Karsten Pedersen KOMMUNIKATION 771 Brochurerne i venteværelset Kan man kommunikere til dem der sidder og venter? Hvad er din»politik«mht. brochurer i venteværelset? Har du overhovedet en? Gør du dig rigtig klart, at man med brochurer forsøger at låne af/snylte på din troværdighed? Og hvordan har du det med det offentliges»alibikommunikation«. biografi: Forfatteren er cand.mag., ph.d., lektor i offentlig kommunikation på Roskilde Universitetscenter. forfatters adresse: RUC, Kommunikation, Hus 43.3, Universitetsvej 1, Postboks 260, 4000 Roskilde. E-mail: kape@ruc.dk Når man går til lægen, er der ofte lidt ventetid, som man kan fordrive med at læse slidte versioner af Illustreret Videnskab, forskellige former for dameblade, bilmagasiner, eller hvad den enkelte praktiserende læge nu interesserer sig for i sin fritid. Læser man ikke i et blad, er der masser af forskellige brochurer at kigge i. Nogle af dem er meget præcist målrettet dem, der går til læge, og kommer fra fx patientforeninger, der gerne vil orientere om specielle sygdomme og deres symptomer og forløb. Det er noget man kan sige hører sig til. Det forventer man, når man går til lægen, og man er som patient indstillet på, at her kan man læse Helse, foldere om Parkinsons syge, nakkefoldsskanninger og andet, der på en eller anden måde relaterer sig til læge- og helbredsområdet. Men der er også andre foldere og brochurer hos lægen. Nogle i grænseområdet mellem den etablerede og den alternative sundhedssektor, andre helt ovre i den alternative verden og andre igen uden nogen som helst forbindelse til lægeverdenen. Som patient kan man undre sig over, hvorfor lægerne lader alle mulige forskellige foldere få adgang til venteværelset, og man kan faktisk forledes til at tro, at lægen på en eller anden måde siger god for de foldere, der ligger der. Det er ikke et problem, når det ikke handler om lægefaglige eller lægefagligt relaterede emner, men gør det det, kan det føre til misforståelser. Det vender jeg tilbage til.
772 stillet op på den måde, tages ned, så hurtigt de bliver opdaget. Fig. 1. Jeg spurgte en lægesekretær om, hvad de gør med foldere og pamfletter i den konsultation, hvor hun arbejder, og hun fortalte, at den ene af de to læger, der har klinikken, sorterer med hård hånd, og kun de brochurer, der på en eller anden måde vurderes at have relation til helbredsområdet, får lov til at stå på hylden. En gang imellem, fortalte sekretæren mig, lykkes det nogle at stille deres foldere på hylden uden at spørge. Men foldere, der er blevet Helbredsrelateret information Det er helt oplagt at lægge helbredsrelateret information hos læger, tandlæger, fysioterapeuter, for her kommer der uvægerligt syge mennesker og før eller siden også nogen, der enten har en given lidelse eller kan have gavn af at læse om den. Så i det omfang, de foldere, der ligger hos lægen, har med sygdomme, helbred m.m. at gøre, vil de finde den relevante information et relevant sted. I det omfang lægen selv styrer, hvilke foldere der kommer til at ligge i venteværelset, er det også muligt for hende at sørge for, at de foldere og pjecer, der ligger på hylderne, er en omtrentlig afspejling af den patientgruppe, hun har. Min egen erfaring med læger indbefatter fx en børne- og allergilæge, der i sit venteværelse har foldere med information om fx modermælkserstatninger uden laktose, allergihæmmende sengetøj osv. Tilsvarende vil man finde andre typer af specialiseret information hos de forskellige speciallæger. I almen praksis kan lægen som nævnt vinkle den helbredsrelaterede information, så den passer til patientkredsen. På grænsen og over På samme måde som patientforeninger og andre, der gerne vil oplyse borgerne om helbredsrelaterede problemstillinger, vil de forskellige faggrupper og behandlere, der
773 adresserer de samme målgrupper, være interesserede i at få specifikke patientgrupper i tale. Og hvor det kan være helt oplagt for en læge at lade en fysioterapeut eller psykolog lægge at par foldere, kunne der være forskellige faglige grunde til ikke at lade fx alternative behandleres foldere ligge. Ikke kun fordi der kunne være faglige grunde, der talte imod, at svage og evt. desperate syge lokkes med mirakuløs helbredelse, men også den mere simple forklaring, at den enkelte læge ikke er interesseret i at stille sin troværdighed til rådighed for andre typer af behandlere. Det er troværdighedsaspektet, der er vigtigt, når man benytter lægens venteværelse til at distribuere sine foldere og pjecer. Det kommer jeg også tilbage til. Helt irrelevant Det kan forekomme helt hen i vejret, når firmaer eller organisationer, der ikke overhovedet, selv ikke med den bedste vilje, kan forbindes med sundhedssektoren, håber på at få deres informationspublikationer til at ligge fremme hos lægen. Når de gør det, kan der være flere grunde til det: De ved, ligesom alle andre, at der ofte er ventetid hos lægen. Den ventetid, det ved de fleste også, benytter mange til at sidde og læse lidt i, hvad der nu ligger af interessante foldere og magasiner. Og så er det, at rationalet synes at være, at i stedet for at patienterne sidder og læser om fjerne galakser eller fodvorter, kunne de lige så Fig. 2. godt læse om en god hundepension, eller hvordan man, inden for lovens rammer, sætter en carport op. Troværdigheden Generelt set har læger en høj grad af troværdighed i samfundet. Hvis man besøger sin praktiserende læge, regner man med, at han eller hun er til at stole på, og at han eller hun udfører sit job samvittighedsfuldt. Den troværdighed er så høj, at der kan være god grund til at snylte på den. Det kan man især gøre, hvis man arbejder med noget, som ses som meget eller noget
774 Fig. 3. beslægtet med lægegerningen. Så uanset at mange læger sikkert ikke vil bryde sig om at blive slået i hartkorn med fx alternative behandlere, kan det meget ofte være i de alternative behandleres interesse, at netop det sker. For dermed kan de låne af/snylte på lægens store troværdighed. Denne høje grad af troværdighed kan være med til at kategorisere lægen anderledes end andre faggrupper, fx slagteren eller købmanden. Argumentet om at en læges venteværelse er et offentligt rum, hvor der kommer mange forskellige mennesker, gælder jo også (og i visse tilfælde i endnu højere grad) en forretning som fx et supermarked, men i supermarkederne står der sjældent særligt mange eller særligt seriøse foldere. Et neutralt sted En læges venteværelse er med andre ord et sted, hvor man som på biblioteket kan stille foldere med oplysninger om dette og hint. Det er der mange, der gerne vil benytte sig af, fordi de ser det som en let måde at komme i kontakt med deres målgruppe på. Nogle kan håbe på, at lægens troværdighed smitter lidt af på dem, mens andre blot ser venteværelset som en mulighed for at lægge deres oplysninger et relativt neutralt sted. Men problemet er, at dem der sender foldere og andet til lægen, ofte ikke taler med lægen om, hvorfor en given folder med fordel ville kunne placeres i en læges venteværelse. Og så har vi balladen Det er et alvorligt problem for denne type kommunikationsindsats. For det betyder nemlig at de, der gerne vil have nogen i tale, på forhånd har afskrevet sig muligheden for at sikre sig, at deres kommunikationsprodukt overhovedet kommer frem til dem, det er tiltænkt.
775 Fig. 4. De der sender foldere til lægen, ved godt, at det er lægen, der bestemmer, om de kommer op på hylden. Og i de tilfælde, hvor der er tale om materiale, der ikke er relateret til sundhed, kan de også være ret sikre på, at folk ikke vil være synderligt interesserede i at læse det. Er der tale om materiale, der ligger i det alternative område, er der grund til at formode, at denne type materiale bliver sorteret fra umiddelbart. Der er altså god grund til at tro, at dem, der sender materiale til lægerne, ved, at det kun i heldigste fald kommer så langt, at der er nogen, der kan læse det. Og det betyder, at en del af dem, der mener at kommunikere gennem lægernes venteværelser, mener det mod bedre vidende. Det kan altså meget vel være sådan, at lægerne fungerer som alibi for, at fx styrelser, kommuner, amter og andre har kommunikeret med en given målgruppe, når alt, de har gjort, er at gøre lægen til et mellemled mellem afsender og papirkurv i stedet for mellemled mellem afsender og modtager. Det vil sige, at det, der oftest vil være tilbage, vil være det, som patienterne godt kunne være interesserede i, men om folk er interesserede i at læse om sygdomme, medicin og lignende hos lægen, ved vi ikke noget om. Det er nødvendigt med undersøgelser for at finde ud af, om der læses, hvad der læses, og om læseren i sidste ende får noget ud af læseprocessen. Patienten er, når alt kommer til alt, ikke kommet til lægen for at læse. Og mange vil desuden have andet at tænke på end det, der står i en, for dem, tilfældig folder. Interesskonflikter: ingen angivet. supplerende litteratur Pedersen K. Amternes alibikommunikation. I: Mandat nr. 1. Amtsrådsforeningen, 2003. Pedersen K. Offentlig kommunikation i teori og praksis. Handelshøjskolens forlag, 2003. Pedersen K et al. Offentlig kommunikation i spagat. Handelshøjskolens forlag, 2006 (i trykken).