Den frygtelige pest og kampen mod den Den Sorte Død og alle de andre epidemier For 700-200 år siden hærgede mange sygdomme. Den frygteligste af dem alle og den som folk var mest bange for dengang, var pesten. Den kom fra Asien og kom første gang til Europa i 1347 helt nede i Italien. Her blev I Kerteminde gik pesten rigtig hårdt ud over børnene og skolerne lå øde hen. den til en epidemi det vil sige, at den spredte sig lynhurtigt og smittede mange mennesker inden for kort tid. Og den rejste hurtigt videre nordpå gennem Europa. I 1350 kom den til Danmark. Der var ikke så mange danskere, der skrev noget ned om pesten dengang, men nogle af dem gjorde. Ud fra det de skrev, ser det ud til, at pesten hærgede i hele landet. Det var en meget ubehagelig sygdom. De syge fik høj feber, voldsom hovedpine, kramper og opkastninger. Bag ørerne og i armhulerne fik de nogle store bylder, dvs. en hævelse med en tyk gul væske indeni. De fik også små blærer og pletter rundt omkring på kroppen. Deres hud blevet farvet blå eller sort. Efter 3-4 dages sygdom, døde de i frygtelige smerter. Alle var chokerede over denne sygdom. Både fordi den var så forfærdelig, men også fordi den slog så mange ihjel og bevægede sig så hurtigt. Dengang var folk ellers vant til, at sygdomme slog mange ihjel. Men de havde aldrig oplevet noget lignende før denne epidemi. Den fik navnet Den Sorte Død. Da epidemien var slut, føltes det som om, alt var forandret som om alt var blevet helt øde. Der går mange historier om, hvordan en eneste person var den eneste overlevende i sin landsby og drog ud for at finde andre overlevende. I dag ved vi ikke præcis, hvor mange der døde, men der er mange, som har prøvet at regne det ud. Et sandsynligt gæt er, at Den Sorte Død slog omkring 40 millioner mennesker ihjel i hele Europa. Det er ca. halvdelen af befolkningen på det tidspunkt. Så er der ikke noget at sige til, at man godt kunne føle sig helt alene i verden. Desværre kom pesten igen og igen og igen. I Danmark har der været ca. 35 epidemier, fra den første i 1350-51 til den sidste i 1710-11. Det var ikke dem alle, der var lige voldsomme og det var heller ikke dem alle, der ramte hele landet. F.eks. fandt den sidste epidemi kun sted i Helsingør og København. I 1603-04 var der en landsdækkende epidemi, som slog rigtig mange ihjel. Faktisk så mange, at folk kom til at tænke på Den Sorte Død, selvom den lå så mange år forud. Derfor kaldte de epidemien i 1603-04 Den Hvide Død. Her blev også Kerteminde ramt. Dengang var Jacob Madsen biskop på Fyn. Det vil sige, at det var ham, der skulle sørge for, at Biskoppen bekæmpede pesten med Guds ord
alle præster passede deres arbejde. Han skrev om pesten i Kerteminde. Både præsten og kapellanen døde og næsten alle børnene i skolen døde. Kerteminde blev altså hårdt ramt. Kampen mod pesten blev sat ind i hele Europa. Der skulle findes en forklaring på denne forfærdelige sygdom, der skulle findes behandlinger til de syge og så skulle der findes en måde at bekæmpe sygdommen på og forhindre, at den kom igen. Det blev en lang og sej kamp, men det lykkedes til sidst. Hvorfor kom sygdommen Det var svært at forklare, hvorfor sygdommen var opstået. Kirkens folk mente, at det var fordi folk levede for syndigt: De gik for meget på værtshus, spiste og drak for meget, spillede med terninger og bandede grimt imens og så arbejdede de om søndagen i stedet for at holde hviledag. De brugte for lidt tid på at gå i kirke, bede til Gud og skænkede i øvrigt heller ikke penge nok til kirken. Derfor var Gud blevet vred og straffede nu menneskene med denne frygtelige sygdom. Lægerne mente, at årsagen til sygdommen var giftig luft. Den giftige luft kom, når de store planeter mødtes på himlen. Sådan en forklaring var rigtig god, dengang man ikke kendte til bakterier og virus. Men én ting var de klar over dengang, og det var, at pesten smittede. Når folk indåndede den giftige luft, blev de syge og når de udånede giften, kunne andre blive smittet. Lægerne gav folk det råd, at de skulle sørge for at hænge duftende urter op over ildstedet i deres hjem, så luften kunne blive renset. Eller endnu bedre: At rejse langt væk fra det sted, hvor den giftige luft var, så man ikke blev smittet. Det var der mange rige og fornemme folk, som gjorde, og det gjorde de danske konger også. Der er mange, som har troet, at også læger og præster skyndte sig at rejse væk, hvis pesten kom til den by, de opholdt sig i. Det var der sikkert også nogle, der gjorde, men langt de fleste blev og passede deres arbejde. Der var nemlig rigtig, rigtig mange læger og præster, som døde af pest og det gjorde de, fordi de var i så tæt kontakt med de syge, at de selv blev Pestlægen tilser de pestramte borgere smittet. Hvem døde? Ja, det gjorde alle faktisk. Eller rettere sagt: Alle var i fare for at få pest og de fleste af dem, der fik pest, døde også. Den første epidemi var den, der slog flest mennesker ihjel. Men der var stadig mange, som døde i de andre epidemier, ca. 20-30 % af befolkningen i hver epidemi. Til gengæld var der også flere og flere, som overlevede, selvom de blev syge. Af dem som døde, var rigtig mange børn. Der var andre sygdomme, som slog flere børn ihjel, men pesten var stadig hård mod børnene. Især hvis der var kort tid mellem epidemierne, var det mest børn og unge, som døde. Det var også sådan, at hvis først én person i en familie eller et hus blev syg, så var der flere, som blev
syge, fordi pesten smittede så meget. Nogle gange døde alle i en familie. Og så var der rigtig mange fattige blandt de døde. Derfor var der mange, som sagde, at pesten var en fattigmandssygdom. Men grunden til at det især gik ud over de fattige var, at det var dem, der var flest af. De kunne heller ikke rejse væk fra byen, hvis der kom pest, sådan som rige folk kunne. Men der var nu også fine og rige mennesker, som fik pest og døde. Mange rige folk flygtede væk fra pesten Behandlinger Lægerne kom med mange råd til, hvordan man kunne forsøge at undgå at blive syg. Det var en god idé at lufte ud og så skulle man hænge duftende urter over ildstedet i hjemmet, så den giftige luft kunne blive renset. De sagde også, at det var vigtigt at vaske sine hænder ofte og grundigt. Det er det samme, vi får at vide i dag: Hvis vi vasker hænder ordentligt, har vi bedre chancer for ikke at blive syge. Lægerne havde altså fat i noget af det rigtige dengang. De rådede også folk til ikke at bekymre sig for meget. Et lyst sind kunne bedre holde sygdommen på afstand. Men det kunne måske være lidt svært ikke at bekymre sig, hvis pesten var på vej. Alle vidste jo, hvor farlig den var. Lægerne havde også forslag til, hvordan man kunne behandle pesten, hvis man alligevel blev syg. Først og fremmest kunne man blive åreladet. Det vil sige, at man fik skåret hul på en blodåre, så blodet strømmede ud. Lægerne troede, at sygdommen havde det bedst i det varme blod, så hvis noget af det kom ud, kunne sygdommen måske komme med. Som regel blev hullet først forbundet, når patienten besvimede. Så var det også vigtigt at skære hul på de store bylder, for det var her, giften sad. Men giften måtte ikke bare flyde ud, så kunne den sprede sig. Derfor kunne man lægge et stykke stof på, som først var vredet op i en blanding af æg og salt. Eller smøre en grød på, som var lavet af mel, honning og løg. Den morsomste behandling var dog denne: Man tog en høne, plukkede fjerene af dens bagdel, skar hul på bylden og holdt hønens bare rumpe ind mod hullet. Så kom giften over i hønen. Man skulle holde den for næbbet, så giften ikke kom ud igen. Efter en halv times tid, var hønen død og så skulle man tage en ny, og fortsætte sådan, indtil man havde været 24 høns igennem. Lægerne sagde, at hvis alle hønsene døde, var det et tegn på, at man snart selv skulle blive rask. Men hvis de overlevede, var der store fare på færde. Gad nok vide, hvor mange der gav sig i kast med dén behandling. Effektiv bekæmpelse af pesten Det vigtigste i kampen mod pesten var at forhindre, at den overhovedet kom fra sted til sted. For at få det til at ske, blev der taget to effektive metoder i brug: Karantæne og isolation. Hvis f.eks. et skib kom til en by, skulle hele skibets besætning og hele lasten i karantæne i 40 dage. I al den tid skulle de altså befinde sig i et bestemt hus eller på en ø uden andre beboere. Hvis de 40 dage gik, uden at nogen blev syge, var det sikkert at lukke dem ind i byen. Også dem der kom til fods eller til hest, måtte en tur i karantæne.
De syge skulle isoleres, så de ikke kunne smitte de raske. Derfor blev der bygget pesthospitaler uden for byerne. Det var forfærdeligt at komme på pesthospitalet. Selvom det hed hospital, var det ikke et sted, man kom hen for at blive helbredt for sin sygdom. Det eneste formål med disse hospitaler var at få de syge af vejen. Der var vist aldrig nogen, der slap levende fra en indlæggelse på et pesthospital. Hvis der var udbrudt pest i en by, ja så blev byen lukket. Ingen kunne rejse fra byen uden først at gennemgå en grundig lægeundersøgelse, hvor det kunne blive slået fast, at de var raske. Norditalienerne var de første til at bruge karantæne og isolation i kampen mod pesten. Og det virkede! De norditalienske byer blev ramt af færre epidemier end andre byer i Europa og Danmark. Det skete godt nok alligevel en gang imellem, men så var det altid fordi, reglerne ikke blev overholdt ordentligt. Hvis nogen kom sejlende med en meget vigtig last, fik de somme tider lov til at komme ind i byen uden de 40 dages karantæne og så kunne det gå galt. Italienernes metoder spredte sig op gennem Europa og kom også til Danmark. De danske konger havde ganske vist altid sørget for at isolere sig, når der var pest i landet. Men de havde ikke rigtig koncentreret sig om at gøre noget for at pesten ikke kom til landet eller ikke spredte sig. Folk måtte også gerne rejse ud af byer med pest. De måtte bare ikke rejse derhen, hvor kongen var! Men da først danskerne begyndte at bruge karantænen, slap de også for pesten. Det gik galt nogle få gange; i 1650 erne og i 1710-11. Det var fordi, reglerne ikke var blevet overholdt ordentligt. Til gengæld lykkedes det at forhindre sygdommen i at sprede sig til hele landet, fordi de syge blev isoleret og fordi man blev bedre til at overholde karantænereglerne. Efter 1711 kom der ikke længere pest til Danmark, selvom der fortsat blev handlet meget med folk fra egne, hvor der var pest. Også i dag isolerer vi de syge, som har farlige og smitsomme sygdomme. Vi murer dem dog ikke inde i deres huse eller sender dem alene ud i skoven for at dø, sådan som man gjorde nogle steder i middelalderen. Nu kommer de i stedet på hospitaler rigtige hospitaler, hvor de også kan få behandling for deres sygdom. Vi kan også fortsat bruge karantæne, hvis folk kommer fra egne, hvor der er smitsomme sygdomme og det ikke er sikkert, at de er raske. Så de ting vores forfædre lærte gennem mange års kamp mod sygdommen, kan vi stadig bruge i dag. Er sygdommen væk, eller? I 1894 fandt en schweizer ved navn Alexander Yersin ud af, at den frygtelige pest, som hærgede Europa i middelalderen, var byldepest. Der var på det tidspunkt byldepest i Kina. Og det har så stået i skolebøgerne siden. Der er udbrud af byldepest hvert eneste år i tropiske områder. Betyder det så, at pesten slet ikke er forsvundet? Måske ikke. De sidste 30 år er det blevet diskuteret, om pesten i middelalderen virkelig var byldepest. Diskussionen er nogle gange lige så voldsom som pesten selv. Der er faktisk nogle meget store forskelle på byldepest og på pesten i fortiden lad os kalde den for den gamle pest. Der var mange, mange flere som døde af den gamle pest end af byldepest. I dag kan man godt behandle byldepest med medicin. Men det kunne man ikke, da der var byldepest i Kina og Indien i
1800-tallet og starten af 1900-tallet. Alligevel var der slet ikke lige så mange, der døde, som i middelalderen. Og det var nok ikke, fordi hygiejnen var så meget bedre. Byldepesten er også meget langsommere. Den brugte 100 år på at bevæge sig 1500 km. Den gamle pest brugte tre år på at bevæge sig 2000 km selvom den kom i en tid, hvor heste og sejlskibe var de hurtigste transportmidler. Den gamle pest smittede fra menneske til menneske. Det er den bedste forklaring på, at den bevægede sig så hurtigt. Der gik sikkert også noget tid, fra man var blevet smittet, til man rent faktisk blev syg. I al den tid kunne man rejse rundt og smitte andre folk. En person som har byldepest, kan ikke smitte andre. Derfor er det heller ikke så almindeligt, at alle i huset bliver syge af byldepest, sådan som de gjorde, når de fik pest i middelalderen. Byldepest er faktisk en rottesygdom. Men hvis alle rotterne dør, bliver deres lopper sultne lopper lever af blod. Så kan lopperne finde på at hoppe over på mennesker for at drikke deres blod og så kan menneskene blive smittet med byldepest. Men altså kun hvis alle rotterne først er døde. Så hvis der var byldepest i middelalderen, må det jo have vrimlet med døde rotter. Men det gjorde det bare ikke. Der var mange af middelalderens mennesker, som skrev om dyr i forbindelse med pest. De skrev om mus og egern, der kom ud af deres huler og om frøer og insekter, der opførte sig underligt. Men de skrev aldrig nogensinde om hundredvis af døde rotter. Byldepest hører hjemme i tropiske områder. Her har de sorte rotter det bedst og det har deres lopper også. En kold vinter i Kerteminde er absolut ikke noget for dem. Alligevel var der pest i Kerteminde og i resten af Danmark og Skandinavien, også om vinteren. Det kan næsten ikke have været byldepest, men vi kan ikke sige det med sikkerhed.