Lina Ben Mhenni Tunisian Girl Blogger i det arabiske forår Oversat af Elin Lasssen TIDERNE SKIFTER Tiderne_Tunisian girl_p.indd 3 10/02/12 20.21
TUNISIAN GIRL Oversat fra fransk efter Tunisian Girl Copyright Indegène éditions, France 2011 Dansk udgave: 2012 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Udgivet efter overenskomst med Literary Agency Wandel Cruse, Paris Sat med Adobe Caslon Pro hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-531-6 Tiderne Skifter Forlag Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter www.tiderneskifter.dk Tiderne_Tunisian girl_p.indd 4 10/02/12 20.21
Indhold Forord 7 Indledning 13 Error 404 15 Jeg er Fatma 19 22. maj 2010: En helvedes dag for Ammar 404 21 Og Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv 26 Advokaten og den prostituerede 30 Netpiraternes modangreb 35 Martyrerne 38 Min fars glæde 43 Et minuts stilhed via sms 46 Fra Nightclubber til Tunisian Girl 48 Minedistriktet Gafsa 54 Information, solidaritet og mobilisering 56 Appendix 59 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 5 10/02/12 20.21
Til martyrerne Til dem som elsker friheden Til min far, manden i mit liv Til min mor der har sat mig i verden to gange Til min bror fordi han er en del af mit liv Til Leila og Abdennaceur som delte min angst under revolutionen Til bloggerne og netaktivisterne der troede på det, vi gjorde, og som handlede Til mine venner Til alle de politiske fanger som rådner op i sindssyge diktatorers fængsler Til de arabiske befolkninger der kæmper for et arabisk forår Til alle undertrykte folk i verden Til freden, friheden og det frie ord Til min sygdom som jeg har lært så meget af Tiderne_Tunisian girl_p.indd 6 10/02/12 20.21
Forord For eksperterne kom det som et lyn fra en klar himmel. Mange medievirksomheder var komplet uinteresserede i dækningen af lidt uroligheder i et fjernt hjørne i et af den arabiske verdens mindste og dermed strategisk mest ubetydelige lande. Hvis ingen rapporterer om en folkerejsning, følger den minut for minut, som under den senere dækning af opstanden i Egypten, så er det klart at nyheden om en præsident som pakker kufferten eller guldreserverne og forsvinder, kommer som en overraskelse. Problemet er jo at det ikke er sandt det forholder sig ikke sådan at ingen dækkede folkerejsningen. Lina Ben Mhenni var en af de centrale bloggere, som på sin blog A Tunisian Girl på ægte medborgerjournalistisk vis fulgte og beskrev, hvordan hendes folk fra hundreder til tusinder til hundredtusinder strømmede ud i gaderne, samtidig med at store dele af verdens professionelle journalister holdt jul, rapporterede om WikiLeaks eller dækkede kirkebombningen i egyptiske Alexandria nytårsaften. Flere burde have indset nyhedsværdien i at mennesker overhovedet turde gå på gaden og demonstrere i et så brutalt land (i det mindste hvis man mener at journalistik også skal dække spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder, og ikke bare mellemstatslig, for 7 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 7 10/02/12 20.21
tunisian girl den vestlige verden relevant, storpolitik). Tunesien var den arabiske verdens Nordkorea under Ben Ali. Brutaliteten var desuden så total, at den var en af årsagerne til at så få vidste, hvor elendigt det stod til i landet: Professionelle journalister er i årevis blevet sat i fængsel eller tvunget til tavshed. Censuren har været total. Tunesien er desuden blevet opfattet som et tilsyneladende vestenvenligt land med minimal islamisme og trygge, bevogtede strande for turisterne. Deres præferencer mærkes nu, et år efter, hvor turiststrømmen går uden om spirende demokratier som Egypten og Tunesien til fordel for stabile diktaturer, hvor børnene kan lege trygt på all inclusive uden at risikere at tåregassen sniger sig ind på hotellet endda hvis demonstrationerne foregår hundreder af kilometer væk. Bogen her er et tidsdokument. Det er en påmindelse om, hvem det egentlig var der risikerede deres bekvemmelighed, tryghed, deres helbred for det frie ord, sådan som vi ser medborgerjournalister gøre i Mexico, Rusland eller andre steder, hvor professionelle journalister ikke kan, ikke tør eller er ligeglade. Lina Ben Mhenni begyndte at blogge længe inden 2010. Det var der tusinder af andre der også gjorde rundt om i den arabiske verden, i Egypten, Bahrain, Saudi Arabien, Yemen, Jordan, Marok ko for at nævne nogle. Egypten oplevede sin første Facebook-revolution allerede den 6. april 2008. Samme år dækkede Lina Ben Mhenni og hendes kolleger faglige protester i Tunesien. Netop på det tidspunkt befandt jeg mig i Egypten som freelance-journalist, jeg ringede til en redaktion og tilbød dem en artikel, men blev affærdiget med kommentaren 8 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 8 10/02/12 20.21
forord ring hvis det eksploderer. Uden bloggernes/twitternes stædige arbejde ville de kampe, der i årevis er gået forud for det arabiske forår, næppe være dokumenteret. Tunesien. Et land i periferien, men alligevel vuggen til det arabiske forår. At påstå at jeg har mødt Lina Ben Mhenni er en overdrivelse. Vi hilste på hinanden, ganske kort, da hun besøgte Stockholm i foråret 2011. Gav hinanden hånden, udvekslede nogle ord om den politiske situation (og jeg fik hendes visitkort) på samme måde som hun sikkert for øjeblikket møder hundredvis af mennesker, der nu hiver og trækker i hende, men som ikke læste hendes blog, da der var allermest behov for det. En spinkel pige. Stadig ret genert, hvilket hun selv beskriver i sin bog, men med en åbenbar skarphed i sin politiske analyse hvad angår landets endnu uindfriede behov, mens andre stadig befandt sig i en revolutionsrus. Lina Ben Mhenni er repræsentativ for de aktivister og bloggere, som sørgede for logistikken i mange af det arabiske forårs oprør i 2011: Omkring 30 år, akademiker, fra en politisk bevidst familie, og hvis blog blev læst rundt om i den arabiske verden og i Vesten som en primær informationskilde for de mennesker ude på nettet, som forstod hvad der var ved at ske. Hun var selvfølgelig ikke den eneste blogger i Tunesien. Men en person som skriver på engelsk når ud, citeres, inviteres til demokratikonferencer og omklamres til døde, især hvis hun desuden er kvinde, sekulær og hvad der ellers lemfældigt benævnes radikal. Et tilbagevendende spørgsmål som mange af de kvindelige aktivister og bloggere i den arabiske verden er godt trætte af er: Hvordan opleves det at være kvindelig 9 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 9 10/02/12 20.21
tunisian girl demonstrant? Et spørgsmål der lige præcis afspejler den vestlige verdens billede af, hvordan en almindelig araber er: en fundamentalistisk angry Arab boy. Det var de samme fordomme hos Mellemøsteksperterne og hos de unge aktivisters egen resignerede forældregeneration som stillede sig i vejen, når de blev hevet ind i tv-studier, blev interviewet i fine politiske ugemagasiner og i deres analyser skråsikkert påstod, at der ikke var noget magtskifte på vej i Tunesien. (Da Tunesien faldt, beskrev de landet som en undtagelse, en undtagelse som skyldtes Tunesiens veluddannede middelklasse, dens tilpasning til Vesten, samt gaven WikiLeaks som tuneserne havde fået fra Vesten ved et tilfælde.) Men revolten ville bestemt ikke sprede sig til den øvrige pacificerede arabiske verden. Til trods for at disse eksperter senere viste sig at have taget grundigt fejl, behøvede de ikke nogen lang karantæ ne, før de igen blev hevet ind i samtlige tv-studier for skråsikkert at spå om fremtiden, beklage manglen på stabilitet, fastslå hvordan uddannelsen og forudsætningerne mangler for at disse arabere vil kunne stå på egne ben, og hvor elendigt det kommer til at gå, når nu disse demokrati-ukyndige mennesker får lov til at stemme frit og vælge islamister mod bedre vidende. Vi bloggere er frie, skriver Lina Ben Mhenni, der ligesom mange andre unge har valgt at stille sig uden for det politiske establishment. Hun har en pointe. De fleste eksperter, politikere, de tunge Mellemøstjournalister holdt sig væk og overlod dækningen til bloggerne, eftersom der ikke var noget at tabe, da det lille 10 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 10 10/02/12 20.21
forord ubetydelige land Tunesien rejste sig. Men da olielandet Libyen og den regionale stormagt Egypten senere kom på banen så gav det prestige, så blev de folkelige oprør overtaget af dem, som havde holdt sig i periferien eller havde kommet med afvisende profetier. Bloggerne, de unge, fik foræret en guldstjerne, blev portrætteret i livsstilsmagasiner som Vanity Fair, men kun indtil eksperterne havde generobret deres meningsmonopol. Dette til trods for den kendsgerning, at det var de unge som udgjorde kanonføden fra Marokko i vest til Bahrain i øst, fra Yemen i syd til Syrien i nord. Det er derfor denne bog sit beskedne omfang til trods er så vigtig. Den er et kildehistorisk tidsdokument, skrevet i tæt tilknytning til de hændelser den behandler. En øjenvidneberetning om hvordan det egentlig gik til, da den arabiske verdens jerntæppe blev revet ned, en beretning om de hændelser som forårsagede dette, et alternativ til de bøger som de store navne, eksperterne, bagefter fik travlt med at skrive. Det var tuneserne som var først, ingen andre. Deres oprør var både smukt og fredeligt på trods af den sparsomme dækning i mainstream-medierne. Og den folkelige opstand var om muligt modigere, fordi den var først, uden at noget andet land havde vist Tunesien at det hele var muligt. Uden Tunesien intet arabisk forår 2011. Yasmine El Rafie Stockholm, december 2011 Yasmine El Rafie er svensk journalist og kommentator. Hun er specialist i sociale medier og fungerede som svensk informationsformidler på Twitter og Facebook under det arabiske forår. 11 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 11 10/02/12 20.21
Tiderne_Tunisian girl_p.indd 12 10/02/12 20.21
Indledning Jeg er blogger og det vil jeg blive ved med at være. Det er jeg sikker på nu, nogle få måneder efter de begivenheder, som jeg har besluttet mig for at skrive om i denne lille bog. Jeg har fulgt situationen i Tunesien efter den 14. ja nuar 2011. Det var den dag, hvor vi slap af med byrden, med mareridtet zaba Zine al Abidine Ben Ali, diktatoren som havde været Tunesiens præsident siden den 7. november 1987. Han har forladt landet nu, men mange ting, mange mennesker, mange vaner er blevet hængende, meget er uforandret, og der er stadig meget vold. Jeg er en fri elektron, også det vil jeg fortsætte med at være jeg mener: politisk uafhængig. Lige siden jeg begyndte at være aktiv på internettet, er jeg blevet mødt med undren over, at jeg ikke er medlem af noget politisk parti. Du kan ikke udrette noget alene. Men min personlige erfaring har vist mig præcis det modsatte. Jeg har haft mulighed for at komme tæt på de politiske partier, jeg har mødt politiske ledere, og har kunnet konstatere, at deres metoder ikke er særlig effektive, at de bruger al 13 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 13 10/02/12 20.21
tunisian girl deres tid på at kritisere andre, organisere konferencer og holde møder. De spilder vildt meget tid på at bekæmpe hinanden i konkurrencen om de vigtigste partiposter. Lige nu er det ungdommen, de kæmper om at få magt over. Jeg vil fortsætte med at markere afstand til dem, der sidder på magten. Vi der blogger er frie, vi har aldrig ladet os indordne under en organisation, selvom mange har forsøgt at få os til det. Hvis vi en gang imellem tager initiativ til at finde sammen som under Arab Bloggers Meeting i Beirut i 2008 og i 2009 er det udelukkende for at kunne udveksle erfaringer. I et parti har man begrænset tid, man bliver indrulleret og bundet på hænder og fødder, man får en politisk agenda som skal følges, man ophører med at reagere direkte og umiddelbart på det der sker. Der er en masse regler som skal følges, konventioner, begrænsninger. Som politisk ubunden en fri elektron har man ingen begrænsninger. En blogger er tusind gange mere effektiv og hurtigere. Ingen er leder. Der er intet hierarki. Alle kan deltage i beslutningsprocessen. I cyber-aktivismen bidrager alle på deres egen måde, og alle er med i alt. Det var sådan, det foregik under den tunesiske revolution. Alle tunesere blev revolutionære aktivister, ingen var leder og alle var det, på hver sin måde. 14 Tiderne_Tunisian girl_p.indd 14 10/02/12 20.21