning kan være lige så rationel som den anden givet den samme evidens. (Chr. 2007:191 + fl. d. 15/3). Christensens to cases restauranteksemplet og vejreksemplet Christensen giver to eksempler på møder mellem epistemisk ligeværdige parter, som har samme evidens, og er lige gode til at vurdere den, men hvor de former forskellige overbevisninger. Det første eksempel går ud på, at vi er 5 personer, der er ude at spise, og det er tid til at betale regningen. Vi skal nu finde ud af, hvad vi hver især skylder. Vi kan alle se regningen klart, for den ligger fremme på bordet. Vi er enige om at give 20 procent i drikkepenge, og at regningen skal deles ligeligt. To personer regner det ud i hovedet, jeg selv og en anden. Vi er lige gode til hovedregning. Vi er ofte ude at spise sammen, og regner ofte denne slags regnestykker ud i hovedet, og vi når for det meste begge frem til det rigtige resultat, og når vi ikke gør, tager vi fejl cirka lige ofte. Men denne gang kommer jeg frem til, at vi hver skal betale 43 dollars, og den anden kommer frem til, at vi hver skal betale 45 dollars. Hvordan skal jeg reagere? Bør jeg blive mindre sikker på, at jeg har regnet rigtigt? Ja, det bør jeg, understreger Christensen. I et simpelt eksempel som dette står det intuitivt klart, at jeg skal sænke min tiltro til min egen overbevisning (Chr. 2007:193). Christensen giver endnu et eksempel: Vi skal forestille os, at vi er to epistemisk ligeværdige meteorloger, som skal vurdere den samme evidens. Vi er lige gode til at vurdere evidensen, har kendskab til de samme vejrmodeller og har samme uddannelse. Lad os så antage at anvendelsen af vejrmodellerne ikke er et simpelt clear-cut matematisk spørgsmål (som i restauranteksemplet), men involverer komplicerede lighedsbedømmelser med hensyn til forholdet mellem vejrmodeller og vejrsituationen. Vi laver de samme udregninger, men afvejer evidensen forskelligt, og når frem til forskellige forudsigelser. Den ene mener, at der er 55 procent sandsynlighed for regn i morgen, den anden mener, at der er 45 procent sandsynlighed. Skal jeg fastholde min overbevisning eller revidere? Christensen mener, at denne type situationer bør give anledning til at revidere sin egen overbevisning. (Chr. 2007:194). Lad os prøve at problematisere Christensens tankegang. 2
Symmetri eller asymmetri er uenigheden evidens for at modparten tager fejl? Christensen fremhæver, at der i vejreksemplet (og restauranteksemplet) er en generel symmetri mellem de uenige parter, fordi parterne har den samme evidens, og generelt er lige pålidelige med hensyn til at vurdere den (Chr. 2007:195) Men ifølge Kelly er der grund til at holde fast i sin overbevisning i sådanne tilfælde. Kelly påpeger, at hvis vi er uenige, så betyder det, set fra de uenige parters perspektiver, at den anden part har fejlvurderet evidensen, hvilket rejser spørgsmålet: hvorfor skal jeg så ikke betragte denne forskel mellem os som en relevant forskel, der blokerer den ellers så perfekte symmetri? (Chr. 2007: 196). I kraft af at parterne hver især har deres respektive vurderinger af evidensen, synes den andens vurdering jo at være forkert. Dette betyder, at begge parter anser evidensen som grund til at afvise enhver anden vurdering af evidensen, end den de selv er nået frem til. Christensen er et stykke hen ad vejen enig i denne intuition. At modparten når frem til en konklusion, som for mig at se er forkert, udgør evidens for at modparten har taget fejl, medgiver Christensen (Chr. 2007: 196). Men han påpeger til sit forsvar, at det også gælder den anden vej rundt. Dette at modparten er uenig med min vurdering, udgør også evidens for, at jeg har taget fejl, understreger han. Uenigheden alene giver mig, qua min egen pålidelighed, grund til at antage, at den anden har taget fejl. Men eftersom den anden jo er ligeså pålidelig som jeg, så er uenigheden også evidens for, at jeg har taget fejl. Christensen mener derfor ikke, at Kellys indvending holder, eftersom asymmetrien nu bliver meget utydelig (Chr. 2007:196). Så selvom der er noget intuitivt rigtigt ved Kellys indvending, må vi give Christensen ret. Det er svært at tilbagevise Christensens pointe om, at asymmetrien udlignes, da denne udligning må betragtes som en konsekvens af, at begge parter er lige pålidelige med hensyn til at vurdere evidensen. På en måde er der noget misvisende ved Christensens måde at stille det op på, for når man befinder sig i en uenighedssituation, er man vel nødt til at henholde sig til sit eget perspektiv på sagen? Man vurderer jo uenigheden fra sit eget perspektiv på baggrund af sine egne overbevisninger, hvorfor man har grund til at tro, at man selv har ret, og at den anden tager fejl. Man kender jo ikke den andens ræsonnement. Man har blot sine egne grunde, som man selv har adgang til, og som ser ud til at støtte én i at tænke, at den anden tager fejl. Dette er vel rigtigt nok? Der er i hvert fald noget umiddelbart rigtigt ved det, men faktisk giver Christensen et overbevisende svar på dette med, at man vurderer fra sit eget perspektiv og føler vægten af sine egne betragtninger. Christensen medgiver, at det gør man, men fremhæver, at det ikke har nogen epi- 3
stemisk relevans (Chr. 2007: 196-197). Han beder os overveje vejreksemplet igen. Før parterne kom frem til deres vejrprognoser, var de klar over, at de var epistemisk ligeværdige. Så hvis vi på dette tidspunkt bad dem forudsige, hvem der med størst sandsynlighed ville tage fejl, hvis de efter deres udregninger skulle ende op med at være uenige, så burde begge parter sige, at sandsynligheden var lige stor. Antag nu at de så laver deres udregninger, og begge føler sig sikre på deres ræsonnementer, men finder ud af, at de er uenige (Chr. 2007:197). Spørgsmålet er så, om parterne har grund til at tro, at det er mere sandsynligt, at modpartens ræsonnementer er forkerte end deres egne? Christensen siger nej, for selv hvis vi havde spurgt dem inden, de havde lavet deres udregninger, så vidste de jo, at de efter udregningerne ville føle sig styrket i deres egen sag grundet deres egne ræsonnementer. Man kan ikke betragte hinanden som lige pålidelige og samtidig fæste størst lid til sin egen overbevisning (Chr. 2007: 197). Hvornår bør vi revidere vores overbevisning? Hvad er ifølge Christensen den rette strategi, når vi møder uenighed med epistemisk ligeværdige? Vi skal først identificere, hvad grunden til vores uenighed er. Som konsekvens af unikhedstesen om, at evidens kun støtter én maksimalt rationel grad af overbevisning, må uenighed mellem epistemisk ligeværdige kunne forklares af, at mindst én af parterne har fejlvurderet evidensen (Chr. 2007: 197-198). Hvis det er mest troværdigt, at den anden har taget fejl, behøver jeg ikke at revidere min overbevisning. Men er det mest troværdigt, at jeg har taget fejl, bør jeg revidere. Hvis begge forklaringer ser ud til at være lige troværdige, skal begge parter revidere (Chr. 2007: 198 + fl. d. 15/3). Ifølge Christensen må vi altså kun holde fast i vores egen overbevisning, hvis den bedste forklaring på uenigheden er, at den anden har fejlvurderet evidensen. Men hvornår har vi begrundelse herfor? Jo, jeg skal have grunde til at tro, den anden har fejlet, som ikke vedrører mit eget ræsonnement om emnet (Chr. 2007:198). Christensen fremhæver f.eks., at folk kan have overbevisninger, som indikerer mentale lidelser. Folk, der påstår at være Messias, er ofte sindssyge. Så hvis min ven hævder at være Messias, og jeg nægter det, så er der tale om en emne-ekstern grund til at tro, at den bedste forklaring på vores uenighed har at gøre med min vens mentale tilstand, snarere end min fejlvurdering af evidensen for at han er Messias. (Chr. 2007:198). Christensens forslag til, hvad vi skal gøre, når vi møder epistemisk uenighed falder indtil videre i to dele: 1) Jeg bør vurdere forklaringer af uenigheden på en måde, der er uafhængig af 4
mit eget ræsonnement om emnet for uenigheden. 2) I den udstrækning at denne vurdering giver mig grund til at tro, at forklaringen af uenigheden, som et resultat af min egen fejlagtighed, er ligeså plausibel, som forklaringen af uenigheden, som et resultat af min vens fejlagtighed, bør jeg revidere min grad af overbevisning i retning af min vens grad af overbevisning (Chr. 2007:199 + fl. d. 15/3). Men hvor meget skal vi så revidere? Christensen mener, at vi skal mødes på midten. Så hvis jeg møder uenighed med min epistemisk ligeværdige, skal vi altså begge bevæge os ind til den gennemsnitlige grad af overbevisning mellem vores to grader af overbevisninger (Chr. 2007:199, 203). Dette synes umiddelbart fornuftigt. For hvis det er lige sandsynligt, at begge parter har ret, og vi derfor skal revidere i retning af hinanden, hvor skulle vi ellers stoppe end præcis i midten mellem de to grader af overbevisning? Hvad skulle tale for at mødes lidt til den ene eller anden side, når nu vi jo er lige pålidelige? Der er dermed en vis støtte til dette princip om splitting the difference. Men det er ikke et uproblematisk princip. Det synes ikke at tage højde for, at begge parter kan tage fejl? Christensen giver ikke noget klart svar på dette. I næste afsnit skal vi med udgangspunkt i Kellys indvendinger se på problematikken om, hvad evidensen faktisk støtter. Den forsonende teoris manglende anerkendelse af hvad evidensen faktisk støtter Ifølge Kelly kan den forsonende teori ikke redegøre for relevansen af, hvad evidensen faktisk støtter. Lad os se nærmere på Kellys kritik: Vi har to personer (A og B), som er epistemisk ligeværdige. Efter at have vurderet den samme evidens, når de frem til to forskellige grader af overbevisning i p. A når frem til 0,2 og B når frem til 0,8. Lad os nu supplere med information om, hvad evidensen faktisk støtter, hvilket vi ikke gjort før nu. Indtil nu har vi blot fokuseret på, hvad disse mere eller mindre pålidelige agenter har antaget, at evidensen støtter. Vi supplerer nu med information om, at evidensen faktisk støtter en grad af overbevisning på 0,2. Så A har ramt rigtigt, men B har ramt helt forbi. Det vil sige, at før de sammenligner, er A s overbevisning mere rationel end B s. Hvis vi nu skulle vurdere, hvordan de hver især klarede sig før sammenligningen, ville vi sige, at A klarede sig godt, og B klarede sig dårligt. Men jævnfør den forsonende teori ser det ud til, at denne forskel ikke betyder noget efter at de har sammenlignet overbevisninger. Jævnfør den forsonende teori skal begge parter nu revidere deres overbevisninger lige meget. Før de mødtes, skulle A holde fast i sin overbevisning, mens B skulle revidere. Efter de mødes skal begge parter revidere. Dette synes Kelly er en mærkelig konsekvens af den forsonende teori (Kelly 2010:12-14 + fl. d. 15/3). Jeg mener, Kelly har fat i 5
noget væsentligt her. Inden parterne sammenligner, så har de begge den oprindelige evidens, som har én eller anden støtterelation til p. Faktisk støtter den p i grad 0,2. Efter sammenligningen har de fået mere evidens, nemlig den evidens, der kommer fra uenigheden. Men efter de har sammenlignet, mister den oprindelige evidens på mystisk vis sin relevans, og de skal ikke længere overveje, hvad p faktisk støtter, men kun hvad de hver især har vurderet, at den oprindelige evidens støtter. Dette synes uplausibelt (Kelly 2010:12-14 + fl. d. 15/3) Kelly rammer efter min vurdering et ømt punkt i den forsonende teori. Det er svært at acceptere, at det bliver irrelevant, hvad evidensen faktisk støtter. Før parterne mødtes var det jo netop dét, der var afgørende for, hvem der var mest rationel i deres grad af overbevisning. Det virker mærkeligt, at parterne først prøver at finde ud af, hvem der har ret, og så bliver de forsonet, hvorefter det er irrelevant, hvem der har ret. Lad os prøve at styrke Kellys argumentation ved at se på et andet tilfælde: Igen har vi to epistemisk ligeværdige, som på baggrund af den samme evidens når frem til forskellige grader af overbevisning, henholdsvis 0,7 og 0,8. Lad os igen antage at evidensen faktisk støtter en grad af overbevisning på 0,2. Nu har begge parter vurderet evidensen dårligt. Her kommer så problemet: Ifølge den forsonende teori skal de begge revidere og optage en grad af overbevisning mellem 0,7 og 0,8. Den oprindelige evidens spiller ingen rolle. Det er kun de resultater, som parterne er nået frem til, der spiller en rolle. Hvorfor er der noget ved deres møde, der pludselig gør, at vi ikke længere synes, at det er relevant at de begge er så langt fra det rigtige resultat? (Fl. d. 15/3). Hvordan kan uenighed i sig selv gøre dette irrelevant? I lyset af at den faktiske evidens kun støtter en grad af overbevisning på 0.2, virker det mystisk, at parterne skal optage en grad af overbevisning mellem 0,7 og 0,8. Omvendt kan vi til Christensens forsvar forsigtigt indvende, at dette med at evidensen faktisk støtter en bestemt grad af overbevisning er en kendsgerning, som parterne ikke har adgang til i uenighedssituationen. De kan kun prøve at vurdere, hvad den faktisk støtter. Alligevel er det problematisk, at den faktiske støtterelation bliver irrelevant. Christensen svarer ikke på hele Kellys kritik, men prøver at forsvare, at spørgsmålet om hvad evidensen faktisk støtter ikke spiller en nævneværdig rolle. Christensen beder os igen tænke på restauranteksemplet. Så antag nu at det i restauranteksempel betyder noget for, hvordan man skal reagere, at svaret faktisk er 43 dollars, altså at den ene faktisk har ret. Hvis vi antager dette, virker det rationelt for dén part, der har ret, at fastholde sit svar, selvom den anden er uenig. Eftersom evidensen er i overensstemmelse med min grad af overbevisning, er det ikke mig, men den anden, der skal revidere 6
(Chr. 2007:207). Så Christensen konstruerer nogle eksempler, hvor det virker uplausibelt, at det betyder noget, hvad svaret faktisk er, hvilket taler imod Kellys indvendinger. Christensen giver et andet eksempel: Vi skal forestille os en læge, der normalt er meget pålidelig med hensyn til at give sine patienter korrekte doser af medicin, og som ikke plejer at spørge andre til råds herom. Lægen har netop bestemt en dose til en patient, hvorefter lægen får at vide, at han tidligere har indtaget et stof, der gør ham meget upålidelig med hensyn til at bedømme korrekte doser. Faktisk vil han fejlbedømme 99 procent af tilfældene. Christensen spørger, om dette skal få lægen til at få en anden til at tjekke dosen? Ja, det skal det naturligvis. Vi kan også spørge, om det betyder noget, at lægen selvom det er højst usandsynligt faktisk har doseret rigtigt i dette tilfælde? Hvis lægen ved, at det er højst usandsynligt, at han har ramt rigtigt, så spiller det ingen rolle, om han faktisk har ramt rigtigt, siger Christensen. Han skal stadigvæk få en anden til at tjekke dosen (Chr. 2007: 207). Ifølge Christensen viser dette eksempel, at uenighed er en særlig form for en mere almen type evidens, nemlig at man tager fejl i sin vurdering af evidensen, hvilket er en art højereordensevidens om ens egne fejltagelser. Christensen fremhæver, at denne type evidens kan være misvisende ligesom andre typer evidens. Så jeg kan godt have noget evidens, der fortæller mig, at ét eller andet tilfælde er usandsynligt, som faktisk er tilfældet. Men rationalitet kræver, fremhæver han, at man konformerer sig til evidensen, også selvom den i sidste ende viser sig at være misvisende (Chr. 2007: 209-210). Så Christensen giver faktisk Kelly ret i, at der er noget uheldigt ved situationer, hvor uenigheden leder os væk fra det rigtige svar. Men han mener ikke, at det er mere uheldigt end anden misvisende evidens, som vi skal forholde os til. Så selvom det er uheldigt, er det alligevel den tilgang, vi skal have, mener han (Chr. 2007: 209-210). Så en konsekvens af den forsonende teori kan være, at vi bevæger os væk fra sandheden. Men er dette en acceptabel konsekvens? Selvom der måske ligger en vis intuitiv fornuft i princippet om at revidere i tilfælde af uenighed mellem epistemisk ligeværdige, er det for mig at se svært at acceptere, at det bliver irrelevant, hvad evidensen faktisk støtter. Den forsonende teori ender med blindt at anerkende den anden part og se igennem fingre med den faktiske støtterelation. Det paradoksale er, at den faktiske støtterelation havde forsonernes interesse til at begynde med. Så er der ikke en vis operationel selvmodsigelse forbundet med denne teori? 7
Konklusion Christensens forsonende svar har visse intuitive styrker, og har kunnet modstå en del af de indvendinger, som jeg har udsat den for. Christensen synes at kunne tilbagevise Kellys indvending om, at uenigheden bryder asymmetrien mellem parterne. Asymmetrien udlignes nemlig i kraft af den gensidige pålidelighed parterne imellem, hvilket Christensen har ret i. Christensen formår at demonstrere, at man ikke både kan betragte hinanden som ligeværdige og samtidig fæste størst lid til sin egen overbevisning. Der er også god ræson i Christensens pointe om, at vi kun må holde fast i vores egen overbevisning, hvis den bedste forklaring på uenigheden er, at den anden har taget fejl. Ligeledes har vi set, at det giver mening at kunne udpege emne-eksterne grunde til, at den anden tager fejl. Christensen giver et plausibelt forslag til, hvordan begge parter skal revidere deres overbevisninger i retning af hinandens overbevisninger og optage den gennemsnitlige grad af overbevisningerne. Dog synes princippet ikke at tage højde for, hvad man skal gøre, hvis begge parter har fejlvurderet evidensen. Christensens teori får imidlertid problemer i mødet med Kellys kritik. Kelly viser, at den forsonende teori, i kraft af dens fokus på forsoning, ender ud med, at det bliver irrelevant, hvad evidensen faktisk støtter, hvilket efter min vurdering er en problematisk konsekvens af teorien. Dog forsvarer Christensen sig ved at give eksempler på, at det ikke betyder noget, hvad evidensen faktisk støtter, men han formår ikke at give et overbevisende modsvar til kritikken. Antal anslag: 19.183 Litteraturfortegnelse Christensen, David (2007). Epistemology of disagreement: The good news. Philosophical review 116 (2): 187-217. Kelly, Thomas (2010). Peer disagreement and higher order evidence. In Alvin I. Goldman & Dennis Whitcomb (eds.), Social Epistemology: Essential Readings_. Oxford University Press 183-217. Asbjørns forelæsning om Social epistemologi d. 15/3 8
9
10