Danmark undgik 1. Verdenskrig med udenrigspolitisk snilde 10. august 2014 Danmark var tæt på at miste sin neutralitet under 1. Verdenskrig, hvor regeringen måtte balancere på en knivsæg mellem Tyskland og England. Men taktiske udenrigspolitiske valg sikrede, at vi ikke endte i krig. Af: Anne Marie Lykkegaard, journalist Billedet her fra skyttegraven Tunestillingen. Det er formentlig taget under en øvelse, som der foregik mange af under krigen. På billedet ses en Premierløjtnant, en sergent og en menig soldat. (Foto: Greve Museum) Ærkehertug Frans Ferdinand og hans hustru har netop forladt rådhuset i Sarajevo 28. juni 1914 for at stige ind i deres bil. Få øjeblikke senere ligger de skudt og dræbt på sæderne. Det er startskuddet til 1. Verdenskrig, som én måned senere hærger hele Europa. Uden for Danmarks grænser vælter granaterne ned, og millioner af soldater mister livet i de flere 100 kilometer skyttegrave, som har pløjet Europas jord op. Inden for grænserne er en nordjysk forfatter utilfreds med Danmarks neutralitet under krigen og beskylder danskerne for at hygge sig lidt for meget. Danmark leverede under krigen varer til både England og Tyskland. England efterspurgte især bacon, mens Tyskland fik sendt omkring 95.000 heste ned til sig. Senere leverede Danmark også rigelige mængder konserves til den tyske hær.»du pusling-land, som hygger i smug, mens hele verden brænder om din vugge,«skrev den danske forfatter Jeppe Aakjær. Ifølge museumschef på det nyåbnede Mosede Fort Danmark 1914-1918, der huser Danmarks eneste 1. Verdenskrigsmuseum, var der dog ikke ren hygge i de danske stuer.»vi hyggede os ikke bare. Der var et højt aktivitetsniveau i Danmark, og alle soldater blev indkaldt. Der skulle en indsats til for at holde Danmark neutralt,«fortæller Henriette Buus.
Danmark opruster Tyskland har under krigen noget tungt artilleri, som Danmark ikke helt kan hamle op med. Derfor anskaffer de sig nogle nye kanoner, der bruger op til 384 kilo tunge granater med en rækkevidde på omkring 11,3 kilometer. (Foto: Anne Marie Lykkegaard) Via spisesedler og telegrammer kunne den danske befolkning holde øje med krigens udvikling. I løbet af seks dage var der ikke mindre end fire krigserklæringer mellem stormagterne i Europa. Herhjemme medførte krigens udbrud, at alle 60.000 soldater blev indkaldt. Hovedparten blev placeret på Sjælland for at beskytte København mod et eventuelt bombardement. Regeringen ville med oprustningen vise, at vi var i stand til at forsvare vores neutralitet, men ville samtidig ikke provokere tyskerne.»danmark opruster bevidst på Sjælland, fordi regeringen ikke vil provokere tyskerne. Det ville vi gøre, hvis vi placerede soldater i Jylland, hvor vi ifølge tyskerne kunne vente på et signal fra England om at gå ind i Tyskland,«siger Palle Roslyng-Jensen, der er lektor i historie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Han tilføjer, at Danmark jo én gang havde fået den tyske næve at mærke, så dem skulle man behandle varsomt. Efter nedlaget i 1864 og under 1. Verdenskrig var den danske grænse rykket op til Kongeåen. Det betød, at 30.000 dansksindede nordslesvigere deltog i krigen på tysk side. Cirka 5.000 mistede livet.»tyskland ligger tæt på og havde en overvældende styrke, hvor England er mere på afstand. Danmark havde én gang fået fingrene i klemme i 1864, og det skulle ikke ske igen, for så kunne Danmark som nation måske helt forsvinde,«siger han. 40 kilometer skyttegrav Ud over indkaldelsen af alle landets soldater, blev der med håndkraft gravet 40 kilometer skyttegrav mellem Mosede Fort ved Køge Bugt og Vedelev ved Roskilde Fjord. Skyttegravslinjen med pigtråd skulle udgøre Københavns befæstning. Her blev også opstillet små bunkers, hvorfra soldaterne kunne skyde eventuelle fjender.
Forsvarspolitisk blev der kørt meget i stilling, selvom Danmark havde erklæret sig for neutralt. Neutraliteten kunne alene ikke holde England eller Tyskland fra at besætte Danmark for at få en ekstra forsvarsposition. Derfor var soldater og andet mandskab forberedt på det værste. På Mosede Fort, som blev opført mellem 1913 1916 boede der lidt over 100 soldater. Som hele tiden var i beredskab, hvis der skulle ske noget uventet. (Foto: Greve Museum)»Krigen kom rigtig nok ikke, men det vidste de jo ikke på den tid. Forestil dig, hvad der er løbet igennem for eksempel lægens hoved, som har forberedt sig på at få sårede soldater ind med granatsplinter i kroppen eller behov for at få amputeret et ben,«siger Henriette Buus. Udenrigspolitisk dans på en knivsæg Den konstante frygt for, at Danmark skulle blive invaderet af enten England eller Tyskland gjorde, at regeringen måtte foretage nogle svære udenrigspolitiske valg. Kort efter krigens udbrud ville Tyskland sænke miner i Øresund, Storebælt og Lillebælt. Hvis Danmark sagde nej, kom tyskerne og gjorde det selv, men det ville samtidig betyde, at tyske soldater skulle holde øje med minerne på dansk jord. 1. Verdenskrig var den første rigtige mediedækkede krig, hvor den danske befolkning kunne følge med i krigens gang. Flere gange om dagen blev nyhederne fra fronterne opdateret, men ikke uden censur. Staten sørgede nemlig for, at de mest kritiske nyheder ikke kom ud. Medierne skulle ikke skabe unødig panik i befolkningen. Hvis Danmark derimod sagde klart ja, så kunne det provokere englænderne så meget, at de ville gå ind i Danmark og stoppe Tysklands fremmarch. Regeringen stod altså i noget af en kattepine, men her trådte Kong Christian 10. i karakter. Hans fætter var nemlig kongen af Storbritannien, Georg 5. Christian 10. tog derfor til England for at forklare Danmarks dilemma med minerne, og Georg 5. beroligede Christian 10. ved at udvise forståelse. Tyskerne fik derfor lov til at sænke miner i de danske farvande uden at England lod sig genere af det.
»Dansk udenrigspolitik var en succes på det tidspunkt. Vi var loyale nok over for tyskerne til, at vi ikke blev en hemmelig engelsk agent og undgik på den måde den tyske nation, og samtidig fik vi overbevist englænderne om, at vi var anti-tyske. Det var blandt andet derfor, at England accepterede nedlægningen af minerne,«siger Palle Roslyng-Jensen. Krigen var tæt på flere gange Spisesedler med sidste nyt hang overalt i København, hvor befolkningen kunne følge med i slagets gang. Der var blandt andet store ladvogne og busser, som kørte rundt med plakater med nyheder på siden. (Foto: Anne Marie Lykkegaard) Udenrigspolitikken fungerede tilsyneladende, for hverken England eller Tyskland rullede deres kanoner ind over grænserne. Men det var flere gange tæt på, at Danmark kunne have havnet i krigstumult, fordi der mellem tyske generaler og politikere var uenighed om, hvorvidt de skulle gå ind i Danmark.»Der er forskellige episoder, hvor den tyske hær ville besætte Danmark, men der kom altid noget i vejen. Desuden mente tyske politikere, at Tyskland sagtens kunne stole på Danmark,«siger Palle Roslyng-Jensen. Selvom Danmark klart havde meldt ud sammen med Norge, Sverige og Holland, at de var neutrale, så var det ikke nødvendigvis en garanti for at undgå krigens hærgen. På det tidspunkt fandtes der nemlig ikke et FN, som kunne holde øje med, at krigens spilleregler blev fulgt. På Mosede Fort lavede soldaterne ofte kamp øvelser, men der var også tid til at få krigen lidt på afstand i et af værelserne, hvor der var instrumenter, sofaer og lænestole. (Foto: Greve Museum)»Der var selvfølgelig nogle få regler omkring krigsførelse, men grundlæggende tænkte man ikke på, hvad der var lovligt og ulovligt i krig. Det betød, at hvis Tyskland syntes, at det var ressourcerne værd at gå ind i Danmark, så havde de gjort det, selvom vi var neutrale,«siger Palle Roslyng-Jensen og tilføjer, at Tyskland og England begge var nervøse for Danmarks placering.»grundlæggende var tyskerne bange for, at England ville gå ind i Danmark og udnytte os som forsvarspost, men den frygt havde englænderne også.«skal vi skyde? Selvom tyskerne stolede på, at Danmark ikke ville alliere sig med englænderne, så kunne de ikke dy sig for at komme tæt på. På et tidspunkt under krigen fik Krigsministeriet en melding om, at soldater havde set en tysk zeppeliner over dansk grund.
Soldaterne spurgte i vildrede, om de skulle skyde den ned, for der måtte ikke være kæmpede soldater på neutral grund. Problemet var bare, at hvis soldaterne åbnede ild mod luftskibet, så kunne Tyskland opfatte Danmark som reel krigsdeltager. Krigsministeriet meldte tilbage til soldaterne, at de ikke måtte skyde luftskibet ned, og på den måde undgik vi endnu engang at blive indblandet i krigen. Neutralitetspolitikken tabte under 2. Verdenskrig Ved krigens afslutning 11. november 1918 kunne de danske politikere klappe hinanden på skuldrene. Danmark kom igennem 1. Verdenskrig uden at åbne ild og bevarede sin neutralitet. Vi havde endda tjent godt på krigen, fordi vi havde solgt varer til England og Tyskland. Da 2. Verdenskrig melder sin ankomst i 1939 tænker regeringen, at de genanvender neutralitetspolitikken igen. For det gik jo så godt sidst. Men det skulle vise sig at være en fejltagelse.»da krigen bryder ud i 1939, bliver regeringen enig om, at man bare gør som sidst, for det gik jo så godt. Man fører igen en forsigtig neutralitetspolitik over for Tyskland, men problemet er, at Nazi-tyskland ikke er lige så tillidsfuldt, som Kejserriget under 1. Verdenskrig. Nazilederne førte en mere hensynsløs krig, hvor hele Europa skulle besættes,«siger Palle Roslyng-Jensen. Den ellers succesrige neutralitetspolitik fra 1. Verdenskrig var altså ikke anvendelig under 2. Verdenskrig, men den sikrede, at nationen Danmark ikke kom endeligt på tyske hænder hverken under 1. eller 2. Verdenskrig. http://videnskab.dk/kultur-samfund/danmark-undgik-1-verdenskrig-med-udenrigspolitisk-snilde