Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1, Lihme Nu vågne Dåb Lovet være 71 Nu kom der bud 10 Alt hvad som

Transkript

1 Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38 Salmer: Lem 9.00 Lihme Nu vågne Dåb Lovet være 71 Nu kom der bud 10 Alt hvad som Lihme Nu vågne Dåb Lovet være 71 Nu kom der bud 438 Hellig 477 Som korn 10 Alt hvad som Der er nogle begivenheder, der er af så vidtrækkende betydning, at de forandrer verden for bestandig. Nogle af dem har set med menneskeøjne katastrofale konsekvenser: meteornedslag, mutationer af bakterier og virus fx. Andre har fantastisk positive konsekvenser: opdagelsen af penicilinet fx. 1

2 Men de verdensforandrende begivenheder er jo ikke kun de store katastrofer eller de store opdagelser der indtræffer med lange mellemrum. På en måde er det en verdensforvandlende begivenhed hver gang et menneske bliver født. Sådan er det i al fald i en familie. Hvert nyt barn et helt nyt væsen med sit eget temperament og gemyt. Og hvert nyt barn gennemtvinger forandringer af mønstre og vaner i familien, fordi det nye barn skal have plads til og mulighed for at udfolde netop sine særlige evner og muligheder. Måske er det i virkeligheden sådan, at vi alle sammen er med til at forandre verden bare en lille bitte smule bare ved at være til, som de mennesker vi nu en gang er. Det er er ikke svært at forestille sig de ændringer, Jesus medførte i Marias liv. Allerede før han blev ført, var de forandringer, han medførte kolossale. I forholdet til familien og landsbyen blev hun med ét slag forvandlet fra at være en giftefærdig ung pige til at skulle være enlig mor med den vanære og skam det medførte. I forhold til Josef blev hun forvandlet fra at være den forlovede der skulle føde hans børn til at være en forlovet, hvis barn han nu skulle sørge for. Og selvom disse første kriser blev overvundet, og barnet blev født og voksede op i en kernefamilie og fik flere søskende, så betød alligevel Jesu fødsel, at Marias liv slet ikke blev, som hun kunne have forestillet sig. For Jesus var et menneske, som ikke uden videre rettede ind efter familien og landsbyens normer. Han har formodentlig stået i tømrerlære hos Josef, det er i alt fald hvad overleveringen siger, men han har ikke kunnet stille sig ved det, og er brudt op og er vandret ud på landevejene i bevidstheden om, at stå i et helt særligt og tæt forhold til den guddommelige magt bag al ting. Det har ikke været noget, familien var stolt af: hans mor og 2

3 brødre prøvede at hente ham hjem, fordi de mente han var ude af sig selv, fortæller Markus. Ikke en gang hans brødre troede på ham fortæller Johannes. Og Maria kom til at opleve den ubeskriveligt forfærdelige smerte, at se sin søn gennempisket og hånet og spottet fra alle sider blive hængt op på et kors for at dø den mest nedværdigende død, man kan tænke sig: som dødsdømt og henrettet forbryder. Så Jesu fødsel kom til at spille den mest dramatiske og alt forandrende og alt bestemmende rolle i Marias liv. Sådan har det sikkert også været i Josefs liv, det ved vi bare ikke noget om, fordi Det nye Testamente absolut intet fortæller om Josef efter Jesu fødsel. For Jesu søskende har der mens Jesus levede og virkede som vandreprædikant i Palæstina, som jeg nævnte lige før været tale om en konflikt, de mente han var gal og de troede ikke på ham. Alligevel hører vi i Apostlenes Gerning, at Jesu bror Jakob efter Jesu død bliver leder af den kristne menighed og kæmper en sej kamp for at fastholde menigheden inden for jødedommen. Mens det i de fleste tilfælde er sådan, at et menneskes fødsel spiller størst rolle i de nære omgivelser, hvorefter betydningen aftager jo længere man kommer bort fra familien, så er det helt anderledes med Jesus. Han var godt selv klar over, at hans person ville få en skelsættende betydning i verden. Han levede i bevidstheden om at være ét med Gud, og han sagde om sig selv, at han ville komme til at skabe splid i verden mellem dem der troede ham og dem der ikke troede ham og at spliden ville gå på tværs af alle mulige eksisterende fællesskaber. Og det kom jo virkelig til at slå til. Inden for hans eget folkelige og religiøse fællesskab, jødedommen, blev splittelsen tydeligere og tydelige som tiden gik. Det begyndte med 3

4 religiøse diskussioner, der gik over i skænderier, skænderierne gik over i planer om at slå Jesus ihjel, planerne blev bragt til udførelse. Men havde man regnet med at man ville få Jesus til at forstumme ved at slå ham ihjel, tog man fejl. Og efter hans død og opstandelse blev splittelsen mellem hans tilhængere, de kristne og den jødedom, han var udgået fra dybere og dybere også selv om mange, ikke mindst hans bror Jakob forsøgte, at fastholde tilknytningen til jødedommen. Jeg tror, at det, der var så foruroligende nyt og skelsættende i Jesu forkyndelse, var at han gjorde fællesskabet med sig til det ultimative fællesskab, som alle andre fællesskaber og interesser måtte underordne sig. Jesus var ikke bare en profet, der viderebragte Guds budskaber, han var heller ikke bare en lærer, som fortalte om, hvordan Gud er, men Jesus levede i så tæt tilknytning til Gud, at det var Gud selv, der i ham mødte mennesker. Så at være i fællesskab med Jesus var at være i fællesskab med Gud selv. Og her kommer så det afgørende vigtige: for at være i fællesskab med Gud betyder den mest afgørende tryghed, man kan forestille sig. For hvem er Gud? Gud er den magt, der har ladet alt blive til ud af intet. Alt hvad der møder os i livet af godt og ondt, frydefuldt og forfærdeligt, alt det er kun til fordi Gud lader det være til. Alt hvad der møder os i livet er midlertidigt, alt bliver til og alt forsvinder. Selv de mægtige bjergkæder er blevet til en gang og de vil forsvinde en gang. Ja, jorden selv, solen, månen, alle stjerner og planeterne, alt er blevet til en gang og alt vil forsvinde en gang, kun ikke Gud. Gud er aldrig blevet til. Gud har altid være og Gud vil aldrig forsvinde, Gud er i al evighed. Og fra Gud kommer alt der har været til, alt der er til og alt 4

5 der vil blive til i fremtiden. At være i fællesskab med Gud er at være trukket ind i hans evighed, at være delagtig i hans evighed. Da Jesus døde på korset forpint og forhånet var det ikke bare en personlig tragedie, der endte. Det var heller ikke bare hans mors og hans families håb og drømme om ham der knustes. Men det var alt det han havde brugt sit liv til og givet sit liv for, der knustes og blev til intet. For han var jo død! Det var jo ikke sandt, at han var ét med den evige Gud. Han var midlertidig som alt andet. Til gengæld var det en bekræftelse af alt, han havde sagt om sig selv som ét med Gud, da han opstod fra de døde påskemorgen. Og det var så også det allermest verdensforandrende, der udsprang af Marias undfangelse af Jesus: på grund af ham blev det en mulighed for os mennesker at tro, at vi ikke bare er midlertidige, forbigående væsner, og det er muligt at tro, at hele vor eksistens mening ikke afhænger af os selv, at vores flid, vores originalitet vores begavelse. Men alt afhænger af Gud. Og vi er indfældet og optaget i Guds evighed, fordi Gud blev menneske i Jesus for at knytte os til sig i evigt fællesskab. Vi har haft dåb i kirken i dag. Og vi har sammen oplevet den hidtil seneste konsekvens af at Gud blev menneske i Jesus: vi har hørt og set et lille menneskebarn blive omsluttet af guds evighed, så det nu for evigt hører hjemme i ubrydeligt fællesskab med Gud. Gud være lovet og priset. Amen. 5