Sorg- og krise plan for Skole og Fritid september 2015 Formålet med sorg- og kriseplanen... 2 Procedure i en krise... 2 Pludseligt dødsfald eller alvorlig tilskadekomst af børn... 3 Når skolen mister et barn... 4 Når et barn mister - i nærmeste familie (forældre eller søskende)... 6 Når skolen mister en ansat... 7 Når der opstår alvorlig sygdom i et barns nærmeste familie (forældre eller søskende)... 9 Større ulykker/katastrofer... 9 Indledning til den faglige, pædagogiske del... 12 Børns forestillinger om døden... 13 Sorgprocesser og reaktioner... 14 Samtaleteknikker... 20 Skab orden i kaos... 21 Skab en historie barnets historie... 21 Det er ok at græde... 22 Børn skal inddrages ikke skånes... 22 Empati og indføling er et vigtigt redskab i samtalen... 23 Links og litteratur... 24 1
Formålet med sorg- og kriseplanen Vi mener, at planen bør være en forpligtelse - en aftale alle skal følge i en krisesituation - selv om det kan være meget vanskeligt. Vi må ikke give efter for berøringsangsten. Forudsætningen for at kunne yde en god hjælp til barnet er, at man erkender sin afmagtsfølelse og står sammen om det bl.a. ved at støtte hinanden kollegialt og få hjælp af ledelse og evt. skolens psykolog. Man skal gøre sig klart, at der ikke er to situationer, der er ens, og der skal handles forskelligt fra situation til situation. Formålet er: At få relevante informationer ud til relevante personer At undgå kaos og misinformationer At støtte skolens elever og personale. Denne sorg- og kriseplan er delt i to dele. Først kommer selve planen for, hvem der gør hvad i hvilke situationer osv. Dernæst kommer en mere faglig, pædagogisk del. Procedure i en krise Ledelsen kontaktes omgående, evt. privat ved børn eller ansattes død. Ledelsen mødes og fastlægger en strategi i forhold til: Børn Forældre Personale Eksterne samarbejdspartnere (eks.: PPR, forvaltningen, præst, politi) Information til lokalsamfundet En repræsentant fra ledelsen tilknyttes hændelsens primærpersoner. Repræsentanten er opmærksom på opfølgning. 2
Pludseligt dødsfald eller alvorlig tilskadekomst af børn (Ved dødsfald, se også under Når skolen mister et barn.) Førstehjælp. Ambulance og politi tilkaldes. Skolens ledelse informeres. Er man på tur med børnene, når uheldet sker, gælder følgende: Hvis man er to voksne af sted med børnene, tager den ene med ambulancen, mens den anden bliver tilbage med resten af gruppen. Er man alene med børnene, sendes den tilskadekomne med ambulancen alene. Resten af gruppen må ikke lades alene tilbage. Ledelsen mødes og iværksætter handleplan. Ledelsen kontakter: Familien om ulykken (ved dødsfald skal tilladelse gives af politiet) og om skolens videre planer Andre lærere og pædagoger (lærere og pædagoger i berørte klasser): o Om fakta vedr. hændelsen o Om støttetiltag o Om planer for fortsat aktivitet o Om eventuelle tiltag over for medier o Klassen (i samarbejde med klasselærer og pædagog) Skoleforvaltning og skolebestyrelsesformanden. Ledelsen overvejer, om der er andre involverede, der skal kontaktes. Ledelsen vurderer: Om der er børn og lærere med behov for særskilt opfølgning og hjælp Om der er behov for ekstern krisehjælp. Ledelsen laver plan for: Støtte i klasseværelset og fritidscenteret i samarbejde med klasselærer og pædagog Evt. støtte til involverede lærere og pædagoger. 3
Ledelsen sørger for: Skriftlig information hjem til samtlige børn Beskyttelse af elever og ansatte, hvis medierne kommer til stede. Ingen børn, der har været vidne til eller er berørt af en alvorlig krisesituation sendes hjem, før ledelsen har vurderet, at det er forsvarligt. Ligeledes sendes ingen kriseramte børn hjem, før forældre er kontaktet. Ledelsen beslutter sammen med klasselærer og pædagog, hvem der informeres. Hvis en krisesituation opstår på lejrskoler/ekskursioner kontaktes skolens kontor hurtigst muligt. Man bør altid medbringe mobiltelefon. Når skolen mister et barn Alt efter hvem der modtager beskeden først, kontaktes skolens ledelse. Ledelsens opgaver: At udarbejde en orienterende skrivelse til klassens forældre. Forældre skal have samme oplysninger, som deres børn har fået. At udarbejde en orienterende skrivelse til samtlige hjem på skolen. At afholde en ceremoni for hele skolen (eks. ved morgensang). At friholde klasselæreren samt evt. en anden tæt knyttet voksen til at være i klassen resten af dagen. At kalde lærere og pædagoger sammen i førstkommende frikvarter for en orientering. Lærerne kan herefter orientere deres egne klasser. Vær opmærksom på, at der kan være voldsomme reaktioner pga. tætte relationer til søskende i andre klasser - eller andre skoler i kommunen. At orientere ansatte, der møder senere. At orientere ansatte, der ikke befinder sig på skolen den pågældende dag. At træffe foranstaltninger i klasser, der kan være tæt forbundne med afdøde. Her kan det være nødvendigt at lave en klasselærerordning for resten af dagen. At træffe aftale med skolebetjentene om, hvorledes proceduren for flagningen skal være. At orientere sundhedsplejerske, talepædagog, uddannelsesvejleder, skoletandlæge, kontor etc. 4
Ledelsens opgaver (i samarbejde med klasselæreren) i forhold til: Hjemmet - umiddelbart efter meddelelsen: Kontakte hjemmet for at få afklaret, hvad der er sket. Her aftales, hvad der skal siges i klassen Finde ud af hvad skolen kan være behjælpelig med. Der sendes blomster til hjemmet (evt. også fra klassens forældrerepræsentanter). Hjemmet - aftale vedr. de følgende dage: Evt. besøg hjemmet Det aftales med familien om den ønsker, at skolen og klassen med forældre må deltage i begravelsen. Hvis forældrene er positive over for dette deltager mindst klasselæreren, en pædagog og en repræsentant fra ledelsen. Klasselæreren opfordrer forældrene i klassen til at deltage sammen med deres barn. Evt. at spørge de pårørende om de vil komme i klassen og tale om, hvad der er sket. Husk at åbenhed er det bedste for alle parter - også selv om det gør ondt. I klassen - umiddelbart efter meddelelsen: Her vil det være godt at være mindst to nært knyttede til klassen, gerne klasselæreren og en pædagog. Disse voksne bliver sammen med klassen hele dagen. Der tales med børnene i klassen. De skal have mulighed for at stille spørgsmål. Hvad skete der? Hvor, hvornår, hvordan skete det? Vær opmærksom på, at dødsfaldet trækker følelser og tanker fra tidligere hændelser frem. Tal også om dem. Børnene kan være med til at foreslå, hvad de skal gøre i anledning af dødsfaldet. Nogle af børnene vil måske helst hjem og være sammen med deres forældre. I sådanne tilfælde kontaktes forældrene for en aftale. I klassen - de følgende dage: Man følger aftalen, der er indgået med hjemmet. Efter begravelsen besøger klassen gravstedet - der lægges en blomst fra klassen. Der tales med klassen om død, sorg og sorgreaktioner, liv og livsmod. 5
Børnene bør have mulighed for at stille spørgsmål i tiden efter. Der kan være reaktioner i mange år. Her skal lærerne være lydhøre, men også gerne selv opfordre til samtaler. Der kan blive brug for professionel assistance fra fx skolens psykolog. Sker dødsfaldet i en ferie gennemføres det, der er muligt af proceduren. Når et barn mister - i nærmeste familie (forældre eller søskende) Alt efter hvem der modtager beskeden først, kontaktes skolens ledelse. Ledelsens opgaver: At sikre, at der udarbejdes en orienterende skrivelse til klassens forældre. At orientere sundhedsplejerske, tandlæge og kontor. At udpege en person, der kan påtage sig nedenstående opgave, hvis klasselæreren ikke er til stede eller er i stand til det. Klasselærerens opgaver: At informere klassens øvrige lærere og pædagoger med tilknytning til klassen. Kontakte hjemmet for at få afklaret, hvad der er sket. Her aftales, hvad der skal siges i klassen aftalen skal konfirmeres af barnet. Der sendes en hilsen og blomster. Kontakt de pårørende og foreslå evt. besøg for at planlægge, hvordan man bedst kommer igennem den næste tid på skolen. Det kan være godt for hjemmet at vide, at skolen prøver at hjælpe deres barn i sorgen. Evt. spørge de pårørende om de vil komme i klassen og tale om, hvad der er sket. Her kan evt. vises billeder. Jo mere åbenhed jo bedre er det for alle parter. Det skal aftales med familien, om den ønsker, at klassens forældre og børn kommer med til begravelsen. I klassen - umiddelbart efter meddelelsen: Der orienteres ifølge aftale med hjemmet - eleverne skal have lejlighed til at stille spørgsmål. Der tales med klassekammeraterne om, hvorledes de skal forholde sig (fx tage initiativ til at tale om det der er sket, når det ramte barn er tilbage i klassen, eller man kan aftale at spørge det ramte barn, hvornår han/hun er parat til at tale om hændelsen). 6
Der tales med klassen om død, sorg og sorgreaktioner. Læreren bør forberede de andre børn på, at han/hun kan reagere anderledes og ikke er den samme umiddelbart efter dødsfaldet. Man kan her tage udgangspunkt i elevernes egne erfaringer. Klassekammeraterne kan enten skrive eller tegne til den sørgende elev og/eller dennes familie. Det overvejes, om klassens elever kan sendes hjem alene. I klassen - de følgende dage: Man følger aftalen, der er indgået med hjemmet. Efter begravelsen besøger klassen gravstedet der lægges en blomst. Vær opmærksom på den ramte elev - hvis eleven ikke vil tale om hændelsen, kan der være brug for øjeblikkelig professionel hjælp. Tag stilling til hvad der kan gøres for at hjælpe barnet gennem sorgen. Vær opmærksom på, at der kan komme sene reaktioner på det skete. Klasselæreren eller en anden med tilknytning til klassen kan have enesamtaler med børnene. Her er det vigtigt at huske at være en god lytter. Det er ikke nok at sige: Du kan bare sige til, hvis du har brug for at tale med mig - ofte skal den voksne tage initiativet. De voksne omkring barnet har her et stort ansvar. Kan klasselæreren ikke være til stede, skal en anden person, der er nært knyttet til klassen udføre ovenstående opgaver. Sker dødsfaldet i en ferie gennemføres det, der er muligt af proceduren. Når skolen mister en ansat Når en ansat pludselig dør eller dør efter længere tids fravær, følges den del af nedenstående, som passer ind i forhold til afdødes arbejdsområde. Ledelsens opgaver: At sørge for den nødvendige kontakt til andre medarbejdere for at komme frem til, hvad der skal iværksættes At tage kontakt til afdødes familie At orientere familien om, hvad skolen vil gøre som følge af dødsfaldet At give de efterladte mulighed for at komme frem med, hvad de forventer af skolen i denne situation At sende/overbringe en hilsen og blomster fra skolen til de efterladte At sende blomster eller krans til begravelsen/bisættelsen At udarbejde en orienterende skrivelse til berørte klasser/børn At kontakte den relevante fagforening med henblik på økonomiske forhold m.v. 7
At informere kommunens skoleafdeling. Ledelsen orienterer de ansatte: Ledelsen kontakter alle og får samlet de ansatte ved skolen til et kort møde. De ansatte, der ikke befinder sig på skolen den pågældende dag, ringes op. Ledelsen informerer om, hvordan skolen vil forholde sig. De ansatte, der ikke formår at gennemføre skoledagen, fritages fra dette. Slå evt. flere klasser sammen. Flagning: Skolen flager på halv stang på dødsdagen. Der flages på begravelsesdagen. Ceremoni for hele skolen på dagen for meddelelsen: Ledelsen vurderer i hvilket omfang, børnene skal inddrages der kan blive tale om, at det blot er personalet, som inddrages i mindestund: Alle kaldes i aulaen, hvor skolens ledelse holder en tale. Der holdes 1 minuts stilhed. Herefter går flaget på halv stang. Forældrene orienteres skriftligt. Begravelsen: Her deltager mindst en repræsentant fra ledelsen. De lærere, som ønsker at deltage, bør fritages fra undervisning i de berørte lektioner. Berørte klasser, som ønsker at deltage i begravelsen, bør aftale det med klasselæreren, som undersøger, om det harmonerer med de pårørendes ønsker. Hvis døden indtræffer pludseligt og uventet, bør et møde arrangeres hurtigst muligt, hvor lærerkolleger kan tale ud om det, der er sket. Det er vigtigt at genetablere de daglige rutiner så hurtigt som muligt. En ny lærer/pædagog ansættes hurtigst muligt, så for mange skiftende vikarer 8
undgås. Den nye lærer/pædagog informeres grundigt om, hvordan børnene blev berørt og om, hvilke børn, der blev mest berørt. Sker dødsfaldet i en ferie, gennemføres det, der er muligt af proceduren. Når der opstår alvorlig sygdom i et barns nærmeste familie (forældre eller søskende) Alt efter hvem der modtager beskeden først, kontaktes barnets klasselærer. Klasselærerens opgaver: At informere klassens øvrige lærere og pædagoger med tilknytning til klassen samt skolens ledelse Kontakte hjemmet for at få aftalt, hvordan klassens øvrige elever og deres forældre informeres. Her aftales, hvad der skal siges i klassen aftalen skal konfirmeres af barnet. I klassen - umiddelbart efter meddelelsen: Der orienteres ifølge aftale med hjemmet - eleverne skal have lejlighed til at stille spørgsmål. Der tales med klassekammeraterne om, hvorledes de skal forholde sig (fx tage initiativ til at tale om sygdommen, når det ramte barn er tilbage i klassen, eller man kan aftale at spørge det ramte barn, hvornår han/hun er parat til at tale om sygdommen). I klassen - de følgende dage/efterfølgende: Man følger aftalen, der er indgået med hjemmet. Større ulykker/katastrofer Se beredskabsplan for Pludseligt dødsfald.. og Når skolen mister - et barn/en ansat Endvidere som del af beredskabsplan: Det bør være muligt at kunne bemande telefonlinier til besvarelse af henvendelser udefra samt til kontakt udadtil: At give kontorpersonale støtte og pauser At notere nøje, hvem der er kontaktet, således at dobbeltinformation undgås, og alle får besked 9
Ledelsen håndterer forespørgsler fra evt. medier. Ledelsen afholder evt. pressekonferencer/informerer ansatte om, hvad der er videreformidlet. Ledelsen træffer forberedelser til at tage imod forældre, som kommer hen på skolen. Ledelsen hjælper med til genforening af børn og forældre. Der bør oprettes et krisecenter for berørte grupper på skolen. Alle ansatte bør forblive på katastrofestedet for at støtte overlevende/sørgende, hvis dette er foreneligt med redningsfolkenes arbejde. En pressemeddelelse bør indeholde: Fakta Hvordan skolen håndterer ulykken Evt. meddelelse til nærmiljøet om, hvad de kan gøre Ansatte vil i fællesskab hjælpe eleverne på bedst mulig måde, sådan at en normal skolehverdag kan genetableres Hvis en katastrofe sker i/nær skolen (involverer mange elever) må flg. forholdsregler sikres: Mobilisering af relevant støtte til børn og ansatte. Informationskanaler etableres for forældre og genforening mellem børn og forældre sker så hurtigt som muligt. Skolen holdes løbende informeret om tilskadekomnes tilstand. Skolen bør være stedet, hvor tanker og følelser kan få frit løb samtidig med at rutine og struktur i videst muligt omfang opretholdes. I de følgende dage: Fortsat støtte og rådgivning Langsigtet opfølgning: Børnene vurderes med henblik på særlig støtte. Tilskadekomne elever får en planlagt tilbagevenden til skolen evt. med støtte af ekstern faglig støtteperson. Vær hurtig med henvisning af dem, der har behov for yderligere støtte og hjælp. 10
Informer forældrene meget. Nyttige telefonnumre Skoleleder Lars Baaring Hansen 20 68 66 40 Johan Birkeland 20 48 84 91 GFO-leder Mogens Bjerregaard Andersen 21 29 41 59 Gentofte Rådhus : 39 98 00 00 Gentofte Politi: 39 45 14 48 PPR (Pædagogisk, psykologisk rådgivning): 39 98 03 78 Gentofte Kirke: 39 65 05 03 Helleruplund kirke: 39 62 17 60 Den sociale døgnvagt: 33 17 33 33 Børn og Forebyggelse: 39 98 41 01 Gentofte Familie Rådgivning 39 64 00 99 Sorgplanen med telefonnumre mv. opdateres i begyndelsen af hvert skoleår. Ledelsen har ansvaret for at dette sker. 11
Indledning til den faglige, pædagogiske del Hvert år mister 4000 børn en af deres forældre, og 700 børn under 18 år dør. Af Danmarks 1,1 million børn under 18 år lever 350 000 adskilt fra den ene eller begge forældre - typisk på grund af skilsmisse. Det er på denne baggrund, vi finder det nødvendigt at være i besiddelse af en handleplan for, hvordan man kan etablere et fælles grundlag for vores møde med børn i sorg. Mange voksne er ikke parate til at forholde sig til den sorg, de møder hos børn, som har lidt et tab. I afmagt vælges ofte den eneste løsning, som ikke duer - nemlig at lade som ingenting. Vi skal derimod inddrage dem, for den eneste beskyttelse, de har i den slags situationer, er netop fællesskabet med os. Oftest er den ramte familie da også glad for henvendelser og støtte fra skolen. Det er helbredende at få lov at tale med andre om noget, der fylder så meget! En anden side af det kan være at børn og unge, der oplever svære livssituationer, langt fra altid har mulighed for at finde den hjælp, de har behov for inden for hjemmets fire vægge. Det behøver ikke at være pga. sociale vanskeligheder, men ene og alene fordi forældrene selv kan være knuget af sorg. Vi har derfor som voksne et stort ansvar for, at børn ikke føler sig isoleret i en uoverskuelig situation. Tages der ikke vare på problemet, dukker det op med langt større kraft senere. Skolen fylder en stor del af børns hverdag og må derfor medvirke til at ledsage dem gennem kriser. Danmark har faktisk Europarekord i antal timer, børnene er placeret uden for hjemmet - derfor er det vigtigt, at vi tager denne opgave meget alvorligt. Det er meget væsentligt at huske på, at det ikke fordrer specialviden at hjælpe et menneske i sorg, det kræver nærvær og medmenneskelighed. Her følger lidt teori om børns forestillinger om døden, lidt om sorgens fem faser samt et afsnit om samtaleteknikker. 12
Børns forestillinger om døden Børns forestilling om døden 2-3 år Undersøgelser omkring børns opfattelse af døden konkluderer, at børn under 2-3 år ikke har nogen forestilling om, hvad døden er. Vi er tilbøjelige til at mene, at børn, der endnu ikke kan udtrykke sig sprogligt, heller ikke forstår. Vi glemmer, at forståelse går forud for evnen til at udtrykke sig. Børns forestilling om døden 4-5 år Fra 4 til 5 års alderen stiller børn mange spørgsmål om hvorfor og hvordan. Alt er naturligt at spørge om i denne alder, og der spørges ofte. Det er vigtigt for børn at få et svar på deres spørgsmål, uanset hvad der spørges om. For børn i førskolealderen er døden som en rejse, man vender tilbage fra. De kan ikke forestille sig døden som noget uigenkaldeligt. Døden er opfattet som eksistens et andet sted. Børn i denne alder kan ikke forestille sig en fysisk gåen til grunde. Børn i denne alder tænker konkret. Børns forestilling om døden 6-7 år I denne alder begynder børnene at få en forståelse for døden og for det at være død. Børn har en forestilling om, at de døde lever et andet sted end her på jorden. Der er her kommet en forståelse for døden som noget uigenkaldeligt. Børn kan nu komme med udtryk som hvis man har for ondt, er det nok bedre at være død. Børns forestilling om døden 8-10 år Børn udvikler evnen til at tænke i mere abstrakte begreber, og først da bliver de i stand til at opfatte døden som en biologisk proces, der rammer alle mennesker, også dem selv. De forstår nu, at kroppen går til grunde, og at man dør, fordi livsvigtige organer ophører med at fungere. De forstår også, at man dør af alderdom og af uhelbredelige sygdomme. De forstår, at døden er noget uigenkaldeligt, noget man ikke vender tilbage fra. Kilde: Anne Jacobsen: Børn og sorg, Hans Reitzels Forlag, 1994 13
Sorgprocesser og reaktioner Sorg er en sund, livsnødvendig og kreativ reaktion på hændelser med tab og adskillelse. Der er ingen vej uden om sorgen, men kun gennem den (Canacakis 1992). Vejen igennem sorgen er lang og besværlig. Mange forskellige skridt er nødvendige. Enhver, der sørger, må finde den vej, der passer ham eller hende. Hvor forskelligt det end kan være at blive konfronteret med tabet, og hvor enestående den enkelte sørgende end oplever sine følelser, så er der nogle bestemte følelsesmæssige reaktioner, der forekommer hos næsten alle sørgende. Sorg er mere end bare en periode med forbigående humørsvingninger eller stærke følelsesudbrud, den er en proces, et skridt i en udvikling, hvorved tabet bearbejdes, og hvor den sørgende forandrer sig. Gertraud Finger inddeler sorgprocesserne i fem tider: Benægtelsens tid Følelsesudbruddenes tid Afskedens tid Udmattelsens tid Den ny begyndelses tid Benægtelsens tid Denne følelsesløshed udspringer jo ikke af følelseskulde, men af et følelseschok (Kast 1997). Adfærden er kendetegnet ved: At man er vantro overfor dødsfaldet eller nægter, at det har fundet sted Sløvhed Forbløffelse over, at man ikke kan græde Tomhedsfølelse At man fungerer som en robot Betydning Oplevelsen af tabet er så voldsom, at de sørgende ikke kan rumme den. De falder hen i en tilstand af sløvhed, nærmest bedøvelse. Det beskytter dem mod at blive overvældet af følelser, som de ikke kender i den udstrækning, og som 14
de ikke kan forholde sig til. Stivsind og følelseskulde skaber distance til virkeligheden og gør det muligt for de sørgende at fungere udadtil. Følelsesudbruddenes tid At sørge betyder, at man lever i en psykisk rutsjebane, hvorved det synes som om, at man har mindre kontrol over sine følelser end nogensinde før (D Arcy 1993). Adfærden er kendetegnet ved: At følelserne bryder frem Humørsvingninger Almindelig pirrelighed Aggressioner o overfor omgivelserne man er tvær, vred og bebrejdende o overfor sig selv man har skyldfølelser o overfor den døde, fordi han har forladt en o overfor gud, der har tilladt dødsfaldet Betydning Stærke følelser kan ikke bare skubbes væk. Efter lammelsen og benægtelsens tid vælder følelserne frem. Man kan føle vrede og aggressioner både overfor sig selv men også overfor omgivelserne. De aggressioner, man føler over for omgivelserne, og over for sig selv, er et forsøg på en protest mod det endegyldige i døden og mod ens egen afmagt. Erkendelsen af at være hjælpeløst udleveret til en uberegnelig skæbne fremkalder en så afgrundsdyb følelse af usikkerhed, at de sørgende bliver ved med at søge efter forklaringer for at gøre det ubegribelige begribeligt. I tankerne gennemgår de de hændelser, der førte til tabet, for at finde nogen eller noget, som de kan give skylden også hvis det betyder, at de er nødt til at komme med anklager eller beskyldninger mod sig selv. Udover vrede oplever de sørgende følelser som tomhed, fortvivlelse, meningsløshed og skyld men også kærlighed og længsel. Forskelligt artede følelser, der tilsyneladende er i modstrid med hinanden, opleves samtidig. Det fører til en så stærk usikkerhed, at sørgende ofte tror, at de ikke mere kender sig selv, eller at de ligefrem er ved at blive vanvittige. Når voksne kan tvivle på sig selv i en sådan tid med følelsesmæssige svingninger, kan man forestille sig, hvor meget sværere situationen må være for børn. Børn er i mindre grad i stand til at forklare deres adfærd og kan 15
derfor lettere misforstås i forhold til deres adfærd i forbindelse med et dødsfald. Et eksempel på dette kunne være, hvis barnet reagerer voldsomt og vredt, så kan man hurtigt komme til at misforstå barnets signaler og opfatte barnet som værende uartigt. Børn reagerer tit med skyldfølelser, når et familiemedlem dør. Skyldfølelser hører til følelsesudbruddenes tid. Det er nok dem, der er vanskeligst at bære. Når et elsket menneske dør, tænker vi over det forhold, vi havde til ham eller hende. Så vejer fortidens fejl og misstemninger, men også det usagte tungt, for det kan ikke længere ændres. De fleste, der har mistet en forælder eller en partner, sidder ofte tilbage med en følelse af, at de for sjældent fik sagt jeg elsker dig. Man kan stå tilbage med følelsen af, at man ikke har gjort nok, og med den smertelige vished om, at ingenting kan gøres om. Afskedens tid Nu handler det om så at sige at lade det liv, man delte med hinanden, genopstå i erindringen (Kast 1996). Adfærden er kendetegnet ved: Rastløshed Planløs aktivitet Manglende koncentrationsevne, glemsomhed At man opfrisker minder og fortæller om den døde At man tager aktiviteter op igen som man plejede at være fælles om At man går på kirkegården At man fører samtaler med den døde At man drømmer, at man møder den døde Betydning Store følelsessvingninger er også fremherskende i denne periode. Men her er der tale om, at man beskæftiger sig med afdødes person og om, at man tager afsked med ham eller hende. Kun på den måde accepteres det faktum, at døden er endegyldig. Det er en periode, hvor man længes efter den døde, og hvor man forsøger at komme i kontakt med den døde endnu en gang. Ligesom afdøde kan dukke op i drømme, kan de sørgende også fortælle om hallucinationer, hvor de hører den dødes stemme eller ser ham eller hende på gaden. 16
I denne mindernes og afskedens tid får de ting, der har tilhørt den døde, en særlig betydning. Det elskede menneske er der ikke mere, hans eller hendes ejendele er det sidste, der er tilbage af personen. De er et tegn på, at den afdøde er nær, nogle gange er de også en trøst, en forbindelse til ham/hende. Især små børn har brug for ting, som minder om det menneske, der ikke er hos dem mere. I deres tankeverden er et menneskes ejendele en del af mennesket selv. Et eksempel på dette kunne være en genstand, man har arvet fra den døde, for at bibeholde og bevare mindet. Når de sørgende genopfrisker gamle minder, tager gamle vaner op igen, fører indre samtaler med den døde, går på kirkegården så søger de en forbindelse til afdøde og oplever samtidig, at den, de søger, ikke mere kan findes som person. Udmattelsens tid Helbredelse tager tid, og at være bedrøvet og dybt nedslået hører med til helbredelsesprocessen (D`Arcy 1993). Adfærden er kendetegnet ved: At man trækker sig tilbage, har mindre kontakt til omgivelserne, er udmattet Hjælpeløshed, håbløshed At man er deprimeret og nedtrykt En følelse af indre tomhed Fysisk sygdom mangel på appetit Risikoen for selv at dø At børn falder tilbage til et tidligere udviklingstrin (regression) Betydning Efter den emotionelt belastende og anstrengende fase følger en tid med psykisk og fysisk udmattelse. Men den eneste mulighed for at samle indre kræfter igen består i at skære ned på de udadvendte aktiviteter. Hos børn kan der være tale om et tilbagefald til tidligere udviklingstrin. Lige så vigtigt og nødvendigt det er for den sørgende selv at trække sig tilbage en tid, lige så svært kan det være for familie og venner at udholde det, fordi den sørgendes smerte bliver for åbenlys i denne periode. Omgivelsernes velmente forsøg på at opmuntre de sørgende, at få dem tilbage til hverdagen igen, opleves af de sørgende tit som en yderligere belastning forstået på den måde, at den sørgende kan mærke omgivelsernes 17
utålmodighed i forhold til at vente på, at den sørgende får det bedre. Omgivelserne ønsker ikke, at den sørgende skal lide, men den sørgende er nødt til at lide og nødt til at græde. Hvis den sørgende prøver at være tapper, hjælper den kun omgivelserne og ikke sig selv. Når en elsket person dør, efterlader det ikke kun et stort tomrum, men også ens eget liv forandres. Der kan være tale om, at man mister status. De forestillinger, man havde om livet sammen, er blevet meningsløse, og gamle roller er blevet betydningsløse. En fælles verden er gået i stykker, og de efterladte skal starte forfra med at opbygge deres egen verden igen. Den sørgende er ikke kun stillet overfor den svære opgave, det er at leve videre alene, han eller hun må også spørge sig selv hvem er jeg nu?. Ikke alene skal hele livet omorganiseres, man må også danne sig et nyt billede af sin egen personlighed. I første omgang virker denne opgave fuldstændig uoverskuelig. Den udløser en følelse af hjælpeløshed og håbløshed. De sørgende mangler styrke. Når de trækker sig tilbage, er det en beskyttelse mod nye krav, men også en måde at samle nye kræfter på. Børn falder af og til tilbage til tidligere udviklingstrin. F.eks. begynder børn, der er renlige at tisse i sengen igen, eller begynder at kravle, selvom de har lært at gå. Denne regression hos børn er en hensigtsmæssig adfærd, ligeså vel som når de voksne trækker sig tilbage. Den nye begyndelses tid Det, som et menneske har vakt i os, det tilhører os, og det behøver vi ikke at opgive, selv om det menneske, der har fremelsket disse sider gode som dårlige i os, er død. Adfærden er kendetegnet ved: Accept af at døden er indtrådt Beslutning om at leve, orientere sig på ny Accept af den ændrede virkelighed Søgen efter nye roller og nye relationer Betydning Når de sørgende har samlet kræfter igen i den periode, hvor de har trukket sig tilbage og isoleret sig fra omgivelserne, skal de tage det vanskeligste og afgørende skridt. Man må først opleve, at det også er muligt at leve, uden at 18
den døde er fysisk til stede. Derefter kan man acceptere, at adskillelsen fra den døde er noget endegyldigt, og planlægge sit liv på ny. Kun hvis man accepterer, at døden er en realitet, kan man se, hvad der lever videre af den døde i de efterladte og i omgivelserne. Først når man er nået dertil, kan man gøre den erfaring, at alting ikke er slut efter dødsfaldet, men at den berigelse som livet i fællesskab har bragt også består, når afdøde ikke mere eksisterer som person. Sorgprocessen kan forandre den efterladtes indstilling til deres liv. Konfrontationen med døden rusker op i en. Den får folk til at indse, at deres liv er begrænset, og derved bliver det mere dyrebart. Den får dem til at leve mere intenst. Kilde: Gertraud Finger: Børns sorg, Gyldendal Uddannelse, 2001 19
Samtaleteknikker Kontrakten Når man skal tale med et barn i sorg, kan man indgå en kontrakt, som er en mundtlig aftale med barnet. Denne kontrakt indeholder f.eks. en aftale om: - Hvad er det, vi to kan være fælles om? - Hvad er det, jeg kan hjælpe dig med? - Hvad er det, jeg gerne vil hjælpe dig med? - Hvad er det, du til enhver tid kan kontakte mig omkring? I den mundtlige kontrakt forpligtes den voksne til at skabe kontakten til barnet. Denne kontakt skabes ved, at den voksne med mellemrum stopper barnet og spørger ind til, hvordan det har det, om der er nogle opgaver, barnet finder svære for tiden, samt om der er noget, man kan bidrage med eller hjælpe med. Ved at spørge ind til barnet kan den voksne få vished om, at barnet befinder sig godt i ens varetægt. Når barnet oplever, at den voksne tager kontakt og ansvar, behøver barnet ikke at tage stilling til, hvornår det er passende eller upassende at kontakte den voksne. Det er bedre som voksen at kontakte barnet for ofte end for sjældent. Det er forskelligt fra barn til barn, hvor meget kontakt de har behov for, men det skaber en tryghed hos barnet, når det ved, at der bliver taget hånd om det. Det er vigtigt, at man inddrager barnet og evt. tænker højt og fortæller, hvis der er noget, man er i tvivl om eller er bekymret for, f.eks. om barnet får noget ud af at snakke med den voksne. Hertil kan man spørge ind til, hvordan barnet selv oplever situationen. Gradvist som nye situationer får mulighed for at udvikle sig hos barnet, får barnet en hel anden tillid til den voksne samt andre forventninger til, hvad den voksne kan bidrage med og kan bruges til. Kontrakten indeholder helt konkret, at den voksne forsikrer barnet om, at det kan være med til at bestemme til dels, hvor langt man går, og hvor længe man kan tale sammen. Barnet skal gøres opmærksom på, at det har medindflydelse i forhold til, hvad der kan tales om. Hvis barnet synes, at den voksne går for langt, har det lov til at sige fra. 20
Skab orden i kaos Da barnet kan have svært ved at holde styr på forløbet før eller efter dødsfaldet, kan det skabe kaos inde i barnet. Hertil kan den voksne hjælpe barnet med at få genopfrisket forløbet ved pejlepunkter, der gør en i stand til at huske samt få rede på rækkefølgen af forløbet. Navne på steder såsom navnet på et hospital, dato samt klokkeslæt ved dødsfaldet kunne være væsentlige ting, barnet kunne have behov for at kende til. Barnet kan have behov for hjælp til at sætte ord på sine følelser, tanker eller handlinger. Som voksen kan man låne barnet sine ord og hjælpe barnet med at få styr på sit indre kaos ved at spørge ind til forløbet. Behovet for at kunne holde rede på forløbet har stor betydning for barnet. Ofte kan det være små ting, som er vigtigt for barnet, f.eks. hvordan vejret var, den dag mor eller far døde, eller hvordan sengen så ud som mor eller far lå i osv. Som voksen, kan man give barnet nogle redskaber til at kunne holde styr på de forskellige situationer. F.eks. kunne man påpege nogle ting, der kendetegner tiden, hvor tabet fandt sted såsom om foråret, når bøgen springer ud, eller fem dage efter barnets egen fødselsdag osv. Ved at skabe orden i rækkefølgen, skaber man orden i det følelsesmæssige. Skab en historie barnets historie Gentagelser kan være med til at barnet kan holde styr på forløbet, og det kan hjælpe barnet til at sætte ord på handlingerne. På den måde kan barnet skabe sig en historie, hvor den voksne kan bidrage med nogle elementer, som kan være med til at give historien indhold. Denne historie, som barnet selv skaber ved hjælp af den voksne, kan barnet tage med i sit nye liv som ballast til at skabe sin nye identitet. Denne historie giver barnet nogle relationer til fortiden og til barnets opvækst sammen med den bortfaldne forælder. Derudover kan ordene, der danner historien, være med til at give barnet en indre bevidsthed og dermed skabe en tryghed hos barnet. Det handler om at skabe en bevidsthed og at sætte ord på den indre bevidsthed. Dette kan være med til at modne barnet. 21
Det er ok at græde Når et barn bryder ud i gråd, vil man typisk som voksen stoppe samtalen, men her er det vigtigt, at man kan rumme barnets gråd, og at man lader barnet græde. Et barn, der oplever, at den voksne lukker en samtale, hvor barnet er blevet berørt, vil ofte føle sig svigtet, fordi det har åbnet sig og turde græde i en andens varetægt. Dette svigt skyldes, at den voksne ikke formår at følge op på den tillid, barnet viser, og derpå bliver tilliden ikke gengældt og kan resultere i følelse af svigt. Når man forsætter den snak, der berører barnet, er det vigtigt, at den voksne ikke drejer samtalen væk fra emnet eller begynder at trøste barnet. De spørgsmål, barnet finder svære, er med til at gøre det nemmere for barnet at håndtere situationen på længere sigt, og få kontrol over egne følelser. Børn skal inddrages ikke skånes Voksnes bekymringer og overvejelser strider imod børnenes behov. Man bør forberede børnene under et sygdomsforløb, hvor man ved at mor eller far skal dø. Det kan man f.eks. gøre ved at spørge barnet: Har du tænkt over, hvor du vil være, når mor eller far skal dø? Har du tænkt over, hvad der skal til, for at du kan holde ud at være der, når mor eller far dør? Børn bør ikke skånes, de bør kende til sandheden. De fleste børn har behov for at kende sandheden. I de fleste tilfælde er det en større tryghed for barnet at kende til sandheden samt at få taget afsked med den døde. Hvis barnet er blevet skånet for sandheden, vil det gå rundt i uvished, hvor fantasien vil tage overhånd. Det er vigtigt, at den voksne efter dødsfaldet kommer i dialog med barnet og får talt om, hvad barnet har set og oplevet. Anerkendelse Det er vigtigt i en samtale at vise barnet anerkendelse over for dets indsats i forbindelse med forælderens sygdomsforløb eller dødssituation. Ofte vil et barn fokusere på, at det ikke oplever en tilfredsstillende præstation af sin egen indsats i sygdomsforløbet. Det kan have oplevelsen af at have svigtet og ikke kunnet leve op til egne forventninger. Derfor er det vigtigt at få barnet til at anerkende sig selv. 22
Børn i denne situation har ikke andre jævnaldrende, som de kan sammenligne deres egen præstation med, og derfor står de meget kritisk over for deres egne handlinger. Børnene vil ofte fokusere på alt det, de ikke fik gjort, imens mor eller far var i live frem for det, de faktisk fik gjort. Man kan i denne sammenhæng dreje barnets fokus ved brug af anerkendelse, hvor man kan ligge vægt på det barnet fik gjort og fremhæve det, de er tilfredse med. På den måde kan barnet lære at anerkende sig selv på baggrund af de ting, det fik gjort. Som voksen er det i denne sammenhæng vigtigt at vise barnet en tillid til, at de har handlet ud fra det, der var rigtigt og muligt i denne situation. Børn, der er blevet hjulpet på vej af en voksen, kan ofte rumme mere samt udføre flere handlinger i forhold til børn, der ikke har fået den nødvendige hjælp. Empati og indføling er et vigtigt redskab i samtalen Sprogbruget i dialogen med barnet kan være jeg tænker. Dette eksempel er en god måde at starte en samtale på, så man ikke går ind og overtager samtalen og konkluderer. Man låner barnet sit sprog, der hvor tavsheden råder. Man bruger barnets ord til at komme videre i samtalen. Den voksne spørger ind og lader barnet skabe formuleringen. På denne måde leder barnet den voksne på vej. Der stræbes efter at lade barnet styre samtalen. Den voksnes funktion er at være den lyttende og den spørgende. Ved at gentage barnets udsagn og bruge barnets egne ord gives der forbindelse til den, der er samtalepartner. Det er vigtigt, at samtalen foregår i børnehøjde, og at den voksne skaber overblik i situationen og nuancerer. Der er ikke noget bestemt mål med samtalen, den skal ikke lede et bestemt sted hen. Barnet skal en omvej, før man når til kernen. Samtalen skal hjælpe barnet til at udvikle strategier og handlemuligheder. Kilde: Per Bøge & Jes Dige: Sorgens ansigt den nødvendige samtale med børn i sorg, Kræftens Bekæmpelse, 2004 23
Links og litteratur Følgende liste er udpluk fra materiale udarbejdet af Københavns Borgerrepræsentation. Links www.cancer.dk www.dr.dk/undervisning www.folkeskolen.dk www.dlf.org www.boernsvilkaar.dk Litteratur Anneberg, Inger: Håbets labyrint. Når et barn får en livstruende sygdom. Høst og søn 98. Cullberg, J. (1993) Krise og udvikling. København: Hans Reitzel. Davidsen-Nielsen, M. & Leick, N (2001) Den nødvendige smerte. København: Socialpædagogisk Bibliotek. Nordisk Forlag A/S. Dige, J. (1996): Det vedrører os alle. I Bøge, Per (1996) Om sorg. Når nogen man elsker dør. København: Dyregrov, A. (1992) Sorg hos børn. København: Dansk psykologisk Forlag Dyregrov, A. (1998) Børn og traumer. København: Hans Reitzels Forlag. Edvardson, Gudrun: Barn i sorg, barn i krise. Oslo: Kolibri Forlag, 1987. En mur af tavshed. Dokumentarfilm. Nordisk FilmTV. Danmark 1999. (42 min) Erikson, E. (1992) Identitet, ungdom og kriser. København: Hans Reitzel. Evang, Anders: Det vanskelige liv. Kbh.: Hans Reitzel. Grønbeck, C. (1997) Ansvaret er også dit. I: Bøge, Per (1996) Om sorg. Når bånd brister. København: Kræftens Bekæmpelse 24
Hillgaard, Lis, Keiser, L & Ravn, L (1984) Sorg og krise. København: Munksgaard Jakobsen, Anne ( 1988) Børn og sorg. København: Clausen bøger. Jakobsen, Anne: Alting har sin tid. Hans Reitzel 95. Jakobsen, Anne: Kan man dø om natten?. Når børn rammes af alvorlig sygdom. Gyldendal. Kamradt, Jette: Hvis nu mor taber håret- om børn og død. Dansk psykologisk Forlag 98 Kast, Verena: Den største sorg i verden her... Kbh.: Munksgaard, 1991. Kræftens bekæmpelse: Når forældre dør. Pjece. Kræftens bekæmpelse: OmSorg. Et undervisningsmateriale. Miller, Alice (1982) Det selvudslettende barn. København: Munksgaard Møller, Erik: Sommeren efter Anemone. Aschehough 99. Når døden banker på hvad så? Dokumentarfilm. Herning. Amtscenteret for undervisning, 2000.(33 min). Beskrivelse vedlagt i bilag. Olesen Peter: Min mor døde, min far døde. 25 danskere fortæller om at miste en mor eller far som barn. Kroghs Forlag- i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, 1999. Turner, Mary; At tale med børn om døden og om at dø. Dansk psykologisk Forlag. 2001. Ørum, Nina: Den forsømte sorg. Kronik i Politiken. Faglitteratur til børnene Bh. kl. 2. klasse Budda Leunbach, Mor, hvor er de døde henne? Guni Martin, Det er OK at være ked af det Guni Martin, Glem ikke håbet Donna O Toole, Marvi Myrebjørn (med lærervejledning) Kræftens Bekæmpelse, Om sorg 25
3. 6. klasse Kræftens Bekæmpelse, Om sorg Donna O Toole, Marvi Myrebjørn (med lærervejledning) 7. 10. klasse Knud Erik Andersen og Søren Hahn, Døden Anne Jacobsen, Alting har sin tid Mette Ravnskov, Out en bog om selvmord Døden ved A. Dethlefsen og Karen Risvang Kræftens Bekæmpelse, Om sorg Skønlitteratur til børnene Bh. kl. 2. klasse Tove Johansen, Dør du mormor? Tove Johansen, Kan far se månen nu? Jeanne Fløe og Henrik Bjerregrav, Farvel, mormor Inga-Lill Valfridson, Morfar fra Dalgården Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte 3. 6. klasse Karin Lorenzen, Under samme himmel (fra 12 år) Karin Lorenzen, Stine Karin Lorenzen, Stine og Morten Doris B. Smith, Husker du smagen af brombær (fra 12 år) Gudrun Mebs, Birgit Elfie Donnely, Farvel farfar, sagde jeg sagte Bodil Cold Ravnkilde, Olde og svanerne Åse F. Abrahamsen, Det var ikke min skyld 26
Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte 7. 10. klasse Jytte Lyngbirk, Sidste forår Karin Lorenzen, Under samme himmel Jens Peder Larsen, Brønden Doris B. Smith, Husker du smagen af brombær Kirsten M. Krog, En meddelelse Kirsten Holst, Min ven, Thomas Kirsten Holst, Også om mange år Lyrik 7. 10. klasse Engleliv, digte fra Vesterbro Ungdomsgård Dit liv og din død ved det etiske råd. Omsorg Kræftens Bekæmpelse Handleplan -Et idékatalog for skolens møde med børn i sorg Når hjertet gør ondt -Undervisningsmateriale til bh.kl., 1. og 2. kl Når nogen man elsker dør -Undervisningsmateriale til 6.-7.-8. klasse ( + video og bånd) Solsort og snefnug -en novellesamling Lise Andersen: Ud af livet -når nogen dør Anne Jacobsen: Der var engang vi ikke var her -en bog om døden for børn Laurie Krasny Brown m.fl: Når dinosaurer dør Marit Kaldhol: Farvel Rune Jette Kamradt: Hvis nu mor taber håret - om børn og død Lise Lindgreen m.fl.: Forvandling Guni Martin: Det er ok at være ked af det 27
Pat Palmer: Bare jeg kunne holde dig i hånden Signe Rølmer m.fl.: Børn om mors og fars død Ulf Stark m.fl.: Den sorte violin Thomas Winding Bedstemor i himlen Klassebøger og lærereksemplarer 1. 2. kl. Per Bøge og Jes Dige: Når hjertet gør ondt om sorg (Kræftens Bekæmpelse 2000) 6. 8. kl. Per Bøge: Om sorg når nogen man elsker dør (Kræftens Bekæmpelse) lærereksemplar 8. 10. kl. Solsort og snefnug en novellesamling om sorg (klassesæt) Børn i sorg - skolebestyrelsens arbejde med principper og handleplaner (Danmarks Lærerforening 2000) Christian Grønbeck og Klavs Holm: Når børn mister en guide for ansatte i institution og skole (Børns Vilkår 1999) Folder fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning om kriseberedskab. Fagbøger 16.8 Palle Buus-Hansen: Ud af livet når nogen dør 16.8 Arne Jacobsen: Der var engang vi ikke var her. Skønlitteratur Broeckhoven, Diane: På gensyn, lille fugl. Haller, Bent: I englens spor Hellberg, Hans-Eric: Martins Maria. Marx, Vibeke: Held og lykke, Robinson. 28
Stolpe, Hans: Den gyldne fugl. Strandvad, Anne: Rejsen til Himmerige. Billed- og småbørnsbøger Gydal, Monica: Sådan var det, da Oles farfar døde. Hattmann, Niels: Rohani må ikke dø. (5 ex.) Johansen, Tove: Dør du, mormor? Kaldhol, Marit: Farvel, Rune. Artikler mv. Vi har vedlagt et antal artikler, som kan være relevante at læse. Disse er: Samtale i klasseværelset, uddrag af Borupgårddskolens sorgplan Vi har vedlagt en del af Borupgårdsskolens sorgplan, da den har et godt afsnit om samtalen i klasseværelset, som også giver ideer til konkrete tiltag, ritualer mv. Den vanskelige samtale af Anni Schwartz Hansen, Folkeskolen, nr. 15, 2003 Om at tale med et barn, der har mistet. Hver sjette pige gør skade på sig selv af Line Groot, Sandheden frem for alt og Ensomhed giver selvmordstanker af Charlotte Nordell Carlsen, Folkeskolen, nr. 45, 2002 Om selvmord. Bl.a. interview af Lillian Zøllner, leder af Center for Selvmordsforskning. Når krisen rammer din kollega af Cecilia Sejer, Politiken, 2. oktober 2005 Hvad skal vi sige, når kollegaen bliver skilt, får kræft eller mister et barn? Reaktioner på traumer hos børn af Lotte Mønsted Lotte Mønsted holdt et oplæg på Pædagogisk Råd d. 17. august 2005. Dette er hendes slides fra oplægget. 29
Har du printet sorg- og kriseplanen ud fra nettet, kan artiklerne fås ved henvendelse på skolens kontor. Vi gør opmærksom på, at der på PUC (skolens bibliotek) findes en sorghylde med litteratur både til børn og voksne. s sorg- og kriseplan er udarbejdet i samarbejde med skolens ledelse af Tony Andersen, Louise Svane og Marie Teglhus Møller. 30