Elektronisk handel og forsikring (Diskussionsoplæg til arbejdsgruppen)

EUROPA-KOMMISSIONEN GD for Det Indre Marked FINANSIELLE INSTITUTIONER Forsikringsvæsen MARKT/2522/02 DA Rev. 1 Orig. EN Elektronisk handel og forsikring (Diskussionsoplæg til arbejdsgruppen) 1

I. BAGGRUND 1. E-handelsdirektivet vedtaget i juni 2000 (2000/31/EF) fastlægger de forskriftsmæssige rammer for informationssamfundets tjenester over alt i det indre marked. E-handelsdirektivet fastlægger, at en tjenesteyder frit kan stille sådanne tjenesteydelser til rådighed i hele EU, hvis han overholder de love og administrative bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor han er etableret. Hertil kommer, at bestemmelsesmedlemsstaten i princippet ikke kan begrænse de online-tjenester, der kommer fra andre medlemsstater. Disse to elementer udgør det såkaldte oprindelseslandsprincip eller "indremarkedsklausulen" som omhandlet i artikel 3 i e-handelsdirektivet. 2. Oprindelseslandsprincippet er et centralt element i e-handelsdirektivet. Der findes kun to undtagelsesbestemmelser, nemlig for det første en række generelle undtagelsesbestemmelser, der er fastlagt i bilaget til direktivet, og som f.eks. omfatter en række bestemmelser i forsikringsdirektiverne og kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter, og for det andet medlemsstaternes mulighed for, under visse omstændigheder omhandlet i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet, i enkeltsager at træffe foranstaltninger for at begrænse salget på eget område af en given udefra kommende e- handelsydelse. I princippet kan medlemsstaterne altså kun indføre begrænsninger over for udefra kommende e-handelsydelser, med oprindelse i en anden medlemsstat, i enkelttilfælde og i overensstemmelse med visse strenge materielle og formelle betingelser, der er fastlagt i artikel 3, stk. 4, i e- handelsdirektivet. 3. E-handelsdirektivet finder anvendelse på forsikringssektoren såvel som alle andre finansielle tjenesteydelser. Når forsikringsvirksomhed falder ind under direktivets anvendelsesområde, er det således muligt at indgå forsikringsaftaler ad elektronisk vej (f.eks. via internet). Medlemsstaterne er derfor forpligtet til at ophæve eksisterende bestemmelser, der forbyder/hindrer udbud/indgåelse af forsikringsprodukter over internet, såvel internt som på tværs af grænserne. Udveksling af forsikringsydelser gennem e-handel er heller ikke underlagt nogen forudgående særlig tilladelse (ud over tilladelsen til at udøve forsikringsvirksomhed i henhold til forsikringsdirektiverne). 4. Som nævnt ovenfor finder e-handelsdirektivet imidlertid ikke i fuldt omfang anvendelse på samtlige aspekter inden for forsikringsvirksomhed. E- handelsdirektivet indeholder i artikel 3 en undtagelsesbestemmelse for forsikringsvirksomhed, der er omfattet af artikel 30 og afsnit IV i direktiv 92/49/EØF, artikel 7 og 8 i direktiv 88/357/EØF og artikel 4 i direktiv 90/619/EØF 1. Undtagelsesbestemmelsen gælder kun forsikringsselskabernes virksomhed, men ikke forsikringsmæglernes virksomhed, hvorfor disse når de udbyder deres tjenester on-line er omfattet af indremarkedsklausulen i e-handelsdirektivet 2. 1 2 Artikel 3, stk. 3, og bilaget i e-handelsdirektivet (direktiv 2000/31/EF). Undtagelsesbestemmelsen gælder ikke bestemmelserne i EU's forsikringsdirektiver vedrørende oplysning af forsikringstagere forud for kontraktindgåelse (artikel 31 i direktiv 92/49/EØF og artikel 31 og bilag II i direktiv 92/96/EØF). Se punkt 17 ff. nedenfor. 2

5. Kommissionens meddelelse om e-handel og finansielle tjenesteydelser fra februar 2001 3 opstiller en strategi for virkeliggørelsen inden 2005 af et indre marked for finansielle tjenesteydelser på detailniveau. Strategien er bygget op om den fremgangsmåde, der er anvendt i e-handelsdirektivet. I meddelelsen understreges også behovet for at sikre sammenhæng mellem lovgivningen for finansielle tjenesteydelser og e-handelsdirektivet samt mellem online- og offline-levering af finansielle tjenesteydelser (juridisk neutralitet) og for at øge forbrugernes tillid til finansielle tjenesteydelser, der udbydes on-line. Fremgangsmåden støttes af Rådet (Økofin) og Europa-Parlamentet og tillige i rapporten fra Politikgruppen for Finansielle Tjenesteydelser. 6. I betragtning af de følsomme aspekter ved levering af forsikringsydelser og den langt større mulighed for grænseoverskridende transaktioner, som internet giver, bør det sikres, at forskrifts- og tilsynsrammerne egner sig til salg over internet. 7. Forskriftsrammerne for udøvelse af forsikringsvirksomhed i det indre marked er i denne henseende fastlagt i de tredje forsikringsdirektiver (92/96/EØF og 92/49/EØF). Forskrifterne gælder også elektronisk forsikringsvirksomhed, der udøves under den frie udveksling af tjenesteydelser i det indre marked. Et forsikringsselskab, der agter at udøve e-forsikring i flere medlemsstater, er således fortsat omfattet af de eksisterende bestemmelser om f.eks. notifikationsproceduren for fri udveksling af tjenesteydelser eller kontrol med policebetingelserne. Som Kommissionen allerede har udtrykt 4, hviler de nuværende retsregler for det indre forsikringsmarked nemlig på mekanismer, hvor man ikke har taget hensyn til brugen af informationssamfundets nye teknologi til udøvelse af forsikringsaktiviteter i det indre marked. Det synes derfor nødvendigt at overveje, hvorvidt de eksisterende bestemmelser i forsikringsdirektiverne giver velegnede forskriftsrammer for udviklingen af e- handel på forsikringsområdet samtidig med, at forbrugernes interesser beskyttes i fuldt omfang. 8. Direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser blev vedtaget den 26. juni. Det indeholder fælles regler for handel med finansielle produkter via elektronisk kommunikationsteknologi, herunder også e-handel. Direktivet indebærer et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, fordi det fastlægger meget detaljerede og specifikke forskrifter for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Ordningen bidrager til at øge forbrugertilliden til brugen af ny teknologi i fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, såsom e-handel 5. 3 4 5 KOM(2001) 66 endelig af 7. februar 2001. Kommissionens fortolkende meddelelse: Fri udveksling af tjenesteydelser og begrebet "almene hensyn" inden for forsikringssektoren. EFT C 43 af 16.2.2000, s. 5. Fjernsalgsdirektivet, betragtning 5. 3

II. NEDSÆTTELSE AF ARBEJDSGRUPPEN OM E-HANDEL OG FORSIKRING 9. Forsikringskomitéen drøftede den 27. og 28. november 2001 et arbejdsdokument om e-handel og finansielle tjenesteydelser (MARKT/2094/01). Som et resultat heraf vedtog Forsikringskomitéen at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge muligheden af at fjerne den generelle undtagelsesbestemmelse for forsikringsselskaber for så vidt angår anvendelse af artikel 3 i e-handelsdirektivet (indremarkedsklausulen) og bringe forsikringssektoren på linje med de øvrige finansielle sektorer uden at slække på forbrugerbeskyttelsen. 10. Arbejdsgruppen vedtog efter en første udveksling af synspunkter på sit første møde den 26. februar 2002, at Kommissionen burde udsende et spørgeskema om spørgsmålet. Efterfølgende fik medlemsstaterne tilsendt et spørgeskema den 7. marts 2002 (MARKT/2512/01 af 1. marts 2002). Pr. 16. juli havde to medlemsstater (DK og L) endnu ikke besvaret skemaet. D besvarede kun spørgsmålene i arbejdsdokumentet til Forsikringskomitéen og ikke spørgsmålene i ovennævnte skema, men bemærkningerne er medtaget i betragtningerne i dette arbejdsdokument. Medlemsstaternes svar er skitseret i bilaget, hvori også indgår svar modtaget fra to EØS-lande (NO og LIE). Svarene danner et nyttigt grundlag for arbejdsgruppens overvejelser. III. VIGTIGSTE KONKLUSIONER, DER KAN DRAGES AF BESVARELSERNE PÅ SPØRGESKEMAET OM E-HANDEL OG FORSIKRING 11. De vigtigste konklusioner, som allerede nu kan drages af svarene, er følgende: NL og UK støtter klart en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 3, for forsikringssektoren, idet de mener, at der ikke er nogen grund til at udelukke forsikring fra oprindelseslandsprincippet. Hvis forsikring medtages i fuldt omfang under e-handelsdirektivet, vil det efter deres mening gøre udvalget bredere og øge konkurrencen og dermed være til forbrugernes fordel. Den specifikke undtagelse for forsikringssektoren i e-handelsdirektivet kan give anledning til forskelle, f.eks. mellem forsikringsselskaber, der tilbyder investeringsforsikring og investeringsforeninger. Større udbredelse af oprindelseslandsprincippet vil især være til fordel for forbrugerne, når de køber pakkeprodukter. NL mener, at der ikke er behov for yderligere forbrugerbeskyttelse i forbindelse med en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen for forsikringssektoren, idet de forskellige EU-direktiver tilstræber en forholdsvis høj harmoniseringsgrad, som omend enkelte regler klart kan forbedres danner et solidt grundlag for forbrugerbeskyttelse over alt i EU, og det er derfor ikke nødvendigt at opretholde udelukkelsen. UK er dog bekymret for forbrugerens stilling i forbindelse med lovpligtige forsikringer, da det ikke umiddelbart er klart, hvordan forbrugere, der bruger de elektroniske midler til at købe forsikringer af den lovpligtige art, vil kunne vurdere, om dækningen er som krævet efter lokal lov. Endvidere mener UK, at oprindelseslandsprincippet i nogle tilfælde, som i andre finansielle 4

sektorer, vil indføre forskellige regler for produkter, der sælges på tværs af grænserne fra samme retsområde ad elektronisk vej, og dem der sælges mere traditionelt. UK understreger, at ordningen i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet ikke er det rette instrument til gennemførelse af en generel undtagelse for at sikre, at bestemmelserne om lovpligtige forsikringer overholdes. IRL mener, at det kun er i få tilfælde, at produktsalg inden for forsikringssektoren gennemføres udelukkende ad elektronisk vej: selv om de første henvendelser måske sker elektronisk, gennemføres salget som regel kun via andre kommunikationsveje. De relevante regler bør derfor være reglerne i direktivet om fjernsalg. De fleste medlemsstaters (A, B, E, EL, F, FIN, I, P, S, NO, LIE) svar går i den retning, at overgang til oprindelseslandsprincippet kan skade forbrugerbeskyttelsen, især på grund af manglende harmonisering af spørgsmål vedrørende stadiet forud for kontraktindgåelsen og af aftalelovgivningen. Navnlig understreger F og I, at udvikling af e-handel inden for forsikringssektoren ikke kan hindres af bestemmelseslandsreglerne (værtsmedlemsstaten), men snarere af mangel på tillid og personlige forbindelser mellem forbrugeren og forsikringsgiver, når de handler via internet. Her kan oprindelseslandsprincippet bremse udviklingen af e- handel i stedet for at fremme den. A mener ikke, at artikel 3 i e- handelsdirektivet indeholder en hensigtsmæssig garanti for beskyttelse af forbrugeren i forsikringsspørgsmål, som det f.eks. er tilfældet for andre finansielle tjenesteydelser, idet produkterne er så forskellige. Bankprodukter er f.eks. underlagt fuldstændigt anderledes regler, og produkterne er af en anderledes kompleks karakter. B mener, at artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet ikke giver en hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse inden for forsikring, idet belgiske forsikringstagere mister den beskyttelse de har i medfør af den belgiske lovgivning om forsikringsaftaler. E understreger, at en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen vil føre til, at forbrugerens forsvar i tilfælde af en tvist svækkes som følge af mere komplekse, dyre og usikre procedurer for forbrugerkrav. EL mener, at årsagerne til ikke at lade forsikringssektoren omfatte af e-handelsdirektivet ikke er forsvundet, selv om der med direktivet om fjernsalg er sket forbedringer. P mener ikke at kunne acceptere et skift til oprindelseslandsreglen i aftaleforhold uden størst mulig forudgående harmonisering, som kan sikre bedre forbrugerbeskyttelse. S mener, at en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen kan få negativ virkning for forbrugerbeskyttelsen på forsikringsområdet, hvis den ikke ledsages af andre foranstaltninger. NO er ikke enig i, at ophævelsen af den nuværende undtagelse fra artikel 3 i e-handelsdirektivet ikke vil skade forbrugerbeskyttelsen, og heller ikke i at ordningen under artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet allerede skulle sikre hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse i forsikringssektoren. LIE mener, at en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen kan skade forbrugerbeskyttelsen, selv om 5

bestemmelserne i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet i nogen grad kompenserer herfor. FIN påpeger, at oprindelseslandsprincippet dårligt passer til sektorer, hvor lovgivningen i mindre grad er koordineret på EU-plan, og hvor der er store forskelle mellem de nationale lovgivninger. FIN mener også, at oprindelseslandsprincippet endog vil kunne føre til forsøg på at omgå loven, idet forsikringstransaktioner kan flyttes fra medlemsstater med lovgivning, der yder forsikringstagerne stor beskyttelse, til medlemsstater uden tilsvarende lovgivning, og salget kan ske derfra til de samme kunder. FIN nævner også, at oprindelseslandsprincippet vil øge presset for at ophæve berettigede, nationale beskyttelsesregler, som anses for hensigtsmæssige, således at nationale forsikringsselskaber kan konkurrere på tværs af grænserne under de betingelser, der er gældende i lande med mindre beskyttende lovgivning. F, I og FIN mener, at i stedet for at søge et harmoniseret niveau for forbrugerbeskyttelse i EU, kan udviklingen gå i retning af færrest mulige restriktioner for forsikringsselskaber for så vidt angår praksis i aftalebetingelser og salgsprocedurer. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis anser de fleste medlemsstater forsikringssektoren som en "særlig følsom" sektor i forhold til andre finansielle sektorer, fordi forsikring er så kompleks, at forbrugeren har brug for rådgivning for at forstå det produkt, han køber. Derfor kan særlige beskyttelsesforanstaltninger være berettiget. B, F, I og FIN mener, at anvendelsen af artikel 3, stk. 4, i e- handelsdirektivet ikke løser ovennævnte problemer, idet ikke alle medlemsstater forstår den praktiske anvendelse og betydning af artiklen, og det ikke kan udelukkes, at Domstolen må fortolke bestemmelsen, navnlig med hensyn til proportionalitetskriteriet. Nogle medlemsstater mener, at de nye regler om e-handel er for nye. De er således endnu ikke i stand til mere tilbundsgående at vurdere virkningen af en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen (især fordi ikke alle medlemsstater endnu har brugt den formelle notifikationsprocedure i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet. Da medlemsstaterne ikke mener, at de har haft tilstrækkelig tid til at vurdere virkningen for salget af forsikringsydelser af en ophævelse af undtagelsesbestemmelsen i bilaget, føler de, at det for øjeblikket er for tidligt at fjerne undtagelsesbestemmelsen i bilaget, så længe der ikke findes harmoniserede regler inden for aftaler og forudgående oplysning. Det notat, som Kommissionen vil udarbejde om anvendelse af artikel 3, stk. 4, og artikel 6, i e-handelsdirektivet, vil i denne henseende bidrage til at kaste lys over bestemmelsens anvendelse og hjælpe medlemsstaterne i deres anvendelse af de pågældende mekanismer. 6

IV. SPØRGSMÅL, HVIS FORUDGÅENDE HARMONISERING KAN OVERVEJES FOR AT SKABE KONVERGENS MELLEM FORSIKRING OG E-HANDEL I Forsikringskomitéens tidligere arbejdsdokument (MARKT/2094/01) er der kortlagt en række områder, der bør undersøges nærmere for at sikre konvergens mellem fællesskabsreglerne for e-handel og for forsikring. I lyset af medlemsstaternes besvarelser af det spørgeskema, som Kommissionen udsendte, foreslår Kommissionen følgende fremgangsmåde. A) SPØRGSMÅL, DER IKKE BEHØVER FORUDGÅENDE HARMONISERING Betingelser for at udøve grænseoverskridende elektronisk forsikringsvirksomhed 12. På arbejdsgruppens første møde mente medlemsstaterne ikke, at den gældende ordning efter forsikringsdirektiverne kan foranledige hindringer for udviklingen af e-handel. 13. Det er i denne henseende værd at bemærke, at den europæiske forsikringssammenslutning Comité Européen des Assurances (CEA) mener, at den gældende procedure for forudgående notifikation af transaktioner under den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i de tredje forsikringsdirektiver fortsat bør finde anvendelse. Den mener imidlertid, at proceduren i et vist omfang kan forenkles, navnlig for at sætte forsikringsgiver i stand til at imødekomme en ansøgning om dækning under fri udveksling af tjenesteydelser i tilfælde, hvor han ikke har indgivet forudgående notifikation. For notifikationsproceduren foreslår CEA at følge de anbefalinger, der er fremsat inden for rammerne af SLIM 6. CEA anbefaler således, at den nuværende ordning tilpasses, således at notifikationsproceduren kan udføres samtidigt med undertegnelsen af den første forsikringspolice under fri udveksling af tjenesteydelser i de tilfælde, hvor forsikringsgiveren ikke har givet forudgående notifikation. En sådan tilpasning af notifikationsproceduren vil sætte forsikringsgivere i stand til at udføre bekostelige administrative formaliteter, før de iværksætter deres forretning, og vil gøre grænseoverskridende virksomhed meget mere tiltrækkende for små og mellemstore forsikringsselskaber, som hidtil ikke ligefrem har kastet sig over mulighederne i forsikringsdirektiverne. 6 KOM(1999) 88 endelig af 25.2.1999. 7

Annoncering 14. Brug af internet udelukkende for at annoncere dvs. give kommercielle oplysninger eller øge opmærksomheden omkring forsikringsselskabet er i sig selv ikke underlagt kravene i forsikringsdirektiverne for så vidt angår udøvelse af virksomhed på tværs af grænserne (dvs. notifikationsproceduren). Forsikringsgivere i EU skal dog ikke desto mindre overholde reglerne for form og indhold af sådan annoncering, når disse regler i den medlemsstat, hvor risikoen befinder sig, kan påvises at være vedtaget udfra almene hensyn 7. Siden e-handelsdirektivets ikrafttræden kan en medlemsstat dog ikke længere forbyde brug af internet i annonceringsøjemed inden for forsikringssektoren, da dette vil være i strid med bestemmelserne i direktivet. 15. I lyset af de tilgængelige oplysninger synes det ikke at fremgå, at medlemsstaternes regler er så forskellige, at der er behov for lovgivning på området. 16. Kommissionen er af den opfattelse, at der ikke er behov for konkrete initiativer på dette område for at sikre sammenhæng mellem forsikringslovgivningen og forskrifterne for e-handel. Oplysning forud for kontraktindgåelse 17. Forsikringsdirektiverne indeholder særlige bestemmelser om forudgående oplysning af forsikringstager (jf. artikel 31 i direktiv 92/49/EØF (skadesforsikring) og artikel 31 og bilag II i direktiv 92/96/EØF (livsforsikring). Bestemmelserne indeholder mindsteregler for koordinering af kravene til oplysning af forsikringstagerne forud for indgåelse af en forsikringskontrakt. Værtsmedlemsstaten kan stille yderligere krav, hvis de er nødvendige for forsikringstagerens forståelse af den tegnede forsikring 8. 18. Ud over disse bestemmelser indeholder direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, vedtaget den 26. juni, detaljerede regler om oplysning forud for kontraktindgåelse (artikel 3-5). Direktivet bestemmer, at krav til forudgående oplysning i sektorforskrifterne (dvs. forsikringsdirektiverne) fortsat finder anvendelse sideløbende med kravene i direktivet om fjernsalg. Direktivet om fjernsalg giver endvidere medlemsstaterne mulighed for at opretholde eller indføre strengere bestemmelser om forudgående oplysning, forudsat at de er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Sådanne bestemmelser skal meddeles Kommissionen, som sikrer oplysningernes tilgængelighed for forbrugere og leverandører 9. 7 8 9 Direktiv 92/49/EØF og 92/96/EØF, artikel 41. Se sag nr. C-386/00, Axa mod G. Ochoa, dom afsagt den 5. marts 2002. Direktivet om fjernsalg, artikel 4 og betragtning 6. 8

19. Endvidere vil det kommende direktiv om forsikringsmægling indeholde særlige krav til forsikringsmæglernes oplysning af kunderne (artikel 11 og 12). Forsikringsmæglingsdirektivet tillader også medlemsstaterne at vedtage strengere krav, forudsat at de er i overensstemmelse med fællesskabsretten, herunder e-handelsdirektivet 10. 20. Såvel fjernsalgsdirektivet som forsikringsmæglingsdirektivet skal finde anvendelse på transaktioner, der gennemføres ved elektroniske midler og offline. Som det fremgår af disse direktiver, bidrager de til at skabe en høj grad af forbrugerbeskyttelse i det indre marked, hvilket er nødvendigt for at sikre, at forskrifterne om e-handel med finansielle tjenesteydelser fungerer tilfredsstillende. 21. For så vidt angår offline-fjernsalg af forsikringsydelser skal oplysning forud for kontraktindgåelse ske efter ovennævnte direktiver (fjernsalgsdirektivet, tredje forsikringsdirektiver og forsikringsmæglingsdirektivet). Værtsmedlemsstaten kan kun kræve yderligere oplysninger, hvis de er i overensstemmelse med fællesskabsretten (f.eks. begrundet i "almene hensyn"). 22. For så vidt angår online-transaktioner, bør det erindres, at bestemmelserne i forsikringsdirektiverne om forudgående oplysning af forsikringstagerne ikke er omfattet af undtagelsen fra artikel 3 i e-handelsdirektivet for forsikringsområdet. Bilaget til e-handelsdirektivet, som opstiller de bestemmelser i forsikringsdirektiverne, der er udelukket fra anvendelsen af artikel 3, nævner på ingen måde bestemmelserne i forsikringsdirektiverne om forudgående oplysning af forsikringstagerne. Hertil kommer, at fjernsalgsdirektivet og forsikringsmæglingsdirektivet skal finde anvendelse på online-transaktioner i overensstemmelse med de fællesskabsretlige bestemmelser, navnlig e-handelsdirektivet, der gælder for onlinetransaktioner 11. 23. For så vidt angår online-transaktioner, skal ovennævnte direktiver derfor finde anvendelse i overensstemmelse med den ordning, der er fastlagt i e- handelsdirektivet. Med andre ord skal forbrugerne oplyses forud for kontraktindgåelse også ved elektroniske transaktioner i overensstemmelse med gældende regler i den medlemsstat, hvor leverandøren af den finansielle tjenesteydelse er etableret. Værtsmedlemsstaten kan dog påberåbe sig den mekanisme, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet, men kun i enkelttilfælde og på de særlige betingelser, der er fastlagt i artikel 3, stk. 4, i e-handelsdirektivet. 10 11 Forsikringsmæglingsdirektivet, artikel 11, stk. 5, og betragtning 19 i den fælles holdning. Fjernsalgsdirektivet, betragtning 6, og forsikringsmæglingsdirektivet, betragtning 19, i den fælles holdning. 9

24. Alle disse krav kan anses for at være tilstrækkelige for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forsikringstransaktioner, der gennemføres over afstand (såvel on-line som off-line). Da spørgeskemaet imidlertid blev sendt ud, inden vedtagelsen af direktivet om fjernsalg og den fælles holdning om forsikringsmæglingsdirektivet, kan det være nyttigt at bede medlemsstaterne om på ny at gøre sig overvejelser om, hvorvidt graden af harmonisering er tilstrækkelig. 25. På denne baggrund foreslår CEA at supplere kravene til oplysning forud for kontraktindgåelse for så vidt angår skadesforsikring. CEA foreslår en liste af elementer, der bør fastlægges på fællesskabsplan. Listen er indeholdt i bilag II til dette arbejdsdokument. Elementerne er fordelt på tre hovedgrupper: oplysninger om forsikringsselskabet oplysninger om aftalen (såsom ikrafttrædelsesdato, varighed, lovvalg, bestemmelser om behandling af klager, herunder et eventuelt organ med ansvar for klagebehandling) oplysninger om aftalens genstand (såsom opgivne beløb, forsikringssum, præmie, betalingsbestemmelser, væsentlige aspekter vedrørende dækningen, selvrisiko). CEA foreslår naturligvis også, at der oplyses om ændringer i aftalens løbetid. 26. Kommissionen er af den opfattelse, at de ovenfor beskrevne gældende regler for oplysning forud for kontraktindgåelse er utilstrækkelige for at sikre konvergens mellem forsikringslovgivningen og de retlige rammer for e- handel. Mener medlemsstaterne alligevel, at der er behov for en vis grad af harmonisering for at få det indre marked på forsikringsområdet til at fungere bedre, herunder især forsikringstransaktioner ad elektronisk vej? I bekræftende fald, hvilke elementer bør så harmoniseres? B) SPØRGSMÅL, DER BEHØVER FORUDGÅENDE HARMONISERING Aftalelovgivning 27. Nogle medlemsstater (D, IRL, UK) mener ikke, at den manglende harmonisering af national forsikringslovgivning udgør en alvorlig hindring for grænseoverskridende transaktioner i almindelighed eller for elektronisk forsikringsvirksomhed i særdeleshed. 28. Flere medlemsstater (A, B, E, EL, F, FIN, I, NL, P, S, NO, LIE) er enige om, at der er behov for at mindske forskellene i aftalelovgivningen, og har anført en række punkter, som efter deres mening bør behandles. De nævner f.eks.: beskrivelse af risikoen (klausuler om risikoafgrænsning under policen og oplysningspligt, konsekvenser af forværring, reducering eller fravær af risiko, retlige følger af misligholdelse af oplysningspligten) rettigheder og forpligtelser for forsikringsgiver og forsikringstager 10

betaling af præmie (følger i tilfælde af manglende betaling) tilbagekøb, annulleringsret, kontraktophør ved skadesanmeldelse kontraktens varighed og løbetid problemer i forbindelse med forskel mellem værdien af den forsikrede interesse, forsikringsbeløbet og den forvoldte skade (under- /overforsikring) problemer i forbindelse med flere forsikringer eller dobbeltforsikring. 29. For nogle af disse medlemsstater (A, E, F, I, FIN, NL, P, S) bør en harmonisering af aftaleloven på forsikringsområdet dække både livs- og skadesforsikringssektorerne. I henhold til A, B, E, EL, F, FIN, NL, P bør en sådan harmonisering endvidere ske under hensyntagen til forsikringstagers status eller forhold (f.eks. erhvervsdrivende eller forbruger, store risici) og til arten af visse forsikringsformer (transport, kreditforsikring), så de harmoniserede regler kun finder anvendelse på de personer, der behøver særlig beskyttelse. 30. CEA har i sit bidrag om e-handel og forsikring i forbindelse med dette arbejde givet udtryk for, at en harmonisering af nationale aftalelovgivninger på forsikringsområde, på grundlag af konvergens mellem nationale lovgivninger, kan bidrage til mere homogene forskriftsmæssige rammer og mindske forskellene mellem nationale lovgivninger. CEA understreger imidlertid, at en mulig harmonisering af aftalelovgivningerne på forsikringsområdet bør ske under Fællesskabets målsætning om at koordinere nationale privatretlige bestemmelser og ikke adskilles fra dette overordnede arbejde. 31. Det bør erindres, at e-handelsdirektivet også indeholder en generel undtagelse fra "indremarkedsklausulen" for "kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter". Dette betyder, at selv uden den specifikke undtagelse for forsikring er kontraktforpligtelser i forbindelse med forsikringsaftaler indgået med forbrugere fortsat undtaget fra anvendelsen af "oprindelseslandsprincippet". Ved anvendelsen af denne specifikke undtagelse forbliver medlemsstaternes aftalelovgivninger imidlertid forskellige. Grænseoverskridende forsikringstransaktioner kan derfor stadig væk forhindres. Der er behov for en vis grad af harmonisering af aftalelovgivningerne, hvis grænseoverskridende forsikringsvirksomhed skal fremmes. Medlemsstaterne bør i så fald oplyse, hvad de anser for nødvendigt for at fremme grænseoverskridende forsikringstransaktioner og dermed forbedre det indre marked. 11

Lovvalg i forsikringskontrakter 32. Nogle medlemsstater (A, F, I, B, P, S, UK) går ind for en række tilpasninger af den eksisterende ordning for at fastlægge lovvalg i forbindelse med forsikringskontrakter 12 for at sikre større forbrugerbeskyttelse, men de støtter ikke indføjelse af forsikringsspecifikke regler i Rom-konventionen, hvis revision overvejes for øjeblikket. 33. Disse medlemsstater mener endvidere ikke, at lovvalgsordningen for forsikringskontrakter bør reguleres af en forordning snarere end et direktiv. De påpeger, at den gældende ordning fastlagt i EU-direktiver allerede indeholder tilstrækkelige muligheder, som sætter medlemsstaterne i stand til at gøre lovvalgsbestemmelserne bredere, når de skønner det nødvendigt. De mener, at et direktiv som instrument i højere grad egner sig til det system, som hele EU's forsikringslovgivning er bygget på. 34. Endvidere bør det overvejes, hvorvidt de gældende regler om lovvalg i forsikringsdirektiverne bør ændres for at skabe bredere rammer for lovvalg i visse tilfælde. 35. For så vidt angår livsforsikring bør det overvejes at give visse grupper af forsikringstagere ret til et bredere valg. Det kunne f.eks. være tilfældet for visse "kommercielle og industrielle risici", der ikke er "store risici" som omhandlet i artikel 5 i direktiv 73/239/EØF (skadesforsikring). Begrebet "store risici" som defineret i forsikringsdirektiverne vedrører kun skadesrisici, idet det blev indført med det andet skadesforsikringsdirektiv 88/357/EØF. For livsforsikring findes der ikke noget parallelt begreb. Det bør dog undersøges, hvorvidt nogle specifikke forsikringstagere, der som følge af deres beskaffenhed eller status ikke har behov for særlig beskyttelse under lovgivningen i den medlemsstat, hvor forsikringstager bor, kan få frit lovvalg for deres forsikringskontrakt, som det er tilfældet i skadesforsikringssektoren. Dette kunne være tilfældet for visse avancerede investorer (finansieringsinstitutter, finansieringsselskaber under investeringsservicedirektivet, forsikringsmæglere, offentlige og centrale organer) samt større industrielle og kommercielle virksomheder, der tegner en livsforsikring. 36. For så vidt angår skadesforsikring bør det også overvejes, hvorvidt det frie lovvalg efter det andet skadesforsikringsdirektiv 88/357/EØF kan åbnes for nogle kategorier af forsikringstagere, som om end de ikke betragtes som "større risici" efter den nuværende definition ikke behøver den særlige beskyttelse under loven i den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende. 12 Direktiv 88/357/EØF, artikel 7 og 8, direktiv 90/619/EØF, artikel 4. 12

37. Det kan i denne henseende også overvejes at tilpasse den gældende ordning for skadesforsikring for at tage hensyn til de forhold, der gør sig gældende for forsikringstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, men bor i en anden medlemsstat. Det kan i så tilfælde være nyttigt at tillade disse forsikringstagere frit at foretage lovvalg i deres forsikringskontrakt mellem i det mindste loven i deres bopælsmedlemsstat og loven i den medlemsstat, hvor de er statsborgere. Denne regel gælder allerede udtrykkeligt for livsforsikring. Hvis reglen anvendes for skadesforsikring, kan sådanne forsikringstagere lade deres forsikringskontrakt underlægge den lov, som de kender bedst (dvs. deres nationale lov). Der vil således kunne tages hensyn til de særlige forhold, der gælder for forsikringstagere, der vælger at ændre deres bopæl fra deres eget land til en anden medlemsstat (f.eks. pensionister). CEA har i sit bidrag om e-handel og forsikring i forbindelse med dette arbejde givet udtryk for, at de gældende lovkonfliktregler i forsikringsdirektiverne kan ændres for at give alle "kommercielle risici" det frie lovvalg, som for øjeblikket er begrænset til "store risici". Det ville således kun være forbrugerrisici, der skulle være underlagt lovkonfliktreglerne i forsikringsdirektiverne. 38. Lovpligtige forsikringer samt forsikringer, der kan gøre det ud for lovpligtig socialsikringsdækning (dvs. sygeforsikring eller visse former for livsforsikring) kan udgøre et specifikt spørgsmål. Disse forsikringsprodukter er indrettet efter de obligatoriske regler i den medlemsstat, som har indført en sådan forpligtelse for at sikre, at formålet med forsikringen opfyldes. Andet skadesforsikringsdirektiv 88/357/EØF indeholder allerede en bestemmelse, hvorefter "en medlemsstat kan... påbyde, at det er lovgivningen i den stat, som pålægger forsikringspligten, der gælder for en lovpligtig forsikringsaftale" (artikel 8). Det vil være hensigtsmæssigt at sikre, at disse former for forsikringer tegnet ad elektronisk vej overholder loven i det land, der pålægger forsikringspligten. Det vil således være nyttigt at undersøge, hvorvidt der bør indføres en særlig ordning for sådanne forsikringer. 39. Kommissionen henleder medlemsstaternes opmærksomhed på, at den vil fremlægge en grønbog om en omlægning af Rom-konventionen fra 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, til et fællesskabsinstrument samtidig med en modernisering af bestemmelserne. Kommissionen vil høre interesserede parter om deres mening om de eksisterende lovkonfliktregler for forsikringer. 40. Kommissionen mener, at det for at sikre konvergens mellem forsikringsbestemmelserne og de retlige rammer for e-handel er hensigtsmæssigt at undersøge muligheden for at tilpasse de eksisterende regler for fastlæggelse af lovvalg for forsikringskontrakter. 13

V. SPØRGSMÅL TIL MEDLEMSSTATERNE 41. Delegationerne bedes venligst komme forberedte til en drøftelse af følgende spørgsmål: For at opfylde målsætningen om sammenhæng mellem forsikring og e-handel samt andre finansielle tjenesteydelser og ophæve forsikringssektorens undtagelse fra artikel 3 i e-handelsdirektivet a) er det opfattelsen, at de nuværende forskrifter for udøvelsen af forsikringsvirksomhed under den frie udveksling af tjenesteydelser, navnlig notifikationsproceduren, kan forenkles efter de anbefalinger, der er fremsat inden for rammerne af SLIM? b) er det opfattelsen, at annonceringsreglerne ikke udgør en hindring, hvorfor det ikke er nødvendigt at foretage nogen ændringer? c) er det opfattelsen, at reglerne om oplysning forud for kontraktindgåelse indeholdt i forsikringsdirektiverne, direktivet for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og forsikringsmæglingsdirektivet er tilstrækkelige, således at det ikke er nødvendigt at harmonisere yderligere elementer? Mener medlemsstaterne alligevel, at der er behov for en vis grad af harmonisering for at få det indre marked på forsikringsområdet til at fungere bedre, herunder især forsikringstransaktioner ad elektronisk vej? I bekræftende fald, hvilke elementer bør så harmoniseres? d) er det opfattelsen, at der bør foretages ændringer i forbindelse med aftalelovgivningen på forsikringsområdet? Hvilke elementer i aftalelovgivningen mener medlemsstaterne, det er nødvendigt at harmonisere for at fremme grænseoverskridende forsikringstransaktioner? e) er det opfattelsen, at der bør indføres en specifik ordning for lovpligtige forsikringer samt for forsikringer, der kan gøre det ud for en obligatorisk socialsikringsdækning? g) er der enighed om det hensigtsmæssige i at foretage en række ændringer af de eksisterende regler om lovvalg for at skabe større frihed i lovvalget? Beskriv venligst nærmere de områder, hvor et større lovvalg kan være nyttigt. 14