Kapitel 26 - Pionererne rejser mod vest

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 26 - Pionererne rejser mod vest Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 4. feb. 1846 De hellige påbegyndte deres rejse på Brooklyn 21. juli 1846 Mormonbataljonens march påbegyndt 31. juli 1846 Brooklyn kom til San Francisco-bugten Aug. 1846 Sep.-nov. 1846 Vinteren 1846-1847 De hellige fra Mississippi kom til Pueblo, Colorado Tre afdelinger af mormonbataljonen tog til Pueblo, Colorado, på grund af sygdom Forberedelserne i Winter Quarters fortsatte for at udstyre pionerkompagniet til turen vestpå 14. jan. 1847 Herrens ord og vilje angående vandringen blev åbenbaret til Brigham Young 15. apr. 1847 Pionerkompagniet begyndte sin vandring mod vest 24. juli 1847 Brigham Young kom til Saltsødalen 27. dec. 1847 Det nye Første Præsidentskab opretholdtes af Kirken i Kanesville, Iowa Indleding Mens de sidste dages hellige i Winter Quarters og i Iowas ødemark ventede gennem vinteren 1846-1847 og planlagde deres betydningsfulde vandring det kommende forår, var tre andre grupper hellige allerede på vej mod vest: Mormonbataljonen, nogle medlemmer fra det østlige USA, som sejlede med skibet Brooklyn, og en lille gruppe kendt som de hellige fra Mississippi. Mormonbataljonens march Kaptajn James Allen i De Forenede Staters Hær blev forfremmet til oberstløjtnant efter at have rekrutteret fem kompagnier mormoner. Under hans ledelse påbegyndte 541 soldater, 35 kvinder (20 af dem var udpeget som vaskekoner) og 42 børn deres vandring fra Fort Leavenworth den 21. juli 1846. Før de tog af sted, mødtes officererne, som alle var blevet udvalgt af Kirkens ledere, med medlemmer af De Tolv. Brødrene lovede dem, at deres liv ville blive skånet, hvis de var trofaste. Sergent William Hyde rapporterede, at de fik befaling om "at huske deres bønner, sørge for at ære Guds navn og strengt at overholde dyd og renhed. [Tropperne fik besked på] at behandle alle med venlighed... og aldrig tage et liv, hvor det kunne undgås."1 Ikke desto mindre bekymrede mormonbataljonens afrejse mange. Sergent William Hyde, som efterlod kone og to små børn hos nogle ældre slægtninge, sagde: "Kun Gud vidste, Side 1 af 12

hvornår vi ville møde dem igen. Ikke desto mindre følte vi ingen grund til at beklage os."2 Drusilla Hendricks, hvis mand var blevet såret i slaget ved Crooked River i Missouri, ville ikke lade sin ældste søn, William, tage med, før Åndens stemme overbeviste hende om at skifte mening. Den morgen, hvor bataljonen tog afsted, var hun stadig ulykkelig og kunne ikke gå med sin mand hen for at sende sin søn af sted. I stedet for gik hun ud og for at malke køerne og bede for Williams sikkerhed. Hun skrev: "Så... svarede stemmen mig og sagde: 'Det skal være på samme måde for dig som for Abraham, da han ofrede Isak på alteret.' Jeg ved ikke, om jeg malkede eller ej, for jeg følte, at Herren havde talt til mig."3 De nye soldater marcherede godt 300 km ned langs den østlige side af Missouri-floden, hvorefter de krydsede over til Fort Leavenworth og ankom den 1. august 1846. De var udstyret med forsyninger, skydevåben og 42 dollars per mand til tøj til et år. Intendanten på fortet var overrasket, da hver mand kunne skrive sit navn på lønningslisten. Kun en tredjedel af de frivillige, som han før havde betalt, kunne skrive. En del af pengene blev samlet ind af Parley P. Pratt og andre, som var udsendt af Kirken. Disse penge blev brugt til støtte for bataljonmedlemmernes familier i Iowa og i uorganiserede områder til at hjælpe med at evakuere de fattige fra Nauvoo og til at hjælpe Parley P. Pratt, John Taylor og Orson Hyde på deres mission i England. General Stephen W. Kearnys regiment havde allerede i juni begivet sig afsted til Santa Fe for at erobre New Mexico for De forenede Stater. Mormonbataljonen skulle følge ham og hjælpe i hans kamphandlinger om nødvendigt. Bataljonen blev på Fort Leavenworth i to uger. Det var meget varmt, og mange mænd led, især af feber. Deres kommanderende officer, oberst Allen, blev alvorligt syg og var ikke i stand til at tage afsted sammen med dem, da de begav sig afsted på deres march. Kaptajn Jefferson Hunt, den ledende mormonofficer, overtog midlertidigt kommandoen over bataljonen. Omkring to uger efter at de havde forladt Missouri-floden, hørte mændene, at oberst Allen var død. Dette gjorde dem bedrøvede, fordi de var kommet til at beundre denne menneskekærlige officer. Mormonofficererne følte, at kaptajn Hunt skulle fortsætte som deres leder og anmodede i et brev præsident Polk om at udnævne ham til stillingen. Men premierløjtnant A. J. Smith i liniehæren var allerede på vej for at overtage kommandoen. "Smiths udnævnelse, selv inden hans person var kendt, førte til større dysterhed i kommandogruppen end oberst Allens død," skrev bataljonens historiker, Daniel Tyler.4 Løjtnant Smith satte et hurtigt tempo mod Santa Fe, idet han håbede at indhente general Kearny, før denne tog til Californien. Dette tog hårdt på soldaterne og endnu mere på hustruerne og børnene, som fik lov til at rejse sammen med bataljonen. Med det ubarmhjertige tempo fik mændene kun lidt hvile, og de trætte sakkede ofte bagud og traskede ind i lejren flere timer efter de andre. Hvad der var endnu værre end den hurtige rejse, var militærlægen, George B. Sanderson, fra Missouri. Han så ikke ud til at bryde sig om mormonerne og tvang mændene til at tage kalomel og arsenik mod deres dårligdomme af den samme rustne ske. Mændene kaldte ham "mineralkvaksalveren" og "Doktor Død". William L. McIntire, en god naturlæge, var blevet udnævnt som assisterende læge i bataljonen, men kunne ikke hjælpe sine plagede venner på nogen måde, medmindre han blev beordret dertil af bataljonlægen, doktor Sanderson. Den 16. september, da de for sidste gang skulle krydse Arkansas-floden (i dag i Kansas), sendte Smith kaptajn Nelson Higgins og ti mænd ud for at ledsage de fleste soldaters familier op ad floden til den mexicanske by Pueblo (i dag i Colorado) for at overvintre. Mændene satte sig stærkt imod "delingen" af bataljonen, fordi de var blevet lovet, at Side 2 af 12

deres familier kunne følge med hæren til Californien. Den hårde rute forude taget i betragtning viste det sig dog at være en klog beslutning. En måned senere i Santa Fe blev et detachement af syge mænd og alle på nær fem af de tilbageværende kvinder sendt afsted under ledelse af kaptajn James Brown for at slutte sig til den allerede afrejste gruppe i Pueblo. Der mødte bataljonmedlemmerne John Brown og hans kompagni af hellige fra Mississippi, som overvintrede i Pueblo. Den 9. oktober 1846 slæbte de trætte soldater sig ind i Santa Fe, New Mexicos provinshovedstad, som havde omkring 6.000 indbyggere. General Kearny var allerede taget afsted til Californien og havde overladt byens kommando til oberst Alexander Doniphan, en af de helliges venner fra tiden i Missouri. Doniphan beordrede en salut på 100 skud til ære for mormonbataljonens ankomst. I Santa Fe overgav løjtnant Smith kommandoen til oberstløjtnant Philip St. George Cooke, som mændene var kommet til at respektere som en retfærdig, men bestemt leder. Den nye kommandør havde fået ordre om at anlægge en ny vej til de vogne, der skulle fra Santa Fe til Californien. Soldaterne drejede mod syd langs Rio Grande og fulgte til tider spanske eller mexicanske veje, men banede for det meste nye veje. Endnu engang krævede marchen adskillige ofre for sygdom; den 10. november vendte en tredje afdeling på 55 udslidte og svækkede mænd tilbage mod Pueblo.6 Det var ikke blot mangel på vand, der plagede de resterende 350 i bataljonen, men de sandede veje var en konstant udfordring. Soldaterne trak lange reb for at hjælpe muldyrene gennem det dybe sand eller gik i tomandsgeledder foran vognene for at gøre jorden hård til hjulene. Da de var drejet vestpå mod Tucson, mødte de en flok vilde tyre. Disse tyre var blevet efterladt af spanske og mexicanske kvægfolk. Tyrene bissede i retning af kolonnen og fik soldaterne til at løbe i sikkerhed. "Slaget" varede kun få minutter, men ti til tolv dyr blev dræbt, to af bataljonens muldyr blev stanget ihjel, og tre soldater blev såret. Begivenheden blev foreviget som Tyreslaget og blev det eneste slag på bataljonens rejse. Bataljonen passerede uden uheld gennem Tucson, hvor en lille mexicansk garnison var stationeret. Derpå slog de ind på Kearneys rute langs Gila-floden. På den anden side af Colorado-floden lå over 160 km ørken uden veje eller spor, hvor man kun kunne få vand ved at grave dybe brønde.7 Der blev bataljonen udsat for det dybeste sand, de varmeste dage og de koldeste nætter. Svækkede dyr blev slagtet for at skaffe mad, og alle dele blev spist, også skindet, som blev kogt, til det var mørt nok til at spise. På dette tidspunkt var mange af mændene barfodede, og nogle af dem svøbte råhud og gammelt tøj om deres fødder for at beskytte sig mod det varme sand. På den anden side af ørkenen transporterede de vognene gennem de snævre bjergpas på kystlinien med reb og bloktrisser. Den 29. februar 1847 nåede de endelig Mission San Diego ved slutningen af deres 3.267 km lange march og rapporterede til general Kearny. I februar blev Kearny udnævnt til guvernør for Californien af præsident Polk. Da Californien allerede var i De forenede Staters hænder, tjente mændene i bataljonen som besættelsestropper med garnisonstjeneste i San Diego, San Luis Rey og Los Angeles.8 Mens de var i det sydlige Californien, vandt de hellige de lokale indbyggeres respekt. De, som var i San Diego, byggede en retsbygning og huse, lavede mursten, gravede brønde og bidrog således i betydeligt omfang til opbygningen af samfundet. Den 16. juli, ved slutningen af deres etårige indrullering, blev medlemmerne af bataljonen sendt hjem, selv om 81 mænd valgte at genindrullere for yderligere et halvt år. Side 3 af 12

De fleste hjemsendte mænd tog til det nordlige Californien, hvorfra det var deres mening at rejse østpå for at slutte sig til de hellige i Saltsødalen. De blev mødt af kaptajn James Brown, pioner og grundlægger af Ogden og rådgiver i Ogdens stavspræsidentskab gennem mange år. Han viderebragte et budskab fra Brigham Young, som bad dem uden familie om at blive i Californien og arbejde der i vinteren 1847-1848. Det gjorde de fleste af dem. Mange tilbragte vinteren i Sutter's Fort ved Sacramento-floden og hjalp med at finde guld i januar 1848, hvilket var begyndelsen til den californiske guldfeber. Næste sommer fuldførte de på ærefuld vis deres kontrakt med Sutter, forlod guldområderne og sluttede sig til deres familier i Salt Lake City eller ved Missouri-floden. De hellige fra Brooklyn Mormonbataljonen var ikke den første gruppe hellige, som nåede til Vesten. Den ære tilfalder de hellige, som sejlede ud af New Yorks havn på skibet Brooklyn den 4. februar 1846, tilfældigvis samme dag som de første hellige forlod Nauvoo. I august 1845 havde Kirkens ledere besluttet, at det ville blive nødvendigt med en mellemstation på den Californiske kyst for hellige, der indvandrede fra det sydlige Stillehav eller for dem fra England, som sejlede rundt om Sydamerika. Brigham Young forestillede sig den unge energiske Samuel Brannan som Kirkens agent i området ved San Francisco-bugten. Samuel Brannan var forlægger af Prophet, Kirkens avis i New York, og han blev i september 1845 udnævnt til at chartre et skib og lede kompagniet. I de sidste tre måneder i 1845 besøgte Samuel Brannan og Orson Pratt adskillige grene østpå og rekrutterede 70 mænd, 68 kvinder og 100 børn til at sejle vestpå omkring midt i januar. Det var overvejende bønder og mekanikere, som medbragte det nødvendige værktøj til at opbygge en ny koloni på vestkysten. De medbragte også en stor mængde skolebøger og den presse, hvorpå Prophet var blevet trykt. I december chartrede Brannan et skib til 75 dollars per voksen inklusiv proviant og halv pris for børn. Kendt som de hellige fra Brooklyn tog de afsted til Californien og forventede at hjælpe med at vælge og etablere Kirkens endelige tilholdssted. Bortset fra to hårde storme -- den ene på Atlanterhavet og den anden på Stillehavet -- var rejsen med Brooklyn ret behagelig. 21 særlige regler gav en rettesnor for de helliges opførsel på deres rejse. Der blev blæst reveille klokken seks, og de hellige måtte ikke forlade deres salon "uden at være fuldt påklædt, dvs. uden jakke og flip" (på den tid brugte man for det meste løse flipper). Kahytterne skulle være rengjort klokken syv og inspiceres og udluftes hver dag. Der var morgenmad klokken halv ni (børnene først), middag fra klokken tre til fem om eftermiddagen, og der blev serveret en "kold frokost" klokken otte om aftenen. Der blev sørget for pasning af de syge og madlavning til gruppen, og hver sabbastmorgen blev der holdt nadvermøde ved hvilket "alle, som kan, må deltage, nybarberede og renvaskede, så man fremtræder på en måde, der passer sig for den højtidelige og hellige lejlighed."10 Da de rundede Kap Horn, gjorde skibet ophold i Juan Fernandez, øen som er blevet berømt gennem Daniel Defoes bog Robinson Crusoe. De tilbragte også 10 dage på Sandwichøerne (nu kaldet Hawaiiøerne). På turen var der to fødsler, og børnene fik navnet Atlantic og Pacific efter det hav, hvor de kom til verden. Ti af passagererne døde på rejsen.11 Da Brooklyn kom til San Francisco-bugten den 31. juli 1846, blev Brannan, som havde håbet at være den første amerikaner til at hejse det amerikanske flag i Californien, skuffet over at se det vejre over den mexicanske toldbod. Nogle i kompagniet søgte arbejde langs kysten, men andre grundlagde en koloni længere inde i landet, som de kaldte New Hope. Brannan drømte om, at New Hope skulle blive midtpunktet for de hellige i Vesten. I Side 4 af 12

januar 1847 udgav han California Star, den anden avis på engelsk i Californien. De fleste af de hellige fra Brooklyn var ikke klar over, at Kirken var ved at slå sig ned i Great Basin og fulgte villigt Brannans råd. I april 1847 tog Samuel Brannan østpå for at møde Kirkens hovedgruppe og tilbyde at føre dem til Californien. Han mødte Brigham Young og pionerkompagniet i juni ved Green River (nu i Wyoming). Thomas S. Williams og Samuel Brannan blev sendt ud for at lede bataljonens medlemmer og medlemmerne i Mississippi-kompagniet til Saltsødalen. Disse to grupper havde overvintret i Pueblo og var på det tidspunkt på vej mod Salt Lake City. Efter at have tilbragt nogle få dage i Saltsødalen sammen med Brigham Young og de hellige vendte Brannan tilbage til Californien sammen med kaptajn James Brown fra mormonbataljonen for at tage sig af nogle kirkeanliggender. Da han var desillusioneret over Brigham Youngs beslutning om ikke at etablere Kirkens hovedkvarter på kysten i Californien, faldt Brannan snart fra Kirken. Nogle af de hellige fra Brooklyn fulgte ham. Brannan reklamerede for guldfeberen i Californien og blev områdets første millionær, men mistede med tiden sin formue ved ukloge investeringer og døde som fattiglem. De hellige fra Pueblo Som vi har set,12 dannede omkring 275 hellige et solidt samfund i Pueblo i vinteren 1846-1847, hundreder af kilometer vest for hovedgruppen af hellige ved Missouri-floden. Denne gruppe bestod af tre syge afdelinger fra mormonbataljonen og omkring 60 "Mississippi-hellige", som var kommet til Pueblo i august. Disse medlemmer af Kirken fra syden blev ledsaget af John Brown, som var flyttet fra Mississippi til Nauvoo i 1845. Han blev udnævnt af Brigham Young i januar 1846 til at vende tilbage til sine medhellige i syd og opfordre dem til at slutte sig til vandringen vestpå. Brown og William Crosby ledte 43 mennesker 1.030 km til Independence, Missouri, hvor de blev mødt af 14 andre. De fortsatte langs Oregon-ruten og ventede at finde de helliges hovedgruppe under ledelse af Brigham Young. Men i juli, da de nåede Chimney Rock i det vestlige Nebraska, var der stadig ingen hellige. Pelsjægere på vej fra Californien fortalte dem, at der ikke var nogen mormoner forude. Da de ikke var klar over, at Brigham Young havde besluttet at etablere Winter Quarters ved Missouri-floden, besluttede de at tage til Fort Laramie. Der mødte de John Richard, en pelsjæger som inviterede dem til at overvintre i nærheden af hans handelsstation i Pueblo. I Pueblo fik de omsider besked om, at Brigham Young var stoppet i Winter Quarters. Man var efterhånden faldet til i Pueblo. Ud over at jage efter vildt plantede de hellige fra Mississippi kålrabi, græskar, bønner og meloner og arbejdede for pelsjægere, som betalte dem med majs. Sammen med de mænd fra bataljonen, som kom, byggede de en skole, der også blev brugt som kirke. Bataljonen fortsatte sin regelmæssige eksercits, og der var regelmæssigt bal. Syv børn blev født den vinter, men der var også ni dødsfald. Om foråret skrev Brigham Young til de hellige i Pueblo og fortalte dem om det store pionerkompagnis planer om at tage til Great Basin i nærheden af Great Salt Lake. En fortrop fra Pueblo tog nordpå mod Fort Laramie, hvor de mødte Brigham Young og pionererne. Præsident Young sendte da ældste Amasa Lyman og andre ud for at føre resten af de hellige i Pueblo til Saltsødalen, hvor de kom til kun fem dage efter pionerkompagniet. Winter Quarters: Samlingspunkt for pionerkompagniet Side 5 af 12

I vinteren 1846-1847 tog mormonbataljonen afsted over den uvejsomme ørken -- de hellige fra Brooklyn sejlede afsted og kom derpå til San Francisco Bugten, og de hellige i Pueblo ventede vinteren over. I mellemtiden sydede Winter Quarters i Nebraska med aktivitet under forberedelserne til, at et pionerkompagni skulle kunne klare sig på vandringen vestpå til Rocky Mountains. Om efteråret i 1846 blev planerne for vandringen vestpå lagt. Det blev besluttet, at en mindre gruppe først skulle krydse sletterne for at bane vejen for de større kompagnier, som kom senere. Men blot denne lille opgave krævede omfattende forberedelser. Der blev bygget og udstyret vogne, der blev skaffet heste og okser, som var stærke nok til at klare den hårde tur på 1.600 km, fødevarer og andet forråd blev indsamlet, og der blev sørget for underhold og beskyttelse for dem, som blev tilbage.13 Behovet for mere information om de stort set ukortlagte områder i vesten var lige så vigtigt. Ud over at rådføre sig med lokale handelsmænd og pelsjægere, bl.a. Peter Sarpy, i november og december om ruten vest for Winter Quarters, rådslog ledere fra forskellige råd sig med fire mænd, som for nylig havde været i Rocky Mountains-området. Fader Pierre Jean DeSmet, en katolsk præst og missionær blandt indianerne i Oregon, kom til lejren på vej til St. Louis efter fem år i bjergene. Han var en af de få hvide mænd, som havde besøgt Great Salt Lake. Brødrene benyttede sig af denne gode mulighed og udspurgte ham nøje. Fem dage senere gav to handelsmænd fra American Fur Company detaljerede oplysninger om områderne vest for Rocky Mountains og tegnede et kort over de bedste steder at slå sig ned. Senere beskrev Logan Fontenelle, tolk for Omaha-indianerne, detaljeret ruten mod vest og de bedste steder at slå sig ned i bjergene. George Miller, en egensindig leder, diskuterede med Brigham Young om de fremtidige rejse- og bosættelsesplaner. Miller var ikke enig i, at De Tolv Apostle havde den overordnede myndighed i Kirken. Derfor tog han en lille gruppe hellige med sig for at bo hos Ponca-indianerne ved Niobrara-floden i det nordlige Nebraska. Præsident Young, som indså, at uoverensstemmelse i Kirkens lederskab var farligt, søgte Herrens vilje om, hvordan han skulle takle Miller og dem, der fulgte ham. Den 11. januar 1847 fortalte han om en drøm, han havde haft natten før, hvor han talte med Joseph Smith om den bedste måde at organisere kompagnierne på. Tre dage senere præsenterede han Kirken for "Herrens ord og vilje angående Israels lejr på rejsen mod vest" (L&P 136:1). Dette blev accepteret af de forsamlede præstedømmekvorummer som åbenbaring til Kirken, og dette dokument blev en forordning, som blev gældende for vandringen vestpå. Det sagde, at vandringen var "under de tolv apostles ledelse" (L&P 136:3) og krævede, at de hellige indgik "pagt og løfte om at ville holde Herren, vor Guds bud og love" (vers 2). Det indeholdt megen praktisk vejledning om forberedelserne til pionerrejsen og om at tage sig af de fattige, enkerne, de faderløse og familierne til dem, som var gået ind i hæren (se L&P 136:8). Enhver skulle "bruge hele sin indflydelse og formue til at bringe dette folk til det sted, hvor Herren skal opbygge en Zions stav" (v. 10). De hellige skulle også holde op med at kives med hinanden (se L&P 136:23) og fik besked på at fralægge andre laster, som eksisterede blandt dem.14 Delegationer tog ud til hver lejr for at læse åbenbaringen for dem og meddele navnene på de mænd, som Brigham Young ønskede i pionerkompagniet og i de kompagnier, som skulle følge efter i det første år. I løbet af foråret holdt Kirkens ledere mange møder med adskillige afrejsende kompagnier, gav dem oplysninger om deres foreløbige Side 6 af 12

opholdssted, bygning af både til at krydse floder med, metoder for pionerrejse, såning af frø og kunstvanding. Den oprindelige idé var at håndplukke 144 mænd til pionerkompagniet -- tolv for hver af Israels tolv stammer -- men gruppen viste sig kun at bestå af 143 mænd (heriblandt tre slaver tilhørende medlemmer sydfra), tre kvinder (Brigham Youngs, Heber C. Kimballs og Lorenzo Dow Youngs hustruer) og to børn. Tilsammen havde de mange forskellige pionertalenter og færdigheder. Blandt dem var mekanikere, kuske, jægere, mænd med kendskab til øde områder, tømrere, sømænd, soldater, revisorer, murere, grovsmede, vognmagere, skovhuggere, bygningssnedkere, mejerister, kvægopdrættere, møllere og ingeniører.15 Otte i gruppen var apostle, og adskillige havde været sammen med Zions hær. Kompagniets udstyr omfattede en båd, en kanon, 70 vogne, 93 heste, 52 muldyr, 66 okser, 19 køer, 17 hunde og nogle høns.16 Pionerkompagniets rejse En del af kompagniets fortrop forlod Winter Quarters den 5. april 1847, men på grund af forsinkelser forårsaget af generalkonferencen og Parley P. Pratt og John Taylors hjemkomst fra England, nåede man ikke langt i de første adskillige dage. De to apostles ankomst var en velsignelse, fordi de medbragte penge, som de havde fået af de engelske hellige, samt videnskabelige instrumenter til at beregne breddegraden, højden, temperaturen og barometertryk. Orson Hyde, som havde fulgt de to, Parley P. Pratt og John Taylor, til England, kom midt i maj. Da disse tre endnu ikke havde fået noget rejseudstyr, blev de i Winter Quarters. Ældsterne Pratt og Taylor rejste senere på året med andre kompagnier, og ældste Hyde ledede de hellige, som blev ved Missouri-floden. Den 16. april begyndte lejren omsider sin 1.600 km lange rejse. Efter to dages vandring organiserede Brigham Young lejren på militær vis, i det tilfælde, at de skulle møde fjendtlige indianere. William Clayton, den officielle lejrhistoriker, nedskrev den nøjagtige afstand til de efterfølgende emigranter. I de første få dage talte denne strengt pertentlige optegnelsesfører vognhjulets monotone omdrejninger for at udregne den dagligt tilbagelagte afstand. Han fandt snart ud af at bruge et mekanisk tælleværk til opgaven. Den videnskabsinteresserede Orson Pratt tegnede en anordning, og Appleton Harmon, en erfaren træarbejder, konstruerede den.17 Når som helst det var muligt, fulgte pionererne de eksisterende veje og spor. De havde meget lidt arbejde med at bane nye veje mellem Winter Quarters og Saltsødalen. Gennem Nebraska løb Oregon-ruten langs Platte-flodens sydlige bred. Den første del af Mormon-ruten løb parallelt med Oregon-ruten til Fort Laramie i Wyoming, men lå på nordsiden af floden, fordi pionererne håbede at finde bedre græsningsmuligheder og undgå konflikter med immigranter på vej til Oregon. Næste del af ruten gik gennem Wyoming fra Fort Laramie til Fort Bridger. Afskrækkende skrænter på nordsiden af Platte-floden tvang de hellige til at krydse ved Fort Laramie og følge Oregon-ruten over en strækning på 639 km. Ved Fort Bridger drejede Oregon-ruten nordpå mod Stillehavskysten, og den sidste del af Mormonruten fulgte den flere år gamle rute, som Reed-Donner havde fulgt gennem Rocky Mountains til Saltsødalen. Den 26. maj passerede kompagniet Chimney Rock -- et vigtigt landmærke i Wyoming -- som de emigrerende hellige regnede som værende halvvejsmærket. Det var i nærheden af Chimney Rock, at Brigham Young og Hebert C. Kimball udtrykte bekymring over nogle af lejrens medlemmers letsindighed og blasfemi, som afholdt opdigtede retssager og valg, spillede hasard og kort. Sent en aften talte de to seniorapostle, Side 7 af 12

tilskyndet af Ånden, om at kalde lejren til omvendelse. Næste dag talte Brigham Young lige ud til mændene. William Clayton huskede Brigham sige: "Giv mig en mand, som beder, giv mig en mand, som tror, giv mig en mand, som er eftertænksom, en nøgternt tænkende mand, og jeg ville langt hellere være blandt vilde sammen med seks eller otte sådanne mænd end at sætte min lid til hele denne lejr med den ånd, som de nu er i besiddelse af... Tror vi, at vi vil finde et hjem for de hellige, et hvilested, et fredfyldt sted, hvor de kan opbygge riget og byde nationerne velkommen, med en ussel, ond, snavset, letsindig, begærlig, gudløs ånd i vores bryst? Det er nytteløst!" Han afsluttede med en opfordring til omvendelse: "Hvis de [brødrene] ikke vil indgå pagt om at fralægge sig deres syndighed og vende sig til Herren og tjene ham og anerkende og ære hans navn, ønsker jeg, at de tager deres vogne og vender om, for jeg rejser ikke længere under sådanne omstændigheder. Hvis vi ikke omvender os og holder op med vores ondskab, vil vi få flere forhindringer, end vi har haft og møde værre storme."18 Næste dag, søndag, indkaldte Brigham Young lederne til et særmøde. De gik ud til klipperne, iklædte sig deres tempeltøj og dannede en bønnekreds. William Clayton sagde, at de "bad til Gud for os selv, denne lejr og enhver del deraf, brødrene i hæren, vores familier og alle de hellige."19 Derefter herskede en mere hellig atmosfære i lejren. Pionererne standsede ved Fort Laramie for at reparere deres ting, Brigham Young fejrede sin 46-års fødselsdag, og nogle hellige fra Pueblo sluttede sig til lejren. Det sidste sted, hvor de krydsede Platte-floden (nu Casper i Wyoming), brugte pionererne en båd kaldet Revenue Cutter, til at sejle deres ting og ejendele over med. De byggede tømmerflåder til at sejle deres vogne over med. Flere, som skulle til Oregon, betalte 1,50 dollars per vogn for også at få dem sejlet over. Brigham Young så muligheden for at tjene nogle tiltrængte penge og lod ni mænd blive tilbage for at fortsætte driften af den indbringende færge. Resten fortsatte gennem South Pass, sejlede på tømmerflåde over Green River og kom til Fort Bridger tidligt i juli. Pionererne mødte flere mænd, som boede i bjergene, da de rejste mod vest, som for eksempel Moses Harris, Jim Bridger og Miles Goodyear. Harris og Bridger var ikke optimistiske med hensyn til at plante afgrøder i Saltsødalen. Goodyear var den, der var mest ivrig for at landbruget skulle blive en succes og opmuntrede de hellige til at slå sig ned i Weber Valley, hvor han boede. Efter at have passeret Fort Bridger blev rejsen gennem bjergpassene mere besværlig. Da de nåede til Saltsødalen, var kompagniet splittet op i tre grupper. Brigham Young, syg af bjergfeber, sakkede bagud efter hovedgruppen. Efter den 13. juli tog en deling under ledelse af Orson Pratt i forvejen for at kortlægge ruten og klargøre en vej til vognene gennem det, der blev kendt som Emigration Canyon. Den 21. juli så Orson Pratt og Erastus Snow det første glimt af Saltsødalen og råbte af glæde ved synet. Efter en 19 km lang tur rundt i dalen vendte de to mænd tilbage til lejren.20 Pionerernes fortrop vandrede ind i Saltsødalen den 22. juli 1847 og lavede straks et primitivt overrislingssystem til at overrisle jorden med og gøre den klar til beplantning. Den 24. juli kom Brigham Young og kompagniets bagtrop til mundingen af Emigration Canyon. Wilford Woodruff kørte præsident Young i sin vogn. De tænkte på fremtiden, mens de skuede ud over dalen. Wilford Woodruff skrev: "Tanker i behagelig meditation løb hurtigt efter hinanden gennem vores sind, mens vi tænkte på, at om føje år ville GUDS hus stå på bjergenes top, mens dalene ville blive omdannet af Zions indbyggere til frugthaver, vingårde, haver og marker og fanen blive udfoldet, til hvilken nationerne Side 8 af 12

ville samles." Brigham Young sagde, at han var tilfreds med dalens udseende som et "hvilested for de hellige og var blevet rigt belønnet for sin rejse."21 Ved en senere lejlighed forklarede Wilford Woodruff, at da de kom ud af kløften, vendte han vognen, så præsident Young kunne se hele dalen. "Mens vi betragtede landskabet foran os, hensank han i et syn i flere minutter. Han havde før set dalen i et syn, og ved denne lejlighed så han Zions og Israels fremtidige storhed, som de ville blive, plantet i disse dales bjerge. Da synet var slut, sagde han: 'Det er nok. Dette er det rigtige sted. Kør videre.'"22 Etablering af en bosættelse i dalen Søndag den 25. juli var en dag med tilbedelse og taksigelse. Medlemmerne af De Tolv talte ved møder om formiddagen og om eftermiddagen om vigtigheden af arbejdsomhed og retskaffen opførsel.23 De første få dage i dalen foretog man en del udforskning mod nord og syd for at beslutte sig for det bedste sted at slå sig ned. Den 28. juli stod Brigham Youngs beslutning om byens placering fast. Mellem to forgreninger af City Creek udpegede han den grund, hvorpå templet skulle stå. Byen blev udlagt lige og helt symmetrisk fra dette punkt. De første uger var fyldt med aktivitet. Inden for en uge var en udforskning af området begyndt, og de mænd, som ikke tog del i landbrugsarbejde, lavede soltørrede lersten til et midlertidigt fort til beskyttelse mod indianere og vilde dyr.24 De hellige fra Mississippi og nogle af "bataljondrengene", som ankom til dalen i oktober, byggede en løvsal til offentlige møder på tempelgrunden. Det første barn, der blev født i dalen, var Elizabeth Steel, som blev født i en mormonbataljonfamilie den 9. august. To dage senere begræd de hellige sønnen af et ægtepar fra Missouri, den treårige Milton Threlkill, som var strejfet væk fra lejren og druknet i City Creek. Udforskning af det omkringliggende område blev også foretaget. Brigham Young og De Tolv klatrede op ad et bjerglignende bakkedrag mod nord, hvor de profeterede om Zion, og som de kaldte Ensign Peak efter Esajas' profeti, som siger: "Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne" (Es 11:12). Der blev sendt ekspeditioner ud for at udforske de tilstødende dale. De hellige opdagede også nydelsen ved at bade i Great Salt Lake mod vest og i nogle varme svovlkilder nord for byen. Brigham Young, De Tolv og de fleste fra det oprindelige pionerkompagni tilbragte kun 33 dage i dalen i 1847. Den 16. august påbegyndte de deres tilbagevenden til Winter Quarters for at forberede deres familier til at komme til dalen næste år. På vejen mødte de 1.533 hellige, som allerede var på vej til Saltsødalen. Da de denne gang var bedre kendt med terrænet og havde færre vogne og lettere læs, fandt mennesker og transportdyr rejsen betydeligt hurtigere.25 De mest foruroligende hændelser opstod, da de mistede mange værdifulde heste til indianerne og så Brigham Young og Heber C. Kimball blive jaget af en gråbjørn. I mellemtiden slog de ankomne hellige sig ned ved "Det Gamle Fort", som nu er Pioneer Park i Salt Lake City, og forberedte sig til vinteren. Før de forlod dalen, udpegede Brigham Young John Smith, som han vidste var i et senere kompagni, til at præsidere over den nyligt oprettede Salt Lake Stav. Efter at han kom i september, udvalgte præsident Smith Charles C. Rich og John Young som sine rådgivere og organiserede et højråd. Denne organisation, ligesom det højråd, der blev oprettet i Winter Quarters året før, fungerede Side 9 af 12

både som åndelige og civile ledere i samfundet. Det var den eneste regering i Utah indtil januar 1849. Reorganisering af Det Første Præsidentskab Brigham Young og hans kompagni ankom til Winter Quarters lige før solnedgang den 31. oktober 1847 og glædede sig over atter at være sammen med deres familier. På deres rejse talte Brigham Young om mulighederne for at reorganisere Kirkens Første Præsidentskab med medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. Selv om han fremhævede, at Ånden tilskyndede ham, var ikke alle brødrene positivt stemt med det samme. Da en sådan ting ikke var blevet gjort før, var de usikre på, om det var passende at reorganisere Det Første Præsidentskab på dette tidspunkt. I de tre år, hvor De Tolv Apostles Kvorum præsiderede over Kirken, blev der udført en hel del betydningsfuldt arbejde. De færdigbyggede og indviede templet i Nauvoo, udførte tempelbegavelser for et stort antal trofaste hellige, evakuerede Nauvoo, udvidede missioneringen og Kirkens administration i Storbritannien, organiserede mormonbataljonen, grundlagde adskillige kolonier i Iowa, præsiderede over koloniseringen i Winter Quarters og banede vejen til et nyt hjem i vest. Næsten alle disse opgaver blev åbenbaret til Joseph Smith før hans død, og De Tolv udførte dem på storslået vis. Det næste spørgsmål var, om De Tolv skulle forblive Kirkens præsiderende kvorum, eller om der skulle være et andet Første Præsidentskab, og dette spørgsmål skulle løses. Da han var kommet til Winter Quarters, fortsatte Brigham Young med at mødes og diskutere sagen med sine kolleger. Den 30. november rejste han "spørgsmålet om at udnævne tre af De Tolv som Kirkens præsidentskab," og foreslog at en sådan løsning ville frigøre resten, så de kunne "gå... ud i alverden og forkynd[e] [evangeliet]."26 Dette var i overensstemmelse med tidligere åbenbaringer, som identificerede dette som De Tolvs vigtigste kald (se L&P 107:23; 112:1, 16, 19, 28). Mens pionererne rejste mod vest, blev der bygget en større og mere permanent koloni i Iowa, der blev kaldt Kanesville til ære for Thomas L. Kane, som var blevet gode venner med de hellige. Vestbredden af Missouri-floden blev forladt af helbredsmæssige årsager, og fordi de hellige havde lovet, at de ville forlade indianernes jord med alle forbedringerne efter to år. Da pionererne kom tilbage, var de fleste hellige allerede flyttet eller ved at flytte til Kanesville eller andre kolonier i Iowa, som Orson Hyde præsiderede over. Den 5. december 1847 indkaldte præsident Young til endnu et møde i de Tolv Apostles Kvorum i Hydes hjem i Kanesville. Han sagde, at spørgsmålet om Det Første Præsidentskab havde ligget ham tungt på sinde, og at Herrens Ånd havde påvirket ham i dette spørgsmål. Han bad de ni medlemmer af Kvorummet, som var tilstede (Parley P. Pratt og John Taylor var i Saltsødalen og Lyman Wight var i Texas) om frit at give udtryk for deres syn på sagen, begyndende med den ældste.27 Efter drøftelsen foreslog Orson Hyde, at Brigham Young skulle opretholdes som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, at han skulle udpege sine to rådgivere, og at de skulle danne det nye Første Præsidentskab. Forslaget blev støttet af Wilford Woodruff og enstemmigt godkendt. Præsident Young udnævnte derpå Heber C. Kimball og Willard Richards som sine rådgivere. Dette blev også enstemmigt vedtaget. Tre uger senere afholdt brødrene en generalkonference i et rummeligt bjælketabernakel, som hastigt var blevet bygget færdigt i Kanesville. Under de glædesfyldte møder den 24. til 26. december tiltog spændingen over, at et nyt Første Præsidentskab skulle Side 10 af 12

bekendtgøres. Mandag den 27. december 1847 stimlede et tusinde medlemmer sammen i tabernaklet og hørte Brigham Young forklare behovet for en komplet organisering af Kirken, herunder Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum, Halvfjerdserne og Kirkens patriark. Derpå præsenterede Orson Pratt Brigham Young som den nye præsident, og de hellige opretholdt ham villigt. Præsident Young præsenterede da sine rådgivere, som ligeledes blev opretholdt. Til sidst blev "Onkel" John Smith, der var præsident for den nye Salt Lake Stav, opretholdt som Kirkens nye patriark. Hver enkelt af disse embedsmænd blev atter opretholdt i Saltsødalen i oktober 1848.28 Uanset hvor vigtig de første sidste dages helliges ankomst til Saltsødalen var, var ingen begivenhed i 1847 dog så betydningsfuld som den smidige overgang af lederskabet fra De Tolv Apostles Kvorum til et nyt Første Præsidentskab, som derved dannede præcedens for fremtidige overgangsperioder helt op til vor tid. Slutnoter 1. I Daniel Tyler, A Concise History of the Mormon Battalion in the Mexican War, 1846-1847, genoptrykt, 1881, (Glorieta, N. Mex.: Rio Grande Press, 1964), s. 128-129. 2. I Tyler, A Concise History, s. 128. 3. Marguerite H. Allen, saml., Henry Hendricks Genealogy (Salt Lake City: Hendricks Family Organization, 1963), s. 26-27. 4. Tyler, A Concise History, s. 144. 5. A. R. Mortensen, red., "The Command and Staff of the Mormon Battalion in the Mexican War," i Utah Historical Quarterly, okt. 1952, s. 343. 6. To foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 231. 7. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 232. 8. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 232. 9. Henry Bigler's dagbogsindførsel. 10. "Rules and Regulations," Times and Seasons, 15. feb. 1846, s. 1127-1128. 11. Tre foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 238-239. 12. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 233-234. 13. Taget fra Leonard J. Arrington, Brigham Young: American Moses, (New York: Alfred A. Knopf, 1985), s. 130. 14. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 237. 15. Se B.H. Roberts, A Comprehensive History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Century One, 6 bind, (Salt Lake City: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1930), 3:181. 16. Se James Amasa Little, "Biography of Lorenzo Dow Young", Utah Historical Quarterly, 1946, s. 80. 17. To foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, s. 242-244. 18. William Clayton, William Clayton's Journal, (Salt Lake City: Deseret News, 1921), s. 191, 194, 197. 19. Clayton, William Clayton's Journal, s. 202-203. 20. Tre foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, s. 244-246. 21. Wilford Woodruff Journals, 24. juli 1847, LDS Historical Department, Salt Lake City. 22. I "Pioneers' Day," Deseret Evening News, 26. juli 1880, s. 2. Side 11 af 12

23. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 146. 24. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 146. 25. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 147. 26. Wilford Woodruff Journals, 30. nov. 1847. 27. Se Wilford Woodruff Journals, 5. dec. 1847. 28. Se History og the Church, 7:623-624. Side 12 af 12