Midtvejsrapport Projekt Menneske

Annalise Kongstad og Jan Limborg Madsen i samarbejde med Karina Find og Ulrik Solberg Rasmussen. Midtvejsrapport Projekt Menneske September 1997 Center for Rusmiddelforskning. Aarhus Universitet, Københavnsafdelingen, Købmagergade 47, 2. tv, 1150 København K. Telefon: 33 32 73 00 Fax: 33 14 90 79

Rapportens indhold 1. Indledning... 5 2. Forberedelse og planlægning af projektet... 8 2.1 Idéen om Projekt Menneske... 8 2.2 Tilblivelsen af projektbeskrivelsen for Projekt Menneske... 11 2.3 Den endelige projektbeskrivelse (resumé)... 14 3. Projektets organisation... 19 3.1 De fysiske rammer... 19 3.2 Medarbejderne i projektet... 21 3.2.1 Personalets sammensætning og baggrund... 21 3.2.2 Arbejdsmiljøet... 22 3.2.3 Særligt om eks-misbrugernes rolle... 23 3.2.4 Særligt om de frivilliges rolle... 24 3.2.5 Medarbejdere i puljejob, aktivering mv.... 25 3.3 Projektledelsen... 26 3.4 Bestyrelsen... 28 3.5 Projekt Menneske som en del af det københavnske behandlingssystem.. 28 3.5.1 Særligt om samarbejdet med distriktscentrene... 29 3.5.2 Særligt om samarbejdet med øvrige institutioner... 31 3.6 Forholdet til lokalsamfundene... 31 3.7 Projektet i den brede offentlighed og PR-arbejdet... 33 4. Der kommer brugere... 34 4.1 Strukturændringer... 34 5. Brugernes vej gennem Projekt Menneske... 46 5.1 Informationsmøder... 46 5.2 Motivationsgrupper... 46 5.3 Afgiftningstursgruppe... 48 5.4 Afgiftningsture... 48 5.5 Cleangruppe... 50 5.6 Bofællesskabet - døgnophold... 53 5.7 Udslusningsgruppe... 59 5.8 Forfra igen... 59 6. Pårørendearbejdet... 61 6.1 Gruppernes opstart og forløb... 61 6.2 Krisegruppen... 63 6.3 Pårørendegruppen... 63

6.4 Dansk familiestruktur... 64 7. Brugerne i Projekt Menneske og i Københavns Kommune... 67 7.1 Alder og køn... 69 7.2 Familie og netværk... 71 7.3 Boligforhold og samliv... 73 7.4 Stofmisbrugets karakter... 75 7.4.1 Københavns Kommunes narkobehandlingstilbud... 75 7.4.2 Projekt Menneske... 75 7.5 Arbejde, indtægtsforhold og kriminalitet... 76 8. Opsummering og diskussion... 78 8.1 Afsluttende bemærkninger... 83 Rapportens bilag: Bilag 1: Projektbeskrivelse for Projekt Menneske af 10. oktober 1995 Bilag 2: Oversigt over brugernes forløb i Projekt Menneske 25.03.96-31.05.97 Bilag 3: Vigtige begivenheder i Projekt Menneske Bilag 4: Organisationsplan, Projekt Menneske, april 1997 Bilag 5: Eksempler på behandlingskontrakt, husregler mv. Bilag 6: Deltagelse i møder, kurser og behandlingsaktiviteter Bilag 7: Litteratur- og materialeliste

5 1. Indledning Det overordnede formål med denne midtvejsrapport er at beskrive den udvikling, der er sket i Projekt Menneske set i forhold til de målsætninger, som blev opstillet for projektet i det sene efterår 1995. Vi vil søge at beskrive, hvad der er sket undervejs fra formuleringen af projektets målsætninger, til det institutionen er i dag. Vi vil allerede indledningsvis understrege, at Projekt Menneske stadig befinder sig i en udviklingsproces, der langt fra er afsluttet. Rapporten skal derfor frem for alt ses som et af flere input til projektets fortsatte udvikling. I beskrivelsen af projektet og dets udvikling er hovedvægten lagt på projektets struktur, de væsentligste ændringer, der er sket på dette område, samt årsagerne hertil. Herudover er der lagt vægt på at beskrive tilgangen af brugere, brugernes forløb indtil nu, samt arbejdet med pårørende i Projekt Menneske. Endelig ser vi på brugergruppens profil i forhold til den påtænkte målgruppe, og sammenholder brugergruppen med den samlede gruppe af brugere i Københavns Kommune. Rapporten beskriver den udvikling, der er sket med Projekt Menneske fra de indledende overvejelser om at skabe en institution efter italiensk forbillede i 1994, over planlægningen og starten af Projekt Menneske i 1994/ 1995 frem til projektets faktiske etablering i 1996 og 1997. Rapporten beskæftiger sig således med perioden fra starten af 1994 til udgangen af juni 1997. Nærværende rapport er en del af Center for Rusmiddelforsknings samlede evaluering af Projekt Menneske. Denne indebærer, udover en statistisk del og en evaluering af behandlingens resultater, også en løbende dialog mellem evaluatorer og Projekt Menneske, hvorunder evaulatorernes iagttagelser diskuteres i fortrolighed. En vurdering af behandlingens resultater og brugernes synspunkter herpå indgår ikke i denne rapport. Hovedårsagen til dette er, at Projekt Menneskes behandling har en varighed på op til tre år, og at der endnu ikke er brugere, der har afsluttet behandlingen. Resultatevalueringen er planlagt til at foreligge ulti-

6 mo 1998, og den vil hovedsagelig tage udgangspunkt i et brugerperspektiv. En række af projektets brugere, der har afgivet informeret samtykke, interviewes ved behandlingens start, undervejs i behandlingsforløbet samt efter behandlingens afslutning. Behandlingens dynamikker og processer, herunder de forhold, der fører til frafald i behandlingen, vil blive beskrevet i forbindelse med resultatevalueringen. Vi har søgt at gøre rapporten tilgængelig for en bredere kreds, idet det er vores opfattelse, at Projekt Menneske har vakt interesse langt ud over den personkreds, der til daglig beskæftiger sig med projektet. Det er derfor et bevidst valg, at rapporten ikke er særlig teoritung, og at der ikke sker nogen teoretisk diskussion og afklaring af rapportens begreber mv. Begreberne narkoman og (stof)misbruger er således ikke genstand for nogen nærmere definition, men må forstås i den betydning, som de anvendes i dagligdagen. I øvrigt bruger vi en række begreber, sådan som de anvendes i Projekt Menneske. Om de personer der modtager behandling i projektet, anvender vi konsekvent ordet brugere, og om de brugere for hvem det er lykkedes at blive stoffri bruger vi ordet clean. Det empiriske materiale, som rapporten bygger på, er indsamlet i forbindelse med 1 : - møder med Projekt Menneskes direktør Keld Olsen og behandlingsleder Lilly Hansen afholdt ca. en gang månedligt siden projektets start, - semistrukturerede interview med behandlingsleder Lilly Hansen, socialrådgiver Bente Briis og leder af forberedelsesfasen Per Alstrup, - observationer foretaget ved deltagelse i personalemøder, kurser, og behandlingsaktiviteter i de forskellige afdelinger af Projekt Menneske. Herudover bygger rapporten på: - udleverede papirer og brugeroversigter fra Projekt Menneske, - Center for Rusmiddelforsknings spørgeskemaer til brugere, som indskrives i Projekt Menneske (Indskrivningsskemaer), - andet skriftligt materiale, herunder en del materiale fra projektets planlægningsfase. Indledningen samt den afsluttende opsummering og diskussion er skrevet af mag. art. Annalise Kongstad og cand. scient. adm. Jan Limborg Madsen i fællesskab. Afsnit 2 Forberedelse og planlægning af projektet og afsnit 3 Projektets 1 I øvrigt henviser vi til rapportens bilag 6 og 7, hvor der findes oversigter over møder mv., det anvendte materiale samt litteratur.

7 organisation er skrevet af Jan Limborg Madsen. Annalise Kongstad har skrevet afsnit 4 Der kommer brugere og afsnit 5 Brugernes vej gennem Projekt Menneske. Afsnit 6 Pårørendearbejdet er skrevet af stud. comm. psych. Karina Find og endelig har cand. scient. soc. Ulrik Solberg Rasmussen skrevet afsnit 7 Brugerne i Projekt Menneske og i Københavns Kommune. Udkast til de forskellige dele af rapporten er gennemlæst og kommenteret af centerleder, cand. jur. Jørgen Jepsen og stedfortrædende centerleder, forskningsleder, cand. psych. Kirsten Thue Skinhøj. Vi takker ledelse og medarbejdere i Projekt Menneske for den tålmodighed og hjælpsomhed, de har udvist i forbindelse med tilblivelsen af rapporten.

8 2. Forberedelse og planlægning af projektet 2.1 Idéen om Projekt Menneske Ideen til det, der nu er Projekt Menneske i København, fremkom i forbindelse med en rejse til Italien, som Socialministeren og Folketingets socialudvalg foretog i slutningen af 1993. Undervejs besøgte man Centro Italiano di Solidarietá i Rom, i daglig tale forkortet Ce.I.S. (udtales tjæis ). Ministeren og udvalget blev meget imponerede over det de så, og mødte bl.a. en meget engageret fortaler for Ce.I.S behandlingsprogram for narkomaner, den danske forfatter Ulla Kampmann, der boede i Rom. Ulla Kampmann var senere primus motor i en udstilling og konference i Huset i København, der blev afholdt den 4. - 11. marts 1994 under overskriften Ingen metadon - kun spaghetti. Arrangementet vakte betydelig offentlig opmærksomhed. 2 På denne baggrund opfordrede Socialministeriet uformelt Københavns Kommune til at overveje, om ideerne fra Italien kunne finde plads i det københavnske behandlingssystem. Der blev nedsat en arbejdsgruppe i Socialdirektoratets 7. kontor, der i slutningen af maj 1994 foretog en studietur til Ce.I.S. Formålet var nærmere at undersøge, hvordan Ce.I.S behandlingsmodel egentlig så ud. Resultatet af rejsen blev en rapport, 3 som relativt detaljeret beskrev Ce.I.S. behandlingsmodel. Hovedindtrykket var meget positivt, og gruppen konkluderede, at turen havde været til stor inspiration i overvejelserne om at finde nye veje i narkobehandlingen i København. Senere er adskillige danskere rejst til Rom med det formål at lære Ce.I.S. behandling nærmere at kende. Forskere fra Center for Rusmiddelforskning har i to omgange besøgt Ce.I.S, 4 ligesom danske pædagoger og behandlere har gennemgået en egentlig uddannelse på Ce.I.S. af op til et halvt års varighed. 5 Principper og praksis i Ce.I.S. behandling er derfor efterhånden ganske grundigt beskrevet i en dansk sammenhæng. Derfor skal vi ikke gå i detaljer her, 2 Ulla Kampmann har i 1995 udgivet en bog om Ce.I.S. (Kampman, 1995) 3 Ege m.fl. 1994 4 Skinhøj, 1994 Jepsen, 1994 samt Kongstad og Madsen, 1997 5 Fønss, 1996

9 men blot ganske kort fremhæve nogle af de forhold, vi finder vigtige omkring Ce.I.S. behandlingsprogram. 6 Vi vil lægge særlig vægt der, hvor det er tydeligt, at Ce.I.S repræsenterer noget anderledes i forhold til den nuværende hovedstrøm i døgnbehandling af stofmisbrugere i Danmark. Det må fremhæves: - at Ce.I.S behandlingsprogrammer i dag må ses som resultatet af en lang udviklingsproces. I starten var man inspireret af Alcoholics Anonymous og den amerikanske Daytop-model, senere af den engelske psykiater Maxwell Jones. På baggrund af de erfaringer, man har gjort gennem årene, har man gradvist ændret behandlingen til den nuværende. Denne betragtes ikke som endelig og definitiv, men er under stadig udvikling. Vel at mærke en udvikling, som sker under hensyntagen til den italienske kultur og den samfundsmæssige udvikling - herunder udviklingen på narkoscenen. Ce.I.S. har aldrig klart formuleret en egentlig filosofi, men det grundlæggende udgangspunkt er en humanistisk eksistentialisme i forbindelse med det at hjælpe. - Ce.I.S. bygger i dag på en pædagogisk model, hvor stofmisbruget ses i et læreprocesperspektiv med forskellige udviklingsetaper, som misbrugerne tidligere har gennemlevet med ringe succes. - i Ce.I.S. hævder man, at et andet resultat af udviklingsprocessen er, at der er sket en rekonstruktion af behandlerens rolle. Hvor man tidligere - groft sagt - mente, at behandleren var hævet over fejltagelser, er det i dag opfattelsen, at behandleren ikke skal være den styrende i forhold til den person, han skal hjælpe, men i øjenhøjde med personen. - Ce.I.S. har taget afstand fra den opfattelse, at alle misbrugere lider af den samme genetisk betingede sygdom. I stedet opfattes stofmisbrugerne som sårbare personer med sociale og relationelle problemer i forhold til familie, skole, arbejde og venner. Misbruget er ofte et forsøg på at undgå den smerte og lidelse, som personen oplever i forholdet til andre mennesker. Der arbejdes derfor med de problemer, der ligger bag misbruget, og med at styrke personerne til at kunne håndtere disse under devisen: Enhver skal finde sin egen vej. - målet med Ce.I.S behandlingsprogrammer er at skabe de bedste betingelser for kontakt mellem mennesker for at bidrage til en udvikling, der går i den retning, som personen selv ønsker. Kærnepunktet er, at man ønsker at hjælpe bru- 6 For en mere udtømmende beskrivelse af Ce.I.S. behandling se Kongstad og Madsen (1997)

10 gerne til at finde en mening med tilværelsen, eller opdage den mening, der allerede er der. - behandlingens mål er ikke af at afskaffe afhængighed, da alle mennesker er afhængige af det, de værdsætter. Uafhængighed eksisterer ikke i de levendes verden, som det udtrykkes. Det vigtige er at arbejde med det, som værdsættes af brugerne - deres værdisystem: at erstatte et stærkt hierarkisk værdisystem, hvor stoffet står øverst og skubber alt andet i baggrunden, med en mere horisontal værdiorientering, hvor der er plads til andre værdier såsom familie, arbejde mv. - Ce.I.S. ser på behandlingen som en overgangsfase fra livet som stofmisbruger til livet i samfundet. Denne overgangsfase er sværere for nogle brugere end for andre, og programmet skal derfor give den tid og det rum, der er nødvendig for den enkelte. - især bofællesskaberne giver brugerne mulighed for at eksperimentere inden for beskyttede rammer. Imidlertid er det klart, at destro mere lukket et bofællesskab er i forhold til omverdenen, jo mere besværlig er overgangen til livet udenfor. Derfor er der brug for en fleksibel struktur, der er åben mod samfundet. Dette bringer brugerne i permanent krise, så de tvinges til at tænke og finde nye måder at overleve på. De måder, brugerne håndterer forskellige situationer på, hjælper behandlerne til at vurdere brugernes forhold til omverdenen. - den selvindsigt, brugerne får i bofællesskabsfasen, opstår først og fremmest, fordi bofællesskabet i sin helhed er terapeutisk. Dette terapeutiske bofællesskab bygger på tre principper: 1) at alle har en fælles målsætning: stoffrihed, 2) at alle har været socialt udstødte - de skal derfor lære at elske sig selv, og 3) at alle skal kende alles problemer - der skal være åbenhed omkring konflikter og konfrontationer, såvel de, der er internt i gruppen, som dem der er med samfundet udenfor. De vigtigste dynamikker og relationer er dem, der kan opstå mellem personerne i en sådan gruppe. Det vil sige, at det er den sociale struktur, der i sig selv virker terapeutisk. Derfor er den vigtigste terapeutiske komponent i bofællesskabet gruppen, ikke de særlige terapier, som brugerne eventuelt deltager i. - arbejdet med familien tillægges stor vægt. For det første fordi mennesket ikke kun opfattes som et individ, men også som en del af en gruppe, familien og

11 samfundet. Familien anses for at være den del af samfundsstrukturen, hvor den grundlæggende socialisering foregår. For det andet er der nogle strukturelle årsager til, at familiearbejdet har stor betydning i Italien. Det er almindeligt, at børn bliver boende hos forældrene, indtil de gifter sig. I Rom er der mangel på boliger, de der findes, er dyre, og endvidere er arbejdsløsheden høj. Dette kommer til at betyde, at der er en del, som gifter sig forholdsvist sent, så hjemmeboende børn kan være op til 40-45 år gamle. Mange af de stofmisbrugere, som kommer til Ce.I.S., lever derfor i en familie, og de vender tilbage til den efter behandlingen. Kort sagt: Ce.I.S. er en hjælpeorganisation, og den primære målgruppe er ikke narkomaner eller misbrugere, men mennesker med sociale og psykiske problemer. Også Ce.I.S organisation virker meget dynamisk og indstillet på stadige forandringer. Vores besøg hos Ce.I.S efterlader en klar fornemmelse af hierarki i organisationen, men strukturen er bygget op omkring feedback-processer, såvel op og ned gennem hierarkiet som på tværs af dette. Læreprocesser er således et centralt tema i organisationen, både for kollektivet og på individniveau. Det er i denne forbindelse vigtigt at nævne, at der bruges mange ressourcer på uddannelse og supervision af personalet. En stadig personlig udvikling betragtes som en vigtig forudsætning for at være behandler i Ce.I.S. Alle ansatte i Ce.I.S. trænes i en eller anden form for terapi. Den primære årsag til dette er ikke, at de skal kunne arbejde med terapi, men at de skal have redskaber og styrke i deres arbejde. Den personlige udviklingsproces spiller også en vigtig rolle for holdningen til inddragelse af eksmisbrugere i behandlingen. De anses for at være vigtige og nødvendige som rollemodeller, og brugere i udslusningsfasen hjælper brugere i tidligere faser af behandlingen. Ce.I.S. har også ansat eksmisbrugere, der arbejder som egentlige behandlere. Dette forudsætter dog, at de får en terapeutisk uddannelse og gennemgår en personlig udviklingsproces. I modsat fald er der risiko for, at de er for tæt på deres egne misbrugsproblemer. 2.2 Tilblivelsen af projektbeskrivelsen for Projekt Menneske Den praktiske projektforberedelse gik i gang i eftersommeren 1994 i Københavns Kommunes regi. Socialdirektoratets 7. kontor tog i september måned initiativ til dannelsen af en gruppe af eks-misbrugere. Formålet var, at disse skulle uddannes, så de kunne indgå i ansvars- og arbejdsopgaver i forhold til

12 et italiensk inspireret faseopdelt behandlingsarbejde for et motivations- og forbehandlingsprojekt. 7 Gruppen af eks-misbrugere kom til at bestå af 6 personer, halvdelen med erfaring fra 12-trins-behandling efter Minnesotamodellen, såvel som patienter som fra ansættelser i behandlingsmæssige funktioner. Fem af eks-misbrugerne gennemførte uddannelsesforløbet, der afsluttedes med en studietur til Ce.I.S. i Rom. Bortset fra en afrapportering af studierejsen i januar 1995 spillede gruppen af eks-misbrugere ikke den store rolle i den konkrete planlægning af Projekt Menneske. Men to af deltagerne i gruppen blev senere ansat som ledere af hhv. forberedelses- og udslusningsfasen i Projekt Menneske. Den konkrete planlægning af projektet blev henlagt til en arbejdsgruppe, som på foranledning af Socialdirektoratets 7. kontor blev dannet i oktober 1994. Gruppen repræsenterede et bredt udsnit af det københavnske narkobehandlingssystem, herunder de selvejende institutioner. Herudover deltog repræsentanter for Socialministeriet, Center for Rusmiddelforskning, det frivillige arbejde på misbrugsområdet samt enkeltpersoner, der blev inddraget på Socialministeriets foranledning. Gruppens kommissorium omfattede alle aspekter af projektet. Man skulle inden for den italienske fasebehandlingsmodels behandlingsideologi, menneskesyn og metode diskutere og fastlægge en behandlingsmodel, der er tilpasset dansk kultur og behandlingsbehov. 8 Man skulle beskrive målgruppen og antallet af brugere i de enkelte faser, tage stilling til, hvem der skulle ansættes og hvilke grupper, der i øvrigt skulle indgå i projektet (f.eks. frivillige), udarbejde budgetforslag og lægge en plan for evaluering af projektet. Gruppen arbejdede frem mod en afsluttende konference i januar 1995 med fire undergrupper: Organisation/struktur og fysiske rammer, behandlingsindhold og målgruppe, personale, herunder frivillige, og inddragelse af eks-misbrugere samt endelig en arbejdsgruppe, der skulle lægge rammerne for evaluering af projektet. Undervejs var der naturligvis en del uenigheder og diskussion af, hvordan det konkrete forsøg skulle udformes. Men især på ét punkt var der - også ved den afsluttende konference - uenighed mellem de kommunale repræsentanter og den øvrige arbejdsgruppe. Det var spørgsmålet om hvilken administrativ-politisk 7 Socialdirektoratet, 1994a 8 Socialdirektoratet, 1994b

13 forankring projektet skulle have, dvs. skulle der være tale om en kommunal institution, en (privat) selvejende institution eller en mellemform mellem disse to modeller. Et flertal i den undergruppe, der arbejdede med dette spørgsmål, gik ind for en selvejende institution, bl.a. af hensyn til at forsøget burde foregå inden for så udstrakte frihedsgrader som muligt. Kommunens repræsentanter fastholdt, at der kunne blive tale om en model, hvor dele af behandlingsforløbet kunne indplaceres i kommunalt regi. På baggrund af den afsluttende konference udarbejdede Socialdirektoratets 7. kontor i ultimo februar 1995 en første udgave til projektbeskrivelse, som blev fremsendt til Socialministeriet. 9 Denne tog ikke stilling til spørgsmålet om administrativ-politisk forankring, men refererede blot de forskellige synspunkter i arbejdsgruppen. Socialministeriet anmodede imidlertid efterfølgende Socialdirektoratet om at udarbejde et projektforslag, hvor projektet var en helt selvstændig organisation, bl.a. i den hensigt at projektet økonomisk kunne holdes adskilt fra kommunens øvrige narkobehandling. På baggrund af dette fremsendte Socialdirektoratet den 16. maj 1995 et supplement til den første projektbeskrivelse. 10 Dette supplement bestod bl.a af et sæt vedtægter, der fastslog, at projektet var en selvejende institution under Socialdirektoratet. Samtidig meddelte Socialdirektoratet, at der ikke var mulighed for at få kommunal medfinansiering, og fastlagde forsøgsperiodens længde til tre år med et budget på 12,7 mio. kr. årligt. Socialministeriet indledte herefter uformelt drøftelser med medlemmer af den nu forhenværende arbejdsgruppe omkring projektet, og fandt på den baggrund, at der stadig var adskillige punkter, hvor projektbeskrivelsen burde udbygges. Disse punkter meddelte man Socialdirektoratet i en bevillingsskrivelse ultimo august 1995. 11 Bevillingen blev gjort betinget af, at der blev indsendt en ny samlet projektbeskrivelse. I denne skulle indgå en konkretisering af behandlingsforløbet og nogle helhedsbetragtninger over dette, der tydeligt viste, hvordan indholdet i Projekt Menneske ville adskille sig fra Københavns Kommunes øvrige tilbud. Det blev forudsat, at det pædagogiske og terapeutiske felt samt de 9 Socialdirektoratet, 1995a 10 Socialdirektoratet, 1995b 11 Socialministeriet, 1995

14 forskellige fasers varighed blev beskrevet, samt hvilke overvejelser kommunen havde gjort sig om de forskellige fasers fysiske placering. Socialministeriet ønskede at få at vide, hvilke planer der var for perioden efter projektets afslutning, herunder for ikke-afsluttede brugeres vedkommende. Ministeriet bad kommunen overveje, at lade medarbejderne være repræsenteret i bestyrelsen. Endvidere skulle det aftales, hvad der skulle ske med en eventuel formue, hvis projektet blev nedlagt. Den ønskede bevillingsansøgning blev ikke imødekommet fuldt ud, og ministeriet meddelte, at projektet måtte tilpasses denne økonomiske forudsætning. Bevillingen blev ikke de ønskede 12,7 mio. kr. om året, men 9 mio. kr. det første år og 10 mio. kr. hvert af de to efterfølgende år. Heraf skulle der hvert år afsættes 300.000 kr. til evaluering af projektet. I alt var der altså 28,1 mio. kr. til projektet. 2.3 Den endelige projektbeskrivelse (resumé) Den endelige projektbeskrivelse blev fremsendt fra Københavns Kommune til Socialministeriet den 10. oktober 1995. 12 Her skal der gives et kort resumé. Den samlede projektbeskrivelse er optrykt som denne rapports bilag 1. Indledningsvis blev det anført, at projektet ville bruge det italienske koncept, som udgjorde en helhed og indeholdt elementer, der ikke blev anvendt i kommunens øvrige behandlingsinstitutioner. Menneskesynet i dette koncept var, jvf. projektbeskrivelsen, at ethvert individ har et valg og dermed det fulde ansvar for sine handlinger. Misbrug ansås ikke for sygdom, årsagerne skulle findes i de sociale og samfundsmæssige forhold og i familien. Det italienske koncept arbejdede på indlæring af ny adfærd og var opdelt i tre faser. Der arbejdedes i alle faser på såvel det niveau, hvor adfærden umiddelbart kunne iagttages, som på det følelsesmæssige og på det spirituelle niveau. Med det udgangspunkt, at en stofmisbruger er et menneske, der er mere bange for at leve end for at dø, var målet, at brugerne (der på daværende tidspunkt blev kaldt klienter i Projekt Menneske) fik styrke til at leve en stoffri tilværelse. Projekt Menneskes behandlingstilbud skulle tilpasses det enkelte menneskes behov, og brugerne skulle betragtes og behandles som ligeværdige mennesker. Projektbeskrivelsen lagde vægt på få, men ufravigelige regler: Ingen stoffer, ingen alkohol, ingen vold. Gruppen af klienter skulle være selvjusterende og udvikle evnen til at tage fat i hinanden og passe på de fysiske rammer. 12 Socialdirektoratet, 1995c.

15 Aktivitetsniveauet for brugerne skulle være højt, og der skulle indgås aftaler om en nøje planlagt fritid i samarbejde med familien. Ingen måtte opleve at stå alene ved udskrivning eller ved tilbagefald, og et eventuelt tilbagefald ville blive betragtet som et fænomen, der kunne bruges til at give brugeren større indsigt. Projektet skulle adskille sig fra de øvrige tilbud i kommunen ved at hele behandlingsforløbet skulle foregå i samme institution. Der ville således ikke blive institutionsskift med risiko for tilbagefald pga. ventetid og dårlig koordinering. Brugeren ville blive udsluset, når der var fundet arbejde/ uddannelse, bolig, og der var etableret et netværk, der ikke var misbrugsrelateret. Det overordnede mål var ikke kun at frembringe eks-misbrugere, men hele mennesker, som fuldt ud kunne blive en del af samfundet både økonomisk, socialt og politisk. Personalet skulle uddannelsesmæssigt være bredt sammensat af såvel professionelle som frivillige og eks-misbrugere uden uddannelse. Projektet ville etablere sin egen uddannelsesinstitution efter italiensk forbillede, men ikke etablere sin egen terapeutiske uddannelse. I stedet skulle der ske et samarbejde med Ce.I.S. behandlerskole i Rom, og projektets egne medarbejdere skulle deltage i undervisningen af hinanden og i udviklingen af de uddannelsesmæssige aspekter. Da projektet ville arbejde meget netværksorienteret, var den frivillige arbejdskraft tiltænkt en vigtig rolle. De frivilliges hovedopgave skulle være at medvirke til at styrke klienternes eget netværk, og at varetage omsorgsmæssige og servicemæssige opgaver. Projektet ville metodisk adskille sig fra Købehavns Kommunes øvrige tilbud ved at inddrage eks-misbrugere i behandlingen. Eks-misbrugerne forudsattes at få stor værdi, både som medarbejdere og professionelle, og som succesrige spejlbilleder for de nyindskrevne i projektet. Endelig ville brugerne også blive medarbejdere i projektet, idet de med udgangspunkt i projektets filosofi om, at de skulle tage ansvar for egne handlinger, fra første dag ville få pålagt praktiske opgaver. Etablering af brugergruppen skulle være rammen om brugernes ophold i projektet. I gruppen kunne brugerne øve sig at fungere uden stoffer og opnå bevidsthed om deres problemer. Sammen med behandlingens to primære værktøjer, arbejdet og terapien, skulle der være en terapeutisk helhed i projektet.

16 Som udgangspunkt var det nødvendigt at bruge terapiformer, der var kendt i Danmark, men der skulle suppleres med den i Ce.I.S. meget anvendte logoterapi. 13 Det var af hensyn til brugernes selvfølelse vigtigt, at arbejdet fik et meningsfuldt indhold, hvor konsekvenserne af, at arbejdet ikke bliver udført, blev synlige for alle, inklusive brugerne selv. Som noget nyt i kommunens behandlingssystem ville den enkelte brugers familie få en meget central rolle i behandlingen. Det var en forudsætning, at familien, pårørende eller venner var indstillet på, efter en dialog med projektet, at deltage i et parallelt forløb, der også skulle omfatte terapi. Familierne skulle også i selvhjælpsgrupper med andre familier støtte og vejlede hinanden. Børn ansås ikke som nogen hindring for indskrivning i Projekt Menneske, men der skulle findes en løsning på pasningsproblemet i den tid, bofællesskabsfasen varede. Projektet ville tage initiativ til, at der blev dannet en uafhængig pårørendeforening. Hovedopgaven skulle være at støtte nye familier, men herudover anførtes det, at foreningen efter italiensk forbillede burde engagere sig i lokale informations- og forebyggelseskampagner. Familien ansås som en værdifuld ressource i behandlingsprocessen. Mht. til forløbet i de enkelte faser 14, skulle projektet være tilsluttet det etablerede behandlingssystem i kommunen, men der skulle også være mulighed for selvhenvendelser fra brugere, med efterfølgende visitation. Ved førstegangshenvendelse ville klienten få tid til en forsamtale, der havde til formål at afdække klientens motivation og baggrund. De brugere, som udviste en meget dårlig attitude, ville blive afvist og samtidig opfordret til at vende tilbage, når de var tilstrækkeligt motiverede. Ansås brugerne for tilstrækkeligt motiverede, skulle der udarbejdes en anamnese og foretages en lægelig undersøgelse. Brugerne forudsås at være påvirkede ved den første samtale, og afgiftning skulle foregå via kommunens afgiftningssystem i Klub 47. Samtidig skulle brugerne støttes i deres nedtrapning ved at deltage 2-3 gange om ugen i aktiviteter i projektet. Denne fase vurderedes til at kunne tage op til 2½ måned 13 Se afsnit 3.3. 14 Se afsnit 3.5.1.

17 Når det vurderedes, at motivationen hos brugerne var stærk nok, skulle de overføres til projektets 1. fase og derved indgå i projektet. Brugerne skulle møde dagligt fra 8-16 i projektet og indgå i egentlig terapi samt have yderligere forpligtigelser mht. arbejdsopgaver. Problemer med stofgæld, skattevæsen, børnepenge, uafsluttet skilsmisse mv. skulle løses i den første fase. Denne fase vurderedes til at kunne vare 6-8 måneder, og der var planlagt en normering på 40 brugere og 40 familier. I bofællesskabsfasen ville man søge at skabe et terapeutisk miljø, der var så nær det omgivende samfund som muligt. Der skulle drages optimal nytte af, at brugerne var i en døgninstitution, hvor de ikke kunne gemme sig. Bofællesskabet skulle være åbent udadtil, for jo mindre brugerne isoleredes fra samfundet, jo nemmere var det at komme tilbage. Brugerne skulle vælge et antal supervisorer i deres midte, som skulle fungere som ledere af arbejdsholdene, og som mellemled mellem behandlere og brugere. Arbejdsfunktionerne i det terapeutiske bofællesskab skulle danne en del af grundlaget for det terapeutiske arbejde, idet arbejdsgrupperne skulle bestå af de samme personer som terapigrupperne. Bofællesskabsfasen forventedes at kunne vare 8-10 måneder, og var normeret til 25 brugere, og 25 familier. I udslusningsfasen var målet at frigøre klienterne fra de følelsesmæssige bindinger, der ville være i forhold til projektet og til de personer, de blev tæt knyttet til. Derudover skulle de støttes i et fortsat liv uden stoffer, tilvænning til arbejdsmarkedet eller uddannelsesinstitution, samtidig med at det sociale netværk fortsat forbedredes og blev udbygget. Der forventedes problemer, når brugerne atter skulle indtage deres pladser i det sociale netværk og familierne og forholde sig til andre, følelsesmæssigt og seksuelt. Udslusningen skulle tilbyde at være et sted, hvor der kunne tales ud om vanskeligheder og problemer, og det ansås også for naturligt, at udslusningen gav et tilbud i forbindelse med parforhold. Udslusningsfasen forventedes at vare op til 12 måneder, og var normeret til 40 brugere og 40 familier. I alt forventedes brugernes forløb i projektet at kunne vare op mod tre år. Med hensyn til overvejelser om de fysiske rammer for projektet forventedes første og tredje fase at få bygningsmæssigt fællesskab med Klub 47 s afgiftningsinstitution i Nordvestkvarteret i København. Det var planen, at der her skulle indrettes sleep-in og cafe/spisehus med arbejdspladser til brugerne. Projektets bo-

18 fællesskabsfase tænktes placeret i et tidligere badehotel i Fakse Ladeplads, knap 100 km fra København. Kommunens planer efter forsøgsperioden blev beskrevet således i projektbeskrivelsen: Såfremt projektet lever op til de italienske resultater, og evalueringen dokumenterer dette, vil Socialdirektoratet efter en drøftelse i Socialdirektionen eventuelt anbefale Socialborgmesteren, at projektet gøres permanent som en etableret del af det Københavnske behandlingssystem. BR (Borgerrepræsentationen, red.) vil herefter træffe den endelige beslutning. 15 Hvis projektet skulle afvikles efter projektperioden, ville det i første omgang være nødvendigt at stoppe indskrivningen. Brugerne i projektet ville efterfølgende blive visiteret til kommunens behandlingssystem. Der blev lagt vægt på, at det var vigtigt at bevare de grupper, som brugerne var i, og at brugerne fik mulighed for at gennemføre behandling og udslusning i henhold til den beskrevne behandlingsfilosofi. Københavns Kommune ville sikre, at den aftale, der var indgået om dette mellem brugerne og projektet, blev overholdt. Afslutningsvis pegede projektbeskrivelsen på de forhold, der ville adskille Projekt Menneske fra kommunens øvrige behandlingstilbud. Der blev peget på, at brugerne, på grund af projektets faseopdeling, altid ville vide, hvor de var henne i et behandlingsforløb, og at lønudgifterne ville reduceres pga. anvendelse af frivillige og eks-misbrugere. En behandlingsplads ville derfor kunne produceres billigere, end det var tilfældet i kommunens øvrige behandlingssystem. Endelig pegedes der på, at projektets organisation som selvejende institution med en bestyrelse, hvor kommunen udpegede flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, spillede en vigtig rolle for den administrative frihed, når projektet skulle søge nye behandlingsmæssige veje. Organisationen skulle derfor ses som et forsøg fra Københavns Kommunes side på at forbedre projektets handlemuligheder og handlefrihed. 15 Socialdirektoratet, 1995c, s. 16. Optrykt som bilag 1.

19 3. Projektets organisation I det følgende vil vi se på nogle af de forhold på organisationssiden, som har haft betydning for projektets udvikling. Én vigtig betingelse for projektets udvikling er helt klart personalegruppen og ledelsen, men det har tydeligt vist sig i Projekt Menneske, at også de fysiske rammer og forholdet til samarbejdspartnere og projektets øvrige omverden er af stor betydning. Derfor vil udviklingsprocessen omkring disse forhold i det følgende blive belyst set i forhold til de målsætninger, man satte sig i projektbeskrivelsen fra oktober 1995. 3.1 De fysiske rammer Projektbeskrivelsen forudsatte, at projektet fysisk skulle være delt i to: - en del i København, der skulle rumme den ambulante del af behandlingen, behandlerskole og administration og - en bofællesskabsdel uden for København. For københavnerdelens vedkommende var planen i oktober 1995 et bygningsmæssigt fællesskab med Klub 47 s afgiftningsinstitution i Nordvestkvarteret. Dette fællesskab ville indebære store fordele for projektet. Dels i form af behandlingsmæssige synergieffekter mellem de to institutioner, dels fordi de bygningsmæssige forhold var ideelle for projektet, idet der var tale om lokaler, der netop havde gennemgået en gennemgribende istandsættelse og nyindretning. Imidlertid fik projektet afslag fra Københavns Kommune på denne model. Begrundelsen var, at der var planer om et kvartersløft i Nordvestkvarteret, og at placeringen af en narkobehandlingsinstitution i området ville være i modstrid med disse planer. I stedet blev der pr. 1. februar 1996 indgået et lejemål på Vesterbro i Vesterbrobladets gamle bygninger i Oehlenschlægersgade 17. Der er tale om lokaler på ca. 1000 m², fordelt på for- og baghus. Beliggenheden er tæt ved narkoscenen omkring Istedgade, men i modsætning til lokalerne i Nordvest-kvarteret stod man ved indflytningen over for en ret omfattende istandsættelse og ombygning, inden lokalerne kunne dække projektets behov.

20 Denne ombygning og istandsættelse har trukket meget i langdrag. Byggesagen blev sat i gang, da projektet overtog lejemålet, men selve ombygningen startede imidlertid først primo januar 1997. Den forventes i bedste fald tilendebragt medio august 1997, altså ca. 1 år og 5 måneder efter, at den første klient blev indskrevet i projektet den 25. marts 1996. Hovedårsagen hertil har først og fremmest været, at byggesagsbehandlingen hos Stadsarkitekten i Københavns Kommune og efterfølgende forhandlinger omkring forskellige myndighedskrav, bl.a. på brandsikrings- og veterinærområdet, har haft en varighed på 8-9 måneder. Det har således først været muligt for projektet at indhente et bindende tilbud på ombygningen i det sene efterår 1996 (et endeligt tilbud forelå primo december). En vis ophedning af byggemarkedet betød, at der gik yderligere en måned, inden byggeriet gik i gang. Projektets direktør Keld Olsen har udtrykt stor utilfredshed over byggesagsbehandlingen, der imidlertid tilsyneladende blot har fulgt den helt normale sagsgang. Konsekvensen for Projekt Menneske har været, at de fysiske rammer i København indtil nu har været mangelfulde. Det har fået konsekvenser for såvel behandlingen som for personalets trivsel. Mange af behandlingsaktiviteterne er foregået i konstant støj og støv, samtidig med, at de har været udsat for gentagne forstyrrelser. Aktuelt har man måttet tildele den gruppe af brugere, der p.t. er i udslusning, et decideret gennemgangsrum til gruppens møder. Mange behandlingsaktiviteter, der i følge planerne forlængst skulle være sat i værk, har det ikke været muligt at gennemføre endnu. Dette gælder såvel ind- og udslusningsboliger i ejendommens baghus som planerne om arbejdspladser for brugerne på den påtænkte restaurant i forhuset. Hvad angår de bygningsmæssige rammer, har der for den del af projektet, der skulle placereres uden for København, været langt færre problemer. Bofællesskabet fik til huse i det tidligere badehotel Æblely i Fakse Ladeplads. Æblely, der ligger midt i byen, har tidligere fungeret som feriecenter o.m.a., senest som flygtningecenter for bosniske flygtninge. Den eksisterende indretning i Æblely har i det store og hele kunnet opfylde projektets behov, hvorfor det ikke har været nødvendigt med omfattende bygningsmæssige ændringer. Gange, fælles opholdsrum, facader mv. er sat istand af håndværkere. Brugerne i projektet har ud fra pædagogiske overvejelser selv istandsat deres værelser, efterhånden som de er flyttet ind i bofællesskabet.

21 Æblely rummer i alt 1300 m² under tag, fordelt på forskellige bygninger i stærkt varierende tilstand. Til huset hører gode udendørs arealer, hvor der er mange muligheder for både fritidsaktiviteter og arbejdsmæssige funktioner (boldbane, mulighed for køkkenhave, plæner, frugttræer). Der er ca. 200 m. til stranden. 3.2 Medarbejderne i projektet Projektbeskrivelsen forudsatte en bredt sammensat medarbejdergruppe. Udover personale med en pædagogisk, terapeutisk, psykologisk eller anden professionel baggrund skulle der blandt medarbejderne indgå eks-misbrugere uden uddannelse samt frivillige. 3.2.1 Personalets sammensætning og baggrund Den uddannelses- og erfaringsmæssige baggrund i medarbejdergruppen er da også særdeles bred. Det fast ansatte personale i Oehlenschlægersgade ser p.t. (ca. 1. juli 1997) således ud: 16 Direktøren er socialpædagog med 20 års erfaring fra Københavns Kommunes institutioner. Souschefen er uddannet socionom, og har taget en række terapeutiske uddannelser. Herudover er der ansat to afdelingsledere, der begge har erfaringer fra behandling efter 12-trins-modellen, både som patienter og som ansatte. Begge har langvarig arbejdsmarkedserfaring og har i øvrigt uddannet sig på det terapeutiske område. Desuden er der ansat to socialrådgivere, den ene med erfaring fra arbejde med forsorgshjemsklienter, den anden har bl.a. en baggrund i foreningsarbejde omkring misbrug, en pædagog, der bl.a. har tilbragt et halvt år i praktik på Ce.I.S. i Rom, samt en køkkenfaglig pædagogisk leder. I projektets sekretariat er der ansat tre personer: Én er tidligere lægesekretær, én er korrespondent og én har baggrund fra kommunal forvaltning. Ud over personale med fast ansættelse er der en praktikant fra en pædagogisk uddannelse, tre personer i arbejdstræning og en i aktivering. I bofællesskabet i Fakse Ladeplads udgøres det faste personale p.t. af en psykolog, der tidligere har arbejdet med misbrugere i kommunalt regi, en socialpædagog, der tidligere har været ansat i det københavnske behandlingssystem, en zoneterapeut og en tidligere sygeplejerske. Der er ansat faste weekend- og nattevagter, der har erfaring fra institutioner med 12-trins-behandling og fra det psykiatriske behandlingssystem. 16 For mere detaljerede oplysninger henvises til bilag 4, Organisationsplan, Projekt Menneske, april 1997

Herudover er tre ansatte i puljejob, der fungerer som hhv. køkkenassistent, chauffør og kontormedarbejder. Endelig har afdelingslederen en uddannelse som alkolog. Han har fungeret som leder af flere private behandlingsinstitutioner efter 12-trins-modellen, og har forud for dette erfaring som leder fra erhvervslivet. 22 Ud over det faste personale har projektet fast tilknyttet en lægekonsulent til at varetage helbredsmæssige og medicinske anliggender, og en psykiatrisk konsulent, der anvendes, hvis der er formodning om en psykiatrisk diagnose hos brugerne. Endelig er der ansat konsulenter, der yder supervision til de forskellige personalegrupper. 3.2.2 Arbejdsmiljøet Personalet er gennemgående gået til opgaven med begejstring, og projektet har i høj grad været præget af pionérånd. Men der har også været nogle af de klassiske tegn på arbejdsmiljøproblemer i personalegruppen: En relativt stor udskiftning blandt personalet og et højt sygefravær, især i bofællesskabsdelen i Fakse Ladeplads. En af årsagerne hertil er formentlig, at forløbet i Projekt Menneske hidtil har forekommet kaotisk for alle medarbejdere. I projektet har man skulle løse stort set alle vigtige arbejdsopgaver på samme tid: Ombygning for overhovedet at have de nødvendige lokaler, skaffe brugere til projektet og indføre en ny behandlingsform, som kun få havde andet end et teoretisk kendskab til. Det er, som vi senere skal komme ind på, vores opfattelse, at ledelsen på det pædagogiske område en lang periode har været lidet synlig. Ud over at der har været nogle uenigheder i personalegruppen om behandlingen - som vi skal komme ind på nedenfor - har mange medarbejdere uformelt givet udtryk for, at de har følt sig lidt famlende overfor det terapeutiske/pædagogiske arbejde med brugerne. Supervision er først blevet påbegyndt ret sent i forløbet. En række medarbejdere har forladt projektet. Nogle har klart givet udtryk for, at projektet ikke levede op til deres forventninger. For andres vedkommende er der nærmere tale om, som Lise Wiemann (tidligere konstitueret leder i Fakse Ladeplads) udtrykte det på et personalemøde i Fakse Ladeplads, at de er blevet slidt for flade.

23 3.2.3 Særligt om eks-misbrugernes rolle Der blev i projektbeskrivelsen lagt særlig vægt på, at inddragelsen af eksmisbrugere i behandlingen var et af de forhold, hvor Projekt Menneske ville adskille sig metodisk fra det øvrige københavnske behandlingssystem. Eksmisbrugerne var især vigtige i arbejdet med motivation af brugerne på baggrund af den lange behandlingstid og kravet om stoffrihed. Det forudsattes, at eksmisbrugerne havde en særlig rolle i omsorgsmæssige sammenhænge i behandlingens start og som succesrige spejlbilleder for nyindskrevne i projektet. I projektets virkeliggørelse er eks-misbrugerne imidlertid kommet til at spille en anden og mere betydningsfuld rolle, end projektbeskrivelsen lægger op til, idet de tre stillinger som afdelingsledere er besat med eks-misbrugere med erfaring fra 12-trins-modellen. Herudover er der p.t. ansat tre eks-misbrugere i bofællesskabsdelen. Projektets direktør Keld Olsen lægger vægt på, at ansættelserne på afdelingslederniveau er sket for at markere, at eks-misbrugerne har vigtige erfaringer at bidrage med til projektet. Ikke kun i forberedelsesfasen, men også i bofællesskabsdelen og i udslusningsfasen, hvor eks-misbrugerne kender til at vende tilbage til samfundet igen. Det er projektets erklærede politik at forsøge at danne bro mellem erfaringerne fra det professionaliserede offentlige behandlingssystem og erfaringerne fra den del af det private behandlingssystem, der overvejende bygger på 12-trinsbehandling og introduktion til selvhjælpsgrupper. Men Keld Olsen understreger samtidig, at ledelseskonstruktionen er konfliktskabende - såvel i forhold til omgivelserne som internt i projektet - på grund af den skepsis, som personer fra de to systemer ofte møder den anden part med. Brobygning er ikke altid nem, og vi har kunnet observere, at der fra starten af projektet har været divergenser i personalegruppen om, hvilken rolle eksmisbrugerne skulle spille. Udtrykt positivt kan man sige, at der har været tale om en form for teoretisk og praktisk mangfoldighed i personalegruppen. På negativsiden må det nævnes, at nogle konflikter i personalegruppen omkring eks-misbrugernes rolle og kompetence i behandlingen er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget. Konflikterne har i enkelte tilfælde resulteret i regulære kompetencestridigheder mellem afdelingsledere og andre medarbejdere.

24 3.2.4 Særligt om de frivilliges rolle I projektbeskrivelsen fra oktober 1995 hedder det, at de frivillige medarbejdere er en personalemæssig ressource, hvor deres hovedopgave er at medvirke til at reparere og styrke klienternes netværk, ligesom en række omsorgsmæssige og servicemæssige arbejdsopgaver vil blive varetaget af frivillig arbejdskraft. De frivillige medarbejdere skal gennemgå introduktionskurset om Projekt Menneske, samt arbejde parvis under supervision af en professionel medarbejder. Målet er, at der skal være samme antal frivillige som professionelle medarbejdere 17 En tidligere frivillig udtrykker det sådan, at formålet med de frivilliges tilstedeværelse er at indføre et element af almindeligt liv i projektet Mht. til antallet af frivillige kan man ikke sige, at målsætningen er blevet opfyldt. Der var primo juli 1997 to frivillige i projektet, og der har ifølge en opgørelse fra projektets sekretariat været i alt 13 frivillige medarbejdere i hele projektperioden indtil nu (1 i Fakse Ladeplads og 12 i Oehlenschlægersgade). En af årsagerne til, at der ikke er flere frivillige i projektet, kan være, at der ikke er iværksat nogen særskilt kampagne med det formål at tiltrække frivillige. Ifølge Keld Olsen har det ikke været muligt at prioritere arbejdet med at skaffe frivillige særlig højt, og de frivillige har fået kendskab til projektet via den almindelige PR-virksomhed, projektet har lavet. Alle frivillige har, inden de er startet i projektet, haft en grundig samtale med souschef Lilly Hansen. Der har været flere formål med denne samtale. Dels at den frivillige skulle blive klar over, hvilken rolle den pågældende skulle spille i projektet, f.eks. at de frivillige ikke har nogen terapeutisk eller pædagogisk funktion i forhold til brugeren. Dels har det, på baggrund af erfaringer tidligt i projektforløbet, vist sig nødvendigt at vurdere, om den enkelte frivillige kunne fungere i huset. De frivillige har generelt arbejdet under ledelse af en professionel medarbejder, og har i store træk arbejdet med de områder, der nævnes i projektbeskrivelsen: Service- og omsorgsopgaver og for enkeltes vedkommende også med undervisning. 17 Socialdirektoratet, 1995c, s. 6. Optrykt som bilag 1.

25 Med hensyn til uddannelse har de frivillige fået tilbud om at deltage i de kurser og den uddannelse, som projektet generelt har sat i værk, 18 men der er ikke lavet særlige uddannelser eller kurser for de frivillige. Mange af de frivillige har kun været i huset i forholdsvis kort tid, eller de har været der i perioder, hvor der ikke har været afholdt kurser eller uddannelse. Derfor er det forholdsvis få blandt de frivillige, der har fået nogen formaliseret uddannelse, mens de har været i Projekt Menneske. De frivillige har ikke helt fået den betydning for projektet, som det var tanken i projektbeskrivelsen. Keld Olsen mener dog, at det indtil videre har fungeret tilfredsstillende med de frivillige, der har været i projektet, og er stort set tilfreds. Der er ikke overvejelser om at ændre på den rolle, de frivillige har. 3.2.5 Medarbejdere i puljejob, aktivering mv. En anden gruppe af medarbejdere, som ikke var inde i overvejelserne, da projektbeskrivelsen blev lavet, er i modsætning til de frivillige antalsmæssigt blevet relativt stor. Det drejer sig om medarbejdere, der er omfattet af forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger som arbejdstræning, aktivering mv. Pr. 1. juli 1997 er fire af medarbejderne i Oehlenschlægersgade og tre af medarbejderne i Fakse Ladeplads tilknyttet sådanne ordninger. Disse udfører - på nær en enkelt, der arbejder med terapeutisk/pædagogisk arbejde - mange af de arbejdsopgaver, der var tiltænkt de frivillige. To er faste chauffører, en er receptionist, en køkkenassistent, en varmemester, og en laver kontorarbejde. En enkelt af disse medarbejdere er startet som frivillig, men for de flestes vedkommende er kontakten sket gennem Arbejdsformidlingen (AF). Projektet har formuleret en jobbeskrivelse, hvorefter AF har henvist personen. Idéen til at udnytte de forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger er bl.a. kommet frem på baggrund af andres gode erfaringer, bl.a. Sidegadeprojektet på Vesterbro. For disse medarbejdere har tilknytningen til projektet varet noget længere, end den har for de frivillige: Der er typisk tale om, at medarbejderen er i projektet i den periode, som ordningen løber i. Det er vores indtryk, at disse medarbejdere generelt er tilfredse med at være i projektet. 18 Se om projektets uddannelsesvirksomhed i afsnit 3.3.

26 3.3 Projektledelsen Som nævnt udgøres projektets daglige ledelse af en direktør, en souschef og tre afdelingsledere. 19 Vi vurderer at der - ud over de problemer der allerede er nævnt omkring eksmisbrugernes rolle som afdelingsledere - særligt har været det problem i Projekt Menneske, at arbejdet med at definere selve det behandlingsmæssige indhold har stået noget i baggrunden frem til det tidlige forår 1997. Problemet har især været tydeligt i bofællesskabet i Fakse Ladeplads. Strukturen har en lang periode været meget uformel, og kommunikations- og beslutningsvejene både i selve Æblely og mellem Æblely og Oehlenschlægersgade har virket uklare, både for personalet og for brugerne. Der har ikke i særlig høj grad været regler eller rutiner for, hvilke beslutninger, der blev taget af hvem, hvornår, hvorfor og hvordan, samt hvordan der skulle kommunikeres i institutionen. Der er en række forklaringer på de ovennævnte forhold. Vigtigt er det, at lederstillingen i Fakse Ladeplads i praksis har været ubesat i en lang periode pga. sygdom. Hertil kommer, at medarbejdernes arbejdstid i Fakse Ladeplads, har været tilrettelagt således, at alle medarbejdere har gået i døgnvagter. Dette har besværliggjort al koordinering, idet hele personalet ikke har kunnet være på arbejde samtidig. Dertil kommer, at nogle helt banale problemer - som f.eks. ombygningen i Oehlenschlægersgade og problemer med overhovedet at skaffe brugere til projektet (jvf. afsnit 3.5.1) - har taget uforholdsmæssig meget af ledelsen tid og energi. Kort sagt har ledelsen stået overfor det forhold, at selve projektets overlevelse både på kort og langt sigt afhang af, om der kom brugere til projektet. Man har derfor prioriteret tilgangen af brugere højt. Mht. til spørgsmålet om at udvikle det pædagogiske arbejde tillagdes den uddannelsesmæssige side en vis vægt i projektbeskrivelsen fra oktober 1995. Der blev især lagt vægt på, at det ville blive nødvendigt at uddanne personalegruppen i logoterapi. Baggrunden for dette er, at logoterapiens idegrundlag og menneskesyn ligger tæt på de overordnede principper, som Ce.I.S. søger at følge i sine behandlingsprogrammer. 20 19 Se evt. de enkeltes funktionsbeskrivelser i bilag 4, Organisationsplan, Projekt Menneske, april 1997. 20 Logoterapien er udviklet af den østriske psykiater Victor Frankl, bl.a. på baggrund af erfaringer fra et ophold i Auschwitz under den anden verdenskrig. For en kort beskrivelse af logoterapien se Projektbeskrivelse for Projekt Menneske, s. 7-8. Optrykt som bilag 1.