Indholdsfortegnelse. Menneskerettigheder i et retsfilosofisk perspektiv... 14

English summary The objective of this study is to make a critical and comparative analysis of children s interest in labour. We want to use a comparative analysis of the problem regarding child labour. We will start considering the point of view of the International Labour Organization and the Convention of the Rights of the Child, seen as an expression for the Universal and Western paradigms of the international society. Then, this will be hold up against a case of child workers in Nepal, as an example of the cultural relativistim. To investigate this we will use theories from several scientists and experts in this area. We analyze the fact that human rights are commonly seen as a universal concept, independent of cultural and historical aspects. We also analyze the implications that these considerations might have in countries with other socio-economic, cultural and historic traditions than occidental societies, looking at them as a stand for cultural relativism. The project investigates how the different actors portray the problems about child labor and its causes, in this case opposing the Nepalese and the international point of view. In particular, the understanding of childhood in Nepal is not compatible with the understanding of childhood of the international conventions, which is criticized for being too Western founded. Nepal has ratified a lot of conventions, which oblige them to eliminate child labor, but they have failed in doing so. According to the conventions, the Nepalese state is responsible for enforcement of the rights of the Nepalese children, but the lack of ability to make this policy become reality, has created distrust between the state and the Nepalese population. This distrust can also be said to be caused by the fact that Nepalese don t perceive the human rights as a natural law, rising up from the philosophy of law, or from fundamental moral considerations. The investigation concludes that the social, political and economic condition of the Nepalese society possesses major restrictions and prevents a clean implementation of the human rights. Nepal is such a poor country that children have to work, and the loss of time at school, is responsible for having the child labor inherited from generation to generation. 1

Indholdsfortegnelse Projektets afsæt... 3 Indledning og problemfelt... 3 Problemformulering... 5 Forskningsfelt... 5 Metode... 6 Videnskabsteoretisk menneske- og verdenssyn... 6 Fremgangsmåde... 8 Kildekritik... 9 Teorier... 9 Empiri... 11 Menneskerettigheder i et retsfilosofisk perspektiv... 14 Retsfilosofi... 14 Naturret... 14 Retspositivisme... 15 Menneskerettighedernes opståen... 15 Menneskerettighedernes legitimitet... 16 Menneskerettighederne i dag... 16 Arbejde, sundhed og skolegang... 18 Børns interesser fra et internationalt perspektiv... 18 Årsager til at børn arbejder og børnearbejdernes vilkår... 19 Delkonklusion... 26 Barndomsopfattelser internationalt og i Nepal... 28 Den internationale skildring af børn og arbejde... 28 Nepals opfattelse af barndom og arbejde... 29 Perspektiver på barndom... 31 Vestlig indflydelse på børnearbejde... 32 Delkonklusion... 34 Ansvar og håndhævelse af børns rettigheder... 35 Statens rolle i håndhævelsen af børns interesser... 35 NGO er og vestlige landes intervenering... 38 Arbejdsgivernes og børnenes rolle i håndhævelsen af børns rettigheder... 41 Delkonklusion... 45 Projektets afslutning... 46 Konklusion... 46 Perspektivering... 48 Litteraturliste... 50 Forsidebillede... 52 2

Projektets afsæt Indledning og problemfelt Menneskerettighedserklæringen blev skabt for at opretholde lige forhold mellem mennesker over hele verden, ligegyldigt hvilken kontekst de er født ind i. Man ønsker på den måde at sikre en bedre tilværelse for alle verdens mennesker, hvor alle beskyttes på lige fod, og hvor alle har lige muligheder for at udnytte deres fulde potentiale. 1 Tanken bag menneskerettigheder strækker langt tilbage i tiden, men i kølvandet på Anden Verdenskrigs mange overgreb på menneskeheden var der et ønske om lave fælles regler, for på den måde at sikre disse principper. Derfor blev der i 1948 vedtaget en Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som skulle sikre alle verdens lande imod en gentagelse af historien. Denne erklæring er vedtaget som et etisk og politisk ideal, dog uden at være juridisk bindende. Man ønsker med erklæringen, at lande verden over bruger de vedtagne principper om menneskerettigheder og på den måde sikrer menneskers borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. 2 Således fastslog FN s medlemslande en forestilling om, at alle mennesker fødes lige og med en iboende værdighed, som bør beskyttes. Ved forestillingen om at alle mennesker har ret til at blive respekteret efter menneskerettighedernes principper, ses rettighederne dermed som universalistiske. Universalistisk kan i denne sammenhæng kort beskrives som så basale opfattelser af, hvad der er godt for mennesket, at alle verdens mennesker erkender dem. Senere er der internationalt lavet en lang række konventioner på baggrund af Menneskerettighedserklæringen for at sikre sårbare grupper. Børn er defineret som en gruppe med særlig brug for omsorg og beskyttelse, hvorfor Konventionen om Barnets Rettigheder, også kaldet Børnekonventionen, blev vedtaget i 1989 af FN s generalforsamling. Denne konvention skal sikre, at børn bliver anset som havende rettigheder. 3 Børn skal sikres, at de får opfyldt grundlæggende rettigheder så som mad, sundhed og et sted at bo, at barnet udvikles for eksempel via skolegang, fritid og information, at det bliver beskyttet mod krig, vold, misbrug og udnyttelse, og at det har medbestemmelse, herunder deltagelse, indflydelse og ytringsfrihed. Gennem Børnekonventionens ratificering forpligter staterne sig 1 Den store danske: www.denstoredanske.dk/rejser,_geografi_og_historie/frankrig/frankrig_1789-1815/menneskerettighedserkl%c3%a6ringen 2 Institut for menneskerettigheder: http://menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/kilder+til+historen/fn's+verdenserkl%c3%a6ring+om+menneske rettigheder 3 UNICEF: www.unicef.org/crc/ 3

til at overholde konventionens bestemmelser for på den måde at sikre børns ret til en værdig barndom. Derudover har International Labour Organisation (ILO) lavet konventioner for at sikre børns rettigheder i forhold til arbejdsmarkedet, blandt andet i forsøget på at hjælpe verdens 200 millioner børnearbejdere, hvoraf 115 millioner af disse arbejder i særlig farlige jobs. 4 Disse konventioner er altså udfærdiget for at hjælpe børnene, som gennem landets lovgivning skal sikres de rettigheder, som de tildeles i konventionerne. Dette projekt vil tage udgangspunkt i Nepal som en konkret case. Nepal har 26 millioner indbyggere, hvoraf 2 millioner børn arbejder (Varghese 2004: 3). Nepals regering har ratificeret konventionerne og forpligter sig derfor til at sørge for landets mest sårbare borgere, især dem som ikke kender til deres rettigheder eller ikke er i stand til at kræve dem overholdt. Nepal anerkender dermed den universalistiske tanke om sikringen af børns rettigheder, hvilket samtidig vil sige, at man ikke accepterer kulturelle praksisser som tillader børnearbejde (se Lund 1998: 3). Artikel 18 i Børnekonventionen siger, at The best interests of the child will be their basic concern (CRC 1989: art. 18 stk. 1). Her refereres til, at barnets tarv skal komme i første række for forældrene. Forældrene har ansvaret for opdragelsen af barnet, men samtidig skal staten støtte forældrene med dette ved at udvikle institutioner, tjenesteydelser og ordninger som skal yde omsorg for børnene. Alligevel er der som sagt mange børn, der arbejder i Nepal, hvilket lægger op til en diskussion af universalisme og kulturel relativisme, og om rettigheder kan siges at være universelle. Hvilke problemer skaber det, at rettigheder, ifølge den universalistiske tanke, overtrumfer kulturelle praksisser? Hvordan bliver dette opfattet af nepalesere, som er tilhængere af, at børn skal arbejde, og hvordan ser det ud fra børnearbejdernes perspektiv? Hvilke begrundelser har børnearbejderne for at prioritere arbejde højere end eksempelvis skolegang? Hvem opfatter det nepalesiske folk og børnearbejderne som ansvarlig for børnenes rettigheder? Et andet vigtigt spørgsmål i denne problemstilling om børnearbejde er, hvornår man opfattes som voksen? Man kan måske være enige i, at børn ikke må arbejde, men det er problematisk, hvis ikke man er enige om, hvornår et barn er et barn, og hvornår det er voksent. Hvordan opfattes barndommen i Nepal, hvordan skildres den ud fra den universalistiske tanke, og hvor stammer den fra? Kan man beskylde konventionerne for at være vestligt funderede, og hvilken betydning har dette? Hvordan opfattes aktørernes rettigheder set ud fra et retsfilosofisk perspektiv, og hvilke konsekvenser har det? Der er mange spørgsmål, og det er netop (kultur)mødet mellem de universalistiske ideologier, som Børnekonventionen og ILO er ud- 4 ILO Facts on child labour: www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@dcomm/documents/publication/wcms_126685.pdf 4

tryk for, og den nepalesiske befolknings konkrete situation, som vil danne genstandsfelt for projektet. Dette leder os frem til følgende problemformulering: Problemformulering I en diskussion omkring universalisme og kulturrelativisme vil vi undersøge følgende: Hvordan skildres børns interesser i forhold til arbejde på et internatonalt plan, gennem ILO og Børnekonventionen, og hvordan skildres de, i en lokal kontekst i Nepal? Hvilke problemstillinger fremkommer i implementeringen af børns universelle rettigheder i forhold til børn og arbejde i Nepal? Forskningsfelt Vi er klar over, at vi ikke er de første der beskæftiger os med børns rettigheder eller med diskussionen omkring universalisme og kulturrelativisme. Derfor har vi også taget udgangspunkt i allerede eksisterende viden, analyser og diskussioner på dette felt i udvælgelsen af vores fokusområde og teori. ILO har skrevet rapporten Accelerating action against child labour fra 2010, hvor de har undersøgt, hvordan det går med at nå 2016 målet om at udrydde de værste former for børnearbejde. Her kommer det frem, at børnearbejde de sidste fire år har været faldende, men at der stadig er langt igen, før al børnearbejde er forsvundet. En del af rapporten drejer sig om vigtigheden af skolegang, og om at internationale organisationer bør medvirke til, at der skabes en større følelse af ejerskab og ansvar blandt regeringerne for at kunne eliminere børnearbejde. 5 Vi har ikke været interesserede i at finde ud af, hvordan man afskaffer børnearbejde, men i stedet har det været vores hensigt at se på, hvad børnearbejderne mener om dette. Andre igen har undersøgt hvordan man bedst implementerer børns rettigheder, og ikke mindst hvordan NGO er bør forholde sig til rettighedsbaseret udviklingshjælp. Således har Gitte Dyrhagen skrevet specialet Making Human Rights Work in Fragile States, som har haft til formål at undersøge, hvilke dilemmaer NGO er står i, når de forsøger at lave udviklingsarbejde i en svag stat (Dyr- 5 ILO Accelerating action against child labour: www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@dcomm/documents/publication/wcms_126752.pdf 5

hagen 2008). Vores interesse er udsprunget af dette dilemma, og vi har valgt at fokusere på en stat, som har underskrevet konventionerne og lavet lovgivning omkring de universalistiske rettigheder. Vi har dog ikke haft fokus på NGO ernes perspektiv, som ofte er baseret på vestlige tanker, men i stedet har vi valgt at se problemet fra børnearbejdernes perspektiv og sammenligne det med statens rolle som aktør for de internationale konventioner. Der findes desuden et hav af analyser og diskussioner omkring det, om menneskerettighederne skal ses som universalistiske eller kulturrelativistiske. Nogle har debatteret menneskerettighederne i lyset af globaliseringen, og især vestens rolle og økonomiske interesser, for eksempel Michael E. Goodhart i artiklen Origens and Universalities in the Human Rights Debate. Vi har valgt ikke at fokusere særlig meget på disse områder, men har i stedet valgt at have fokus på de internationale konventioner og børnene som konteksten. Red Barnets rapport Opening Minds, Opening Up Oportunities, om børns deltagelse i debatten omkring børnearbejde, konkluderer, at det både har en positiv effekt på børnene og deres familier at blive hørt, men også at børnenes holdninger, især dem det er svært at nå, vil hjælpe med at bringe nye perspektiver frem i de stridigheder, der er mellem politiske beslutningstagere. Det er også særligt de forskellige aktørers holdninger i Nepal, vi ønsker at skildre, men til forskel for Red Barnets rapport vil vi have fokus på relationen og komplikationerne mellem den universalistiske og kulturrelativistiske tilgang i implementeringen af børns rettigheder i Nepal. Derudover vil vi også beskæftige os med opfattelserne af rettighederne set fra et retsfilosofisk perspektiv. Dette adskiller vores projekt i forhold til allerede eksisterende undersøgelser. Metode Under udarbejdelsen af projektet har vi gjort os nogle overvejelser omkring valg af litteratur, teorier og den videnskabsteoretiske ramme, som vi forstår skildringen af børnearbejsproblematikken inden for. En af overvejelserne går på, hvordan vi afspejler virkeligheden på bedste måde. Det gør vi ved at bruge nogle videnskabsteoretiske værktøjer, der kan hjælpe os i denne problemstilling. Videnskabsteoretisk menneske- og verdenssyn Det har været vigtigt for os at forholde os til den videnskabsteoretiske ramme, som vi har valgt at bevæge os indenfor, især fordi vi arbejder med dette felt, som har været præget af en modernise- 6

ringsteoretisk og normativ forståelsesramme. Derfor benytter vi en hermeneutisk videnskabsteoretisk tilgang, da vi mener, at denne er det bedste værktøj i forhold til vores arbejde, og desuden retfærdiggør den, at vi har nogle forforståelser, der er påvirket af traditioner, historie og tanker, og at vi erkender verden ud fra nogle begrebskonstruktioner, som vi ikke kan fralægge os. Vores forforståelser er forankrede i vores kultur og i den vestlige moderne stat. Det er derfor relevant at klargøre de forforståelser, vi havde ved projektets begyndelse, idet det er med disse, at vi er gået til problemstillingen, og de har derfor en betydning for, hvilket projekt vi har lavet (se Fuglsang og Olsen 2009). Vi havde til at begynde med en forforståelse af, at børnearbejde udelukkende var forårsaget af fattigdom, og at Nepals regering ikke havde indført tilstrækkeligt med tiltag i forsøget på at reducere og afskaffe børnearbejde. Det var desuden vores forforståelse, at ILO s konventioner og Børnekonventionen var vestligt orienterede og ikke tog hensyn til alternative opfattelser af kultur. I forbindelse med vores forforståelser har vi gjort os overvejelser omkring de begreber, vi bruger. Når vi i projektrapporten har valgt at bruge betegnelsen u-land, er det i et forsøg på at bruge den betegnelse, det er mest politisk korrekt at anvende om ikke-vestlige lande med en lavere levestandart. Når vi refererer til vesten, definerer vi det som europæiske og nordamerikanske lande og de generaliserede tankegange, som præger disse områder. Hertil bør nævnes, at vi ikke ser den udvikling, vestlige lande har været igennem, som universel eller den eneste måde at forbedrede levevilkår og vækst på. Med disse betegnelser er vi klar over den diskurs, der ligger bag, som en modsætning til de ikke-industrialiserede lande, og at betegnelserne derfor kritiseres for at indskrive sig i en etnocentrisk og vestlig diskurs. Vi ser alle mennesker som lige meget værd, skønt de ikke altid i praksis bliver ligestillede. Mennesker befinder sig i forskellige situationer, afhængigt af den kontekst de befinder sig i, hvilket ikke giver folk de samme muligheder. Relationerne mellem mennesker er det, som er med til at skabe samfundet, og samfundet påvirker også de mennesker, der lever i det. Det vil sige, at vi ikke ser kulturer som lukkede, afgrænsede, statiske enheder, men som gensidigt påvirkede og i vedvarende forandringsprocesser, som påvirkes af såvel individer som institutioner og det omkringliggende samfund samt af globale strukturer. Som løsning på det etnocentriske dilemma, der ofte er forbundet med dette problemfelt, vil den hermeneutiske videnskabsteori være med til at retfærdiggøre, hvis opgaven indeholder etnocentriske slutninger. Vi har et humanistisk verdenssyn, hvor vi ser verden bestående af dynamiske processer, hvor alting hænger sammen og gensidigt påvirker hinanden. Verden kan adskilles i dele, som til sammen udgør 7

en helhed, som igen har indflydelse på delene, hvorved den hermeneutiske cirkel ses. Man kan på den måde ikke definere delene eller helheden som vigtigst, da de hver især udgør grundvilkåret for den anden. Da børnearbejdsproblematikken er meget kompleks, og den hermeneutiske metode, som sagt, arbejder ud fra et princip om at forstå delelementer og helhed i sammenhæng, er hermeneutik netop relevant til at klargøre kompleksiteten mellem helhed og delelementer. Dette gøres på baggrund af en tese om, at mening skabes i vekselvirkningen mellem disse elementer (se Fuglsang og Olsen 2004). Med en hermeneutik videnskabsteori har vi klargjort, at vi erkender de forforståelser, vi har, og at de derfor vil have indflydelse på projektet. For at give et så nuanceret billede som muligt af virkeligheden, vil vi bruge en komparativ analyse som værktøj, idet det vil give os mulighed for at se flere forståelser af genstandsfeltet. Fremgangsmåde Formålet med projektet er at lave en kritisk komparativ analyse af skildringen af børns interesser i forhold til arbejde. Her vil vi undersøge børnearbejdsproblematikken set fra det internationale samfunds side, som et udtryk for en universalistisk og vestlig tankegang, og holde det op imod børnearbejdere i Nepal, som et eksempel på den kulturrelativistiske tankegang. Derudover vil vi i et restfilosofisk perspektiv se, hvordan de to poler opfatter implementeringen af rettighederne. Gennem den komparative analyse kan vi således se forskelle og ligheder mellem de to tilgange og mellem det internationale samfund og Nepals skildring af problemfeltet, hvilket giver os mulighed for at sige noget meningsfuldt om de forskellige delelementer i børnearbejdsproblematikken og forstå disse i en helhed. Vi vil analysere problematikken omkring det, at Menneskerettighederne anses som universelle, og se på hvilke implikationer, det kan have i forhold til et land som Nepal, der har andre socioøkonomiske, kulturelle og historiske traditioner og forhold end vesten. Vi er gået deduktivt til problemstillingen, da vi har taget udgangspunkt i teorier omkring universalisme, kulturel relativisme og retsfilosofi for sidenhen at undersøge, hvordan dette forholdt sig i vores case om børnearbejde i Nepal. Vores diskussion omkring tilgangene, samt omkring de problemstillinger som Nepals befolkning udsættes for i implementeringen af de universalistiske konventioner, vil være åben og eksplorativ. Casen er en antropologisk undersøgelse af nepalesisk børnearbejde, hvor børnene, arbejdsgiverne og forældrene selv har haft mulighed for at give udtryk for, 8

hvorfor børnene arbejder. Det er en analyse af, hvad der muliggør børnearbejde i det nepalesiske samfund, og vores fokus vil være på børns rettigheder og interesser. Vi vil altså diskutere og analysere forskellige aktørers opfattelser af menneskerettighedstilgangens karakter og rækkevidde, såsom de moralske og lovgivningsmæssige perspektiver. Casen vil som sagt blive inddraget i en komparativ analyse af det internationale samfunds perspektiver på børnearbejde udtrykt gennem Børnekonventionen og ILO s konventioner om arbejdsrettigheder for børn. Vi har som sagt vestlige orienterede forforståelser, i og med at vi lever i en vestlig kultur, hvor langt det meste forskning er forfattet af vesterlændinge. Derfor vil vi forsøge at være kritiske overfor vestens indflydelse i forhold til Nepal, eksempelvis vestens magtposition i forhold implementeringen af de universelle rettigheder. At vi tager udgangspunkt i børnearbejde sker på baggrund af at emnet er særdeles konfliktfyldt og noget, som de fleste i en vestlig kontekst har en meget stærk holdning til, da der i vesten er stor konsensus om, at børn ikke skal arbejde. Derfor er det relevant at klargøre disse perspektiver i en komparativ analyse af, hvordan børnearbejde opfattes i Nepal. Projektet er fortrinsvis af filosofisk og teoretisk karakter. Kildekritik I forhold til vores interesse og forskningsfelt har vi udvalgt adskillige rapporter, som vi har brugt som teori til at trække diskussionen omkring og børns universelle eller kulturrelativistiske rettigheder frem. Desuden har vi brugt dem til at analysere på internationale konventioner samt på vores case om nepalesiske børnearbejderes interesser. Vi vil diskutere, hvad det gør, at vi ikke selv har indsamlet empiri men har taget udgangspunkt i en rapport, som er lavet af andre, for andre. Teorier Vi har i opgaven valgt ikke at have én hovedteoretiker men i stedet at tage udgangspunkt i forskellige akademiske artikler. De fleste af de artikler, vi har benyttet os af og brugt som teori, er skrevet af universitetsprofessorer, oftest inden for udviklingsstudier eller jura, eller folk, der arbejder i NGO er. Dette kan være med til at styrke validiteten, da de således blandt andet har en organisation i ryggen, hvilket også betyder, at de som offentlige personer kan blive holdt til ansvar for deres analyser og holdninger. Desuden har de en stor adgang til viden inden for feltet, hvilket bidrager til en nuanceret og ofte både ideologisk og politisk analyse. Samtidig kan det også gøre det nemmere for os at forstå dem, da de med deres akademiske baggrund eller faglige erfaring tager udgangspunkt i 9

ideer, som er bekendte for os. I og med at de fleste af vores teoretikere er universitetsprofessorer, er de artikler, de har skrevet, lavet til et publikum, som i forvejen kender til problematikkerne omkring universalisme og kulturrelativisme. Mange af artiklerne er skrevet som indspark til debatten omkring disse emner og er skrevet i et lidt svært tilgængeligt sprog med brug af mange kilder. Den holdning de fleste af teoretikerne har, afspejler en kritisk stillingtagen til vestens rolle i den globaliserede verden og en stor viden om historie samt om sociale og globale processer. Størstedelen af artiklerne er forholdsvis nye, hvilket har været vigtigt for os, idet diskussionen omkring universalisme og relativisme gerne skulle være så up to date som muligt. Et kritikpunkt er, at al vores teori er lavet af folk fra vesten, hvilket kan være med til at give et ensidigt billede af problemstillingen. Jacob Dahl Rendtorff har vi valgt, fordi han har skrevet bogen Retsfilosofi, som gennemgår dette emne på et introducerende plan. Rendtorff er samfundsteoretiker, har en Ph.d. i filosofi og er lektor på Roskilde Universitet. Hans gennemgang af retsfilosofien har vi suppleret med Chris Browns begreber om positive og naturlige love eller ret, da vi synes, at hans begreber er lettere at arbejde med. Vi har i afsnittet om retsfilosofi også brugt teori af Hanne Petersen, der er professor ved Københavns Universitet og jurist. Hendes teorier har vi valgt at bruge, idet vi synes, at de giver et meget godt billede af, hvilke udfordringer retsfilosofien har i en globaliseret verden. Vi har også valgt at have en undersøgelse af Jens Seeberg med, som handler om forholdet omkring behandling af patienter og om omfanget af asiatiske socio-centriske værdier, som anses for at være en fokusering på familien som beslutningstagere for individet. Vi mener alligevel godt, at vi kan bruge hans undersøgelse til at sige noget om børnearbejde, idet man også her ville kunne have en forestilling om, at børnearbejde til dels skyldes en asiatisk tankegang centreret om familiens bedste. Vi har desuden valgt en artikel af Geeta Chowdhry, som er professor på Northern Arizona University. Hun har fortrinsvist skrevet inden for post-koloniale studier, og den artikel, vi bruger, er især meget kritisk overfor både kulturrelativisme og universalisme og samtidig kritisk overfor den vestlige tankegang. Vi har benyttet materiale fra UNICEF, som har mange års erfaring inden for børnearbejdsproblematikken, samt diverse undersøgelser fra andre NGO er, for at prøve at få et så nuanceret billede som muligt. 10

William E. Myers har i mange år været professor på College of Business and Management på University of Maryland, og arbejder med values-based leadership, som går ud på, at få folk til at reflektere over deres idealer omkring et godt samfund. Christian Lund har vi benyttet os af, da han er professor i internationale udviklingsstudier på Roskilde Universitet og har en stor viden inden for området omkring stater og politiske og juridiske institutioner. Vi har valgt denne type af teori, fordi vi synes, at den i forhold til vores problemstilling giver den bedste mulighed for nuance og dybde i debatten omkring universelle eller kulturrelativistiske rettigheder, da dette foregår på et vist filosofisk plan. Men netop det, at mange af teoretikerne både har et teoretisk afsæt og en direkte personlig erfaring med feltet, nemlig u-landenes situation, gør, at vi synes, at disse har været det rigtige valg for os i forhold til problemstillingen i stedet for at vælge en udelukkende filosofisk teoretisk teoretiker. Empiri Vores empiri består af rapporten Child Labour in Kathmandu, Nepal, skrevet af Afke de Groot, som laver research for det hollandske Foundation for International Research on Working Children (IREWOC). Rapporten er en del af et toårigt projekt fra 2008 til 2010, hvor IREWOC har undersøgt de værste former for børnearbejde i Asien. 6 Det er en antropologisk, kvalitativ undersøgelse omkring børnearbejde, og den er lavet for at øge folks bevidsthed og for at påvirke politik på dette komplekse område. Undersøgelsen har til formål at dokumentere virkeligheden for børnearbejdere, der arbejder under de værste former for børnearbejde, undersøge hvorfor børn stadig arbejder under forfærdelige forhold og at identificere den bedste måde, hvorpå statslige organisationer og NGO er kan forholde sig til disse. IREWOC s forskning er fokuseret på børnene, og har en holistisk tilgang, hvor de udforsker børnenes egne synspunkter og udtalelser i den bredere sammenhæng med fattigdom og udvikling, som ikke er lige for alle. De Groot har studeret børnearbejde i tre sektorer i byområderne i Nepal: i murstensvirksomheder, i restauranter og små te butikker, og på markedet i Kathmandu. Disse undersøgelser har han suppleret med feltarbejde i de landsbyer, som nogle af børnene oprindeligt kommer fra, for at prøve at sammenkæde de faktorer, som skubber børnene i arbejde og dem, der trækker dem til byen for at søge arbejde 7. Den normative ramme for 6 IREWOC: http://www.childlabour.net/irewoc%20research%20reports.html 7 se Child Labour in Kathmandu, Nepal side 5 til 7 for udførlig beskrivelse af antal af informanter 11

IREWOC s forskning er baseret på etablerede internationale aftaler, navnlig ILO s konventioner nummer 138 og 182 og FN s Børnekonvention. Forskningen foregår i tæt samarbejde med statslige og ikke-statslige organisationer, der er aktive inden for børnearbejde, da de ser det som den mest effektive måde, hvorpå man kan danne bro mellem videnskabelig forskning og politik. Således har de Groot desuden lavet strukturerede interviews med diverse organisationer, herunder NGO er, fagforeninger, ministerier og universiteter. IREWOC s forskning er finansieret af en række hollandske og internationale NGO'er og af hollandske ministerier. Dette, samt at de Groot er vesterlænding, kan have indflydelse på rapportens udformning, som kan have en tendens til at favorisere vestlige tænkemåder. Vi har brugt de Groots rapport til at sige noget om, hvordan nepalesiske børnearbejderes liv er, og vi har især syntes at rapporten har været relevant, da den har haft forskellige aktørers perspektiver på børnearbejderne, og hvad det er, der gør, at de arbejder. Vi ser det som en fordel at have haft adgang til denne rapport i stedet for, at vi selv har skullet indsamle empirien. Dette er dels fordi de Groot har haft langt flere ressourcer til rådighed og derfor har kunnet lave en langt større, bredere og dybere undersøgelse, end vi ville kunne. Desuden synes vi ikke, at der ville have været nogen grund til at lave en lignende undersøgelse, når der foreligger en så omfattende undersøgelse som denne. Til gengæld er vi klar over, at vi måske ville kunne have fået svar på andre ting, hvis vi selv havde stået for undersøgelsen og selv havde bestemt hvilke spørgsmål, der skulle stilles, samt at vi ikke har adgang til det rå materiale, men at de Groot allerede har bearbejdet det i sin rapport. Da vores projekt bygger på de Groots forskning, vil det, når vi i projektet refererer til nepaleserne, kun være en generalisering ud fra de Groots rapport. Vi kan altså kun sige noget om de tendenser, der er i Kathmandu og omegn samt i de tre sektorer, hun har undersøgt: Derfor kan vores analyse af hendes rapport heller ikke bruges til at sige noget generelt om børnearbejdere, kun til at se nogle tendenser, der muligvis også kan ses i andre sammenhænge. De Groots undersøgelse, bruges altså til at undersøge hvordan børnearbejde ser ud på et praktisk plan. For at undersøge de internationalt gældende regler har vi bruget ILO s konvention nummer 138 og 182 samt Børnekonventionen. Disse fungerer som et udtryk for den internationale tankegang. Vi er klar over at det er meget generaliserende, da der eksempelvis er lande, som ikke har ratificeret dem eller lande, som Nepal, der har ratificeret konventionerne, men ikke følger dem. Vi mener dog stadig, at de kan bruges hertil, da konventionerne har stor tilslutning fra eksempelvis 12

NGO er, forskere og de fleste af verdens lande. Konventionerne er lavet på baggrund af en overbevisning om, at alle børn er berettiget nogle rettigheder, som konventionerne netop er lavet til at beskytte. Derfor kan vi bruge konventionerne som et udtryk for den universalistiske tankegang. Vi er klar over at konventionerne ikke er fysiske autonome enheder, men er lavet af en sammenslutning af repræsentanter fra regeringer og eksempelvis arbejdsgivere og arbejderbevægelser. Når vi generaliserer og analyserer konventionerne, refererer vi derfor ikke kun til konventionerne, men ligeledes til landene og konsensussen bag. Vi bruger desuden børns interesser og børns rettigheder som synonymer, ud fra vores opfattelse af, at de internationale konventioner anser dem som værende en og samme ting. 13

Menneskerettigheder i et retsfilosofisk perspektiv Det er vigtigt at forstå den historiske og filosofiske baggrund, hvorpå børns rettigheder er opstået. Da menneskerettighederne ligger til grund for børns rettigheder, synes vi, at det er vigtigt at forstå baggrunden for menneskerettighedernes opståen og legitimitet. Derfor vil vi i dette afsnit først definere, hvad retsfilosofi er, og kort fortælle om to af de største retninger inden for retsfilosofi ud fra kriteriet om egnethed i forhold til vores problemstilling. Herefter vil vi redegøre for, hvordan og hvorfor menneskerettighederne er opstået, hvad der gør dem legitime, samt hvordan vi kan forholde os til dem i nutiden. Retsfilosofi Retsfilosofi drejer sig om, hvad ret og retfærdighed er, og på hvilket grundlag man skal dømme i retssystemet. Retfærdighed bliver af Rendtorff defineret som den spænding, der er mellem på den ene side loven og på den anden side det, der er godt, sandt og rigtigt, hvilket udspringer af ønsket om det gode liv sammen i samfundet. Dette bunder i en balancegang mellem etik og politik, og mellem idealisme og naturret (Rendtorff 2005: 8ff). Naturret Naturret kan groft defineres ved, at der eksisterer naturlige og objektive moralske principper, som er defineret enten af kosmos eller af menneskets fornuft. Den naturretslige idé er blevet videreudviklet gennem tiden. Man antager enten, at mennesket er interesseret i at gøre det gode, og at man med sin frie vilje vælger dette, fordi det er naturligt, eller også bliver naturretten begrundet ud fra universelle normer, som er grundprincipper, som gælder for alle uanset ens kultur. Det grundlæggende formål med ret er at udøve retfærdighed, og derfor opfattes love ikke nødvendigvis som ret, hvis de ikke bliver opfattet som retfærdige, hvilket bliver defineret af menneskets etik, visdom, moral og fornuft. Lovgivning og politisk etik bliver til på baggrund af hensynet til moralen og menneskers gode liv sammen inden for det politiske fællesskab. I den senere periode indenfor naturretten mente man, at der ikke var universelle standarter for godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt, men at det i stedet var en samfundspagt, som blev indgået, der kunne legitimere disse forestillinger 14

(Rendtorff 2005: 13ff). Vi vil i projektet bruge Browns betegnelse naturlige love eller ret om naturrettighedstilgangen (Brown 2007: 45). Retspositivisme Inden for retspositivisme defineres ret af staten som suveræn magt men bygger på en grundnorm, der er i alting (Rendtorff 2005: 56f). Problemet er, at ret kun kan opfattes som sådan, hvis fællesskabet anerkender det, hvilket H. L. A Hart kalder anerkendelsesregelen (rule of recognition). Reglernes gyldighed afhænger af den sociale accept af reglerne, altså sociale forhold og skikke (the social thesis). Det er både menneskers motivation og ydre tvang som gør, at mennesker følger reglerne. Reglerne skal være med til at sikre samfundsudviklingen og social regulering. Der er ikke nødvendigvis en sammenhænge mellem ret og moral (the seperability thesis). Det essentielle er, hvad kriteriet for legalitet er i et givent samfund og, hvilke legitime autoriteter der er i et bestemt retssystem (Rendtorff 2005: 65ff). Den retspositivistiske tankegang vil i projektet blive udtrykt i Browns betegnelse positive love eller ret (Brown 2007: 44). Menneskerettighedernes opståen I alle kulturer findes regler for, hvordan man bør omgås hinanden blandt andet for at sikre et stabilt samfund. Reglerne er et udtryk for nogle af de værdier og den etik, som anses som grundlæggende i samfundet. Menneskerettighedserklæringen bygger videre på en lang tradition om retsprincipper omkring friheder og rettigheder for nogle borgere, der med naturretten kan dateres tilbage til det tredje århundrede før vor tidsregning. I vestlig historie har de mest kendte dokumenter været Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske revolutions Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789. 8 Den universalistiske menneskerettighedsidé er opstået på baggrund af sociopolitiske ændringer på globalt plan, såsom demokratisering af forskellige lande, samt en større forbindelse på tværs af stater (Madsen 2002: 96). Desuden havde Anden Verdenskrig, med nazismens rædsler, været med til at vække en kritik af retspositivister og realister, idet disse havde afvist moral som havende betydning for ret. Når man ikke kunne sætte moralske grænser for retten, havde enhver ideologi mulighed for at blive udført. Derfor blev tendensen i stedet at vende tilbage til naturretstankegangen. Menneskerettighedserklæringen blev derfor skrevet med udgangspunkt i naturrettens fokus på respekten for menneskers person, værdighed og frihed. 8 Menneskeret.dk: menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/menneskerettighedernes+udvikling 15

Værdighed blev defineret som bestående af frihed og ansvar, og mennesket ses som et moralsk væsen, der har en praktisk fornuft og derfor vil det vælge det gode. Således adskiller mennesket sig desuden fra alt andet. Menneskerettighedserklæringen er også begrundet i en demokratitanke, hvor forudsætningen for at være borger i et demokratisk samfund er respekten for grundlæggende rettigheder. Således er Menneskerettighedserklæringen et udtryk for en tæt forbindelse mellem demokrati og ret, hvor en basal demokratisk legitimitet er bygget på menneskers praktiske fornuft og hensynstagen til det gode for både individet og fællesskabet. Dette er en forudsætning for den retfærdige ret (Rendtorff 2005: 69f). Menneskerettighedserklæringen er dog ikke andet end en hensigtserklæring og er således ikke juridisk bindende. De internationale menneskerettigheder fokuserer på den enkeltes rettigheder i forhold til staten og handler således ikke om forpligtelser over for ens medmennesker. Dette er fordi den moderne stat har overtaget mange af de forpligtelser, som tidligere blev varetaget af familien eller lokalsamfundet. FN har senere vedtaget forskellige konventioner, som er juridisk bindende for de stater, der underskriver dem. FN har desuden institutionaliseret menneskerettighederne ved blandt andet at lave en Menneskerettighedskomité. Man kan klage til komiteen, hvis man mener, at menneskerettighederne er blevet krænket, men den kan ikke dømme juridisk - kun udtale sig og give anbefalinger til at ændre på forskellige forhold. 9 Menneskerettighedernes legitimitet For at folk føler sig forpligtede overfor menneskerettighederne, er det nødvendigt, at de kender deres ansvar og pligter. Dette hænger sammen med, at retfærdighed og humanisme afhænger af folks indsigt og villighed til at opfatte loven som gyldig. Love har brug for et moralsk fundament, og ret kan således ikke virkeliggøres uden etik. Derfor må man, hvis man vil lave verdensomspændende ret, også have verdensomspændende etik, hvilket Brown betegner som et etisk fællesskab (Brown 2007: 42). Global etik kan for eksempel være menneskerettigheder, ansvar og demokrati (Petersen 2002: 150). Menneskerettighederne i dag Rettigheder er blevet revideret og har ændret sig i takt med den historiske kontekst, hvorfor de altid vil være påvirket af den aktuelle verdensopfattelse (Lund 1998: 3). Det vil sige, at hvis vi i dag har 9 Borger.dk: www.borger.dk/emner/samfund-og-rettigheder/dine-rettigheder-og-pligter/internationalemenneskerettigheder/sider/menneskerettigheder-fn.aspx og Menneskeret.dk: menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/menneskerettighedernes+udvikling 16

en opfattelse af nogle universelt gældende rettigheder, som noget alle klodens mennesker fødes med, kan denne ændre sig i takt med, at samfundsmæssige og politiske opfattelser forandres, og på den måde skaber en ramme for en revidering af de pågældende rettigheder 10. Derfor er det problematisk at opfatte de universalistiske rettigheder som endegyldige (Lund 1998: 3). Siden menneskerettighedernes opståen er der sket et skift fra den simple ide om, at alle stater grundlæggende er lige, og at man skal bevare respekten for det enkelte menneske, til i dag at være et omfattende og komplekst system af flere systemer og på flere niveauer (Lindholt 2003: 89). Inden for nyere tid er man gået fra et tidsligt perspektiv, hvor man talte om universalisme, til et rumligt perspektiv, hvor man skal handle globalt. Dette har betydning for, hvordan for eksempel vestlige jurister skal omstille deres måde at tænke ret og universalitet, såsom de universelle menneskerettigheder. Tidligere skulle man kun forholde sig til det nationale rum og sprog og en opfattelse af, at den moderne statsret var mere veludviklet end andre tiders retsopfattelser. Nu kan man ikke længere opretholde og legitimere en sådan rangdeling, og alle staters normer kan heller ikke anses for lige gode. I stedet sker der en omfordeling af magten, hvor andre deltagere i globale normative fællesskaber og globale diskurser får en større rolle i forhold til normdannelser, og staterne mister dermed deres eneret på lovgivning, skabelse af ret og magtudøvelse (Petersen 2002: 146f). Ret handler således ikke længere kun om det, der står i loven, men drejer sig også om normer omkring, hvad det rette indhold er. Det er en global kamp for at få magten til at lave love, bestemme hvem der er den rette til at gøre det, og hvem der skal bedømme dette. Vi har i statssamfundet været vant til at tænke ret, som noget der er givet og håndhævet af staten. Men i og med at de statslige retsfællesskabers fysiske og faste grænser bliver overskredet og udfordret, blandt andet via etiske fællesskaber, tvinges vores forståelse af, hvad ret er, også til at ændre sig. I globale retsfællesskaber må man derfor i højere grad beslutte, hvad der er rigtigt eller forkert i de konkrete tilfælde. De fællesskaber, som dannes på tværs af grænserne, er desuden ikke længere bygget på solidaritet men på retfærdighed, og her spiller etik en væsentlig rolle. Tillid kommer til at have en større rolle, idet samfund i dag er præget af forandring og usikkerhed. Tanker om rettigheder og ansvar vil, ifølge Petersen, være til stede i fællesskabet men vil delvist være værdier, der konkurrerer indbyrdes (Petersen 2003: 15ff). 10 Eksempelvis kunne man forestille sig konsensus omkring rettigheden til at leve i en tilstand uden forurening. 17

Arbejde, sundhed og skolegang I dette kapitel vil vi beskæftige os med skildringen af børnenes interesser i forhold til den internationale opfattelse af børns sundhed, skolegang og arbejde samt børns egne udtalelser om prioritering af sundhed, skolegang og arbejde. Dette vil vi gøre for at forsøge at forstå, hvorfor børn arbejder, selvom det går ud over deres skolegang og sundhed, som de har ret til bliver sikret. Børns interesser fra et internationalt perspektiv Børnekonventionen og ILO er som sagt eksempler på, hvordan man på internationalt plan opfatter børns interesser i forholdt til skolegang, arbejde og sundhed. Både barnets sundhed og skolegang er højt prioritet i Børnekonventionen. I forhold til sundhed pointerer konventionen, at staten skal sikre, at alle børn har adgang til den bedste mulige sundhedstilstand. Dette sikres blandt andet ved, at de har adgang til rent drikkevand og tilstrækkelig og nærende mad (CRC 1989: art. 24 stk. 3). Derudover skal staten sikre, at børn har ret til en levestandart, som lever op til, at barnet kan udvikle sig fysisk, psykisk, moralsk, åndeligt og socialt. Forældrene er de primære ansvarlige for at give børnene disse muligheder inden for de evner og økonomiske muligheder, de har. Staten skal dog hjælpe forældrene med at give dem økonomisk mulighed for dette, hvis forældrene har økonomiske problemer, og støtteprogrammerne skal især fokusere på mad, bolig og tøj. Hvis der er noget, der går imod børnenes sundhed, beskriver Børnekonventionen at staten skal afskaffe de: traditional practices prejudicial to the health of children (CRC 1989: art. 24 stk. 3). Der tales altså kun om traditionelle praksisser som det, der kunne være med til at forhindre børns sundhed. På baggrund af dette vil vi sige, at Børnekonventionen opfatter det som en kulturbunden tradition, at børn arbejder, idet børnearbejde ifølge dem er en hindring for sikringen af barnets sundhed. Med hensyn til børns skolegang skal grunduddannelse, ifølge artikel 28 i Børnekonventionen, være obligatorisk og gratis, og desuden skal alle have mulighed for at få studie- og erhvervsvejledning. Således lægges der op til at samfundet, hvori disse rettigheder skal implementeres, kan give børnene mulighed for selv at vælge, hvad de vil læse og arbejde med. Staten skal sørge for at børnene opfordres til at gå i skole, så der er færre børn, der dropper ud, og familier skal modtage økonomisk støtte, hvis de har brug for dette for at kunne holde børnene i skole (CRC 1989: art. 28). Uddannelse 18

skal sikre The development of the child's personality, talents and mental and physical abilities to their fullest potential (CRC 1989: art. 29 stk. a). Der tales ikke om andre måder, hvorpå børn kan opnå dette, hvilket vi ser som en understregning af, at skolen, ifølge Børnekonventionen, er det eneste sted hvor barnet kan udvikle dets potentiale og personlighed. Det stiller store krav til skolerne, som man i blandt andet Nepal ikke formår at opfylde, hvilket vi vil komme ind på senere. Desuden viser det, at det kræver en slags velfærdsstat, idet familien skal sikres en overførselsindkomst, hvis de mister barnet som arbejdskraft. Børn må ifølge Børnekonventionen ikke blive udnyttet økonomisk og må ikke have arbejde, som er farligt, sundhedsskadeligt, hæmmende for den fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling, eller som gør, at barnet ikke kan uddanne sig. Dette skal ske ved at lave love omkring blandt andet minimumsalderen for ansættelse, arbejdstider og -vilkår, og sørge for, at dette bliver håndhævet og straffet, hvis man ikke føjer reglerne (CRC 1989: art. 32). Disse ting er nærmere beskrevet i ILO s konvention nummer 138, hvor det, i forhold til arbejde, er i børns interesse at gå i skole, og derfor må de først arbejde efter, at de har fuldført skoletiden (ILO 1973: art. 2). Alderen for, hvornår et barn må arbejde, er bestemt af hvert enkelt land, men må mindst være 15 år, og i kortere perioder må den nedsættes til 14 år, hvis landets økonomi og uddannelsesfaciliteter ikke er tilstrækkeligt udviklede. Det er dermed ikke i børns interesse at arbejde, men hvis det er nødvendigt, må de gerne udføre let arbejde i alderen mellem 13 og 15 år, hvis ikke det påvirker deres sundhed og skolegang (ILO 1973: art. 7). Det vil sige, at de to punkter, som er en ret til, at der ikke må være forhold som medfører en negativ påvirkning af skolegangen eller sundheden, ligestilles. Det er altså lige så slemt at have et arbejde, som skader barnets helbred, som at have et arbejde, der påvirker skolegangen negativt. Årsager til at børn arbejder og børnearbejdernes vilkår Selvom Nepal har ratificeret en række konventioner om afskaffelsen af børnearbejde, er der langt fra målet til virkeligheden. I Nepal er der som sagt ca. 2 millioner børn, der er børnearbejdere hovedsageligt børn fra landområderne. Der er forskellige ydre omstændigheder, som gør, at de er endt som børnearbejdere, og der er forskellige grunde til, at børnene prioriterer arbejde højt. En af grundene til, at børn arbejder, er fattigdom. Den eneste måde hvorpå familien kan overleve kan være, ved at alle hjælper til. Derudover kan barnet være tvunget ud i fattigdom af forskellige 19

årsager. Forældrene kan for eksempel være døde, en af forældrene er rejst bort, har giftet sig med en anden, og derfor bliver børnene overladt til sig selv, eller barnet kan have været udsat for vold i hjemmet og er derfor flyttet væk. Det kan også skyldes en af forældrenes alkoholmisbrug og gældsættelse, eller at der er for mange børn i familien, til at forældrene kan betale for mad og uddannelse til alle børnene (de Groot 2010: 65). I disse tilfælde er det livsnødvendigt for børnene at arbejde. For familier på landet kan behovet for kontanter også være en faktor, der gør det nødvendigt at have et familiemedlem, som arbejder i byen. Landbruget giver ikke altid nok, og familierne kan have brug for penge til at købe tøj, betale skolegang, medicin eller andet (de Groot 2010: 44). Det er dog ikke alle børnearbejdere, som arbejder fordi deres økonomiske bidrag er livsnødvendigt for familien, eller fordi deres forældre tvinger dem. Derimod er nogle børn tiltrukket af den mere moderne livsstil, de kan have i byen uden forældre eller lærere, som siger, hvad de skal gøre. De kan i stedet være sammen med deres venner og selv tjene lidt penge. Dette er for mange mere tiltrækkende end livet på landet, hvor der ikke er meget arbejde, og hvor der ikke længere er børn tilbage, som de kan lege med, da flere er taget til byen. Nilam, en dreng på 13 år, udtrykker det således: here [i byen] I have many friends. In the village I am lonely, because many people are working here (de Groot 2010: 40). Det er således en tendens, der bider sig selv i halen og er svær at komme ud af. Det er ikke altid, at forældrene bifalder beslutningen om, at deres børn vil til byen og arbejde, men børnene ser ud til at have meget at skulle have sagt i den sag. Ofte bunder dette i forældrenes uvidenhed omkring livet i byen, da de ikke har haft økonomiske muligheder til at rejse fra landsbyen. Derfor bygger deres viden på, hvad de har set i fjernsynet, eller hvad andre har fortalt dem. Som en mor, hvis døtre er rejst til byen, siger: I don t know what is in Kathmandu, but the neighbours say that everything is nice there (de Groot 2010: 72). Ofte er der pyntet lidt på historierne omkring livet i byen, og der fortælles kun om alt det rare. Således er det ikke altid nogen særlig velovervejet proces at sende eller bringe børnene til byen, netop fordi forældrene mangler information og derfor bare gør, som andre har gjort før dem. De børn, der selv vælger at tage til byen og arbejde, har ofte venner eller bekendte, som allerede arbejder i Kathmandu, og som har opfordret dem til at komme, og som kan hjælpe dem i gang. De Groot fortæller om Teek på 12 år, som var kommet til Kathmandu for at besøge sin bror, der havde arbejdet i mange år. Teek gik i skole i landsbyen, hvor han kom fra, men efter så småt at have begyndt at arbejde på markedet havde han ikke nogen intentioner om at tage tilbage til landsbyen; Even though his family would be able to provide him with food and education, he chose to enjoy 20

his life in Kathmandu with his brother and other friends from the village (de Groot 2010: 40). Teek har altså en anden prioritering end ILO og Børnekonventionen, idet han værdsætter det at arbejde højt. Han prioriterer det endda højere end både sundhed og skolegang, som han kunne få, hvis han blev hos sin familie i landsbyen. En anden dreng er delvist enig i denne prioritering: I like to live in Kathmandu. I always found a place to sleep and to have food. There are many friends here, so it is fun (de Groot 2010: 59). Hans prioritering af arbejde bygger på, at han kan har en social omgangskreds, og at han kan finde mad og et sted at sove for på den måde at sikre sin sundhed. Det vil sige, at han prioriterer sundheden over skolegangen, muligvis fordi hans egne forældre ikke kan give ham dette, og fordi staten heller ikke støtter dem. Begge drenge er altså enige i, at de er mere interesserede i at arbejde end i at gå i skole. Dermed er forestillingen om arbejde ikke så entydig, som det fremgår hos ILO og Børnekonventionen. De Groots undersøgelse viser desuden at: In reality, children do a variety of work in widely divergent conditions. The work takes place along a continuum. At one end of the continuum, the work is beneficial, promoting or enhancing a child s physical, mental, spiritual, moral or social development without interfering with schooling, recreation and rest. On the other end, it is palpably destructive or exploitative (de Groot 2010: 1). Det er altså ikke alle former for børnearbejde, som nødvendigvis skal elimineres, noget kan være godt for børnene og ligefrem gavne deres udvikling. Dette kommer også til udtryk i og med at mange af børnene fra hendes undersøgelse, som sagt, vælger skole og sundhed fra til fordel for arbejde. Det er dog vigtigt at skelne, hvor grænsen går mellem arbejde der er en socialisering af børnene, er med til at opdrage dem, og hvor de kan hjælpe til i familien, og så hvor arbejde er inhumant og der i virkeligheden er tale om udnyttelse. En undersøgelse lavet af Red Barnet Sverige viser, at størstedelen af børnearbejderne ikke ønsker, at børnearbejde bliver afskaffet. De vil i stedet hellere have, at der blev bedre arbejdsforhold, sådan at de fortsat kan overleve, opretholde deres selvværd og respekt, men så de samtidig også kan have mulighed for, både at lære og at lege (Chowdhry 2006: 241). I stedet for at forbyde børnearbejde, ville en mulighed derfor være, at lovliggøre det. På den måde ville man muligvis lettere kunne sørge for bedre vilkår for de børn, som, af den ene eller anden grund, arbejder (se Chowdhry 2006: 241). Udnyttelse af børn mener vi ikke er arbejde, og det skulle forbydes. Det ville kunne være med til at samle fokus omkring bedre arbejdsvilkår for de børn, der ser det som nødvendigt at arbejde, og 21

samtidig have en mere intensiv jagt på at få børn fra udnyttelse ind i tilladt arbejde. Således mener vi, at man bedre ville opfylde børnenes interesser. Ud fra et relativistisk synspunkt må der også være plads til sådan en ændring, hvis ret i dag drejer sig om, hvad det rigtige indhold af rettigheder er. Dette bygger især på Petersens udtalelse om, at vi i de globale retsfællesskaber, er nødt til i højere grad, i hvert enkelt tilfælde, at afgøre hvad der er rigtigt eller forkert. Man kunne tale om, om barnet har behov for at arbejde. I Børnekonventionen tales der kun om børns behov for omsorg og opdragelse. Men hvis børnene er opdragede til, at omsorg handler om, at familien skal overleve eller dens status skal forbedres, så optager børnene dette behov for at hjælpe familien, selvom andre som er i en anden situation, ville kunne se, at barnet kunne have andre behov, som det ikke selv er klar over. Vi mener godt, at behovet for at arbejde kan give børnene en identitet, som er værd at beskytte. Men denne mere kulturrelativistiske tilgang finder ikke meget genklang internationalt. Dette har blandt andet givet sig til udtryk i tøjbranchen i Bangladesh, som har været meget udskældt internationalt, men hvor en undersøgelse blandt børnearbejdere viste, at tre ud af fire foretrak denne branche frem for andre brancher. En pige udtaler: When it is time for us to marry and people ask us what we do, it will feel good to tell them we work in a garment factory (Chowdhry 2006: 241). Der er altså mere prestige i noget arbejde, end i andet, og det giver dem en identitet, men idet børnene ikke bliver hørt, kommer dette aldrig frem. Således mener vi, at man skal være varsom med, at drage for hurtige konklusioner omkring den betydning arbejde har for børn. Vi mener, at man bør anerkende, at børn der arbejder respekterer de værdier, som gælder for det samfundslag, som de tilhører, og som for eksempel er, at børn skal være med til at forsørge familien. Vi er klar over, at børn fra byen samt børn fra middel- og overklassen ikke arbejder på samme måde som børn fra landet. Disses forældre gør alt for, at deres børn fortsætter i skolen, samtidig med, at der er en social accept af, at fattige familiers børn arbejder i stedet for at gå i skole (de Groot 2010: 83). Skønt denne tendens til, at forældrene på landet også ønsker, at deres børn skal uddanne sig for at få flere muligheder, ændrer det ikke på det forhold, at børnene er i den situation, at de er nødt til at arbejde, og at denne position også giver dem en identitet, som man ikke skal fornægte dem. De nepalesiske skoler kan som sagt ikke leve op til de høje krav, som Børnekonventionen insisterer på. Dette er en af årsagerne til, at skolen bliver prioriteret så lavt i forholdt til sundhed eller arbejde. the education system is inaccessible, exclusionary, poor quality, impractical and inflexible, or perceived as such and can neither prevent child labour, nor engage with 22

current child labourers [...] lack of schools and other facilities for schooling, a high drop-out rate, and low literacy levels were all found to push children into work (de Groot 2010: 67). Undervisningen er utilstrækkelig, og derfor vælger mange børn at tage til byen for at arbejde. Desuden er en del børn allerede droppet ud af skolen, før de begynder at søge arbejde, hvilket ifølge de Groot skyldes, at de ikke kunne se de umiddelbare fordele ved at gå i skole, eller fordi skolen ikke svarer til landsbybeboernes behov. Det kan også være, hvis familien for eksempel ikke har tilstrækkelig mad, så børnene får problemer med at koncentrere sig i skolen og derfor falder fra. I disse tilfælde ser deres forældre eller de selv det som mere nyttigt at finde arbejde i stedet for bare at drive rundt i landsbyen (de Groot 2010: 44). Nogle børn har ikke den store støtte hvad angår uddannelse hjemme, da forældrene ofte ikke har megen erfaring med uddannelsessystemet. Derfor kan børnene, efter at have dumpet nogle fag, miste interessen for skolen og i stedet droppe ud (de Groot 2010: 81). Som nævnt i citatet, er skolens utilstrækkelige fleksibilitet en anden afgørende faktor for, at børnene ikke gennemfører skolegangen. Dette skyldes, at børnene ofte tages med, når forældrene tager arbejde i byen, og børnene således er tvunget til hele tiden at skifte skole, hvilket skolesystemet ikke er gearet til (de Groot 2010: 79). I de tilfælde hvor børnene har mulighed for at gå i skole, fortæller de Groot i sin undersøgelse om, hvilke forskellige grunde forældrene kan have til at vælge eller fravælge skolen for deres børn. Hans eksempel er en murstensfabrik, hvor den lokale nepalesiske skole lå tæt ved, og flere børn blev sendt derhen, mens forældrene arbejdede på murstensfabrikken. Forældrenes grunde til at sendte børnene i skolen var dog vidt forskellige. Nogle forældre gjorde det, fordi de gerne ville have, at deres børn skulle have et andet liv med bedre muligheder for et godt job, end det de selv havde, med tungt og dårligt arbejde. Andre gjorde det mest, fordi NGO er i området opfordrede forældrene til at sende deres børn i skole. Andre igen så det derimod som en slags pasningsordning, hvor børnene var under opsyn og ikke bare tullede rundt på murstensfabrikkens område. Der var også forældre, som ikke ville sende deres børn i skolen, da de så det som vigtigere at børnene hjalp til med arbejdet for uden det, var der ingen mad, og så måtte børnene blive hjemme og lave mursten eller passe de mindre søskende og hjælpe til i husholdningen. The children explained that they do not find it appropriate or healthy for them to work, and that child labour should be decreased. But they always hastily added that, 23

within their own context, it is the best option for them because of their poverty (de Groot 2010: 32) Børnene ved dermed godt, at det er vigtigt for dem at komme i skole, men grundet deres situation ser de ingen andre muligheder end at prioritere arbejde over skole. Men selvom børnene har mulighed for at gå i skole kan en faktor, som får børn til at arbejde, være skolernes lange ferie. Her tager nogle børn til byen og arbejder, og når først de har oplevet, hvordan det er at tjene penge og være uafhængig, vender de ikke tilbage til skolen igen. De Groot skriver, at det, at børnene kan sende penge hjem til deres familier eller købe tøj eller ting til dem til de traditionelle festivaller, gør ikke bare barnet stolt og glad, men også familien, lige meget hvordan familiens økonomiske status er. Desuden giver det social status at have et familiemedlem som arbejder i byen (de Groot 2010: 82). Det er dog ikke alle der er glade for, at de valgte at arbejde i stedet for at gå i skole, og nogle ender med at fortryde det. Når disse børnearbejderne bliver ældre, omkring de 30 år, og de mærker, at det hårde arbejde har slidt på dem, er der mange som fortryder, at de ikke gik i skole for at kunne få et bedre job. Derfor ønsker de, at deres egne børn går i skole, så de kan få et lettere arbejde og undgå at blive slidt op i en ung alder (de Groot 2010: 44). Det kan man godt forstå, når man ser på sundhedstilstanden, der hvor børnene arbejder, og hvor de bor, når de arbejder. Et af de steder, hvor forholdende er bedst, er ifølge de Groot arbejdet i tebutikkerne og i de små restauranter. Arbejdet her er lettere end meget andet børnearbejde, men dagene er lange, og det er forskelligt, hvor meget og hvor ofte børnene kan få fri. Børnearbejderne sover ofte i selve restauranten eller hos ejeren og hans familie, og de får også mad der. Således er sundhedstilstanden for disse børn bedre, da de sover et mere sikkert sted og får nærende mad. Desværre kan de blive udsat for fysisk eller psykisk vold, idet de andre arbejdere i restauranterne ikke altid behandler børnene lige godt (de Groot 2010: 57). Arbejdet som bærer eller som arbejder i murstensproduktionen er derimod noget af det, som er med til at give børnene rigtig dårlige sundhedsvilkår. På murstensvirksomhedernes områder bor børnene i små hytter, som familien selv har lavet af mursten og et tyndt bliktag. Der er intet gulv, men hytten er bygget ovenpå den bare jord, som uden for sæsonen for murstensfabrikation bliver brugt til at dyrke ris på, og derfor er den fugtig og våd. Der bliver også lavet mad i hytten over bål. Der er intet rent drikkevand tæt ved, det må hentes længere væk, og det er ofte børnenes arbejde at gøre dette. Desuden er der ofte ikke adgang til toiletter, og mange lider af for eksempel diarre på grund af snavset vand eller dårlig mad. Om dagen bliver det rigtig varmt og om natten rigtig koldt, og røgen og dampene fra produktionen af mursten kan blandt andet give arbejderne luftvejssygdomme. 24

Grundet brug af redskaber i produktionen og at mursten kan vælte ned, samt at de fleste børn går uden sko, ender mange med at gå rundt med sår, som ofte forbliver ubehandlede. Arbejdspositionerne genererer endvidere ondt i hænder, øjne, hoved og ryg. Desuden er der fare for voldtægter og fysisk vold fra andre arbejdere, især de voksne som drikker (de Groot 2010: 25ff). De børn, der arbejder som bærere, arbejder i et trafikeret og støvet miljø. Der er utrolig forurenet, og ingen tager sig af skraldet, der flyder på markederne, hvor bærerne ofte har bare ben og fødder. Bærerne bærer desuden langt over de 25 kg. som loven sætter som grænse for børn. Er barnet under 15 år bærer mellem 40 og 50 kg, og når det bliver voksen kan det, med den lange træning, bære op til 150 kg. Bærerne bærer lasten i en strop omkring panden, hvilket fører til hovedpine, ondt i ben og ryg, og at deres vækst bliver hæmmet. Børnene sover enten på markedspladserne, eller de deler et lille overfyldt værelse med andre arbejdere. Ofte mangler rummene ventilation, og sygdomme spredes let mellem arbejderne. De har svær adgang til rent vand og hygiejne og desuden begynder de ofte at drikke eller at ryge. Børnene kan komme til at lide af bronkitis, tuberkuloses, fejlernæring, diarre og blodcirkuleringsproblemer. Dette gør at en børnearbejders liv som bærer i gennemsnit bliver forkortet 20 til 30 år på grund af arbejdet (de Groot 2010: 37ff). Bærerne tager af og til hjem til deres landsbyer to restore family relationships, but they also claimed they are necessary for their health (de Groot 2010: 40). I landsbyen hos deres familie får de slappet af, har lettere adgang til rent vand, og forældrene giver dem mad. Således kan man se, at nogle af børnearbejderne er opmærksomme på, at det er vigtigt med sundhed, men for eksempel økonomiske forhold samt mangel på viden om sundhed og sundhedshjælp gør, at de i hverdagen ikke tager sig af det. Der er således ikke tale om, at børnearbejde bunder i nogle asiatiske socio-centriske værdier, hvor man opfatter familien som beslutningstagere for individet, så alle skal handle til familiens bedste. Sådan en social praksis kan nemlig kun legitimeres kulturelt, hvis man er af den opfattelse, at kultur er en tidløs og stedbundet essens (Seeberg 2003: 75). Årsagen til familiens autonomi og fælles beslutninger over det enkelte familiemedlem, består i stedet i økonomiske grunde, da det er familien der, hvis barnet skal gå i skole i stedet for at arbejde, skal skaffe pengene, og det enkelte barn er således afhængigt af familien (Seeberg 2003: 85). Vi ser det derfor som et problem, at man bebrejder nogle lande for, ikke at leve op til nogle standarter som nogle af FN s lande har nedskrevet med baggrund i nogle særlige vilkår og forhold, som ikke nødvendigvis er gældende for alle verdens lande. Alle lande og kulturer er forskellige og har forskellige vilkår og muligheder, og det er således 25

ikke kultur i sig selv der er skyldner for, at menneskerettighederne og børns rettigheder ikke overholdes. Delkonklusion Det er altså Børnekonventionens overbevisning, at staten skal sikre børns sundhed, og give børn mere uddannelse, ved at de ikke arbejder. De ser dette som værende til gavn for børnenes udvikling, og at børnene på den måde gives bedre muligheder i fremtiden. Skolegang og sundhed anses derfor som højt prioriteret i børns interesser, hvorimod barnet skal beskyttes imod arbejde. Vi anser det, som at Børnekonventionen og ILO mener, at børnearbejde er et traditionsmæssigt problem, at det er skadeligt for barnets udvikling, idet det som regel forhindrer barnet i at gå i skole, og fordi arbejdsforholdene er skadelige for barnets sundhed. Dette udtrykker en universalistisk tankegang, hvor blandt andet kultur beskyldes for at stå i vejen for opfyldelsen af rettigheder. De nepalesiske børn har samme udgangspunkt for ønsket om en god sundhed som ILO og Børnekonventionen. De vil gerne have en bedre levestandart, god mad, mulighed for at købe tøj og så videre. Men idet staten ikke opfylder deres forpligtelser omkring dette, ser børnene sig nødsagede til at arbejde, for at det kan lade sig gøre. Der er forskellige faktorer, der ligger til grund for, hvorfor børn arbejder. De Groots undersøgelse viser, at det først og fremmest er på grund af fattigdom. Familiernes fattigdom gør, at de ikke ser andre muligheder, end at børnene arbejder. Dette gør de for at sikre familiens sundhed, set som adgang til rent drikkevand og tilstrækkelig mad. Børnekonvention mener også, at sundhed er noget af det vigtigste for børnene, men i Nepal har børnene ikke altid mulighed for at vælge at sikre deres egen sundhed. Sikringen af familiens sundhed går ud over barnets skolegang, da der ikke er råd eller tid til at gå i skole. Derfor tvinges børn til at prioritere sundhed over skole. Men arbejdsvilkårene er dårlige, og det kommer således også til at gå ud over deres egen sundhed at vælge familiens sundhed og arbejde over skole. Hvis familien derimod godt kan overleve uden barnets arbejdskraft, er der mange børn som alligevel frivilligt prioriterer arbejde over skole. Dette skyldes blandt andet, at der i landsbyerne er en tendens til at børn tager til byen og arbejder, og at det giver børnene en følelse af frihed, selvbestemmelse og stolthed over at kunne sørge for sig selv. Desuden er især det dårlige og ufleksible skolesystem med til at skubbe børnene til byen for at arbejde. Undervisningen er for dårlig, så børnene keder sig, eller kan ikke se meningen med skolegangen, børnene flytter til byen i skolernes lange ferier, eller hvis forældrene i forvejen ikke har kenskab til skolelivet, går nedprioriteringen af denne ofte i arv. Disse faktorer gør, at det er lettere for børn at prioritere arbej- 26

de over skolegang. Selv om der er nogle voksne, som ville ønske, at de havde valgt anderledes, da de var børn, idet de er blevet nedslidte af arbejdet, kan man sige, at modernitetstankegangen om det urbane liv med mulighed for at tjene penge alligevel gør, at mange børn prioriterer arbejdet i byen højt. En af drengene prioriterer det endda højere end livet i landsbyen, hvor han har mulighed for skolegang, og hvor hans sundhed er sikret. Man kan argumentere for, at sundhed og arbejde prioriteres lige højt, da mange arbejder for at sikre deres egen og familiens sundhed, hvilket er en modsætning til ILO og Børnekonventionen, som fortrinsvist ser arbejde som skadeligt. Børnekonventionen og ILO ligestiller sundhed og skolegang som essentielle for at sikre børns barndom og udvikling. Vi tror i bund og grund, at nepaleserne også ønsker dette opfyldt, men forskellen er, at mange ikke har mulighed for at vælge dette, og at arbejde i mange tilfælde betragtes som en metode til, at børn lærer sociale færdigheder, som ikke kan læres i skolen. Desuden kan børnene mærke på deres egen krop, at arbejdet ikke er godt for dem, men de har ikke nok adgang til information eller økonomisk mulighed for, at gøre noget ved det. På den måde bliver skole og sundhed også prioriteret lige højt i Nepal. 27

Barndomsopfattelser internationalt og i Nepal Vi har i ovenstående kapitel diskuteret, hvordan børnearbejde skildres af forskellige aktører i henholdsvis Nepal og i det intentionelle samfund, hvor også nepalesernes egne holdninger til årsager til børnearbejde er blevet behandlet. Dette afsnit vil beskæftige sig med, hvordan børns interesser skildres i forholdt til antagelserne af, hvornår børn er tilstrækkelig udviklede til at udføre arbejde, og undersøge hvilke problemer, der ligger til grund for de forskellige opfattelser af barndom og arbejde. Vi vil se det fra forskellige aktørers synspunkter, lokalt såvel som globalt og fra børnenes eget perspektiv. Den internationale skildring af børn og arbejde Ifølge Børnekonventionen 11 er skellet mellem barn og voksen ved barnets 18-års fødselsdag (CRC 1989: art. 1). Når et menneske er fyldt 18 år, er det dermed voksen og myndig, hvorefter personen ikke længere er indbefattet i de nævnte konventioner men indgår i landets almene regler for eksempelvis arbejde og hører selvfølgelig stadig under menneskerettighederne. Mellem barnet er 15 12 og 18 år har det, ifølge ILO, lov til at arbejde men kræver stadig særlig beskyttet af konventionen om mindstealder for beskæftigelse. Derudover skal barnet være fyldt 18 år for at lave risikofyldt arbejde 13. Den periode hvor barnet må arbejde, det vil sige når det er mellem 15 og 18 år, vil i dette afsnit betagnes som tredje periode. Børn må gerne udføre let arbejde i årene mellem 13 og 15 årsalderen 14, hvis ikke det går ud over deres helbred eller skolegang (ILO 1973: art. 7 stk. 1), og perioden vil her betegnes som anden periode. Det fastslås altså, at intet barn under 13 år 15 må udføre arbejde af nogen art. Denne periode, hvor barnet ikke er udviklet nok til at udføre arbejde, vil betegnes som første periode. 11 Vi er klar over at lovgivningen i de forskellige lande i forhold til konventionerne kan variere lidt. Det vil ikke blive inddraget i analysen da vi blot ønsker at give et generelt billede af konventionerne. 12 Kan nedsættes til 14 år hvis landets economy and educational facilities are insufficiently developed (ILO 1973: art. 2) 13 Hvad angår rekruttering af mennesker til væbnede styrker er det i artikel 38 ikke lovligt at rekruttere børn under 15 år til landets væbnede styrker, og man bør først indkalde børn mellem 15 og 18 år (CRC 1989: art. 38). 14 Kan nedsættes til 12 til 14 år hvis landets economy and educational facilities are insufficiently developed (ILO 1973: art. 2) 15 Kan nedsættes til 12 år hvis landets economy and educational facilities are insufficiently developed (ILO 1973: art. 2) 28

Det vil sige, at på det internationale plan betragtes børn som mennesker, der er under 18 år. Derudover er de i løbet af deres barndom i den anden og tredje periode tilstrækkeligt udviklede til at kunne udføre forskellige grader af arbejde. Desuden er der også en forestilling om, at børn i den første periode af deres barndom, helt skal skånes for enhver form for arbejde, da det er skadeligt for deres udvikling. Nepals opfattelse af barndom og arbejde På politisk plan er Nepals regering imod alle former for børnearbejde, da børnearbejde ifølge lovgivningen er forbudt. Det vil sige, at Nepals regering også deler de universalistiske tanker om barnet i forhold til arbejde. Men som de Groot pointerer, er: child labour laws in developed countries simply codified what was already happening in society, whilst legislation in developing countries, such as Nepal, reflects an aspired goal; it indicates a situation that should eventually be established. Implementation of such laws, however, faces social and economic barriers (de Groot 2010: 15). Nepals regering ser børnenes rettigheder som et mål, hvorimod regeringer i vestlige lande allerede har opnået disse. Når Nepal betragter overholdelsen af konventionerne som et mål, betyder det dermed også, at Nepal på nuværende tidspunkt ikke opfylder dem. En af grundene kan være en anden opfattelse af, hvornår er menneske er voksent, og hvornår man er tilstrækkeligt udviklet til at udføre arbejde. De Groot skriver i sin undersøgelse, at den gruppe nepalesere, som hun har undersøgt, har en anden opfattelse af, hvornår et menneske er voksent. I disse fattige familier med arbejdende børn betragtes et menneske allerede som voksen ved 15-16-årsalderen, hvor vedkomne på lige fod med forældrene forventes at brødføde familien (de Groot 2010: 70). At man er voksen ved 15-årsalderen kan også ses, når man undersøger i hvilken alder, man gifter sig i Nepal. Cirka halvdelen af alle ægtskaber i Nepal sker når børn er 15 til16 år 16. 17 Børnene, det vil sige mennesker under 15-16-årsalderen, forventes, især i svære økonomiske tider, fra de er helt små, at hjælpe til i familien (de Groot 2010: 9). Selvom nepaleserne er bevidste om regeringens minimumsgrænse for 16 Nepal er et land hvor 7 procent af alle ægteskaber involverer børn under 10 år og 52,2 procent er mellem børn under 16 år, selvom minimumsalderen for mænd er 21 og for kvinder er 18 hvis de ikke har forældrenes tilladelse, hvis de har det, er det 18 år for mænd og 16 år for kvinder. 17 OhmyNews.com: english.ohmynews.com/articleview/article_view.asp?no=275183&rel_no=1. 29

arbejde, opfatter de ikke children of 12-16 as bal shram (child labourers); they are adults (de Groot 2010: 82). Hvad angår mindre børn og arbejde forventes det i bjergområder og på landet, at børn hjælper til inden for landsbyen fra 12-årsalderen. Derudover udfører børn helt ned til 5 år lettere arbejde i huset ved eksempelvis at passe mindre børn (de Groot 2010: 70). Hvis man sammenligner dette med ILO s standarter for børn og arbejde, er de nepalesiske standarter en del lavere. Gennem de Groots undersøgelse kan vi dog se, at de samme tre perioder, som vi tidligere nævnte, viser sig. Ser man først på det, vi kaldte den tredje periode, som ILO satte til børn mellem 15 og 18 år, svarer dette i Nepal til årene mellem 12 og 15-16-årsalderen. I denne periode opfattes barnet, som tilstrækkeligt udviklet til at arbejde. Den anden periode, der ifølge ILO gjaldt børn mellem 13 og 15 år, hvor børn kunne udføre let arbejde, kan sammenliges med perioden mellem at børn i Nepal er 5 og 12 år. Det lette arbejde, i den nepalesiske sammenhæng, betyder at passe på yngre børn i hjemmet. I forhold til den første periode, som ILO har sat til barnet fylder 13 år, anses i Nepal kun til barnet er 5 år. Der er en stor forskel på disse måder at se den første periode på, men fælles for de to er en forestilling om, at barnet ikke skal arbejde i den første periode af dets liv. Forskellen mellem ILO og Nepals opfattelser af alderskrav illustreres i nedenstående tabel: ILO Nepal Grad af arbejde Voksen 18 år > 15/16 år > Arbejde 3. periode 15 18 år 12 15/16 år Arbejde 18 2. periode 13 15 år 5 12 år Let arbejde 1. periode 0 13 år 0 5 år Ingen arbejde Som vi kan se gennem analysen, er børns interesser i forhold til arbejde i Nepal anderledes end for ILO og Børnekonventionen. I Nepal er børn en værdifuld arbejdskraft, som de fleste familier på landet har brug for, og denne arbejdskraft bliver taget i brug fra børnene er helt små. Denne skildring af børns interesser i forholdt til arbejde afviger dermed fra den universalistiske tanke, som ILO samt regeringen i Nepal er et udtryk for. Kritikere af den universalistiske tilgang kunne bruge dette som et udtryk for et kulturrelativistisk synspunkt i og med, at de kulturelle og sociale systemer i Nepal gør, at nepalesernes situation og livsopfattelse ikke er kompatible med den universalistiske 18 Dog ikke på lige for med voksne. 30

tanke om børns forhold til arbejde. På den måde kan man også argumenter for, at Nepal ikke opfatter de universelle rettigheder, især i forhold til opfattelsen af den beskyttede barndom, som en naturlig lov men nærmere som positive love anerkendt af det internationale samfund. Perspektiver på barndom Den beskyttede barndom er den periode, hvor det er til skade for barnets udvikling at påføres alle former for arbejde. Det er især den store aldersmæssige forskel i forestillingen om den første periode, der er interessant. I Nepal opfattes det som børns interesse at hjælpe til fra de er 5 år, hvorimod ILO henviser til, at barnet skal være fyldt 13 år, før det er tilstrækkeligt udviklet. ILO trækker dermed på en vestlig opfattelse af barndommen, da den i mange vestlige lande opfattes som en uskyldig og ubekymret periode inden voksenalderens bekymringer og ansvar. Denne opfattelse af barndommen er dog relativ ny. Børns rolle i de europæiske samfund har gennem historiens forløb ændret karakter. Hvor børn i landbrugssamfundene og i de tidlige stadier af europæiske, moderne samfund indgik i brødfødelsen af familien, blev børn opfattet som små voksne. Ideen om, at barndommen er adskilt fra voksenlivet, opstod først i det borgerlige samfund i Europa i 1500- til 1800-tallet. Her begyndte børn langsomt at vinde rettigheder, i og med at barndommen i højere grad blev opfattet som en vigtig periode af barnets liv, som derfor krævede at blive beskyttet fra eksemplvis arbejde (Chowdhry 2006: 236). Barndom er altså lige så meget et kulturelt, klassemæssigt og historisk konstrueret koncept, som det er et naturligt fænomen, der bygger på biologisk umodenhed. Børn bliver opdraget efter forskellige metoder og vokser op i forskellige samfund, som har forskellige værdier, mål og udfordringer (Chowdhry 2006: 236f). I Nepal har man, således ifølge de Groots forskning, et andet forhold til barndom.. I og med at barnet betragtes som en del af familiens helhed, ligger der også nogle forventninger til barnet under dets opvækst, som eksempelvis at det arbejder. Til dette skriver de Groot i sin undersøgelse: in Nepal the capacity to work is not intrinsically linked to the move into the adult generation, but rather it is part of the maturation process in which children participate with peers and older relatives (de Groot 2010: 70). I Nepal opfattes arbejde altså ikke nødvendigvis som skadeligt for barnet, hvorfor der ikke der den samme opfattelse af, at man først må arbejde, når man er voksen. Der er meget forskellige opfattelser af børn og deres tarv fra de forskellige aktørers perspektiv, hvor arbejde, for eksempel i Nepal, 31

kan ses som en form for social udvikling. Derfor er er der børn, som hjælper til i familien og huset fra de er 5 år gamle, hvorimod de universelt gældende regler udspringer fra en vestlig forståelse af barndommen og foreskriver, at børn ikke bør arbejde, før de er fyldt 13 år. Den nepalesiske befolkning bliver derfor pålagt de universalistiske og vestlige opfattelser af barndom, når de af det internationale samfund kræves at overholde børns rettigheder. Derfor stiller vi spørgsmålstegn ved Børnekonventionens legitimitet, som standarter for, hvordan børn skal behandles. De vestlige koncepter af barndom og børn er blevet promoverede verden over som standardiserede og universelle rettigheder, som er gældende for alle. Men realiteten er, at mange u-lande står med andre økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse forhold. Derfor kommer Børnekonventionen i stedet til at virke som: ethnocentrism of industrialized countries, bolstered by their superior political and economic power (Myers 2001: 41). Vesten står stærkere både økonomisk og politisk. Det betyder dog ikke, at man ikke internationalt bør være enige om, at børns rettigheder skal varetages, men det er vigtigt at pointere, at institutionaliseringen af en bestemt vestlig barndomsmodel, som danner grundlag for globale rettigheder, får børns liv i u-lande til at virke som afvigende, dårligere eller ligefrem syge (Myers 2001: 41). Denne tankegang har i Nepal medført, at NGO er har forsøgt at fjerne børnene fra de steder, hvor de har arbejdet, hvilket gjorde at mange af de børn, som var blevet reddet af NGO erne, endte med at arbejde under værre forhold på andre fabrikker eller i andre sektorer. Derfor kan den universalistiske opfattelse af menneskerettigheder og opfattelsen af barndommen, især kritikeres for, ikke at tage højde for den historiske kontekst, som igennem tiden har ændret opfattelsen af rettigheder. Vestlig indflydelse på børnearbejde At ikke-vestlige lande skal påvirkes af vestlig overbevisning er ikke et enestående tilfælde, men en tendens vestlige lande har praktiseret gennem mange generationer. Chowdhry argumenterer for, at nutidens debat og krav om juridiske, universelle rettigheder til børn udspringer af en europæisk opfattelse af barndommen, og at den europæiske forståelse af menneskerettighedernes universalitet hænger sammen med den europæiske kolonialiseringshistorie og idé om, at Europa er mere civiliseret end de tidligere kolonialiserede lande. Mange kulturelle praksisser blev i kolonitiden bandlyst, fordi de blev fundet barbariske eller inhumane. På samme måde kritiseres den universalistiske tilgang, som ILO og Børnekonventionen er et udtryk for, for at se børnearbejde som en kulturel praksis og en social sygdom, som bør helbredes. Det bliver set som en afvigelse fra en globalt accepteret norm om en ideel barndom og som en modsætningsmarkør på vestlig/ikke-vestlig, rig/fattig 32

og så videre. Ifølge Chowdhry er der i vesten dannet en common sense forståelse og en naturalisering af denne opfattelse af barndom og børnearbejde (Chowdhry 2006: 236f). Naturaliseringen ses også i Børnekonventionen, som reflekterer en vestlig tankegang og et krav om en organisering af samfundet, som ikke eksisterer i lande som Nepal. Dette er med til at underminere opfattelsen af menneskerettighederne som universalistiske. Kulturrelativister mener ikke, at man moralsk set kan acceptere universalismen, idet de kritiserer den vestlige indflydelse for at være et udtryk for, at man dermed skal anse nogle kulturer (her den vestlige) som dominerende og mere værd end andre. Mange u-lande er derfor stadig skeptiske overfor menneskerettighedernes meget abstrakte rettigheder og moral, og de ses ofte som et produkt af den internationale orden, hvor vestlige ideer ligger langt fra landets egne kulturelle opfattelse af moral og retfærdighed (Chowdhry 2006: 236f). Dette kan give en forståelse af, hvorfor Nepals befolkning ikke overholder de internationale retningslinjer, da befolkningen har en alternativ opfattelse af, hvad der er moralsk rigtigt i forhold til børn og børnearbejde. Dermed er de universalistiske rettigheder en krænkelse af de kulturelle opfattelser i Nepal. Børnenes interesse i at arbejde skal derfor ikke fornægtes. Man kan argumentere for at Børnekonventionen i teorien også ville være positiv over for dette, da introduktionen til konventionen lægger op til vigtigheden af: recognition of the inherent dignity and of the equal and inalienable rights of all members of the human family (CRC 1989: Preambel). Børn har altså en værdighed og nogle rettigheder, som skal respekteres på lige fod med voksnes. På den baggrund kan man undre sig over, at børnene ikke selv skal have mulighed for at bestemme, om de vil arbejde eller ej, når der desuden i Børnekonventionen står: Considering that the child should be fully prepared to live an individual life in society, and brought up in the spirit of the ideals proclaimed in the Charter of the United Nations, and in particular in the spirit of peace, dignity, tolerance, freedom, equality and solidarity (CRC 1989: Preambel). Barnet skal altså opdrages til at kunne leve sit eget liv i frihed og blandt andet lære solidaritet og tolerance. Som tidligere nævnt ser Børnekonventionen det som at dette kun kan ske gennem uddannelse, hvorimod de Groots undersøgelse viser, at der er noget arbejde, som også vil kunne give børnene disse færdigheder. Uanset hvilken årsag der skyldes at børn arbejder, mener vi, at det er et udtryk for, at de udviser solidaritet med deres familie, og at de tager ansvar, samt lever deres eget liv. Hvis familierne i stedet skulle overtage den universalistiske tankegang om børns beskyttede 33

barndom, ville det fratage børnene deres muligheder for at handle på egen hånd, og dermed kan det ses som en krænkelse af børnenes selvstændighed og værdighed. Vi er dog også klar over, at meget af det arbejde, som børnene kommer til at lave i høj grad krænker deres værdighed, og på den baggrund kan man sige, at der skal gøres et stort arbejde, for at sikre, at børnene får et mere værdigt arbejdsliv. Men i diskussionen om den beskyttede barndom skal man især have antagelsen af, hvornår et menneske er voksent, for øje, da denne opfattelse, som tidligere nævnt, er anderledes i Nepal end i vestlige samfund. Dette skyldes uden tvivl de vilkår, som nepaleserne lever under, men på den baggrund må man også respektere, at forholdene er bestemmende for deres opfattelser, som muligvis kunne være anderledes, hvis de havde andre forhold. Vi synes således, at de nepalesiske børnearbejdere lever op til mange af de idealer, som Børnekonventionen opstiller, men som det internationale samfund har en anden opfattelse af, hvordan man opnår disse. Delkonklusion Det internationale samfunds opfattelse af barndom, og den nepalesiske opfattelse af samme, er svære at forene. Begge er dog enige i, at barnets første periode skal være beskyttet, men i Nepal forventes det, at barnet hjælper til fra det er 5 år, hvor det i det internationale samfunds optik først er lovligt, efter barnet er fyldt 13 år. Derudover er den generelle opfattelse i Nepal, at man er voksen fra 15-16-årsalderen. De store forskelle i opfattelsen af barnets interesser i forhold til arbejde bunder blandt andet i en vestlig opfattelse af barndom. Det er problematisk at antage, at tilgangen til børnearbejde er tidsløs og evig uforanderlig, da opfattelsen altid vil afspejle den aktuelle historiske kontekst. At de universalistiske rettigheder er domineret af vestlige idealer, er ikke noget nyt, men ifølge Chowdhry blot en gentagelse af kolonitidens opfattelse af rigtige og forkerte verdensanskuelser. På den måde bliver dette videregivet i implementeringen af de universelle rettigheder. Det vil sige, at Nepal opfattes som et land, hvor befolkningens moral er dårligere end vestens ved ikke at afskaffe børnearbejde. Men børnearbejderne i Nepal lever på mange måder op til de idealer der er i Børnekonventionen om solidaritet og ansvarlighed, dog er opfattelsen af børn som individuelle subjekter med egen stemme diskuterbar i og med det er voksne som bestemmer rettighederne. 34

Ansvar og håndhævelse af børns rettigheder Selvom Nepals regering har underskrevet konventioner, som forpligter dem til at afskaffe børnearbejde, er der som sagt stadig mange børn, som vælger at arbejde frem for at gå i skole. I dette kapitel vil vi undersøge, hvem der juridisk har ansvaret for håndhævelsen af børns rettigheder, og hvem der reelt tager ansvar i Nepal, hvor vi vil analysere forskellige aktørers forsøg på at håndhæve børns rettigheder. Statens rolle i håndhævelsen af børns interesser Det er den moderne stats rolle at tage vare på de forpligtigelser, som man tidligere selv tog vare på i familien. Derfor er konventionerne skrevet ud fra en ide om, at det ikke er forpligtigelser mellem mennesker men mellem stat og individ eller gruppe af individer. Dette betyder, at det, ifølge ILO, er staterne, der har ansvaret for at sikre børns rettigheder. Det er altså ikke børnene selv, som har ansvaret for deres rettigheder (se ILO 1973: art. 2 og CRC 1989: art. 42). Nepals regering frygter at fremtidens arbejdskraft vil være dårlig, hvis man ikke griber ind overfor børnearbejde, da børn dermed ikke har mulighed for social udvikling og skolegang, samt at de nedslides i en tidlig alder (se de Groot 2010). Også en undersøgelse fra ILO viser, at det økonomisk set kan betale sig at afskaffe børnearbejde, idet gevinsten vil overstige omkostningerne: Our study says that the costs would be in the area of US$760 billion, while the benefits would be nearly seven times that - an estimated US$ 5.1 trillion in the developing and transitional economies, where most child labourers are found. Though this commitment may seem huge, the annual cost of replacing child labour with universal education by 2020 pales in comparison to other costs borne by developing countries. Average annual costs would amount to about 20 per cent of current military spending, or 9.5 per cent of debt service. 19 Økonomisk set er der altså et incitament til at afskaffe børnearbejde. Vi vil dog kritisere denne undersøgelse for at være meget forenklet, idet der er mange komplekse variabler, men den kan 19 ILO: www.ilo.org/global/about-the-ilo/press-and-media-centre/news/wcms_075570/lang--en/index.htm 35

bruges som et økonomisk argument for afskaffelse af børnearbejde. Spørgsmålet er så bare, hvem der skal tage ansvaret for det, og om et land som Nepal er i stand til at følge denne logik. Ifølge Nepals lovgivning er børnearbejde, som sagt, forbudt, og regeringen har ved ratifiseringen af diverse konventioner (Børnekonventionen i 1990, ILO s konventioner nummer 138 i 1997 og 182 20 i 2002) 21 og også med en National Master Plan on Child Labour (2004-2014), forpligtiget sig til at sikre, at børn ikke behøver at arbejde. Fra 1990 har den nepalesiske regering lavet love omkring børnearbejde, og først var minimumsalderen 14 år, men den er langsomt blevet hævet til 16 år for de værste former for børnearbejde. Nepals regering tager altså umiddelbart børns rettigheder meget seriøst og forsøger at leve op til de internationale standarter. Regeringen kunne dog i 2007 konkludere, at de indsatser, der var igangsat politisk, juridisk og institutionelt for at beskytte børns rettigheder, var ineffektive. I praksis forholder det sig sådan, at der i Nepals 75 distrikter, ofte kun er ansat én person i hvert distrikt, og at denne også har andre opgaver end at sikre børnenes rettigheder. En repræsentant for en fagforening siger følgende: Trade unions should be active on a practical and policy level. We can pressure the government and advise them in how to change policies. But the problem remains that the government only makes policies. Ministries then do not allocate the resources needed to implement these policies. The policies of the government, for example the Child Labour Act, are in fact very nice. But they don t reflect reality, because of the lack of resources implementing institutes have. People in the government office dealing with child labour cannot do anything, because of the lack of resources! (de Groot 2010: 76). Det er altså fint at gå ind for de universelle menneskerettigheder, men hvis de ikke støttes op med ressourcer til at udføre dem i praksis, hjælper det ikke meget. De institutioner der skal kontrollere at rettighederne overholdes, er underbemandede og mangler ressourcer. Desuden dækker de programmer, der er, normalt kun formelle beskæftigelsessektorer, mens de fleste børn, der arbejder, og især indenfor de værste former for børnearbejde, findes i den uformelle sektor, som gør statslige indgreb yderligere vanskelige. På den måde skabes der et mistillidsforhold mellem befolkningen og staten samt en opfattelse af, at regeringen ikke kan hjælpe de svageste i landet. Derfor er der ifølge 20 Konvention om de værste formere for børnearbejde. 21 Goodwave: www.goodweave.org/child_labor_campaign/laws 36

de Groot en tendens til at knytte eksistensen af børnearbejde sammen med en mangel på håndhævelse af lovgivningen: eliminating the worst forms of child labour in Nepal is not a matter of non-existent legislation, but rather a result of lacking and failing monitoring systems. In addition, children are increasingly employed on a piece-rate basis and through the use of brokers rather than being employed in formal factories, which complicates enforcement of existing laws (de Groot 2010: 75). Det er altså ikke et spørgsmål om ikke-eksisterende lovgivning der gør det vanskeligt at fjerne de værste former for børnearbejde i Nepal, men snarere et resultat af manglende og svigtende overvågningssystemer. Dermed bliver det et spørgsmål, om Nepals stat er tilstrækkeligt udviklet til at håndtere børns rettigheder. Hertil kan man kritisere ILO s konventioner for kun at være skrevet til velfungerende stater med en competent authority som kan varetage en consultation with the organisations of employers and workers concerned (ILO 1973: art. 4). Disse praksisser eksisterer i en velfungerende stat hvor der blandt andet eksisterer arbejdsorganisationer, som kan kræve arbejdernes rettigheder og som bliver hørt af regeringen. På den baggrund viser måden, hvorpå konventionen er skrevet, at den ikke tager højde for de mange u-lande, der som Nepal har underskrevet konventionen, men hvis statsapparat er svagt og passivt, og vil have svært ved at håndhæve konventionen og dermed sikre børns rettigheder. I Nepal er der meget strenge regler for eksempelvis hvilke virksomheder, der producerer mursten, der kan blive formelt registrerede. Det er desuden kun formelt registrerede virksomheder, hvis medarbejdere der kan blive optaget i en forening af for eksempelvis mustensovnsvirksomheder. Kravene går mest på afstanden til beboelsesområder og skovområder, hvilket er svært at overholde i for eksempel Kathmandu-dalen, hvorfor mange murstensovns virksomheder vedbliver med at arbejde i den uformelle sektor. Lovgivningens strenge krav er ikke altid hensigtsmæssige i et land som Nepal, som ikke er en velfærdsstat, og hvor nødvendighed for at skaffe penge derfor er stor. De børn, der bliver frataget deres arbejde, vil således som tidligere nævnt højst sandsynligt finde arbejde i andre og mere skjulte sektorer, hvor de kan risikere at have dårligere vilkår. Det hjælper således ikke, blot at forbyde børnearbejde, at boykotte butikker med børnearbejdere eller ikke at købe mursten lavet af børn uden at finde alternative løsninger. Dette kan siges at være et udtryk for (kultur) relativisme, idet de lokale betingelser skaber forskellige vilkår, og derfor kan man ikke bare indføre en universel ret. Især kan det i en svag stat være svært at finde alternativer til børnearbejde, idet der 37

ikke findes økonomisk støtte til sårbare grupper af samfundet (Chowdhry 2006: 240). Regeringens manglende evne til at håndhæve deres ansvar kan være en af grundene til, at befolkningens tiltro til regeringen er lille, da regeringen ikke kan virkeliggøre deres politiske holdninger på grund af landets ringe kapacitet og økonomi. Sharma fra the National Labour Academy mener, at afstanden mellem regeringen og befolkningen har stor betydning: local government bodies are not so much concerned with workers at the kilns, because they come from far away areas and thus do not fall under their jurisdiction. The brick kiln workers have little faith in the government improving their conditions (de Groot 2010: 75). Der er altså ikke tiltro til staten, da hvert distrikt bliver ledet uden samarbejde med nabodistrikterne. På den måde er det endnu sværere at hjælpe de børnearbejdere, som konstant flytter, alt efter hvor der er arbejde. Det manglende samarbejde mellem områderne skaber derfor i befolkningen en opfattelse af, at regeringen ikke er i stand til at handle på politikernes løfter: "the government only cares for us during election times. The government will not provide us anything (de Groot 2010: 75). Denne skepsis overfor Nepals regerings evner til at gøre politik til virkelighed i forhold til børnearbejdsproblematikken kan skyldes, at de nepalesiske love er lavet efter en vestlig model. Brown skriver i sin artikel Universal human rights, at rettigheder kun giver mening i forbindelse med en bestemt slags samfund, som han kalder et etisk fællesskab (Brown 2007: 42). Det vil sige, at Nepal og de internationale konventioner ikke kan betragtes som værende i et etisk fællesskab med det nepalesiske samfund. Dette kan sammenligenes med, at det internationale samfund opfatter de universalistiske rettigheder som naturlige, hvorimod nepaleserne anser dem som positive. Forskellen ligger i, at nepaleserne dermed blot ser regeringens love i forhold til børnearbejde, som metoder til social regulering og ikke som et etisk grundprincip (se Rendtorff 2005). Nepal har ikke formået at håndhæve konventionerne på grund af regeringens ringe kapacitet, og på den måde skabes der i befolkningen mistillid til regeringen. NGO er og vestlige landes intervenering Det internationale samfund er dog opmærksomt på, at Nepal har problemer med at håndhæve børnenes rettigheder. ILO skriver følgende i deres Accelerating action against child labour: It is our responsibility to ensure that this is the last generation of children to be exploited as child labour- 38

ers 22. I mange u-lande, som på grund af deres svage stat ikke kan overholde børns rettigheder, forsøger NGO er at hjælpe, der hvor staten ikke kan. På den måde påtager de sig også ansvaret for opretholde børnenes rettigheder. I Nepal begyndte NGO er at deltage i spørgsmålet om børnearbejde i 1982, og derudover har de vestlige lande også forsøgt at blande sig, når det gælder beskyttelsen af børns rettigheder og interesser. Da den nepalesiske stat ikke virker til at sørge for, at børns rettigheder bliver overholdt, er en del NGO er trådt ind og arbejder for at hjælpe børnene. Men mange mener, at regeringen skulle tage vare på mange af de initiativer, som i dag bliver drevet af NGO er, fordi de ifølge nepaleserne ikke altid hjælper på den mest hensigtsmæssige måde. ILO mener, at: the right approach to child labour would be to rescue children from working in the worst forms, and to put them into government-run rehabilitation centres. Nowadays you see a mushrooming of rehabilitation centres run by NGOs, but not all are benevolent (de Groot 2010: 76). Det er altså ikke kun godt, at NGO er går ind og blander sig. Desuden kan de til tider være ineffektive og ukoordinerede, som for eksempel oprettelsen af to skoler i samme område, henvendt til den samme målgruppe. Det er positivt at NGO erne har skiftet strategi i forhold til, hvordan de bedst hjælper børnene, og flere arbejder med fattigdomsreduceringsprogrammer eller programmer for at forbedre adgangen til skoler. NGO erne forsøger desuden at gøre folk fra landet opmærksomme på, hvordan realiteterne er i byerne, så de ikke finder det attraktivt at tage af sted eller sende deres børn af sted. De forsøger i stedet at få opbygget et fællesskab i landsbyerne, som går ind for uddannelse af landsbyens børn (de Groot 2010: 74). Derfor vil vi argumentere for, at NGO erne ønsker at implementere de vestlige og universalistiske værdier om barndom, skole og arbejde for at få familierne til at indse, at det på længere sigt vil være gavneligt. Et spørgsmål hertil er, om de familier med børnearbejdere i virkeligheden har et alternativ til at lade barnet arbejde, selv om det vil gavne familien i det lange løb. Den vestlige tankegang i forhold til børnearbejde har på internationalt plan medført, at man har forsøgt at boykotte varer lavet af børnearbejdere. Det har man gjort for på den måde at tvinge lande som Nepal til at indse, at de, ved at tillade børnearbejde, mister muligheder for eksport. På den måde håber man indirekte at være med til at afskaffe børnearbejde (Chowdhry 2006: 238). Det er dog svært at gennemskue, om et eksportprodukt er lavet hundrede procent uden børnearbejde, da den 22 ILO Accelerating action against child labour: www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@dcomm/documents/publication/wcms_126752.pdf 39

formelle sektor ofte arbejder sammen med den uformelle. Dette leder tilbage til en udtalelse af Perry Anderson om the arrogance of the international community (Chowdhry 2006: 236). Det internationale samfund handler efter egne universalistiske principper om børnearbejde og tager ikke højde for Nepals situation, hvor børnearbejde for mange familier er den eneste form for overlevelse. En repræsentant i en større fagforening i Nepal foreslår i stedet at forsøge at skabe bedre forhold for arbejdende børn i stedet for at fokusere på afskaffelse: In Nepal children are not involved in the unions. Involving children would mean that we are legitimising child labour. According to Nepalese laws it is illegal for children below 14 years to work. According to the Trade Union Act one can only become a member of trade unions when they have reached the age of 16 (de Groot 2010: 77). Det vil sige at børn, der arbejder, ingen sikkerhed har, fordi det er ulovligt for børn at arbejde, og de kan derfor ikke organisere sig. Det kan derfor være nødvendigt at støtte alternativ politik, som er bygget på en mere relativistisk tankegang, i stedet for at presse Nepal til fuldstændig at implementere de universelle rettigheder. ILO har til dels taget højde for et sådant tilfælde, idet de skriver, at man i lande, hvor statens economy and educational facilities are insufficiently developed (ILO 1973: art. 2), har lov til at sænke aldersgrænsen for, hvornår et barn må arbejde i kortere perioder, eller ved at staten eksempelvis har mulighed for at blive fritaget for at efterleve dele af konventionerne (ILO 1973: art. 4 og 5). Dette vidner om en kulturrelativistisk tilgang, der giver et billede af, at ILO ønsker at tage hensyn til forskelligheden mellem de mange lande, som har ratificeret konventionen. Børns interesser bliver på den måde kontekstualiserede efter landets situation. Det vil samtidig sige, at ILO bliver nødt til at slække på de universelle normer og retligheder, de opsætter for børn, i og med at børn i nogle tilfælde lovligt må bruges som arbejdskraft, når de er fyldt 14 år (se ILO 1973). Selvom love og regler i det moderne samfund, såsom Børnekonventionen, bliver indført som styrings- og organiseringsinstrumenter, kan udøvelsen af ret ikke siges udelukkende at være en normfri ret men også bygger på kulturtraditioner i samfundet (Andersen 2006: 536f). Derfor kan ILO se sig nødsaget til at slække på dets egne værdier og i stedet tage hensyn til andre landes moral og forhold, for at konventionen om børns rettigheder og arbejdsforhold kan nå ud til flest mulige. Vi vil dog argumentere for en endnu større fleksibilitet i forhold til det internationale samfunds interventioner i Nepal. Man kunne forestille sig, at det vil være mere hensigtsmæssigt at støtte op om alternativ, samfundsrelativistisk politik, hvor vesten og NGO erne accepterede, at det er vigtigt for børnene at arbejde, og i stedet forsøgte at få bedre arbejdsvilkår for dem. Derfor bør det in- 40

ternationale samfund i højere grad have en kulturrelativistisk tilgang over for lande, som endnu ikke har nået målet om afskaffelsen af børnearbejde og på den måde acceptere, at de universalistiske rettigheder i Nepal ses som et mål og ikke som opfyldte (se de Groot 2010: 15). Derfor bør man også acceptere, at Nepal på nuværende tidspunkt ikke til fulde kan opfylde de universalistiske rettigheder. Arbejdsgivernes og børnenes rolle i håndhævelsen af børns rettigheder I det nepalesiske samfund er der en anden opfattelse end den vestlige af, at det er acceptabelt at børn arbejder: Staff, traders, as well as customers do their work and are generally oblivious of the realities of the labourers, and do not wish to know the details (de Groot 2010: 35). Børnearbejde er i Nepal langt mere accepteret, hvilket gør, at mange arbejdsgivere benytter sig af den billige arbejdskraft. De Groots undersøgelse viser, at nepalesiske arbejdsgivere ved, at børnearbejde er ulovligt, men generelt ikke har tilstrækkelig kendskab til børns rettigheder: But if they did, often having given it some thought, most of them emphasised the Right to Education, and then quickly added its limitation within Nepal s reality (de Groot 2010: 61). De har altså delvist kendskab til børns universelle rettigheder men ser dem mere som positive love, idet de ved, at det nepalesiske samfund ikke er velfungerende, og at børnene ofte kommer fra fattige familier, og derfor er nødt til at arbejde. Dette er endnu et eksempel på, at de universalistiske love ikke opfattes som naturlige i Nepal, fordi landet ikke er tilstrækkeligt udviklet til at kunne beskytte dets borgere. At Nepals love derfor opfattes som positive ses også ved, at retningslinjerne opfattes som urealistiske i forhold til Nepal realitet: There is a rule that we should not allow persons below 18 to work. I also know there is a rule that allows us only to work eight hours a day, but in practice we have to work 12-14 hours a day to keep the restaurant open and make our living. The rules are there, but the government only gives speeches. They don t implement the rule (de Groot 2010: 61). Denne arbejdsgiver giver udtryk for, at love i Nepal ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Ved at sige, at han ikke er i stand til at holde arbejdstiden nede men i stedet bliver nødt til arbejde langt mere, end det er tilladt, godtager han dermed også, at han er nødt til at bryde loven med hensyn til børnearbejde. Realiteten er, at uden sociale ydelser fra staten er man nødt til at arbejde i den udstrækning, det er nødvendigt, også hvis det kræver lange arbejdsdage og ansættelse af mindreåri- 41

ge. Regeringens utilstrækkelighed har medført et samfund, hvor befolkningen føler sig nødsaget til at hjælpe hinanden. Flere arbejdsgivere fortæller om, at de føler det som deres sociale pligt at give fattige børn arbejde, da de ellers ikke ville få noget at spise: It is a matter of kindness from our side. [ ] I know we should not allow children to work, but it is a kind of religious obligation to give them food. [ ] Many people nowadays hold the view that we should not give jobs to small children. But I hold a different view! (de Groot 2010: 60). Arbejdsgiverne ser det altså som en slags social hjælp i et land, hvor staten ikke tager sig af de svageste, og de henviser til det som en religiøs forpligtigelse at give børnene arbejde for på den måde at sørge for deres overlevelse. Det vil sige, at denne arbejdsgiver ser børnearbejde som moralsk korrekt, hvilket gør, at han opfatter børnearbejde som en naturlig lov. Denne opfattelse medfører en konflikt med landet reelle lovgivning: As a result, many of them [arbejdsgiverne] try to hide the children once questions are asked. While quickly sending the children outside, they insist that the boys are not working, but only helping out or visiting (de Groot 2010: 60). Hans moralske overbevisning gør, at han vælger at gå imod landets love, selvom han kender til dem. Vi vil argumentere for at hans baggrund for at gøre dette er, at han opfatter det som en naturlig lov at hjælpe børn, ved at ansætte dem, hvorfor hans handling legitimeres. Den sociale accept af ansættelsen af børn ses også i, at de mere velstående familier tager fattige familiers børn som hushjælp. De beskriver det på samme måde som førnævnte arbejdsgiver som en kulturel og religiøs motivation, der ligger bag. I de Groots undersøgelser siger arbejdsgiverne ofte, at de ser barnet som et ekstra familiemedlem, at det ikke arbejder så meget, og at det også har mulighed for at gå i skole, hvis det vil (de Groot 2010: 74). Velstillede familier og arbejdsgivere opfatter altså arbejde som en måde socialt at sikre børnene på, nu hvor staten ikke formår at hjælpe dem. Dette opfatter de Groot dog ikke som en god løsning: It is extremely common for people to believe that it is good and just to provide children from poor families with work; unfortunately this well-meant undertaking only serves to perpetuate the occurrence of child labour (de Groot 2010: 74). De Groot mener, at det er med til at forværre børnenes situation, at de arbejder i stedet for at gå i skole. Ved at det socialt accepteres, at børn arbejder, er et svært at gribe ind over for det. Han mener, at der skal ændres på tankegangen om, at børnearbejde er en fattigdomsbekæmpelsesstrategi, 42

og i stedet bør man indse, at børnene gennem arbejde fastholdes i deres position. Dermed pointer de Groot, at afskaffelsen af børnearbejde ikke kun hænger sammen med fattigdom men i lige så høj grad med den brede sociale accept af børnearbejde i samfundet, som dermed fastholder børnearbejderne i denne sociale arv. Hvor arbejdsgiverne ser det som deres religiøse eller moralske forpligtelse at ansætte og dermed hjælpe børnene, kan man undre sig over, at de ikke i stedet ansætter børnenes forældre. På den måde vil arbejdsgiverne i langt højere grad opfylde deres moralske og sociale ansvar over for samfundet, og det vil gavne børnene langt mere. Hertil svarer en arbejdsgiver: Adults already have experience, and they refuse to do simple duties. In theory it is possible to hire adults, but they would ask a much higher salary, and I cannot afford that (de Groot 2010: 60). Argumentet om, at voksne ikke vil udføre simpelt arbejde, er meget svært at forstå, hvis det afhænger af familiens overlevelse, samt at de voksne derfor hellere vil lade børnene arbejde i stedet for. Dette leder til arbejdsgiverens andet og mere forståelige argument, at det simpelthen er en billigere arbejdskraft at ansætte børn. Dette er med til at der skabes en samfundsmæssig accept af børnearbejde. Accepten af børnearbejde kan også ses i børnene ytringer. De er vant til et system, hvor de i en tidlig alder er nødsaget til at tage vare på sig selv: It is also at this age [11 år] (usually not before) that some children decide for themselves that they have been in school long enough and that their time has come to make some money for the household (de Groot 2010: 82). Børnene tager altså allerede i 11-årsalderen stilling til arbejdslivet, og tager ansvar for dem selv og deres familie. Børnekonventionens forskriver, at børn har ret til, at deltage i debatten omkring, hvad der er bedst for dem: States Parties shall assure to the child who is capable of forming his or her own views the right to express those views freely in all matters affecting the child, the views of the child being given due weight in accordance with the age and maturity of the child (CRC 1989: art. 12 stk. 1). Børn har altså ret til at give deres mening til kende, men deres synspunkter skal vægtes i forhold til barnets alder og modenhed. Godt nok er alder et nummer som er universalistisk, men igen er det relativt hvad der menes med modenhed, og børn fra forskellige kulturer og lande bliver opfattet som voksne på forskellige tidspunkter. Desuden kan det være et problem i forhold til, hvem der skal 43

beslutte om barnets mening skal gives betydning, eller om det ikke anses som meningsfuldt det børnene giver udtryk for. Således analyserer de Groot børnearbejdernes forsvar som arbejdere: They defend their position as a labourer, which some tend to view as a sign of agency; but for many of these child labourers this defence is actually a mental justification which keeps them going and helps them to deal with their situation (de Groot 2010: 83). De Groot mener altså her, at selvom børnene siger, at de har valgt at arbejde, og at det giver mening for dem, så tror han ikke på dem, men mener, at det er en forsvarsmekanisme, for at klare sig igennem. Vi er ikke i tvivl om, at livet som børnearbejdere kan være hårdt, men man må også lytte til børnene og tage dem alvorligt, for som de Groot selv viser, så ønsker mange børn ikke at gå i skole, men vil hellere arbejde. Man kan selvfølgelig argumentere for, at for eksempel danske børn ikke bliver spurgt om, om de vil gå i skole, eller om de hellere vil lave noget andet, og på den baggrund sige, at det skal nepalesiske børn heller ikke have mulighed for, at vælge. Men det er stadig et spørgsmål om, at nogle (voksne) har defineret, hvad de mener, er bedst for børnene, uden at lytte til, hvad børnene har af meninger. Idet forholdene gør, at nepalesiske børn anses for voksne på et tidligere tidspunkt, er det til diskussion, om de skal have mere indflydelse på de regler, som gælder for dem, eller om man fuldt ud skal overtage en internationalt bestemt model, hvor børn ikke har samme indflydelse på deres egne forhold. Mange af børnene i Nepal vælger som sagt aktivt selv at arbejde, hvorfor vi vil argumentere for, at man i højere grad bør anerkende barnet som et individ med selvbestemmelse, i forhold til den universalistiske tanke. Børnenes tilvalg af arbejde giver dem som sagt en følelse af stolthed ved at kunne hjælpe familien. For at børnearbejdere og deres familier kan føle stolthed ved, at barnet kan tjene penge, må det også være gengældt fra omgivelsernes side. Det vil sige, at samfundets accept af børnearbejde faktisk munder ud i en følelse af positiv anerkendelse hos børnearbejderne. Børnene kan altså have en interesse i, at deres rettigheder ikke overholdes, men at de i stedet kan arbejde, enten fordi det giver dem selv nogle muligheder, eller fordi deres forældre har brug for pengene, de kan tjene (se de Groot 2010). Hertil kan man spørge, om børn i et samfund som accepterer børnearbejde, overhovedet kan forestille sig en tilværelse, som de universalistiske konventioner foreskriver. Vi vil derfor argumentere for, at den universalistiske tilgang virker som en utopisk tanke for mange i Nepal, da landets situation umuliggør en virkeliggørelse af de universalistiske konventioner. På den baggrund 44

vil vi mene, at børnene ikke er i stand til selv at bedømme, hvad der er bedst for dem selv, da børnearbejde er naturaliseret i det nepalesiske samfund. Delkonklusion Det er ifølge de internationale konventioner staten, som har ansvaret for håndhævelsen af menneskerettighederne i Nepal, men regeringens manglende evne til at realisere politiske løfter har skabt mistillid til staten. Nepal opfatter sig ikke som værende i et etisk fælleskab med konventionerne, fordi de universelle rettigheder opfattes som vestligt funderede. Dette perspektiv samt Nepals aktuelle situation gør, at rettighederne ikke opfattes som naturlige i en nepalesisk sammenhæng men nærmere som positive. Vestlig intervenering i Nepal opererer ud fra den universelle tilgang, hvorfor man kan argumentere for en videreførelse af imperialismens idé om vesten som forbilledet for, hvordan andre kulturer bør leve, og dermed for en fordømmelse af børnearbejde. Denne tanke er tæt forbundet med ideen om, at Nepal skal afskaffe børnearbejde. Men her skal man igen huske på, at Nepal opfatter de universalistiske rettigheder som mål, der dermed ikke er opfyldte. Derfor burde vesten være mere fleksibel i forhold til børnearbejde, da landets situation gør, at børnearbejde i mange tilfælde ses som den eneste måde at overleve på. Det kan godt være, at man i Nepal er enige i at have de universalistiske menneskerettigheder som mål, men på nuværende tidspunkt virker de utopiske og derfor ikke naturlige. Børnearbejde fordømmes ikke i Nepal, der er i stedet ligefrem skabt en accept omkring det. Fordi regeringen ikke formår at hjælpe de nepalesiske borgere, giver mange arbejdsgivere udtryk for at have et ansvar for at ansætte børn, så børnene kan tjene til deres overlevelse. Dermed ser de børnearbejde som en positiv lov, og nogle ser det endda som en naturlig lov, hvilket bunder i deres moral eller religion. Nogle er bekendte med børns rettigheder om, at det er bedst for børn at gå i skole og ikke at arbejde. Men mange er også klar over, at virkeligheden i Nepal ser anderledes ud. Derfor vælger flere at omgå landets love og retfærdiggører det ved at henvise til deres opfattelse af børnearbejde som naturlige regler. Børnene ser også selv børnearbejde som en positiv lov, som mange aktivt vælger. Det kan lade sig gøre, fordi det er accepteret, og fordi børnene oplever opmuntring fra samfundet. Denne naturalisering af børnearbejde er derfor med til at fastholde nogle af samfundets børn i arbejde, genration efter generation. 45

Projektets afslutning Konklusion For at besvare vores problemformulering har vi foretaget en komparativ analyse af de Groots forskning i Nepal og de internationalt gældende konventioner for børn og arbejde. Der er stor forskel på, hvordan børns interesser skildres. Konventionerne skildrer arbejde som skadeligt for børn, hvorfor man bør prioritere sundhed og skolegang højere. Mange af de nepalesiske børn vælger alligevel at arbejde. Fattigdom er den største faktor, og prioritering er her en vigtig pointe, da børnene ikke opfatter arbejde og sundhed som to separate valg, de er simpelthen uadskillelige, da børnenes og familiens overlevelse afhænger af børnenes arbejde. Ikke alle børn arbejder for overlevelse, hvilket blandt andet har at gøre med den frihed og stolthed, der kommer med at have et job. Nogle prioriterer arbejde over skolegang eksempelvis på grund af et ufleksibelt og dårligt skolesystemet, som forældrene ofte har et dårligt kendskab til. Denne manglende oplysning af fattige familier medfører ofte, at børnene fastholdes i deres position, hvorfor børnearbejde går i arv. Børnene skildrer derfor arbejde som værende i deres interesse. Forskellene i konventionernes ideal og den reelle virkelighed i Nepal, som vi vil argumentere for, bunder i to grundforskelle; Den første er forskelle i opfattelsen af barndommen. Konventionernes universalistiske tilgang foreskriver børn en barndom uden arbejde til de fylder 13 år, hvilket vi kalder den første periode. Den første periode varer i Nepal kun, til barnet er 5 år, hvorefter det, i anden periode, forventes at hjælpe til med lettere arbejde, til barnet er 12 år. Ifølge ILO går den anden periode, til barnet er 15 år. Nepaleserne opfatter børn efter den tredje periode, altså når barnet er 15-16 år, som voksne, hvorimod konventionerne sætter dette til 18 år. Denne store forskel bunder i en universalistisk opfattelse af barndom med rødder i den vestlige kultur. Den er relativ ny, men bliver nu implementeret gennem konventionerne. Nepal har derimod ikke en opfattelse af barndommen som en særlig arbejdsfri periode. Børnene forventes at hjælpe til i familien fra en tidlig alder, og noget arbejde skildres endda som værende i børns interesse, da det ses som en form for social udvikling. Implementeringen af den nye universalistiske opfattelse af barndom og hele den universalistiske tankegang kan sammenlignes med vestens indflydelse på normdannelse i kolonitiden, hvor vesten tillod sig at definere, hvad der var rigtigt og forkert. På den måde kan man sige, at børnearbejde ikke skildres som væ- 46

rende i børns interesse men som en afvigelse fra normen, der skal helbredes På den baggrund kan man argumentere for, at de universalistiske rettigheder mister deres legitimitet. Den anden forskel kan ses i Nepals forsøg på at implementere de universalistiske rettigheder, hvor den sociale accept af børnearbejde besværliggører processen i det nepalesiske samfund. Staten har ansvaret for denne implementering og håndhævelsen, men dens ringe evne til at gøre dette skaber en mistillid i befolkningen til staten. Derudover har både NGO er og vestlige lande forsøgt at hjælpe med håndhævelsen af børns interesser med varierende resultat. En af grundene hertil er, at de handler efter den universalistiske og vestlige tilgang. På baggrund af de forskelige opfattelser af børns interesser i forhold til barndom og arbejde ser nepaleserne sig ikke som værende i samme etiske fællesskab som de universalistiske og vestligt funderede rettigheder, hvorfor de universalistiske rettigheder ikke opfattes som naturlige love men som positive love skabt i et andet etisk fælleskab, nemlig det vestlige internationale samfund. Fordi staten ikke kan sikre børnenes rettigheder, bliver de nødt til at arbejde for at tjene til deres overlevelse. Derfor er det bredt accepteret i Nepal, at børn arbejder, både blandt de arbejdende børn men også blandt arbejdsgivere og de mere velstående familier, som på den måde føler, at de hjælper de fattige børn. Dette skaber en opfattelse af børnearbejde som en ret, man bør acceptere, og derfor ser nepaleserne det som en positiv lov, og nogle ser det endda som en naturlig lov, i og med at det er i overensstemmelse med deres religiøse eller moralske overbevisning. Dette bruger arbejdsgiverne også som argument for at bryde de universalistiske love til fordel for deres egen opfattelse af børnearbejde som positiv lov. Nepaleserne mener, som konventionerne, at børn har bedst af at gå i skole og ikke arbejde for meget, men deres nuværende situation gør, at denne tanke for mange virker utopisk, hvorfor børnearbejde er den eneste alternative løsning. Derfor er det i teorien ikke i børnenes interesse at arbejde, men på grund af samfundets tilstand bliver det i praksis i deres interesse at arbejde. Det er her vigtigt at pointere, at Nepal ser de universalistiske rettigheder som et mål og ikke som værnede opfyldt, hvorfor en mere kulturrelativistisk tilgang til børnearbejdsproblematikken i Nepal ville være mere hensigtsmæssig, for på den måde at hjælpe børnene uden at skubbe dem ud i endnu værre forhold ved at forbyde børnearbejde, som kan ske ved en komplet implementering af de universalistiske rettigheder. Samtidig bør man heller ikke, som forsidens billede illustrerer, bruge kulturrealisme som en sovepude som eksempelvis de velstillede, arbejdsgiverne, staten og det internationale samfund kan bruge som argument for ikke at gribe ind i forbedringen af børns arbejdsvilkår i Nepal. 47

Perspektivering Projektets konklusioner af problemstillingen omkring implementering af de universalistiske rettigheder i Nepal indskriver sig i et udviklingsperspektiv. Derfor har rapporten relevans i forhold til NGO er, der beskæftiger sig med udviklingsarbejde. Det kan bruges af NGO er, som forsøger at hjælpe børnearbejdere, eller som vil afskaffe børnearbejde, til at belyse mange af de komplekse problematikker, der er forbundet hermed. Hvis vi skulle arbejde videre på projektet, ville det, netop fordi det bevæger sig inden for et udviklingsperspektiv, være relevant yderligere at gå i dybden med NGO ernes rolle i implementeringen af de universelle rettigheder. I udviklingsperspektivet forekommer et møde mellem meget forskellige lande med lige så forskellige ideologier, baggrunde, historie, kulturer og så videre. Derfor kunne det være interessant at undersøge, hvordan NGO erne i praksis ønsker at skabe udvikling, og hvilken femgangsmåde de benytter sig af. Man kunne vælge eksempelvis at følge to projekter fra to forskellige NGO er og foretage en komparativ analyse af deres fremgangsmåde. Her kunne vi tage fat i IBIS og Red Barnet, da de begge arbejder ud fra en rettighedsbaseret strategi ((H)RBA 23 ). Disse to NGO er har forskellige tilgange til børnearbejde, hvor IBIS indskriver sig i den universalistiske tankegang, idet deres overbevisning er at: børnearbejde ikke er konsekvens af fattigdom, men i højere grad af udbredte normer og holdninger at det accepteres! 24. IBIS mener, at det, at det er social accept i det pågældende land, er årsagen til børnearbejde, og at børnearbejde vil gå arv ved mangel på skolegang, som kan oplyse børnene. 25 Red Barnet har derimod en mere kulturrelativistisk tilgang. De er af den overbevisning, at: mange børn i verdens fattigste lande er nødt til at arbejde for, at deres familier kan overleve 26. De mener derfor, at børnearbejde skal ses som et fattigdomsproblem, og at så længe, der er fattigdom, vil der også være børnearbejde. Derfor arbejder de for at skabe bedre arbejdsvilkår for de arbejdende børn for på den måde at sikre børnene en bedre barndom. Begge NGO erne er enige om, at skolegang er vejen ud af fattigdom, og at det er med til at bryde den sociale arv. Det kunne være interessant at undersøge de to tilgange, hvor interviews med repræsentanter fra organisationerne kunne være med til at belyse dette. Det optimale ville desuden være at fortage feltarbejde i de lande, hvor NGO erne arbejder, for på den måde at 23 (Human) Rights-Based Approach 24 IBIS: www.ibis.dk/presse/showarticle.php?id=4935 25 IBIS: www.ibis.dk/presse/showarticle.php?id=4935 26 Red Barnet: www.redbarnet.dk/hvad-er-b%c3%b8rnearbejde.aspx?id=128 48

kunne fortage en komparativ analyse af de lokale aktørers holdning til udviklingsarbejdet, og om de eventuelt havde alternative løsninger. Det kunne også være interessant at gå ind og analysere mere på barndomsopfattelser og identitetsdannelse hos individet. Vi kunne lave en komparativ analyse af barndom for børn, der går i skole, i forhold til for børn, der arbejder. Her ville man også kunne tage udgangspunkt i Børnekonventions definition af identitet, som nævnes to steder. Det første går på barnets ret til at bevare sin identitet set som dets statsborgerskab, navn og familieforhold (CRC 1989: art. 8). Børns identitet reduceres altså til kun at omhandle visse dele af barnets liv, som er bestemt udefra, hvorimod der ikke tales om barnets selvskabte identitet og identifikation. Som børnene i de Groots undersøgelserne selv giver udtryk for, så er arbejdet med til at give dem en identitet og en stolthed. I Børnekonventionens artikel 29 skriver man, at uddannelsen af barnet skal udvikle barnets personlighed, evner, samt respect for the child's parents, his or her own cultural identity, language and values, for the national values of the country (CRC 1989: art. 29). I og med at det kun står under uddannelse, virker det til, at skolegang er den eneste mulighed for at give børn personlighed, værdier og identitet. Ud fra dette ser det også ud til, at identitet er reduceret til kun at omfatte kulturel identitet. Derfor kunne det være interessant at se på, hvordan man kunne give plads til andre former for identitet eller identifikation. Her ville det også være relevant at lave feltarbejde, og interviews med børnene. 49

Litteraturliste Andersen, Heine (2006): Samfundsteori, moral og det civile samfund, i Klassiske og moderne safundsteori. 3. udgave Borger.dk www.borger.dk/emner/samfund-og-rettigheder/dine-rettigheder-og-pligter/internationalemenneskerettigheder/sider/menneskerettigheder-fn.aspx og Brown, Chris (2007): Universal human rights: A critique, i The International Journal of Human Rights, Volume 1, Issue 2, 1997, side 41-65 Chowdhry, Geeta (2006): Post-Colonial Readings of Child Labour in a Globalized Economy in R. Stubbs and G. Underhill (eds.), Political Economy and the Changing Global Order, 3. udgave, side. 233-244 CRC (1989): Convention on the Rights of the Child www2.ohchr.org/english/law/crc.htm CRC (2009): Committee on the Rights of the Child - The right of the child to be heard, General comment No. 12, FN de Groot, Afke (2010): Child labour in Kathmandu, Nepal, Institute for Research on Working Children (IREWOC) Den store danske www.denstoredanske.dk/rejser,_geografi_og_historie/frankrig/frankrig_1789-1815/menneskerettighedserkl%c3%a6ringen Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitsch (2009): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Roskilde universitetsforlag, 2 udgave, 4 oplag. Goodwave www.goodweave.org/child_labor_campaign/laws IBIS www.ibis.dk/presse/showarticle.php?id=4935 ILO Accelerating action against child labour www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@dcomm/documents/publication/wcms_126752.p df ILO Facts on child labour www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/@dgreports/@dcomm/documents/publication/wcms_126685.p df ILO (1973): C138 Minimum Age Convention 50

www.ilo.org/ilolex/cgi-lex/convde.pl?c138 ILO (1999): C182 Worst Forms of Child Labour Convention www.ilo.org/ilolex/cgi-lex/convde.pl?c182 ILO (2003): Investing in Every Child: An Economic Study of the Costs and Benefits of Eliminating Child Labour, www.ilo.org/global/about-the-ilo/press-and-media-centre/news/wcms_075570/lang--en/index.htm Institut for menneskerettigheder menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/kilder+til+historen/fn's+verdenserkl%c3%a6ring+om+mennes kerettigheder IREWOC www.childlabour.net/irewoc%20research%20reports.html Lindholt, Lone (2003): Retspluralisme og menneskerettigheder, i Schaumburg-Müller, Sten og Selmer, Bodil red.: Retlig mangfoldighed, En fælles udfordring for retsvidenskab og antropologi, Jurist- og Økonomforbundets Forlag Lund, Christian (1998): Development and rights: Tempering universalism and relativism, European Journal of Development Research vol. 10. No. 2. Madsen, Michael Rask (2002): Virtuel legalitet og/eller pidgin law?, Petersen, Hanne red.: Globaliseringer, ret og retsfilosofi, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag,: Menneskeret.dk menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/menneskerettighedernes+udvikling Myers, William E. (2001): The Right Rights? Child Labor in a Globalizing World, The ANNALS of the American Academy of Political and Social Science. OhmyNews.com english.ohmynews.com/articleview/article_view.asp?no=275183&rel_no=1 Petersen, Hanne (2002): Globale udfordringer til vestlig retsfilosofi og retstænkning, i Petersen, Hanne red.: Globaliseringer, ret og retsfilosofi, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Petersen, Hanne (2003): Globalisering og retspluralisme, Juridiske begreber i forandring, i Schaumburg-Müller, Sten og Selmer, Bodil red.: Retlig mangfoldighed, En fælles udfordring for retsvidenskab og antropologi, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Red Barnet www.redbarnet.dk/hvad-er-b%c3%b8rnearbejde.aspx?id=128 Rendtorff, Jacob Dahl (2005): Retsfilosofi, Roskilde Universitetsforlag, 1. udgave 51

Seeberg, Jens (2003): Patientautonomi og familieautonomi-sundhedsrettigheder vs. asiatiske værdier, i Schaumburg-Müller, Sten og Selmer, Bodil red.: Retlig mangfoldighed, En fælles udfordring for retsvidenskab og antropologi, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. UDHR (1948): The Universal Declaration of Human Rights, www.un.org/en/documents/udhr/ UNICEF www.unicef.org/crc/ Varghese, Santosh 2004: Child Labor in Nepal, yapi.org/rpchildlabornepal.pdf Forsidebillede Wulffmorgenthaler heltnormalt.dk/striben/arkiv 52