Forklarende noter til Ciceros brev til Quintus fra efteråret 60 fvt.

Cic. ad Qu. fr. I 1 noter - 32/36 17/12/08 20:35 Forklarende noter til Ciceros brev til Quintus fra efteråret 60 fvt. 2 Prætorerne var (valgte) embedsmænd i Rom med særligt ansvar for retsvæsenet. Efter ét års tjeneste i Rom blev de typisk sendt ud til Roms provinser for dér at tjene som statholder i nogle år. Det er præcis, hvad der er sket for Quintus Cicero. Når Marcus Cicero fremdrager dem i denne sammenhæng, er det formentlig, fordi provinsen Asia, som Quintus jo sad i, var en rig provins, som man kunne tjene mange penge på. Når Quintus bliver på posten, er Asia jo ikke tilgængelig for andre derfor prætorernes interesse i at hjælpe Quintus med at komme hjem. allierede, se note til 6. 4 Cicero taler om administrationen af provinsen, som om det var et skib, Quintus styrede. Det er en ældgammel metafor, og den er stadig aktiv ( Vi er jo alle i samme båd ). Bemyndigelse oversætter det latinske ord imperium, der egt. betyder ret til at befale ; ordet oversættes i det følgende med en række forskellige danske ord: absolut magt, kommando, magt og ansvar, enevælde, regime, regimente, administration og post. Det er nemlig ikke let bare at overføre til danske forhold. De øverste romerske embedsmænd, konsulerne og prætorerne, fik ved deres embedstiltrædelse tildelt imperium ved lov, dvs., de fik lov til at give deres medborgere ordrer og i et vist omfang til at straffe dem, hvis de ikke parerede. Det er let at forstå, at ordet også kom til at betyde det område, hvor embedsmanden må befale heraf den moderne brug af ordet imperium. Det giver sig selv, at magtbeføjelserne i imperium var reelt uindskrænkede overfor ikkeromere. 6 Med ordet allierede (latin: socii) hentyder Marcus til, at der i alle provinser var en hel del personer og hele bysamfund, der ikke bare var Roms undersåtter, men var anerkendt som nære venner af, allierede med, Rom. Disse steder havde brug for den romerske statholders aktive hjælp for at klare sig mod forskellige romeres forsøg på at udbytte dem, som de udbyttede alle andre i provinsen. Det er navnlig sådanne romere, der hentydes til med borgere: publicani var nemlig romerske forretningsfolk, der havde budt på og vundet skatteinddrivningen i provinsen. Den tog den romerske stat sig nemlig ikke af direkte; den blev udliciteret. Disse publicani var ikke medlem af den romerske politiske elite; men de var meget velhavende, og brødrene Cicero havde nære forbindelser til dem. Marcus Cicero havde været konsul, øverste embedsmand, i 63 fvt., hvor han havde forhindret et kup ved en mand ved navn Catilina, hvis mål bl. a. var gældssanering, som publicani ikke ønskede derfor har han gjort dem tjenester. (Se videre til 41). 10 legater er højtstående hjælpere i statholderens stab, som statholderen ikke selv har valgt; de er typisk medlemmer af Roms politiske elite. Lucius Aelius Tubero var en personlig ven af familien Cicero; om hans karriere i øvrigt vides meget lidt. Aulus Allienus blev senere prætor (49 fvt.). Marcus Gratidius kom, som brødrene Cicero, fra den lille by Arpinum syd for Rom og var endda (langt ude) i familie med dem. 11 Quaestor var en embedsmand, der valgtes årligt i Rom for at tage sig af statens finanser. Nogle blev i Rom, men de fleste blev sendt ud til provinserne for at kontrollere statholderens administration af statens penge. I rang var han dog statholderen langt underlegen. 13 Quintus ring er en signetring, der bruges til at forsegle breve; den kan bedst sammenlignes med en underskrift. Lictor var en betjent for en embedsmand med imperium. En konsul havde 12, en prætor havde 6. De bar et knippe af kæppe med en økse midt i (fasces) som symbol på embedsmandens ret til at lade ulydige prygle og i ekstreme tilfælde halshugge. I

Cic. ad Q. fr. I 1 noter 33/36 17/12/08 20:35 realiteten har de naturligvis udfyldt alle mulige andre funktioner; de samme funktioner har de øvrige betjente formodentlig haft. 14 Caesius, Chaerippus, Labeo er ellers ikke velkendte. De må have været personer på forskellig måde i brødrene Ciceros tjeneste. 16 rene svindlere osv.: en engelsk kommentar fra 1904 skriver: The whole sentence would serve as a good description of the natives of India under British rule. 17 Via Appia var hovedvejen ind til Rom fra syd. Formiae lå ad denne vej ved kysten ca. 100 km. syd for Rom. Tralleis var en stor by i provinsen Asia. 19 Paconius og Tuscenius er navne, der dukker op i indskrifter på den græske ø Delos, der var en vigtig handelshavn i romersk tid. Mysien og Frygien er dele af den romerske provins, hvor der ikke var så tæt befolket med grækere. Men navnet Paconius tyder nu på, at han var romersk borger. 21 Gajus Octavius er ingen ringere end den senere kejser Augustus biologiske far. Han døde ung, men altså meget populær. Han var statholder i provinsen Makedonien (Nordgrækenland). Hvem Sullas folk er, er uvist men de må have haft mulighed for, på et eller andet tidspunkt, at tiltvinge sig noget, de ikke havde lovformelig adkomst til; det kunne godt være i forbindelse med borgerkrigene i 80 erne fvt., hvor den romerske general Lucius Cornelius Sulla netop opholdt sig meget i Asien og Makedonien. 22 I Rom havde man mulighed for hjælp fra hele spektret af politiske organer embedsmænd, senat (statens ledende rådgivende organ, mere magtfuldt, end man skulle tro) og folkeforsamling. I provinsen er der ingen appelmulighed, hvis statholderen først har besluttet sig. 23 Den græske forfatter Xenophon (ca. 428 354 fvt.) skrev en (fiktiv) biografi, Kyropædien, over den første perserkonge, Kyros, der fremstillede ham som en enestående retfærdig hersker. Man kalder sådan et værk for et fyrstespejl. Xenophon var også elev af Sokrates. Publius Cornelius Scipio Africanus, stor romersk general og statsmand, ca. 185 129 fvt., var kendt for sin store interesse for græsk kultur. 24 stumme dyr: i sit store værk om retfærdighed, Staten, lader Platon Sokrates sige følgende: Den dygtige hyrde har kun én bestræbelse, at de dyr som er under hans varetægt skal trives bedst muligt; og så længe han løser denne opgave tilfredsstillende, i stræben efter det fuldkomne, opfylder han alle sit fags krav. Det mente jeg altså var den urokkelige basis for vor diskussion, at hvilkensomhelst form for myndighed, som myndighed betragtet, offentlig eller privat, intet andet havde for øje end hvad der bedst tjener dem der er undergivet dens magt eller er i dens varetægt. (345 D) Dette synspunkt anfægtes i høj grad af Sokrates modstandere i samtalen. Cicero synes dog at hentyde til dette sted hos Platon. 25 de bedste borgere hedder på latin optimates; Cicero s sympati ligger politisk hos de velstående i samfundet, i Rom såvel som i provinsen. Men støtten til denne samfundsgruppe var normen i romersk provinsadministration. Tribunalet var den forhøjning, statholder sad på, når han optrådte offentligt som dommer eller på anden måde. 26 Aedilerne var embedsmænd i Rom, der bl. a. havde til opgave at afholde nogle offentlige festspil, der var meget kostbare. De synes altså at have afkrævet provinserne bidrag til afholdelsen. 200.000 sesterts er et betydeligt beløb, men kan ikke omregnes

Cic. ad Qu. fr. I 1 noter - 34/36 17/12/08 20:35 direkte til moderne penge. Det er bemærkelsesværdigt, at de græske byer kunne bygge templer til ære for deres statholder. Det havde de tidligere gjort for deres konger; denne praksis er altså fortsat på en eller anden måde. Det ansås åbenbart for en acceptabel form for bestikkelse. Se videre i 31. 29 Platon lader Sokrates sige dette i Staten (se til 24): Hvis ikke filosofferne får kongemagt i staterne, eller de nuværende såkaldte konger og herrer lægger sig efter filosofi, alvorligt, og grundigt; og hvis der ikke sker en sammensmeltning af de to faktorer, politisk magt og filosofi, og hvis ikke de mange menneskelige naturer som nu søger hver sin vej, enten mod magt eller mod filosofi, bliver uhjælpeligt standset i deres ensidighed så er det ikke til at se nogen ende på den almindelige elendighed, kære Glaukon, ikke i vore politiske forhold, ja end ikke i hele menneskeheden,... (473 cd). Igen skal man læse sammenhængen. 31 Kulten af gudinden Roma og selv af Senatet var udbredt i Lilleasien allerede, før Rom arvede området i 133 fvt., og det tog naturligvis til. Kulten af den til enhver tid siddende statholder eller rettere (som i dette tilfælde tydeligvis) hans egenskaber (virtutes) var også udbredt og skulle senere ligge til grund for udviklingen af kulten af kejseren, da Rom med Augustus blev til et kejserdømme. 32 Publicani, se 6. Disse velstående romere, der tog skatteudskrivningen i licitation, optrådte ofte i interessegrupper, societates selskaber. Det giver sig selv, at disse udøvede betydelig pression på det politiske system i Rom, især når de havde købt skatteopkrævningen for dyrt. 33 Rhodos var i lang tid en selvstændig stat under romersk overhøjhed; romerne tillod dem megen frihed. Kaunosvar en by i deres interessesfære. Om Sulla, se 21. 34 ingen katastrofe i form af krig...: en absolut vovet påstand. Provinsen Asia havde været skueplads for krigshandlinger gentagne gange under romersk styre; især krigene mod Mithridates VI Eupator af Pontos (et kongerige ved Sortehavet) havde været umådeligt blodige, og var først sluttet i 66 fire år, før Quintus kom til Asia. 35 censor-loven: to embedsmænd, censorerne, fastlagde hvert femte år hovedlinjerne for Roms finans-politik. Disse hovedlinjer blev fastlagt i censor-loven. 41 skarpe lys: Marcus Cicero s situation i Rom blev stadig dårligere; flere mente, han var gået for langt i sin nedkæmpelse af Catilina s oprør. Se 6. 42 Billedet af politisk arbejde som en slags teaterforestilling var udbredt. F. eks. spurgte kejser Augustus på sit dødsleje sine venner, om de mente, han havde spillet sin rolle i livet godt, og bad dem følge ham ud med applaus. Metaforen tages op igen i 43 og 46.

Cic. ad Q. fr. I 2 noter 35/36 17/12/08 20:35 Forklarende noter til Ciceros brev til Quintus fra efteråret 59 fvt. Brevet er stilet fra Marcus Tullius Cicero, en ledende romersk politiker og forfatter, til hans lillebror, Quintus Tullius Cicero, der i årene 61 59 fvt. var statholder i den romerske provins Asia (det vestlige Tyrkiet). 1 Statius var en frigiven slave af Quintus Cicero. Hans betydning for Quintus administration fremgår tydeligt af det følgende. Citatet er fra Odyseen, 9. sang, vers 513, hvor kyklopen fortæller, at han nok var blevet spået, at der skulle komme en Odysseus og gøre ham blind, men at han ikke havde regnet med at se en spirrevip som Odysseus. Oversættelsen er Wilsters. 3 Ciceros problem synes at være ikke så meget, at Quintus administration har ry for at være meget streng, som at det er Statius, man angriber for strengheden. 4 Hvem L. Caesius er, ved man ikke meget om. Han var taget med Quintus ud til provinsen. - Hvem Zeuxis eller nogen af de øvrige her nævnte grækere er, ved man ikke. Zeuxis har tydeligvis været i Rom, hos Marcus Cicero. 5 Cascellius er ukendt. - At sy folk ind i en sæk sammen med en abe, en slange, en hund og en hane og så smide dem i havet, var den traditionelle henrettelsesmetode af fadermordere. 6 Javel, ja, jeg... : Marcus tænker sig ironisk, at Quintus har indvendt, at det kun er grækerne, han behandler så fint, og giver så en serie eksempler på sin opmærksomhed over for romerske borgere. Man ved intet om disse personer; hvad de hver især har at klage over, må rekonstureres ud af denne passage. Catienus (far og søn) og Licinius (far og søn) må have været skatteinddrivere ( publicani ) i provinsen;. Det var almindeligt, at mange skatter blev givet i licitation til private; disse kunne så inddrive det aftalte beløb, og hvad der ellers kunne inddrives, kunne de beholde. De kunne dog naturligvis kun inddrive, hvad det var lovligt at inddrive, og guvernørerne havde pligt til at tilse deres operationer. Fabius må have været en af Quintus tilsynsførere. 7 Vergilius var pro-prætor på Sicilien i 59-58 fvt. - Octavius, den senere Augustus far, var pro-prætor i provinsen Makedonien i 60 fvt. - Hvem der var guvernør i Cilicien og i Syrien på dette tidspunkt, er ikke helt sikkert; men Marcus synes ikke at sætte dem særlig højt. Den græske forfatter Xenophon ((ca. 428 354 fvt.) skrev dels en (stærkt fiktiv) biografi over den første persiske konge, Kyros, der blev fremstillet som den ideelle hersker, dels en biografi over den spartanske konge Agesilaos, Xenophons personlige ven, som også blev fremstillet meget positivt. Cicero synes at mene, at den slags bøger gør en til en bedre administrator. 8 Efterfølgeren var en C. Fabius Hadrianus. 9 Theompompos må være en af Quintus kontor-folk, måske også han en frigiven slave. Sulla er ukendt. 10 Flavius er kendt som en mindre betydningsfuld politiker; Fundanius og Octavius Naso er reelt ukendte. I Rom var prætorens vigtigste område retsplejen, men prætor var ikke selv dommer han berammede bare sagerne og overlod vurderingen af sagsforholdenes indhold til andre. Quintus er, som pro-prætor, en slags genspejling af en rigtig prætor, og skal derfor også selv nøjes med at udpege en dommer og give ham instrukser for sagens gennemførelse. Apollonis lå midt mellem Pergamon og Sardes.

Cic. ad Qu. fr. I 1 noter - 36/36 17/12/08 20:35 11 Flavius har altså kunnet regne med både Pompejus og Cæsars støtte. Det flytter sagen op i et helt andet niveau end de andre sager, Marcus hidtil har diskuteret. 12 Hermias var formentlig en slave af Marcus Cicero. Aftalen er ukendt, og det er også Diodotos. 13 Navnene er mestendels ukendte; Scaevola er måske den kendte jurist Q. Mucius Scaevola. With flying colours er et forsøg på at oversætte en henvisning til at græsk ordsprog, der siger Vid, o Poseidon, at jeg vil gå ned med mit skib direkte ; to be or not to be forsøger at oversætte et citat af Aiskhylos tragedie Den bundne Prometheus, hvor en figur siger: Det er bedre at dø en gang for alle end at lide overlast hver eneste dag. 14 Attalus var formentlig den, der skulle lave statuen af Publicius, der måske var guvernør i provinsen Asien sidst i 60 erne fvt. Aesopus var en betydelig skuespiller i Rom; Patron var leder af den epikuræiske skole i Athen på Ciceros gamle dage. Plato og Licinus er ellers ukendte. Ephesosvar hovedstaden i provinsen Asia. 15 De sidste to paragraffer af brevet handler om den politiske situation hjemme i Rom. Tre mænd, Cæsar, Pompejus (begge kendt fra Rome ) og Crassus har sluttet sig sammen for at kontrollere det politiske liv. C. Porcius Cato var ikke kendt for at lægge bånd på sine udsagn. Han var udpræget republikaner og begik senere (46 fvt.) selvmord i Utica (nær Karthago i Nordafrika) i protest mod Cæsars diktatur og derfor blev kaldt Uticensis. A. Gabinius, valgt til konsul for året 58, var formentlig skyldig. Prætorerne var (valgte) embedsmænd, der styrede retsvæsenet; kunne man ikke træffe dem, kunne man ikke starte en retssag. 16 Min sag : Ciceros fjende Clodius havde klart tilkendegivet sit ønske om at få Cicero retsforfulgt for henrettelsen af flere romerske borgere i forbindelse med nedkæmpelsen af Catilinas sammensværgelse i 63 fvt. Det år var Cicero nemlig konsul, dvs. øverste leder af Rom, og det var ham, der stod med ansvaret for denne henrettelse. Ciceros gode forhåbninger her i brevet blev gjort til skamme af virkeligheden, og han måtte, som bekendt, opholde sig i eksil fra marts 58 til august 57 fvt. Folketribuner var ombudsmænd i det romerske system folk, man valgte til at holde statens embedsmænd på deres plads og undgå magtmisbrug. P. Domitius Ahenobarbus, P. Nigidius Figulus, C. Memmius og L. Lentulus Crus var alle medlemmer af den fineste romerske klasse. Memmius endte dog selv i eksil i Athen, hvor digteren Lukrets dedicerede sit latinske filosofiske læredigt til ham.