Manddrab i middelalderen Strafsanktioner i forskellige love

Manddrab i middelalderen Strafsanktioner i forskellige love Udarbejdet af Kenni Dahl Christiansen, fødselsdato 01.09.1994 Jacob Skovgaard Kristensen, fødselsdato 09.06.1994 Afleveres 2. januar 2017 til brug for eksamen i Retshistorie, retsfilosofi og retssociologi Antal anslag: 37.004

Hvem er forfatteren? Indledning, diskussion og konklusion er udarbejdet i fællesskab. Kenni Dahl Christiansen har udarbejdet: - Knud VIs Manddrabsforordning af 1200 o Baggrund for manddrabsforordningen - Jyske Lov o Baggrund for Jyske Lov o Straf og metode - Kong Christian III Reces af 1537, hele afsnittet Jacob Skovgaard Kristensen har udarbejdet: - Knud VIs Manddrabsforordning af 1200 o Straf og metode - Skånske Lov, hele afsnittet - Jyske Lov o Fællestræk ved landskabslovene - Riber-ret, hele afsnittet

Indhold Indledning... 1 Knud VIs Manddrabsforordning af 1200... 2 Baggrunden for Manddrabsforordningen... 2 Straf og metode... 2 Skånske lov... 3 Baggrunden for Skånske Lov... 3 Straf og metode... 4 Jyske Lov... 5 Baggrunden for Jyske Lov... 5 Straf og metode... 5 Mandebod... 6 Fredløshed... 6 Fællestræk ved processen i landskabslovene... 6 Købstadsretten Riber-ret... 7 Baggrunden for Riber-ret... 7 Strengere straffe i Ribe... 7 Retsplejen i Ribe... 8 Straf og metode... 8 Henrettelsen af Harder Jepsen... 9 Christian III Reces af 1537... 9 Baggrunden for Recessen af 1537... 9 Mosaisk ret som inspirationskilde... 9 Fortale... 10 Straf og metode... 10 Viborg Landstings dom 1550... 11 Viborg Landstings dom 1558... 11 Dødsstraffens udvikling efter Reformationen... 12 Konklusion... 14 Litteratur- og kildeliste... 15 Bilag... 17

Indledning Manddrab har altid været en del af samfundet af forskellige årsager, være det gæld, hævn eller fejder. For at det ikke skulle blive anarki, har man skulle bruge et sæt regler, der fastsætter hvordan og hvorledes et manddrab skal sanktioneres. Reguleringen af sanktioneringen for manddrabsforbrydelser begyndte især ved Knud VIs manddrabsforordning af 1200, hvor der blev fastsat lovgivning omkring manddrab. I landsskabslovene, herunder Skånske og Jyske Lov, fandtes der også bestemmelser omkring sanktionering af manddrab, og i takt med en stigende regulering gennem årene, blev bestemmelserne mere omfattende og processen bag retssagerne også mere avanceret. Tak Gud min søn, du kom ikke for Riber-ret skulle en kvinde have sagt, da hendes søn blev hængt i Varde galger. Riber-ret var Ribe købstads egen lovgivning, som sanktionerende manddrab og andre forbrydelser med livsstraf. I middelalderen, særligt efter 1200-tallet gjaldt mange love i det danske rige. Der var udstedt en manddrabsforordning i år 1200 af Knud VI, som beskrev straf og fremgangsmåde ved manddrab. Riget var inddelt i forskellige regioner, som hver havde deres egen lovgivning, nemlig landskabslovene. De bestod af blandt andet Skånske og Jyske Lov. Herunder havde flere købstæder heriblandt København, Roskilde og som nævnt Ribe deres egen stadsret. Med udgangspunkt i en analyse af strafferettens udvikling fra middelalderen til efter reformationen vedrørende manddrabsforbrydelser, vil opgaven behandle forskellene i sanktioneringen af manddrab i lovgivningen fra middelalderen til efter reformationen. Af omfangsmæssige årsager er opgavens område afgrænset til at omfatte sanktioneringen af manddrabsforbrydelser i middelalderen ved Knud VIs manddrabsforordning af 1200, landskabslovene særligt Skånske og Jyske Lov, Riber-ret og slutteligt Christian den 3. reces af 1537. Processen ved retssager vil kun kort blive nævnt. Ældre lovgivning vil ikke blive behandlet og senere lovgivning vil kun undtagelsesvist blive behandlet i en diskussion omkring strafferettens udvikling efter reformationen. Opgaven vil tage udgangspunkt i forskellige retskilder, heriblandt historisk lovgivning, domme, historisk litteratur og beretninger om datidens henrettelser. Jyske og Skånske Lovs bestemmelser vedrørende manddrab vil blive analyseret, ligesom Riber-rets og Christian den 3. reces af 1537 bestemmelser herom ligeledes vil være en del af analysen. Analysen vil blandt andet omfatte en dom fra Riber-ret og to domme fra tiden efter reformationen. Herefter vil diskussionen tage afsæt i det i analysen beskrevne, hvorefter udviklingen i sanktioneringen for manddrab gennem tiden og lovgivning vil blive diskuteret. 1

Knud VIs Manddrabsforordning af 1200 Baggrunden for Manddrabsforordningen Kong Knud VI udstedte den 28.12.1200 en forordning, der fastsatte en række regler omkring straffen for manddrab og fremgangsmåden ved retssagerne. I datiden var spiritualisering en stor del af lovgivningen, som også gav udslag i datoen for manddrabsforordningen. Den 28.12 er i den katolske tro dagen for Barnemordet i Bethlehem, og derfor gav det god mening at udstede en forordning omkring angreb på liv og legeme. 1 Især Skåne var hårdt plaget af manddrab, og da Knud VI erfarer dette gennem klager og de bedste mænd i Skåne over en lang periode, vælger han at udstede forordningen, med det formål at komme manddrabene til liv i regionen. 2 Straf og metode Manddrabsforordningen bestemte generelt, at straffen for manddrab var bøde og det må hertil bemærkes, at der stadig var tale om slægtstraf, hvor selve slægten blev straffet med drabsmanden, da ens frænder skulle betale en del af boden. Det fremgår af artikel 1, at drabsmanden ikke måtte modtage ættebod af sine frænder, førend han selv havde bødet en tredjedel af mandeboden. Manddrabsforordningen fastsatte en række regler for hvordan drabsmanden skulle straffes for sin gerning. Tidligere var det i orden at begå hævndrab, som følge af et drab. Manddrabsforordningen fastsatte regler omkring mandebod. Dog indskrænkede Manddrabsforordningen ikke den forurettedes slægts ret til at fordre oprejsning i form af hævn, frem for modtagelse af mandebod. Forurettedes slægt havde dermed en ret til at vælge straffen. 3 Slægtsansvaret var ikke udbredt ved andet end manddrab, og frænderne skulle derfor kun betale bod ved manddrab. Hvis de derimod nægtede at betale deres del af mandeboden, skulle andre frænder tvinge dem. Til sidst måtte kongen inddrive det, hvis frænderne ikke havde held til det. Manddrabsforordningen gav ikke hjemmel til livsstraf som følge af et manddrab. 4 Det kan ses i artikel 2, at hvis drabsmanden stjal fra sine frænder, i forbindelse med at en frænde ikke ville betale andelen af mandeboden, og han blev taget for tyveri, ville han blive dømt til hængning for tyveri. Som grund til de mange manddrab angiver forordningen den omstændighed, at drabsmænd tvinger dem, som de regner som deres slægtninge, selvom de er udenforstående, til at bøde sammen med sig, så meget som de kræver. Tvangen udøves som røveri og voldelig tvang med henblik på bødebetaling. Ved bøder burde drabsmænd, ifølge forordningen, miste penge, men faktisk blev de rige, fordi de krævede mere end hvad mandeboden androg. 5 1 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 102 2 Skyum-Nielsen, Niels: Danmarks Riges Breve, nr. 24 3 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 106 4 Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie, tiden indtil Danske Lov 1683, s. 65 5 Fenger, Ole: Fejde og mandebod, s. 363 2

Forordningen ophævede imidlertid ikke slægtsansvaret, men søgte at begrænse det. Ved forordningens ikrafttrædelse var det således kun ved manddrab slægtsansvaret kunne komme på tale på baggrund af det ovenfor anførte. Derudover kunne drabsmanden, ifølge manddrabsforordningen, ikke kræve sine frænder for bidrag til mandeboden, førend han selv havde bødet en tredjedel af den samlede bod 6 Indtil år 1200 havde slægtsansvar hersket for drab, og dermed ikke kun personligt ansvar. Det hængte sammen med at forurettedes slægtninge havde følt sig vanæret og man tidligere havde begået manddrab. I Valdemarstiden fremherskede retsprincippet om en samfundsbestemt mandebod, der herved gav en anerkendt straf, så slægten kunne føle fuld oprejsning, hvis de accepterede mandeboden. 7 Når mandeboden var betalt, var drabssagen endelig afsluttet. Hvis den forurettedes slægt alligevel begik et hævndrab på drabsmanden, blev disse slægtninge dømt fredløse, jf. artikel 9. Bøden for manddrab blev fastsat til 40 mark til forurettedes slægtninge og til kongen, jf. artikel 6. Hvis man havde været medvirkende eller havde fulgt med drabsmanden, skulle man bøde 3 mark til kongen og til slægtningene, jf. artikel 4. 8 Skånske lov Baggrunden for Skånske Lov Skånske Lov findes i forskellige versioner. Det er ikke muligt at fastslå præcist, hvornår Skånske Lov blev udstedt, men det antages blandt retshistorikere, at det loven blev udstedt mellem 1202 og 1228. Dette skyldes, at Skånske Lov indeholder bestemmelser som stammer fra Knud VIs Manddrabsforordning fra 1200 samt nogle bestemmelser fra en forordning om fred i kongens nærhed af Valdemar Sejr i 1202. 9 Anders Sunesen, Ærkebiskop af Lund, lavede en parafrase af Skånske Lov, hvor parafrasen blev oversat til latin. I parafrasen omskrev, forklarede og begrundede han bestemmelserne bedre end den dansksprogede version. Anders Sunesen døde i 1228, og man må heraf antage, at Skånske Lov er udstedt noget før 1228, når Anders Sunesen skulle oversætte hele Skånske Lov til latin, samt kommentere og begrunde den. 10 For at komme nærmere et specifikt tidspunkt, kan man argumentere for at Skånske Lov er udfærdiget før 1215, da det dette år blev forbudt gejstlige at medvirke til jernbyrd ved IV Laterankoncil 1215 i Rom. Kong Valdemar af Danmark gennemfører denne beslutning i Danmark umiddelbart efter og man må derfor 6 Fenger, Ole: Fejde og Mandebod, s. 364 7 Christensen, Aksel: Ret og magt i dansk middelalder, s. 15 8 Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie, tiden indtil Danske Lov 1683, s. 66 9 Andersen, Per: Lærd ret og verdslig lovgivning, s. 93 10 Ibid 3

formode at Skånske Lov oprindeligt blev udstedt mellem 1202 til kort efter 1215, da jernbyrd blev forbudt og der i Skånske Lov blev anvendt jernbyrd. 11 Nærmere datering kommer man dog ikke. Straf og metode I tiden omkring Skånske Lovs oprindelse var der sket en udvidelse i strafansvar for manddrab. Som nævnt tidligere udstedte Knud VI en manddrabsforordning som fastsatte regler og processer omkring manddrab. Kong Valdemar Sejr udstedte en forordning om fred i kongens nærhed i 1202. Med denne blev ansvaret skærpet og udvidet, således at man ikke måtte begå manddrab i kongens nærhed. Der var en absolut fred. Drabsmanden ville for et drab i kongens nærhed blive dømt fredløs. Fred i kongens nærhed havde tidligere muligvis været gældende, dog begrænset til den umiddelbare nærhed eller gård, hvor kongen havde opholdt sig. Området havde nu været udvidet sig til landsdelen, som Anders Sunesen skrev. 12 Slægtsansvaret i Skånske Lov var ikke så stort som i Manddrabsforordningen. Man forsøgte med Lov om Ættebod at forøge chancerne for et forlig, såvel som at lade drabsmanden selv blive straffet ved at han alene skulle betale bøden. Der var her tale om en stærk indflydelse fra den kanoniske rets princip om at straffen kun burde ramme den skyldige og dermed ikke slægten. 13 Slægten skulle derfor kun betale ættebod, hvis de af egen fri vilje ville hjælpe drabsmanden eller såfremt drabsmanden flygtede ud af landet. 14 Her skulle nærmeste slægtninge selv tilvejebringe en tredjedel af mandeboden hver, ligesom Manddrabsforordningen bestemte. Når drabsmanden flygtede ud af landet, og mandebod ikke var betalt, måtte forurettedes slægt begå hævndrab, uden at de ville stå skyldige for drabet. Dette gjaldt dog ikke, hvis drabsmandens slægtninge havde tilbudt bod på de 3 landsting, som fulgte efter drabsmandens flugt. I så fald, var de beskyttet af loven imod hævndrab og eventuelt hævndrab blev gjort til orbodemål. 15 Sanktionen for manddrab efter Skånske Lov var mandebod, hvis han erkendte drabet. Det fremgår af lovens kapitel 85. 16 Mandebod fastsattes typisk som tre gange 15 mark. 17 Det fremgik dog af Skånske Lovs kapitel 90, at såfremt en mand dræbte en anden mand, efter at denne havde betalt mandebod, skulle han svores fredløs og aldrig få sin fred igen. 18 Såfremt drabsmanden ikke erkendte drabet og blev kendt skyldig heri, blev han dømt fredløs, jf. lovens kap. 121. 19 Kapitel 90 er dermed en modifikation til den klare hovedregel i kapitel 85, idet fredløshed ligeledes blev benyttet i Skånske Lov. 11 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 95. 12 Jørgensen, P: Manddrabsforbrydelsen, s. 86 13 Ibid, s. 91 14 Ibid, s. 91-93 15 Ibid, s. 92 16 Kromann, Erik og Iuul, Stig: Skaanske Lov og Jyske Lov, s. 30 17 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 101 18 Kromann, Erik og Iuul, Stig: Skaanske Lov og Jyske Lov, s. 32 19 Ibid, s. 41 og Jørgensen, P: Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov, s. 289 4

Jyske Lov Med lov skal land bygges. Sådan begynder fortalen til Valdemar Sejrs Jyske Lov givet i Vordingborg i marts 1241. Jyske Lov var den yngste af landskabslovene, og sandsynligvis tiltænkt som rigslov. 20 Baggrunden for Jyske Lov Jyske Lov blev udstedt i 1241 og er inddelt i tre bøger. I første bog behandles hovedsageligt dåb, familieret, arveret, børneret og landboret. Anden bog behandler primært procesret, forskellige forbrydelser, herunder manddrab, kaution, tyveri, hittegods og straf. Slutteligt behandler tredje bog bødesager, andre forbrydelser, retsforhold i mellem ægtefæller, falsk og brandstiftelse. Samlet set behandler Jyske Lovs bøger mange forskellige forhold, som følge af brug af flere forlæg, herunder utvivlsomt Skånske Lov. 21 I fortalen lægges der vægt på, at der er behov for en samlet lovgivning, idet der findes mennesker som er uretfærdige og ondsindede, og hermed ikke kan begå sig i et samfund uden lovgivning. Valdemar mente ikke at der havde været behov for lovgivning, hvis alle mennesker var sande og nøjedes med sit eget, dog var dette ikke tilfældet og Valdemar forfattede Jyske Lov. 22 Straf og metode Da manddrabsforbrydelsen og straffene er beskrevet i Jyske Lovs anden bog, vil kun denne blive behandlet i det følgende. I Jyske Lov, anden bog, kapitel 8 behandles processen omkring manddrab. Det fremgår, at hvis en mand dræbes før torsdag middag, så må frænderne lyse drabet på landsting lørdag i den følgende uge. Hvis manden dræbes efter torsdag middag, må frænderne vente indtil det næstkommende ting. Kapitel 9 foreskriver fremgangsmåden hvis drabet ikke lyses som loven påbyder og såfremt der afholdes landsting i mellemtiden, skal man have kongens tilladelse før sagen må forfølges. Hvis ingen tilladelse gives kan sagsøgeren ikke få mere end ret mandebod, svarende til tre gange 18 mark, eller kønsnævn hvis anklagede nægter at være skyldig. Kønsnævn er 12 mand inden tredje led, jf. første bog, kapitel 1. Drabssager behandles ved landsting af sandemænd, som træffer afgørelse og skal afgøre sagsøgtes skyld, jf. anden bog, kapitel 2 og 3. Strafsanktionerne i Jyske Lov omkring manddrab findes i kapitel 12, som beskriver at såfremt sandemænd vil sværge til bøde, kan det kun ske med guds hjælp og at drabsmanden handlede i selvforsvar eller nødværge. Det betyder, at udgangspunktet for et kvalificeret manddrab var fredløshed, idet sandemændene uden guds hjælp kunne sværge det med rette beviser, jf. kapitel 12, sidste led. 20 www.danmarkshistorien.dk Artikel om mandebod 21 Abitz, E.A m.fl.: Med lov skal land bygges, s. 17 22 Skautrup, Peter: Den Jyske Lov, fortalen i tekst og oversættelse, s. 3 5

Mandebod Mandebod blev som nævnt før også brugt i Jyske Lov, såvel som i Skånske Lov og Knud VIs manddrabsforordning. I forhold til tidligere er mandebod efter Jyske Lov kun tildelt i drabssager hvor der var tale om nødværge og selvforsvar, jf. kapitel 12. Den fattige, som hverken har hus eller jord, og som ikke udreder landeværn, må ikke tvinges til at udrede ættebod, jf. kapitel 24. Dog er der også tale om mandebod i sager hvor drabsmanden vedgik drabet og tilbød bod, da der ikke opkrævedes sandemænd. 23 Ligesom ved Skånske Lov, skulle dem som er fjernere i slægt end til fjerde mand ikke bøde, medmindre de selv vil. Hvis der tages imod bod, gjaldt samme princip og dem der var fjernere end fjerde mand, fik ikke bod medmindre den modtagende slægt selv gav dem, jf. kapitel 25. Hvis man sværges til mandebod gælder samme princip som tidligere, hvor drabsmanden selv skal betale en tredjedel af boden og kræve de andre dele betalt af sin slægt. Hvis drabsmanden ikke får slægtningenes andel, da skal han selv betale den bod han blev svoret. Herefter kan han stævne dem og få ret til tage andelene, jf. kapitel 27. Fredløshed For et drab begået i tiden med Jyske Lov blev man svoret fredløs 24. Blev man svoret fredløs, og ville modparten ikke tage imod bod, skulle man flygte fra landet. Hvis man ikke flygter, må kongen ikke tage imod fredkøb førend man har forliget sig med forurettedes slægt. Hvis fredløse flygter og dør, skal slægtninge bøde dette gælder også hvis den fredløse ikke flygtede fra landet, jf. kapitel 22. Yderligere konsekvenser ved fredløshed er, at man ikke må huses, hverken klostre eller andre, jf. kapitel 23 og 26. Den fredløse havde ydermere ingen rettigheder, og kunne skades og dræbes straffrit af enhver. 25 Fællestræk ved processen i landskabslovene Fælles for landskabslovene er den grundlæggende inddeling af landet i retskredse, som betegnes herreder, hvis oprindelse er uvis, hver med sit herredsting. Fælles for hele landet var landstinget, for Jylland i Viborg, Sjælland i Ringsted og Skåne i Lund, hvortil mindre landsting forekom, som eksempelvis landstinget i Odense. Der var ingen appel fra herredsting til landsting, men der var valgfrihed for sagsøger ved indstævning. 26 Landskabslovene beskriver alle straffen og processen ved eksempelvis manddrab. Sager om manddrab skulle behandles ved landstinget, jf. Jyske Lov, anden bog, kapitel 3 samt Rigens Ret 20. 27 Også i Skånske Lov gjaldt samme princip. 28 23 Jørgensen, P: Dansk strafferet fra Reformationen til Danske Lov, s. 289 24 Ibid 25 www.danmarkshistorien.dk Artikel om fredløshed 26 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 118 27 Reitzel-Nielsen, Erik: Danske Domme, bind 7, s. 390 28 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 118 6

Købstadsretten Riber-ret Baggrunden for Riber-ret Jyske Lov gjaldt for Jylland og øerne efter dens udstedelse i 1241. Et nyt fænomen i middelalderen var urbaniseringen af det danske samfund. Når mange flere mennesker end hidtil samles på et mindre område vil det unægtelig give nye problemstillinger. De anderledes orienterede landskabslove regulerede og opstillede løsninger til problemer, som ikke nødvendigvis kunne bruges i tætbefolkede byer som købstæderne. 29 Ribe fik som en by med god geografisk placering i forhold til handel privilegiet af at kunne kalde sig en købstad. De fik lokalt handelsmonopol, egen administration og domstol. Købstæderne fik som følge af ovenstående inspiration fra hinanden og fik i stigende grad udarbejdet og stadfæstet egne love, de såkaldte stadsretter, og fik deres helt egen retspleje. 30 På grund af dette stigende behov for anden regulering blev Riber-ret stadfæstet ved et Danehof i Nyborg i 1269 af Kong Erik Glipping. Jyske Lov gjaldt i forvejen, men Riber-ret bestod i den ældste udgave af 60 artikler som gjaldt i Ribe, herunder bestemmelser om forfalsket honning og skærpet strafansvar for manddrab. Siden blev Riber-ret udvidet til tre artikler. Hvor Riber-ret ikke havde regulering, gjaldt grundreglerne i Jyske Lov 31 et system der også ses i dag i forhold til EU-retten, hvor et medlemsland kan have strengere lovgivning, men ikke lempeligere end retsakten fra EU foreskriver. Strengere straffe i Ribe Et ordsprog fra tiden var Tak din Gud, at du ikke kom for Riber-ret. Der var en opfattelse af, at Riber-ret var meget streng og der blev sat hårdt mod hårdt over for forbrydelser begået i købstaden. Andre love, såsom Jyske Lov, havde dødsstraf for en række forbrydelser som eksempelvis tyveri, jf. Jyske Lov, anden bog, kapitel 87. Dødsstraf var derfor ikke ualmindeligt i datiden, men dødsstraf for manddrab var ikke set tidligere. Den første bestemmelse i Riber-rets originale 60 artikler var, at den som begik manddrab inden for byens markskel skulle have sit liv forbrudt, jf. artikel 1. Til sammenligning var det mere vanærende at blive hængt som tyv i Ribe end halshugget som morder. 32 Det gav også udslag i blandt andet artikel 26, som foreskrev, at hvis man blev halshugget ved lovlig dom, da beholdte arvingerne hans fulde arv. Hvis man blev hængt for tyveri, skulle Ribe have den ene halvdel af tyvens ejendele og fogeden den anden. 29 Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie, tiden indtil Danske Lov 1683, s. 261. 30 Ibid 31 Museet i Ribe: Riber Ret Det Gamle Rådhus, s. 1 32 Ibid 7

Riber-ret havde derfor den effekt som var tiltænkt, nemlig at den skulle se meget streng ud. I praksis var dette dog ikke tilfældet. En gennemgang af 813 sager i perioden fra 1590-94 viser, at der kun var 3 dødsstraffe. Af disse 3 dødsstraffe var kun 1 af dem for drab, de andre to for tyveri. 33 Spørgsmålet er så, om frasen streng, strengere, Riber-ret holder? Ved en gennemgang af 813 sager i en 5- årig periode, blev kun 93 sager straffesager vedrørende angreb på liv og legeme behandlet ved bytinget og rådstueretten. 34 Heraf blev kun en idømt dødsstraf for manddrab, på trods af mindst to drabssager i perioden. Sagen vedrørende dødsstraf for manddrab behandles nedenfor. Den anden drabssag endte med at den rømmede drabsmand kendtes fredløs. 35 Man kan derfor sige, at på trods af hjemlen for dødsstraf for manddrab, blev den ikke brugt hver gang og Ribe by dømte ikke så hårdt, som der ellers var lagt op til i Riber-ret. Retsplejen i Ribe Ribe havde to domstole en rådstueret og et byting. Rådstueretten var magistraten i dens egenskab af domstol. Dommerkorpset bestod af de til enhver tid siddende borgmestre og rådmænd, der bestred dommerhvervet som led i den almindelige kommunalforvaltning. I realiteten var det udelukkende repræsentanter fra Ribes eksklusive købmandsstand der bestred disse poster. Rådstueretten svarede til landskabslovenes landstingsret. Rådstueretten fungerede den som appelinstans for byens anden domstol, bytinget. 36 På det område adskilte Riber-ret sig fra landskabslovene, idet landstinget, som nævnt, ikke fungerede som appelinstans for herredstingene. Straf og metode Som nævnt før var straffen for manddrab som udgangspunkt dødsstraf, jf. artikel 1. Hvis drabsmanden flygter blev han svoret fredløs, men slægten skulle ikke betale noget for ham, modsat landskabslovene hvor slægten skulle betale for drabsmanden. Der fandtes ikke længere mandebod for manddrab efter Riber-ret. Der findes ingen bestemmelser om mandebod i relation til manddrab. Mandebod var kun reguleret i forhold til andre forbrydelser. Henrettelser blev udført af købstædernes mestermænd. De fuldbyrdede dødsstraffene på flere forskellige måder og fik betaling herefter - eksempelvis gav halshugning med sværd 10 rigsdaler i 1698 og halshugning med økse gav 8 rigsdaler. Ellers blev mestermændene betalt 15 rigsdaler årligt omkring 1720. 37 33 Tabel 5 i Christensen, Grethe: Tradition og Kritik Festskrift til Svend Ellehøj, s. 232 34 Tabel 1 i Christensen, Grethe: Tradition og Kritik Festskrift til Svend Ellehøj, s. 217 35 Stevnsborg, Henrik: Riber Ret, s. 21 36 Christensen, Grethe: Tradition og Kritik Festskrift til Svend Ellehøj, s. 213 37 Museet i Ribe: Skarpretterhistorie, s. 3 8

Henrettelsen af Harder Jepsen Kilden er en beretning fra Henrik Stevnsborg vedrørende drab i Ribe begået af Harder Jepsen. Den 20. februar 1593 38 blev Harder Jepsen henrettet for manddrab i Ribe. Han havde på en natlig skejetur dræbt to vægtere med to knive, på trods af at andre borgere havde fravristet ham sværd og daggert. Det var en vægterpatrulje bestående af 4 vægtere og Harder Jepsen og hans kammerat, Ditlev Hansen, Guldsmed, havde drukket forinden. Da vægterpatruljen gik forbi i gaden angreb Harder Jepsen vægterne og formåede at slå to af dem ihjel. Harder Jepsen blev dømt til døden ved bytinget i Ribe. Den 20. februar 1593 indhentede man bødlen fra Kolding som henrettede Harder Jepsen med et tungt vognhjul mod halsen og herefter med adskillige knivstik parterede hans livløse krop, hvorefter han pressede hans hoved ned over den tilspidsede stage og resten af kroppen anbragt på stejler. Det skete til offentlig skue, som skulle afskrække andre fra at begå samme gerning. 39 Straffen var i tråd med Riber-ret, der, som nævnt, gav dødsstraf for manddrab, jf. Riber-ret artikel 1. Selvom dødsstraf for manddrab var hjemlet i Riber-ret, blev det ikke altid udført i praksis. En dom fra samme periode om Søren Brammings drab på Anders Sørensen Klyne 40, viser, at Søren Bramming kun blev svoret fredløs og senere købte sin fred igen hos kongen og blev benådet. 41 Christian III Reces af 1537 Baggrunden for Recessen af 1537 I første halvdel af 1500-tallet var Europa inde i en urolig periode, hvor der var mange brydninger og ændringer. En af begivenhederne med størst betydning var Luthers Reformation i 1536. Denne medførte en række ændringer i samfundene og førte til reformer. En af de vigtige akter det år, var udfærdigelsen af den københavnske reces af 30. oktober 1536, og stadfæstet i foråret 1537 42. Med denne reces blev vejen banet for en lang række recesser der på flere måder genindførte den kristne tankegang i strafferetten og andre aspekter af samfundet, og blandt andet indførte dødsstraf som normalstraf for drab. 43 Mosaisk ret som inspirationskilde Den mosaiske ret fik stor betydning for retsopfattelsen, særligt i strafferetten i Vesteuropa. Strafferettens normer om hvad der var tilladt kom til udtryk i De Ti Bud, og prægede længe opfattelsen af hvad der var 38 Ribe byfogeds tingbog 1593, folio 19v 39 Christensen, Grethe: Tradition og Kritik Festskrift til Svend Ellehøj, s. 205 40 Ribe byfogeds tingbog 1602 B85A-33, folio 59b 41 Kinch, J.: Ribes Bys Historie og Beskrivelse, bind 2, s. 218f 42 www.denstoredanske.dk Om Christian III 43 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 165 9

strafbart. Mest markant ses det efter Reformationen i 1536, hvor den mosaiske rets betydning fremherskede, da man ikke længere havde kirkelig ret og Guds lov som den var udtrykt i Bibelen blev inspirationskilden. 44 Mosaisk ret som den fandt udtryk i Bibelen ses i udformningen af straffene for særligt manddrab, hvor Første Mosebog, kapitel 9.6 foreskrev, at hvis nogen udøser en andens blod, da skal menneskene udøse hans blod, thi i sit billede gjorde Gud menneskene. Anden Mosebog, kapitel 21.12-15 foreskrev at den, som slår et andet menneske ihjel, skal bøde med sit eget liv, uanset status, rigdom, køn og alder. 45 Oprindeligt følte man sig ikke forpligtet til at anvende de fastsatte straffe for enkelte forbrydelser i mosaisk ret. Gud havde ved Guds lov, altså De Ti Bud, fastslået hvad der var strafbart og havde efter datidens opfattelse overladt det til den verdslige øvrighed at fastsætte straffen. 46 Mosaisk ret taler om talionsprincippet, som betyder at man bøder liv for liv, øje for øje og tand for tand som også var en inspirationskilde til recessen, men den fik ingen betydning uden for manddrabsforbrydelsen. 47 I forhold til vidneudsagn fandt man inspiration fra Femte Mosebog kapitel 19.1-6 omkring mindst 2 vidners udsagn. 48 Fortale Fortalen til recessen 1537 af Christian III var inspireret af den stigende indflydelse af den kristne tro. Luther opfattede kongen og fyrster som et værktøj for Guds straffemyndighed, hvilket også ses i fortalen, med ord som med Guds nåde, Guds milde og nådige skikkelse og forsyn og Guds fortørnelse. 49 Straf og metode For første gang gjaldt nu dødsstraf for manddrab begået af enhver i hele landet, så det ikke længere kun var borgere i købstæderne der kunne ifalde dødsstraf for manddrab, som eksempelvis i Ribe. Efter mosaisk ret kunne alle straffes med dødsstraf for manddrab uanset status, rigdom, køn og alder, jf. Anden Mosebog, kapitel 21.12-15. Dog fremgår det af Recessens artikel 7, at det kun er borgere og bønder der kunne straffes med døden for manddrab. Dødsstraf for ærligt ukvalificeret manddrab kunne ikke bruges over for adelen, som hævdede sin gamle fejderet, og foreskrev derfor kun dødsstraf for borgere og bønder. 50 Adelen var på dette tidspunkt stadig hævet over borgerne og bønderne i kraft af deres titler, og her adskilte lovteksten sig fra mosaisk ret Anden Mosebog, kapitel 21.12-15. Adelen blev omfattet af dødsstraffen for manddrab ved Danske Lov i 44 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 168 45 Thomsen, Jørgen: Anden Mosebog, s. 262 46 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 169 47 Ibid 48 Smidt, Olav: Femte Mosebog, s. 125 49 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 165 50 Ibid, s. 169 10

1683. 51 Dog kunne adelen godt straffes for manddrab i tilfælde hvor der var tale om uærligt ukvalificeret eller kvalificeret manddrab, modsætningsvis. Uærlige drab må anses som drab uden årsag til drabet. I tiden efter vandt opfattelsen frem, at adelen kunne straffes for drab uanset ærlighed. 52 Undtagelsen for manddrab er, når drabet sker af nødværge eller våde, da skal man ikke straffes, jf. Artikel 7. Man går kun efter drabsmanden selv, idet der i bestemmelsen nævnes at ættebod længe har været en menig plage for slægtninge, da de har skulle bøde for drabsmandens gerning. Derfor ændres straffen for manddrab til at være dødsstraf og når drabsmanden er henrettet, er slægtningene kvit og uden fejde af den dødes slægt og venner. Drabsmandens hovedlod bliver forbrudt, halvdelen går til nærmeste arving og resten til kongen, jf. artikel 7. Viborg Landstings dom 1550 Kilden består af en dom fra Viborg Landsting i en privat domssamling angående domme fra 1375-1553 53. Dommen omhandler en drabssag fra omkring 1550, hvor drabsmanden formodes at være en kvinde hvis dræbte mand blev fundet død i en å. Sandemændene svor i sagen at hun havde dræbt sin mand og efter udgangspunktet i Recessens artikel 7 bliver hun dømt til døden. Landstinget frifinder dog kvinden, da én af sandemændenes udsagn måtte være tvivlsom, idet han havde ladet sig købe til hvervet som sandemand. Sagen illustrerer udgangspunktet i en drabssag, hvor man som udgangspunkt dømmes til døden for et drab man har begået. Det må forventes, at hvis ikke sagen om sandemændene havde været for landstinget, var kvinden blevet henrettet. Viborg Landstings dom 1558 Kilden består af en dom fra Viborg Landsting i en privat domssamling angående domme fra 1554-1569. 54 Dommen omhandler en drabssag fra 1558, hvor et lig bliver fundet i en skov. En mand bliver anklaget for drabet og i øvrigt anklaget for overfald. Af sandemændene bliver han dømt skyldig i drabet, men ikke skyldig i overfaldet. Han bliver derfor af Viborg Landsting dømt for manddrabet og dømmes til døden. Dette er også udgangspunktet i Recessen af 1558, artikel 21 om manddrab. Den 13. december 1558 bliver den koldingske reces vedtaget. Den tilføjer eller ændrer en række bestemmelser i forhold til recessen af 1537. Dog forbliver straffen for manddrab stadig dødsstraf og bestemmelsen om manddrab, artikel 21 55, er i sin helhed identisk med artikel 7 fra Reces af 1537. Hver gang en ny reces blev vedtaget skulle kopierne, som var opbevaret på Landstingene, sendes tilbage og de fik tilsendt en kopi af den nye reces som var vedtaget. Et eksempel på dette ses den 9. januar 1559 i Kolding, 51 www.danmarkshistorien.dk - Mandebod 52 Jørgensen, P: Dansk Strafferet fra Reformationen til Danske Lov, s. 80. 53 Reitzel-Nielsen, Erik: Danske domme 1375-1553 bind 1, nr. 164 54 Reitzel-Nielsen, Erik: Danske domme 1554-1569 bind 2, nr. 255 55 Artikel 21 som gengivet i Secher, V. A: Forordning, Recesser og andre Kongelige Breve 1558-1660, bind 1, s.19 11

efter kong Christian IIIs død. Han havde den 13. december 1558 vedtaget en koldingske reces og døde umiddelbart herefter. Kancelliet sender et brev til alle lensmænd og vigtige personer omkring kongens begravelse. Heri gives der oplysninger om tid og sted for kongens begravelse og information omkring den nyligt udgivne reces der skulle fremsendes og ældre recesser tilbagesendes. 56 Dødsstraffens udvikling efter Reformationen Efter Reformationen i 1536 skete der, som nævnt tidligere, mange forandringer i Europa. Kong Christian IIIs Reces af 1537 var inspireret af mosaisk ret. Opfattelsen ændrede sig fra at Guds lov gav retningslinjerne for hvad der er strafbart og det verdslige øvrigheden skulle selv fastsætte straffene til, at straffene som var fastlagt i Guds lov skulle eksekveres. 57 Udgangspunktet for manddrab var derfor stadig dødsstraf som det ses i Riber-ret fra 1269. Dog var der i tiden efter Reformationen ingen betænkeligheder ved at man benådede drabsmændene, selvom man spørger professorerne ved Københavns Universitet om man med god samvittighed kan benåde en drabsmand. 58 I forbindelse med et drab i 1571 begået af en adelsmand, indhenter man en betænkning fra Niels Hemmingsen og biskop Povl Madsen. Betænkningen fraråder ikke direkte benådning, men henviser til at man ikke skal udvise utidig barmhjertighed. En betænkning fra 1582 omkring regeringens ønske om at benåde en mand, betoner kraftigt, at kun Guds ord oplyser i hvilke tilfælde der kan ske benådning. Man tilkendegav derfor at benådning skulle være en sjælden begivenhed og regeringen fulgte betænkningen. 59 Universitetsbetænkningen fra 1634 foreskriver, at man af religiøse grunde anbefaler henrettelse af en afsindig drabsmand og derfor var benådning utænkeligt. I det 17. århundrede benytter man stadig dødsstraf i drabssager og ved flere forordninger og recesser påbød man øjeblikkelig eksekution af livsstraffe, hvorimod man tidligere havde ladet der gå lidt tid før dødsstraffen blev eksekveret. 60 Ved Danske Lov af 1683 sammenfattet af Kong Christian V bestemmes om manddrab i 6. VI Kap, artikel 1, at man bøder liv for liv, så længe der ikke er tale om nødværge eller vådedrab. Hvis han flygter, så han ikke kan findes, dømmes han fredløs. I begge tilfælde er drabsmandens hovedlod, undtagen jord, forbrudt. Halvdelen går til dræbtes arvinger og halvdelen til hans herskab. I Danske Lov skelner man ikke mellem adel, borgere eller bønder. Alle idømmes som udgangspunkt dødsstraf for et drab. 61 I tilfælde hvor man nævner forskel i stand, straffes adelen strengere, se fx Danske Lov 6-4-1. 56 Bricka, C.F: Kancelliets Brevbøger 1556-1560, s. 238. 57 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 169 58 Jørgensen, P: Dansk Strafferet fra Reformationen til Danske Lov, s. 80 59 Ibid 60 Ibid s. 81 61 www.danmarkshistorien.dk Artikel om mandebod 12

Man nærmede sig i tiden efter Danske Lov oplysningstiden, hvor nye tanker blev sat i spil. Montesquieu lagde blandt andet vægt på, at strengere straffe ikke var nødvendige, hvis man havde oplyste borgere. Henrik Stampe skrev en erklæring 11. juli 1760 omkring strafnedsættelse og satte spørgsmålstegn ved strenge straffes virkning. Disse tanker kom af rationelle opfattelser af virkeligheden og proportionalitetsprincippet om hvorvidt straffen for en gerning er proportionel. 62 Cesare Beccaria skrev i 1764 sin bog Om forbrydelser og straffe, hvori han blandt andet beskrev dødsstraffen. Han skriver i 28, at der ikke er nogen legitim grund til at straffe liv for liv. Han sætter spørgsmålstegn ved, hvad der giver andre mennesker ret til at tage en andens liv. Han mener ikke dødsstraffen burde være en straf i en velorganiseret stat. Dødsstraf kan kun anses for nyttig af to grunde; den ene når borgerens eksistens truer statens sikkerhed, og den anden når dødsstraf var den sande og eneste måde at afholde andre fra at begå lignende forbrydelser. 63 De tre anførte tankegange var således en del af begyndelsen på afviklingen af dødsstraffen i Danmark. Henrik Stampe udarbejdede i 1767 en forordning om melankolske mordere, som forbyder dødsstraf til drabsmænd som begår drab for selv at dø. Selvmord var i tiden fordømt og man straffede indtil forordningen stadig drab med dødsstraf. I stedet indførte man livsvarigt fængsel til disse melankolske mordere i et forsøg på en mere præventiv virkning på meningsløse drab. 64 I år 1800 nedsatte man en kriminallovskommission med henblik på at udarbejde en egentlig straffelov, frem for Danske Lovs 6. bog om misgerninger som stadig gjaldt på daværende tidspunkt. Generalprokurør Christian Colbiørnsen var den ledende kraft i kommissionen. Dødsstraffen for forbrydelser blev principielt diskuteret, men blev foreslået opretholdt af Colbiørnsen, der ikke var enig i Beccarias synspunkter. Han ville i stedet mindske antallet af forbrydelser med dødsstraf. 65 Kommissionens arbejde betød endeligt oprettelsen af Straffeloven af 1866. Der var sket en stor ændring i forhold til tidligere, men man straffede stadig drab med dødsstraf ved skærpende omstændigheder, jf. Straffeloven af 1866 186. Normalstraffen var tugthusarbejde fra 8 år til livstid. Dødsstraffen havde dog ikke været i brug i praksis siden 1892. Dødsstraffen blev formelt afskaffet ved Straffeloven af 1930 som trådte i kraft 1933, hvorefter man højst kunne idømmes fængselsstraf for manddrab. 66 62 Tamm, Ditlev: Retshistorie, s. 271f 63 Ibid, s. 281 64 Ibid, s. 288 65 Ibid, s. 292 66 Ibid, s. 412 13

Konklusion På baggrund af ovenstående analyse og diskussion kan det således opsummeringsvist konkluderes, at straffen for manddrab har været forskellig fra tid til tid, fra samfundslag til samfundslag og fra landsdel til landsdel. Straffen for manddrab har således været under udvikling, idet samfundene i middelalderen og helt frem til efter reformationen har set forskelligt på grovheden af forbrydelsen. Drab er blevet straffet med alt lige fra bøde til dødsstraf. Men det kan ligeledes konkluderes, at ordlyden i de relevante bestemmelser for manddrab i de analyserede love, ikke altid har været udtryk for hvad der foregik i praksis. Manddrab blev efter bestemmelserne i Riberret karakteriseret som en alvorlig forbrydelse, idet dødsstraf var hjemlet for manddrab. Men som det er påvist i analysen, så blev drabsmanden sjældent idømt dødsstraf i praksis. Forskellen på straffene for manddrab i praksis kan for eksempel begrundes med drabsmandens samfundsmæssige baggrund. Samfundet var mere tilbøjelige til at idømme bønder og borgere dødsstraf. Bedst kommer det dog til udtryk i recessen af 1537, idet det var direkte hjemlet i artikel 7, at det kun var borgere og bønder som kunne straffes med døden for manddrab. Det kommer ligeledes til udtryk i de tre nævnte domme fra henholdsvis recessen og Riber-ret, idet personkredsen i dommene enten omfatter bønder eller borgere. Det kan afslutningsvist på baggrund af analysen konkluderes, at straffene for manddrab generelt var meget hårde frem til oplysningstiden. Udviklingen fra 1200-tallet og frem til oplysningstiden er rent strafmæssigt brutalt, idet talionsprincippet og mosaisk ret har været en inspirationskilde for straffene dengang. Oplysningstidens menneskesyn har siden spillet en afgørende rolle for strafferettens udvikling, hvorefter dødsstraf for manddrab blev afskaffet ved straffeloven af 1930. 14

Litteratur- og kildeliste Bøger Abitz, Erik og Paul G. Ørberg: Med lov skal land bygges håndskrift og bogtryk, Udgiverselskabet ved Landsarkivet for Nørrejylland, 1991, Viborg Andersen, Per: Lærd ret og verdslig lovgivning retlig kommunikation og udvikling i middelalderens Danmark, Jurist og Økonomforbundet, 2006, København Andersen, Per: Studier i dansk proceshistorie tiden indtil Danske Lov 1683, Jurist og Økonomforbundet, 2010, København Bricka, C.F: Kancelliets Brevbøger 1556-1560, Rigsarkivet, 1888, København Christensen, Aksel E: Ret og Magt i Dansk Middelalder, Gyldendal, 1978, København Christensen, Grethe: Tradition og Kritik Festskrift til Svend Ellehøj, Den Danske Historiske Forening, 1984, København Fenger, Ole: Fejde og Mandebod, Københavns Juristforbund, 1971, København Jørgensen, Poul Johannes: Dansk Strafferet fra Reformationen til Danske Lov 1683, Jurist og Økonomforbundet, 2007, København Jørgensen, Poul Johannes: Manddrabsforbrydelsen i den skaanske Ret fra Valdemarstiden, Københavns Universitet, 1922, København Kinch, J: Ribes By og Historie bind 2, Gads Forlag, 1884, København Kromann, Erik og Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov, Gad, 1968, København Nielsen, Erik Reitzel: Danske domme 1375-1662, De Private Domssamlinger, 1375-1553 bind 1, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1978, København Nielsen, Erik Reitzel: Danske domme 1375-1662, De Private Domssamlinger, 1554-1569 bind 2, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1978, København Nielsen, Niels Skyum: Danmarks Riges Breve 1. række, bind 4 1200-1210, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1958, København Ribe Byfogeds Tingbog 1593, folio 19v Ribe Byfogeds Tingbog B85A-33, folio 59b Secher, V.A: Forordninger, Recesser og andre kongelige breve 1558-1660 (1558-1575), Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, 1887, København Skautrup, Peter: Den Jyske Lov, Text med oversættelse, Kommentar og Ordbog, Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 1941, København Smidt, Olav og Bent Tage Nielsen: Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josvabogen, Dommerbogen, Ruths bog, Lohse, 1995, Fredericia Tamm, Ditlev: Retshistorie, 2. udg, Jurist og Økonomforbundet, 2005, København Thomsen, Jørgen: Anden Mosebog, Credo, 2014, Fredericia 15

Internetkilder Artikel om Christian III: http://denstoredanske.dk/danmarks_geografi_og_historie/danmarks_historie/danmark_1536-1849/christian_3 (22.12.2016) Artikel om fredløshed: http://denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/jura/retshistorie/fredl%c3%b8shed (22.12.2016) Artikel om mandebod: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/mandebod/?no_cache=1 (22.12.2016) Artikler Skarpretterhistorie af Museet i Ribe, 21.09.2009, (se bilag) Riber Ret Det Gamle Rådhus af Museet i Ribe, udateret (se bilag) Riber Ret af Henrik Stevnsborg, 1984 16

Bilag 17

18

19

20