PHUKET OG TIDEN EFTER

Transkript

1 INTERVENTION AF ANETTE DAM LORENTZEN, MICHAEL LINDE OG SANNE PEDERSEN PHUKET OG TIDEN EFTER Metoder, intervention og etik i arbejdet med de ramte af flodbølgekatastrofen i Phuket og efterfølgende i Danmark Den faglige ballast, vi havde som baggrund for interventionen i Phuket, var mange års erfaring som krisepsykologer. Vi havde tidligere været indsat ved afgrænsede individulykker, traumatiske hændelser i mindre grupper og ved større katastrofer som flyulykken i Milano, bombesprængningen på Bali og fyrværkeribranden i Seest. Viden om og indsigt i krisepsykolo- gien koblet med vores konkrete erfaringer og metoder er det faglige afsæt for at håndtere disse opgaver. Arbejdet som krisepsykolog i eksempelvis Falck Healthcare indebærer bl.a., at man inden for fire timer skal være forberedt på at stå i en akut situation, hvor man både skal skaffe sig overblik over hændelse, forløb, den (de) ramte og graden af ramthed for at kunne intervenere mest hensigtsmæssigt i selve situationen og ved en opfølgende indsats. Selv om der altid er en del mental forberedelse billeder fra tidligere lignende opgaver og håndtering af disse, metodegennemgang, praktiske ting mv. kan man alligevel aldrig forberede sig 3

2 helt til opgaven, fordi beslutningen om den konkrete håndtering først tages, når man har dannet sig et vist overblik. Fleksibilitet og parathed til hurtig ændring af interventionen samt det at turde påtage sig myndighed og autoritet er vigtige kodeord i en krisepsykologisk indsats. Metoder og intervention I Phuket mødte vi rigtig mange børn og voksne, som var følelsesmæssigt og også fysisk hårdt ramt af den voldsomme oplevelse, som flodbølgen forårsagede. Familier var blevet skilt ad, nogle havde været adskilt i flere døgn, før de blev genforenet. Andre mistede ægtefæller og andre nærtstående slægtninge. Mange mistede deres små børn. Flere gik rundt i forfærdende uvished om deres slægtninges skæbne. Fælles for alle var, at de havde haft oplevelsen af stærk dødsangst og angsten for at miste tæt inde på livet. Det, der adskilte denne opgave fra andre, var dels karakteren af hændelsen (katastrofe), mængden af personer, som var ramt, og graden af de traumer, vi så eksponeret. Netop graden af traumer og de ramtes sårbarhed eller robusthed i forhold til håndtering af disse (copingstrategier) har givet anledning til nogle faglige betragtninger over indsatsen i Phuket og efterfølgende i Danmark. Der har i mange år været anvendt en række individorienterede psykologiske interventionsformer for at hjælpe enkeltpersoner efter ulykker og katastrofer, men især i løbet af de sidste år er der blevet gradvis mere fokus på værdien og effekten af den gruppebaserede indsats. Den gruppebaserede metode er i stigende grad blevet anvendt i Norden, bl.a. på baggrund af de erfaringer, som blev gjort i forbindelse med 4

3 de to nyere skibskatastrofer i nordisk farvand: Scandinavian Star (1990) og Estonia (1994). Krisepsykologiske termer som gruppeintervention, defusing, debriefing og psykologisk førstehjælp er kendte af alle med tilknytning til krise- og katastrofepsykologi og er i nordisk sammenhæng især fagligt formidlet fra Senter for Krisepsykologi i Bergen personificeret ved Atle Dyregrov m.fl. At samle mennesker i sorg eller krise i forbindelse med svær sygdom eller død (tab af nær pårørende) kendes fra sorggrupper, hvor oplevelsen af at være sammen med andre i samme situation af de deltagende ofte er blevet fremhævet som den bedste sorgstøtte og hjælp til selvhjælp (Dyregrov, 2002). De gruppebaserede metoder bygger bl.a. på tesen om værdien af at samle ramte eller pårørende, som har oplevet eller har mistet ved samme hændelse, da de fælles forudsætninger skulle være det bedste udgangspunkt for gensidig støtte og sorgbearbejdelse, ligesom en egentlig gruppeterapeutisk intervention har vist sig at være effektiv til at forebygge eller reducere post-traumatiske symptomer (Dyregrov og Straume, 2003). Vi er ud fra den konkrete erfaring med gruppebaseret indsats i form af debriefing gennem årene blevet bekræftet i en positiv effekt. Med de ramte fra flodbølgekatastrofen var forudsætningerne for at arbejde gruppebaseret i teorien til stede. Det var selvsagt ikke den første form for intervention, der fandt sted den handlede som beskrevet i Mødet med Phuket, Psykolog Nyt 6/2005, primært om psykisk førstehjælp og konkret praktisk støtte. Gruppeinterventionen blev først aktuel efter nogle dage, hvor vi over tid havde kontakt til den samme gruppe af ramte fx familier, en mindre gruppe af hospitalsindlagte, grupper fra samme hotel og et hold guider fra et rejseselskab. Vi fandt det derfor oplagt at inddrage metoden som et fagligt redskab sammen med de andre interven tionsformer. Imidlertid erfarede vi, at arbejdet med gruppeintervention forløb anderledes og krævede stor faglig opmærksomhed på en anden måde, end vi tidligere havde oplevet. Selv om folk havde været det samme sted og oplevet den samme katastrofe, var deres reaktioner og behov alligevel meget forskellige. Karakteren af denne katastrofe var for langt de fleste så voldsom og så forskelligt oplevet, at det at skulle tale om oplevelsen i en gruppe var direkte retraumatiserende for de mest sårbare og dermed mere skadelig end gavnlig. Dette gjaldt dog som helhed ikke i grupper af familier dér havde metoden tydeligvis god effekt og styrkede dem i sammen at udholde at være i krisen. Dette bevirkede, at interventionen i stedet blev ændret til enten individuelle forløb eller to personers samtaler. Vi havde i disse situationer gavn af, at vi var flere psykologer til stede, så vi kunne fordele opgaverne imellem os. Etikken i arbejdet For at kunne skelne mellem folks reaktioner og behov i en sådan situation er det af afgørende betydning at have krisepsykologisk viden og indsigt i psykiske traumers kompleksitet og bredde samtidig med konkret erfaring og træning i arbejdet med krise- og katastroferamte. En velmenende, men utilstrækkelig fagligt kvalificeret indsats kan øge risikoen for mere vedvarende psykiske skader (posttraumatisk stress disorder) og dermed hæmme muligheden for personens evne til selvrestituering over tid. Ved hjemkomsten til Danmark blev de ramte i stor stil opfordret af det store udbud af hjælpearbejdere til at snakke løs om oplevelsen og søge hjælp i selvhjælpsgrupper eller lignende for i et gruppefællesskab at få bearbejdet de traumatiske oplevelser. Også medierne fremhævede, at krisehjælp ikke nødvendigvis skulle ydes af professionelle (underforstået psykologer, psykiatere og læger), men kunne ydes af alle, fordi alene det at være i en gruppe med ligestillede ville være psykisk FAKTA Artikelserie I den anden af i alt tre sammenhørende artikler i tilknytning til flodbølgekatastrofen fortæller tre psykologer fra Falck Healthcare A/S her om metoder, intervention og etik i arbejdet med de ramte i Phuket, Thailand, og efterfølgende i Danmark. Den første artikel Mødet med Phuket, Psykolog Nyt 6/2005, omhandlede deltagelsen i den psykologiske indsats i Phuket, Thailand, som de alle tre indgik aktivt i. I en følgende artikel vil der blive sat lys på psykologernes egne reaktioner og behov for egenomsorg i forbindelse med de følelsesmæssige påvirkninger, de blev udsat for i det massive møde med så mange traumatiserede mennesker. Der kan også henvises til artiklen Der kom en flodbølge, Psykolog Nyt 2/2005, som omhandlede den psykologiske indsats med udgangspunkt i Rigshospitalets krisepsykologiske Enhed. 5

4 hjælp nok til at bearbejde de traumatiske hændelser. Det har det givetvis også været for de fleste. Men for nogle med deres specifikke oplevelse og individuelle coping-strategi har deltagelse i sådanne grupper bragt dem i risiko for yderligere traumatisering eller retraumatisering. Det viste den konkrete erfaring fra arbejdet med de ramte i Phuket os, og det blev yderligere bekræftet af flere af de personer, der havde deltaget i gruppesamlinger i Danmark, og som vi efterfølgende havde samtaler med ved hjemkomsten til Danmark. Nogle af dem, som deltog i disse gruppesamlinger, oplevede, at ellers aftagende krisereaktioner som flashback, søvnbesvær, sårbarhed og angst blev reaktiveret, og de fik det dårligere og blev angste og deprimerede. De blev, uden at nogen ville det eller var bevidste om det, fastholdt i et mere patologisk forløb frem for at blive støttet og styrket i den ellers igangværende positive udvikling. Hos andre satte møderne gang i ellers ikke tidligere oplevede stærke følelser. Reaktioner, som var overvældende og angstprovokerende for de ramte, men som ikke var uforklarlige psykologisk set, da der ofte er en længere latenstid efter den første chokoplevelse, før de posttraumatiske reaktioner viser sig. Ved en del af møderne, som blev holdt i amtsligt eller kommunalt regi, deltog psykologer, hvorfor flere af de retraumatiserede personer fik den nødvendige hjælp. Andre var efterfølgende i stand til at søge hjælp selv hos læge eller psykolog. Men hvad med de mange andre gruppesammenhænge, som folk blev opfordret til at deltage i? Hvor mange blev overladt til deres egne svære følelser og reaktioner der? Vi ved det ikke. Eventuelle opfølgende undersøgelser giver måske efterhånden et indblik, men det er givet en etisk problemstilling, som vi fagligt må forholde os til som psykologer. Hvorfor krisepsykologisk intervention? Ovenstående er ikke et opgør med eller et oprør mod den gruppebaserede intervention dertil har vi for mange gode erfaringer både mere generelt i form af selvhjælpsgruppemodellen og den mere specifikt psykologfaglige anvendte debriefingsmodel. Ej heller er det et argument for en generel sygeliggørelse af mennesker ramt af kriser og katastrofer. Derimod skal det ses som et forsøg på at understrege forskellen på den mere generelle indsats, som udøves af den brede gruppe af hjælpearbejdere, og den mere specialiserede indsats, som udøves af krisepsykologer. Den generelle indsats er uundværlig i forhold til at yde psykisk førstehjælp og efterfølgende praktisk støtte til så mange ramte, som tilfældet var i Phuket og efterfølgende i Danmark. Og der blev gjort en stor indsats af alle både lønnede og frivillige hjælpearbejdere. Den mere specialiserede indsats forudsætter at være bevidst om og trænet i at se de observerbare post-trauma tiske reaktioner hos personen i situatio nen som baggrund for at vurdere karakteren af traumet og dermed interventionen nu og senere. Ud over erfaringen og træningen i arbejdet med krise- og katastroferamte har vi som krisepsykologer den faglige indsigt i de komplekse interaktionistiske samspil, der indvirker på traumeforløbet. En indsigt, som sætter os i stand til at intervenere mest hensigtsmæssigt i forhold til de reaktionsmåder og reaktionsmønstre, den traumatiserede udviser, men som også sætter os i stand til at skelne eller se sammenhængen mellem mere generelle reaktionsmåder 6

5 (-mønstre) og den indi viduelle betydning og håndtering af traumeoplevelsen for den ramte person. Eller sagt med andre ord: at skelne mellem de personer (langt de fleste heldigvis), som har brug for kortvarig eller ingen støtte for at gennemleve en krise eller en katastrofe ved hjælp af egne ressourcer og personligt netværk, og de præmorbide sårbare med mere begrænsede coping-strategier, som har brug for en mere intensiv og vedvarende psykologisk støtte for at undgå fastlåsning i hæmmende og direkte personlighedsmæssigt skadende følgevirkninger. Psykolog Anette Dam Lorentzen i samarbejde med psykolog Michael Linde og chefpsykolog Sanne Pedersen, Falck Healthcare A/S Referencer: Dyregrov, A.: Katastrofepsykologi. 2. utgave. Bergen. Fagbokforlaget, 2002 Dyregrov, A. og Straume, M.: Kollektiv ivaretakelse etter katastrofer: Erfaringer fra Sleipnerulykken. Tidsskrift for Norsk Psykologforening Senter for Krisepsykologi, Bergen. 7