biperson i Det nye Testamente. Alligevel ved vi betydeligt mere om hvad han spiste: nemlig det han kunne finde i ørkenen, honning og vilde biers

Transkript

1 Tekster: Es 35, 1 Kor 4,1-5, Matt 11,2-10 Salmer: 733: Skyerne gråner 78: Blomstre 89: Vi sidder - 86: Hvorledes skal jeg 438 Hellig 79.6 Velsignet være Gud, vor drot (Mel Alt hvad som fuglevinger) 80: Tak og ære Der er noget der undrer mig rigtigt meget, når jeg læser i Det nye Testamente. Evangelierne handler om Jesus, det kan der ikke være uenighed om. Og om Jesus hører vi stort set kun om, hvad han sagde, og så om hans fødsel og død. Men vi hører intet om, hvordan han så ud. Vi hører intet om hvordan han gik klædt. Vi hører kun lidt om, hvad han spiste og drak, kun indirekte får vi at vide at han blev kaldt ædedolk og dranker. Johannes Døberen derimod er kun en 1

2 biperson i Det nye Testamente. Alligevel ved vi betydeligt mere om hvad han spiste: nemlig det han kunne finde i ørkenen, honning og vilde biers honning, og vi får en udførlig beskrivelse af hans garderobe, nemlig en kappe af kameluld og et læderbælte om livet, vi hører hvordan han så ud: uklippet skæg og hår. Men om Jesu udseende, klædedragt og spise- og drikkevaner ved vi intet som helst. Hvorfor er der denne mærkelige forskel? Jeg har tænkt lidt over det, og jeg er nået frem til, at det må hænge sammen med at i Det nye Testamente står der intet som helst overflødigt. Alt hvad der fortælles i NT er skrevet med det bestemte formål at vi som læsere skal lære Jesus fra Nazareth at kende som den person der ene af alle kan føre os ind i det tætte og evige tilhørighedsforhold til Gud, vi er bestemt til, men som vi ikke selv kan etablere. Og Jesus bruger tre midler til at drage os ind i dette forhold: sine ord, sine handlinger og sin skæbne. Med disse tre virkemidler udfolder han sin egen samhørighed med Gud, sin egen og Guds kærlighed til os, sin egen og Guds magt til at gøre livet lyst og 2

3 glædesfyldt og sin egen og Guds udholdenhed i arbejdet på at drage os ind i Guds riges fællesskab. I den forbindelse er det helt irrelevant, hvordan Jesus ser ud, hvad han laver i sin fritid og hvordan han ellers er. For Jesus er det helt afgørende, at de mennesker, der møder ham, tager imod den kærlighed fra Gud, Jesus selv er den den levende udfoldelse af. Det er kun det, der er vigtigt, ikke alle mulige biografiske detaljer, som højst kan tilsløre den åbenbaring af Gud, Jesus er kommet til verden som. For Johannes er det anderledes. For Johannes er der to ting, der er vigtige, for det første, at den kultur og civilisation, han ser omkring sig, har spillet fallit. For det andet, at den virkelighed, som kan opfylde menneskers dybeste længsler og behov er på vej. Når vi sammenligner med, hvad evangelierne fortæller om Jesu forkyndelse, så er både det med at den menneskelige kultur har spillet forladt og også det med at Guds rige er på vej rigtigt nok. Men når Johannes så drager den slutning, at den gamle kultur må gå til grunde før den nye kan komme til, så skilles vejene. For det er jo det, Johannes siger med hele sin 3

4 fremtoning. Han klæder sig som ikke bare en beduin, men en stenalder-beduin, og hans føde er den allermest basale, det er den føde, man ikke behøver nogen kultur, ingen redskaber, ingen organisering for at skaffe. Man behøver slet ikke at være menneske, for at skaffe den føde, Johannes lever af. Han kunne for den skyld være en bjørn, en fugl eller en abe. Græshopper og vilde biers honning er et livsgrundlag som findes helt uden menneskelig kultur. Med hele sin ydre fremtræden siger Johannes et højt og rungende nej til den kultur, der omgiver ham. Det er derfor det er vigtigt at høre om hans føde og hans klædedragt, for det er en helt integreret del af hans forkyndelse: det gamle skal væk, før det nye kan komme til. Det nye har han ikke magt over, han kan bare fornemme at det kommer. Hvad han kan, det er at nedbryde det gamle. Og det gør han så for sit eget vedkommende helt radikalt ved simpelthen at melde sig ud af samfundet. Set i evangeliernes sammenhæng er det ikke Johannes s egen ide det med hans verdensforsagende føde og klædedragt, men noget 4

5 Gud selv har bestemt før hans fødsel. Ja, det er noget Gud har forudsagt allerede 500 år tidligere gennem profeten Esajas forkyndelse: Der er en røst af en som råber i ørkenen. Og alligevel er det som om Gud, da han lader sin egen søn fødes kort efter dementerer det nej til verden, han selv har sagt ved at lade Johannes komme til verden og leve som han gør. For ganske vist taler Jesus i sin lignelse om den ny lap på den gamle klædning og den nye vin der sprænger de gamle vinsække om uforeneligheden af den gamle kultur og den ny virkelighed, Jesus selv bringer. Men han forudsætter ikke som Johannes, at det gamle skal bryde sammen før det nye kan komme. Tværtimod Jesus fødes selv ind i den gamle verden som den der virkeliggør Guds rige, den nye virkelighed. Og han fortæller i sin lignelse om rajgræsset og hveden om, hvordan Guds rige og den gamle verden skal findes side om side, indtil dommedag, hvor det gamle og det nye skilles fra hinanden, idet det gamle går til grunde og det nye består i evighed. Og det nye, Guds rige eller himmeriget, som det kaldes i evangelierne, det er den virkelighed hvor alt og alle drives af kærlighed. 5

6 Hvad skal Johannes Døberen til for, med sin adskillelse af gammelt og nyt, når nu Jesus straks efter kommer og fortæller, hvordan det gamle og det nye en tid skal findes side om side? Set ud fra evangeliernes fortælling, så skal Johannes s nej tjene til at gøre det entydigt, at verden som vi kender den i dens grumme magtspil er dømt. Det er afgjort, hvad der skal forsvinde og hvad der skal bestå. Derfor er Johannes Døberens funktion, at få os til at forstå, at det vi skal gribe efter og holde os til ikke er denne verdens magter og myndigheder, men den Gud, der kommer til os i Jesus og ved ham fører os ind i hans evige kærligheds virkelighed, hvis vi vil tage imod kærligheden og lade den råde med os. Måske tænker vi som Johannes, at dette altså bliver en tand for akademisk og teoretisk. Måske spørger vi som Johannes: Jamen er det bare snak alt sammen? Hvad bliver det til? Hvor bliver gudsriget af? Det er jo stadigvæk de stærke, der regerer. Det er stadig dem der sidder på flæsket, der meler deres egen kage og som allerhøjest lader nogle smuler drysse på gulvet til 6

7 dem, der hverken overskue deres tilværelse eller få den til at hænge sammen. Her lyder Jesu svar til Johannes igen i dag til os, der lever her og nu og ikke kan forstå, hvad det er for noget med Guds rige som skal komme og alligevel ikke er kommet, selvom der er gået to tusinde år. Jesus siger til Johannes og til os: Se jer dog omkring: vel er der nød og elendighed og lidelse i verden, men der er også omsorg, medmenneskelighed, godhed, kærlighed. Alt det Jesus både med sine ord og handlinger kæmpede for: at sørgende skulle blive glade, at sultne skulle blive mætte, at syge skulle blive raske, det er noget der faktisk sker også her hos os. Og, siger evangeliet til os: det er det der er fremtiden, det er det, der skal komme til at fylde alt i så høj grad, at lidelse, sult, sygdom og nød slet ikke skal findes mere. Det er det befriede liv, som begyndte at pible frem i verden omkring Jesus og som stadig bryder frem, hvor nød overvindes, det er det, der skal sejre i så høj grad, at lidelse, sult, sygdom, ja selv døden slet ikke skal findes mere. Så alle der lever og alle der har levet skal være til 7

8 sammen i en virkelighed, hvor intet ondt overhovedet findes, men hvor alt er godt, alt er fred, alt er glæde. Amen. 8