Cykelsti langs Stumpedyssevej Hørsholm Kommune ønsker at forbedre forholdene for cyklister langs Stumpedyssevej for at give især skolebørn en god og sikker cykelforbindelse frem til skolen. 1. Overordnet beskrivelse Hørsholm Kommune ønsker at forbedre forholdene for cyklister på Stumpedyssevej i den vestlige del af kommunen. Der er i dag ingen cykelstier eller andre velegnede forbindelser for cyklister i området, der er et landområde med spredt bebyggelse og enkelte sammenhængende mindre landsbysamfund. Stumpedyssevej er den primære forbindelse mellem lokalområdet og Hørsholm by, og vejen benyttes i nogen grad også til gennemkørsel mellem Hørsholm by og nabokommunerne mod vest. Stumpedyssevej er smal og har en del kurver og bakker. Samtidig kører biltrafikken stærkt på vejen, hvilket gør det meget utrygt at gå og cykle langs den. Resultatet er, at skoleeleverne bliver kørt i skole i stedet for at cykle, ligesom at pendlere og rekreative cyklister afholder sig fra at køre på vejen, til trods for at det er en direkte og meget naturskøn rute. Projektet omfatter en samlet strækning på ca. 3,1 km indeholdende en delstrækning i byzone, hvor Stumpedyssevej omdannes til 2 minus 1 vej og en delstrækning uden for byzonen, hvor der etableres en dobbeltrettet sti i vejens sydside. Derudover etableres en midterhelle ved en sidevej, der giver mulighed for at krydse Stumpedyssevej i to tempi. Projektet medfører derfor, at den sidste del af et sammenhængende stinet i den vestlige del af Hørsholm Kommune bliver en realitet, idet der allerede er gode stiforbindelser videre frem til Hørsholm by. Forbindelsen langs Stumpedyssevej har afventet, da der er tale om et dyrt projekt. Miljø- og Planlægningsudvalget i Hørsholm har nu besluttet, at forholdene skal forbedres, men det er ikke muligt at finde fuld finansiering til projektet på nuværende tidspunkt. Det er derfor vi nu søger Pulje til mere cykeltrafik 2014 om midler til medfinansiering af projektet. 1
Forventede resultater og effekter Projektet på Stumpedyssevej skal primært binde den vestlige del af kommunen sammen med Hørsholm by, og dernæst skabe en forbindelse mellem Hørsholm og områderne vest for kommunen. Projektet indgår samtidig i bestræbelserne på at skabe et mere trygt, sikkert og sammenhængende net for cyklister i Hørsholm. Det forventes, at projektet har en positiv effekt på cykelandelen i området, og vil specielt betyde, at: Trygheden og sikkerheden forbedres Flere børn cykler til og fra skole Børn får mulighed for at cykle i en lavere alder end i dag Flere pendler til og fra arbejde på cykel både internt i Hørsholm og over kommunegrænsen Flere ture til sport, indkøb mv. sker på cykel Flere rekreative cyklister besøger området Folkesundheden generelt øges 2
2. Beskrivelse af projektets indhold Baggrund og formål Hørsholm Kommune ønsker at forbedre forholdene for cyklister på Stumpedyssevej i den vestlige del af kommunen. Der er i dag ingen cykelstier eller andre velegnede forbindelser for cyklister i området, der er et landområde med spredt bebyggelse og enkelte sammenhængende mindre landsbysamfund. De små landsbysamfund orienterer sig primært mod Stumpedyssevej og en stor del af bebyggelsen i området ligger langs vejen. Stumpedyssevej er dermed den primære forbindelse mellem lokalområdet og Hørsholm by. Vejen benyttes i nogen grad også til gennemkørsel mellem Hørsholm og områder i Allerød og Hillerød kommuner mod vest. Stumpedyssevej ligger i et roligt og meget naturskønt område mellem Sjælsø og Tokkekøb Hegn. Den er ca. 5 m bred og har et kurvet og bakket forløb. Samtidig kører biltrafikken stærkt på vejen, hvilket gør det meget utrygt at gå og cykle langs den. Målinger viser, at ca. 80 % af alle bilister kører for stærkt gennem landsbyen Kettinge langs Stumpedyssevej. Af samme grund er der næsten ingen lette trafikanter i området, hvor langt de fleste vælger at køre i bil til trods for de skønne omgivelser. Det betyder desværre, at næsten alle skolebørn bliver kørt i skole, og trafikken forbundet med bolig-arbejdsstedrejser og fritidsaktiviteter for både børn og voksne også sker med bil. Denne adfærd er ikke i overensstemmelse med Hørsholm Kommunes målsætninger om cykeltrafik, hvor vi igennem en årrække har arbejdet på at udbygge og forbedre cykelstinettet i kommunen for at kunne tilbyde et godt og sikkert grundlag for kommunens cyklister. Vi har i den forbindelse haft særligt fokus på skoleveje og pendlerruter, og ser disse trafikanter som kernen i at udbrede cyklen som transportmiddel. Hørsholm Kommune har siden 2009 arbejdet med paraplyprojektet Hørsholm Cykelby, der har betydet en lang række forbedringer for cyklismen og en stigning i antallet af daglige cykelture i kommunen. Vi ønsker at fastholde denne gode udvikling, og projektet skal derfor frembringe det nødvendige grundlag for at udbrede cykling også i den vestlige del af Hørsholm Kommune, og dermed generere ny cykeltrafik blandt skolebørn, pendlere og rekreative brugere af området. Projektet Det udarbejdede projektforslag indeholder en forbedring af forholdene for cyklister og gående på en 3,1 km lang strækning fra Sjælsmarkvej til kommunegrænsen. Fra det sted, hvor Stumpedyssevej munder ud i Sjælsmarkvej og resten af strækningen frem til Hørsholm by, findes der allerede cykelsti. Projektet for Stumpedyssevej omfatter tre tiltag: 1. Etablering af en dobbeltrettet sti mellem Sjælsmarkvej og landsbyen Kettinge. 2. Etablering af 2 minus 1 vej inden for byzonen i Kettinge. 3. Etablering af krydsningspunkt som midterhelle ved Stasevangsvej. Det vurderes, at alle tre tiltag skal etableres for at få flere til at cykle, da det kun er den samlede løsning, der skaber den nødvendige tryghed for trafikanterne. I det følgende er de tre tiltag beskrevet mere detaljeret. 3
1. Dobbeltrettet sti Der etableres en dobbeltrettet sti på den del af Stumpedyssevej, der ligger uden for byzonen. Denne strækning er ca. 1,6 km lang og forløber med et kurvet og bakket forløb i et naturskønt område. Langs vejen er der flere store landejendomme og husmandssteder. Der er valgt at etablere en dobbeltrettet sti langs vejens sydside. Denne løsning er valgt på baggrund lokale terrænmæssige forhold, og fordi denne stitype vurderes at være den billigste og mest velegnede løsning i landområder. Der vil skulle ske en arealerhvervelse i forbindelse med projektet. Den dobbeltrettede sti er primært tiltænkt cyklister, men vil også kunne benyttes af gående trafikanter. Stien etableres i en bredde på 2,5 m med en 2,0 m bred rabat mellem stien og kørebanen. Dermed får stien en tilstrækkelig bredde og afstand til biltrafikken til, at cyklister og gående kan færdes trygt og sikkert. Stien etableres med asfaltbelægning, og rabatten vil være med græs. Figur 2. Nyt tværsnit af Stumpedyssevej med 2,0 m rabat og 2,5 m dobbeltrettet sti i sydsiden. 2. 2 minus 1 vej Inden for byzonen ligger der boliger langs vejen på begge sider. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at etablere en ny sti. Samtidig viser målinger, at 80 % af bilisterne overskrider den tilladte hastighed. På den baggrund ønsker vi at etablere 2 minus 1 vej på strækningen, da denne vejtype erfaringsmæssigt får bilisterne til at sænke hastigheden og tage større hensyn til de lette trafikanter. Strækningen er ca. 1,5 km lang, og profilet med 2 minus 1 vej etableres på hele strækningen. Ved byzonegrænsen etableres der en fysisk fartdæmpende foranstaltning, der samtidig sikrer en god overgang mellem den dobbeltrettede sti og 2 minus 1 vejen. Figur 3. Tværsnit for Stumpedyssevej ved overgang fra alm. vejprofil til 2 minus 1 vej ved byport. 4
3. Krydsningspunkt Der etableres et krydsningspunkt ved Stasevangsvej, da denne vej benyttes som skolevej. Derfor er det behov for at give skolebørnene en mulighed for at krydse Stumpedyssevej på en tryg og overskuelig måde. Etablering af en midterhelle skaber denne mulighed ved at krydsningen kan foregå i to tempi. Figur 4. Princip for krydsningspunkt ved Stasevangsvej 3. Organisering og tidsplan Projektet er forankret i Hørsholm Kommune, der også varetager projektledelsen. Projektet blev påbegyndt ved afholdelse af et borgermøde i området. Efterfølgende har Hørsholm Kommune haft Rambøll til at udarbejde en vurdering af projektets realiserbarhed og de forventede projekterings- og anlægsomkostninger forbundet hermed. Projektet er i begyndelsen af 2014 blevet politisk godkendt, men Hørsholm Kommune har ikke budgetmidler til at gennemføre hele projektet på nuværende tidspunkt. Forbedring af forholdene for cyklister på Stumpedyssevej er dog et vigtigt skridt i bestræbelserne på at få flere til at cykle i Hørsholm Kommune. Derfor søger vi nu puljen til mere cykeltrafik 2014 om midler til at kunne realisere projektet. Der udestår detailprojektering og anlæg af alle tre tiltag. Hørsholm Kommune forventer, at den resterende proces kan gennemføres fra medio 2014 til medio 2015 efter følgende tidsplan: Afsluttende analyser og arealerhvervelse maj-august 2014 Detailprojektering september-december 2014 Udbud januar-februar 2015 Anlæg marts-maj 2015 Åbning af stiforbindelsen september/oktober 2015 5
4. Forventede effekter og evalueringsplan Ved etablering af en cykelforbindelse langs Stumpedyssevej skabes der en større sammenhæng i Hørsholm Kommune, hvor den vestlige del af kommunen bindes sammen med Hørsholm by, ligesom der skabes en forbindelse mellem Hørsholm og områderne vest for kommunen. Der findes i dag ingen gode cykelforbindelser i området, og det forventes derfor, at den nye sti vil have en stor positiv effekt på cykelandelen, både lokalt og i kommunen som helhed, og vil specielt betyde, at: Trygheden og sikkerheden forbedres Flere børn cykler til og fra skole Børn får mulighed for at cykle i en lavere alder end i dag Flere pendler til og fra arbejde på cykel både internt i Hørsholm og over kommunegrænsen Flere ture til sport, indkøb mv. sker på cykel Flere rekreative cyklister besøger området Folkesundheden øges generelt Effekterne kan beskrives inden for en række temaer, som beskrevet i det følgende. Generelt forventes det, at en del af de nuværende ture i bil overflyttes til cykelture samt, at der genereres en mængde nye ture på cykel pga. den nye sti. Øget cykeltrafik Der etableres en ny cykelforbindelse i et område, hvor det i dag er meget utrygt at cykle. Andelen af cyklister er meget lav, hvor der næsten kun ses enkelte ihærdige cykelpendlere. Den nye stiforbindelse vil forventeligt ændre dette billede markant og generere mange nye cyklister. Der skabes således en helt ny grad af tilgængelighed til området. Undersøgelser peger på, at anlæg af en cykelsti kan medføre op mod 20 % flere cyklister på strækninger, hvor der inden etablering af stien var et normalt antal cyklister på vejen. På Stumpedyssevej er antallet af cyklister i dag meget lavt pga. den store utryghed. Den procentvise stigning vurderes derfor at blive væsentligt større end 20, og måske langt over 100. Det er dog ikke muligt at sætte præcise tal på. Skoleelever I dag er der næsten ingen elever, der cykler til og fra skole, men interessen i området er stor. Det forventes derfor, at der vil ske en markant øgning i antallet af elever der cykler til skolen, men også til fritidsaktiviteter i Hørsholm by. Området hører til Usserød Skole, der er beliggende i den vestlige del af Hørsholm by. Potentialet ved etablering af den nye stiforbindelse vurderes at være op mod 100 nye cykelture hver dag blandt skoleelever. Dette tal er både skolerejser og fritidsrejer. 6
Pendlere Der forventes flere pendlere på cykel, når den nye forbindelse etableres. I dag ses et fåtal cykelpendlere, men det vurderes, at flere vil komme til, da potentialet er til stede. Stumpedyssevej er den mest direkte forbindelse mellem Hørsholm og Hammersholt samt den nordlige del af Allerød, hvor en stor mængde virksomheder er placeret. Det vurderes, at potentialet er ca. 150 nye ture hver dag forbundet med pendling, herunder også andre hverdagsture relateret til fx indkøb. Rekreative cyklister Området omkring Sjælsø og specielt Stumpedyssevej benyttes ofte af cykelryttere pga. terrænet de naturskønne omgivelser. Det vurderes derfor, at andre rekreative cyklister vil gøre det samme, hvis forholdene er til det, da der er tale om et meget bynært naturområde, som vil kunne danne grundlag for gode weekendcykelture for familier. I dag er det ikke trygt eller sikkert at færdes i området, hvilket afholder almindelige borgere og turister fra at færdes på vejene. Også gæsterne på Hørsholm Bed & Breakfast, som er beliggende på Stumpedyssevej, vil kunne få glæde af bedre og sikrere cykelmuligheder i forbindelse med deres ophold. Antallet af nye ture er begrænset i forhold til øvrige cyklister, men det vurderes at der i gennemsnit vil komme ca. 15 ture i døgnet pga. den nye cykelsti. Mindskning af biltrafik Den nuværende biltrafik består af både lokal og gennemkørende trafik. En del af begge typer trafikanter ventes at cykle i stedet for at tage bilen, når cykelforbindelsen forbedres. Det vurderes, at drejer sig om ca. 5 % af den gennemkørende trafik og 10 % af den lokale trafik. I alt vurderes det at være ca. 100 ture i døgnet, der forsvinder pga. den nye stiforbindelse. En væsentlig faktor er også bilernes hastighed, og særligt på 2 minus 1 strækningen i byzonen skal hastigheden reduceres for at øge trygheden og sikkerheden for gående og cyklister. Tryghed og sikkerhed Der er næsten ingen cyklister på Stumpedyssevej i dag, fordi utrygheden er så stor. Etablering af en ny cykelforbindelse med dobbeltrettet sti og 2 minus 1 vej vil stort set fjerne utrygheden, og det må forventes, at der alene på den baggrund genereres et stort antal nye cyklister. Fremkommelighed Projektet reducerer biltrafikkens fremkommelighed en smule ved etablering af 2 minus 1 vej, men det vurderes ikke at påvirke bilernes samlede rejsetid. Fremkommeligheden for cyklister øges meget og vil generere en større mængde nye cyklister. Rejsetiden ændres dog ikke, da cyklisterne fortsat vil skulle følge samme rute. Dette gælder også for de gående trafikanter, der også får en bedre rute med samme linjeføring som i dag. Cykling og sundhed Udover at projektet medfører direkte forbedringer på Stumpedyssevej, forventes der også afledte effekter i form af generelt øget cykling og bedre folkesundhed. 7
Ved at etablere en tryg og sikker cykelforbindelse kan flere børn cykle til skole og fritidsaktiviteter, ligesom de kan få lov til at cykle i en tidligere alder end i dag. Det betyder, at børnene får nogle bedre transportvaner i en tidlig alder, hvilket er nødvendigt for at kunne fastholde dem som cyklister, når de bliver voksne. Derudover vil flere pendlere tage cyklen, ligesom projektet vil tiltrække rekreative cyklister. For begge grupper viser erfaringer, at hyppigere brug af cyklen har en selvforstærkende effekt, dvs. at når man vænner sig til at tage cyklen, så bliver det generelt lettere at lade bilen stå. Ligeledes vil de hyppige cykelture påvirke trafikanternes sundhed, så de får et bedre helbred og færre sygedage. 8
Evalueringsplan De primære effekter af projektet er: Flere cyklister på Stumpedyssevej Større oplevet tryghed blandt cyklister på Stumpedyssevej Færre biler og lavere hastighed på Stumpedyssevej Flere cyklister Det vigtigste mål er at få flere til at cykle. Dette vil vi undersøge ved at gennemføre trafiktællinger før og efter projektets gennemførelse. Stigningen i antallet af cyklister er afgørende for, om projektet er blevet en succes. En af målsætningen er at opnå en stigning på mindst 100 % i forhold til i dag. For at undersøge om skoleeleverne er begyndt at cykle pga. den nye sti, vil vi supplere tællingerne med en spørgeskemaundersøgelse på den lokale skole, hvor vi både før og efter etableringen spørger til elevernes transportvaner i forbindelse med skole- og fritidsture. Begge undersøgelser giver et godt billede af projektets direkte effekt. Større tryghed Det er ikke muligt at måle trygheden direkte, men de planlagte tællinger giver en god indikation af, hvorvidt det er blevet rarere og mere attraktivt, og dermed også mere trygt, at cykle. I spørgeskemaundersøgelsen blandt skoleeleverne vil der også blive spurgt ind til den oplevede tryghed. Dette gøres dels for at vurdere, om eleverne nu føler sig mere trygge, men også for at se om cykelpotentialet udnyttes fuldt ud. Det er forventningen, at projektet medfører, at mindst 70 % af de lokale elever føler sig trygge ved at cykle på Stumpedyssevej. Færre biler og lavere hastighed Antallet af biler på Stumpedyssevej er ikke særligt højt i dag, og det er således ikke trafikmængden, men i højere grad hastigheden, der er problemet. Det er dog Hørsholm Kommunes overordene mål at flytte flere trafikanter fra bil til cykel. Derfor er en reduktion i antallet af biler også et mål sammen med nedsættelse af hastigheden. For at dokumentere udviklingen gennemføres trafiktællinger og hastighedsmålinger før og efter etableringen. Det er målet, at biltrafikken reduceres med 5-10 %, og at andelen af bilister, der kører for stærkt i byzonen halveres fra 80 % til 40 %. 9
Bilag 3 økonomi De forventede omkostninger for projektet. Dobbeltrettet sti 1,6 km 2 minus 1 vej 1,5 km Krydsningspunkt 1 stk. Samlet budget Egne lønudgifter 40.000 kr. 20.000 kr. 15.000 kr. 75.000 kr. Overhead 5.500 kr. 1.500 kr. 1.000 kr. 8.000 kr. Eksterne leverancer 40.000 kr. 12.500 kr. 7.500 kr. 60.000 kr. Øvrige omkostninger 150.000 kr. 150.000 kr. Projektgennemførelse 9.950.000 kr. 500.000 kr. 250.000 kr. 10.900.000 kr. Projektevaluering 50.000 kr. 40.000 kr. 10.000 kr. 100.000 kr. I alt 10.235.500 kr. 574.000 kr. 283.500 kr. 11.293.000 kr. 10