HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 19. januar 2016 Sag 258/2015 Anklagemyndigheden mod T (advokat Michael Juul Eriksen, beskikket) Sagen angår spørgsmålet om varetægtsfængsling af T under anke af Østre Landsrets dom af 6. oktober 2015. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Thomas Peter Rørdam, Jens Peter Christensen og Hanne Schmidt. Påstande Anklagemyndigheden har påstået T fortsat varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3, jf. 762, stk. 2, nr. 1, jf. 767, stk. 2. T har nedlagt påstand om afvisning af begæringen om varetægtsfængsling, subsidiært at han ikke varetægtsfængsles. Sagsfremstilling T blev ved Næstved Rets dom af 6. august 2015 for overtrædelse af straffelovens 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenloven, og straffelovens 266 idømt fængsel i 1 år og 3 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Ved Østre Landsrets ankedom af 6. oktober 2015 blev T efter de samme bestemmelser idømt fængsel i 1 år og 6 måneder, mens landsretten frifandt T for påstanden om udvisning.
- 2 - T har været anholdt og varetægtsfængslet under sagens behandling for byret og landsret siden den 1. maj 2015. I forbindelse med domsafsigelsen traf landsretten bestemmelse om, at T i medfør af retsplejelovens 769, stk. 1, jf. 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og 762, stk. 2, nr. 1, skulle forblive varetægtsfængslet, indtil fuldbyrdelse af straffen kunne iværksættes. Den 2. december 2015 meddelte Procesbevillingsnævnet anklagemyndigheden tilladelse til anke af landsrettens dom. Ved brev af 4. december 2015 indbragte Rigsadvokaten sagen for Højesteret med påstand om skærpelse, herunder således at T i medfør af udlændingelovens 49, stk. 1, jf. 22, nr. 2, 3 og 8, udvises ubetinget med indrejseforbud i 12 år. Rigsadvokaten fremsatte ikke ved indbringelsen begæring om fortsat varetægtsfængsling af T. Den 15. december 2015 tilkendegav Rigsadvokaten over for Ts forsvarer, at T ikke længere skulle være varetægtsfængslet i henhold til landsrettens afgørelse, og den 16. december 2015 blev T løsladt fra varetægtsfængsling og overført til afsoning af to tidligere domme, således at han fortsat var frihedsberøvet. Samme dato, den 16. december 2015, meddelte Højesteret Rigsadvokaten, at sagen var berammet til hovedforhandling den 2. maj 2016. Samme dag anmodede Rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3, jf. 762, stk. 2, nr. 1, samt 767, stk. 2, om fortsat varetægtsfængsling af T. Det er oplyst, at T forventes at have afsluttet afsoningen af de to tidligere domme den 14. februar 2016. Anbringender Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om varetægtsfængsling anført, at kriminalitetens alvorlige karakter kræver, at T ikke er på fri fod under Højesterets behandling af ankesagen, og at proportionalitetshensyn ikke er til hinder for varetægtsfængsling. T er idømt en straf på fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. besiddelse af et skydevåben isat magasin med skarpladte patroner, ligesom han er dømt for have truet med at ville skyde de to forurettede i sagen.
- 3 - Proportionalitetshensyn er ikke til hinder for fortsat varetægtsfængsling. På tidspunktet for Højesterets behandling af ankesagen, der er berammet til hovedforhandling den 2. maj 2016, vil T have været varetægtsfængslet i mindre end 1 år. Fortsat fængsling er således ikke heller ikke under hensyn til en eventuel prøveløsladelse uproportional. I øvrigt agter anklagemyndigheden at fremsætte begæring om varetægtsfængsling efter dom i medfør af udlændingeloven, hvis Højesteret træffer afgørelse om udvisning. Over for påstanden om afvisning anføres, at den fremsatte begæring opfylder betingelserne i retsplejelovens 769, stk. 3, idet begæringen blev fremsat samme dag, som Højesteret oplyste berammelsestidspunktet, og det på denne baggrund måtte vurderes, at varetægtsfængsling ikke ville være uproportional. Det forhold, at Rigsadvokaten under en telefonsamtale tilkendegav, at T ikke længere skulle sidde varetægtsfængslet, kan heller ikke føre til, at anklagemyndigheden er afskåret fra at begære tiltalte varetægtsfængslet, da spørgsmålet om varetægtsfængsling skal afgøres af Højesteret, og da det på daværende tidspunkt var anklagemyndighedens opfattelse, at proportionalitetshensyn medførte, at tiltalte måtte løslades. T har til støtte for sin påstand om afvisning af anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling anført, at spørgsmålet om varetægtsfængsling efter retsplejelovens 769, stk. 3, snarest skulle have været forelagt for Højesteret, men at dette først skete den 16. december 2015, selv om sagen blev indbragt for Højesteret allerede den 4. december 2015. Da han forud blev løsladt fra varetægtsfængslingen, skal anklagemyndighedens anmodning betragtes som en helt ny begæring om varetægtsfængsling, der skal indbringes for byretten, og han skal i medfør af retsplejelovens 764, stk. 2, 1. pkt., have ret til at udtale sig i den forbindelse. Endvidere har Rigsadvokaten den 15. december 2015 telefonisk meddelt, at han ville blive løsladt i denne sag. Selv om han umiddelbart herefter blev overført til afsoning af straf fra tidligere domme, har Rigsadvokaten herved skabt en berettiget forventning hos ham om løsladelse, og Rigsadvokaten kan derfor ikke på uændret grundlag begære varetægtsfængsling. Til støtte for, at der ikke skal ske varetægtsfængsling, har han anført, at retshåndhævelseshensyn ikke tilsiger, at han skal varetægtsfængsles. Der er ingen personskade sket i sagen, og de
- 4 - trusler, som han er dømt for, var ukonkrete, ligesom han ikke fysisk var i besiddelse af skydevåbnet ved fremsættelse af truslerne. Endvidere medfører proportionalitetshensyn, at han ikke længere bør være varetægtsfængslet. Han har således allerede været varetægtsfængslet i 7 ½ måned af de 12 måneder, som han ved en straf af en varighed af 1 år og 6 måneder kan forventes at skulle afsone, hvis der sker prøveløsladelse af ham efter afsoning af 2/3 af straffen. Højesterets begrundelse og resultat Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fortsat varetægtsfængsling af T i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3, jf. 762, stk. 2, nr. 1, jf. 767, stk. 2. T har påstået afvisning af anklagemyndighedens begæring om fortsat varetægtsfængsling, subsidiært at han ikke varetægtsfængsles. Efter retsplejelovens 769, stk. 3, skal spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling under ankebehandlingen snarest forelægges ankeinstansen. 769, stk. 3, indeholder ikke en præcis frist, og hverken bestemmelsen eller dens forarbejder angiver, hvilke retsvirkninger der er knyttet til en tilsidesættelse af kravet om forelæggelse snarest. Herefter, og da spørgsmålet om varetægtsfængsling blev forelagt for Højesteret den 16. december 2015, hvilket var 12 dage efter sagens indbringelse for Højesteret den 4. december 2015, finder Højesteret, at der ikke med henvisning til fristreglen i 769, stk. 3, er grundlag for at afvise begæringen om varetægtsfængsling. Højesteret finder, at heller ikke det forhold, at anklagemyndigheden den 15. december 2015 meddelte Ts forsvarer, at der ikke ville blive fremsat anmodning om fortsat varetægtsfængsling under ankebehandlingen for Højesteret, kan føre til afvisning. Det bemærkes herved, at anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling blev fremsat over for Højesteret den 16. december 2015, dvs. allerede dagen efter meddelelsen til tiltaltes forsvarer. Baggrunden for anklagemyndighedens ændrede opfattelse var, at Højesteret samme dag havde berammet sagen til hovedforhandling den 2. maj 2016, hvorefter varetægtsfængsling under anken efter anklagemyndighedens opfattelse ikke ville indebære en krænkelse af proportionalitetskravet i retsplejelovens 762, stk. 3. Endvidere blev T ikke efter meddelelsen til forsvareren sat på fri fod, men overgik den 16. december 2015 til afsoning af tidligere idømte
- 5 - straffe. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at der ikke hos T er skabt en berettiget forventning om løsladelse, der afskærer anklagemyndigheden fra at fremsætte begæring om varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3. Højesteret finder endvidere, at der ikke ved anklagemyndighedens meddelelse om løsladelse til forsvareren er sket en sådan afbrydelse af den varetægtsfængsling, der blev bestemt i forbindelse med afsigelsen af landsrettens dom, at 769, stk. 3, ikke længere kan anvendes som hjemmel for varetægtsfængsling. Højesteret behandler herefter begæringen om varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3. T er ved landsrettens dom idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for besiddelse af en skarpladt pistol i en lejlighed under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens 192 a, stk. 1, nr. 1, og for fremsættelse af trusler på livet i to tilfælde i forbindelse hermed. Disse lovovertrædelser er af en sådan karakter og grovhed, at betingelserne i retsplejelovens 762, stk. 2, nr. 1, for varetægtsfængsling af T under sagens behandling for Højesteret er opfyldt. T har været frihedsberøvet i anledning af sagen i 7 ½ måned fra den 1. maj 2015 til den 16. december 2015. Da hovedforhandling er berammet i Højesteret den 2. maj 2016, kan fortsat varetægtsfængsling frem til Højesterets dom ikke antages at stå i misforhold til den straf, der kan forventes i sagen. Anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling af T frem til Højesterets dom tages herefter til følge i medfør af retsplejelovens 769, stk. 3, jf. 762, stk. 2, nr. 1, jf. 767, stk. 2. Thi bestemmes: T skal forblive varetægtsfængslet frem til Højesterets dom.