Indholdsfortegnelse Kap. 1.: Indledning... 3 Problemformulering og afgrænsninger... 3 Disposition... 7 Forsknings- og kildeoversigt...8 Kap. 2.: Forsvar og demokrati... 14 Forsvarsspørgsmålets rolle i kampen mellem Højre og Venstre om den politiske magt i Danmark 1849-1902... 14 Helstaten...15 Tiden efter 1864 og hærordningen af 1867...16 Samlingen af det tyske rige... 17 1870...18 Tiden under Estrup Forsvarsordningen af 1880, provisorier og landbefæstning... 19 1890'ernes opposition og forliget i 1894...22 Kap. 3.: Forsvarskommissions nedsættelse... 24 Rigsdagsbehandlingen... 25 Kap. 4.: Forsvarskommissionen arbejder 1902-05...31 De tilforordnedes trusselsvurderinger i 1902...31 Skal neutralitet forsvares militært?... 36 Udenrigsministeriets syn på sagen... 37 Spørgsmålet rejses i kommissionen... 39 Det mindst mulige det meningsløse mellemstandpunkt...42 Landbefæstningen og kommissionsmedlemmernes trusselsopfattelse... 45 København, det afgørende punkt?... 47 Hvordan skal neutralitetstruslerne imødegås?... 50 Et flådestøttepunkt i Smålandsfarvandet...57 Søterritorium... 58 Udefrakommende påvirkninger af kommissionsarbejdet... 59 Den russisk-japanske krig... 60 Forsvarsopfattelser & trusselsvurderinger: Vilje, evne og pligt... 62 Kap. 5.: Forsvarskommissionen arbejder 1905-08...67 Hvad skal danne grundlaget for den nye forsvarsordning?...67 Det radikale synspunkt ved Fogtmann, Kristiansen & Slengerik...71 Højres synspunkt, som det kom til udtryk ved Stilling... 73 De Frikonservatives synspunkt ved Reedtz-Thott...74 Venstrereformpartiets synspunkter ved Madsen-Mygdal & L. Rasmussen... 75 Det moderate Venstre ved J. Pedersen...78 Københavns stilling i det danske neutralitetsforsvar... 79 Københavns søbefæstning...90 Storebælt, neutralitet & Agersøsund-stillingen...92 Kühnels kritik af Agersøsund-stillingen og Nyholms forsvar...99 Neutralitetsbegrebet & neutralitetsbrud...103 Begyndelsen til enden... 106 Udefrakommende påvirkning af kommissionsarbejdet... 107-1 -
Erfaringerne fra den russisk-japanske krig...108 Forsvarsopfattelsernes og trusselsvurderingernes betydning for forhandlingerne i den lukkede forsvarskommission... 110 Kap. 6.: Forsvarskommissionens betænkning... 115 Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre... 115 Højre og de Frikonservative...116 Socialdemokraterne...118 Den radikale indstilling...119 Kommissionsresultaterne...120 Kap. 7.: Forsvarsordningen af 1909... 126 Neergaards fremlæggelse af sit forsvarsforslag, med de fremskudte forter...126 Folketingets behandling af forslagene... 133 Venstrereformpartiets formand J. C. Christensen afviser de fremskudte forter...134 Socialdemokraterne K. M. Klausen og L. Rasmussen...135 Slengerik, Det radikale Venstre... 137 Højre, ved Parkov og Ellinger...139 Udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig om Danmarks udenrigspolitiske situation.. 140 Tidligere Konseilspræsident Deuntzer om den neutrale stats forsvarspligt...141 Det forsvarlige forsvar...142 Udvalgsbetænkning og anden behandling...143 Den overordentlige samling 1909 og Neergaards fald...146 Regeringen Holstein-Ledreborg og forsvarssagens løsning...153 Folketingets tredjebehandling... 155 Landstingets førstebehandling af regeringen Holstein-Ledreborgs forsvarslovforslag...162 Landstingets anden- og tredjebehandling af lovforslagene... 173 Folketingets afsluttende behandling af befæstningslovforslaget og hærlovsforslaget... 178 Vedtagelsen af en forsvarsordning...181 Kap. 8: Konklusion...187 Summary...196 Kilde- og litteraturliste...198 Trykte kilder...198 Litteratur... 199 Bilag 1. Kommissionsmedlemmer og tilforordnede...202 Bilag 2. Sødeklarationen af 1856 og Haag-konventionen af 1899... 206-2 -
Kap. 1.: Indledning. Kap. 1.: Indledning. Forsvarspolitikken har siden demokratiets indførelse i Danmark haft en central placering på den politiske scene. Udviklingen efter årtusindskiftet med aktiv dansk deltagelse i krigen i Irak har vist, at forsvarspolitikkens evne til at sætte sindene i kog ikke ophørte med kommunismens fald i Østeuropa. Sikringen af statens fortsatte eksistens og uafhængighed har altid været en fundamental opgave og et af de allervigtigste politiske spørgsmål. I Danmark kom det øverst på den politiske dagsorden efter nederlaget i 1864. Mange danskere frygtede, at Danmarks fortsatte eksistens og uafhængighed ikke kunne opretholdes. Forsvarspolitikken havde sin mest fremtrædende plads på den politiske scene fra ca. 1870 og indtil århundredeskiftet, hvor den blev tæt forbundet med den politiske magtkamp mellem Højre- og Venstrefløjen. Med Venstres magtovertagelse i 1901 kunne det umiddelbart se ud til, at forsvarspolitikken ville komme ud af den politiske magtkamps skygge, og at forsvarsproblemet derfor kunne løses. Den gældende forsvarsordning var vedtaget som en del af det storpolitiske forlig i 1894, der havde afsluttet provisorietiden. Der var dog ikke den store begejstring for ordningen blandt politikerne, der mente, at den trængte til forandringer. Løsningen af forsvarsproblemet kom med forsvarsordningen af 1909, efter sagen havde været drøftet både i Forsvarskommissionen af 1902 og Rigsdagen. Problemformulering og afgrænsninger. 1909-ordningen dannede grundlaget for det danske forsvar under 1. verdenskrig og det fik stor betydning for eftertidens opfattelse af forsvarsordningen. Der er flere årsager til at eftertiden har vurderet ordningen i lyset af verdenskrigen. Først og fremmest er det naturligt at ordningen bliver vurderet i forhold til den krigssituation der indtraf mens ordningen var gældende, ligesom 1937-ordningen bedømmes i lyset af 2. verdenskrig og den tyske besættelse. Men for 1909-ordningen er det hverken den eneste eller den vigtigste årsag. Opretholdelsen af den danske neutralitet under 1. verdenskrig og den tyske besættelse under 2. verdenskrig har ofte medført sammenligninger af situationen i 1914 og 1940. I den sammenligning har de forskellige forsvarsforhold spillet afgørende ind på vurderingerne af situationerne og de to forsvarsordninger. Neutralitet og besættelse opstilles ofte som de store og afgørende forskelle imellem Danmarks situation under de to verdenskrige, og for vurderingen af forsvarsordningerne og udenrigspolitikken som tilfredsstillende eller forfejlet. Men afgørende for vurderingen er forskellen i sikkerhedsog forsvarsopfattelse (dvs. opfattelsen af hvilke mål et militært forsvar kan og skal tjene), både blandt periodens politikere og i eftertidens danske befolkning. Den mest markante forskel i sikkerheds- og forsvarsopfattelser er skellet mellem det forsvarsvenlige og det forsvarskritiske grundsyn. Forskellen mellem de forsvarsvenlige - 3 -
Kap. 1.: Indledning. og forsvarskritiske politikere har været afgørende for eftertidens vurdering af 1909-ordningen af flere årsager. De forsvarsvenlige stod således bag 1909-ordningens vedtagelse, mens ordningens gennemførelse kom til at finde sted under såvel forsvarsvenlige som forsvarskritiske regeringer, og at regeringsmagten lå hos de forsvarskritiske partier under hele 1. verdenskrig. Det relativt store militæropbud der kunne opstilles under krigen som følge af 1909-ordningen fandt således sted mens det forsvarskritiske radikale Venstre havde regeringsmagten. Vurderingen af 1909-ordningen er således ofte også blevet en vurdering af Det radikale Venstres forvaltning af ordningen, hvilket de forsvarsvenlige allerede i 1919 fik sikret med Kommissionen til Undersøgelse og Overvejelse af Hærens og Flaadens fremtidige Ordning. Prisen for den forsvarsvenlige oppositions tilslutning til kommissionens nedsættelse blev nemlig at den også skulle skaffe oplysninger om hvorledes det gældende militærsystem var blevet anvendt under krigen. 1919-kommissionen blev således også en skueplads for det politiske opgør om forsvar og sikkerhed, denne gang på baggrund af 1909-ordningen, bevarelsen af neutraliteten under krigen og den radikale regerings administration af ordningen. 1919-kommissionen blev også stedet hvor den radikale historiker og forsvarsminister P. Munch fik offentliggjort hidtil hemmeligholdte dokumenter om J.C. Christensens sikkerhedspolitiske initiativer, mens Venstrereformpartiet havde regeringsmagten. Det drejede sig om L.C.F. Lütkens forhandlinger med den tyske militærledelse om tyskernes holdning til Danmark og det danske forsvar. I samtiden blev offentliggørelsen ikke det trumfkort overfor J.C. Christensen og Venstrereformpartiet som de radikale havde håbet, men for historikerne og eftertiden blev de afgørende for tolkningen og vurderingen af den danske forsvarspolitik i det første årti af det 20. århundrede. 0 Offentliggørelsen var et led i den politiske magtkamp mellem de radikale og J.C. Christensens Venstrereformparti, en rivalisering der har vist sig som afgørende for eftertidens historiske behandling af perioden, ikke blot efter Venstrereformpartiets sprængning i 1905, men helt tilbage til provisorietiden. Tidsmæssigt vil der i denne opgave fokuseres på perioden fra forsvarskommissionens nedsættelse i 1902 og frem til vedtagelsen af forsvarsordningen i 1909. Indenfor denne tidsramme vil de forsvarspolitiske forhandlinger blive analyseret. Jeg har valgt at analysere den politiske forhandlingsproces fremfor forhandlingernes endelige resultat (forsvarsordningen af 1909). Det vil jeg gøre ved at redegøre for de forskellige forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger, der i starten af det 20. århundrede gjorde sig gældende blandt de danske politikere, og jeg vil diskutere hvilken betydning beslutningstagernes forsvarsopfattelse og trusselsvurdering fik for forhandlingsforløbet. Det politiske for 0 Se bl.a. Troels Fink: Ustabil balance. (1961) og Spillet om dansk neutralitet. (1970), W. Christmas- Møller i Festskrift til Ole Karup Pedersen (1989), Povl Engelstoft: Mellem Systemskift og Verdenskrig 1901-13, i Schultz Danmarkshistorie (1942) og Tage Kaarsted: Hvad skal det nytte? (1969). - 4 -
Kap. 1.: Indledning. handlingsforløb er et bedre kildemateriale til at undersøge politikernes forskellige forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger end selve forsvarsordningen af 1909, der belyser hvad flertallet blev enige om og kun indirekte kan bruges til at udlede noget om de kompromisser der lå bag vedtagelsen og om oppositionens holdninger. Opgavens hovedtese er, at forsvarsopfattelse og trusselsvurdering har afgørende indflydelse på udformningen af forsvarspolitikken, selv om det ikke skal benægtes, at også det politiske magtspil og partirivalisering har haft stor indflydelse på den danske forsvarspolitik. Analysen af politikernes forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger baseres på referaterne af de, for datiden hemmeligholdte, forsvarspolitiske forhandlinger i forsvarskommissionen af 1902 og Rigsdagens forhandlinger i 1909 om henholdsvis regeringen Neergaards og regeringen Holstein-Ledreborgs forsvarslovforslag. 0 Der var i 1902 politisk enighed om at nedsætte en kommission, der skulle udrede de gældende militære forhold i landet og fremkomme med en i hovedtræk samlet plan for forsvaret fremtidige ordning. Der var også enighed om at lade sagen hvile, mens kommissionen arbejdede, og der var da også forholdsvis ro om emnet, mens kommissionen sad. 0 Kommissionen kom til at sidde længere end forventet, og da den i 1908 fremlagde sit resultat, viste det sig, at medlemmerne af kommissionen ikke var blevet enige om en fælles indstilling. Derefter skulle forslaget til en ny forsvarslov udarbejdes af regeringen og fremlægges for Rigsdagen, hvor uenigheden også viste sig, idet der først blev vedtaget en ny forsvarslov i efteråret 1909. 0 Forsvarsforhandlingerne blev ført efter, at Venstregrupperne havde vundet regeringsmagten og derfor måtte tage deres hidtidige politiske oppositionsholdninger op til revision. Regeringsansvaret betød, at Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre ikke længere kunne nøjes med at kritisere men også måtte fremkomme med løsninger. Skiftet fra opposition til regering kom til at resultere i udskillelsen af den radikale del af Venstrereformpartiet i 1905. Et brud som forsvarsspørgsmålet havde stor betydning for. Efter Systemskiftet befandt den politiske opposition sig både til højre og til venstre for regeringen. Det betød i forsvarssagen, at regeringen fra henholdsvis højre- og venstrefløjen i oppositionen kunne beskyldes for at gøre for lidt eller for meget for forsvaret. Folketingsparlamentarismens indførelse førte ikke automatisk til, at regeringen kunne få alle sine lovforslag vedtaget, da der også skulle samles flertal i Landstinget. Desuden sluttede Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre (der dannede Folketingsflertallet) ikke altid samlet op om regeringen. J.C. Christensens kontakt, via Lütken, med den tyske militærledelse kan være med til 0 Der er ikke tale om, at samtlige Rigsdagsmedlemmers forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger vil blive analyseret, men om de forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger der, via de aktive Rigsdagsmedlemmer, var med til at tegne de forskellige politiske partiers forsvarspolitik. 0 Kommissionen sad for lukkede døre. Samtidig var der dog en omfattende offentlig debat om forsvaret. 0 Det skyldtes dog ikke kun uenighed om forsvarssagen, idet Alberti skandalen fældede J.C. Christensens regering i september 1908. - 5 -
Kap. 1.: Indledning. at belyse ændringen i Venstrereformpartiets forsvarspolitiske kurs efter magtovertagelsen i 1901. Lütkens forhandlinger med general Moltke vil ikke blive nærmere analyseret eller inddraget i denne fremstilling. Den interne politiske forhandlingsproces mellem de forskellige Rigsdagspartier i den lukkede forsvarskommission af 1902 og i Rigsdagen er i fokus, og end ikke i forsvarskommissionen blev der informeret om den kontakt, der var taget til tyskerne, eller om det indtryk af det tyske syn på Danmark, som kontakten skabte hos de danske bagmænd. På grund af det fysiske omfang af de refererede forsvarsforhandlinger er der en hel del andet materiale, som ikke vil blive inddraget, selv om det ville kunne være med til at belyse tilblivelsen af den danske forsvarspolitik. Det gælder som nævnt Lütkens forhandlinger med tyskerne men også andre kontakter med udlandet såvel i regeringen som hos oppositionen, f.eks. vil kontakterne mellem det danske Socialdemokrati og de socialdemokratiske partier i Europa ikke blive undersøgt. Den offentlige debat i Danmark og resten af Europa vil heller ikke blive behandlet pga. det meget omfattende kildemateriale. Det betyder, at den mulige påvirkning af politikernes holdninger fra den offentlige debat ikke vil blive nærmere undersøgt, ligesom politikernes påvirkning af den danske offentlighed kun vil blive indirekte belyst via udtalelserne i Rigsdagen og ikke via deres arbejde udenfor Rigsdagen. Forsvarspolitikken kan overordnet betragtes ud fra enten en militær eller en politisk vinkel: I denne opgave ligger fokus på det politiske aspekt af forsvarspolitikken. Derfor vil den militære diskussion af spørgsmålet heller ikke blive inddraget. De tilforordnede officerer i Forsvarskommissionen havde den største kontakt med politikerne, derfor vil deres holdninger blive de eneste, der inddrages. Hvorvidt de repræsenterede flertalsholdningerne blandt de to værns officerskorps vil ikke blive undersøgt. Da de danske officerer i perioden også ved flere lejligheder fra øverste sted blev pålagt mundkurv, kan det også være en sværere opgave at afklare holdningerne blandt de to officerskorps. 0 Forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger er sammen med økonomiske, politiske og militærteknologiske muligheder de vigtigste faktorer for formuleringen af en militær strategi. Forsvarsopfattelser og trusselsvurderinger er således afgørende elementer i den militære planlægning, men min tese er, at det også er særdeles vigtige elementer i udformningen af et lands forsvarspolitik. Forsvarspolitikken udformes af landets magthavere og i et demokrati er det de valgte politikere og regeringen. Dermed adskiller processen sig fra forholdene under en enevældig styreform, hvor magten ligger hos én mand, der selv bestemmer, hvor meget han vil lytte til andre (f.eks. militære rådgivere). I et demokrati skal flere personer blive enige, og dermed åbnes der op for større diskussioner, idet forskellige opfattelser og vurderinger opnår betydning afhængig af, om de kan opnå beslutningsflertallets tilslutning. Der 0 Se Hans Chr. Bjerg: Søofficerernes mundkurv 1907-08, in: Historie, jyske samlinger, 1974. - 6 -
Kap. 1.: Indledning. med gælder det overtalelsens kunst, hvor de saglige argumenter, som vurderingen af trusselssituationen, må tillægges en betydelig vægt. De er dog ikke nødvendigvis eneafgørende for udformningen af forsvarspolitikken, idet også indrepolitiske forhold kan spille ind. Det skete f.eks. i Danmark under provisorietiden, hvor landets forsvarspolitik meget markant blev underlagt den politiske magtkamp om landets styreform. Betydningen af forsvarspolitikkens historie, partiprofilering og kampen om vælgerne for forsvarsforhandlingerne indtager her en underordnet position i forhold til undersøgelsen af forsvarsopfattelsernes og trusselsvurderingernes betydning. Det betyder, at der ikke vil blive inddraget andre primærkilder, men at det kun vil blive belyst ud fra forsvarskommissionens og Rigsdagens mødereferater (og de historiske fremstillinger af perioden). Begivenheder der fandt sted i perioden udenfor forsvarskommissionen og Rigsdagens forsvarspolitiske forhandlinger, vil kun i begrænset omfang og i kraft af deres betydning for forløbet blive inddraget. Det gælder såvel udenrigs- som indenrigspolitiske begivenheder, som f.eks. J.C. Christensens regeringsdannelse, dannelsen af det radikale Venstre, den russisk-japanske krig og den generelle udenrigspolitiske udvikling. Disposition. Forhandlingsforløbet vil både blive kronologisk og indenfor de fastsatte tidsrammer emnemæssigt behandlet. Den kronologiske gennemgang er valgt som den overordnede ramme, fremfor en emnemæssig gennemgang, for bedre at kunne belyse forhandlingsforløbet og derved forløbets betydning for udformningen af deltagernes opfattelser og vurderinger som betydningen af deltagernes holdninger for forhandlingsforløbet. Den kronologiske gennemgang kan dog medføre en del gentagelser, men gentagelser af argumenter, trusselsvurderinger og forsvarsopfattelser er også med til at belyse forhandlingsforløbet og deltagernes holdninger igennem et længere tids- og forhandlingsforløb. Fremstillingen indledes med en kort kronologisk gennemgang af forsvarspolitikkens rolle i magtkampen mellem højre- og venstrefløjen 1849-1902 for at skabe et overblik over den politiske bagage, som politikerne stod med da der skulle skabes en ny forsvarsordning efter systemskiftet. Dernæst følger et kort afsnit om nedsættelsen af forsvarskommissionen i 1902, der belyser politikernes holdning til kommissionsnedsættelsen. Kommissionsforhandlingerne er delt i to hovedafsnit, der dækker henholdsvis perioden 1902-05 og 1905-08. Der er flere årsager til denne deling. For det første er kildematerialet meget omfattende. Det dækker grundigt de omfattende forhandlinger i kommissionen, der fandt sted over mange møder og en lang årrække. 1905 er året, hvor kommissionsmedlemmerne for alvor tog aktivt fat på deres egne opgaver, og dermed et naturligt sted at dele forhandlingerne. Derudover er det et markant år i dansk politik med splittelsen af Venstrereformpartiet og dannelsen af først Folketingets Venstre og siden Det radikale Venstre, hvilket også blev afspejlet i kommissionen, hvor 3 kommissions - 7 -
Kap. 1.: Indledning. medlemmer hørte til den nye Folketingsgruppe. 0 Dermed giver opdelingen af kommissionsforhandlingerne i tiden før og efter 1905 bedre mulighed for at belyse betydningen af regeringspartiets splittelse og forholdet mellem de tidligere partifælder. Kommissionsarbejdet afsluttes med et kort afsnit om kommissionsindstillingerne, inden Rigsdagens forhandlinger i 1909 behandles i opgavens tredje hovedafsnit. Forsknings- og kildeoversigt. Forsvarspolitikkens rolle i den politiske magtkamp efter demokratiets indførelse i Danmark er blevet behandlet af flere danske historikere og er således ikke et helt uudforsket område. Med hensyn til det første årti af det 20. århundrede står forsvarskommission af 1902 og dens arbejde dog i skyggen af J.C. Christensen og L.C.F. Lütkens betydning for den danske forsvarspolitik. Povl Engelstoft gav den første brede skildring af den politiske Danmarkshistorie fra systemskiftet i 1901 og frem til 1913 i Det danske Folks historie VIII (1929) og Schultz Danmarkshistorie V (1942). 0 Engelstoft skrev om det politiske arbejde i Rigsdagen, etableringen af periodens venstreregeringer og deres udenrigspolitik. Han beskrev uoverensstemmelserne i Venstrereformpartiet efter systemskiftet i 1901 og regeringen Deuntzers stilling i Rigsdagen. Regeringen havde et solidt flertal i Folketinget, mens de frikonservative i Landstinget var afgørende for dens mulighed for at samle et flertal i Landstinget. De frikonservative under grev Mogens Frijs' ledelse samarbejdede med Venstrereformpartiet ud fra fælles modvilje mod socialdemokraterne. Som følge af hemmelighedskræmmeriet omkring forsvarskommissionens arbejde har Engelstoft ikke haft kendskab til forhandlingerne i kommissionen, og hans skildring af forsvarsforhandlingerne og forsvarsordningen af 1909 baserede sig derfor primært på Rigsdagsforhandlingerne og regeringskrisen i 1909. Dog havde han også øje for L.C.F. Lütkens forhandlinger med den tyske hærledelse (som var blevet offentliggjort i 1919) og forhandlingernes betydning for J.C. Christensens opfattelse af forsvarsspørgsmålet og derigennem for 1909-ordningen. Selvom Engelstoft ikke direkte havde kendskab til kommissionsforhandlingerne, afholdt det ham ikke fra at omtale forhandlingerne som meget besværlige og at lægge en stor del af skylden for uenigheden på de militære tilforordnedes uenighed. Som det kan ses bl.a. af Lütkens erindringer, der først senere blev tilgængelige og offentliggjorte (i Troels Finks Spillet om dansk neutralitet 1905-09), var det ikke nogen ny opfattelse at lægge ansvaret for uenigheden i forsvarskommissionen på de tilforordnedes uenighed. Engelstoft skildrede også fint, hvordan forholdet til Tyskland var afgørende for Dan 0 De 3 vil blive omtalt som radikale fra 1905 og ikke som tilhørende Folketingets Venstre. 0 Det er den samme skildring der går igen i de to værker uden væsentlige ændringer. Andre bidragsydere til femte bind af Schultz Danmarkshistorie var P. Munch (der skildrede forholdet til udlandet 1864-1901, forfatningskampen 1870-1901 og det danske folks livsvilkår 1864-1914), H.P. Hansen (der skrev om sønderjyderne under fremmed herredømme) og Vilh. Andersen (der beskrev det danske åndsliv i den anden halvdel af det 19. årh.). - 8 -
Kap. 1.: Indledning. marks udenrigspolitiske velbefindende i perioden. Den militære sagkundskabs uenighed om forsvarssagen var ikke en ny udvikling efter systemskiftet, den havde også tidligere været fremherskende, f.eks. i forbindelse med landbefæstningens anlæggelse. Offentlighedens kendskab til officerernes holdninger var dog forbundet med deres mulighed for offentligt at lufte dem. Hans Chr. Bjerg beskrev i Søofficerernes mundkurv 1907-09, hvordan officerer igennem tiderne har fået deres holdninger undertrykt, hvis de stred imod regeringens. Søofficerernes modvilje mod landbefæstningen var således i 1880'erne blevet undertrykt fra højeste sted. Uenigheden mellem hær og flåde blev tydelig efter systemskiftet, idet den blev personificeret af krigsminister Madsens og marineminister Jøhnkes stridigheder. Bjerg fremhævede, hvorledes Marineministeriet ikke hindrede kaptajn Chr. Colds artikler mod landbefæstningen i Berlingske Tidende i november 1904, mens forsvarsminister J.C. Christensen i 1907 både satte en stopper for Det krigsvidenskabelige Selskabs ønsker om at diskutere problemerne omkring forsvarets ordning, og et forsøg på at starte en diskussion i Sø-lieutenant-Selskabet om søofficerernes opfattelse af forsvarets ordning og muligheden for kontakt til landofficererne om en fælles opfattelse for begge værn. Bjergs analyse af søofficerernes mundkurv 1907-08 viser således, at de erkendte, at uenigheden mellem de to værn var en afgørende hindring for løsningen af forsvarsspørgsmålet, og at der internt i flåden var uenighed mellem de tilforordnede i forsvarskommissionen og de yngre flådeofficerer. De grundlæggende fremstillinger af den danske forsvarspolitik er Troels Finks Ustabil balance. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik 1894-1905 (1961) og Spillet om dansk neutralitet 1905-1909. L.C.F. Lütken og dansk udenrigs- og forsvarspolitik (1959). Fink skildrede her sammenhængen mellem de danske regeringers forsvars- og udenrigspolitik i perioden omkring århundredeskiftet. Fink beskrev forholdene på regeringsniveau, hvor han mente, at J.C. Christensen, under dennes regeringstid 1905-08, særligt med forsvarspolitikken søgte en markant tilnærmelse til Tyskland for at sikre Danmark imod et tysk angreb. Fink fremhæver i sin fremstilling officeren L.C.F. Lütken, der havde en central plads i J.C. Christensens tilnærmelsespolitik. Bogen indeholder også Lütkens selvbiografi, breve og aktstykker fra dennes forbindelse med tyskerne. Lütken-sagen blev som nævnt offentliggjort af den radikale regering i 1919. Fra radikal side blev sagen og dens offentliggørelse brugt i det politiske opgør med J.C. Christensen, der var leder af Venstrereformpartiet ved dets sprængning i 1905, og den radikale administration af 1909- ordningen under verdenskrigen. Som Jens Ole Christensen fremhæver, følger Fink den sti som tidens radikale politikere, med P. Munch i spidsen, havde udstukket ved offentliggørelsen i 1919. 0 Med Ustabil balance kom Fink kun kort ind på, hvad der foregik i forsvarskommissionen i forbindelse med spørgsmålet om at opnå en stormagts anerken 0 Jens Ole Christensen I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 Det militære aspekt, side 10. - 9 -
Kap. 1.: Indledning. delse af den danske neutralitet og uenigheden mellem flåden og hærens repræsentanter i forsvarskommissionen. 0 Uenigheden mellem hær og flåde kom også til udtryk i den offentlige debat, hvor officerer fra de to værn tog aktivt del. Fink lagde i sin fremstilling vægt på uoverensstemmelsen mellem de to værn, som den kom til udtryk i den offentlige debat, idet han mente, at den havde større betydning for den brede politiske meningsdannelse end de fortrolige forhandlinger i forsvarskommissionen. 1909-ordningen vurderede han som velegnet til at gøre den danske neutralitet acceptabel for Tyskland, idet han mente, at den muliggjorde et dansk militært forsvar imod angreb fra alle andre magter end Tyskland, selv om han dog ikke udelukkede, at den af en regering, der ønskede det, kunne blive brugt imod Tyskland. Fink skildrede i sine værker såvel forsvars- som udenrigspolitik og således også den internationale udvikling i den periode, som også er beskrevet i Dansk udenrigspolitik Historie 1814-1914 (2003), hvor de danske udenrigspolitiske aktørers (regering, konge og udenrigsministerium) virkelighedsopfattelse, mål og strategier dannede grundlaget for forståelsen af den danske regerings navigering i det internationale system. Med sikkerhedspolitikkens altoverskyggende rolle i den danske udenrigspolitik i perioden kommer denne fremstilling selvfølgelig også ind på den danske forsvarspolitik. Mens disse værker beskæftiger sig med den overordnede forsvarspolitiske udvikling i perioden, er arbejdet i Forsvarskommissionen af 1902 behandlet i Jens Ole Christensens utrykte Ph.D. afhandling I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 det militære aspekt (1996). Det sker som et led i analysen af udviklingen i en større tidsperiode og med fokus på den militære sagkundskabs indflydelse på planlægningen af landets forsvar. Han stiller spørgsmålet, om militære overvejelser og hensyn virkelig spillede så underordnet en rolle i forsvarspolitikken, som den danske historieskrivning indikerer ved næsten kun at berøre emnet fra den politiske synsvinkel, hvor Danmarks forsvarspolitiske historie er blevet set i lyset af dens tætte tilknytning til den politiske magtkamp. Hans analyse af den danske forsvarsplanlægning 1872-1909 belyser samspillet mellem det militære og det politiske niveau ved skabelsen af en ny forsvarsordning, fokuserer på den militære andel i processen og stiller skarpt på udviklingen af idéer til en militær strategi på det militære niveau. Han benytter forsvarsopfattelserne og trusselsvurderingerne indenfor de to værn til at belyse tilblivelsen af en militær strategi, idet han analyserer de idéskabende og udviklende overvejelser på det militære niveau. Ligesom på det politiske niveau er holdningsdannelser på det militære niveau kendetegnet af, at der er forskellige interessegrupper, og at kompromisser derfor også er karakteristiske for resultaterne. Samspillet mellem det militære og det politiske niveau analyseres og danner grundlaget for hans vurdering af omfanget af den militære tænknings gennemslagskraft på den politiske diskussion. Afhandlingen er baseret på kildemateriale fra nogle af perio 0 Troels Fink: Ustabil balance. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik 1894-1905. 1969. Se bl.a. side 222 ff. - 10 -
Kap. 1.: Indledning. dens centrale militære forsvarskommissioner, og de politiske forsvarsforslag og deres behandling i Rigsdagen. Kommissionerne arbejdede med spørgsmålet om militær strategi og blev udgangspunktet for den politiske behandling. Dermed dannede de bindeledet mellem militærets idéskabende og udviklende arbejde og det politiske niveau samtidig med, at de var brændpunkter for den strategiske debat mellem forskellige interne interessegrupper både i de to værn (f.eks. artilleri og kavaleri) og imellem dem. Fokus ligger på 1872-kommissionen (der blev udgangspunkt for den politiske forsvarsdebat 1873-76), 1879-kommissionerne (der sammen med en stærk militær interessegruppe dannede grundlaget for den politiske behandling 1882-85 og den provisoriske befæstning 1885-94), og 1898- og 1902 kommissionerne (der, ifølge J.O. Christensen, danner fundamentet for de politiske forhandlinger efter århundredeskiftet og 1909-ordningen). 1872-, 1879- og 1898-kommissionerne var interne militære kommissioner, nedsat af Krigs- og Marineministerierne, mens 1902- kommissionen var nedsat af Rigsdagen, og hvortil de to ministerier kun havde udvalgt de tilforordnede. J.O. Christensen tager også Troels Finks vurdering af 1909-ordningen op til revurdering. Ud fra sin egen analyse afviser han, at 1909-ordningen skulle være særligt afpasset til at gøre den danske neutralitet acceptabel i Tyskland, idet det altafgørende trusselsbillede var Tyskland, mens truslen fra Storbritannien indtog en underordnet rolle i forløbet. Finks anden vurdering, at ordningen kun dannede et yderst spinkelt grundlag for dansk militær modstand mod tyske angreb, opfatter J.O. Christensen både som rigtig og forkert. Rigtig, fordi han vurderer, at Danmark altid ville være kommet til at trække det korteste strå i en krig mod Tyskland. Forkert, fordi han afviser, at ordningen skulle sigte på ikke at skulle afvise tyske krænkelser eller angreb. 1909-ordningen fastlagde, ifølge J.O. Christensen, forsvarets organisation, mens det blev overladt til den kommende regering at formulere formål og målsætninger for ordningen. Den ville også kunne benyttes til et eksistensforsvar mod såvel et tysk som et britisk angreb, hvis regeringen skulle ønske det. Det bliver konkluderet, at rent politiske hensyn spillede en rolle i forsvarsspørgsmålets forløb, men at debatten om indholdet i høj grad hvilede på militære overvejelser og hensyn. Mens Troels Fink beskrev forsvarspolitikken ud fra dens tilknytningen til udenrigspolitikken og det overordnede politiske aspekt og J.O. Christensen fokuserede på militærets betydning for forsvarspolitikkens udformning, har Tage Kaarsted i Hvad skal det nytte? De radikale og forsvaret 1894-1914 (1969) fokuseret på tilblivelsen af et enkelt politisk partis - det radikale Venstres - forsvarspolitik i perioden. Hovedvægten ligger på perioden fra Folketingets Venstres udskillelse fra Venstrereformpartiet og Det radikale Venstres dannelse i 1905 og indtil 1909-10, hvor der blev relativt ro om forsvarssagen. Kaarsted analyserer uenighederne om udformningen af det nye partis forsvarsideologi. Det sker bl.a. med brug af referaterne fra forsvarskommissionen, som han bruger til at belyse forskellene mellem kommissionsmedlemmerne fra Folketingets Venstre og Det radikale Venstres forsvarssynspunkter, som de særligt kom til udtryk via dr. phil. P. Munch og - 11 -
Kap. 1.: Indledning. Ove Rode. Hans brug af kildematerialet fra forsvarskommissionen skal således ses i lyset af den radikale partidannelse. De tre kommissionsmedlemmers forslag fremkom i kommissionen i 1905 efter Wivel-mødet og inden Odense-mødet, hvor Det radikale Venstre blev stiftet og partiprogrammet vedtaget. Kaarsted tolkede det som kommissionsmedlemmernes forsøg på at påvirke det nye partis forsvarsholdning og hindre, at afvæbning skulle komme til at danne det forsvarspolitiske grundlag for partiet. Han vurderede nemlig, at de 3 kommissionsmedlemmer havde informeret P. Munch og Ove Rode om deres forslags opkomst i kommissionen, og at de således brød deres tavshedspligt og benyttede deres kommissionsarbejde i det taktiske spil mellem Folketingets Venstre og den radikale gruppe udenfor Rigsdagen. Munch og Rodes forsøg på at presse Slengerik ud af kommissionen vurderes som en konsekvens af deres utilfredshed med hans kommissionsforslag og deres ønske om politisk samarbejde med socialdemokraterne, mens de radikale kommissionsmedlemmer var mere indstillede på at række hånden frem til deres gamle partifæller i Venstrereformpartiet. Kaarsted opfattede Munch og Rode som de to mest afgørende enkeltpersoner for udformningen af den radikale forsvarspolitik. På trods af, at det ikke blev deres holdninger om en politivagt der kom til at danne basis, men derimod Slengeriks kommissionsindstilling om en egentlig krigsmagt. Munch og Rode sluttede dog efter kommissionsbetænkningens offentliggørelse i 1908 op om Slengeriks indstilling, og deres argumentation tog udgangspunkt i indstillingen i den efterfølgende forsvarspolitiske debat. Kaarsted vurderede også, at J.C. Christensens grundtanke med 1909-ordningen var at berolige Tyskland som følge af Lütkens forbindelse med tyskerne, og at de radikale hverken havde øje for denne bevæggrund, eller at J.C. Christensen var absolut modstander af landbefæstningen. Kilderne til forsvarskommissionens arbejde er primært mødereferaterne. 0 Referaterne giver et indblik i forholdet mellem de militært saglige og almene politiske overvejelser blandt de politiske partier (som de var repræsenteret ved kommissionsmedlemmerne) i en situation, hvor forhandlingerne fandt sted bag lukkede døre. Dermed var der ikke behov for at tage hensyn til udlandets reaktion på de danske overvejelser, og politikerne behøvede heller ikke at tage hensyn til, hvordan deres udtalelser kunne blive brugt i den offentlige debat, hvor de ville have været mere bundet af hensynet til deres partiers historie (navnlig perioden 1870-1901 hvor forsvarspolitikken var det politiske emne, partierne definerede sig ud fra overfor hinanden og vælgerne). Referaterne til de første møder findes i forsvarskommissions protokol. 0 Men fra og med det 11. møde blev møderne stenografisk refereret, trykt og omdelt til kommissionsmedlemmerne og de tilforordnede. De første stenografiske mødereferater er indklæbet i protokollen, men hurtigt bliver der i 0 Referat til Protokollen. Efter Ordre udarbejdet med stenografisk Medhjælp af E. Skram, Sekretær i Forsvarskommissionen af 1902. KBH., 1909. Findes i Folketingets bibliotek og Rigsarkivet, hvis eksemplar dog var blevet væk da jeg skulle bruge det. 0 Rigsarkivet. Konseilspræsidiet/Statsministeriet arkivnummer 01, U0003 Forsvarskommission af 1902, lb. nr. 1-6. Magasinopstilling 7121-05-4. 1902-1909. - 12 -
Kap. 1.: Indledning. protokollen kun henvist til de trykte referater, hvor også referaterne fra de første 10 møder er gengivet. Referat til Protokollen indeholder dog ikke alt, hvad der har været behandlet i kommissionen, idet nogle af de tilforordnedes debatindlæg/foredrag sammen med indhentet materiale er blevet placeret i selvstændige bind. Forsvarskommission stod selv for det redaktionelle arbejde, og at det også kunne skabe uoverensstemmelse i kommissionen kan ses af referaterne fra de sidste møder i kommissionen. Spørgsmålet om fortrolighed var dog det afgørende for redaktionen af materialet. De fortrolige bind 0 findes således kun i Rigsarkivet og Folketingets bibliotek og ikke i Det kongelige Bibliotek, hvor de offentlige bind også kan findes. 0 Forsvarskommission sad bag lukkede døre og af Referat til Protokollen kan man udlede medlemmernes reaktion på episoder, hvor der i pressen har været fremført påstande om, at fremførte oplysninger stammede fra kilder med personligt kendskab til, hvad der foregik i kommissionen. Mødereferaterne er, sammen med de offentlige og fortrolige bilag, de eneste primære kilder til, hvad der foregik i Forsvarskommissionen. Forhandlingerne i Forsvarskommissionen af 1902, og således også referaterne fra kommissionen, var hemmelige og måtte ikke bruges i den offentlige forsvarsdebat som følge af de fortrolige forsvarsoplysninger, kommissionen modtog. Resultatet af forhandlingerne i Forsvarskommissionen af 1902 er offentliggjort i Betænkning afgiven af Forsvarskommissionen af 1902 til Regering og Rigsdag (1908), der indeholder de fire indstillinger fra kommissionsmedlemmerne og de to bemærkninger fra henholdsvis flåden og hærens tilforordnede. Dernæst lå initiativet hos regeringen, der skulle udforme et lovforslag til en ny forsvarsordning. Regeringens interne overvejelser inden fremlæggelsen i Rigsdagen vil ikke blive behandlet. Forhandlingerne i Rigsdagen, der førte til vedtagelsen af 1909- ordningen, ligger til grund for den sidste del af denne opgave. Dermed vil holdningerne i de forskellige politiske grupperinger blive yderligere belyst, og de hemmelige forhandlinger i den lukkede forsvarskommission sammenlignes med de meget offentlige forsvarsforhandlinger i Rigsdagen. 0 0 Fortrolige Aktstykker. Afgivne af Forsvarskommission af 1902 til Regering og Rigsdag, KBH., 1909 og Oplysninger om Danmarks nuværende militære Stilling. Beretning, afgiven i Henhold til Kommissionslovens 2a, til Regering og Rigsdag. Bind I Den fortrolige Del, KBH., 1908. 0 Bilag til Betænkning afgiven af Forsvarskommission af 1902 til Regering og Rigsdag, KBH., 1908 og Oplysninger om Danmarks nuværende militære Stilling. Beretning, afgiven i Henhold til Kommissionslovens 2a, til Regering og Rigsdag. Bind II Den offentlige Del, KBH., 1908. 0 Rigsdagstidende. Folketingets Forhandlinger 1908-1909 og Tillæg A & B. Folketingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909. Landstingets Forhandlinger, overordentlig samling 1909 og Tillæg A, B & C. - 13 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Militæret er traditionelt en stærk konservativ samfundsfaktor, der såvel moralsk som fysisk støtter kongemagt og regering. 0 Militæret er det redskab, der skal sikre statens grundlæggende sikkerhedsmålsætninger, opretholdelse af statens fortsatte eksistens og bevarelse af dens suverænitet, ikke blot på det internationale niveau men også ved at opretholde det bestående samfundssystem. Militæret kan således ikke ignoreres af et parti, der ønsker at ændre samfundet. Militærets samfundsbevarende funktion kan dog ikke alene forklare, hvorfor forsvarssagen blev det brændende midtpunkt for den politiske magtkamp i de sidste årtier af det 19. århundrede. Den politiske magtkamp fandt sted i en tidsalder præget af en rivende industriel, teknologisk og demografisk udvikling, der havde stor betydning for den militære udvikling. Den almindelige værnepligt blev udbredt, og den militærteknologiske udvikling var inde i en rivende udvikling, som sammen med industrialiseringen medvirkede til det oprustningskapløb, der begyndte i Europa i 1860'erne og eskalerede ved århundredeskiftet. Det militære rustningskapløb medførte, at de europæiske stater for alvor blev opdelt i stormagter og småstater afhængig af deres evne til at mobilisere menneskelige og industrielle kræfter. 0 Den teknologiske udvikling nødvendiggjorde en udskiftning af materiel til både hær og flåde, som sammen med oprustningen satte store krav til den bevilgende myndighed og statens resurser. Problemerne opstod, når de konservative regeringer var villige til at forsøge at gennemtrumfe både modernisering og udvidelse af såvel hær som flåde, mens de store liberale og socialistiske partier ønskede omfattende sociale reformer. Disse måtte delvis måtte finansieres ved at skære på militærudgifterne, der var en betydelig udgiftspost på statsregnskaberne. Forsvarsspørgsmålets rolle i kampen mellem Højre og Venstre om den politiske magt i Danmark 1849-1902. Ændringen i styreform fra enevælde til demokrati med martsministeriet i 1848 og junigrundloven af 1849 medførte store ændringer for det danske forsvarsvæsen. Det stod hurtigt klart, at emnet var egnet til en central placering i den politiske magtkamp mellem højre- og venstrefløjen. 0 Forsvarspolitikken var et emne, der kunne fremkalde stærke holdninger og følelser hos politikere og den almindelige danske befolkning. Egne holdninger blev anset for det bedste for Danmark og det danske folk, mens modstanderens 0 Der findes selvklart undtagelser, hvor hæren har spillet en central rolle i samfundsomstyrtninger. 0 Jens Ole Christensen: I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 Det militære aspekt, side 12. Dansk udenrigspolitiks historie 3 Fra helstat til nationalstat 1814-1914. Afsnittet 1864-1914 af Carsten Due-Nielsen. Side 277 og 296ff. 0 Afsnittet er baseret på min formidlingsopgave om dansk forsvarspolitik i perioden 1864-1949. I øvrigt kan der generelt henvises til Gyldendals Danmarkshistorie bind 6, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 og 12, og Dansk udenrigspolitisk historie bd. 3. - 14 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. holdninger i værste fald ville føre til landets undergang. Spørgsmålet var, om et stærkt eller et svagt militært forsvar bedst ville kunne sikre Danmark? I demokratiets første tid var spørgsmålet om udformningen af den nye grundlov selvfølgelig det centrale politiske spørgsmål, mens tiden, i den brede danske offentlighed, ikke forbindes med det forsvarspolitiske spørgsmål. Det var dog forbundet med tidens andet store spørgsmål, om forholdet mellem det danske kongerige og hertugdømmerne. Hvor skulle grænsen drages mellem Danmark og det tyske rige, der på denne tid var ved at blive samlet? Helstaten. Spørgsmålet medførte, at demokratiets indførelse i det danske rige ikke blev nogen fredelig sag. Uenighederne omkring styreform og grænsedragning mellem rigets forskellige dele førte til treårskrigen 1848-51. Resultatet af krigen blev, at hertugdømmerne skulle vedblive med at være en del af den danske helstat. Med stormagternes intervention havde de danske styrker kunnet sejre over slesvig-holstenerne. I den danske bevidsthed blev stormagternes intervention hurtigt glemt til fordel for de nationale myter, der voksede frem efter krigen. Myter, der førte til en farlig overvurdering af Danmarks militære evner. Resultatet efter treårskrigen var ikke tilfredsstillende for nogen af krigens parter, og spørgsmålet om Slesvigs tilhørsforhold førte til krigen i 1864. Slesvig blev i Danmark opfattet som en del af kongeriget, og regeringen var, med befolkningens støtte, villig til at bakke denne opfattelse op med militære midler. Krigen forbindes med tabet af to danske stillinger. Den gamle og næsten mytologiske grænsestilling Danevirke og stillingen ved Dybbøl. Opgivelsen af Danevirke var en ren militær beslutning. Den militære ledelse mente ikke, stillingen kunne forsvares, og derfor blev den danske hær trukket tilbage til Dybbøl og Als. Tilbagetrækningen vakte et ramaskrig i befolkningen, da nyheden nåede til København. Krigsministeren afskrev sig ethvert ansvar for den upopulære beslutning ved at fyre overgeneral de Meza, der ikke havde rådført sig med ministeren, inden beslutningen om tilbagetrækning blev iværksat. Derefter forskansede den danske hær sig ved Dybbøl og på Als, og forsvaret af Dybbøl blev en politisk sag. Den danske regering beordrede hærledelsen til at holde stillingen, selv om hærledelsen vurderede, at stillingen ikke kunne holdes og derfor anbefalede en tilbagetrækning. Krigen resulterede i afståelsen af alle tre hertugdømmer, Lauenborg, Holsten og Slesvig, hvorved staten blev 18.600 km 2 mindre og befolkningen formindsket med en lille million. London-konferencen viste, at der, fra dansk side, blev tillagt for store forhåbninger til stormagternes og særligt Storbritanniens interesse og velvilje for den danske sag. I Storbritannien kom de største støtteerklæringer ikke fra regeringen men fra oppositionen, der benyttede sig af situationen og forsøgte at vælte regeringen. Den britiske regering luftede dog muligheden af en deling af Slesvig, hvilket fra dansk side blev afvist. Briter - 15 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. ne vurderede ikke, at deres egeninteresser i Østersøområdet ville blive så berørt af hertugdømmernes udskillelse fra den danske krone, at det måtte hindres med direkte britisk indgriben. London-konferencen brød sammen, og freden kom efter Danmarks nederlag med fredsslutningen i Wien. Danmark havde tabt krigen og der stod preussiske og østrigske styrker i Jylland og på Als. Danmark var blevet isoleret i det europæiske statssamfund. Tiden efter 1864 og hærordningen af 1867. Efter det danske nederlag i 1864 var stemningen i den danske befolkning præget af håb og frygt for, hvad fremtiden ville bringe. 0 Håbet og frygten var knyttet til utilfredshed med rigets grænseforhold. Håbet gjaldt muligheden for at genvinde Slesvig eller i det mindste Sønderjylland, dvs. den dansksindede del af det gamle hertugdømme. De fleste af de, der håbede på Sønderjyllands/Slesvigs tilbagevenden, knyttede deres håb til et militært opgør med Preussen. Håbet var primært forbundet med opfattelsen af, at der snart ville komme en europæisk stormagtskrig som følge af udviklingen i Preussen. Et andet håb gjaldt en fredelig generhvervelse af Sønderjylland, og forudsatte et venskabeligt forhold til Preussen. Frygten gjaldt fremtidsudsigterne for det danske riges fortsatte beståen som en selvstændig stat. Efter nederlaget i 1864 og afståelsen af hertugdømmerne, var der i Danmark frygt for, at landet ikke længere ville være i stand til at hævde sin selvstændighed. Resultatet kunne blive en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen ved Storebælt, eller at Danmark i fremtiden ville blive nødsaget til at vælge imellem en tvungen militæralliance med Preussen eller at lade landet blive en russisk vasalstat. Der var dog også folk, der mente, landets frelse lå i en opgivelse af den selvstændige udenrigspolitik. De fandt enhver militær optræden formålsløs hvis ikke ligefrem selvmorderisk. Nederlaget førte til en ny forsvarsordning. En forsvarskommission bestående af såvel politikere som officerer arbejdede fra februar til november 1866 med udarbejdelsen af en samlet plan for land- og søforsvarets fremtidige ordning, som kunne lægges til grund for politikernes videre behandling af sagen. Forsvarets mål blev med den nye ordning at tilbagevise mindre angreb på riget og ved større angreb at kunne holde ud, indtil der kunne skabes alliancer, og en eventuel allieret kunne nå at sende sin hjælp frem, inden det danske forsvar måtte bukke under for overmagten. Tabet af hertugdømmerne betød strategisk, at det danske forsvar fremover skulle være i stand til at modtage en sydfra kommende fjende med meget kort varsel. 0 Endvidere medførte den preussiske flådeoprustning en markant trussel mod det danske herredømme i de danske farvande. 0 Se udover note 17 Johs. Nielsen: Genrejsningshåb og undergangsangst. Dansk forsvarspolitik mellem 1864 og 1870 og folkestyrets første forsvarsordning. 0 Kongeågrænsen medførte, at tyske tropper ville kunne koncentreres ved Lillebælts vestkyst, hvorfra de hurtigt kunne sættes over til Fyn, og afstanden til den eneste tilbageværende forberedte flankestilling, fæstningen Fredericia, var reduceret til ca. 30 km. Endvidere var selve grænsen uheldig: 90 km lang og uden væsentlige naturlige hindringer. - 16 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. I Rigsdagen blev det afgørende punkt spørgsmålet om en stående hær eller en folkevæbning. 0 Folkevæbningstanken havde sine fortalere blandt Rigsdagens venstremænd, der var af den opfattelse, at en folkevæbning bedst kunne skabe en stærkere forsvarsvilje og en bedre tone i hæren. Krigsministeren formåede at få gennemført den nye hærlov, inden Rigsdagen blev hjemsendt i juli 1867, mens flådeloven først blev vedtaget i den næste Rigsdagssamling pga. uenighed mellem marineministeren og Rigsdagen. Hærloven af 1867 skabte hverken den talstærke, kamplystne folkevæbning eller den lille, veløvede stående hær, men en hær, hvis størrelse, uddannelse og organisering var en mellemting imellem de to. Det var således et kompromis mellem to uforenelige principper. Hærens størrelse oversteg ikke væsentligt en stående hærs, men hærens kortvarige uddannelse og et svagt artilleri og rytteri lignede mest en folkevæbnings. 1867-hæren kom således hverken til at besidde folkevæbningens allestedsnærværelse eller den stående hærs konstante tilstedeværelse, og den opnåede hverken folkevæbningens store mandskabsstyrke eller den stående hærs bevægelighed. Situationen efter 1864 krævede en hær der, med det kortest mulige varsel, kunne sættes ind mod en angribende fjende, men Danmark havde i stedet fået en mobiliseringshær, hvilket krævede, at man fik en advarsel på nogle uger inden et fjendtligt angreb for at kunne mobilisere. Hærens officerer mente ikke, at hæren, som loven krævede det efter 1867-ordningen, ville kunne klare en kamp i åben mark. For dem blev hærens eneste mulighed for at kunne holde stand knyttet til befæstningstanken, der blev det store politiske problem i århundredets sidste årtier. Hvis hæren lukkede sig inde bag beskyttede forter og artilleristillinger, f.eks. ved København, i forventning om et stort angreb, måtte hærens opgave med at afvise mindre angreb andre steder opgives. Tillige var det tvivlsomt, om de mobiliserede jyske og fynske værnepligtige ville kunne nå frem til en fæstning ved København, inden fjenden afskar forbindelsen mellem landsdelene. Samlingen af det tyske rige. Mens de danske politikere var i gang med at ordne forsvarets nyordning, var man fra dansk side også opmærksom på, at der var en stormagtskrig under opsejling mellem Danmarks to modstandere fra 1864 Preussen og Østrig om magten i Tyskland. Siden 1864 havde Preussen, under Bismarcks ledelse, styret mod et væbnet opgør med Østrig om magten i Tyskland. Det tyske magtopgør involverede ikke kun de tyske stater men også Italien og Frankrig. Muligheden for, via en alliance med en af parterne, at generhverve enten hele eller dele af Slesvig blev overvejet i regeringen. Den tilbød Preussen en militæralliance til gengæld for en ny grænsedragning syd om Flensborg. Den danske 0 En stående hær forstås traditionelt som en lille, veløvet og veludrustet hær med et relativt stort befalingsmandskorps, men i 1867 blev betegnelsen brugt om ethvert alternativ til en folkevæbning. Folkevæbningen gjaldt det landmilitære forsvar og havde det schweiziske forsvar som forbillede. Det betød en nødtørftig rekrutuddannelse af hele den mandlige befolkning, hvorefter færdighederne skulle vedligeholdes i skytteforeninger og ved korte indkaldelser til feltmæssige øvelser. Værnepligten var der enighed om. - 17 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. regering mente, at preusserne ville være interesserede i at sikre deres nordfront, men det danske udspil blev afvist af Bismarck med den begrundelse, at Danmark tilbød for lidt og forlangte for meget. Umiddelbart inden krigsudbruddet den 17. juni 1866 opmuntrede Østrig Danmark til at besætte hele eller dele af Slesvig, men henvendelsen indeholdt intet alliancetilbud. Preussen viste hurtigt sin militære overlegenhed, og krigen blev kort. Fra dansk side var det mest interessante Pragfredens 5, der omhandlede en folkeafstemning i Nordslesvig til regulering af den dansk-tyske grænse. 0 Efter Preussen og Østrigs opgør om det tyske lederskab, satte de nationale kredse i Danmark deres lid til, at et fransk-preussisk opgør ville føre til generhvervelsen af Slesvig efter en fransk sejr. De agiterede derfor for en alliance med Frankrig, da den franskpreussiske krig brød ud i 1870. Den danske regering nåede ikke at træffe nogen beslutning, inden de preussiske sejre på slagmarken gjorde det klart, at Frankrig ikke kunne vinde krigen. Politisk var allianceønsket fremtrædende hos de Nationalliberale og i Det nationale Venstre. Den traditionelle højrefløj var ved at udvikle sig fra helstatstilhængere (der mente, at en forståelse med Preussen og en personalunion var vejen frem for en generhvervelse af de tabte landområder) til nationalister. Den danske forsvarsdebats tredje yderpunkt fandtes primært hos den jyske fløj af Bondevennerne. De var overbeviste om Danmarks militære afmagt og fandt derfor rustning skadelig for landets sikkerhed. Den antinationale fløj tabte terræn i tiden op til 1870, mens Frankrigs hurtige nederlag og det tyske riges samling fjernede det konkrete grundlag for den nationale fløjs fremtidshåb. 1870. 1870 er et skelsættende år i den politiske Danmarkshistorie. Den fransk-preussiske krig svækkede Frankrig og styrkede Danmarks sydlige nabo så meget, at Tyskland kunne samles til ét rige under preussisk styre. 0 Det satte en stopper for håbet om, at Danmark ved Frankrigs hjælp kunne genvinde Slesvig. På den indenrigspolitiske front blev Rigsdagens forskellige venstregrupper samlet i Det forenede Venstre, hvilket styrkede Rigsdagens venstrefløj og blev startskuddet til 30 års politisk kamp om Folketingsparlamentarismen. Magtkampen blev tæt knyttet til forsvarssagen. De to politiske kampe kom til at dele befolkningen i to stridende lejre og blev så tæt sammenknyttet, at alle de sammenstød, der opstod mellem højre- og venstrefløjen om forsvarssagen, let kan blive uforståelige, hvis de ikke sættes i forbindelse med forfatningskampen. 0 Kampen kom for alvor i gang, da Det forenede Venstre ved folketingsvalget i september 1872 vandt flertallet i Folketinget. 0 Som følge af en bestemmelse i forsvarsordningen af 1867/68 fremlag 0 1879 ophævede Bismarck, i forståelse med Østrig, paragraffen. 0 Frankrig måtte, ligesom Danmark, afstå et landområde Alsace og Lorraine der grænsede op til det tyske rige. I januar 1871 kunne den preussiske Kong Wilhelm I lade sig udråbe til Kejser af Tyskland. 0 Forfatningskampen handlede om, hvorledes grundloven af 1866 skulle fortolkes mht. spørgsmålet om magtfordelingen mellem konge, regering, Landsting og Folketing. 0 Se udover note 17 Kristian Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870-1901, og J.O. Christensen: I Tysklands skygge. Dansk forsvarsplanlægning 1872-1909 Det militære aspekt. - 18 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. de regeringen nye forsvarsforslag i januar 1873. 0 Tanken om at kunne tilbageerobre Slesvig med stormagtshjælp var opgivet. Forsvaret skulle for fremtiden kun bruges til at sikre neutraliteten. 0 Regeringen mente, forsvaret skulle være stærkt nok til, i den værste angrebssituation, at kunne holde stand, indtil der ankom hjælp udefra. 0 Det forende Venstre fremsatte sit eget forsvarsforslag, der var 9 mill. kr. dyrere end regeringens, i rigsdagssamlingen 1874-75 og viste dermed, at venstregruppen var indstillet på at bruge penge på landets forsvar. 0 Grundtanken bag begge forslag var, at flåden havde rollen som den første forsvarslinie, mens der var uenighed om, hvordan hovedstaden skulle sikres, og om forsvarets hovedvægt skulle ligge på flåden eller hæren. Venstres forslag kædede forsvarets finansiering sammen med et krav om indførelse af formue- og indkomstskat, som Rigsdagens højrefløj ikke ville acceptere. Venstre opnåede dermed et agitatorisk våben, som de kunne bruge i offentligheden: Overfor befolkningen kunne de nu påstå, at højrefløjen der traditionelt fremstod som mere national og forsvarsvenlig end venstrefløjen når det kom til stykket, alligevel ikke var villig til at betale, hvad det kostede at forsvare landet. Tiden under Estrup Forsvarsordningen af 1880, provisorier og landbefæstning. 1875 overtog J.B.S. Estrup regeringsmagten og dermed ansvaret for at få vedtaget en ny forsvarsordning til afløsning af 1867/68 ordningen. 0 Bag Estrup-regeringens forslag lå tanken om Sjællands forsvar med befæstningsanlæg ved Storebælt og Lillebælt til støtte for flådens transport af tropper fra Jylland og Fyn til Sjælland og en udvikling af flåden. Dertil kom en let befæstning af Københavns landside for at sikre byen mod overraskelsesangreb fra landsiden. Fæstningen skulle ikke binde et større antal tropper, idet hæren fortrinsvis skulle anvendes til det mobile forsvar ved Sjællands kyster. 0 Ifølge forsvarsordningen af 1867/68 skulle ordningen revideres efter 5 år, da lovgiverne mente at den teknologiske og magtpolitiske udvikling i Europa ville nødvendiggøre en ny forsvarsordning indenfor en kort årrække. 0 Dermed blev det afgørende spørgsmål hvordan forsvaret skulle indrettes for bedst at tjene neutraliteten. Det var der tre grundholdninger til: 1) At forsvaret skulle være stort nok til at kunne holde stand mod en overmagt, indtil der kunne komme hjælp fra udlandet, 2) at neutraliteten og forsvaret skulle indrettes så det var acceptabelt for Tyskland, der måtte anses for at være den største trussel mod landet og 3) at neutraliteten ville være bedst tjent med et svagt forsvar, der ikke tiltrak sig opmærksomhed. (Jvf. opfattelsen af, at den store danske flåde var årsagen til englændernes angreb på Danmark under Napoleonskrigene.) 0 Det var, hvis Danmark blev angrebet af en magt, der overlegen både til lands og til vands. Det ville være situationen, hvis Tyskland angreb. I det tilfælde blev det anset for umuligt at forsvare Jylland og Fyn, forsvaret skulle derfor koncentreres på Sjælland. Flåden skulle, sammen med kyst- og søbefæstninger, danne den første forsvarslinie og søge at holde forbindelsen mellem landsdelene ved lige, indtil de jyske og fynske afdelinger af hæren var nået til Sjælland. Den næste forsvarslinie var hæren, der skulle søge at slå fjenden i åben mark, hvilket krævede et mobilt forsvar. Forsvarsstillingen omkring hovedstaden skulle derefter være stedet, hvortil hæren kunne trække sig tilbage til et sidste forsvar, hvis det blev nødvendigt. Regeringen forventede at enten Storbritannien eller Rusland vil komme til udsætning for, at hindre adgangsvejene til Østersøen kom i Tysklands magt. 0 De blev skarpt kritiseret af Bjørnbakkerne. 0 Se udover note 17 og 24 Carsten Due-Nielsen: Estrups sikkerhedspolitik, Troels Fink: Estruptidens politiske historie 1875-94 og Henning Nielsen: Dansk udenrigspolitik 1875-94. - 19 -
Kap. 2.: Forsvar og demokrati. Landbefæstningen dominerede Rigsdagsdebatten. Krigs- og marineminister Wolfgang Haffner var ikke nogen ivrig fortaler for en landbefæstning af hovedstaden, men det var en række højrefolketingsmænd, hvis udtalelser venstreoppositionen, som var modstandere af en landbefæstning, gjorde effektivt brug af. Venstre holdt fast i kravet om en finansiering via en formue- og indkomstskat, hvilket Estrup ikke ville gå med til. Der blev ikke opnået noget resultat før i 1880. Forsvarsordningen af 1880 var et resultat af venstrefløjens indre uenighed 0 og modsætningsforholdet mellem højrefløjens militære folketingsmedlemmer og krigsminister W. Kauffmann, der bl.a. bundede i rivaliseringen mellem hærens forskellige våbenarter. Det var ikke en samlet forsvarsordning, der skulle gennem Rigsdagen, men to selvstændige love for henholdsvis hær og flåde. marineministerens forslag til en ny flådeordning fik en lettere gang gennem Rigsdagen end hærloven. Mens krigsministeren forhandlede med venstreleder Chresten Berg, fandt venstreleder Frede Bojsen sammen med en gruppe højrepolitikere om et forsvarsforslag, de kunne vedtage i Rigsdagen. Bojsens krav var, at fæstningsartilleriet, der for de moderate var et symbol på Københavns befæstning, ikke måtte udvides, at tjenestetiden skulle nedskæres, samt at den nye lov skulle fremstå som en revision af den gamle. Højre fik til gengæld en væsentlig forøgelse af de faste befalingsmænd. 0 Politisk var den nye hærlov et nederlag for regeringen og særligt for krigsministeren, der ikke havde været med til at udforme loven. Bergs nederlag fik dog større betydning. Overrumplingen af hans gruppe blev opfattet som et prestigetab og førte til Viggo Hørups overtagelse af føringen i den Berg'ske venstregruppe, hvor antimilitarismen voksede frem igen efter at have været holdt nede af hensyn til Berg. Spørgsmålet om Københavns befæstning var, efter vedtagelsen af de to forsvarsordninger af 1880, det eneste uafklarede forsvarspolitiske spørgsmål. Forenklet kan det ses som et spørgsmål om, hvorvidt Danmarks hovedforsvar skulle stå bag skanser eller i åben mark. For de forsvarsvenlige venstrefolk var idealet kamp i åben mark. Det stemte godt med opfattelsen af forsvaret som en følelsessag, som man fandt hos grundtvigianerne, der mente, at hvis kampen ikke var ridderlig, ville folkets fædrelandskærlighed og begejstring gå tabt, og nederlaget dermed være en realitet. De opfattede fæstninger som musehuller, som kun de feje ville ty til. Fæstningens fortalere mente derimod, at landet risikerede at gå under uden en stærk befæstet hovedstad. Kampen om Københavns befæstning, mellem Højre og Venstre, kan også ses som en kamp mellem land og by. Hvis Venstre accepterede befæstningen og dermed København som centrum for landets forsvar, ville de dermed acceptere, at hovedstaden, der var Høj 0 Venstrefløjen blev splittet i to omgange. Det forende Venstre faldt fra hinanden i 1878 og blev erstattet af en moderat og en radikal gruppe, der blev ledet af henholdsvis Frede Bojsen og Christen Berg. Den anden splittelse gik ud over Bergs gruppe, idet 10 folketingsmedlemmer under C.C. Albertis ledelse forlod Berg, efter at denne havde samarbejdet med krigsminister Kauffmann om købet af 6 store kanoner til Københavns søbefæstning. 0 Den nye hærlov blev underskrevet af kongen den 25. juli 1880. - 20 -