- specialeafhandling af Marlene Lindgaard Jensen 1
Titelblad Opgavens titel: Den Store Gatsby Forfatter: Marlene Lindgaard Jensen Studieretning: cand.ling.merc, engelsk Specialevejleder: Karen Korning Zethsen Dato: 14. Marts, 2005 2
Kapitel 1: Indledning... 4 Kapitel 2: Oversættelsesteori i begyndelsen af det 20. århundrede... 6 Delkonklusion... 14 Kapitel 3: Oversættelsesteori i slutningen af det 20. århundrede... 16 Delkonklusion... 24 Kapitel 4: Forskelle... 27 Delkonklusion... 62 Kapitel 5: Konklusion... 65 Litteraturliste... 66 Summary... 67 3
Kapitel 1: Indledning I denne opgave har jeg tænkt mig at gå ud fra to forskellige danske oversættelser af The Great Gatsby, en oversættelse fra 1948 og en oversættelse fra 1998. Romanen The Great Gatsby, som oprindeligt blev skrevet i 1925, er skrevet af forfatteren F. Scott Fitzgerald (1896-1940). Jeg har valgt netop denne bog, fordi den hører til de allermest fremtrædende amerikanske værker, og fordi det er en bog, som de fleste kender. Desuden blev jeg med det samme, ved gennemlæsningen af de to oversættelser, opmærksom på forskelle, der ville gøre dem egnet som grundlag for denne opgave. Mit umiddelbare indtryk er, at oversættelsen fra 1998 er mere fri end oversættelsen fra 1948. Dette var også min formodning, allerede inden jeg læste oversættelserne, da en oversættelse typisk vil afspejle oversættelsesteorien fra den pågældende tid og det er mit indtryk, at oversættelsesteori i tiden omkring 1998 lægger mere vægt på fri/kommunikativ oversættelse end oversættelsesteori fra 1948. Om mit indtryk af oversættelsesteori fra disse to perioder er korrekt, vil jeg naturligvis også undersøge i de følgende kapitler. Kort sagt har jeg tænkt mig enten at bevise eller modbevise den følgende hypotese: Oversættelsen af The Great Gatsby fra 1998 er mere kommunikativt/frit oversat end oversættelsen fra 1948, og dette stemmer overens med oversættelsesteorien fra tiden omkring disse to oversættelser. Efter min mening er det relevant at bevise eller modbevise denne hypotese, fordi jeg føler, at det er vigtigt for oversættere at være opmærksomme på det historiske aspekt af oversættelsesteori, så de kan blive mere opmærksomme på deres egne oversættelsesmetoder og på, om disse metoder er tidssvarende. Dermed ikke sagt, at de nyeste oversættelsesteorier er bedre eller mere brugbare end de ældre, ofte kommer det fuldstændigt an på, hvilken teksttype man arbejder med. Men det er vigtigt at være opmærksom på bevæggrundene for sine oversættelsesmetoder, for at udføre sine oversættelser på en bevidst og velovervejet måde, i stedet på en forholdsvis tilfældig måde. 4
For at komme frem til et brugbart resultat, vil jeg studere oversættelsesteori fra de to perioder for oversættelserne og sammenligne dette resultat med udvalgte dele af de to oversættelser: I de følgende to kapitler vil jeg give en kort gennemgang af oversættelsesteori i begyndelsen af det 20. århundrede og slutningen af det 20. århundrede, som er de perioder, som de to oversættelser stammer fra. Jeg vil især koncentrere mig om oversættelighed og loyalitet, da det efter min mening er de mest relevante områder for denne opgave. Begrebet oversættelighed dækker, om det overhovedet kan lade sig gøre at udføre en brugbar oversættelse, og begrebet loyalitet dækker, om oversættelser bør lægge sig tæt op ad originalteksten eller om de bør være mere frie og målsprogsorienterede. Grunden til, at disse områder er relevante, er, at formålet med denne opgave er at undersøge om oversættelsen af The Great Gatsby fra 1998 er mere frit oversat end oversættelsen fra 1948. Derfor kunne man selvfølgelig konkludere, at begrebet loyalitet er det mest relevante ved gennemgangen af oversættelsesteori fra de to perioder, men jeg har valgt at tage begrebet oversættelighed med, da dette også har relevans for loyalitet overfor originalteksten, idet man med en dårligt oversat tekst ikke gør forfatteren ære. Derefter har jeg tænkt mig at behandle de udvalgte tekstsegmenter fra oversættelserne ved at finde frem til forskellene, og diskutere disse forskelle. Til sidst i det kapitel vil jeg, udfra de diskuterede forskelle, vurdere, hvilke oversættelsesmetoder, der hovedsageligt er blevet brugt i de to oversættelser og derefter vurdere, hvordan disse oversættelsesmetoder passer ind i periodernes tendenser, ifølge mine resultater i kapitlerne om oversættelsesteori. Til sidst vil jeg drage en slutning ud fra de resultater, jeg er kommet frem til, og vurdere, om jeg har bevist eller modbevist ovennævnte hypotese. 5
Kapitel 2: Oversættelsesteori i begyndelsen af det 20. århundrede I dette kapitel vil jeg undersøge, hvad enkelte forfattere af oversættelsesteori fokuserede på i begyndelsen af det tyvende århundrede. Formålet med dette er at undersøge, hvordan tendenserne var indenfor oversættelsesteori inden og omkring oversættelsen af The Great Gatsby fra 1948. Jeg antyder naturligvis ikke, at oversætteren af The Great Gatsby rent faktisk har læst nogle af disse værker og baseret sin oversættelse på dem, formålet med dette kapitel er ganske enkelt at give en oversigt over de vigtigste tendenser i denne periode. Fra 1900 til 1960 lader de to hovedpunkter indenfor oversættelsesteori til at være oversættelighed og loyalitet. To områder, der sandsynligvis altid vil være af interesse for oversættere. Som nævnt tidligere, handler oversættelighed om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at producere en tilfredsstillende oversættelse og loyalitet handler om loyalitet overfor det originale værk og dets kultur eller loyalitet overfor måltekstens modtagere og deres kultur. Loyalitet overfor enten kildetekst eller måltekst kan ofte også beskrives som enten ordret/semantisk eller fri/kommunikativ oversættelse, da en tekst, som er skrevet i loyalitet overfor kildeteksten, ofte vil være forholdsvis ordret. Dette er dog naturligvis ikke altid tilfældet. Oversættelighed: Det vil sandsynligvis altid være et ofte diskuteret emne, om det overhovedet er muligt at producere en tilfredsstillende oversættelse og dette var også tilfældet i begyndelsen af det tyvende århundrede. I den forbindelse kan for eksempel nævnes Walter Benjamin, der var af den mening, at oversættelser sikrede originalværkernes fortsatte eksistens og derved genskabte originalerne i overensstemmelse med oversættelsens tidsalder. Jeg fortolker denne udtalelse som, at originalen altid vil være typisk for den tid, den er skrevet i, både sprogligt og indholdsmæssigt. Ofte vil den kun blive fornyet og tilpasset til nyere tider gennem oversættelser. Hvis originalen for eksempel bliver læst 30 år efter den blev skrevet, vil 6
læseren næsten altid fortolke den anderledes, end da den blev skrevet, og derfor vil en oversættelse på det pågældende tidspunkt også næsten altid være anderledes, end en oversættelse på originalens tid. Benjamin beskriver dette som, at originalen gennemgår en forandring gennem oversættelserne 1. Men selvom en oversættelse kan være nok så vigtig og vellykket, vil den, ifølge Benjamin, aldrig vare så længe som originalen. Oversættelser vil altid blive erstattet og fornyet 2. Dette har naturligvis noget at gøre med, at en oversættelse ofte vil blive forældet og alt for omstændelig for modtageren at læse. Dette kommer dog, efter min mening, an på, hvilken genre originalteksten hører til. Selvom der for eksempel findes oversættelser af Shakespeareværker i moderne udgave, vil de typisk være skrevet på et mere gammeldags sprog af loyalitet overfor forfatteren. Nogen vil sandsynligvis sige, at Shakespeare på moderne dansk, for eksempel, (eller på moderne engelsk for den sags skyld, da det jo også vil være en form for oversættelse) ikke længere er Shakespeare. Altså er Benjamins udtalelse, om at en oversættelse altid vil blive fornyet, efter min mening en sandhed med modifikationer. José Ortega y Gasset havde til gengæld en helt anderledes opfattelse af oversættelse. Ortega kom med den meget filosofiske udtalelse, at oversættelse i selv sig var utopisk, da det, efter hans mening, ikke var muligt at udføre en tilstrækkelig oversættelse. Efter hans mening kunne to ord på to forskellige sprog umuligt betyde nøjagtigt det samme, fordi sprog bliver dannet i forskellige kulturer og gennem forskellige oplevelser 3. Men selvom Ortega mente, at en fuldstændig korrekt oversættelse var umulig, var det dog ikke hans mening, at man skulle holde helt op med at oversætte, da arbejdet ikke ville være fuldstændigt omsonst: Han fandt oversættelser nyttige, fordi læseren derigennem blev tvunget til at gøre sig bekendt med en fremmed kultur og et fremmed sprog. 1 Benjamin (1923) i The Translation Studies Reader, kapitel 1, s. 17 2 While a poet s words endure in his own language, even the greatest translation is destined to become part of the growth of its own language and eventually to be absorbed by its renewal. (Benjamin (1923) i The Translation Studies Reader, kapitel 1, s. 18, l. 12-14) 3 Ortega (1937) i The Translation Studies Reader, kapitel 4, s. 51 7
Et af de største problemer var, efter Ortegas mening, oversætteres grundlæggende personlighed: At være en god forfatter kræver mod, idet man ofte udfordrer traditionel sprogbrug og ikke lader sig binde af grammatiske regler. Men efter Ortegas mening er en oversætter ofte en mere forsigtig type og vil sjældent være i stand til at skrive på en lige så oprørsk måde som forfatteren. Derfor vil oversætteren ofte gøre teksten mere traditionel og følge reglerne for normal sprogbrug, men idet oversætteren laver denne ændring, vil han/hun forråde forfatteren. Heraf kommer det berømte citat: Traduttore, traditore (en oversætter er en forræder) 4. Der er sandsynligvis nogen sandhed i denne påstand; en oversætter vil ofte have gjort sit yderste for at lære et fremmedsprog til perfektion, og det vil derfor ikke være naturligt for ham/hende at begynde at bryde de grammatiske regler og bevæge sig udenfor accepteret sprogbrug. For at gøre dette, skal oversætteren have kunstneriske talenter næsten på højde med forfatterens. Dette gør sig naturligvis især gældende ved skønlitteratur. Roman Jacobson, der levede lidt senere end Ortega, og som skrev om oversættelsesteori i 1940erne, så mere positivt på oversættelse. Han så oversættelse som noget rent semiotisk, hvilket vil sige, at oversættelse, efter hans mening, gik ud på at afkode en række tegn. Og han mente, at meget grundige komparative tosprogede ordbøger og grammatikbøger var meget værdifulde i arbejdet med denne oversættelse af de enkelte sprogenheder 5. Og nogen oversættere arbejder tilsyneladende også efter disse principper i dag, selvom mange forsøger, at se teksten i en noget bredere kontekst, end de enkelte tekstenheder. I modsætning til Ortega, mente Jacobson bestemt ikke, at oversættelse var utopisk, det var tværtimod meget muligt. Efter Jacobsons mening kunne man, hvis man stødte på mangler i det sprog, man oversatte til, udvide sproget, blandt andet ved hjælp af låneord, nydannelser og omskrivninger. Efter hans mening var det tilsyneladende et spørgsmål om at bruge sine sproglige evner til at skrive sætninger, der indeholdt alle informationer indeholdt i originalen, også selvom, at man så måtte gøre bruge af forskellige omskrivninger for at få det hele med 6. I det følgende citat giver han et eksempel på en grammatisk barriere, som man kan overvinde på forskellige måder: 4 Ortega (1937) i The Translation Studies Reader, kapitel 4, s. 50 5 Jacobson (1959) i The Translation Studies Reader, kapitel 8, s. 114 6 Jacobson (1959) i The Translation Studies Reader, kapitel 8, s. 115 8
If some grammatical category is absent in a given language, its meaning may be translated into this language by lexical means. It is more difficult to remain faithful to the original when we translate into a language devoid of such a category. When translating the English sentence She has brothers into a language which discriminates dual and plural, we are compelled either to make our own choice between two statements She has two brothers or to leave the decision to the listener and say: She has either two or more than two brothers. Again in translating from a language without grammatical number into English one is obliged to select one of the two possibilities brother or brothers or to confront the receiver of this message with a two-choice situation: She has either one or more than one brother. 7 Her nævner Jacobson også at være trofast mod originalværket, hvilket bringer mig videre til det næste emne i dette kapitel. Som det kan ses ovenfor, var starten af århundredet en tid med mange ændringer i forbindelse med oversættelighed, men dette var sandelig også tilfældet med hensyn til loyalitet. Loyalitet: I begyndelsen af århundredet gik en del forfattere ind for at fremmedgøre oversættelser, hvilket vil sige, at oversættelsernes sprogbrug skulle være så tæt på originalen som muligt. Dette var også tilfældet med Walter Benjamin, der mente, at oversættelsers formål burde være at udvide det sprog, der oversættes til, idet man bevæger sig væk fra traditionel sprogbrug. Derfor var det værste en oversætter kunne gøre, efter hans mening, at få en oversættelse til at lyde som om, teksten oprindeligt var forfattet på målsproget. Oversætteren skulle hellere bruge originalsproget til at udvide og forbedre målsproget: The basic error of the translator is that he preserves the state in which his own language happens to be instead of allowing his language to be powerfully affected by the foreign tongue. 8 7 Jakobson (1959) i The Translation Studies Reader, kapitel 8, s. 116, l. 4-16 9
Selvfølgelig var der også, som nu til dags, dengang folk, der ikke brød sig om, at deres sprog blev forurenet af diverse udenlandske låneord o. lign., så Benjamins meninger var ikke nødvendigvis de mest populære. Ezra Pound så lidt anderledes på emnet oversættelse, idet der, efter hans mening, var to former for oversættelse: Forklarende oversættelse, hvor oversætteren leder læseren i den rigtige retning, som for eksempel i tilfælde, hvor læseren, der har overfladisk kendskab til originalsproget, kan nøjes med en række gloser o. lign. Den anden slags oversættelse, hvor man skriver hele teksten på målsproget, anså Pound ikke for at være oversættelse overhovedet, men nærmere for at være en original tekst, der skulle bedømmes som en sådan. Pound foretrak tydeligvis den førstnævnte form for oversættelse, idet han mente at oversætteren kun skulle fungere som en slags guide, men han var også klar over, at en del læsere ville være for dovne til at gøre alt arbejdet selv 9. En optimal oversættelse, efter hans mening, fungerede på den måde, at læseren sad med originalværket og kun brugte oversættelsen til at hjælpe ham/hende med at læse originalen. Dette kan siges at være den mest udprægede form for loyalitet overfor kildeteksten. Som nævnt i afsnittet ovenfor, omhandlende oversættelighed, mente José Ortega y Gasset, at oversættere burde gøre deres bedste for at bibeholde originaltekstens stil, så på dette område var han tilsyneladende af samme mening som Benjamin, der jo, som nævnt, også gik ind for at fremmedgøre oversættelsen. Ortega mente, at der fandtes nok nationale forfattere til at skrive i målsprogets stil, så dette burde ikke være formålet med en oversættelse. En oversættelse burde hellere udvide målsprogets muligheder, for at hjælpe læseren med at gøre sig bekendt med forfatterens måde at udtrykke sig på 10. Dette minder en del om Benjamins udtalelse om, at oversættelse bør bruges til at udvide og forbedre målsproget. Såvel som Ortega og Benjamin, satte Vladimir Nabokov absolut ikke pris på oversættelser, der lød som om, at de oprindeligt var blevet skrevet på målsproget: 8 Benjamin (1923) i The Translation Studies Reader, kapitel 1, s. 22, l. 37-40 9 Pound (1935) i The Translation Studies Reader, kapitel 2, s. 33 10 Ortega (1937) i The Translation Studies Reader, kapitel 4, s. 63 10
I constantly find in reviews of verse translations the following kind of thing that sends me into spasms of helpless fury: Mr. (or Miss) So-and-so s translations reads smoothly. In other words, the reviewer of the translation, who neither has, nor would be able to have, without special study, any knowledge whatsoever of the original, praises as readable an imitation only because the drudge or the rhymster has substituted easy platitudes for the breathtaking intricacies of the text. 11 Nabokov afskyede ethvert forsøg på, at få en oversættelse til at lyde pænt på målsproget, hvilket efter hans mening ikke havde noget som helst med oversættelse at gøre. Ligesom Ezra Pound foretrak han en oversættelse, der lå meget tæt på originalen og efter hans mening var oversætterens eneste opgave at gengive teksten fuldstændig præcist, uden at tilføje eller udelade noget som helst 12. Det var ikke vigtigt, om det lød pænt, han ville hellere have massevis af fodnoter, der sikrede, at hele indholdet kom med, uden at oversætteren forsøgte at få teksten til at lyde smuk med diverse simple rim, som ikke var på højde med forfatterens skrivemåde 13. Ifølge Nabokov var der tre grader af ondskab indenfor oversættelse: Den første og mest uskyldige grad omhandler åbenlyse fejl, der bliver begået enten pga. utilstrækkeligt kendskab til det fremmede sprog eller pga. ubevidste misforståelser. Den anden og værre grad af ondskab er, når oversætteren udelader dele af teksten, enten fordi han/hun ikke forstår meningen af passagen eller, endnu værre, fordi han/hun prøver at skåne læseren for stødende sætninger. Den tredje og værste grad er, når oversætteren bevidst vælger at ændre teksten, så den passer til hans/hendes eget syn på verden, for eksempel når en oversætter vælger at tilpasse en tekst til hans/hendes egen kultur og derved fuldstændig ændrer den måde, teksten vil blive opfattet på, af læseren 14. Her kan man se, hvor vigtigt det var for Nabokov, at oversætteren gengav den originale tekst så loyalt som muligt. Ikke nødvendigvis ved at oversætte ord for ord, da stilen i originalen derved ikke nødvendigvis ville blive gengivet korrekt, men nærmere ved at sætte sig i 11 Nabokov (1955) i The Translation Studies Reader, kapitel 5, s. 71, l. 1-7 12 Nabokov (1955) i The Translation Studies Reader, kapitel 5, s. 71 og s. 77 13 Nabokov (1955) i The Translation Studies Reader, kapitel 5, s. 83 14 Nabokov, 1941, The Art of Translation, s. 315-318 11
forfatterens sted og forsøge at se verden fra hans side. Oversættere skulle, efter Nabokovs mening, have en del kreativt talent, men alligevel ikke så meget talent, at han/hun lod sin egen stil overskygge forfatterens. Dernæst skulle oversætteren kende de to sprog og de to kulturer til bunds og desuden kende forfatterens arbejde meget godt. Og sidst, men ikke mindst, skulle han/hun være i stand til at imitere forfatteren til det yderste, uden at lade sin egen stil forurene teksten 15. Dette stiller en del krav til oversætteres evner, men, som nævnt tidligere, er det nok desværre de færreste oversættere, der har kreative evner, der kan stå mål med forfatteres. Derfor vil det ofte være nationale forfattere, med et overfladisk kendskab til fremmedsproget, der giver sig i kast med at oversætte de store værker. Og her er det, at det ofte går galt, efter Nabokovs mening. For en forfatter vil ofte være tilbøjelig til at forsøge at tilpasse værket til sin egen stil, i stedet for at imitere originalværkets forfatter 16. Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet var eksempler på et helt andet syn på oversættelse. De repræsenterede det synspunkt, som for eksempel Nabokov direkte afskyede. Nemlig det synspunkt, at oversatte tekster skulle lyde, som var de oprindeligt blevet skrevet på målsproget: the result of a free modulation should lead to a solution that makes the reader exclaim, Yes, that s exactly what you would say 17. Det ovenstående citat kommer fra en lærebog, skrevet af Vinay og Darbelnet, der revolutionerede oversættelsesteori ved at give oversættere helt specifikke anvisninger, og denne lærebog var med til at skabe grundlaget for nutidens oversættelsesteori. I modsætning til Ortega, der, som nævnt tidligere, ikke mente, at to ord på to forskellige sprog nogensinde kunne betyde nøjagtig det samme, mente Vinay og Darbelnet at direkte oversættelse nogle gange var muligt mellem to sprog, der hører til den samme familie, som for eksempel fransk og italiensk, og især, hvis de to sprog deler den samme kultur, hvilket, efter deres mening, er tilfældet i nogle europæiske lande. At Vinay og Darbelnet mente, at 15 Nabokov, 1941, The Art of Translation, s. 319 16 Nabokov, 1941, The Art of Translation, s. 319 17 Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet, 1995 (oprindeligt skrevet i 1958), Comparative Stylistics of French and English, s. 37, l. 20-22 12
man altid skulle forsøge sig med direkte oversættelse før andre metoder, er tydeligt i det følgende citat: If, after trying the first three procedures, translators regard a literal translation unacceptable, they must turn to the methods of oblique translation. 18 Det var dog ikke meningen, at man nødvendigvis skulle oversætte hele teksten direkte. Man skulle, efter deres mening, arbejde med sætningerne enkeltvis og vælge den mest passende oversættelsesmetode i hvert enkelt tilfælde. I modsætning til Ortega, mente Vinay og Darbelnet, at oversættere bør holde sig til traditionel sprogbrug og at det kun er op til forfattere at tage sig sådanne friheder, som at bevæge sig udenfor accepteret sprogbrug 19. Men de behandler ikke den problemstilling, som Ortega stillede op, nemlig at oversætteren forråder forfatteren ved at holde sig til traditionel sprogbrug. Ifølge Vinay og Darbelnet vil oversættere blive beskyldt for at bruge for eksempel anglicismer, hvis de prøver at introducere dele af det engelske sprog til for eksempel fransk, kun forfattere kan gøre dette. På dette område er de uenige med for eksempel Benjamin, der jo, som nævnt, mente, at oversætteren burde udvide målsproget. Men som jeg nævnte tidligere, er det ikke altid populært at begynde at ændre målsproget, så jeg er enig med Vinay og Darbelnet i, at oversættere skal være yderst forsigtige, når de bestemmer sig for at være oprørske og ændre sproget. Det betyder dog, efter min mening, ikke, at man aldrig skal gøre det, men blot at det kræver en del situationsfornemmelse og sproglig kunnen. Vinay og Darbelnet skriver også en del om adaptation, tilpasning til målsprogskulturen. De fremfører som eksempel, at det er naturligt for en engelsk far at kysse sin datter på munden, når han kommer hjem, hvorimod dette ville virke forkert i fransk kontekst 20. Efter min mening er der dog flere sider af denne sag. Man er nødt til at afveje situationen og vurdere, om teksten skal skrives, som om den foregår i målsprogskulturen, eller om det er vigtigt for netop den pågældende tekst, at den foregår i den kultur, som den oprindeligt er skrevet i. Hvis 18 Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet, 1995, Comparative Stylistics of French and English, s. 34, l. 35-36 19 Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet, 1995, Comparative Stylistics of French and English, s. 38 20 Jean-Paul Vinay og Jean Darbelnet, 1995, Comparative Stylistics of French and English, s. 39 13
man laver for meget om, risikerer man jo netop at forråde forfatteren og gøre teksten uigenkendelig. Delkonklusion Når man studerer alle de forskellige forfattere, der er blevet nævnt i dette kapitel, bliver det ret tydeligt, at oversættelsen af The Great Gatsby fra 1948 blev skrevet på et tidspunkt, hvor der skete store forandringer indenfor oversættelsesteori. I begyndelsen af århundredet tvivlede mange forfattere på, at oversættelse overhovedet var muligt, mens andre mente at det nok var muligt, men kun ved hjælp af omfattende fodnoter og omskrivninger. En af de vigtigste trends var at fremmedgøre oversættelserne og holde sig meget tæt på originalens stil, ved at ændre og udvide målsproget. Men dette ændrede sig med blandt andre Vinay og Darbelnet, der skrev en meget logisk og pædagogisk lærebog. Mange af de teorier, der blev skrevet i den første halvdel af det tyvende århundrede, bruges stadig i dag, alt efter hvilken form for tekst man arbejder med. En meget vigtig diskussion, der efter min mening stadig er meget aktuel i dag, var diskussionen om oversættere i det hele taget er i stand til at skrive en korrekt tekst og samtidig være tro mod forfatteren. Man skal gøre teksten forståelig for målgruppen, men man skal samtidig være forsigtig med at slette ethvert spor af originalens kultur. De mest modsatrettede meninger var Nabokovs og Vinay og Darbelnets, idet Nabokov mente at det værste en oversætter kunne gøre var at tilpasse teksten til hans/hendes kultur. Dette er meget interessant i forbindelse med denne opgave, da F. Scott Fitzgerald havde en ret distinkt stil, der kan risikere at gå tabt, hvis man ændrer for meget på teksten. Det vil senere vise sig, hvordan denne opgave er blevet løst i det to oversættelser. Efter min mening skal man, hver gang man laver en oversættelse, afveje situationen ud fra tekstens type, så selvom nogle vil mene, at en del oversættelsesteori fra begyndelsen af det 20. århundrede er forældet, vil det, efter min mening, i nogle situationer stadig være aktuelt. Og man vil i det næste kapitel om den sidste halvdel af det 20. århundrede kunne se, at nogle af de samme diskussioner går igen, og det vil de sandsynligvis blive ved med langt ud i fremtiden. 14
15
Kapitel 3: Oversættelsesteori i slutningen af det 20. århundrede For at kunne sammenligne de to pågældende perioder, vil jeg i dette kapitel diskutere nogle af de samme emner, som jeg diskuterede i det forrige kapitel om starten af århundredet, nemlig oversættelighed og loyalitet. Igen vil jeg gerne pointere, at oversætteren ikke nødvendigvis har ladt sig påvirke af de følgende forfattere, jeg prøver ganske enkelt at give et billede af denne periodes oversættelsesteori. Oversættelighed I slutningen af det tyvende århundrede lader der ikke til at være overvældende mange diskussioner, om det kan lade sig gøre at oversætte, men mere om, hvordan det kan lade sig gøre: Ifølge Anne Marie Bülow-Møller og Karsten Pedersen er der nogle almindelige forhindringer, man som oversætter skal overvinde. Disse forhindringer opstår, når man støder på et udtryk eller et begreb, der ikke eksisterer i målsprogskulturen 21. Man kan ifølge disse forfattere overvinde forhindringerne på flere forskellige måder (egen oversættelse af metodernes navne) 22 : - accepteret oversættelse: et eksisterende udtryk; i tilfælde af speciel brug, kan dette kun bruges mellem målsprogslæsere, som er bekendte med området. Eksempel: Dog = hund. - overførsel: direkte lån af udenlandsk ord, i tilfælde hvor man mener, at læserne kan forstå det oprindelige udtryk, og hvor det det er mere præcist end en oversættelse. Eksempel: Trend = trend. 21 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 120 22 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 120-121 16
- direkte oversættelse: direkte oversættelse af elementer; brugt, når der ikke eksisterer en accepteret oversættelse, f.eks. i forbindelse med navnene på udenlandske politiske partier eller organisationer. - funktionel ækvivalent: forklarer hvad det er, ofte gennem brug af et overordnet udtryk, dvs. navnet på en kategori. - kulturel ækvivalent: forklarer gennem lignende begreb på målsproget; dette er en nem og hurtig metode, og hvis der er risiko for forvirring, bør oversættelsen fremhæve, at udtrykket er blevet valgt for at repræsentere hvad I har, hvor vi har - forklaringer og andre blandede metoder: en semantisk oversættelse plus tilføjede informationer til konteksten. - reduktion: udeladelse af irrelevante oplysninger. Følgelig er der ifølge Bülow-Møller og Pedersen tilsyneladende ikke nogen uoversættelige tekster, der er ganske enkelt forskellige måder at håndtere oversættelsesproblemer på. Annie Brisset har en lidt anderledes mening om dette emne. Hun fremfører, at et af de største problemer for oversættelse er, at de to sprog består af to koder, nemlig kildesproget og målsproget, og at disse koder ikke er identiske og derfor ikke kan overføres direkte 23. Dette minder lidt om Ortegas påstand om, at to ord på to forskellige sprog umuligt kunne betyde nøjagtigt det samme, fordi sprog bliver dannet i forskellige kulturer og gennem forskellige oplevelser, som nævnt i forrige kapitel. Annie Brisset skriver desuden, at oversættere altid har kæmpet med det faktum, at målsproget er utilstrækkeligt til at oversætte kildesproget, men at denne utilstrækkelighed har mindre at gøre med sprogenes leksikalske forskelligheder og lignende og mere at gøre med kulturelle omstændigheder, såsom forfatternes og læsernes individualitet, sociale position og geografiske oprindelse 24. Hun giver som eksempel, at det kan være problematisk at oversætte for eksempel cockney-dialog, fordi der måske ikke findes noget kulturelt tilsvarende på målsproget. Hun skriver dog vel at mærke ikke, at det er 23 Brisset (1990) i The Translation Studies Reader, kapitel 24, s. 343 17
umuligt at lave en korrekt oversættelse, men nærmere, at det kræver en del kunnen og overvejelser, og at oversættelse i den sidste ende kan medvirke til at udvikle et sprog, som flere teoretikere fra begyndelsen af det 20. århundrede, som nævnt, også mente. Og noget yderligere interessant for denne tekst er, at hun nævner historisk sammenhæng, nemlig om man i en oversættelse af en historisk tekst skal bevare det gammeldags sprog, for at fastholde tidspræget, eller om man skal modernisere sproget, for at gøre teksten mere tilgængelig. Dette er interessant, fordi The Great Gatsby blev skrevet i 1920erne, hvor sproget givetvis var anderledes end i dag. Men tidspræg er ikke så meget et spørgsmål om oversættelighed, men mere et spørgsmål om loyalitet overfor kildetekst eller måltekst. Derfor vil jeg vende tilbage til dette emne i det følgende afsnit om loyalitet. Loyalitet Ifølge Anne Marie Bülow-Møller og Karsten Pedersen har mange et meget naivt syn på oversættelse: De tror, at oversætteren fungerer som en slags kurer, der transporterer varerne (idéerne) over grænsen fra et sprog til et andet. Og det er meningen, at varerne skal være urørte, kun med anderledes indpakning 25. Men ifølge Bülow-Møller og Pedersen er sandheden en ganske anden, nemlig at oversætteren er nødt til at være loyal overfor både kildeteksten og målteksten. Det vil sige, at oversættelsen skal være så nøjagtig som muligt, men samtidig så kommunikativt relevant som muligt 26. Men ifølge Bülow-Møller og Pedersen er der også en tredje part, som oversætteren skal gøre tilfreds, nemlig arbejdsgiveren. Af og til vil arbejdsgiveren have visse forventninger til oversættelsesmetoden, som oversætteren skal leve op til 27. En arbejdsgiver kan for eksempel finde på at kræve, at man holder sig så tæt på originalen som muligt, da de kunder, som giver opgaverne, ofte forstår en del engelsk og undrer sig, hvis de kan se, at teksten ikke stemmer helt overens med originalen. I sådanne tilfælde skal oversætteren gøre op med sig selv, om det kan lade sig gøre, at gøre kunden tilfreds og samtidig udføre en tilfredsstillende oversættelse. Men dette kommer jo naturligvis også tit an på teksttypen. 24 Brisset (1990) i The Translation Studies Reader, kapitel 24, s. 343-344 25 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 109, l. 3-6 (egen oversættelse) 26 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 109 27 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 109 18
Bülow-Møller og Pedersen giver nogle råd til, hvordan man opnår en god oversættelse: For at gøre teksten så nøjagtig som mulig, og dermed loyal overfor kildeteksten, skal man analysere kildeteksten grundigt og dermed finde frem til, hvad afsenderens formål med teksten er, hvem læserne er, hvad læsernes forventninger til denne genre er og hvilket materiale, der er mest relevant 28. For at gøre målteksten kommunikativt relevant, skal man igen analysere hele teksten, især den situationelle kontekst, denne gang med hensyn til mållæserne og derved finde ud af, hvad formålet med oversættelsen er, hvem de nye læsere er, hvad de nye læseres forventninger til genren er og hvilket materiale, der er vigtigst 29. Loyaliteten overfor arbejdsgiveren overholdes ved at insistere på altid at have en kontaktperson, som man kan stille spørgsmål undervejs 30. For at finde ud af, om det er vigtigst at være loyal overfor kildeteksten eller at gøre målteksten kommunikativt relevant i hvert tilfælde, skal oversætteren ifølge Bülow-Møller og Pedersen være opmærksom på tekstens formål. Dermed kan han/hun finde ud af, hvor teksten hører til på den følgende skala 31 (egen oversættelse): Tilknytning til kildetekst: Formel (eller strukturel) orientering ordret oversættelse idiomatisk oversættelse funktionel oversættelse fortolkende oversættelse tilpasning Tilknytning til måltekst: Pragmatisk (eller kommunikativ) orientering Et eksempel på en tekst øverst på skalaen kan for eksempel være en tekst, hvor man beskriver et sprog og derfor lægger sig meget tæt op ad de oprindelige sætninger. Et eksempel på en tekst nederst på skalaen kan for eksempel være en kogebog, der normalt vil blive oversat på en meget funktionel måde, for at få det til at lyde som en normal kogebog på målsproget. Ved 28 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 110 29 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 110 30 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 109 31 Bülow-Møller & Pedersen, 1998, The View from the Bridge, s. 110 19
tekster øverst på skalaen, vil læseren altid være klar over at der er tale om en oversættelse, mens teksterne nederst på skalaen vil fungere som originale tekster. Dette stemmer udmærket overens med min påstand i forrige kapitel, om at forskellige teorier kan bruges til forskellige teksttyper. Som nævnt i afsnittet om oversættelighed, nævner Annie Brisset, at tidspræg ofte er et problem i historiske tekster, hvilket er interessant i forbindelse med oversættelserne af The Great Gatsby. Oversætteren må have skullet vælge, om han ville være loyal overfor kildetekstens tidsalder eller måltekstens tidsalder, både sprogligt og indholdsmæssigt. Den ældste oversættelse er skrevet kun ca. 20 år senere end udgivelsen af originalteksten, derfor vil der nok ikke der have været brug for de store overvejelser på dette område, selvom der selvfølgelig kan have sket sproglige udviklinger. Tidsaspektet vil jeg vende tilbage til, når jeg diskuterer forskellighederne i det to oversættelser. I 1991 skrev Ernst-August Gutt om et emne, der er meget relevant i forbindelse med emnet loyalitet: Han skrev om det han kalder for relevansteori (egen oversættelse). Han mente, at hvis man hele tiden ser oversættelse som noget, der skal være så relevant som muligt for læserne, ville oversættelsesteori groft sagt kunne koges ned til det følgende: Oversættelsen skal kun ligne kildeteksten i de henseender, som kan forventes at gøre den tilstrækkelig relevant for målsprogslæserne og oversættelsen skal udtrykkes på en måde, som videregiver den tilsigtede fortolkning, uden at gøre teksten unødvendigt svær for læserne at forstå 32. For at uddybe dette synspunkt, bruger han blandt andet citater af Levý, hvori der fremføres, at i situationer, hvor det ikke er muligt at gengive alle originalens værdier, skal oversætteren afgøre, hvilke kvaliteter i originalen, der er vigtigst, og hvilke, der kan udelades. Generelt er overordnede idéer og sammenhænge vigtigere end de små sproglige detaljer 33. For at overføre denne teori til de aktuelle oversættelser i denne opgave, kan man sige, at oversætteren skal sørge for, at teksten er relevant, ved at bibeholde forfatterens særpræg, men samtidig sørge for, at teksten er letlæselig. 32 Ernst-August Gutt (1991) i The Translation Studies Reader, kapitel 25, s. 377-378 33 Ernst-August Gutt (1991) i The Translation Studies Reader, kapitel 25, s. 382-383 20
Som Gutt også nævner, bliver der på denne måde overladt meget til oversætterens intuition og overbevisninger 34. Derfor vil det i den sidste ende komme helt an på oversætteren og hans/hendes viden om både kildesprogets kultur og målsprogets kultur, hvor vellykket oversættelsen bliver. Hvis der gives så frie tøjler, vil der være store muligheder for at lave fejl, men med en god oversætter er der også mulighed for at skabe en tekst, der lyder som en originaltekst for læserne. På dette punkt minder hans teorier lidt om Nabokovs teorier, der blev beskrevet i forrige kapitel, nemlig påstanden om, at en oversætter skal kende begge sprog og begge kulturer fuldstændig til bunds, for at kunne lave en korrekt oversættelse. Nabokov var dog ikke enig i, at oversættelsen skulle lyde som om, at den oprindeligt var blevet forfattet på målsproget. Gayatri Chakravorty Spivak lader til at være mest tilhænger af loyalitet overfor kildeteksten 35. Han raser over, at der eksisterer en form for masseoversættelse, hvor alt kommer til at lyde ens: In the act of wholesale translation into English there can be a betrayal of the democratic ideal into the law of the strongest. This happens when all the literature of the Third World gets translated into a sort of with-it translatese 36 Dette hænger jo sandsynligvis sammen med, at oversættere skal tjene penge, såvel som alle andre, derfor vil der tit blive lagt vægt på at få klaret opgaven så hurtigt som muligt. Jeg vil give Spivak ret i, at det er meget uheldigt, når en oversætter fremstiller tekster, der alle ligner hinanden. Den risiko er der jo desværre, hvis man for eksempel følger Gutts anvisninger og lader oversættelsesmetoden afhænge fuldstændigt af tekstens relevans for læserne. Så risikerer man at glemme alt om at varetage den oprindelige forfatters interesser. Efter Spivaks mening forråder man kildeteksten, ved at forsøge at gøre den let tilgængelig for læserne 37, akkurat som det var Nabokovs indstilling, som beskrevet i forrige kapitel. 34 Ernst-August Gutt (1991) i The Translation Studies Reader, kapitel 25, s. 386 35 Gayatri Chakravorty Spivak (1992) i The Translation Studies Reader, kapitel 26, s. 399-404 36 Gayatri Chakravorty Spivak (1992) i The Translation Studies Reader, kapitel 26, s. 399, l. 47 s. 400, l. 3 37 Gayatri Chakravorty Spivak (1992) i The Translation Studies Reader, kapitel 26, s. 407 21
Farerne ved Spivaks metoder ville jo nok, efter Gutts mening, være, at man læner sig så meget op af kildeteksten, at målteksten bliver svær at læse. I princippet er både Spivak og Gutt jo ude efter velovervejede oversættelser fra kompetente oversættere, de har bare meget forskellige opfattelser af den måde, man skal gribe oversættelse an på. Peter Newmark, som også er en fremtrædende lingvist i slutningen af det 20. århundrede, har også beskæftiget sig en del med, om oversættelse bør være ordret eller fri. Her vil jeg lige indskyde, at jeg, som jeg nævnte i problemformuleringen, ser ordret oversættelse som oversættelse, der er loyal overfor kildeteksten og fri oversættelse som oversættelse, der er loyal overfor målteksten. Newmark bruger i denne forbindelse begreberne semantisk og kommunikativ oversættelse: Semantisk oversættelse Semantic translation attempts to render, as closely as the semantic and syntactic structures of the second language allow, the exact contextual meaning of the original. 38 Ved semantisk oversættelse bliver kildetekstens form og indhold oversat så direkte som muligt og målteksten vil bære præg af kildesprogets kultur. Kommunikativ oversættelse Communicative translation attempts to produce on its reader an effect as close as possible to that obtained on the readers of the original. 39 Ved kommunikativ oversættelse er formålet således, at oversættelsen har samme virkning på læserne af målteksten, som kildeteksten har på dens læsere. Målteksten skal ikke virke som en oversættelse og skal stemme overens med målsprogets kultur. Ifølge Newmark kan man vælge mellem disse metoder, ved at vurdere hvor vigtigt selve sproget er for teksten i forhold til indhold: 38 Peter Newmark, 1982, Approaches to Translation, s. 39 22
The more important the language of a text, the more closely it should be translated. This is valid at every rank of the text. Conversely, the less important the language of a text or any unit of text at any rank, the less closely that too need be translated, and therefore it may be replaced by the appropriate normal social language 40 Denne fremgangsmåde er, efter min mening og i henhold til mine erfaringer, meget typisk for vor tids oversættelsesteori. Man analyserer sig frem til, om det er passende at lave en hovedsageligt ordret eller en hovedsageligt fri oversættelse, for eksempel ved at finde ud af, hvilken teksttype man har med at gøre. For eksempel anvender man ofte kommunikativ oversættelse i forbindelse med ekspressive tekster og semantisk oversættelse i forbindelse med informative tekster. En risiko ved kommunikativ oversættelse er, efter min mening, overfortolkning, idet oversætteren, i sin iver efter at formidle forfatterens mening på en kommunikativ måde, opnår, at teksten ender med at udtrykke mere og andet, end der oprindeligt var meningen. Man må derfor som oversætter nøje overveje, hvor meget man bør ændre i forhold til den oprindelige tekst og hvor fri en oversættelse, der er tilrådelig i hvert tilfælde. Det kan jo så diskuteres, hvilken metode det ville være passende at bruge til oversættelse af The Great Gatsby. På den ene side er det jo en hovedsageligt ekspressiv tekst, hvor man skal passe på at ændre for meget på forfatterens udtryksmåde og selvfølgelig skal man i en roman heller ikke begynde at ændre betydeligt på indholdet. Men da denne roman oprindeligt blev skrevet i 1923, og oversat i 1948, ville den tids sprog nok være lidt omstændeligt at læse for de nutidige læsere, og derfor har man i den nyeste udgave sikkert været nødt til at overveje, om sproget skulle gøres mere moderne end sproget i oversættelsen fra 1948. En teori, der også har haft stor betydning for oversættelse i slutningen af det 20. århundrede, er Skoposteorien. Denne vending blev først brugt og behandlet af Hans J. Vermeer, men er blevet beskrevet på en mere struktureret og logisk måde af Christiane Nord, blandt andet i 39 Peter Newmark, 1982, Approaches to Translation, s. 39 40 Peter Newmark, 1991, About Translation, s. 1 23
bogen Translating as a Purposeful Activity 41. Hovedprincippet i Skoposteorien er, at formålet med oversættelsen er bestemmende for oversættelsesprocessen. Christiane Nord deler Skopos op i hensigt og funktion, hvor hensigt er set fra afsenderens synspunkt, mens funktion og Skopos typisk refererer til formålet med målteksten 42. Oversætteren skal altid være i stand til at begrunde hans/hendes valg af Skopos, og ifølge Nord er meningen med denne regel at løse dilemmaet mellem fri oversættelse eller ej, idet der altid skal være overensstemmelse med tekstens formål. Ifølge Christiane Nord betyder dette dog ikke, at teksten altid skal tilpasses til målteksten, hvilket ofte er et misforstået resultat af anvendelse af Skoposteorien. Der kan ofte være oversættelser, hvor læseren har brug for en temmelig ordret oversættelse, det bør oversætteren ikke glemme. Der kan for eksempel være tale om en oversættelse af en kontrakt, hvor læseren skal vide nøjagtigt, hvad der stod i den pågældende kildetekst, og ikke nødvendigvis hvordan en sådan kontrakt normalt ville se ud på målsproget. Nord diskuterer også, hvem der bestemmer i hvert enkelt tilfælde, efter hvilke principper målteksten skal oversættes. Ifølge Nord er det typisk kunden, der har bestilt oversættelsen, der bestemmer Skopos for målteksten, idet kunden fastlægger, hvad formålet med oversættelsen er. Ofte giver kunden dog ikke oplysninger, der er uddybende nok, hvilket betyder at oversætteren må stille kunden spørgsmål, for at komme frem til det korrekte Skopos eller forsøge at udlede det fra tekstsituationen 43. I henhold til loyalitet, som jeg jo behandler i dette kapitel, er loyalitet overfor kildeteksten kun relevant i henhold til Skoposteorien, hvis tekstens Skopos påkræver det. Christiane Nord kalder dette for funktionel ækvivalens 44. Delkonklusion Efter at have læst de ovennævnte tekster, kan jeg konkludere, at der i dag er overordnet enighed om, at oversættelse er muligt, derfor kommer diskussionerne i stedet til at dreje sig om, hvordan man håndterer forskellige problemer i forbindelse med oversættelsen, for eksempel kulturelle og tidstypiske særpræg. 41 Christiane Nord, 1997, Translating as a Purposeful Activity 42 Christiane Nord, 1997, Translating as a Purposeful Activity, s. 28-29 43 Christiane Nord, 1997, Translating as a Purposeful Activity, s. 29-30 44 Christiane Nord, 1997, Translating as a Purposeful Activity, s. 36 24
I forbindelse med loyalitet, er der selvfølgelig delte meninger, men dog tit overordnet enighed i mange tilfælde om, at det er forskelligt fra teksttype til teksttype. Bülow-Møller og Pedersen går ind for at analysere en tekst både fra originaltekstens side og fra oversættelsens side. Ved at analysere teksten, kan man finde ud af, hvad der er relevant for originalteksten og hvad der er relevant for målteksten, og dermed finde ud af den rette løsning for at gøre alle parter tilfredse, og finde ud om teksten skal være hovedsageligt ordret eller mere kommunikativ. Gutt bruger som nævnt i stedet relevansteori, hvor han koncentrerer sig mest om måltekstens læsere. Det vigtigste, efter hans mening, er at gøre teksten så relevant som muligt for de potentielle læsere. Dette er naturligvis også vigtigt, men det indeholder visse farer, efter min mening. Man kunne for eksempel forestille sig, at en oversætter af The Great Gatsby i et meget ekstremt tilfælde kunne finde på at lade handlingen finde sted i Danmark og i vor tid. Selvfølgelig er dette eksempel temmelig usandsynligt, men Gutts metode overlader en del til oversætterens situationsfornemmelse og intelligens. Spivak er tilsyneladende hovedsageligt uenig med Gutt. Han ser en stor fare i kun at tænke på læserne af målteksten, idet man risikerer, at mange oversættelser kommer til at ligne hinanden ved for meget tilpasning. Han føler, at man forråder forfatteren på det groveste, ved at forsøge at gøre det til en vigtig prioritet at gøre målteksten meget let tilgængelig for læserne. Newmark repræsenterer nærmest en form for middelvej mellem Gutt og Spivak. Ligesom Bülow-Møller og Pedersen går han ind for at analysere teksten grundigt, for eksempel for at finde teksttypen, og på den måde komme frem til, om teksten skal oversættes hovedsageligt semantisk eller kommunikativt. Skoposteorien, der som beskrevet går ud fra måltekstens formål og funktion er også meget fremtrædende i slutningen af det 20.århundrede, blandt andet i kraft af Christiane Nord, der har beskrevet teorien på en letforståelig og overskuelig måde. 25
Efter at have gennemgået de forskellige teorier, vil jeg forvente at oversættelsen fra 1998, i henhold til teksttypen, er loyal overfor den oprindelige tekst, men ikke så meget som oversættelsen fra 1948. I oversættelsen fra 1998 er der sandsynligvis lagt mere vægt på at gøre teksten letlæselig og kommunikativ. Teksttypen er, som nævnt, ekspressiv og derfor bør der, efter min mening, tages særligt hensyn til, at forfatterens særpræg kommer til at træde tydeligt frem. Især indholdsmæssige særpræg, men også sproglige, hvilket kan være en svær opgave i en oversættelse. Desuden skal der i en skønlitterær tekst som denne, ikke ændres for meget på de kulturmæssige og tidsmæssige kendetegn, især indholdsmæssigt. Det vil i det følgende kapitel, hvor jeg gennemgår forskellene i det to oversættelser, vise sig, om jeg har ret i min hypotese fra indledningen: Oversættelsen af The Great Gatsby fra 1998 er mere kommunikativt/frit oversat end oversættelsen fra 1948, og dette stemmer overens med oversættelsesteorien fra tiden omkring disse to oversættelser. 26
Kapitel 4: Forskelle Jeg har studeret et antal sætninger i kapitel 1 og starten af kapitel 2 i The Great Gatsby, hvor jeg har opdaget forskelle i oversættelserne. Det kan måske virke omstændeligt at gennemgå så mange sætninger, men jeg føler, at det er vigtigt, for at vise hvor mange forskelle der rent faktisk er i bare to kapitler. Jeg valgt at nævne alle eksempler på forskelle i den udvalgte del af bogen, for at undgå subjektiv udvælgelse af eksempler, hvilket kunne få mine konklusioner til at virke mindre troværdige. Jeg har delt sætningerne op efter den type oversættelsesudfordring, de udgør. Det drejer sig om de følgende typer oversættelsesudfordringer: Tidsspecifikke udtryk, kildesprogsspecifik ordstilling, kulturspecifikke udtryk, metaforer, tekniske udtryk, forfatterspecifikke udtryk og flertydige ord. Jeg vil gennemgå sætning efter sætning, ved at skrive først den originale sætning, derefter sætningen fra oversættelsen fra 1948 og sætningen fra oversættelsen fra 1998, og derefter kommentere forskellene, især med hensyn til, om der er tale om hovedsageligt kommunikativ eller semantisk oversættelse, men også med hensyn til, hvilke oversættelser, der er de mest vellykkede efter min mening. Til sidst i kapitlet vil jeg sammenfatte det, jeg er kommet frem til. Eksemplerne er kronologisk nummererede, for at gøre det nemmere at referere til bestemte sætninger senere. Tidsspecifikke udtryk Tidsspecifikke udtryk er udtryk, der er typiske for en bestemt tidsalder, og som ikke nødvendigvis kan overføres direkte til en nutidig tekst. I de tilfælde er man som oversætter nødt til at vælge, om man vil holde fast ved det gammeldags udtryk, eller gøre teksten mere moderne. Dette kan både gælde sprogbrug og indhold. Der var kun et enkelt direkte eksempel på dette i kapitlerne, men i mange af de andre eksempler kommenterer jeg dog også moderne eller gammeldags sprog, men det er mere diffust end helt bestemte udtryk. Eksempel 1: 27
Original udgave, s. 5: The abnormal mind is quick to detect and attach itself to this quality when it appears in a normal person, and so it came about that in college I was unjustly accused of being a politician, because I was privy to the secret griefs of wild, unknown men. Oversættelse fra 1948, s. 7: Et unormalt Sind drages umiddelbart af denne Egenskab, naar den forefindes hos et normalt Menneske, og derfor skete det ogsaa allerede i min Skoletid, at jeg uretfærdigt blev beskyldt for at være en snu Politiker, bare fordi jeg lod mig indvi i stormfulde mig halvt ubekendte Menneskers hemmelige Følelsesliv. Oversættelse fra 1998, s. 7: Et unormalt sind drages umiddelbart af denne egenskab, når den forefindes hos et normalt menneske, og derfor skete det også allerede i min skoletid, at jeg uretfærdigt blev beskyldt for at være en snu rad, bare fordi jeg lod mig indvi i forrykte menneskers hemmelige følelsesliv, selv om jeg overhovedet ikke kendte dem. Udtrykket politician om en person, der ikke er helt troværdig kan også bruges i dag, men det er lidt gammeldags, og i den nyeste oversættelse har man da også valgt at oversætte det til snu rad i stedet for snu politiker. Her er det efter min mening den nyeste oversættelse, der er mest fri/kommunikativ. Wild er blevet oversat med forrykte, da det fremgår af sammenhængen, at det sandsynligvis er det, der menes med det. Sproget er samtidig også generelt blevet gjort mere moderne. Man ville i en nutidig tekst ikke se en sætning som bare fordi jeg lod mig indvi i stormfulde mig halvt ubekendte Menneskers hemmelige Følelsesliv, den nye sætning er mere enkel og letlæselig. Ved oversættelsen af denne bog har oversætteren jo skullet vurdere, om det var vigtigt at bibeholde tidspræget ved at bruge gammeldags sprog, og det har han så her valgt ikke at gøre. Men her skal man huske, at det kan være svært at sige, om oversættelsen fra 1948 også er moderne, i forhold til, hvis den var blevet skrevet da den oprindelige bog blev udgivet i 1923. Det kan man ikke afgøre uden at sætte sig grundigt ind i den tids sprogbrug, hvilket er uden for denne opgaves rækkevidde. Men i hvert fald er der i den nyeste oversættelse blevet valgt at skrive i en forholdsvis moderne tone i dette tilfælde. Kildesprogsspecifik ordstilling 28