HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 12. august 2016 Sag 62/2016 T (advokat Stine Gry Johannessen, beskikket) mod Den Uafhængige Politiklagemyndighed I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Aarhus den 7. august 2015 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 4. december 2015. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Søgaard, Thomas Rørdam og Hanne Schmidt. Påstande Politiassistent T har nedlagt påstand om, at advokat Torben Koch beskikkes som forsvarer for ham. Den Uafhængige Politiklagemyndighed har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling Ved brev af 29. februar 2016 underrettede Procesbevillingsnævnet Den Uafhængige Politiklagemyndighed om, at nævnet i medfør af retsplejelovens 1020 j, jf. 973, havde meddelt politiassistent T tilladelse til kære af landsrettens afgørelse om at nægte at beskikke advokat Torben Koch som forsvarer for ham i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c (straffesager mod politipersonale). Procesbevillingsnævnet anmodede samtidig politiklagemyndigheden om at indbringe sagen for Højesteret. Ved brev af 15. marts 2016, som blev modtaget af Vestre Landsret den 17. marts 2016 efter først at være sendt til Højesteret, sendte politiklagemyndigheden sagen til landsretten.
- 2 - Anbringender T har navnlig anført, at Højesteret ved kendelser af 17. december 2013 (UfR 2014.903 og UfR 2014.905) har fastslået, at der gælder en forhåndsformodning for, at der er en interessekonflikt mellem flere sigtede i tilfælde, hvor der er tale om grov kriminalitet begået af flere i forening, og hvor kriminaliteten samtidig er banderelateret, eller der er en særlig forbindelse mellem de sigtede. Ingen af disse situationer er relevante i denne sag, og der gælder derfor ingen forhåndsformodning. Der må i stedet foretages en konkret vurdering af risikoen for en interessekonflikt. Der er intet, der underbygger, at der skulle være modsatrettede interesser mellem politiassistent T2 og ham. Det forhold, der undersøges, er, hvorvidt en magtanvendelse ved brug af peberspray er foretaget inden for politilovens rammer. Magtanvendelsen er sket som led i en sædvanlig politiforretning. Sagen er særdeles godt belyst, herunder ved døgnrapporter, indberetning om brug af peberspray og vidneafhøringer. Politiassistent T2 har afgivet fuldstændig forklaring om deres rolle i hændelsesforløbet. Denne forklaring understøttes af sagens øvrige dokumenter. Han har desuden selv afgivet en udførlig indberetning om brugen af peberspray. De har ikke anden tilknytning til hinanden end, at de er kolleger, som den pågældende dag var sammen på patrulje. De er ikke sigtet i sagen, hvilket de ville være blevet, såfremt politiklagemyndigheden havde vurderet, at der var grundlag herfor. Politiklagemyndigheden har anført bl.a., at det forhold, at Højesteret i UfR 2014.903 og UfR 2014.905 har udtalt, at der navnlig eksisterer en nærliggende risiko for modsatrettede interesser i sager om grov kriminalitet begået af flere i forening, f.eks. narkotikakriminalitet og personfarlige forbrydelser, ikke kan antages at indebære, at der i andre kategorier af alvorlige straffesager kan ske beskikkelse af advokater fra samme advokatkontor som forsvarere for flere sigtede, selv om der er risiko for modsatrettede interesser. Som anført i bl.a. UfR 2014.903 H varetager retsplejelovens 734, stk. 2, grundlæggende retsplejemæssige hensyn til som led i en retfærdig rettergang at sikre et troværdigt og effektivt forsvar for personer, der er sigtede i straffesager. I den konkrete sag er der en sådan nærliggende risiko for modstridende interesser mellem de anmeldte polititjenestemænd, at de nævnte retsplejemæssige hensyn tilsiger, at beskikkelse af forsvarere fra samme advokatkon-
- 3 - tor må nægtes i medfør af retsplejelovens 734, stk. 2, sammenholdt med 1020 g. Beskikkelse vil kunne indebære risiko for, at en sandfærdig forklaring undertrykkes til mulig skade for den enkelte polititjenestemands forsvar. Sagen vedrører bl.a. mulig vold ved brug af peberspray samt langvarig pacificering på gulvet. Der er efter anmeldelsen tale om en sag vedrørende alvorlig personfarlig kriminalitet begået af politipersonale mod en civil borger. Forsvaret af politiassistent T2 og politiassistent T bør derfor ikke varetages af forsvarere fra samme advokatkontor. Højesterets kendelser af 17. december 2013 og 18. august 2015 Højesterets kendelser af 17. december 2013 i sag 172/2013 og sag 208/2013 (UfR 2014.903 og UfR 2014.905) angik straffesager og spørgsmålet, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som offentlig forsvarer, fordi en anden advokat fra samme kontor er beskikket som forsvarer for en medsigtet. Det hedder i Højesterets begrundelse i disse afgørelser bl.a.: Bestemmelsen i retsplejelovens 734, stk. 2, varetager ligesom andre bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar, herunder bl.a. 730 om sigtedes ret til at vælge en forsvarer og 736, stk. 1, hvorefter en beskikkelse af en offentlig forsvarer kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse grundlæggende retsplejemæssige hensyn til som led i en retfærdig rettergang at sikre et troværdigt effektivt forsvar for personer, der er sigtede i straffesager, jf. herved også artikel 6, stk. 3, litra c, i den europæiske menneskerettighedskonvention. Bestemmelsen i 734, stk. 2, må således også ses i sammenhæng med retsplejelovens 126, hvorefter advokater skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik, og med Advokatrådets vejledende advokatetiske regler. Efter 734, stk. 2, kan samme person kun være beskikket som forsvarer for flere sigtede under samme sag, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. For at den samme advokat kan beskikkes som forsvarer for flere sigtede i samme sag, skal der være en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. Bag bestemmelsen ligger en formodning for modstridende interesser blandt flere sigtede i samme sag såvel med hensyn til skyldspørgsmålet, hvis de nægter sig skyldige, som med hensyn til grundlaget for strafudmålingen. Også hvor flere sigtede i samme sag ønsker advokater fra samme kontor beskikket som forsvarere, er der et behov for særligt at sikre, at forsvaret for den enkelte tilrettelægges og fremstår som tilrettelagt udelukkende i den enkelte sigtedes interesse og uafhængigt af forsvaret af de øvrige. De nævnte retsplejemæssige hensyn kan derfor begrunde, at beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor for flere sigtede i samme sag må næg-
- 4 - tes, når de sigtedes interesser under sagen er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor. En sådan nærliggende risiko vil navnlig kunne være til stede, hvis der er tale om grov kriminalitet begået af flere i forening, f.eks. narkotikakriminalitet og personfarlige forbrydelser. Hvis kriminaliteten samtidig er banderelateret, eller hvis der på anden måde er en særlig forbindelse mellem de sigtede, f.eks. i kraft af familierelationer, vil de retsplejemæssige hensyn i almindelighed føre til, at der ikke bør ske beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor. Det spiller også en rolle, om de sigtede ikke eller kun i begrænset omfang har afgivet forklaring om egen eller andres rolle i hændelsesforløbet. I sidste ende beror det på en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, om der på grund af risiko for interessekonflikter er grundlag for at afslå beskikkelse. Højesterets kendelser af 18. august 2015 i sag 181/2014, 182/2014 og 183/2014 angik tilfælde, hvor det i medfør af retsplejelovens 1020 g var besluttet at beskikke forsvarer for polititjenestemænd i sager omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c, selv om polititjenestemændene ikke var sigtet i sagerne. Spørgsmålet var, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som offentlig forsvarer for en polititjenestemand, når den samme advokat er beskikket som forsvarer for en anden polititjenestemand i sagen. Det hedder i Højesterets begrundelse i disse afgørelser bl.a.: Efter retsplejelovens 734, stk. 2, kan en advokat kun være beskikket som forsvarer for flere sigtede under samme sag, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Højesteret finder, at 734, stk. 2, finder anvendelse også på beskikkelse af forsvarer for en polititjenestemand i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, selv om der ikke er rejst sigtelse i sagen, jf. herved retsplejelovens 1020 j. Det følger af Højesterets kendelser af 17. december 2013 i sagerne 172/2013 og 208/2013 (UfR 2014.903 og UfR 2014.905), at der bag bestemmelsen i retsplejelovens 734, stk. 2, ligger en formodning for modstridende interesser blandt flere sigtede i samme sag. Den samme advokat kan kun beskikkes som forsvarer for flere sigtede i samme sag, hvis der er en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. Højesterets begrundelse og resultat Højesterets behandling af kæremålet Når en polititjenestemand i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c får Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære en kendelse, påhviler det i medfør af retsplejelovens 1020 j, jf. 968 a, stk. 3, Den Uafhængige Politiklagemyndighed at indbringe kæresagen for retten.
- 5 - Fristen herfor er 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet politiklagemyndigheden om tilladelsen. Kæremålet fremsættes for den ret, hvis beslutning påklages, jf. retsplejelovens 1020 j, jf. 970, stk. 1. Politiklagemyndigheden indbragte først kæremålet efter udløbet af denne frist og direkte for Højesteret. Da fristoverskridelsen ikke kan tilregnes politiassistent T, jf. retsplejelovens 1020 j, jf. 969, stk. 1, jf. 910, stk. 2, finder Højesteret ikke grundlag for at afvise kæremålet som følge af fristoverskridelsen. Spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse Kæremålet angår, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som forsvarer for en polititjenestemand i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c, fordi en advokat fra samme kontor er beskikket som forsvarer for en anden polititjenestemand i sagen. Det er i Højesterets kendelser af 17. december 2013 (UfR 2014.903 og 905) fastslået, at beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor må nægtes, når de sigtedes interesser under sagen er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor. Det fremgår endvidere af afgørelserne, at en sådan nærliggende risiko navnlig vil kunne være til stede, hvis der er tale om grov kriminalitet begået af flere i forening, f.eks. narkotikakriminalitet og personfarlige forbrydelser. Hvis kriminaliteten samtidig er banderelateret, eller hvis der på anden måde er en særlig forbindelse mellem de sigtede, f.eks. i kraft af familierelationer, vil retsplejemæssige hensyn i almindelighed føre til, at der ikke bør ske beskikkelse af flere forsvarere fra samme kontor. Det spiller også en rolle, om de sigtede ikke eller kun i begrænset omfang har afgivet forklaring om egen eller andres rolle i begivenhedsforløbet. I sidste ende må det bero på en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, om der på grund af risiko for interessekonflikter er grundlag for at afslå beskikkelse. Disse retningslinjer finder også anvendelse i sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c, selv om der ikke er rejst sigtelse, jf. UfR 2015.3865 H. Anmeldelsen mod politiassistenterne T og T2 angår uberettiget magtanvendelse i form af brug af peberspray og pacificering over for en beboer på bostedet X, som havde raseret sit værelse, samt for sen indberetning om brug af peberspray.
- 6 - Der er afgivet detaljerede forklaringer om begivenhedsforløbet af tre af de fire involverede polititjenestemænd og af to pædagogiske medhjælpere på bostedet, som overværede forløbet, ligesom den fjerde politiassistent, T, har afgivet en redegørelse om brugen af peberspray. Efter de foreliggende oplysninger findes der ikke grundlag for at antage, at T og T2s interesser under sagen er modstridende, eller at der er en nærliggende risiko herfor. Højesteret tager derfor Ts påstand om beskikkelse af advokat Torben Koch som forsvarer for ham til følge. Statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet. Thi bestemmes: Advokat Torben Koch beskikkes som forsvarer for T. Statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet.