Tale til vækstkonference i CEPOS, 8. december 2014

Tale til vækstkonference i CEPOS, 8. december 2014 Kristian Jensen, næstformand i Venstre Det talte ord gælder Tak for invitationen til at komme her i dag på CEPOS s vækstkonference. Det har jeg glædet mig rigtig meget til. I Venstre sætter vi stor pris på jeres analyser, jeres kommentarer og jeres debatlyst. Også, selv om vi ikke ser ens på alting. Selv om vi nogle gange måske synes, der kan være et stykke vej fra jeres analyser og forslag til det, der rent politisk har gang på jord. Og selv om I garanteret nogle gange river jer i håret over, hvorfor tingene ikke går endnu hurtigere og endnu længere i et parti som vores. Men sådan tror jeg forskellen nødvendigvis må være. Mellem jer, som lever af at opstille de rendyrkede planer og os, som gerne vil lede Danmark gennem nye reformer, men som naturligvis også skal tage hensyn til den daglige, praktiske politik og til de politiske hensyn, der ikke nødvendigvis kan sættes på en økonomisk formel. I dag skal vi tale om økonomisk vækst. Her ved jeg, vi ser helt ens på udfordringen. Nemlig at manglen på økonomisk vækst er et af de allerstørste problemer, Danmark står over for i øjeblikket. Under den nuværende regering er der ikke leveret ét eneste kalenderår med positiv vækst i Danmark. I 2012 skrumpede økonomien med 0,7 pct. I 2013 skrumpede den med 0,5 pct. Og hvis vi ender med positiv vækst i år, så bliver den i bedste fald meget beskeden. Jeg siger hvis for indtil videre har regeringens vækstskøn ikke holdt stik en eneste gang de har gang på gang skullet nedjustere. Og

hver gang er regeringens løfter om en kickstart af dansk økonomi sejlet endnu længere væk i horisonten. Den lave danske vækst betyder, at vi hele tiden sakker bagud, når man sammenligner os med vores nabolande og andre af de lande, vi hver dag er i konkurrence med. Da finanskrisen ramte i 2008, gik det hårdt ud over økonomien i de fleste lande. Men i de andre lande kom de hurtigt ovenpå igen. I Sverige har de i løbet af de mellemliggende år genvundet det tabte - og mere til. Det har de også i Tyskland. Og i Frankrig. Og i USA. Og i Storbritannien. Men ikke i Danmark. I Danmark er vores bruttonationalprodukt den dag i dag lavere, end det var før finanskrisen. I Danmark er vi altså fortsat fattigere i dag, end vi var for 7 år siden. I vores generation har vi været heldige. Vi blev født i en tid, hvor verden er blevet rigere og rigere. Den økonomiske vækst i sidste århundrede har givet os større muligheder og større velstand, end vores forældre havde og langt større, end vores bedsteforældre turde drømme om. Vi lever længere. Vi lever bedre. Vi levere friere. Vækst gøres tit til noget abstrakt og teoretisk. Til en debat om hvorvidt BNP vokser med en promille mere eller mindre. Til en debat om små strukturelle ændringer med store langsigtede virkninger. Til en debat om den seneste revurdering af kvartalstal fra Danmarks Statistik. Men vækst er også helt konkret. Det er spørgsmålet om at have råd til de drømme, vi hver især går med. Det er spørgsmålet om at borgerne

får mulighed for at leve det liv, de selv gerne vil have; med forbrug, ferier og fritid. Det er spørgsmålet om, at vi kan have råd til boligrenovering, børnetøj og bilkøb. Så når vi diskuterer, om vi skal gøre mere for at skaffe økonomisk vækst, så taler vi i virkeligheden om, om vi skal acceptere, at den næste generation af danskere bliver sat af udviklingen i verden og må skele misundeligt til fremtidens svenskere, tyskere og englændere, som suser forbi dem. Tal her fra CEPOS viser, at den danske vækst er så meget lavere end den svenske, at når vi kikker frem til 2030, så vil den svenske lønmodtager tjene en månedsløn ekstra i forhold til sin danske kollega. Det kan vores børn ikke være tjent med. Det handler naturligvis ikke kun om vores privatøkonomi. Det handler også om samfundsøkonomien. Regeringen tror, at man kan fremtidssikre den offentlige sektor ved at stikke et tal på 0,6 pct. ud og sige: Nu gør vi en af verdens største offentlige sektorer endnu større. Så skal alting nok blive godt. Men regeringen tager fejl. For den glemmer, at ingen offentlig sektor nogen steder i verden kan fungere godt, hvis ikke den står på skuldrene af en velfungerende privat sektor. Derfor skal vi have væksten tilbage. Så vi kan sikre, at vi også i fremtiden har en offentlig sektor med ordentlig ældrepleje, børnepasning, undervisning og understøttelse af dem, der ikke kan klare sig selv.

En god offentlig sektor kræver en privat sektor med vækst, med optimisme, med arbejdspladser, med indtjening. Det ene kommer ikke uden det andet så enkelt er det. Derfor skal der laves flere reformer af dansk økonomi. Og det er Venstre klar til, hvis vi får vælgernes opbakning til at danne regering ved det kommende valg. Det er næppe sandsynligt, at Venstre får 90 mandater selv og derfor vil vi heller ikke kunne sige ned til det sidste komma eller de sidste 12 minutter, præcis hvordan alle reformer vil ende. Men vi kan sige, hvilken retning vil vi gå i, og dermed også at vi hverken vil stå stille på området eller gå i den modsatte retning. Venstre vil gennemføre en Jobreform, som skal øge gevinsten ved at komme i arbejde gennem et loft over de samlede ydelser man kan få på kontanthjælp og til gengæld bruge pengene på at sænke skatten målrettet de laveste arbejdsindkomster. Jeg vil vende tilbage og sige mere om JobReformen senere. Venstre vil gennemføre en afgiftsreform, som skal sanere, lette og rydde ud i de afgifter som er mest skadelige for dansk konkurrenceevne, og hvor omkostningerne til opkrævning ikke står mål med provenuet. Venstre er klar til i en afgiftsreform at fjerne NOx-afgiften og afsætte en kvart milliard til at sænke andre afgifter, som skader jobskabelsen. Venstre vil ændre erhvervsbeskatningen, sådan at den danske erhvervsbeskatning bliver enklere og mere retfærdig. Selv om Venstre fik presset regeringen til at sænke selskabsskatten, så har vi i de sidste år tabt investeringskapløbet i forhold til landene omkring os.

Den danske erhvervsbeskatning er i dag et kludetæppe af lap på lap. Og jeg ved det, for jeg har selv syet ganske mange af lapperne på. Men hvis Danmark skal genskabe positionen som et land, der tiltrækker investeringer, så skal vi have forenklet og sænket den danske virksomhedsbeskatning. Venstre har fået afsat 200 mio. kr. fra 2016 og hvert år fremefter som en slags problemknuser i forhold til at gennemskrive og retænke dansk erhvervsbeskatning. VK-regeringen har ofte været under beskydning for ikke at tage fat på de økonomiske udfordringer eller lade stå til i stedet for at reformere samfundet. Jeg vil gerne medgive, at nogle ting kunne have været bedre og nogle initiativer kunne være taget tidligere. Men det er ikke til at komme uden om, at VK-regeringen har hovedansvaret for at dansk økonomi grundlæggende er reformeret og holdbar. Lad mig bare nævne tre afgørende reformer fra VK-regeringen: Velfærdsreformen i 2006, som betyder, at pensionsalderen kommer til at stige med levealderen i fremtiden. Genopretningspakken med dagpengereformen fra 2010 og tilbagetrækningsreformen fra 2011, som tog et opgør med den efterlønsordning, der havde overlevet sig selv. Alle tre reformer, som har taget store skridt i retning af at fremtidssikre dansk økonomi. Vi er i Venstre selvfølgelig meget glade for, at regeringen trods løfter om det modsatte har holdt fast i de spor, vi lagde ud. Og at de oven i købet også har lavet yderligere reformer sammen med os i de sidste tre år.

Men selv om vi er glade for det, så vil jeg gerne i dag gøre, hvad jeg kan, for at mane en besynderlig myte i jorden. Nemlig at den nuværende regering med Helle Thorning og Bjarne Corydon i spidsen skulle være en helt særlig reformvenlig regering at den med Thornings ord skulle være gået reform-amok. Myten er falsk. Finansminister Bjarne Corydon har selv oplyst, at de reformer, som VK-regeringen stod bag, har været ni gange så effektive som SRregeringens, når det kommer til at nedbringe det offentlige underskud. Og han har også oplyst, at VK-regeringens reformer bidrager med over 350.000 personer i beskæftigelse i 2040, mens SR-regeringens kun bidrager med knap 50.000. Og hvad værre er: Regeringen har efter et par år med små reformer og vækstpakker, der trak en lille smule i den rigtige retning, ikke mere på tegnebrættet. Regeringen har ganske enkelt ikke længere fremadrettede planer. Og når Helle Thorning-Schmidt skal forklare, hvad regeringen agter at gå til valg på, så siger hun, at den vil gå til valg på at blive genvalgt. Ja, sandheden er desværre! - at regeringen på ingen måde er gået reform-amok, men nærmere tværtimod er gået reform-istå. Og det er måske kendetegnende for finanslovsaftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten. Det, der fyldte mest i medierne, var jo faktisk, at det overhovedet lykkedes regeringen at blive enige med sit eget parlamentariske grundlag om noget. Men det allervigtigste indhold i aftalen er ikke blevet så omtalt for det er faktisk det, der ikke var der. Det var nemlig en aftale uden så

meget som ét eneste vækstskabende initiativ. Uden så meget som én privat arbejdsplads. Ikke nok med det: For at få finansloven til at se så rød ud som overhovedet muligt, så har regeringen oven i købet udskudt den ene regning efter den anden til de kommende år, og som altså vil hænge som en klods om benet på fremtidens regeringer og fremtidens økonomiske politik. Regeringens finanslov har et så stort underskud, at den i første omgang var i fare for at ryge under EU-grænsen og risikere en EUhenstilling. Regeringen undgik det kun ved at fremrykke fremtidens skatteindtægter fra pensionsopsparingerne penge, som altså kommer til at mangle på et senere tidspunkt. Regeringen har på disse pensionsfinter samlet set hentet ekstraordinære indtægter på mere end 80 mia. kr. Penge, som vi kommer til at mangle i de næste mange år. Regeringens togfond er også i fare for at blive voldsomt underfinansieret på grund af de faldende oliepriser og regningen, den bliver skudt til fremtiden. Hvis man ser på de langsigtede forventninger til olieprisen, så viser beregninger fra KRAKA et hul i statskassen på 5 mia. kr. PSO-afgiften på el er i fare for at blive underkendt af EU sker det, bliver hele den ubetalte regning sendt videre til fremtidens skatteborgere. En underkendelse af PSO-afgiften vil øge presset på statens budgetter med over 4 mia. i 2017 stigende til op mod 5 mia. i 2020. Den planlagte liberalisering af el-markedet har regeringen også måtte udskyde sammen med en regning på 1 mia. kr. til 2016. Alt sammen for at få et hullet regnestykke til at hænge sammen.

Det er 4 store regninger, som regeringen ruller foran sig i et tilsyneladende virkelighedsfornægtende håb om, at væksten kommer af sig selv. Eller måske mere kynisk, at økonomien bare holder valgperioden ud. Det er den stik modsatte medicin, Danmark har brug for. Vi er slet ikke i mål med reformarbejdet. Som jeg nævnte før har Danmark brug for yderligere reformer, hvis økonomien skal hænge sammen, og væksten skal bringes tilbage. Venstre fremlagde på vores landsmøde 5 mærkesager De fem mærkesager er for det første, at det skal kunne betale sig at arbejde. For det andet, at der skal flere private arbejdspladser. For det tredje, at vi skal have en udlændingepolitik, der åbner Danmark for dem, der kan og vil, men lukker i for dem, der ikke vil. For det fjerde, at vi skal være trygge både hjemme og på gaden. Og for det femte, at vi skal gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Lad mig komme lidt nærmere ind på de første tre: Der er nogen, der siger, at det ikke rigtig er noget problem, det der med, om det kan betale sig at arbejde. Fordi enhver, der er arbejdsløs, altid er interesseret i at tage det arbejde, der er at få, og at de økonomiske incitamenter slet ikke spiller nogen rolle. For ganske nylig kunne man på DR se programmet Den dag de fremmede forsvandt. Det handlede om en række arbejdsløse danskere, som i en uge skulle prøve kræfter med ufaglærte job.

Det var hårdt arbejde men nogle af deltagerne klarede sig faktisk så godt, at de efter forsøget blev tilbudt fast arbejde. Men flere af deltagerne sagde nej tak ikke fordi de ikke kunne bestride jobbet, men fordi de mente, det bedre kunne betale sig for dem at blive på overførselsindkomst. F.eks. en 30-årig pædagog, der havde været arbejdsløs i tre år, og som ikke mente, at de 2.000 kr., han ville vinde på jobbet, var sliddet værd. Den løn, jeg får her, er ikke væsentligt højere, end hvad jeg får i arbejdsmarkedsydelse. Det er jo en dårlig motivator, som han sagde. Vi ved, at dette ikke er enestående eksempler. Der er i dag 330.000 danskere, der har en svag økonomisk tilskyndelse til at arbejde. Og der er 17.700, der får mere til rådighed ved at være på offentlig forsørgelse end ved at tage et arbejde. Det kan ikke altid betale sig at arbejde i dag. Og det er et kæmpe problem både et økonomisk problem og et moralsk problem. Og det skal vi have lavet om! Venstre ønsker en JobReform med to elementer. For det første skal vi have genindført kontanthjælpsloftet i en moderne udgave, så der kommer en øvre grænse for, hvor meget man kan få fra det offentlige. Og for det andet vil vi bruge hver en krone herfra mindst på at sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster. Dermed kan vi øge forskellen mellem det at være på overførselsindkomst og det at være i arbejde. Jeg ved, at der er mange af jer her i dag, som vil sige til mig: Jamen hvad med topskatten? Alle økonomiske modeller siger jo, at det rent samfundsøkonomisk bedre kan betale sig at afskaffe den end på at sænke skatten i bunden. Mit svar til jer er: Venstre har allerede vist, at vi er klar til at sænke marginalskatten. Det gjorde vi med 2009-reformen, hvor

marginalskatten blev sat ned med 7½ %-point. Og vi har siden sat topskattegrænsen betragteligt op. Men i politik handler det ikke kun om tørre tal og økonomiske modeller. Det handler også om ret og rimelighed. Og her er der noget, der er vigtigere og mere presserende end andet. Det er ganske enkelt fuldstændig urimeligt, at det er muligt at få næsten lige så meget eller mere ud af at være på overførselsindkomst i stedet for at arbejde. Det må og skal ændres og derfor holder vi fast i, at det er det, vi vil prioritere først. Det er erhvervslivet, der skal sikre, at der kommer flere private arbejdspladser. Og dansk erhvervsliv er i dag desværre tynget af alt for mange byrder og alt for høje skatter og afgifter. Det skal ændres, så dansk erhvervsliv kan konkurrere på nogenlunde lige vilkår med andre lande. Så arbejdspladserne, indtægterne og væksten holdes i Danmark i stedet for langsomt, men sikkert at sive til udlandet. Jeg besøgte for et par måneder siden virksomheden ECM Industries. Den ligger mellem Vejle og Kolding og leverer højteknologisk metalarbejde til hele verden, til bl.a. vindmøller. Men de lider ligesom mange andre danske virksomheder under bureaukratiet. De fortalte mig, at de bruger 1 helt årsværk ud af 80 medarbejdere på indberetninger til myndighederne. Frustrationen for adm. Direktør, Karin Christiansen, er særlig stor, fordi ECM Industries allerede har indberettet de fleste tal til andre myndigheder, inden Danmarks statistik beder om at få dem indberettet på ny.

Det er ikke holdbart, at danske virksomheder skal bære tungere byrder end de udenlandske. Det vil kun betyde, at arbejdspladserne kommer til at ligge dér i stedet for her. Det er derfor, Venstre har foreslået en række tiltag til gavn for erhvervslivet. Vi vil først og fremmest et fuldstændigt skatte- og byrdestop for virksomhederne. Derudover skal vi standse overimplementering af EU-regler. Fjerne overflødigt bureaukrati. for virksomhederne, så vi får det gjort nemmere at drive en virksomhed med gode, danske arbejdspladser. Danske virksomheder har også brug for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Og derfor skal Danmark være et åbent samfund for dem, der vil bidrage positivt til Danmark. Venstre fremlagde tidligere i år et nyt udlændingeudspil, der hedder Danmark for dem der kan og vil. Her fortalte vi bl.a., hvordan vi vil gøre det nemmere at komme til Danmark og arbejde for folk fra nogle af de lande, hvor man må forvente, at integrationen går nemmest. Ud over EU, hvor der allerede er nem adgang i dag, drejer det sig bl.a. om USA, Canada og New Zealand. Til gengæld skal det være lidt sværere men bestemt ikke umuligt at komme hertil for arbejdskraft fra de lande, hvor man må forvente, at integrationen ikke går så nemt. Der var dengang rigtig meget fokus på de dele af vores udspil, der strammede på udlændingelovgivningen. Og der var også folk i erhvervslivet, der var bekymrede over det og spurgte til, om det nu kunne holde kvalificeret arbejdskraft ude.

Men lyt nu godt efter: Vi vil gerne åbne for mere arbejdskraft fra de lande, hvor man må regne med, at der ikke er store problemer forbundet med det. Og vi vil - i store træk - fastholde de regler, der er for arbejdskraftindvandring fra resten af verden, så det fortsat vil være muligt for de danske virksomheder at få den arbejdskraft, de har brug for. Og det ligger i fuldstændig forlængelse af den udlændingepolitik, vi førte igennem 00 erne. Her faldt antallet af asylansøgere og familiesammenføringer men antallet af udlændinge, der kom til Danmark for at studere og arbejde blev tredoblet. Danmark skal være et åbent samfund men vi skal være det på en måde, hvor integrationen kan følge med. Hvor vi sikrer, at de udlændinge, der kommer hertil, bidrager med deres kunnen og arbejdskraft. Men Danmark skal være et åbent samfund og de udlændinge, der giver et positivt bidrag til Danmark, skal være velkomne. Det skal kunne betale sig at arbejde. Skatten skal sænkes for de lavestlønnede på arbejdsmarkedet. Virksomhederne skal lettes for skatter, afgifter og bureaukrati. Virksomhederne skal have bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft. Alt sammen er det mål, som Venstre vil forfølge, hvis vi vinder næste valg. For væksten skal tilbage i Danmark. Ikke for de tørre tals skyld, men fordi økonomisk vækst giver fremtidens danskere endnu flere muligheder. Endnu bedre liv. Endnu mere frihed. Tak for ordet.