INDSATS AF SANNE PEDERSEN, MICHAEL LINDE OG ANETTE LORENTZEN Baggrund De tre forfattere bag artiklen var alle med i indsatsgruppen, der rejste til Phuket. Herudover deltog Tommy Holm som koordinator. Falck Healthcare A/S sendte ydermere to psykologer til Bangkok for at hjælpe i lufthavnen og en psykolog til Dubai for at bistå nogle flybesætninger. FOTOS: SCANPIX Den psykologiske indsats i Phuket i forbindelse med flodbølgekatastrofen stillede danske psykologer i en ekstrem situation. Her skildres indsatsen mellem tilskadekomne, efterladte og fag folk, som tre danske psykologer oplevede det. MØDET MED 8 PSYKOLOG NYT Nr. 6. 2005
Mandag den 27. december 2004 rejste tre psykologer og en koordinator fra Falck Healthcare til Phuket i Thailand for at hjælpe de skandinaviske turister, som var rejseforsikret hos Tryg Forsikring. Holdet var på dette tidlige tidspunkt de eneste danske psykologer i Phuket, og behovet for hjælp var stort. Det fulde omfang af katastrofen var endnu ikke kendt, og i perioden fra vi rejste hjemmefra, til vi ankom til Phuket, var antallet af tilskadekomne og døde steget markant. Når man som psykolog siger ja til sådan en opgave, må man have gjort sig klart, at det eneste sikre er uvisheden. Man skal være parat til at turde være til stede og tage imod, hvad der end måtte komme. Man skal acceptere de langt fra optimale arbejdsbetingelser og bruge sin energi, hvor den kan gøre en forskel. I vores lille gruppe havde vi blandt meget andet erfaringer fra SAS-ulykken i Milano, terrorbombningen på Bali og fyrværkeribranden i Kolding. Især erfaringerne med krisestyring var en vigtig ballast i denne situation. I en situation med kaos og uvished skal man være meget opmærksom på, at man ikke i din iver efter at hjælpe bidrager PHUKET Nr. 6. 2005 PSYKOLOG NYT 9
MØDET MED PHUKET yderligere til forvirringen. Det gælder om at gøre sig synlig og tilgængelig, om at skabe nogle holdepunkter for de ramte. Arbejdsbetingelserne er selvsagt meget anderledes end det at sidde i sin konsultation, hvor klienterne kommer ind ad døren. Vi kunne ikke bare sætte os i foyeren og vente på, at de kriseramte overlevende kom til os. Som psykologer lærer vi, at det er vigtigt, vi har et pænt, afskærmet rum til rådighed, hvor vi kan sidde i ro og mag og samtale med klienten. Her var der mennesker overalt, ejendele overalt. Vi sad alle mulige steder og talte med traumatiserede mennesker. På en trappe, ude ved gaden, i foyeren, ved swimmingpoolen, i en overfyldt hospitalsstue alle steder, hvor vi bare kunne få ørenlyd. En af de første opgaver for vores gruppe var at skabe en struktur for vores arbejde, midt i al uoverskueligheden. De tilskadekomne skandinaver var spredt på hospitaler og hoteller over et stort område. Alene på Phuket var der fem offentlige hospitaler plus hospitaler i Pang Nga, Krabi m.fl. Situationen i Phuket På turen fra Phuket Airport og til Phuket City så vi ikke særligt meget til ødelæggelserne. Phuket City ligger ca. midt på øen på den østlige side og var således ikke blevet ramt af vandmasserne. Vi var blevet indlogeret på det hotel, hvor 10 PSYKOLOG NYT Nr. 6. 2005
Artikelserie... Hvad vil det sige at bruge sin faglighed og erfaring på udebane, under kaotiske og uforudsigelige forhold? I nærværende artikel stiller tre psykologer skarpt på den psykologiske indsats i Phuket, Thailand, i forbindelse med flodbølgekatastrofen. Her beskrives først situationen ved ankomsten til Phuket, samt hvordan krisestyring og det tværfaglige samarbejde fungerede og muliggjorde struktur og orden i de første kaotiske døgn efter katastrofen. I to senere artikler beskrives metoder, intervention og etik i arbejdet med de ramte på stedet og efterfølgende i Danmark. Desuden sættes der lys på psykologens egne reaktioner og behov for egenomsorg i forbindelse med de følelsesmæssige påvirkninger, man blev udsat for i det massive møde med så mange traumatiserede mennesker. Der kan også henvises til artiklen Der kom en flodbølge, Psykolog Nyt 2/2005, som omhandlede den psykologiske indsats med udgangspunkt i Rigshospitalets Krisepsykologiske Enhed. også den danske og svenske ambassade holdt til. Hjemmefra havde vi fået at vide, at Tryg Forsikring ville formidle informationen om, at vi krisepsykologer ville være at finde på dette hotel, og så skulle de, der kunne, komme til os for at få hjælp. Informationerne fra Tryg nåede kun få overlevende, da hovedparten af de ramte turister havde forladt deres feriebolig, enten fordi den var ødelagt, eller fordi de ikke turde opholde sig i den. Telefonsystemerne fungerede i perioder, men en hel del turister havde (også) mistet deres mobiltelefoner. Situationen i byen var helt uoverskuelig. Hundredvis af chokerede og tilskadekomne mennesker gik rundt som i trance. Mange var så traumatiserede, at de nærmest ikke var til at komme i kontakt med. De havde små og større skader overalt på kroppen. Nogle sad bare og rokkede frem og tilbage, mens de klamrede sig til et stykke tøj, som var alt, de havde fået med sig. Andre talte med sig selv, helt uden fornemmelse for de mange mennesker omkring dem. Hotellet kunne minde om en flygtningelejr med mennesker alle vegne i foyeren, i konferencelokalerne og på gangene. I et lille hjørne af foyeren havde fire ansatte fra den danske ambassade i Bangkok indrettet sig yderst interimistisk i en nedlagt frisørsalon. Den svenske ambassade havde indrettet sig lige ved siden af. Vi fandt et bord, et par stole og lavede et stort skilt, der fortalte, hvem vi var, og placerede vores kontaktsted lige ved indgangen til hotellet. Det var dér, der var plads. Vi havde mange overvejelser om, hvordan vi bedst udnyttede vores faglige ressourcer. Graden af traumer hos de overlevende gav anledning til tanker om, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at lave samtaler med grupper af traumatiserede. Vi oplevede, at selv om de overlevende havde været det samme sted og oplevet den samme begivenhed, så var oplevelserne meget individuelle og personlige. Derfor brugte vi kun gruppesamtaler i små familie- og vennesammenhænge. Da mange af de overlevende var meget sårbare og eksponerede, var der stor risiko for, at de ville blive yderligere traumatiserede, hvis de skulle høre andres historier. Endvidere havde de nok med at forsøge at rumme deres eget tab og sorg. Fortvivlelse og håb Fortvivlelsen blandt de overlevende turister var overvældende. Vi så mange overlevende, hvor alle coping-strategier og forsvarsmekanismer var sat ud af kraft. De kunne gå fra at være helt apatiske og indadvendte til at græde højlydt og voldsomt. I de første dage voksede tavlerne med savnede personer voldsomt det påvirkede også os at se billeder af glade, solbrændte børn og voksne, som nu formodedes at være omkommet. Mange af dem, som vi talte med, ledte stadig efter deres pårørende. Flere havde måttet give fysisk slip på deres kære på grund af vandmassernes enorme kraft og bebrejdede sig selv, at de ikke havde kunnet holde fast. En stor del af dem var selv meget tilskadekomne, men ofte registrerede de ikke dette. De talte og græd, talte og græd. De gik fra sted til sted for at spørge, om nogle havde set deres kære. Vi hørte enkelte mirakelhistorier om, at en savnet var dukket op et helt uventet sted og alle håbede på, at deres kære også kunne være en del af en sådan historie. De fleste af de overlevende, der stadig havde et håb om at finde deres savnede pårørende, havde bestemt ikke lyst til at forlade Phuket, trods et vist pres fra myndighedernes side om at rejse hjem. At forlade området ville være det samme som at opgive håbet om, at de var i live. Mange af de mennesker, som hverken havde døde eller savnede i deres grupper, søgte i de første dage mod Bangkok, da de ikke havde lyst til at opholde sig på øen mere. Langt de fleste af disse turister havde været i livsfare på forskellig vis og havde under flodbølgen set i øjnene, at de nok skulle dø. Næsten alle havde set mennesker forsvinde i bølgerne. Mange havde en oplevelse af, at det udelukkende var tilfældigheder, der afgjorde, at de kom igennem det med livet i behold. En meget stor del af disse havde skyldfølelse over at have overlevet og over, at de ikke havde kunnet hjælpe nok. Tværfagligt samarbejde Flere andre hjælpegrupper havde slået sig ned i hotellets foyer, og der opstod hurtigt et meget fint samarbejde mellem skandinaver sendt ud af mange forskellige organisationer. Vi arbejdede tæt sammen med læger, sygeplejersker, præster, ambassadefolk og koordinatorer fra forskellige organisationer. Få timer efter vores ankomst var vi Nr. 6. 2005 PSYKOLOG NYT 11
til koordineringsmøde, hvor de forskellige faggrupper deltog sammen med ambassadens medarbejdere. Som dagene gik, blev der stadig flere deltagere i disse møder, idet der kom flere og flere hjælpere til. Det var et vigtigt forum for koordination af hjælpen rundt på hospitalerne, for aftaler om hjemtransport og informa tion til ambassadens medarbejdere. Det siger sig selv, at en sådan katastrofe tiltrækker mediefolk fra hele verden. De var overalt. Vi var påpasselige med, hvad vi sagde til de journalister, der kom og spurgte til vores arbejde. Men vi syntes også, at det var vigtigt at fortælle, hvordan vi arbejdede, og hvordan vi ud fra vores faglighed kunne hjælpe. Hospitalsbesøg Det blev hurtigt klart for os, at vi dagligt skulle rundt på hospitalerne i området. Ofrene var blevet indlagt på hospitaler over hele øen foruden områderne nordpå, bl.a. Pang Nga og Krabi. De tilgængelige lister over indlagte skandinaver var unøjagtige. Hospitalernes lister var heller ikke nøjagtige, der var tilføjet, streget, skrevet i lydskrift og påført forkerte nationaliteter. Situationen på hospitalerne var kaotisk; mange forskellige mennesker opholdt sig her. Foruden alle de sårede var der pårørende, mennesker, der ledte efter familie, journalister og forskelligt hjælpepersonale. På vores koordinationsmøder aftalte vi hver dag, hvilke tværfaglige teams der skulle besøge hvilke hospitaler. Situationen ændrede sig hele tiden. Og de sårede blev hele tiden flyttet, bl.a. med henblik på hjemtransport. Med disse tværfaglige teams (i vores situation bl.a. bestående af læge, ambassadeansat og psykolog) var vi i stand til at gøre en god indsats på flere fronter og frem for alt øge beslutningsdygtigheden. Krisepsykologisk intervention Opgaverne, deres indhold, omfang og varighed var helt uforudsigelige. Uanset hvor vi opholdt os, tog vi opgaverne ad hoc. For de turister, der stadig ledte efter deres kære, var det bedste, vi kunne gøre, at lytte til deres fortvivlelse og prøve at give dem så meget ballast, at de kunne gå videre til næste instans, fx ambassade eller hospital. Mange bad os også om at hænge fotos af deres pårørende op på hospitaler og andre steder, hvor vi kom frem. Nogle kom tilbage til vores kontaktsted flere gange. Flere fordi de havde fået nye oplysninger, andre fordi de var ved at miste håbet. Og andre igen, fordi de simpelt hen søgte tilbage med et behov for at fortælle deres historie en gang mere. Mange bevægede sig i rutefart mellem hoteller og hospitaler, de ledte efter pårørende og kunne ikke finde ro til at opholde sig i længere tid noget sted. Der var nogle overlevende, der var helt alene tilbage det var meget tragisk at opleve deres forladthed. I denne akutte situation var der mange forhold, som skulle tages i betragtning. Vi kunne ikke begynde at bearbejde de ramtes traumatiske oplevelser oplevelser, som knapt var gået op for de mennesker, der var ramt. Det var snarere målet at støtte folk til at kunne generobre bare noget af deres basale tillid og selvkontrol, så de kunne magte at komme nogle skridt videre og i sidste ende kunne rejse hjem. Det er også vigtigt, at man selv som psykolog i denne situation udviser øget situationsfornemmelse. Det er vigtigt at vide, hvornår man skal stille et spørgsmål og vejlede, og hvornår man bestemt ikke skal. Det er også vigtigt at vide, hvilke spørgsmål man ikke skal stille. Mange af de overlevende i Phuket var så skrøbelige og kriseramte, at de skulle behandles yderst skånsomt. Ud over den meget psykologspecifikke hjælp ydede vi hjælp med mere praktiske ting, som også får en meget stor betydning, når man står i en så forfærdelig situation. Også i disse tilsyneladende ikke-psykologiske situationer bruger man sin faglighed til at intervenere. Vi opdagede meget hurtigt, at hovedparten af de overlevende var så traumatiserede, at de ikke kunne overskue selv de mindste ting på egen hånd, fx at gå 20 meter hen til ambassadens ansatte for at få hjælp til hjemrejse. Vi lærte hurtigt, at vi skulle følge og guide folk selv ved meget korte distancer og meget dagligdags opgaver. Vi måtte også hjælpe dem med udbetaling af penge (mange havde kun den smule tøj, som de stod i), kontakt 12 PSYKOLOG NYT Nr. 6. 2005
MØDET MED PHUKET til forsikringsselskab med henblik på hjemrejse, kontakt til ambassaden for at få udstedt nødpapirer, følge til en læge, hente medicin osv. Efterhånden som dagene gik, blev vi opsøgt af en del skandinaver, som var taget til Phuket for selv at lede efter deres pårørende fordi det var bedre for dem at være i Thailand end at sidde hjemme og vente på nyt. Andre var taget til Phuket for at hjælpe familie eller venner med at lede. Disse mennesker havde også behov for en indsats fra vores side. Erfaringsopsamling Det var vigtigt for os, at vi i denne tidlige fase kunne skabe grundlaget for en eventuel senere psykologhjælp i Danmark således at de overlevende havde en positiv erindring med hjem om, at de havde fået støtte og omsorg i den akutte fase og dermed ikke var blevet afskrækket fra at få psykologhjælp på et senere tidspunkt, hvis de skulle få brug for det. Når man arbejder under omstændigheder som i dette tilfælde, er det godt at være flere af sted sammen. Vi kunne bruge hinanden til at diskutere, om vi var på rette vej, om vi skulle ændre nogle ting. Vi kunne støtte hinanden i alle de svære situationer, og vi kunne også få nogle små pauser, medens en kollega tog over. Det er vigtigt, at være klar over, at meget af det arbejde, der bliver gjort i en sådan situation, ikke decideret er psykologfagligt arbejde, men det er en naturlig del af det at give psykisk omsorg til så traumatiserede mennesker. Vi må simpelt hen møde ofrene der, hvor de er lige i situationen. Det er også vigtigt, at vi efterfølgende uddrager og udbreder de erfaringer, vi som psykologer har indhentet her, så at andre kan blive en lille smule mere forberedte til arbejde i katastrofeområder. Og vi har allerede på forskellige områder påbegyndt erfaringsudveksling med forskellige involverede grupper. Et forhold, der hurtigt viste sig at være meget værdifuldt, var, at Falck Healthcare og i dette tilfælde Tryg Forsikring på forhånd havde afklaret an- svars- og kompetencefordelingen, samt at Falcks vagtcentral 24 i døgnet kunne bistå os med opdatering af situationen og koordination med pårørende, flyselskaber, myndigheder og psykologer, der skulle tage over i forbindelse med hjemkomsten. Sanne Pedersen, chefpsykolog, i samarbejde med psykologerne Michael Linde og Anette Lorentzen, Falck Healthcare A/S Nr. 6. 2005 PSYKOLOG NYT 13