Indledning. Pædagogikkens væsen. Af Dorit Ibsen Vedtofte

Transkript

1 Forord Pædagogik for sundhedsprofessionelle er i 2. udgaven gennemskrevet og suppleret med nye undersøgelser og ny viden til at belyse centrale pædagogiske begreber, der kan anvendes i forbindelse med patientundervisning. Det er også en bog, som præsenterer videnskabsteoretiske positioner som baggrund for at kunne forstå pædagogikkens grundlag. Bogen har en række eksempler på pædagogiske problemstillinger i sundhedsvæsenet før og nu, og har bl.a. både et juridisk og organisatorisk perspektiv på patientundervisning. Hensigten med bogen er at give læseren en mulighed for at forstå og anvende de udvalgte pædagogiske begreber i relationen mellem den sundhedsprofessionelle og patienten. Bogen giver også et grundlag for at forstå kompleksiteten i pædagogisk praksis, hvor både pædagogisk viden, erfaringer og forskningsbaserede undersøgelser må fungere sammen. Pædagogik for sundhedsprofessionelle henvender sig til studerende på de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser og til de sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre m.fl., der planlægger, gennemfører, reflekterer over eller udvikler den pædagogiske praksis i forbindelse med patientundervisning. Bogen er skrevet af fire forfattere, som alle er sygeplejersker med akademisk videreuddannelse, og som arbejder med uddannelse og udvikling af faget og den pædagogiske praksis. De enkelte kapitler er gennemdiskuterede af de fire forfattere, men den enkelte forfatter har til en vis grad bibeholdt sit personlige præg på de forskellige kapitler. Det medfører en vis variation i skrivestil og opbygning, som blot illustrerer, at fremstillingen af de pædagogiske vinkler er skrevet af levende mennesker med hver deres individuelle og kontekstafhængige baggrund. Der er dog sikret sammenhæng og stringens i bogen, således at Pædagogik for sundhedsprofessionelle fremstår som en samlet lærebog. Bogen kan anvendes af den, der ønsker at opnå viden om pædagogik og at opnå kompetence til at bruge denne viden i klinisk praksis. Tak til Birthe Kamp Nielsen fra Gads Forlag for konstruktiv og opmuntrende sparring og opbakning undervejs. Tak til min familie, herunder mine døtre Anne og Karen for konkrete, nysgerrige og undrende spørgsmål og til Karen for inspiration til udvikling af den didaktiske diamant. Dorit Ibsen Vedtofte København 2013 Forord 9

2

3 Indledning Af Dorit Ibsen Vedtofte I sundhedsvæsenet bliver der lagt vægt på, at pædagogisk intervention skal bidrage til at øge den enkeltes livskvalitet i forhold til sygdom og forebyggelse af sygdom. Derudover er det også intentionen at få mennesker til at tage medansvar for egen sundhed og liv på baggrund af de tilbud, samfundet har i forhold til information, vejledning og undervisning. Opmærksomheden på de pædagogiske tiltag er intensiveret i takt med bl.a. stigningen i antallet af danskere med livsstilssygdomme. Her har både de samfundsøkonomiske og uddannelsespolitiske hensyn også betydning. Pædagogikken skal derfor ses i spændingsfeltet mellem individet, sundhedsprofessionelle, samfundets interesser og de gensidige påvirkninger, der forekommer mellem de forskellige interessenter. Pædagogik er altid knyttet til en bestemt, konkret situation, som samtidig må ses i sammenhæng med de samfundsmæssige påvirkninger og tendenser. Dette har betydning for hvor, hvornår og hvorfor den pædagogiske intervention foregår. Derfor er pædagogik ikke neutral, værdifri eller objektiv. Pædagogisk tænkning er påvirket af de politiske strømninger og den samfundsmæssige udvikling, der til stadighed foregår, og af, hvordan mennesker oplever og opfatter, reagerer og handler på disse påvirkninger. Pædagogikkens væsen Interessen for pædagogik stammer tilbage fra det gamle Grækenland og Platons tanker. Ordet pædagogik kommer oprindelig fra det græske paidagogike, som betyder opdragelseskunst. Pædagogik anvendes til at beskrive, forklare og forstå målrettede handlinger, der har med opdragelse, dannelse, undervisning, uddannelse, læring og udvikling at gøre. Samtidig handler pædagogik om, hvorvidt den lærende har bl.a. vilje, motivation og engagement til at ville lære. Pædagogik udspiller sig mellem to perspektiver. Det ene er et nysgerrighedsperspektiv, nemlig at mennesker undrer sig og reflekterer. Det andet er et nytteperspektiv, hvor uddannelsesinstitutioner i bred betydning og samfundet generelt har interesse i bestemte pædagogiske tiltag, hvilket bl.a ses i udviklingen af patientuddannelser. Indledning 11

4 Hvad kan pædagogik bruges til? Pædagogisk viden kan anvendes direkte i en praksis eller til refleksion over og til at forstå den pædagogiske praksis. I pædagogisk forskning er der overvejende men ikke altid tale om at kunne forstå et pædagogisk spørgsmål. Forskningen kan også dreje sig om, hvordan opdragelsen, undervisningen og uddannelsen af patienter bliver vurderet af de sundhedsprofessionelle og den, der skal lære, altså patienten. Dermed drejer pædagogisk forskning sig også om refleksioner over nye og forbedrede pædagogiske tiltag. Pædagogik foregår i to spor. Det ene spor er pædagogik som pro fes sionsviden. Her anvendes pædagogisk viden for at kunne handle i en konkret situation, som fx kan være af undervisende eller vejledende karakter. Disse handlinger sker på baggrund af erfaring, indlevelse, forståelse og viden. Det er en pædagogisk viden, som henter inspiration fra fx psykologi, sociologi, filosofi og kommunikation. Pædagogik befinder sig med andre ord både i sit eget fagområde og i spændingsfeltet mellem disse fag og videnskaber. At bruge pædagogik som professionsviden er også at kunne reflektere over pædagogiske handlinger og overveje bl.a. etiske forhold og mellemmenneskelige relationer, som influerer på en pædagogisk situation. Det andet spor er pædagogik som videnskabelig viden. Her anvendes pædagogisk viden og erfaring til at kunne evaluere systematisk, nytænke den pædagogiske praksis og bidrage til at udvikle nye pædagogiske ideer. Disse to spor krydser og legitimerer ofte hinanden, idet videnskabelig viden er nødvendig viden i en pædagogisk hverdag, hvor teorier og undersøgelser anvendes i den konkrete sammenhæng. Samtidig tager den videnskabelige viden som oftest sit afsæt i den konkrete hverdag. Dermed bevæger de sundhedsprofessionelle sig ofte mellem disse spor, hvilket de samfundsmæssige krav også i stadig højrere grad lægger op til. Bogens hensigt og opbygning Mange forhold skal forenes, når en vejledning eller undervisning lykkes, og den, der skal lære, også lærer. Denne bog kan forhåbentlig bidrage til en øget forståelse på området, ligesom den forhåbentlig kan bidrage med trøst og opmuntring til dem, der oplever, at undervisningen ikke altid lykkes, og at patienten tilsyneladende ikke altid lærer det forventede. Bogen er ikke en opskriftsbog, som viser én rigtig vej til, hvordan undervisning skal planlægges, så målet nås. Bogen viser heller ikke, at den, der skal lære, kan programmeres til at lære, blot den, der underviser, har den rette viden, og den lærende den rette indstilling. Dertil er den pædagogiske praksis for kompliceret, da både den sundhedsprofessionelle som underviser 12 Af Dorit Ibsen Vedtofte

5 og patienten, som gerne skal lære, er individuelle og dermed forskellige mennesker. Derudover er patienter i mødet med sundhedsvæsenet i en helt særlig og som oftest uønsket situation, hvilket gør patienter til en helt særegen gruppe af lærende. Bogen er opbygget således, at pædagogikkens betydning bliver beskrevet i et indledende kapitel 1, eksemplificeret i sygeplejepraksis fra vågekoner til vedtagelsen af sundhedsloven i 2005 og den seneste bekendtgørelse fra Dernæst følger kapitel 2 om sundhedsloven, som i kapitel 3 bliver præciseret gennem sundhedslovens betydning for den kliniske praksis. Kapitel 4 handler om videnskabsteori og danner baggrund for at kunne tage stilling til og diskutere begreber og undersøgelser i de næste kapitler. Kapitlerne 5 og 6 handler om grundlæggende pædagogiske begreber som information, vejledning og undervisning samt didaktik. I forlængelse af kapitlet om didaktik bliver der i kapitel 7 peget på særlige patientgrupper, som en sundhedsprofessionel kan møde. Derefter følger kapitel 8 om læring og kapitel 9 om erfaringsdannelse. At der kan være barrierer mod at lære bliver fremstillet i kapitel 10, og bogen bliver afsluttet med kapitel 11, der præsenterer undervisning i grupper, herunder patientskoler. Kapitlerne kan læses i sammenhæng eller adskilt, da der er henvisninger på tværs af bogens kapitler. Referencer til de enkelte kapitler står umiddelbart efter hvert kapitel. Når begrebet den lærende bliver nævnt, er det med henvisning til patienten, og når underviseren bliver nævnt, er det med henvisning til de sundhedsprofessionelle, som kan være sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, jordemødre med flere. Begreberne den lærende og underviseren bliver brugt vel vidende, at der for begge parters vedkommende er tale om en anderledes situation end en traditionel, klassisk pædagogisk sammenhæng. Indledning 13