Nr. 60 15. årgang Juni 2006 Retorik Magasinet Det uperfekte menneske hvorfor faldt han så hårdt? Naser Khader når politikere skærer muslimerne over én kam. Retorik i folkeskolen om mod, leg og respons.
32 RetorikMagasinet nr. 60 Juni 2006 Mit navn er Bono, og jeg er rockstjerne U2-frontfiguren Bonos rockstjerne-etos er på én gang hans styrke og hans svaghed når han taler Afrikas sag over for den globale magtelite. For findes der noget mere irriterende end en belærende rockstjerne? En Bono-tale til det britiske Labour-parti viser hvordan han møder den etos-udfordring. Casper Fruergaard Schrøder Studerer retorik ved Københavns Universitet. Der findes sikkert mere irriterende ting end at blive belært om udviklingen i Afrika af en velhavende irsk rockstjerne med cowboyhat, men jeg kan ikke komme i tanker om dem. Sådan har den amerikanske skribent Paul Theroux skrevet om U2-frontfiguren Bonos virkning når han rejser verden rundt for at tale Afrikas sag over for den globale magtelite af businessfolk og statsledere. Det kan der selvfølgelig være noget om, men samtidig er Bonos rockstjerne-etos også grunden til at han har fået en række af verdens mest indflydelsesrige enkeltpersoner i tale. Talerstolen består af en tale som Bono holdt ved det britiske Labour-partis årsmøde i september 2004 på invitation fra partiformand Tony Blair. De foregående år havde andre udefrakommende højtprofilerede personer talt ved samme møde, blandt andre Nelson Mandela og Bill Clinton. Bono havde tidligere samme år talt ved både det demokratiske og republikanske konvent i USA. Siden slutningen af 1990 erne har Bono ved siden af sit rockstjernehverv engageret sig i skiftende tiltag, alle med det formål at hjælpe Afrika ud af en fastlåst situation styret af fattigdom, gæld og sygdom og forværret af korruption og inkompetente ledere. Listen over Bonos engagementer er lang og starter med kampagnen Jubilee 2000 der talte for gældseftergivelse til den tredje verden. Siden er det blevet til utallige møder med magtfulde personer inklusive Tony Blair, George W. Bush og paven. Siden 2002 har omdrejningspunktet været organisationen DATA som Bono selv var med til at stifte. I januar i år besøgte Bono også København for at tale til Dagbladet Børsens læsere, et af mange foredrag i forskellige eksklusive klubber verden over. At få folk i tale er ikke nok, de skal også overtales. Bonos etos er en let måde at afvise hele sagen om Afrika på, og det viser meget godt hvordan personen kan komme til at fylde mere end sagen. Men at få folk i tale er ikke nok, de skal også overtales. Bonos etos er en let måde at afvise hele sagen om Afrika på, og det viser meget godt hvordan personen kan komme til at fylde mere end sagen. Det er her etos-udfordringen står for rockstjernen. Talerstolen i denne udgave af RetorikMagasinet er et eksempel på hvordan han møder den. Døm selv om det lykkes ham. Bono er rockstjerne. Det er både en fordel og en ulempe når han taler til verdens magtelite.
Talerstolen Tale ved Labours årskonference 29. september 2004 i Brighton Talen er et uddrag og kan læses i sin helhed og på originalsproget på www.data.org. Talen er delvist oversat af Casper Fruergaard Schrøder, delvist af Drude Beck, redaktør på RetorikMagasinet. Mit navn er Bono, og jeg er rockstjerne. Undskyld hvis jeg virker lidt nervøs. Jeg er ikke vant til at stå over for et publikum på mindre end 80.000. Jeg hørte ordet fest men fik tydeligvis forkert fat i det. Jeg har været her i Brighton før. Den 13. marts 1983. Dengang havde jeg et af de bedste rockbands bag mig på scenen. De så lidt anderledes ud end jer. Jeg tror, at jeg klatrede op på lydanlægget, og svingede et hvidt flag. Og ja, jeg havde en 80 er-finte. Vi spillede et nummer, der hedder Out of Control, og ja, sådan er jeg indimellem. Det må have været på det tidspunkt at en ung Tony Blair tog sig til hagen og sagde: Engang når jeg kommer til at lede dette store land, skal den mand tale ved min partikongres. Nå, men 20 år senere. Her er vi. Jeg er kommet, fordi premierminister Blair bad mig om det. Det kan meget vel være Foto: Polfoto
34 RetorikMagasinet nr. 60 Juni 2006 at han kommer til at fortryde det. I et større perspektiv er jeg her som led i en rejse der begyndte i 1984-85, med BandAid og LiveAid. Det var et stort øjeblik, det forandrede mit liv. Den sommer besøgte min kone Ali og jeg Etiopien, stille og roligt, for selv at se hvad der foregik. Vi boede der en måned og arbejdede på et børnehjem. De lokale kendte mig som Dr. Good Morning. Børnene kaldte mig pigen med skægget. Det taler vi ikke mere om. Men lad mig sige det her: Afrika er et magisk sted. Og hvis man giver noget i Afrika, får man det tifold igen. Afrika er et lysende, lysende kontinent med smukke ansigter. Etiopien slog ikke bare benene væk under mig, det blev også en øjenåbner. På vores sidste dag på børnehjemmet rakte en mand mig sit barn og sagde: Tag ham med dig. Han vidste at hans søn ville leve i Irland, men dø i Etiopien. Jeg afviste det. Da lige der begyndte jeg den her rejse. Da lige der blev jeg det værste af alt: en rockstjerne med et kald. Bortset fra at det her ikke er et kald. 6.500 afrikanere dør hver eneste dag af sygdomme der kan behandles og forebygges med den samme medicin, som du og jeg har så nem adgang til på vores lokale apoteker. Det er ikke et kald, det er en nødsituation. Det er derfor jeg er her i dag. (...) Det her handler ikke om velgørenhed. Det handler om retfærdighed. Lad mig gentage: Det her handler ikke om velgørenhed, det handler om retfærdighed. Det er en skam for I er gode til velgørenhed. Ligesom irerne er briterne gode til det. Selv de fattigste giver mere end de har råd til. Vi kan godt lide at være velgørende, og vi er det i høj grad. Det forholder sig anderledes med retfærdighed. Afrika gør nar af vores opfattelse af retfærdighed. Det gør nar af vores opfattelse af lighed. Afrika stiller spørgsmålstegn ved vores engagement. Hånden på hjertet. Vi kan ikke se på Afrika et kontinent i flammer og sige, at vi ville lade det ske andre steder. Nogen andre steder. Specielt ikke her. I Europa eller Amerika eller Australien eller Canada. Det er ikke en mulighed. Hvis vi mente at afrikanerne og vi var lige folk, ville vi gøre meget mere for at slukke den afrikanske ild. Vi har vandkander men vi har brug for et brandvæsen. Det er den første upolerede sandhed. Den anden er behovet for at bekæmpe AIDS og dens grundårsag. Den ekstreme fattigdom hvori den trives. Det er ikke bare udviklingspolitik. Det er en sikkerhedsstrategi. Krigen mod terror er tæt knyttet til krigen mod fattigdom. Det er ikke mig der siger det. Det er Colin Powell. Og når en militærmand fra højre begynder at tale sådan, så bør vi lytte. For måske er de én og samme. Så hvordan går det os i den krig der vil påvirke så mange flere liv end den krig jeg dagligt læser om? Jeg har tænkt mig at sige hvad jeg mener, men det er formentlig bedre at spørge en økonom. En græsrodsorganisation. En afrikansk landmand. Enhver anden end en rockstjerne. Få fat i en kilde du kan stole på. En der når han hører ordet medikamenter, tænker på at redde liv ikke på eksperimenter. Når en regering sender folk ud i verden, er der formentlig en god grund til at de ikke sender rockstjerner af sted. Men jeg er faktisk i stand til at se med andre briller. Jeg genkender fremskridt når jeg ser det. Jeg lægger mærke til fremdrift. Og der er fremdrift. Storbritannien har masser at se frem til. Med det i tankerne vil jeg sige noget om to bemærkelsesværdige mænd. Som så mange andre par kom de ikke altid lige godt ud af det med hinanden igennem årene. De voksede fra hinanden. De skabte fantastiske ting hver for sig, som individer. Men de var bedst, når de var par. Jeg elsker dem begge: John Lennon... og Paul McCartney. Jeg er også rigtig glad for Tony Blair og Gordon Brown. Jeg ser dem som en slags John og Paul i forbindelse med den globale udvikling. Min pointe er at Lennon og McCartney forvandlede min indre verden. Blair og Brown har mulighed for at ændre den virkelige verden. Det er derfor jeg er her.
Talerstolen Ligeså gerne som jeg vil tænke på et U2-show som grænseoverskridende, må jeg konstatere at det ikke handler om liv eller død. Det gør det her. Jeg har mødt mange mennesker hvis liv afhænger af de beslutninger som disse to store mænd tager. De har mange rigtig gode ideer. Og det de allerede har lovet, vil redde hundredetusinder af liv. Hvis de gennemfører det, og de ikke får lov til at glemme hvem de er. Lov mig tilhørere, at I ikke lader dem glemme hvem de er. (...) Det er nu. I 2005 når briterne leder G8 og EU. Det er nu. Det her kan gå over i historien. Det her kan blive noget vores børn, vores børns børn, hele vores generation vil blive erindret for. At vi skabte ligevægt i et forhold der havde været uligevægtigt så længe. Storbritannien har en enestående chance. (...) Forventningens byrde på skuldrene er tung. Hvis den ligger på et rockbands skuldre, laver de som regel en rigtig skidt plade. Historiens byrde er meget tung. Det er et tungt ansvar at være folks håb for fremtiden. Tony... Gordon... Jeg misunder jer ikke. Der er rigtig meget arbejde, der skal gøres. Der er fremskridt, men det er kun små skridt. Historien registrerer det ikke, og de liv, det er afgørende for, har ikke fortjent at skulle vente. I ved at vi har lovet at halvere fattigdommen inden 2015. Et kæmpe løfte ved årtusindskiftet, men vi når det ikke engang inden 2115. Det er ikke nok at beskrive Everest, vi er nødt til at bestige det, og vi er nødt til at få alle med. George, Jacques, Silvio, Gerhardt, Paul, Junichiro. De er nødt til at begive sig med op ad bjerget. 2005 er et stort år. I er alle sammen nødt til at fordoble hjælpen, fordoble dens virkning og fordoble konsekvenserne for korrupte ledere. Jeg beskrev tidligere hvordan 6.500 afrikanere dør dagligt af en sygdom som for eksempel AIDS der kan forebygges og behandles. Jeg har set folk der stod i kø for at dø, tre i én seng i Malawi. Det er Afrikas kritiske punkt. Men det faktum at hverken Europa eller Amerika handler som var det en nødsituation, og det faktum at vi ikke ser det dagligt i nyhederne, det er vores kritiske punkt. Det er ikke nok at være enige med os. Hvis ikke Storbritannien kan forvandle dets værdier til handling imod ekstrem og dum fattigdom... Hvis ikke dette rige land, med lederskabet for G8 og EU på hånden, kan vise andre lande vejen til lighed, så vil alle kritikerne have ret i morgen. Jeg er Tony Blairs apologet. Jeg er den rockstjerne der blev trukket op af hatten ved Labours partimøde. Jeg har tiltro til tilhørerne i det her rum. Jeg har tiltro til jeres ledere. Jeg behøver ikke have det. Jeg er den irske rockstjerne. Jeg ser meget bedre ud hvis jeg rakker ned på jer. Men lade mig sige det endnu en gang. For sidste gang. Det er alvor, det er gigantisk. Det her er den egentlige grund til at være i politik, at gå fra dør til dør, at organisere og demonstrere og slet og ret handle. Det er ligeså ærværdigt som da jeres bedsteforældre bekæmpede nazisterne. Det handler ikke om at gøre vores bedste. Det er tab eller vind. Liv eller død. Bogstavelig talt. Hvis jeg kunne bede jer om at tænke hundrede år frem i tiden; at forestille jer hvad vi og vores tid vil blive husket for, ville jeg foreslå det her: internettet, krigen mod terror og det afrikanske kontinents skæbne. Vi er den første generation der kan se den ekstreme og stupide fattigdom i øjnene, der kan se mod Afrika og andre steder og sige dette og mene dette: vi har penge, vi har medicin, vi har videnskab, men har vi viljen? Har vi viljen til at hensætte fattigdommen til historiebøgerne? Nogen siger vi ikke har råd til det. Jeg siger vi ikke har råd til at lade være.