Rejsebrev fra Tyrkiet: Gallipoli 1915

Rejsebrev fra Tyrkiet: Gallipoli 1915 Af Torben Retbøll, Aarhus Katedralskole Gallipoli er en aflang halvø, der ligger ca. 250 kilometer sydvest for Istanbul, der var hovedstad i Osmannerriget 1453-1923 og siden da har været den største by i den moderne stat Tyrkiet, der blev etableret af Mustafa Kemal Atatürk i 1923. Under Første Verdenskrig (1914-18) var denne halvø rammen om et militært felttog, der varede næsten et år, fra februar 1915 til januar 1916. De allierede (Storbritannien, Frankrig, Australien og New Zealand) angreb Osmannerriget, der kæmpede sammen med centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn). En sejr over Osmannerriget ville hjælpe den sidste store allierede (Rusland) og samtidig svække centralmagterne. Det var (måske) en god plan i teorien, den kunne bare ikke gennemføres i praksis. Dette felttog er ikke kun et af de mest uhyggelige i hele krigen, fordi det kostede mange tusinde dræbte og sårede på begge sider. Det er også et af de mest betydningsfulde, fordi det fik store konsekvenser både på kort sigt og på langt sigt, både for enkeltpersoner og for store befolkningsgrupper. I dag er store dele af halvøen fredet af historiske grunde. Der er stadig mange spor efter de kampe, der fandt sted dengang, og efter krigen (1923-26) blev der anlagt en række gravpladser og mindesmærker for de faldne på begge sider. For nylig besøgte jeg denne halvø og nogle af disse mindesmærker. I første del af dette rejsebrev vil jeg fortælle om felttoget: Hvordan forløb det? Hvorfor gik det så galt for de allierede? Hvilke konsekvenser fik det? I anden del vil jeg fortælle, hvad man kan se på stedet i dag. Men inden da et par praktiske bemærkninger. Navn og geografi For det første felttogets navn. Den vestlige og engelsk-sprogede verden taler som regel om Gallipoli-kampagnen. Navnet kommer fra den tyrkiske by Gelibolu, der har givet denne halvø sit navn. Men tyrkerne taler som regel om Canakkale-kampagnen (det udtales Tjanákkale med tryk på anden stavelse). Canakkale ligger lige over for halvøen på den asiatiske side af det smalle stræde ved navn Dardanellerne. Det er i dag den største by i denne region med omkring 75.000 indbyggere. For det andet områdets geografi. Hvis man skal sejle fra Ægæerhavet til Sortehavet, skal man først passere det smalle stræde ved navn 1

Dardanellerne, derpå krydse Marmarahavet, der dækker et areal på 11.655 kvadratkilometer, og til sidst passere det smalle stræde ved navn Bosporos. På hele denne sejltur har man Europa på venstre side og Asien på højre side. Dardanellerne er 61 kilometer langt. Bredden er op til seks kilometer, men på det smalleste sted er der kun 1,2 kilometer fra kyst til kyst. Gallipoli-halvøen er den nordlige side af dette stræde. Bosporos-strædet er 30 kilometer langt. Bredden er op til 3,3 kilometer, men på det smalleste sted er der kun 0,7 kilometer fra kyst til kyst. På den vestlige side af dette stræde anlagde grækerne omkring 600 f.kr. en by ved navn Byzans. I 330 e.kr. fik den navnet Konstantinopel. Fra 1453 har den heddet Istanbul, og i dag er den vokset så meget, at den ligger på begge sider af strædet, dels i Europa dels i Asien. Den stat, der kontrollerer de to stræder, Dardanellerne og Bosporos, kontrollerer den strategisk vigtige forbindelse til og fra Sortehavet. I 1915 ville England og Frankrig fratage Osmannerriget kontrollen med denne søvej, således at deres allierede Rusland havde fri passage til og fra Sortehavet. Fire faser Gallipoli-kampagnen kan deles i fire faser. Den første var en ren flåde-operation, der fandt sted i februar og marts 1915, hvor de allierede to gange forsøgte at forcere Dardanellerne. Den 19. februar angreb de med 18 britiske krigsskibe, men det var forgæves. En måned senere, den 18. marts, angreb de igen, denne gang med 14 britiske og fire franske krigsskibe, men atter var det forgæves. Tyrkerne havde opført forter og opstillet kanoner på begge sider af strædet. Desuden havde de udlagt miner i strædet og opsat et ubådsnet på det smalleste sted (fra Kilye-bugten til Nara Burnu ca. fem kilometer nord for Canakkale). Under det andet angreb ramte tre allierede skibe hver sin mine. De sank meget hurtigt, og næsten alle ombord omkom. De tre skibe var det franske Bouvet og de engelske Ocean og Irresistible. Den anden fase var en kombineret flåde- og militær-operation, der begyndte den 25. april 1915. Britiske tropper (29th Division) gik i land på fem forskellige strande rundt om halvøens sydlige spids, Cape Helles. De fem strande havde kodeordene S, V, W, X og Y Beach. Samtidig gik tropper fra Australien og New Zealand (Australian and New Zealand Army Corps, forkortet ANZAC) i land på den vestlige kyst ca. tyve kilometer nord for Cape Helles i den bugt, der i dag har fået navnet Anzac Cove. Denne strand havde kodeordet Z Beach. Desuden var der to afledningsmanøvrer, der skulle holde nogle af de tyrkiske tropper væk fra den egentlige front: Den ene blev udført af franske tropper, der gik i land ved Kumkale på den asiatiske 2

side af strædet, syd for Gallipoli, mens den anden blev udført af britiske skibe, der sejlede op til Saros-bugten ud for Bulair på halvøens smalleste sted, men her var der ingen landgang. De allierede styrker kom i land, men tyrkerne gjorde modstand. Begge parter gravede sig ned, og det blev en stillingskrig, ligesom man havde på fronten mellem Frankrig og Tyskland. Det kostede mange tusinde døde og sårede at flytte fronten et par meter frem eller tilbage. Den tredje fase var en ny offensiv, der begyndte den 6. august 1915. Briterne angreb fra Cape Helles, ANZAC fra Anzac Cove, og samtidig gik nye britiske tropper i land på tre forskellige strande knap ti kilometer længere mod nord ved Suvla Bay. De tre strande havde kodeordene A, B og C Beach. Fronten flyttedes en lille smule, men de allierede opnåede stadig intet gennembrud, stadig ingen sejr. Den fjerde og sidste fase var en evakuering, der blev gennemført i to omgange. Alle tropper blev evakueret fra Suvla Bay og Anzac Cove om natten den 19.-20. december 1915, mens alle tropper blev evakueret fra Cape Helles om natten den 8.-9. januar 1916. (1) Evakueringen var en stor succes. Ingen allierede soldater mistede livet i denne fase. Det var ironisk nok den eneste succes under hele dette felttog. Både første, anden og tredje fase havde været forfærdelige katastrofer, der kostede tusinder af dræbte og sårede på begge sider. Commonwealth War Graves Commission opgiver følgende tabstal: Commonwealth (England, Australien og New Zealand): 36.000 døde Frankrig: 10.000 døde Osmannerriget: 86.000 døde I alt 132.000 døde (2) Hvorfor gik det så galt? England var datidens supermagt, især på det maritime område. Osmannerriget var til gengæld en stormagt i forfald. I Vesteuropa var det ofte blevet omtalt som Europas syge mand. Gallipolihalvøen er et ganske lille stykke land. En smal tange, hvis længde er mindre end 100 kilometer. Når man sammenholder disse kendsgerninger, er det relevant at spørge: Hvorfor kunne de allierede ikke erobre dette område? Svaret består af flere elementer: For det første: De allierede overvurderede deres egen styrke. England og Frankrig var vant til at få deres vilje i international politik. Men det fik de ikke denne gang. For det andet: De allierede undervurderede tyrkernes evne og vilje til at gøre modstand, og det var fatalt. Osmannerne havde tidligere mistet store territorier i Nordafrika og på Balkan, men nu gjaldt 3

det deres eget hjemland, og derfor kæmpede de meget ihærdigt. Osmannerriget var svækket, men ikke knækket. For det tredje: De allieredes ledelse var på mange punkter fuldstændig inkompetent. Den kendte ikke de lokale forhold godt nok. Den anvendte kort, der var forældede og utilstrækkelige. Den havde ikke forberedt de menige soldater godt nok på deres opgave. Der var ikke god kommunikation mellem de enkelte afdelinger af invasionsstyrken. For det fjerde: Samarbejdet mellem de allieredes flåde og militær var dårligt. De to parter havde ikke meget respekt for hinanden. Hver af dem havde nok i sig selv. For det femte: Tyrkerne var godt forberedt, da invasionen kom. Efter de to forgæves flådeangreb i februar og marts kunne de godt regne ud, at en militær invasion var næste skridt. Briterne gav tyrkerne mere end en måned (fra 18. marts til 25. april) til at forberede sig på en invasion, og denne tid udnyttede de meget effektivt. For det sjette: Osmannerriget var allieret med Tyskland. Den tyrkiske hær i området var anført af en tysk general ved navn Otto Liman von Sanders. Hans næstkommanderende var en meget talentfuld tyrkisk officer ved navn Mustafa Kemal, der senere fik tilnavnet Atatürk. Kampagnens konsekvenser Gallipoli-kampagnen var en fiasko. Lige fra starten. De allierede kunne ikke forcere Dardanellerne med skibe alene. De kunne heller ikke åbne strædet ved at invadere Gallipoli-halvøen. Ledelsen havde sat sin flåde og senere sin hær på en håbløs opgave. Men det ville den ikke indrømme. Derfor fik hær og flåde ordre til at blive ved, måned efter måned. I august forsøgte man en ny offensiv ved Suvla Bay, og her var der et kort øjeblik en chance, men den forspildte man på grund af dårlig planlægning, og derefter fortsatte krigen så samme måde som før. Konsekvenserne var katastrofale: De to parter havde tilsammen 132.000 døde og måske lige så mange sårede. I gennemsnit kostede dette felttog altså mere end 10.000 døde hver eneste måned. Til sidst efter næsten et helt års kampe erkendte ledelsen omsider sin fiasko og gav ordre til en evakuering. Men inden da havde 132.000 soldater mistet livet for en mission, der ikke kunne gennemføres. Dette var kampagnens konsekvens på kort sigt. På længere sigt fik kampagnen også store konsekvenser: 4

Den tyrkiske officer Mustafa Kemal blev en national helt på grund af sin rolle i forsvaret af Gallipoli. Efter krigens afslutning i 1918 blev han leder af den tyrkiske hær, der standsede Grækenlands forsøg på at erobre den vestlige del af Lilleasien. Dermed voksede hans heltestatus blandt tyrkerne til nye højder. I 1923 etablerede han den nye stat Tyrkiet og gjorde sig selv til landets første præsident en post, han beholdt til sin død i 1938. Han er stadig den mest berømte og mest kendte person i hele Tyrkiets historie. Gallipoli-kampagnen var planlagt og besluttet af den britiske regering. De ansvarlige ministre var især Lord Horatio Herbert Kitchener, der var krigsminister, og Winston Churchill, der var marineminister (First Lord of the Admiralty). Da nyheden om den mislykkede invasionen nåede til England, blev regeringen meget upopulær, og Churchill måtte gå af i maj 1915. Hans politiske karriere gik i stå, men det var kun en ringe pris for at have iværksat en katastrofal aktion, og desuden kom dette tilbageslag kun til at vare ganske kort tid. I 1917 blev han koloniminister, og i 1921 var han formand for Cairo-konferencen, der bestemte, hvad der skulle ske med resterne af Osmannerriget. Denne konference oprettede bl.a. den moderne stat Irak, selv om det fra starten var klart, at denne stat rummede mange forskellige etniske og religiøse grupper, der ikke havde noget nationalt fællesskab. Hvis man sætter sagen lidt på spidsen, kan man sige, at Churchill først gjorde Mustafa Kemal til en national helt, der senere kunne etablere Tyrkiet, derefter oprettede han Irak og lagde dermed grunden til mange af de problemer, der stadig plager dette land. (3) Lord Kitchener blev ikke berørt af Gallipoli-skandalen. Han fortsatte som krigsminister indtil sin død i juni 1916. Han var på vej til Rusland ombord på det britiske krigsskib Hampshire, da det ramte en mine og sank. Kitchener og næsten hele besætningen omkom. Anzac Day Gallipoli-kampagnen fik en særlig betydning for Australien og New Zealand. Under Første Verdenskrig var de to nationer stadig unge og tæt forbundet med moderlandet. Mange unge mænd meldte sig frivilligt til ANZAC for at kæmpe på Englands side. Gallipoli blev en ilddåb for ANZAC. Tusinder kæmpede og faldt i denne kampagne. For de overlevende veteraner, for deres familie og venner og for de følgende generationer blev Gallipoli en begivenhed, der var med til at skabe deres nationale identitet. 5

Datoen den 25. april, hvor invasionen begyndte, blev til Anzac Day, en officiel helligdag, der stadig markeres af mange mennesker i Australien og New Zealand. Nogle af dem rejser til Gallipoli for at se det sted, hvor det hele skete. For mange af dem er det ikke bare en almindelig turistrejse, men næsten en pilgrimsrejse. I dag er der ingen veteraner fra dengang tilbage. Men mindet om Gallipoli lever. Det har stadig stor betydning. Måske en stigende betydning. På 90-årsdagen for invasionen, den 25. april 2005, var 20.000 mennesker mødt op ved Anzac Cove for at deltage i den officielle ceremoni på stedet. Hell Fire Pass Siden 1987 markeres Anzac-dagen også ved Hell Fire Pass i det vestlige Thailand. Under Anden Verdenskrig blev tusinder af allierede krigsfanger af japanerne tvunget til at bygge en jernbane fra Thailand til Burma. Det er den berygtede Dødens Jernbane, som jeg tidligere har omtalt i mit rejsebrev fra Thailand, trykt i Noter nr. 159 fra december 2003. Mange af disse krigsfanger kom fra Australien og New Zealand. Arbejdet på den del af strækningen, der er kendt som Hell Fire Pass, begyndte (tilfældigvis) på Anzac-dagen den 25. april 1943. I april 1987 blev dette sted erklæret for et historisk mindesmærke. I april 1998 blev et historisk museum indviet på stedet: Hell Fire Pass Memorial Museum. Anzac-dagen handler primært om Gallipoli og Første Verdenskrig. Men for nogle mennesker handler den også om Hell Fire Pass, om Dødens Jernbane og Anden Verdenskrig. Den aktuelle situation Hvad kan man se på stedet i dag? Hvordan kommer man til Gallipoli? Hvordan kommer man rundt på halvøen, når man er kommet dertil? Der er ca. 250 kilometer fra Istanbul til byen Gelibolu, der har samme navn som halvøen. Selve halvøen er knap 100 kilometer lang. Den er ikke særlig bred, men afstandene er alligevel så store, at man ikke kan gå til fods fra sted til sted. Hvis du har adgang til en bil, kan du foretage hele turen på egen hånd. Men det bliver nok en temmelig dyr løsning. Desuden kræver den, at du har et meget detaljeret kort, og at du har læst godt på lektien hjemmefra. Der er ganske godt skiltet i området, men det hjælper ikke ret meget, at du finder et sted som f.eks. Johnston s Jolly, hvis du ikke ved, hvad det betyder. En anden mulighed er at tage en rutebil fra Istanbul til Gelibolu og derfra tage en guidet tur rundt på halvøen. Når du følges med en guide, er du mere sikker på at få noget ud af turen, og du undgår at spilde tid med at lede forgæves efter bestemte steder. En tredje mulighed som jeg selv valgte er at tage en guidet tur, der begynder og slutter i Istanbul. Hassle Free Travel Agency, hvis hovedkontor ligger i Canakkale, tilbyder en endagstur til 6

Gallipoli, hvor du tidligt om morgenen (kl. 06.30-07.00) bliver samlet op ved dit hotel og samme aften (omkring midnat) bliver sat af ved dit hotel. Køreturen fra Istanbul til Eceabat, der ligger over for Canakkale, varer ca. fem timer. Det betyder, at du har hele eftermiddagen (kl. 13-18) til at besøge de forskellige lokaliteter på Gallipoli. Istanbul. Turen kan udvides med en overnatning i Canakkale, hvilket jeg valgte. Du bestemmer selv, hvor flot du skal bo: På vandrehjem eller hotel med en, to, tre, fire eller fem stjerner. Om formiddagen får du en guidet tur til den antikke by Troja, der ligger 35 kilometer sydvest for Canakkale, mens eftermiddagen er til din egen disposition. Om aftenen går turen tilbage til Det er temmelig dristigt at kalde et rejsebureau Hassle Free Travel Agency. Men jeg må sige, at bureauet levede op til sit navn. Turen gik, som den skulle, og den var ikke særlig dyr. Guiden var dygtig og effektiv, og det hele klappede. Der var ikke noget brok eller besvær. Turen var som navnet siger Hassle Free. Jeg fandt bureauet på nettet. Jeg spurgte nogle af mine medrejsende i bussen, hvordan de havde fundet frem til dette bureau. Flere fortalte, at de havde fået det anbefalet af familie eller venner. Nu kan jeg give denne anbefaling videre til andre. (4) Den midterste zone Hvor meget kan man nå at se på en eftermiddag? Turen omfatter den midterste af de tre kampzoner på halvøen, dvs. Anzac-zonen. Den dækker ikke den nordlige zone ved Suvla Bay og heller ikke den sydlige zone ved Cape Helles. Hvis du vil se alle tre zoner, er du nødt til at bruge to dage på det. Du kan evt. tage en guidet tur til den midterste zone den første dag og næste dag se de andre to på egen hånd. Men du skal vide, at det kan være svært at komme rundt fra sted til sted. Der er ikke kollektiv transport til alle dele af halvøen. Det er naturligvis bedst at se det hele. Men det er mit indtryk, at man får en god fornemmelse af helheden ved at se den midterste af de tre zoner. Commonwealth War Graves Commission har anlagt 31 gravpladser i de tre zoner. De 21 findes i Anzac-zonen. Kommissionen har også opført tre store mindesmærker. To af dem findes i Anzaczonen. Den franske gravplads findes i den sydlige zone ved Cape Helles. Tyrkerne har også opført en række gravpladser og monumenter. Mange af dem findes i Anzac-zonen. Turen i Anzac-zonen består af fem afdelinger. Du bliver kørt i en bus fra sted til sted. Hver gang bussen stopper, fortæller guiden om det pågældende sted. Du kan forlade bussen og se nærmere på det pågældende sted. Der er ca. en time til hvert af de fem ophold. Selv om du ikke færdes på egen hånd, er det stadig en god idé at medbringe et detaljeret kort over området, f.eks. Major & Mrs. Holt s Battle Map of Gallipoli. (5) 7

Brighton Beach og Anzac Cove Første stop på turen er de to strande Brighton Beach og Anzac Cove. Brighton Beach er ca. tre kilometer lang. Stranden er nogenlunde flad. Den egner sig ganske godt til en landgang. Det kunne tyrkerne også se. Derfor ventede de en landgang her. Anzac Cove, der ligger lige nord for Brighton Beach, er kun en kilometer lang. Her er landskabet helt anderledes. Der er stejle skrænter og dybe kløfter på kryds og tværs. Denne strand egner sig ikke særlig godt til en landgang. Det kunne tyrkerne også se. Derfor ventede de ikke nogen landgang her. Efter planen skulle Anzac-styrken gå i land på Brighton Beach, men af en eller anden grund landede den lidt længere mod nord i Anzac Cove. Det var svært at gå i land på dette sted. Men hvis soldaterne var gået i land på Brighton Beach havde det nok været endnu sværere, for her ventede tyrkerne på dem. Det varede lidt, før tyrkerne opdagede, at de var landet i Anzac Cove, og derfor fik de mulighed for at grave sig ned og etablere et brohoved. Hvis ændringen skyldtes et uheld, var det held i uheld. Hvis ændringen skete med vilje, var det nok en god idé. Under alle omstændigheder er det meget instruktivt at være på stedet. Når jeg ser på dette landskab, kan jeg bedre forstå, hvor svært det må have været for de uerfarne soldater at gå i land her. En af de mange kløfter kaldes Shrapnel Valley. Her ligger en gravplads: Shrapnel Valley Cemetary. Anzac Cove afgrænses mod nord af en pynt, der kaldes Ari Burnu. Her ligger endnu en gravplads: Ari Burnu Cemetary. Når man står på stranden neden for denne gravplads og kigger op på de høje skrænter, ser man en stor klippeformation, som soldaterne kaldte The Sfinx. De havde været i træningslejr uden for den egyptiske hovedstad Cairo, hvor de havde set pyramiderne og sfinxen. Derfor gav de dette navn til den store klippeformation. Nord for Ari Burnu ligger North Beach, hvor man for nylig har anlagt et stor plads, der kaldes Anzac Commemorative site. På Anzac-dagen den 25. april kommer der efterhånden så mange mennesker, at der ikke er plads til dem alle ved Anzac Cove. Derfor har man nu etableret denne plads til den officielle ceremoni. Der er også to tyrkiske monumenter her. Begge består af en monolit med en inskription. Den ene står ved Hell Spit Point (eller Queensland Point), der skiller Brighton Beach fra Anzac Cove. Teksten fortæller om de tyrkiske soldater, gjorde modstand mod Anzac under invasionen den 25. april 1915. Teksten er på tyrkisk, men der er opsat en engelsk oversættelse ved foden af monolitten. 8

Det andet monument står lige syd for Ari Burnu Cemetary. Det er en meget berømt tekst skrevet af Mustafa Kemal Atatürk i 1934. Teksten er på engelsk, fordi den er rettet til udenlandske gæster, men der er opsat en tyrkisk oversættelse ved foden af monolitten. På dansk lyder den således: De helte, der udgød deres blod og mistede deres liv... I ligger nu i et venligtsindet lands jord. Derfor hvil i fred. For os er der ingen forskel mellem de Johnny er og de Mehmet er, hvor de ligger side om side her i vores land... I, mødrene, der sendte deres sønner fra fjerne lande, tør jeres tårer væk; jeres sønner ligger nu i vores skød og er i fred. Efter at have mistet deres liv i dette land er de også blevet vores sønner. [De tre prikker markerer ikke en udeladelse. De står i originalen. De markerer snarere en tøven eller en kort pause.] Kabatebe Museum og Lone Pine Andet stop på turen er det lokale museum i Kabatebe. Museet er en lille rund bygning omgivet af en åben plads. Indenfor er der udstillet en række genstande fra krigen: pistoler, rifler med mere. Der er også en række billeder, nogle af dem fra 1915, andre fra nyere tid. Udenfor er der opstillet en række kanoner, nogle monumenter og relieffer, der viser soldaternes kamp. På den trappe, der fører op til museet, er der opsat et langt digt om Gallipoli skrevet i 1988 af den tidligere tyrkiske premierminister Bülent Ecevit. Digtet er for langt til at blive citeret her, men det viser, at Gallipoli spiller en stor rolle i den tyrkiske bevidsthed. Tredje stop på turen er Lone Pine og Johnston s Jolly, der ligger tæt ved hinanden. Lone Pine var et strategisk vigtigt plateau i den sydlige del af Anzac-zonen. Det blev erobret under den offensiv, der begyndte 6. august 1915, og fastholdt indtil evakueringen fire måneder senere. Her er der både en gravplads og et mindesmærke for Australien og New Zealand I dag er der træer og buske overalt. Men sådan var det ikke i 1915. Stedet fik sit navn, fordi en ensom pinje stod på dette sted, selv om næsten al vegetation i området var forsvundet på grund af krigen. Det træ, der står her i dag, er ikke det originale, men det er tæt på. Vores guide fortæller, at en af de australske soldater tog nogle frø fra træet med hjem til Australien, hvor han plantede et træ. Senere blev frø fra det australske træ bragt tilbage til Gallipoli og plantet her. Fra Lone Pine går vi hen til Johnston s Jolly, hvor der er en lille gravplads: Johnston s Jolly Cemetary. Navnet henviser til oberst J.L. Johnston fra 11th West Australian Battalion. Når han skulle sætte gang i sine folk, sagde han altid: Let s jolly up the Turks. 9

Til højre for den moderne vej lå tyrkerne. Til venstre Anzac. Den moderne vej svarer til ingenmandsland mellem de to parter. Så tæt var de på hinanden. Til venstre ser vi nogle af Anzac s skyttegrave fra 1915. Til højre indgangen til en tyrkisk tunnel. Skyttegravene er ikke ret dybe. Det var regel ikke muligt at grave mere end 1 meter ned, så stødte man på hård klippegrund. Derfor måtte man bygge et brystværn ved hjælp af sandsække på den side, der vendte mod fjenden. Tyrkerne lagde gerne deres skyttegrave tæt på de allieredes for at opnå større sikkerhed. Britiske skibe, der lå i farvandet ud for Gallipoli, forsøgte ofte at bombe de tyrkiske stillinger. Men når de to parter lå tæt på hinanden, risikerede briterne at ramme deres egne folk i stedet (på engelsk kaldes det friendly fire ). Håndgranater blev ofte brugt i kampen. Når en håndgranat landede i en skyttegrav, gjaldt det om at være hurtig, samle den op og kaste den tilbage, hvor den kom fra. Vores guide fortæller, at der er beretninger om håndgranater, der blev kastet frem og tilbage både tre og fire gange, før de omsider eksploderede. De to parter fik efterhånden en betydelig respekt for hinanden. Undertiden opstod der også et besynderligt venskab mellem dem. Vores guide fortæller, at soldater fra Anzac kastede nogle dåser med oksekød over til tyrkerne som en gave. Men tyrkerne frygtede, at det var svinekød, som muslimer helst skal undgå, så de kastede dåserne tilbage med en lille besked: Vi ønsker ikke kød, men send gerne noget mælk! Det 57. regiment og Chunuk Bair Fjerde stop på turen er det tyrkiske monument for det 57. regiment, der stod direkte under Mustafa Kemals kommando. Dette regiment blev næsten helt udslettet, mens det kæmpede mod invasionen i april 1915. Til venstre for vejen er der en stor statue af den typiske tyrkiske soldat, Johnny Turk. Til højre for vejen er der en gravplads og for enden af den et pyramideformet tårn i tre etager. Der er også et stort relief, der viser Mustafa Kemal, mens han anfører det 57. regiment. Femte og sidste stop på turen er Chunuk Bair en strategisk vigtig høj i den nordlige del af Anzaczonen. Den blev først erobret men derpå tabt under offensiven i august 1915. Her er der nogle rekonstruerede tyrkiske skyttegrave. Der er en gravplads og et monument for New Zealand. Der er også en statue af Mustafa Kemal, der er placeret på en høj sokkel. Når man ser mod nordvest, kan man se den nordlige zone omkring Suvla Bay og den store saltsø bag ved bugten. Når man ser mod sydøst, kan man se helt til Dardanellerne. Mens jeg står her, bliver det for alvor klart, hvor meget landskabet og geografien betød for dette felttog: Tyrkerne havde besat alle de højeste punkter på halvøen inden invasionen, og de holdt fast ved de fleste af dem under hele kampagnen. De allierede soldater måtte bogstavelig talt kæmpe, mens de løb op ad bakke, og det er svært, især hvis der på toppen af bakken sidder en mand med et maskingevær og skyder løs på dig. De allierede soldater gjorde, hvad de kunne. I betragtning af omstændighederne må man sige, at de opnåede utrolig meget og holdt utrolig længe ud. Det er overraskende, at de adlød de umulige ordrer de fik og især, at de blev ved med at adlyde, selv om opgaven tydeligvis var håbløs. 10

Chunuk Bair er sidste stop. Nu er turen forbi. Nogle af mine medpassagerer i bussen skal tilbage til Istanbul samme aften, men jeg skal overnatte i Canakkale, så jeg tager den lille båd tværs over strædet og checker ind på mit hotel, der ligger lige ved siden af Anzac House. På fodtur i Canakkale Næste formiddag er der en guidet tur til Troja, der er meget interessant men ikke relevant for denne beretning. Om eftermiddagen kan jeg se lidt nærmere på byen. Lad mig nævne tre ting: For det første havnen. Når jeg kigger tværs over strædet, ser jeg den lille by Kilitbahir. På skrænten til højre for byen er der anbragt en tyrkisk inskription. Teksten er skrevet med bogstaver så store, at jeg (næsten) kan læse dem her fra Canakkale. Min guidebog fortæller, at det er de første linjer i et digt af den tyrkiske digter Necmettic Halil Onan. På dansk lyder de omtrent således: Stands, rejsende! Den jord, du træder på, var engang vidne til, at en generation gik tabt. Lyt! I denne stille høj banker en hel nations hjerte. For det andet det såkaldte kanon-monument, der består af to kanoner, en lille og en stor. Det er to af de kanoner, der blev brugt til at standse de allieredes angreb den 18. marts 1915. For det tredje det maritime museum, der ligger vest for havnen. Her er der udstillet kanoner, miner og torpedoer fra kampagnen i 1915. Mineudlæggeren Nusrat er trukket op på land. Natten før de allieredes angreb den 18. marts 1915 lagde dette skib nye miner ud i strædet: Tre allierede skibe ramte hver sin mine og sank, hvorefter angrebet blev opgivet. Et skoleeksempel Gallipoli er et meget lille sted. De allierede soldater, der kæmpede her i 1915, havde næppe hørt om det, før de blev sendt dertil. Men den kampagne, de udkæmpede her, fik som det fremgår af mit rejsebrev til gengæld store konsekvenser, både i tid og rum, og alle sammen utilsigtede. Set fra en militær synsvinkel er næsten alle dele af denne operation et skoleeksempel på, hvad man ikke skal gøre (bortset fra evakueringen, der var en forbløffende succes). Set fra en politisk synsvinkel er denne operation et skoleeksempel på den store kløft, der kan være mellem teori og praksis, mellem et skrivebordsprojekt i London og den brutale virkelighed ved Dardanellerne. De menige soldater på begge sider betalte en høj pris for den britiske regerings projekt og dens ufattelige stædighed. Gallipoli-kampagnen er en interessant men uhyggelig historie, som det er svært at sige noget godt om. Hvis der er noget godt at sige om den, må det være, at den er et stærkt argument for krigens meningsløshed. Noter 1. Tim Travers, Gallipoli 1915, forlaget Tempus: Stroud, 2001, paperback 2002, 288 sider. Et akademisk værk. Temmelig tungt. Mustafa Askin, Gallipoli a turning point, uden årstal, formodentlig udgivet 2005, 56 sider. Et populært værk. Let tilgængeligt. 11

2. Commonwealth War Graves Commission: The Gallipoli Campaign, 1915 og The Gallipoli Peninsula, Turkey. Dette materiale kan bl.a. fås på turistkontoret i Canakkale. Du kan også besøge kommissionen på nettet. Adressen er: www.cwgc.org 3. Christopher Catherwood, Winston s Folly: Imperialism and the Creation of Modern Iraq, forlaget Constable: London, 2004, 268 sider. Anmeldt af Marcus Rubin i Politiken, 29. januar 2005, 4. sektion. 4. Hassle Free Travel Agency, Anzac House, Canakkale, Tyrkiet. Internet: www.hasslefreetour.com. E-mail: hasslefree@anzachouse.com 5. Major and Mrs. Holt s Battle Map of Gallipoli, T & V Associates, 2000. Kan bestilles på nettet. Adressen er: www.guide-books.co.uk NB: Alle billeder er fotograferet af Torben Retbøll. 12