HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 14. december 2016

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 14. december 2016 Sag 232/2016 Kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (advokat Hanne Rahbæk for begge) mod Tibetkommissionen I tidligere instanser er truffet afgørelser af Tibetkommissionen den 13. juni 2016 og den 23. juni 2016 og afsagt kendelse af Østre Landsrets 20. afdeling den 8. juli I påkendelsen har deltaget tre dommere: Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Hanne Schmidt. Påstande Kærende, kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, har nedlagt påstand om, at advokat Hanne Rahbæk kan beskikkes som bisidder for dem, subsidiært at afgørelsen om at nægte beskikkelse ophæves og hjemvises til fornyet behandling efter nærmere kriterier, som angives af Højesteret. Indkærede, Tibetkommissionen, har nedlagt påstand om stadfæstelse af Østre Landsrets kendelse af 8. juli Sagsfremstilling Ved kommissorium af 11. november 2015 nedsatte den daværende justitsminister en undersøgelseskommission i sagen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med kinesiske statsbesøg mv., den såkaldte Tibetkommission.

2 - 2 - Af kommissoriet fremgår bl.a., at kommissionen har til formål - at undersøge og redegøre for begivenhedsforløbet, som knytter sig til politiets handlinger i forbindelse med det kinesiske statsbesøg i København i 2012 og ved to senere kinesiske besøg i København i 2013 og 2014, - at undersøge og redegøre for det efterfølgende forløb i Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Politi og andre involverede myndigheder i forbindelse med oplysninger givet til Folketinget, - at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar, og - at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde, medmindre dette vil medføre, at resultatet af kommissionens arbejde først kan foreligge på et senere tidspunkt end de forudsatte to år. Advokat Hanne Rahbæk anmodede ved brev af 13. maj 2016 Tibetkommissionen om at blive beskikket som bisidder for kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese, Justitsministeriet, som er indkaldt til at afgive forklaring. Ved brev af 18. maj 2016 anmodede advokat Hanne Rahbæk endvidere om beskikkelse som bisidder for kontorchef Carsten Madsen, Justitsministeriet. Tibetkommissionen afslog ved brev af 13. juni 2016 anmodningen om beskikkelse som bisidder for begge kontorchefer med følgende begrundelse: På baggrund af den seneste højesteretspraksis, herunder navnlig U H og U H har kommissionen fundet, at advokat Hanne Rahbæk ikke kan repræsentere både Anne Berg Mansfeld-Giese og Carsten Madsen, med mindre det med høj grad af sandsynlighed kan siges, at de ikke har modstridende interesser. Anne Berg Mansfeld- Giese var konsulent i 2012 og 2013, fg. kontorchef fra august 2013 og kontorchef fra et tidspunkt i Carsten Madsen var kontorchef i stort set hele perioden. Begge var ansat i Justitsministeriets Politikontor, og det fremgår af de dokumenter, som kommissionen er kommet i besiddelse af, at de har arbejdet tæt sammen om de høringssvar, som er afgivet til Folketingets Retsudvalg. Der foreligger derfor ikke den fornødne høje grad af sandsynlighed for, at de ikke har modstridende interesser, hvorfor advokat Hanne Rahbæk ikke kan beskikkes for begge.

3 - 3 - Ved mail af 23. juni 2016 til Tibetkommissionen anmodede endvidere tidligere udenrigsminister Villy Søvndal om at få advokat Hanne Rahbæk beskikket som bisidder i forbindelse med hans afgivelse af forklaring for kommissionen. Det afviste Tibetkommissionen ved mail af 24. juni 2016 til advokat Hanne Rahbæk med følgende begrundelse: Der foreligger ud fra de oplysninger, der foreligger for kommissionen samme interessekonflikt, hvis du beskikkes for både Villy Søvndal og Carsten Madsen eller Anne Berg Mansfeld-Giese, som der foreligger i forholdet mellem Carsten Madsen og Anne Berg Mansfeld-Giese, jf. kommissionens brev af 13. juni Kommissionen har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at det bl.a. skal afdækkes, om der har været dialog mellem Københavns Politi og andre myndigheder om den operationelle afvikling af politiindsatsen, og i givet fald hvilke myndigheder der har haft dialogen, og hvad der blev drøftet. Det kan derfor ikke på nuværende tidspunkt med den fornødne høje grad af sandsynlighed siges, at der ikke er modstridende interesser mellem den daværende udenrigsminister og højtstående embedsmænd i Justitsministeriet. Advokat Hanne Rahbæk indbragte på vegne af kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese, kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal Tibetkommissionens afgørelser for Østre Landsret, som ved kendelse af 8. juli 2016 stadfæstede afgørelserne. Advokat Hanne Rahbæk blev herefter beskikket som bisidder alene for kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese den 18. august Anbringender Carsten Madsen og Villy Søvndal har anført navnlig, at det følger af lov om undersøgelseskommissioner 21, stk. 1, at de personer, hvis forhold undersøges, har en fri ret til at vælge den bisidder, som de ønsker sig bistået af, og at indgreb i retten til frit at vælge en bisidder alene kan ske med klar hjemmel i lovgivningen. Der er tradition for, at de undersøgte personer i mange tilfælde har haft en fælles bisidder, hvis der ikke konkret var en interessekonflikt mellem de pågældende. Der er ikke holdepunkter i hverken loven eller betænkningen for at antage, at man ved gennemførelsen af lov om undersøgelseskommissioner har haft noget ønske om at ændre denne ordning. Tibetkommis-

4 - 4 - sionen har brudt med denne årelange praksis under henvisning til seneste Højesteretspraksis om forståelsen af interessekonfliktproblemstillingerne indenfor det strafferetlige område. Kommissionen anfører, at beskikkelse tillige kan nægtes på grund af de hensyn, der er anført i retsplejelovens 734, stk. 2. Det fremgår direkte af forarbejderne til undersøgelseskommissionslovens 21, stk. 3, at der kan søges vejledning i retsplejelovens 732, stk. 2 (jf. 730, stk. 3), der handler om hensynet til sagens fremme og spørgsmålet om risikoen for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring. Forarbejderne angiver ikke, at også spørgsmålet om interessekonflikt skal søges løst ved at søge vejledning i de straffeprocessuelle regler. Højesteret har i UfR udtalt, at retsplejelovens 734, stk. 2, fandt anvendelse i en sag for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, men denne afgørelse kan ikke tages til indtægt for, at 734, stk. 2, også finder anvendelse i forbindelse med kommissionsundersøgelser. Systematisk findes reglerne om klager over og straffesager mod politipersonale i retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c, som indgår i lovens fjerde bog Strafferetsplejen, og i sagen forelå der uomtvisteligt en anmeldelse om et strafbart forhold. Dette var ligeledes situationen i Højesterets kendelse af 12. august 2016 i sag 62/2016. Den Uafhængige Politiklagemyndigheds praksis for beskikkelse af bisidder er ikke umiddelbart anvendelig. En kommissionsundersøgelse kan i teorien resultere i en konstatering af, at der foreligger et lovbrud, men dette har historisk set ikke været tilfældet i de seneste mange år, hvis nogensinde. Det udelukker selvsagt ikke, at der kan konstateres tjenesteforseelser, som efter kommissionsundersøgelsen vil blive behandlet i forbindelse med en tjenstlig undersøgelse. Da der ikke er nogen støtte i forarbejderne, og under hensyn til en undersøgelseskommissions helt særegne natur, gøres det gældende, at retsplejelovens 734, stk. 2, vil medføre en helt utilsigtet og unødvendig indskrænkning i den enkeltes frie adgang til at vælge en repræsentant til at bistå sig. Det vil i øvrigt betyde en ganske væsentlig ekstraomkostning til bisiddere, såfremt spørgsmålet om interessekonflikt skal vurderes efter den særlige norm for straffesager. Spørgsmålet om interessekonflikt skal i stedet afgøres efter de advokatetiske regler om interessekonflikt, som er udviklet efter retsplejelovens 126.

5 - 5 - Subsidiært gøres det gældende, at der såfremt retsplejelovens 734, stk. 2, kan antages at give vejledning må udvikles en særlig standard for undersøgelseskommissioner. Det bestrides ikke, at der i den største del af den undersøgte periode har været et over- /underordnelsesforhold mellem Anne Berg Mansfeld-Giese og Carsten Madsen. At formuleringer ændres og indstillinger ikke følges er helt sædvanligt inden for den offentlige administration, og det er meget sjældent udtryk for en interessekonflikt, men derimod forskellige overvejelser eller vurderinger. Når to chargemæssigt ligestillede juridisk uddannede embedsmænd, som i dag ikke længere arbejder sammen, har ønsket den samme bisidder, er disse selvsagt fuldt ud i stand til at vurdere, hvorvidt de har en interessekonflikt i forhold til et konkret faktum. Der er ikke hverken i lovgivningen eller praksis grundlag for at gøre indskrænkninger i dette valg. Det er uden betydning, at ingen af de involverede har afgivet forklaring på nuværende tidspunkt. Kommissionen har haft fuld adgang til alt skriftligt materiale og har derfor i modsætning til sager inden for det strafferetlige område haft mulighed for at danne sig et meget klart billede af, hvorvidt der har været kontakt mellem forskellige aktører, og hvad denne kontakt har vedrørt. Kommissionen har ikke ved sit afslag givet udtryk for en konkret mistanke om interessekonflikt, men alene en generel forhåndsformodning, fordi der har været et samarbejde i kraft af den samtidige ansættelse i Justitsministeriets Politikontor. En gennemgang af ekstrakterne viser ikke noget tegn på, at Villy Søvndal, der er fratrådt som udenrigsminister for flere år siden, på noget tidspunkt skulle være inddraget i den praktiske tilrettelæggelse af de politimæssige opgaver i forbindelse med de kinesiske besøg i Danmark. Der er ej heller tegn på, at han skulle være inddraget i justitsministerens besvarelse af spørgsmål fra Retsudvalget. Dette skal sammenholdes med, at Anne Berg Mansfeld-Giese, Carsten Madsen og Villy Søvndal samstemmende har oplyst, at der ikke har været nogen kontakt mellem de pågældende i forbindelse med behandlingen af spørgsmål med relation til de kinesiske besøg i København eller i øvrigt. Tibetkommissionen har anført navnlig, at det ikke under kæresagen ses at være bestridt, at samme bisidder ikke kan beskikkes for to eller flere personer, der er genstand for kommissionens undersøgelse, hvis der består en interessekonflikt, eller der er nærliggende risiko herfor,

6 - 6 - jf. også retsplejelovens 126, stk. 1. Der er ikke forud for denne sag taget stilling til, om en undersøgelseskommission skal fortolke og anvende denne retsstandard på samme måde som indenfor strafferetsplejen i overensstemmelse med Højesterets praksis, herunder Højesterets kendelse af 12. august 2016 i sag 62/2016. Kommissionens praksis for beskikkelse af bisiddere er baseret på den opfattelse, at de hensyn, der ligger bag retsplejelovens straffeprocessuelle bestemmelser og Højesterets praksis, tillige må gælde for en kommissionsundersøgelse, der som det fremgår af kommissoriet kan føre til strafferetlig eller disciplinær forfølgelse. Af betænkning 1315/1996 om undersøgelsesorganer fremgår blandt andet, at praksis for bisidderes processuelle stilling forud for undersøgelseskommissionsloven som udgangspunkt var baseret på retsplejelovens regler om forsvarerens stilling. Det samme gælder for reglerne i kapitel 7 i undersøgelseskommissionsloven, herunder 21. I bemærkningerne til 21, stk. 3, henvises konkret til retsplejelovens 733, stk. 2, og de to bestemmelser har da også et overlappende indhold. Der kan ikke fra den konkrete henvisning til 733, stk. 2, sluttes, at andre bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66 om sigtede og hans forsvar er uden betydning ved fortolkningen og anvendelsen af undersøgelseskommissionslovens kapitel 7. Højesteret har i sine seneste afgørelser fundet, at der også ved beskikkelse af forsvarer i forbindelse med Den Uafhængige Politiklagemyndigheds efterforskning skal foretages en interessevurdering svarende til strafferetsplejen. Tibetkommissionens undersøgelse foretages, som det fremgår af kommissoriet, sideløbende med og i samarbejde med Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og hvis der skulle gælde andre kriterier for kommissionen, ville det kunne modvirke den efterforskning, der foregår i Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Der kan i den forbindelse henvises til Vestre Landsrets afgørelse af 27. april 2016 (V.L. S ), der tiltræder, at der ikke kan ske samtidig beskikkelse for en politiassistent og for en ledende politiinspektør under denne efterforskning. Carsten Madsen var Anne Berg Mansfeld-Gieses overordnede i den største del af den periode, der er genstand for kommissionens arbejde. De har arbejdet tæt sammen under hele forløbet, hvilket allerede fremgår af kommissionens skriftlige materiale. Der er eksempler på forslag fra den ene, som ikke blev fulgt, eksempelvis i forhold til Folketingets Retsudvalg, og som

7 - 7 - kan bero på manglende rådgivning fra den anden. Et forsøg på en nærmere afdækning af forløbet må ske ved forklaringerne, hvorved bemærkes, at hverken Anne Berg Mansfeld-Giese eller Carsten Madsen har afgivet forklaring endnu. Kommissionens undersøgelse skal endvidere bl.a. afdække, om der har været dialog mellem Københavns Politi og andre og i givet fald hvilke myndigheder og indholdet af dialogen. I den forbindelse skal det afdækkes, i hvilket omfang embedsmænd og/eller ministre i Udenrigsministeriet og Justitsministeriet kan drages til ansvar for den situation, der udviklede sig under de kinesiske besøg i blandt andet en periode, hvor Villy Søvndal, som endnu ikke har afgivet forklaring, var udenrigsminister. Retsgrundlaget Lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner 21 er sålydende: 21. Den person, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget valg. Stk. 2. Undersøgelseskommissionen kan beskikke en bisidder for den person, der er nævnt i stk. 1. Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan på ethvert tidspunkt bestemme, at den valgte bisidder ikke må fungere som sådan, og tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder, hvis afgørende hensyn til den i stk. 1 nævnte person eller til undersøgelsens gennemførelse taler for det. Undersøgelseskommissionsloven bygger på betænkning nr. 1315/1996 om undersøgelsesorganer. Om retstilstanden vedrørende bisiddere forud for loven hedder det i betænkningen (s ) bl.a.: Bisidderordningen Der er ikke i retsplejeloven fastsat særlige regler om bisiddere for de personer, der skal afhøres af en undersøgelsesret. I praksis har de personer, hvis adfærd blev undersøgt, i almindelighed givet møde med en bisidder, der var advokat. Det drejer sig om personer, for hvem et strafansvar eller disciplinært ansvar i anledning af sagen ikke ville kunne udelukkes på afhøringstidspunktet. I praksis har vedkommendes faglige organisation ofte stillet en bisidder til rådighed. Der har normalt været udpeget én bisidder til at repræsentere en samlet, større gruppe af embedsmænd fra den samme faglige organisation, forudsat embedsmændene ikke har

8 - 8 - haft forskellige, uforenelige interesser i sagen. I givet fald har der været udpeget flere bisiddere. Også ministre har mulighed for at lade sig bistå af en bisidder. Dette vil navnlig være aktuelt, hvis undersøgelsen angår ministerens forhold, herunder forhold, ministeren har været underrettet om eller taget stilling til. Ministeren vil i modsætning til embedsmændene ikke have mulighed for at få bistand fra en faglig organisation, og det vil derfor være nærliggende at beskikke en bisidder for ministeren, hvis ministeren ønsker det. Således fik f.eks. skatteministeren i sagen vedrørende Skatteministeriets edb-udgifter beskikket en bisidder. Bisiddernes processuelle stilling Der er ikke udtrykkelige regler i retsplejeloven om bisiddernes processuelle stilling under undersøgelsen. Bestemmelsen i retsplejelovens 21 a, stk. 3, om, at undersøgelsen gennemføres efter reglerne i retsplejeloven, løser ikke spørgsmålet om, hvilken processuel stilling bisidderen har under sagen. Det er derfor i princippet undersøgelsesretten, der afgør bisidderens processuelle stilling. De afgørelser, som undersøgelsesretten måtte træffe herom, kan påkæres direkte til Højesteret. Der har dannet sig en vis praksis for bisiddernes processuelle stilling. Denne praksis er som udgangspunkt baseret på retsplejelovens regler om forsvarerens stilling under den politimæssige efterforskning. Af betænkningen fremgår videre (s. 81) om udvalgets overvejelser om bisidderordningen bl.a.: Ret til bisidder Ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt, at de personer (ministre og embedsmænd), hvis adfærd undersøges, har ret til at få en bisidder, der kan varetage deres interesser. Det gælder, uanset om undersøgelseskommissionerne alene skal undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb, eller om kommissionerne tillige skal foretage retlige vurderinger. Bisiddernes processuelle stilling Udvalget har overvejet, om der i forbindelse med undersøgelseskommissionernes virksomhed bør ske ændringer i de regler og den praksis, som gælder vedrørende bisidderes processuelle stilling, når en sag undersøges af en undersøgelsesret. Efter udvalgets opfattelse bør det sikres, at bisidderne har mulighed for at varetage deres klienters interesser på en fyldestgørende måde. Der savnes imidlertid regler om undersøgelsesretternes virksomhed, der mere præcist angiver bisiddernes processuelle stilling. Udvalget foreslår derfor, at der med ud-

9 - 9 - gangspunkt i den gældende praksis herom fastsættes udtrykkelige regler om bisidderordningen i en lov om undersøgelseskommissioner. Af bemærkningerne i forslaget til lov om undersøgelseskommissioner til 21, jf. FT , tillæg A, lovforslag nr. L 3, s. 262, fremgår bl.a.: Til 21 Til stk. 1 I bestemmelsen fastsættes det, at den minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges af undersøgelseskommissionen, har ret til en bisidder efter eget valg. Dette gælder også forhenværende ministre eller embedsmænd, hvis forhold undersøges af kommissionen. Retten til at vælge en bisidder gælder, selv om undersøgelseskommissionen ikke kan foretage politiske eller retlige vurderinger af ministre forhold, jf. herved 4, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Reglerne gælder endvidere, selv om undersøgelseskommissionen ikke er blevet anmodet om at foretage retlige vurderinger af embedsmænds adfærd, jf. 4, stk. 4, eller kommissionen finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at foretage sådanne vurderinger, jf. 4, stk. 5. Retten til bisidder efter eget valg gælder bl.a. for den minister, som i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter, kan risikere et politisk ansvar (f.eks. næse, kritik eller mistillid) eller et retligt ansvar. For en embedsmand vil retten til bisidder efter eget valg navnlig være aktuel, hvis den pågældende kan risikere et retligt ansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter. For så vidt angår de berørte embedsmænd, må det som hidtil antages, at deres faglige organisation i praksis vil stille en bisidder til rådighed, jf. kapitel 2, afsnit Den valgte bisidder vil normalt være advokat. Men der opstilles ikke noget krav herom. Til stk. 3 Efter bestemmelsen kan kommissionen på ethvert tidspunkt bestemme, at en valgt bisidder, herunder en bisidder, som den pågældende embedsmands faglige organisation har stillet til rådighed, ikke må fungere som sådan. Kommissionen kan endvidere på ethvert tidspunkt tilbagekalde en beskikkelse af en bisidder. I begge tilfælde gælder det, at beslutningen kun kan træffes, hvis afgørende hensyn til den pågældende minister eller embedsmand eller til undersøgelsens gennemførelse taler for det. I vurderingen af, om en beslutning af den nævnte karakter bør træffes, kan der søges vejledning i de betingelser, der efter retsplejelovens 733, stk. 2 (jf. 730, stk. 3) skal være opfyldt for, at retten kan nægte at beskikke en advokat som sigtede ønsker, eller afvise en valgt forsvarer. Dette kan ske, hvis advokatens medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder navnlig hensynet til medsigtedes

10 tarv, ikke kan anses for forsvarlig eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring. Højesterets begrundelse og resultat Kæremålet angår, om advokat Hanne Rahbek kan blive beskikket som bisidder for kontorchef Carsten Madsen, Justitsministeriet, og for tidligere udenrigsminister Villy Søvndal i forbindelse med afhøring af dem i undersøgelseskommissionen i sagen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med kinesiske statsbesøg mv. (Tibetkommissionen) samtidig med, at advokat Hanne Rahbæk i samme sag er beskikket som bisidder for kontorchef Anne Berg Mansfield-Giese, Justitsministeriet. Tibetkommissionen skal efter kommissoriet undersøge bl.a. politiets handlinger og indholdet af politiets instruktioner mv. og undersøge, i hvilket omfang andre statslige myndigheder har været involveret i forløbet omkring tilblivelsen af instruktioner til politiet. Herudover skal kommissionen undersøge, om der er afgivet urigtige oplysninger til Folketinget eller fortiet oplysninger, ligesom kommissionen skal undersøge sagsbehandlingen i Justitsministeriet, Rigspolitiet, Københavns Politi og andre involverede myndigheder i forbindelse med oplysninger givet til Folketinget. Tibetkommissionen skal endvidere efter kommissoriet i overensstemmelse med 4, stk. 4, i lov om undersøgelseskommissioner bl.a. foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. Spørgsmålet om beskikkelse af bisidder er reguleret i 21 i lov om undersøgelseskommissioner. Den person, hvis forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget valg, jf. 21, stk. 1, og efter stk. 2 kan undersøgelseskommissionen beskikke en bisidder for den person, der er nævnt i stk. 1. Det fremgår af 21, stk. 3, at undersøgelseskommissionen på ethvert tidspunkt kan bestemme, at en valgt bisidder ikke må fungere som sådan, og tilbagekalde en beskikkelse af bisidder, hvis afgørende hensyn til den i stk. 1 nævnte person eller til undersøgelsens gennemførelse taler for det. Det følger heraf, at personer, hvis forhold undersøges af en undersøgelseskommission, som udgangspunkt her ret til en bisidder efter eget valg, og at fravigelse af udgangspunktet kræver,

11 at der foreligger afgørende hensyn til den pågældende selv eller til undersøgelsens gennemførelse. Højesteret finder, at der i sager, der behandles af en undersøgelseskommission, ikke som i straffesager og i sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c om undersøgelser ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed er grundlag for at opstille en formodning for, at flere personer, der skal afhøres af kommissionen, har sådanne modstridende interesser, at de ikke kan have samme bisidder. Flere personer, der skal afhøres af en undersøgelseskommission, kan derfor få bistand af samme bisidder, medmindre der foreligger oplysninger, som giver grundlag for at antage, at de pågældende har modstridende interesser af en sådan styrke, at afgørende hensyn til dem selv eller til undersøgelsens gennemførelse taler for, at de skal have hver sin bisidder. Efter de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fastslå, at afgørende hensyn taler mod, at advokat Hanne Rahbæk beskikkes som bisidder for såvel kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese som kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal. Højesteret tager herefter kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndals anmodning om, at advokat Hanne Rahbæk tillige beskikkes som bisidder for dem, til følge. Thi bestemmes: Advokat Hanne Rahbæk beskikkes som bisidder for kontorchef Carsten Madsen og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal. Sagens omkostninger ophæves. Kæreafgiften tilbagebetales.