Teknik & Miljø Plan Prinsens Alle 5 8800 Viborg Tlf.: 87 87 87 87 plan@viborg.dk Tilgængelighed i historiske bykerner - nye veje til Viborgs kulturarv Dato: 10. februar 2014 Tilbudsindhentning Viborg Kommune indhenter hermed tilbud på rådgivning vedrørende formidlingsopgaven i projektet Tilgængelighed i historiske bykerner - Nye veje til Viborgs kulturarv. Viborg Kommune vurderer, at kontraktværdien på denne rådgivningsydelse er under tærskelværdien for annonceringspligt jf. tilbudsloven. Tilbudsindhentningen er således ikke reguleret af tilbudslovens regler- Med denne tilbudsindhentning opfordres rådgivere, fx formidlingsrådgivere, kommunikations- eller idébureauer og lignende, til at søge om udvælgelse til at løse opgaven med at udvikle strategi og koncept for formidlingen samt efterfølgende implementering af formidlingstiltagene. Formidlingsopgaven er del af et samlet projekt, som også indeholder en arkitektonisk del. I efteråret 2011 foråret 2012 er der således gennemført en arkitektkonkurrence, hvor Team Schønherr er udvalgt som vinder af opgaven med at skabe fysisk tilgængelighed. De fysiske tiltag realiseres fra eftersommeren 2014. Opgaven Projektet Tilgængelighed i historiske bykerner - Nye veje til Viborgs kulturarv vil gennem fysiske tiltag og formidling vise nye veje til, hvordan man kan skabe tilgængelighed for alle i en historisk bykerne. Formålet med nærværende opgave er at skabe både formidling af tilgængelighed og tilgængelig formidling ved at: 1. Udvikle og implementere formidlingsmæssige tiltag, der sammen med forandringer i byrummet, skal understøtte og fremme tilgængeligheden i den historiske bykerne, så man som bruger kan navigere rundt i byen og ved, hvor man kan færdes i et tilgængeligt miljø. Der fokuseres på at udvikle de eksisterende formidlingstiltag og evt. supplere dem med nye tiltag, der kan binde formidlingen af tilgængeligheden i Viborg sammen. 2. Gøre eksisterende information om byens historie, steder og fortællinger tilgængelig for alle. Der fokuseres på at udvikle den formidling, der allerede findes på eksisterende platforme og ikke på at udvikle nye fortællinger om Viborgs historie.
Opgaven omfatter udvikling af strategi og koncept for formidlingstiltagene, samt implementering af det godkendte formidlingskoncept, herunder: / Gennemførelse af inddragelses- og samarbejdsproces Inddragelse af tilgængelighedseksperter og lokale aktører (fx bevaringsforening, handelsstandsforening m.fl.) i udvikling af konceptet, samt koordinering og samarbejde med Viborg Kommune, VisitViborg og Viborg Museum og evt. andre lokale og regionale turisme- og kulturaktører. / Prioritering af ændringer i eksisterende formidlingsplatforme Prioritering af hvilke platforme samt øvrige formidlingstiltag projektet med fordel kan indarbejdes i, og hvordan platformene kan udvikles set ud fra en tilgængelighedsmæssig vinkel. / Forslag til eventuelt nye tiltag Forslag til nye tiltag, hvis der er områder, som de eksisterende formidlingstiltag ikke dækker, der er oplagte i en tilgængelighedsmæssig sammenhæng. / Koblingen af formidlingstiltag til de arkitektoniske, fysiske løsninger Sammentænkning af de formidlingsmæssige tiltag med de arkitektoniske løsninger, således at formidlingstiltagene understøtter den øgede fysiske tilgængelighed, som det arkitektoniske projekt skaber. / Tids- og handlingsplan En tidsplan for udvikling og implementering af formidlingstiltagene, som hænger sammen med udvikling og realisering af det arkitektoniske projekt. / Budget Budget for de foreslåede tiltag, samt rådgiverhonorar. Konceptet skal kun vise løsninger, der kan realiseres inden for det samlede formidlingsbudget. I budgettet skal desuden redegøres for drift af de foreslåede løsninger. Der lægges vægt på, at der udvikles løsninger, der kræver et minimum af drift, og som bygger videre på eksisterende formidlingstiltag. Der skal redegøres for den efterfølgende driftsomkostning, herunder evt. omkostninger til opdatering, vedligeholdelse, sprogversionering, mm. / Realisering og implementering af det godkendte formidlingskoncept. Det er afgørende, at formidlingsindsatsen udvikles i aktivt samspil med de lokale aktører, som fx kommunen, VisitViborg, Viborg Museum, handelsstandsforeningen, bevaringsforeningen m.fl., så det sikres, at de valgte løsninger lever op til de forskellige aktørers behov. Samtidig er det vigtigt, at der er fokus på, hvordan eksisterende lokale, nationale og internationale kanaler og formidlingsprodukter kan videreudvikles med tiltag, der øger tilgængeligheden for alle, frem for at der udvikles nye formidlingsprodukter med en begrænset rækkevidde. Det er en forudsætning, at der er et tæt samarbejde mellem hovedrådgiveren i det arkitektoniske projekt og rådgiveren på formidlingsopgaven. Økonomi Det samlede budget er 2 mio. kr. Budgettet er inkl. honorar til den annoncerede rådgiverydelse, og ekskl. moms.
Det samlede budget skal dække udgifter til alle ydelser i forbindelse med løsningen af formidlingsopgaven, dvs. varekøb såvel som tjenesteydelser. Rådgivere skal angive, hvor meget rådgiverhonoraret til udvikling og implementering udgør af det samlede budget. Betingelser for deltagelse Rådgivere, der ønsker at komme i betragtning, skal fremsende følgende: / Forside og tilgang til opgaven (se nedenfor) / Identifikationsoplysninger herunder navn, adresse, CVR-nummer, kontakt- og personoplysninger / Firmapræsentation med kort beskrivelse af virksomhedens organisation og faglighed. / CV er på medarbejdere, der tilknyttes opgaven. I tilfælde af teams med en bred sammensætning ønskes beskrivelse af rollefordeling. / Relevante referencer fra tidligere udførte projekter (max 5). Referencerne skal kunne dokumentere erfaring med håndtering af lignende opgaver. / Tro- og loveerklæring om gæld til det offentlige Såfremt rådgiver af gyldig grund, fx at rådgiver er ny aktør på området, ikke kan fremlægge den krævede dokumentation for referencer, skal rådgiver angive gyldig grund samt søge sin kapacitet godtgjort på anden vis ved at fremsende dertil egnet dokumentation. Forside og tilgang til opgaven Som introduktion til den samlede dokumentpakke ønskes 1-2 A4-sider, der i ord og billeder demonstrerer rådgiverens tilgang til denne særlige opgavetype. Forsiden skal vise rådgivers tilgang til, hvordan man gennem formidlingsmæssige tiltag kan forbedre den ligeværdige, tilgængelige adgang til Viborgs historiske bykerne ikke bare for mennesker med funktionsnedsættelse, men for alle og hvordan det kan ske i samspil med ændringer i det fysiske miljø, som det sker i det arkitektoniske projekt. Kriterier for udvælgelse til at afgive tilbud og videre dialog Der vil i udvælgelsen blive lagt vægt på: / Rådgiverens tilgang til løsning af opgaven / At rådgiveren har kompetencer til at håndtere opgaven kreativt og med faglig sikkerhed. / At rådgiveren har erfaring og kapacitet til at gennemføre opgaven og kan koordinere formidlingstiltagene med rådgiveren for det arkitektoniske projekt og med relevante formidlingsaktører / At rådgiveren demonstrerer forståelse og begejstring for den særlige opgave det er at arbejde med tilgængelighed for alle, ligeværdig adgang og muligheden for at kunne følges ad. Kriterier for tildeling af opgaven Rådgivere der bliver udvalgt til videre dialog, skal aflevere et kortfattet tilbud, der beskriver hvordan rådgiveren vil løse opgaven, herunder: / Forslag til proces, der skal gennemføres for at løse opgaven / Budget og honorar for løsning af opgaven Tildelingskriteriet vil være det økonomisk mest fordelagtige tilbud ud fra en samlet vurdering, hvor der bl.a. vurderes på de tilbudte referencer for de medarbejdere,
der tilknyttes opgaven, samt virksomhedens tilgang, erfaringer og kompetencer. Der vil i tildelingen af opgaven blive lagt vægt på: / Total honorarsum / Processen for løsning af opgaven / Tilgang til løsning af opgaven / CV og referencer for de medarbejdere, der tilknyttes opgaven Organisation Bag projektet står et partnerskab mellem Viborg Kommune, Realdania, Bevica Fonden, Vanførefonden og Arbejdsmarkedets Feriefond. / Styregruppe. Projektet er forankret i en styregruppe med repræsentanter fra fondene og Viborg Kommune. Styregruppen har det overordnede ansvar for projektets udvikling, realisering, formidling og forankring. / Bygherre. Viborg Kommune er bygherre og har dermed det juridiske ansvar for alle opgaver, der naturligt knytter sig til projektet. / Sekretariat. Dansk Bygningsarv er sekretariat for udbuddet på vegne af partnerskabet og varetager desuden kontakten til EFC og League of Historical and Accessible Cities. / Rådgiver. Et team bestående af Schønherr A/S, Creo Arkitekter, Peter Søndergaard, Trafikrevision, og professor Martin Zerlang fra Københavns Universitet rådgiver projektets fysiske del. / Videnspanel. Videnspanelet har en rådgivende funktion og er sammensat af repræsentanter fra centrale organisationer, foreninger og institutioner inden for tilgængelighedsområdet. / Den lokale følgegruppe. Den lokale følgegruppe har en rådgivende funktion og er sammensat af repræsentanter fra centrale aktører og interessenter i Viborg bymidte, bl.a. handelsstandsforening, bevaringsforening og turistforening. / League of Historical and Accessible Cities (LHAC): Tilgængelighed i historiske bykerner nye veje til Viborgs kulturarv er ét blandt flere pilotprojekter i det internationale samarbejde League of Historical and Accessible Cities (LHAC), som koordineres af European Foundation Centre (EFC). Samarbejdet sætter fokus på, hvordan man på én og samme tid kan bevare kulturarven i de europæiske bykerner og sikre, at den kan opleves af alle. Projektledelsen af formidlingsopgaven vil være forankret hos Viborg Kommune, der er bygherre. Proces og tidsplan Frist for at aflevere anmodning om at afgive tilbud er torsdag den 13. marts 2014 kl. 12. På baggrund af anmodningerne udvælges tre rådgivere, som inviteres til at afgive tilbud og efterfølgende præsentere deres proces og tilgang til opgaven på et møde med projektets parter. Frist for aflevering af tilbud for de udvalgte rådgivere er 10. april 2014 kl. 12. Mødet afholdes onsdag d. 23. april 2014 hos Viborg Kommune,
Prinsens Alle 5, 8800 Viborg. Det forudsættes, at de tre udvalgte rådgivere kan deltage i møde den 23. april 2014. På den baggrund vælges den endelige rådgiver, som tildeles opgaven med udvikling og implementering af formidlingstiltagene. Udviklingen og realiseringen af de formidlingsmæssige tiltag forventes gennemført til sommeren 2015. Anmodninger om at afgive tilbud og tilbud på rådgivningsydelsen Anmodninger om at afgive tilbud på rådgivningsydelsen og efterfølgende de udvalgte rådgivers tilbud fremsendes i 6 eksemplarer i hardcopy samt som én samlet pdf-fil, der ikke må overstige 10 mb på usb-stik. Materialet sendes til: Dansk Bygningsarv Mrk. Tilgængelighed i historiske bykerner - Nye veje til Viborgs kulturarv, formidlingsopgave Borgergade 111 1300 København K Yderligere information Som baggrund for opgaven henvises til www.viborgkommune.dk/tilgaengelighed, hvor der kan findes en kort film omkring projektet, program og dommerbetænkninger fra arkitektkonkurrencen, samt information om det internationale samarbejdsprojekt i League of Historical and Accessible Cities. På http://dom.viborg.dk/db/diverse.nsf/alle/109b7ba9381b0354c125786b00511660? OpenDocument beskrives baggrunden for formidlingsopgaven yderligere. Spørgsmål Eventuelle spørgsmål stiles til Mikala Kloppenborg Degn mk@bygningsarv.dk. Spørgsmål vil blive besvaret skriftligt senest den 3. marts 2014. Spørgsmål og svar vil i anonymiseret form blive offentliggjort på www.viborg.dk/tilgaengelighed.