^^^m #*!>.% -JT. *

^

DL Hf

MEMOIRER OG BREVE UDGIVNE AF JULIUS CLAUSENocPFkJ?IST. XXXI ERINDRINGER AF PASTORINDE PAULINE PETERSEN F. CLAUSEN FHV. KGL. SKUESPILLERINDE GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISKE FORLAG. KØBENHAVN 1919

M> \CSP

COPYRIGHT BY GYLDENDALSKE BOGHANDEL, NORDISK FORLAG 1919 TRYKT I 900 EKSEMPLARER LANOgÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN

INDLEDNING A nna Paulne Margrethe Clausen var født den 2. OkjX tober 1803. Hun var Datter af en norskfødt Toldembedsmand Vordngborg og henlevede sn Barndom under psykologsk Henseende ret besynderlge Forhold. Under sn ensomme Udvklng hengav hun sg tl deelle, sværmerske og sentmentale Drømmerer og Fantaser, Tlbøjelgheder, der vel tldels var nedarvede, men ogsaa stærkt paavrkede af Tdens æstetske Interesser. Derom fortæller hun selv paa en nav og ndtagende Maade, der mangen Gang tager sg ud som Bekendelse eller Skrftemaal. Fra Opholdet en kedelg og aandløs Provnsby (Nyborg) føler hun sg stærkt draget af en Længsel efter Lvet ude Verden, og da hun som en ung Pge med faa Kundskaber, men med en umættelg Trang efter at læse og lære, kommer Besøg Kjøbenhavn, faar ved Tlfældets Magt hendes, efter Poes og Skønhed, vansmægtende Aand en ny Retnng og samler sg en Hgen efter et bestemt Maal. Det er Theatret, der lokker hende. Under den mærkelge Væxt og Blomstrng paa Aandslvets forskellge Omraader, der Slutnngen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede skyder frem, medens en ny og frodg Lteratur samler Folket skønlterære Interesser, danner der sg en mangfoldg Mængde Forennger og Klubber, der dyrker Poes og Musk og kke mndst dramatske Fremstllnger, alt under en vs selskabelg Form. Det blver Prvatthe-

II atrenes og Dlettanternes Td. Det blver en Lvsfornødenhed for Samfundets forskellge Lag enten selv at splle Komede eller hvert Fald at se Slægt og Venner gøre det. Dlettantskuespl blver et Moderaser, der grber alle, og høje Embedsmænd saavelsom helt udannede Haandværksfolk optræder som Skuespllere paa de prvate Theatre, som opstaar deres Omgangskrese, de fleste med ret ynkelge og tdt latterlge Resultater. Men af og tl udvkler der sg vrkelge Talenter blandt dsse Forsøg, der kommer Kunsten tlgode. Af dsse utallge Forennger skal her kun nævnes det største og mest bekendte: Det dramatske lterære Selskab" eller Borups Selskab", som den kaldtes efter Theaterlokalets Vært.) Th det var tl dette Selskab, at den unge Pge fra den llle Provnsby fk Adgang. Hun havde aldrg før været rgtg ude mellem Folk", og hun var derfor st Væsen og sn Optræden høj Grad forlegen, sky og uskker og uden Herredømme over sg selv, hvlket hun meget yndefuldt ofte bekender sn Omtale af det for hende saa mærkelge Fak- Samfund med de tum, at hun pludselg befnder sg fornemste og berømteste Medlemmer af Kjøbenhavns bedste Selskab. Det vdner om en mærkelg Energ og om en alt beherskende Begejstrng hos den unge, frygtsomme og tlbageholdende Pge, at hun, da man bevæger hende tl at optræde paa Scenen Borups Selskab", fuldstændg overvnder sn Uskkerhed og Skyhed, naar hun staar paa Scenen og spller en Rolle, hvormod er sg selv", føler sg hun, naar hun, som hun sger, forlegen og Angst for Mennesker. Paulne Clausens Energ styrer nu hurtgt henmod at blve vrkelg Skuespllernde, hun troer urokkelg paa st Kald og sne Evner, og Tanken om hendes fattge Famle, som hun kke vl lgge tl Byrde, men J)»Borups Selskab''s Hstore forelgger en 1 Afhandlng af Jul. Clausen Maanedsskrftet.Museum" 1892, II.

III maaske kan hjælpe, drver hende fremad. Om hendes Debut paa Det kgl. Theater den 25. Marts 1825, skrver Overskou sn Theaterhstore: Paulne Clausen, en ung Pge, ldt under Mddelhøjde, gjorde allerede ved et smukt formet, ovalt Ansgt med en fnt bøjet Næse og store mørke Øjne, hvor der laa Uskyldghed og Sjælsrenhed, ved en nydelg Fgur og st meget tækkelge Væsen et behagelgt Indtryk og den skøndt hendes Talestemme var noget haard, dyb, og hvor den skulde gves Kraft, skrattende rene, naturlgt nuancerede Dkton, saavel som hendes rgtge Gebærdespl røbede gode Anlæg for Fremstllngen af det Nave og Ædle. Hun vandt stort Bfald, og flere Roller, hvorblandt et Par af tragsk Præg, vste hun saa mærkelge Fremskrdt, at hun skkert vlde være bleven en meget yndet Skuespllernde, dersom hun kke tdlgt havde forladt Theatret". Overskou bemærker ogsaa om hende og en anden samtdg Debutantnde (Jfr. Beyer): Begge dsse Damer besad forresten ved deres Tltrædelse en hos det kvndelge Personale kke almndelg Aandsdannelse og gjorde sg bemærket ved smaa lterære Arbejder; Jfr. Clausen fremkom endogsaa med en ret vakker, metrsk Oversættelse af Komers Ton". I Aprl 1827 blev hun kongelg Skuespllernde. I sne Memorer fortæller hun selv ora sn Stllng ved Theatret de syv Aar og hvorledes den trods alt blver hende en Skuffelse. Hun holdes oppe ved sn Lyst tl Arbejde og Studer og ved st rene, sværmerske Snd, der maler hende Lvets mørke Sder gyldne og rosenrøde; men selv om hun har været større Skuespllernde end det nu er mulgt at kunne bedømme, manglede hun Evne tl at gøre sg gældende og tl at tage Kampen op mod de Intrger og Kabaler, der næsten altd udkæmpes den rutnerede Trup, der har hemme Kulssernes Verden, hvor den Uskyldghed og Sjælsrenhed", som Overskou taler om, kke spller nogen stor Rolle.

IV Hun vl selv fortælle derom, og gennem hendes hele Fortællng vl man se, hvorledes hun gennem Lvets Skuffelser udvkles, og gennem en betagende sværmersk Forelskelse modnes tl en stærk, selvbevdst og dygtg Kvnde. I September 1832 tager hun sn Afsked fra Theatret, efter et halvt Aar før at have ægtet Lærer ved Landkadetakademet, cand. theol. Henrk Petersen, der fra 1834 19 Aar er Præst Kastellet og derefter fra 1853 Allerslev Præstø Amt, hvorfra han tager sn Afsked 1869. I hne Tder var Overgangen fra Skuespllernde tl Præstekone et stort Sprng; det vdner om at Henrk Petersen har været en baade modg og fordomsfr Mand, at han turde vove at modtage hende Sprnget. Efter at hun havde forladt Theatret og var ndtraadt det ægteskabelge Lv, antager hendes Optegnelser en hel ny Karakter. Hun gaar nu ganske op sne husmoderlge og moderlge Plgter og hellger nu Vrksomheden som Hustru og Moder hele st Lv tl Velsgnelse og Glæde for st Hjem, som hun med sne mange lterære og kunstnerske Interesser selv er en Pryd for. Men dette sdste Afsnt af hendes Lv og hendes Memorer som hun begynder at nedskrve c. 1842 har ngen almndelg Interesse for Læserne; det tlhører ganske det ntme Prvatlv ndenfor Hjemmets Vægge. Men spredt mellem dsse Beretnnger om denne Perode af hendes stlle og ensartede Lv fortæller hun en Del om sn Samtd om dens Begvenheder, særlgt om det danske Hof og de tl dette knyttede Personlgheder, som mulgvs kan have Interesse. Hendes maaske fra Kulsserne tlegnede Tlbøjelghed tl at fortælle Anekdoter er af Udg. modereret ved kun at medtage de værdfuldeste, og af dsse kun dem, for hvlke der anføres bestemte Klder. Hun fortsatte hele st Lv gennem sne dgterske

Forsøg, af hvlke nogle har et ret stort Omfang, men hun udgav Trykken foruden sn omtalte Oversættelse af Koraers Drama kun Fre Blleder af Jesu Lv", Kbh. 1859, under Pseudonymet Poul Grmmer, en dyb relgøs, fordrngsløs llle Dgtsamlng, der tldels blev vel omtalt Pressen. Sne Memorer har hun afsluttet omtrent 1869. Pastornde Paulne Petersen og hendes Mand døde begge samme Aar, 1886, en høj Alder (henholdsvs 86 og 84 Aar gamle) Kjøbenhavn. Det har været tvngende nødvendgt at beskære det forelggende Manuskrpt, der af hendes Efterladte er stllet tl Udgvernes Raadghed, og som udgør 500 tætskrevne Sder 4. For at lette Læserne Tlegnelsen har det lgeledes været nødvendgt at forkorte og omforme Forf.s ofte meget langtrukne Stl, der er stærkt paavrket af Datdens vdtløftge Roman- Lteratur, med mange Indlæg af tyske, særlg Schllerske, Ctater.

Paulne Petersen, født Clausen (1832)

Højt oppe Aas Sogn Lyngdalen Norge lgger Gaarden Østeland henrvende skønne og storartede Omgvelser. I Mdten af forrge [det 18"^^] Aarhundrede levede paa hn Gaard en Bonde ved Navn Claus Petersen. Hans Fader havde været Stand faaet Skolelærer, og Sønnen havde efter sn en god Opdragelse. Den ældste af Claus Petersens Børn, Peter Chrstan,^) havde det Hverv hver Dag med sn velklngende Stemme at læse tlog frabords, og naar man gk Krke, var det Chrstan, der blev betroet at bære Psalmebogen, men han forstod kke at skatte de Fortrn, som hans Førstefødselsret gav ham. Hvor langt hellere klatrede han kke om mellem Klpperne for fra de højeste Punkter at skue ud den Verden, der laa udenfor den snevre Kres, hvor han bevægede sg. Da han blev saa gammel, at han skulde fremstlle sg paa Sessonen, havde Danmark [og Norge] Krg [1788] med Sverge under Gustaf IIIs Regerng, og den Højstkommanderende for det søndenfjeldske Regment Norge var General Manspach:-) Denne tog det nye 1) Told- og Consumptonsovenoldbetjent Nyborg, Peter Chrstan Clausen, blev afskedget 1837 og dede 1855, 92 Aar gammel. *) Generalleutenant, Kammerherre Johan Frederk v. Mansbach (1744 1803) døde som komm. General sendenfjælds Norge og som Kommandant paa Frederkssten. Han var født Kurhessen, hvor han ejede Godset Mansbach. Han var gft med Isabella v. Oldenburg (1769-1855). 1

Mandskab Øjesyn og standsede overrasket foran den unge Mands udmærkede Skønhed. Med en høj, slank Væxt forbandt han ualmndelg noble Ansgtstræk, et smukt, kulsort Haar, saa stort, at han kke behøvede at sætte løst Haar tl Psken Nakken en, frsk Ansgtsfarve og et Par mlde blaa Øjne, der glad Forventnng skuede ud mod Fremtden. General Manspach blev saa ndtaget det unge Menneske, at han efter kort Tds Forløb antog ham tl Kammertjener og vste ham fremdeles megen Velvlle og Godhed. Efter Træfnngen ved Qvstrum Bro blev han sendt som Kurér tl Gustav III, og denne havde venlgt klappet ham paa Skulderen og kaldt ham mn Gosse", hvlket Forbndelse med Kongens Skønhed gjorde et saa dybt Indtryk paa ham, at det endnu bevaredes hans høje Alderdom. Efter at Felttoget var endt, fulgte Chrstan sn Herre paa en Rejse tl Tyskland, hvor Generalens gamle Moder boede. Hans Herre behandlede ham mere som en Søn end som en Tjener. Han sad nde Vognen hos ham, og han tog ham med sg overalt, hvor det lod sg gøre, og den unge Kammertjener gjorde Lykke, hvor han kom. Han lærte meget hurtgt det tyske Sprog og desuden det dengang saa yndede Gutarspl og sang dertl med en ualmndelg smuk Tenorstemme, der kke endnu en høj Alder havde tabt sg. Imdlertd opfattede han Lvet mere gennem Følelsen end gennem Forstanden, og han forblev vel næppe uberørt af den letsndge Adfærd, som han var Vdne tl mellem de høje Herrer,

som han sn underordnede Stllng kom Berørng med, og Rejselvet gav ham en Hang tl Adspredelser, der senere ofte skadede ham Lvet; ja, det gk saa vdt denne Retnng, at han ofte, da han var bleven Famlefader, opsagde en god Bolg og lejede en slettere, naar denne laa paa et muntrere Strøg Byen, eller man havde en smukkere Udsgt fra Vnduerne. Generalen var ofte med flere andre Besøg hos en ung Enke Tyskland, der var ung og smuk og altd behandlede den unge Kammertjener med udmærket Forekommenhed, hvlket denne optog med dyb Ærbødghed. Men hvor forbauset blev han kke, da Generalen en Dag kaldte ham nd og modtog ham med de Ord: Nu, Chréten, kan Du gøre Dn Lykke. Grevnden har bedt mg at foreslaa Dg at blve hendes Mand. Hun tlbyder Dg sn Haand og vl fornden sørge for, at Du kommer en bedre Stllng." Men hans Hjærte havde allerede valgt, og Grevnden med sn Rgdom og Glmmer formaaede kke at fortrænge en skøn norsk Pge af hans Kjærlghed. Omtrent et Aar før ham fødtes paa en Gaard Nærheden af Laurvgen et Pgebarn, som blev kaldt Kar eller Karen. Hendes Fødsel kostede Moderen Lvet, og Faderen Jean Gou, som var en velhavende Mand, fandt sn anden Kone en brav Ægtefælle og Husmoder, men hans to Døtre fandt paa ngen Maade nogen kærlg Stfmoder hende. Da de voxede tl, sendte han derfor den ældste Datter tl Holland, hvor han havde Famle paa sn

Faders Sde. Denne var nemlg en Franskmand, der ogsaa hed Jean Gou og var bleven forskreven tl Norge for at have Tlsyn med etjærnværk og havde købt Gaarden ved Laurvg, som efter ham kaldes Gougaarden. Hans Sønnesøn, Kars Fader, holdt kke af det fremmede Navn og kaldte sg Lundberg efter Moderen. Da den yngste Datter, Kar,^) blev voxen, blev hun efter st Ønske sendt tl Laurvg for at lære Skrædersynng og Modepynt, eller som det hed Datdens Sprog: at stkke op". Den unge Pge havde udvklet sg tl en regelmæssg Skønhed. Hun kom Huset hos Admral Grotschllngs Frederkshald,2) hvor hun den ældste Datter fandt en sand Vennde, der mere behandlede hende som en Søster end som et underordnet Medlem af Huset, og derfor nævnte Kar aldrg senere Frøken Trne" uden med Kærlghed og Taknemlghed. Denne Frøken Grotschllng var den senere bekendte Klaverspllerske, der udmærkede sg de fornemme kjøbenhavnske Krese ved st Talent og endogsaa lod ved en Koncert med stort Bfald. sg høre offentlg Senere blev hun gft med Komponsten, Kapelmester Naumann.^) Af hende lærte Kar mange af hn Tds Yndlngssange f. Ex. Tullns Hyrdedgte og flere 1) Karen Clausen, født Gou, døde den 25. Januar 1829, 68 Aar gammel. *) Om Famlen Grodtschllng, se Memorer og Breve IX, Reg. S) Catharna Magdalena Grodtschllng var en Datter af Kontreadmral Frederk Grodtschllng. Hun var overordentlg muskalsk begavet, og medens hun var Huset hos sn Søster, Mare Susanne, der var gft med den rge Grosserer Kbhvn., Perre Pescher (1746 1812), lærte hun den berømte Komponst, Sachseren Johann Gottleb Naumann (1741 1801) at kende, med hvem hun blev gft 1792 Pretsch ved Wttenberg. Hun var født 1764, hendes Dødsaarsag er ubekendt. Hendes nedenfor nævnte Broder var Kaptajn Marnen Frederk Grodtschl- lng (1782 1820).

den Smag. Hvor ofte har jeg kke som Barn sddet paa en Skammel ved mn Moders Fødder, naar hun spandt, og lyttet, naar hun med sn forresten ubetydelge Stemme sang: Ak, gd Melcerta var mn", og hvor muntert lo jeg kke, naar hun sang om Hyrdnden, der vlde svare Nej, men tog Fejl og svarede:,ja, ja, ja, ja". Dog var af alt, hvad hun sang, de gamle Kæmpevser mg dog det kæreste. Da Admralens alle holdt af hende, tog de hende med paa en Rejse tl Kjøbenhavn. De boede dér hos den rge Grosserer Pescher, der ejede den store røde Gaard ved Holmens Kanal ved Sden af Hjørnegaarden tl Kongens Nytorv.^) Her lærte hun at kende en ung Franskmand af et ubetydelgt Ydre, men med en udmærket ædel Karakter. Hans Navn varjacques Åger og han blev senere en af Hovedstadens betydelgste Grosserere. Et andet Handelshus's Fallt drog senere hans Hus med sg, og dette uventede Slag og maaske ogsaa andre ubekendte Sorger kunde han kke bære. Sortesøens [Sortedamssøen] Bølger lukkede sg over hans Lg.-) Saavel den unge Åger, som Admralens eneste Søn, en ung Søoffcer, udmærkede Karen Gou eller Lundberg, som hun kaldtes, og gav hende det tlkende ved alle Lejlgheder. Hun agtede den unge Grotschllng, hun havde den unge Åger meget kær, men elskede ngen af dem. Da Grotschllng frede tl hende, u ndskyldte hun sg med, at hun ntet pas- 1) Dene er kke helt korrekt, Peschers Gaard var Landmandsbanken. *) Schwezeren Jacques Ager (dod 1818) var en Neveu af Pescher og Kompagnon af Handelshuset, der blev ødelagt Aarbundredets første Taar. Pescher døde som en fattg Mand, Ager trak sg ud af alle Forretnnger. Han var gft med Charlotte Sophe Webe (død 1S26).

6 sende Part var for ham og at hun aldrg vlde gøre hans Famle mod. Han gftede sg senere med sne Forældres Stuepge, der forresten skal have opført sg meget smukt og agtværdgt baade som Kone og Enke. Mere stlle og bld ytrede Åger sn Tlbøjelghed for den unge Kar. En Dag kom en af Pgerne og fortalte, at der var kommen et ungt Menneske tl Byen fra Norge med General Mansbachy som flere havde antaget for hendes Broder, th han lgnede hende ganske paafaldende. Da Kar forskrede, at det kke var Tlfældet, svarede Pgen, at saa blev der vst et Par af dem, th Ægtefolk skulle jo altd lgne hnanden, og Generalens Kammertjener var det smukkeste Menneske, hun havde set. Kar smlte og hævede den krumme Næse en Lne højere. Den første Gang de to unge Mennesker saa hnanden var deres Skæbne afgjort. Kort efter blev de forlovede. Den unge Ager blev syg ved Efterretnngen herom og maatte kæmpe haardt, overvandt den btre Skuffelse. Som saa mange andre gftede mne Forældre sg uden egentlg at have noget at gfte sg paa. Han før han forblev sn Tjeneste hos Generalen Norge, og hun gjorde sn Færdghed Haandarbejder gældende. Deres første Barn, Charlotte Amalej blev født 1787, to Aar efter fødtes Johanna Georgna^^) og atter to Aar efter Isåbellay som blev opkaldt efter Gene ralnden.^) Da Famlen saaledes for- 1) Johanne Georgne Clausen (1789 1853), gft 1811 med Anders Jørgen Olufsen, Købmand Saxkøbng (1786 1834). 2) Isabella Clausen (1791 1834), gft med Kompagnkrurg Carl Chrstoffer Hetmann (1778 1836).

øgedes, kunde de kke længere ernære sg med deres smaa Indtægter; men det lykkedes mn Fader ved Generalens Hjælp at erholde et Embede som Overtoldbetjent Vordngborg, og saaledes forlod de Norge og bosatte sg Danmark. Det bevægede Lv, mn Fader havde ført sn første Ungdom, havde efterladt Følger hans Karakter, der gjorde ham uskkket tl et stlle huslgt Lv. Adspredelser, Forandrnger og Selskab var og blev en stadg Trang for ham, og ldt efter ldt gjorde mn Moder den højtelskede Mands Tlbøjelgheder tl sne, saa at enhver, der traadte nd under deres smple Tag, fandt et muntert, gæstfrt Hus. Ved mn Faders Stllng som Embedsmand forbedredes deres Kaar saaledes, at de før Aaret 1805 kunde købe sg en Gaard Vordngborg, som laa mdt for Landevejen tl Gaabense, nu har Byens smukke Raadhus rejst sg paa dens Grund. Hvor levende staar den gamle Gaard for mn Erndrng, hvlken jeg første Gang saa Dagens Lys den 30. Oktober 1803. Bygnngen lgnede Stuehuset en gammel Præstegaard, hvortl svarede selve Værelserne med de hvdtede Vægge, Bjælkelofterne og de smaa Ruder. I Daglgstuen gjorde sær to Tng Indtryk paa mn Barne-Fantas: Bllederne af Kejser Napoleon og Josephne Kronngsdragt paa ét Stykke, og en Topseng, en gammel hvdlakeret Topseng med forgyldte Srater. Dens øverste Del, Toppen, hvorom Omhænget var slynget, lgnede en kolossal Hjælm, og øverst prunkede en lueforgyldt Fjerbusk.

8 Interessant høj Grad, saavel ved sn herlge Belggenhed som ved sne Oldtdsmnder, er mt kære, gamle Vordngborg. Da jeg var Barn, stod endnu nogle Kastanetræer udenfor Slottet"; saaledes kaldtes endnu den Bygnng, der stod paa den Grund, hvor først Valdemars Slot havde staaet og senere Prns Jørgens Palas. Hvor der nu er Pløjejord mod Øst, stod dengang ogsaa to vældge Kastanetræer, og under dem fandtes en muret hvælvet Kælder, som v Børn ofte valgte tl Legested. Der fandtes en Nedgang tl en underjordsk Løngang, som gk under Søen over tl Ornge. En Byfoged Thanng skal med flere have forsøgt at gaa gennem den, men de meftske Dunster, der mødte dem ved Nedstgnngen, var saa kvælende, at de maatte opgve Forsøget. Nu fndes hverken Træer, Kælder eller nogen, der kender noget tl Løngangen, den vl dog nok fndes engang! Endnu staarde herlge Levnnger af Valdemars Borg. Naar mn Moder ret vlde glæde mg, fortalte hun et eller andet fra hendes eget Barnehjem, om Gougaarden, om den llle Skmmel, som hun red paa Tversadel. En sort Tjener, Senecan, som Admralens Søn havde bragt med sg fra Ostnden og som var hele Husets Yndlng, nteresserede mg ogsaa meget; men langt fra saa meget som mn Moders kære Frøken Trne" med hendes dejlge Sang og Spl. Men lyttede jeg med mn Moder tl Maaltrostens Sange hendes Fædrenelands Fyrreskove, stod jeg tl andre Tder ved mn Faders Sde, sad med ham Vognen, naar han Tyskland foer henad

de støvede Landeveje, eller hørte ham splle paa sn Gutar og synge med sn dejlge Stemme dsse frhedsglødende Sange eller dsse rørende Vers, der var Fostre af den sentmentale Strømnng, der gk gennem det forrge Aarhundrede. I mn Barndom fandtes bag om Byen, nedenfor det saakaldte Bays Stræde", en Mose, begravet under høje Sv og vlde Irs og som endnu kaldtes Badstue-Søen og angaves at være Stedet, hvor Tovellle var brændt efter Dronnng Helvgs Befalng Badstuen, der havde lgget ved hn Sø. Naar jeg mellem gk alene dernede, den laa nedenfor mne Forældres Have kort Afstand da syntes jeg de bølgende Svs sagte Sukken at høre Tovellles jamrende Klynken saa levende, at jeg stundom ganske angst flygtede tlbage tl vor Have eller ogsaa løb ned ad Vejen tlvenstre, der endnu slynger sg bag om Byen nedenfor Haverne. Nu er de sdste Spor af Badstuesøen forsvunden; ad en smuk Allé vandrer nu de Spaserende hen over Tovellles Dødsseng. Den llle romantske Halvø Ornge danner et yndgt Prospekt fra Runerne mod Sydøst; th endnu lgger som mn Barndom den llle Skov en Halvkres paa Pynten og omgveren llle straatækt Hytte, Skovfogedens Bolg, der dengang beboedes af en Enke med to Døtre, hvoraf den ene havde beholdt Skovfogedtjenesten efter sn Fader. Som en sand Amazone gk hun med Geværet paa Nakken kæk og uforfærdet omkrng baade ved Dag og Nat, naar det gjordes fornødent. Forresten vævede de for Folk

10 og bar hn Tds smukke sjællandske Bondedragt. Den anden Søster, Stne paa Skoven", som hun kaldtes mt Hjem, havde tjent som Stuepge Kjøbenhavn og havde der ombyttet Lnet med Korsklædet og var det hele taget blevet kjøbenhavnseret, ja, hun havde endogsaa lært at spaa Kort dernde. Dette sdste var en Magnet, som oftere trak mne to ældste Søstre derover, naar det hjemme hed sg, at de var der Væveranlggender. Det var sær den muntre Lotte,^) der gerne vlde høre Profetndens Forudsgelser. Da jeg altd plagede mne Søstre om at maatte følge dem, saa tog de mg ogsaa med nogle Gange, og medens de troede, at mn Opmærksomhed var henvendt paa Uroen" under Loftet eller det store Strudsæg, som Stnes Kæreste, en Sømand, havde bragt hjem med sg, saa var jeg et stumt og forbauset Vdne tl det Vdunderlge, der foregk omkrng mg. Naar den højtdelge Scene skulde begynde, fjernede Moderen og Maren sg. Stne antog en yderst højtdelg Mne, og mne Søstres Øjne hang med spændt Forventnng ved hendes Læber, medens hun studerede de forunderlge skæbnesvangre Blade. En Dag tog hun Kaffekedlen frem og, som det hedder Spaadomssproget, slog en Kop op" for mne Søstre efter at have aandet 3 Gange den og begyndt at fortælle dem Tng, som snart vlde tldrage sg. Skoven og Hytten lgger endnu paa Ornge som 1) Denne Søster, Charlotte Amale Clausen, var 16 Aar ældre end Forf. og Følge dennes Omtale, som mest er forbgaaet, en ret urolg og lunefuld Kvnde. Hun døde ugft.

11 hne Dage, men Maren har lagt Geværet for at hvle fredelg under Grønsværet, og Stne læser nu en klarere Skrft end Kortenes og den sorte Kaffegrums. Paa den grønne Mark foran Orngeskoven er man nu Færd med at rejse et storartet Asyl for Sndssvage; Valdemars Klde lgger skjult og næsten ukendt mellem Svene paa Strandbredden, hans Slot lgger Grus, Ploven gaarover hans Løngang og Rngmuren vakler af Ælde, kun hanstaarn staar endnu som en vældg Kæmpe og skuer ud over Tdernes Grav. Under Krgen 1807 rykkede ogsaa en Afdelng af de engelske og hannoveranske Tropper nd Vor- dngborg, og en Kanon blev plantet lge udenfor vore Vnduer paa Pladsen foran Landevejen tl Kjøbenhavn. Jeg var dengang mt fjerde Aar. Blandt Offcererne, som kom hos os, var der en ung Kaptajn, som hed Kramton,^) der maa have været en stor Børneven, th han spøgede altd med mg, bar mg længe paa Armen og sad med mg paa Skødet, hvor jeg legede med det glmrende Sølv paa hans Unform. Saa spurgte han mg: Wll you be Lady Cramton? Mn Fader hvskede mg Øre, og glad svarede jeg: Yes! og sden den Td kaldtes jeg mange Aar hjemme for Spøg Lady Cramton. Iblandt de unge Offcerer var der en engelsk Leutenant Jasper^ der blev saa ndtagen mn 15- aarge Søster Isabella^ at han bad mn Fader om ') Vstnok rettere Crampton.

12 Tlladelse. tl strax at holde Bryllup med hende og at tage hende med sg, naar han rejste. Han vlde ved sn Chef og flere bevse, at han kunde skre hendes Exstens, hvs han døde. Men mne Forældre vlde kke gve deres Mnde tl denne Forenng uagtet de unge Menneskers Bønner og Taarer. Naar Krgen var endt, sagde mn Fader, kunde han komme og hente hende. Men han kom kke, og mne Forældre troede derfor, at hans Kærlghed kke havde været af nogen dyb Natur. Men Bella var overbevst om, at han var død, ja, hun paastod endogsaa at vde Td og Tme, at dette var sket, da hun havde havt et Varsel derom. Da hun efter hans Afrejse en Td er Besøg hos en Famle Kjøbenhavn, skal hun en Aften Selskab, tager et Lys og gaar nd for det store Spejl at se, hvorledes hendes Tolet tog sg ud. Idet hun Spejlet lader Øjet glde hen over sn høje, slanke Skkkelse, hører hun en Stemme tæt ved sg hvske: ^eg ser Dg," og da hun forskrækket efterforsker, hvorfra Stemmen kommer, lyder det gen: Jeg ser Dg!" og da hun dødelg Angst rver Døren tl Daglgstuen op, hvsker Stemmen som et dybt Suk for trede Gang: Jeg ser Dg," og hun synker besvmet om. Da der uden Resultat blev gjort alt for at opdage, hvorfra hn Stemme kunde komme, antog hendes unge Sjæl Stlhed, at det var et Varsel om hendes Elskedes Død. Af de spanske Tropper havde v en Sergentmajor og tre Menge Indkvarterng. De var langtfra saa belevne og godmodge som Englænderne. Jeg holdt

13 altd mn Moder Skørterne, naar v skulde forb dem, th deres skarpe brune Ansgter ndgød mg en hemmelg Skræk. Hvad mn første Inklnaton angaar, saa faldt det mg nd, da jeg 1858 saa en Lord Cramton anført som engelsk Gesandt Amerka, om det ej kunde være denne. Alderen passede det mndste. I lang Td efter hans Bortrejse fra Vordngborg svarede jeg, naar nogen spurgte, hvad jeg hed, altd meget alvorlg: Anna Margrethe Paulne Clausen Cramton. Nogen Td efter blev jeg sat Skole hos en Madame Plsmdt for at lære at læse, men om jeg kom længere end tl det store A, véd jeg kke; Lærernden kunde nok kke selv meget mere. Senere kom jeg da Byens bedste Pgeskole hos en Fru Sølner og Datter. Moderen var Enke efter en Offcer og sad temmelg trange Kaar. Datteren saa ud som om Naturen selv havde bestemt hende tl Guvernante, og hendes næsten mltære Holdnng formldede ngenlunde dette Indtryk. Jeg ankom da hn Dag bævende tl Skolen og blev med mn store Skolepose optaget blandt de andre Elever. Efter en Tds Forløb kom jeg da saa vdt, at jeg kunde læse og strkke, ja avancerede saa langt, at jeg syede en Skjorte tl mn Broder, men den har vel ogsaa kostet mere end en Lammefjerdng, nden den blev færdg. Det var nemlg de Dage Brug at sende Skolemestre og Lærernder Presenter, for at Børnene skulde staa sg godt med dem. Jeg ser endnu Fru Sølner træde nd Stuen med en Lammefjerdng Haanden og

14 udbryde:»her skal I bare se, Børn, hvad den gode Madam Clausen har sendt mg, det er vrkelg en rar Kone. Hls hende mange Gange fra mg, llle Paulne.'' Mn Barndoms kæreste Vennde var Sara Hertel, en Datter af Byens elskværdge Sognepræst.^) Hendes Moder, Præstens anden Kone, var Datter af Kammerherre Haffner. Hun var en smuk Brunette, men var Almndelghed meget alvorlg; onde Tunger sagde, at det var den forhadte Madame-Ttel; men da hendes Mand senere fk Rang med Kjøbenhavns Sognepræster og Frue-Ttlen fulgte med, bad hun Folk vedblve at kalde hende som forhen, og hendes Ansgt beholdt st alvorlge Udtryk. Men var der nogensnde en Mand, der forstod at fængsle Barnehjærtet, da var det Sandhed den blde, elskværdge Pastor Hertel. Det var sær dette Hus, der først gav mg en Idé om at der gaves noget prægtgere end mt eget Hjem de glmrende forgyldte Lster om de betrukne Vægge, Tæpperne paa Gulvene og Sovekammerets majestætske Tronsenge ja dsse sær, gjorde et saa vargt Indtryk paa mg, at da jeg skulde gftes, valgte jeg Tronsenge tl mt Udstyr Stedet for de dengang brugelge Hmmelsenge. Jeg var omtrent 7 Aar, da mn Fader paa en Rejse tl Kjøbenhavn fk den uheldge Ide at forpagte Gæstgveret Rosklde Kro, der var blevet omtalt for ham som en let flydende Rgdomsklde, og vel J) Jørgen Lund Hertel (1764-1831) blev Præst Vordngborg 1805 og Ballerup 1815. Han blev gft 2' Gang 1798 med Wlhelmne Haffner.

15 sær tltalte ham for den Afvexlng, det maatte yde Hverdagslvet. Han var ked af det rolge Lv den llle Købstad og opgav nu st Embede, solgte sn Gaard og drog tl det nye Hjem. Mn Moder over dette og de voxne Børn var meget bekymrede ubesndge Skrdt. Mn eneste Broder skulde blve tlbage Vordngborg, hvor han gk Latnskolen. Aldrg glemmer jeg den Morgen, da v sad paa Rejsevognen. V blev Porten omrngede af Byens Fattge, der kom for at sge mn Moder Farvel. Grædende takkede de hende og ønskede Gudsvelsgnelse over os, da v rullede ud ad Porten. Mne Forældre endte hermed det lykkelgste Afsnt af deres Lv. Da v traadte nd vort nye Hjem, blev jeg stum af Forbauselse. En saadan Pragtbygnng havde jeg kke tænkt mg. Præstens Værelser Vordngborg var ntet Sammenlgnng med dsse store prægtge Stuer. Daglgstuen var paa Mdten delt ved en omtrent en Alen bred Mur paa hver Sde af Stuen, der endte to tykke Søjler og gav Værelset et Theater-Udseende. Væggen var malet som et sort Gtterværk, bag hvlket dejlge brogede Fugle flagrede om, og Søjlerne var malede som Marmor. Paa de andre Vægge saa man store Landskaber, hvor Løver og Kameler vandrede under brede Palmekroner og Klder snoede sg gennem Sydens Blomsterflor. Paa en anden Væg saa man et Jagtpart, hvor Rddere med Høg og Hund foer frem Skoven med deres Svende. At alt dette kke var malet med en Ruysdals Pensel, er overflødgt at sge. Vort Sove-

16 kammer var lgeledes dekoreret med landlge Scener, men endte en Nsche, dannet af to Garderober, og den var bemalet med høje Træer, hvs Baggrund forestllede en Stengrotte. I denne Grotte stod mn llle Seng. En Td efter at v var kommen tl Rosklde Kro, blev jeg sat Kost Kjøbenhavn hos en Famle af mne Forældres Bekendtskab, en Kapelmuskus Sedlaczeky for at gaa Skole. Det var Lvets første Kamp for mg at løsrve mg fra Hjemmet, og den var kke let trods den tllokkende Udsgt tl at faa alt det at se den store Stad, hvorom jeg havde hørt og drømt saa meget. Allerede da jeg kom tl Damhuset og saa de hvde Svaner, var det som om de bragte mg den første Hlsen fra en magsk Verden, der nu aabnede sg for mg, og nu: Bakken med Frederksberg Slot, hvlket Fepalads! Saaledes boede altsaa Kongerne! Dsse Gardere, der holdt Vagt, lgnede jo Kæmperne mne Eventyr! Da nu selve Hovedstaden med alle dens Taarne og Spr laa for mg, skuede jeg forbauset paa alle de Undere, der aabenbarede sg for mg. Da v rullede gennem Vesterports Hvælvng og det tordnende Ekko anraabte os fra alle Sder, følte jeg en Gysen, som dog tabte sg, da mt Blk hlsedes af de høje Bygnnger ndenfor Voldene og af den Mængde Mennesker, der lgegyldge skred forb os gennem Gaderne uden at værdge os et Blk, endsge en Hlsen Vordngborg hlsede og hlsedes man af alle, som man mødte paa Gaden. Folk var kke velopdragne Hovedstaden! Imdlertd slog mt Hjærte

17 af glad Forventnng ved Tanken om at skulle bo saa prægtgt Hus som dem, v kørte forb; men da saa Vognen holdt udenfor et uanseelgt Hus paa Hjørnet af Laxegaden og Skvaldergaarden [nu Nkolajgade] og jeg traadte nd de smaa mørke Værelser Stueetagen, følte jeg den første Skuffelses btre Smerte og tænkte med Vemod paa, hvad jeg havde forladt. En llle smuk Pge, som skulde være mn Kontubernal det fremmede Hjem, bdrog dog noget tl at lndre den sprende Hjemve. Kapelmuskus Sedlaczek var en meget elskværdg gammel Mand,) han var af Fødsel en Bøhmer, og hans fremmede Udtale Forenng med hans tykke Mave, korte smaa Arme og Ben og hans tykke Kartoffelnæse gjorde ham meget pudsg Ydre og Omgang; dermod havde han de skønneste store brune Øjne, der vdnede om hans blde, kærlge og gudhengvne Sjæl. Jeg blev ogsaa meget snart fortrolg med ham og hans muntre, spøgefulde Væsen. Hans Hustru dannede en stor Kontrast tl ham. Hun var en høj, mager, bleg og alvorlg Kone med en mponerende Holdnng og en meget smuk Fgur. Hun var 22 Aar yngre end hendes Mand og maa have været meget smuk, men hendes mørke Øjenbryn, skarpe Profl og det næsten spodske Udtryk om Munden gav hendes Ydre noget meget strængt. Hun var en god og retskaffen Karakter, men besad ngen Gaver tl at ndtage 1) Kgl. Kapelmuskus Jacob Sedlaczek (1747 1824) var fadt Prag og blev ndkaldt hertl fra Kapellet Hessen 1787 som Hobost. Han blev dog kasseret som saadan og ansat som Kontrabassst,,da han var en god Muskus*. Han fk Afsked 1813 og var gft med Catharne Carolne Rørtang (c. 1769 1833).

18 Børnehjærter, og derfor hang v med mere Kærlghed ved hendes Mand, der fortahe os om st kære Bøhmen, om sn salg Moders fortræffelge Pfannkuchen" og forklarede os de Kobberstykker, der overalt prydede Stuernes Vægge. Madam Teytauds Insttut, hvor jeg blev optaget, var just kke et af de bedste. Der excelleredes kun det franske Sprog, da Manden, der nu var død, havde været ndfødt fransk. Døtrene var mdlertd udmærket flnke Fransk, og det var vel omtrent det eneste, der nu tjente tl at anbefale Skolen. Den llle Jule (som var en Broderdatter af den gamle Sedlaczek) og jeg havde to prvate Lærere. Hr. le Mare, vor Tegnelærer,^) var et af dsse Stenmennesker, som kke antager, at Verden gver Stof tl Glæde eller Sml. Hr. Thussur, den bøhmske Spllelærer, var en lang, stram Person med en ndbldsk Ørnenæse det llle, gulblege Ansgt. Han havde to Maader at behandle os paa, enten stampede han Gulvet af Vrede, naar v kke strax fattede hans Menng, eller ogsaa overgød hans Tlfredshed os med en Strøm af Eau de Cologne, naar han var fornøjet med os. Llle Jule var ved sn Moders Død kommen Huset hos sn Farbroder, og de vlde gerne betragte hende som deres eget Barn. En Del andre Necer og Neveuer kaldte dem naturlgvs ogsaa Onkel og Tante, og morsomt var det, at dsse tlsdst ogsaa ndbyrdes kaldte hnanden saaledes, og Følgen var, at alle, der kom Huset, benævnede dem saaledes og jeg naturlgvs ogsaa. 1) Kunstmaler og Tegnelærer Danel Frédérc le Mare, Fader tl den senere saa bekendte Banker (Smdt & le Mare).

19 V hørte meget tale om Theatret hos Sedlaczeks, men v Børn kom der aldrg. Kun en eneste Gang saa jeg en Komede et llle dramatsk Selskab, som kaldtes Nøjsomhed", og som ogsaa fuldkommen svarede tl st Navn. Tante kaldte det Spøg Smørselskabet", jeg véd kke, hvad det sgtede tl. Jeg saa den Aften Holbergs Abracadabra", men jeg var for meget Barn tl at forstaa Stykket, og dsse Mennesker med deres smple Manerer og platte Tale skuffede høj Grad mne Forventnnger, th af den Interesse, hvormed jeg altd hørte Theatret omtale, sluttede jeg, at det dog maatte være noget smukt, man der fk at se. En Famle Felthem, som gav smaa Balletter paa Hoftheatret, saa v danse, og det var meget smukt, naar de blot kke allesammen havde været stumme. Gamle Onkel Sedlaczek blev engang ved en Prøve paa Theatret ueng med den nuværende Dansedrektør Bournonvlles Fader, der sagde tl ham: Du er kun Spllemand, men jeg er Danser", hvortl Sedlaczek paa staaende Fod skal have svaret: Ja, ch bn en Spllemann, Und Du bst en Tanzer Ich bn en halber Narr Und Du bst en ganzer! Da Feretden Skolen ndtraadte, blev jeg hentet hjem tl mne Forældre, hvor ogsaa mn Broder var ndtruffen fra Latnskolen Vordngborg. Hvor var jeg kke lyksalg, at jeg atter kunde tumle mg det Fre, atter sove mn kære Grotte og se mg mæt paa de brogede Fugle bag Væggenes Gtter.

20 Mn Broder og jeg opholdt os mest Haven, hvor ellers ngen af Famlen kom, da den var ny anlagt, uden Skygge og kke smuk, men der gk en Aa gennem den Udkanten, og v lagde al Hemmelghed den Plan at bygge en llle ude Aaen og dermed en Dag overraske Moder og Søstre. V trak Sko og Strømper af og vadede ud Aaen med store Sten, slæbte Jord og Ler derud, da Grunden var færdg, og endelg Grønsvær, som v møjsommelg fk stukket af Engen. Mn Broder slog en llle Bænk op paa Øen, hvor jeg sad og syede en llle rød Fane, som vajede paa en Stok over Bænken. Man tænke sg vor Glæde, da v endelg kaldte de andre tl for at se den llle Verden, v havde skabt. Kun mn Moder rystede paa Hovedet, da hun hørte og saa, at Turene tl og fra Øen foregk med bare Fødder gennem Vandet. Det havde været en meget kold Sommer, saa hendes Bekymrng var kke uden Grund; th da mn Broder kom tlbage tl Vordngborg, faldt han en hæftg Tyfus, og kort efter blev jeg syg og maatte lang Td holde Sengen. Jeg klagede bestandg over den ene Sde, som smertede mg, jeg kunde ngen Berørng taale, men maatte bæres fra og tl Sengen, naar denne blev redt. Da jeg endelg var saa vdt, at jeg kunde komme op, saa man med Skræk og Sorg, at jeg var bleven aldeles skæv, den smertefulde Sde var helt sammentrukken. Mn Moder slog Hænderne sammen Skræk og Sorg og brast Graad, og mn Faders Fortvvlelse stod malet hans Ansgt, jeg var jo hans Yndlng; mne to Søstre græd stlle, men Lotte

21 raabte sn sædvanlge Ldenscabelghed: Aa, gd dog Vorherre havde taget hende!" Jeg var den lange Sygdom bleven meget gnaven og egensndg, og jeg blev føjet alt, hvad jeg fandt paa. De skftedes alle Huset med at komme nd tl mg Mørknngen for at fortælle mg noget og synge for mg, og jeg bad ogsaa mn Moder om at bede Bønderkonerne om at komme nd og synge for mg. En Dag, da en Bondekone fra Klovtofte sang: Det hændte sg Jephta den Gleats Mand", havde hun et saa komsk og pbende Foredrag, at jeg maatte putte Lagenet Munden for at skjule mn Latter, men da hun havde endt Vsen, stod Taarerne mg dog Øjnene over Jephtas unge Datters sørgelge Skæbne. Der vandrede dengang et mærkelgt llle Væsen om Landet, som ogsaa efter mt Forlangende ofte kom nd Stuen, hvor jeg laa. Det var en llle Bssekræmmer, som kaldtes Peer Vsedreng, uagtet han saa mere ud som en Oldng end som en Dreng. Hans Ansgt var gennemfuret af Rynker og dybe Krusnnger om Øjne og de smalle Læber, det lange hørgule Haar hang ham ned om Halsen og gav ham Lghed med Balthasar Denners gamle naturtro Hoveder, men dsses Ro og Bldhed fandtes kke den stakkels gamle Vsedrengs Træk. Man kunde kke andet end føle Medldenhed med det kummerfulde Udtryk hans forkuede Aasyn, hans magre dværgagtge Fgur og de krogede Fngre. Han kæmpede for at synes munter og tlfreds for kke at kede sne Kunder, men naar Handelen var sluttet, vandrede han stlle

22 sukkende sn Vej. Denne llle Person nteresserede mg ved hans forunderlge Udseende endnu mere end hans Vser, der mest var Kærestevser for Karle og Pger; dog blev jeg glad ved hans Kram at fnde Hr. Brynnngs Vse, som mn Moder sang, men hvoraf hun havde glemt mange Vers. Da man havde opdaget mn Skævhed, blev Lægen, Dr. Rauchmaul, hentet. Jeg fk nu et Snørlv med stve Fskeben paa, men jeg bar det kun én Tme, jeg græd og det blev taget af. Jeg skulde hver Dag køres en Tur paa en knudret Vej eller trlles en Hjulbør paa Stenbroen Gaarden, hvlket tyder paa, at Lægen antog, at der var ndre Dele mg, som var ved at gro sammen. Jeg følte en nderlg Smerte og Skræk over mn Tlstand og maaske netop denne, det uskyldge Barns Sorg, har bevæget den gode Gud tl atter at skænke mg Helbreden tlbage og det den Grad, at jeg med Sandhed kan sge, at ngen Fgur kunde være mere fr for ethvert Anstrøg af Skævhed, end mn var det, da jeg blev voxen. Hverken mn Fader eller mn Moder passede tl at forestaa et Gæstgver eller en Kro. Han søgte, uden vstnok egendg at vlle det, sær Adspredelse ved dette urolge Lv, og mn Moder gav for meget bort. Det følger altsaa af sg selv, at de kke kunde staa sg ved denne Forpagtnng, og da de blev tlbudt en ret god Afstaaelse, tog de mod den og forpagtede nu Kallehave Færgegaard bragt IV2 Aar Rosklde Kro. efter at have tl- Jeg maatte Sengklæder køres tl vort nye Hjem,

23 og jeg husker endnu mn Barnepges Ræsonnement, da jeg var bange for at vælte paa den hullede Vej. Vælter v," sagde hun, saa vælter v." Men v kan jo slaa os fordærvede!" Slaar v os fordærvede, saa slaar v os fordærvede, og brækker v Halsene, saa brækker v Halsene, og saa er det forb." Og det var der jo kke noget at sge mod. Jeg havde under mn lange Sygdom vænnet mg tl mn Ensomhed Fantasen at forestlle mg Lvet og Verden saaledes, som jeg ønskede og troede at kunne fnde den, og jeg havde nu ogsaa udmalet mg et mg kke Bllede af mt nye Hjem, og jeg fandt skuffet af Vrkelgheden. Som dette Sted var, dengang v boede der, var det den skønneste og mest dyllske Plet, man kunde tænke sg. Gaarden selv var en Enetages Bygnng med Straatag, men med høje Værelser og Døre. Der var blaagraa gbsede Vægge, der deres koparrede Maner tog sg ret godt ud paa et Landsted. Haven laa dengang som nu udenfor Stuelængen og havde endnu dengang nogle Frugttræer. Hvor Gæstgveren og Urtekræmmeren nu har Værelser, laa dengang en stor Frugt- og Køkkenhave, og høje Pletræer omgav Gaarden mod Øst. Tæt om Gaarden laa et Par store Marker, hst og her stod store Æbletræer, der med røde Kalvller og Flaskeæbler afgav et henrvende Syn de rge bølgende Kornmarker. Ovenover dsse Marker laa en llle Skov med et llle Bondehus, og gk man gennem den, kom man atter tl en frodg Mark, og fulgte man saa en St, naaede man atter en llle Skov, der tlhørte Færge-

24 gaarden, og hvor der var aabne Græsplæner, hvor Køerne græssede. Skoven endte en kratbevoxet Skrænt, der skraanede ned tl Søen. Her havde man den dejlgste Udsgt over Vandet med Nyord tlvenstre og lgefor Koster og Møen med Stege By Forgrunden og Krdtklppernes bløde Lner Baggrunden. Klnten stødte op tl den mlelange Frskov med dens vældge Bøge og Ege, der dannede mægtge Tempelhaller, som for mg havde noget saa mystsk, da jeg aldrg saa Enden paa dem, at jeg stundom angst løb hjemad af Frygt for det Ubekendte, der kunde møde mg. Dog var jeg atter næste Dag gen ved mn kære Klnt og Skov; th dette blev en levende Tumleplads for mne Lege og mne Fantaser. Jeg var saa ganske ene her mt landlge Hjem. Mne Søstre og alle de andre var voxne, ældre og gamle Folk. Jeg var ganske henvst tl mg selv. De nærmeste jævnaldrende Smaapger var en Skolelærer Mallngs Døtre, Hanne og Isdore, men de boede Landsbyen, en Fjerdngvej borte. Men det gk forresten godt med mne egne Fornøjelser. Rundt om Skovene havde jeg opdaget en Del Fuglereder, som jeg meget flttgt besøgte for at afvente Ungernes Ankomst. Foruden mne Fornøjelser Marker og Skove havde jeg ogsaa 19 Dukker, som var fremkomne ved mne egne og mne Søstres Skaberhænder, saa de var temmelg raa Matere. Jeg kørte om med dem Haverne, nddelte dem Famler, lod dem besøge hnanden, ja endogsaa gøre Udenlandsrejser, men om Natten havde jeg dem

25 lggende Skuffen af et stort Klædeskab, et nteressant og kostbart Møbel, som havde tlhørt den gamle Prnsesse Charlotte Amale. Mn Svaghed havde gjort det nødvendgt, at jeg bevægede mg saa meget som mulgt fr Luft, og det var forbausende saa hurtgt jeg genvandt mt Helbred, og ethvert Spor af Skævhed forsvandt. Jeg tumlede mg omkrng efter egen Lyst og frere end en Fugl Luften. Mne Forældre havde kke Raad tl at holde Lærernde og endnu mndre tl at sætte mg Kost ude af Huset. Mn Fader tænkte, som saa mange paa hans Td, at Fruentmmer kke behøvede at lære mere end det allernødvendgste. Jeg lærte ntet. Læse kunde jeg, og det gjorde jeg altfor meget. Mn hele Skolegang ndskrænkede sg egentlg kun tl det ene Aar Kjøbenhavn fra mt 7de tl mt 8de Aar, og dog vlde jeg saa gerne lære noget, ja alt; men det var mn Skæbne, at jeg skulde voxe op som en vld Plante, der selv tvnger sg frem mellem Sten og Tjørne og Tdsler. Saa faldt det mg nd, da jeg en Dag fandt en tysk Grammatk (Badens), at jeg maaske kunde lære Tysk ved egen Anstrængelse, og nu begyndte jeg at studere den af alle Kræfter. Mn skønneste Barndomstd tlbragte jeg Kallehave Færgegaard, og alle mne Mnder om dsse dejlge Marker og Skove, den venlge Strand og de vde Udsgter lader mg tænke derpaa som Jordens yndgste Sted, men da jeg efter henved 40 Aars Forløb gensaa dette kære Sted, ak, hvor forandret! Den nette landlge Gaard var ombygget tl en

26 en Urtekræmmer uhyggelg købstadsagtg Bygnng, havde opslaaet sn Butk en Sdebygnng, der laa, hvor fordum Frugthaven var med sne gamle Træer. De høje Lnde omkrng Gaarden var forlængst tlntetgjorte, Flsegangen, der førte gennem Bygnngen og hvor Svalerne byggede Reder under Bjælkeloftet, var forvandlet tl en høj Stentrappe, den hele Gaard med sne fre Længer og st Dueslag var nu en almndelg uhyggelg Bondegaard. Jeg vlde vse mn Søn, Harald, Markernes store Frugttræer, Skovene, Klnten, men v ledte forgæves efter Træer og Skove, den høje Klnt var pløjet ned tl en temmelg lav Skraanng, dens høje Ege- og Bøgetræer, dens Krat og Buske var forsvundet. I Græsmarken stod hst og her endnu nogle Bregner og bragte mg en sørgmodg Hlsen fra de forsvundne Skove; maaske havde dsse forkrøblede Bregnebuske strdt en haard Strd mod den ødelæggende Td blot for med den sdste Rest af deres Lv at kunne endnu engang se det Barn, der engang, da de endnu stod frske og kraftge, havde frydet sg mellem dem og smykket sg med deres Blade st lysebrune Haar. Men hun da Barnet? Stod hun da uforandret sden hne Dage, ak nej! Det smlende Barn, der let som et Kd sprang gennem Skov og Agre, klavrede Træerne, plaskede Bølgerne, stod nu sn Barndoms Parads som en rund og fyldg Kone af Mddelstørrelse med det glatte mørke Haar, hvor Sølvstrber blnkede, strøget fra sn Pande, hvs lette Furer tydede paa, at den dækkede over mange sorgfulde Tanker. Ogsaa hun stod jo nu som et for-

27 krøblet Bllede af Barndommens og Ungdommens Skønhed. Lge over for Kallehave lgger som bekendt Koster Færgegaard paa Møen. Denne Færgegaard havde en Tdlang været bestyret af en gammel Jomfru Kjøbke (Købke), der havde sn Nece, en ung Præstedatter, Jomfru Rasmussen Huset. Derefter blev Færgegaarden overtaget af en ForpsgtQrJenseny hvs 20aarge unge Kone søgte at erstatte mne Søstre Savnet af deres Vennde Jomfru Rasmussen; denne havde fulgt sn Tante tl Nyborg, hvor Jfr. Købke skulde bestyre Huset for en Enkemand, en Købmand Wormy der senere blev gft med den unge Pge, som blev Moder tl den unge ulykkelge Peter Wormy Tønders Morder.^) Men den unge Madam Jensen, der var en Datter af Brkedommer Nohr fra Sjælland, var kun mne Søstre en svag Erstatnng for den underholdende unge Pge. En Juledag var v nvterede over tl Koster hos Jensens for at tlbrnge Aftenen dér. Mn Fader, mn ældste Søster og hendes Vennde, Jfr. Semler fra Vordngborg, mn Søster Isabella og hendes Kæreste, Underkrurg Hetmann, Skolelærer Mallng fra Kallehave og jeg udgjorde Selskabet, der steg Færgebaaden for gennem Vaagen Isen at sættes over tl Møen. Mn Moder var bleven hjemme, og mn trede Søster var allerede dengang gft og boede paa Lolland. V havde store som smaa moret os g odt hos Jensens og tog derfra om Aftenen I) Mare Sofe Rasmussen (c. 1794 1871) blev 1813 gft med Købmand Nyborg, Jens Frederk Worm (1776 1837). Deres Søn, P. K. F. E. Worm, fedt 1814, blev henrettet 1838 for Mordet paa Lteraten Jens Peter Tønder.

28 Kl. 11. Det begyndte at blve taaget, og Isen var ogsaa ved at brydes. V lagde fra Broen og nærede kke mndste Frygt for kke at komme vel over Vandet, men da blev Taagen pludselg fortættet, saa at man ej kunde se andet end Is og Vand. Færgefolkene styrede uden om Drvsen, men ved de mange Drejnnger uden om de store svære Isflager tabte de tlsdst Retnngen og vdste tlsdst kke mere, hvor v var, Taagen stod som en tæt Mur om Baaden. Kulden var meget følelg, da vort Rejsetøj jo kke var beregnet pas et saa langt Ophold undervejs. V Fruentmmer laa en Klump Baaden for at holde Varmen, og Jfr. Semler var saa fortvvlet, at hun ønskede, at hun laa død paa Havsens Bund. Men det værste var tlbage. En af Folkene hvskede mn Fader noget Øret, og han meddelte gen paa Tysk tl Hetmann og Mallngs at Isen havde skaaret Baaden læk. Jeg forstod saa meget, at hvs v ej naaede Land nden en Tme, saa vlde det være forb med os. De andre forstod kke hvad han sagde, og jeg tav og tænkte paa mn Moder og skjulte mt Hoved for at græde uset af de andre. Da hørte jeg en Stemme, der talte meget højt, og jeg saa Skolelæreren staa ude Forstavnen og bede højt Gud om tl Rednng for os. Mn Fader smlte, men hos mg vakte hans Bøn atter Haab om Frelse. Man vedblev mdlertd at pumpe Baaden og at raabe, men der gk lang Td, nden v hørte en Stemme besvare vore Raab. Da var al Nød og Kulde glemt. Stemmen fra Land oplyste os tl vor

29 Forundrng om, at v befandt os ved Langø Stedet for ved Ulfshale, som Færgefolkene havde næret Frygt for. Stemmen fra Land var en Stafets, der sculde ned tl Færgegaarden. Der blev nu efter mn Faders Ordre tændt en Lygte paa Skbsbroen, og efter dens svage Skn styrede v og naaede lykkelgt vort Hjem. Medens v boede Rosklde Kro, omgkkes mne Forældre med en Propretær Obel, hvs Hus en Regmentskvartermester Møller, en Svensker af Fødsel, var ndkvarteret; og der hengk kke lang Td, før der blev deklareret en Forlovelse mellem ham og mn ældste Søster, og det var Lottes fjerde Forlovelse. At hun kunde blve ndtaget Møller, var kke saa underlgt, uagtet han var betydelg ældre end hun, th han var en meget dannet og nteressant Mand med noble Manerer og et smukt endog mponerende Væsen. Han hed egentlg Gustaf GustafsøTy th han var en naturlg Søn af Kong Gustav den Trede af Sverge, og han lgnede paafaldende Kongen, efter hvad mn Fader sagde, som havde set og talt med denne Konge. Møller, som jo han kaldte sg, var falden Unaade hos Kong Gustav den Fjerde formedelst en Duel, og han reddede sg ved en Flugt tl Danmark, hvor han formedelst sn Fødsel og sne Anbefalnger fra højtstaaende Personer Sverge strax blev ansat som Regmentskvartermester ved Dragonerne.!) Han omtalte sær den skønn e og elskværdge Dronnng Frederkke J) Regmentskvartermester Gustav Meller ved Prns Ferdnands Dragoner fk Afsked 1813 og blev karakt. Premerleutenant 1815. Se Museum 18d4. II, Sde 177.

30 som den, der havde vrket for hans Held. Han havde været gft her Danmarlc og havde en Søn, men var sklt fra Konen af meget vægtge Grunde, som han anførte tl mne Forældres Berolgelse. At Møller var en slet Karakter, vste sg, da han en Td efter dømtes tl 4 Ugers Stuearrest Ctadellet Frederkshavn for Kassemangel og derefter naturlgvs blev afskedget af Krgstjenesten. Man sagde, at hvs han ej havde havt sn Fødsel tl at tale for sg, havde han kke sluppen med saa kort en Fængselsstraf. Det var mdlertd et haardt Slag for mne Forældre og sær for mn Søster, dog tror jeg mere for hendes Stolthed end for hendes Kærlghed, som allerede var kølnet en Del. Mn Fader og hun besøgte Wø//^r Arresten og fandt ham just kke meget nedslaaet, og han forskrede, at han nok skulde bryde Lottes Fremtd. sg en Bane for at skre sn og Efter Fængselstden tog han Huset hos sn Ven, Kammerjunker Scheel-Plessen paa Lndholm.^) Hvad der senere blev af Møller véd jeg kke, men saavdt jeg mndes, gk han nok udenlandsk Krgstjeneste. Hans Søn Hugo Møller blev Leutenant ved Prns Chrstans Regment, men var nok ogsaa et meget daarlgt Subjekt.^) Imdlertd var mn anden Søster Georgne bleven med en ung Mand, som hed Olufsen, en Søn gft af Købmand Olufsen Køge. Hans Forældre var sklte og hans to Søskende var Børn, og hans Moder var gft med Major Frboe ved Husarerne 1) Forlovelsen blev kort efter hævet.») Kaptajn Johan Hugo Georg Møller døde 1832, 38 Aar gammel.