Hvorfor blev pionererne i vækkelsesbevægelserne inden for folkekirken?

Artikel Kurt Larsen 27 Hvorfor blev pionererne i vækkelsesbevægelserne inden for folkekirken? LEKTOR,PH.D,CAND.THEOL. KURT E. LARSEN INTRODUKTION: De danske vækkelsesbevægelser i 1800-tallet valgte i altovervejende grad at forblive inden for folkekirken. I artiklen redegøres der for tre centrale personers baggrund herfor. Vilhelm Beck fra Indre Mission repræsenterede for en sakramental vækkelsestradition. Det var folkekirken, der via sit grundlag i ord og sakramenter, liturgi og traditioner førte Beck til levende tro og til at arbejde for andres vækkelse til levende tro. Enhver påstået modsætning mellem missionsarbejde og kirkelighed var derfor Beck helt fremmed. Det var vægtlægningen på sakramenterne, der adskilte ham fra ikkelutherske bevægelser, mens manglende tro på, at der kunne komme noget godt ud af kirketugt og forsøget på at danne rene menigheder, adskilte ham fra de lutherske frimenigheder. Fra den lavkirkelige vækkelsestradition gennemgås Christian Møller fra Luthersk Missionsforening og dennes kirkelige rådgiver, svenskeren C O Rosenius. Her forsvares folkekirken mere ordenskirkeligt og ud fra forkyndelsen, idet man prioriterer evangelieforståelsen og -forkyndelsen højest og fastholder den gamle kirkelige tradition for ordination som vilkår for sakramentforvaltning. Endelig gennemgås Henry Ussing som talsmand for en fri folkekirke. Kirken skulle ifølge Ussing genrejses som en virkelig folkekirke i det danske folk, fordi en ret forstået folkekirkelighed var bibelsk begrundet og i praksis en god ordning. Dog måtte statskirkelighed modarbejdes, idet en fri folkekirke måtte have tydelige grænser (kirketugt) og en tydelig ledelse, hvilket igen forudsatte, at der blev stillet større krav om personlig bekendelse hos alle med ansvar indenfor kirken. Tiden for mit oplæg er knap, og derfor må jeg begrænse mig kraftigt. Den grundtvigske bevægelse var oprindeligt en vækkelsesbevægelse, og Grundtvig kæmpede næsten hele livet med kirkesynet og kirkepolitikken, og det er faktisk meget vigtigt, men også kompliceret og det er der ikke tid til at gå ind på her. Jeg vil i stedet samle mig om tre andre vækkelsesledere, der hver for sig har præget dansk kirkeliv, som bevidst valgte at arbejde indenfor folkekirken og som repræsenterede hver deres argumentationstype. Den sakramentale vækkelsestradition Først Vilhelm Beck, Indre Missions toneangivende leder fra 1861-1901. P.G.Lindhardt har fremstillet det sådan, at Beck og dermed IM valgte at blive i folkekirken og arbejde der, på grund af den gode missionsmark, som folkekirken udgør. Direkte eller indirekte fremstilles det sådan, at vækkelsesbevægelsen egentlig ikke hørte til i folkekirken, men på grund af den gode præsteløn og den gode arbejdsmark, valgte vækkelsens folk alligevel det inkonsekvente og det egentligt lidt uhæderlige at forblive i folkekirken. Når en sådan påstand fremføres tit

28 Artikel Kurt Larsen nok, ender det med, at nogle tror på den. Ud fra påstanden kan vækkelsesbevægelsernes fjender sige: I snylter på folkekirken. I hører slet ikke hjemme her. Og vækkelsesbevægelsens venner, der også læser Lindhardt og tror på ham, kan inderst inde føle dårlig samvittighed over at gøre et vækkende arbejde indenfor den danske folkekirke. Sagen forholder sig derimod efter min mening sådan, at det var folkekirken, der via sit grundlag førte Beck selv til levende tro og til at arbejde for andres vækkelse til levende tro - og nogen modsætning mellem missionsarbejde og kirkelighed var derfor Beck helt fremmed. Beck var blevet præst mere eller mindre mod sin vilje, for at være kapellan for sin syge far. Han blev kastet ud i præstegerningen i en alder af 25 år, og besluttede, at det ikke skulle kunne siges om ham, hvad Søren Kierkegaard ellers lige havde sagt om Danmarks præster, at de var levebrødspræster. Beck ville tage opgaven helt alvorligt. Som præst var der nogle opgaver, der lå fast foran ham; han tog dem op og de kom til at præge ham selv. Prædikeopgaven tog han meget samvittighedsfuldt op, og prædikede langt oftere i sin kirke end han var forpligtet til. Teksterne holdt han sig ganske nøje til i sine prædikener. Han opfattede det sådan, at en præst kun skulle være "mund" for Jesus og prædike ordet. Han påstår selv, at det var Paulus, der omvendte ham - ikke ved noget menneske, men ved selve bibelordet var han blevet omvendt. Det at han blev præst og skulle forkynde Ordet ud fra tekstrækkerne førte ham selv til kilderne. Han blev selv den første tilhører til ordet. Han skulle også som præst forvalte dåben. Han ville tage alvorligt, hvad kirkens gamle kollektbøn lagde ham i munden: " (den naadefulde Daab).., hvori du tilsagde os Syndernes Forladelse, den Hellig Aand og det evige Liv for sin Søns, Jesu Kristi, Skyld.... og giv ved din Hellig Aand, at vi kunne forvare os fra Synd og stedse blive i den Uskyldighed, til hvilken vi komme ved Daaben,..". Ritualets udsagn om dåben fik en sådan vægt for ham, at dåben og Guds nåde gennem dåben blev hans teologiske centrum. Dåbsritualet talte også om at forvare os fra synd og om at forsagelse og tro hører med. At leve i denne dåbspagt, i stadig forsagelse af alle fristelser og i stadig tro og tillid til Gud på trods af alle anfægtelser og bekymringer, var Becks typiske måde at udtrykke hverdagens kristenliv på. Det at han blev præst og skulle forvalte dåben efter ritualet førte ham selv til et evangelisk syn for, at frelsen ikke bygger på menneskets gerning, men på Guds. Dåben indskærpede også ham selv og andre, at man som kristen må leve et helligt liv i forsagelse og tro. Nadveren lærte ham også meget, men om dette vil jeg blot nævne, at det er gammel dansk kirketradition at advare mod uværdiges nadverdeltagelse, jf. Kirkeritualet af 1685: "Skærtorsdag handlis til Højmesse om Christi Legems og Blods Sacramente og dets rette og salige Brug, efter Tekstens Anledning, som tages af 1.Corinth.XI.kap". Som kirkeretten altså lagde op til det, advarede Beck mod vantros nadverdeltagelse. I sin forkyndelse talte han om et skarpt skel mellem troende og vantro - et skel, der gik midt igennem deltagerne ved gudstjenesten, men han pointerede også, at dette skel var usynligt for mennesker. Det at han blev præst og skulle forvalte nadveren, åbnede hans øjne for betydningen af nadverens gave og behovet for åndelig næring og vigtigheden af de troendes fællesskab, men også for faren ved at misbruge Herrens sakramente - og førte dermed til den skarpe skeldragning mellem troende og vantro. Kirkens eget ritual gjorde ham til vækkelsesmand. Den afgørende forskel omkring 1860 mellem de, der blev lutherske frimenighedsfolk, og de, der ikke blev det, var ikke datidens biskoppers eller andres teologiske holdninger, men spørgsmålet om at kunne holde kirketugt ved nadverbordet. Beck kørte en meget blød linje på det punkt. Ifølge kirkelovgivningen var det

Hvorfor blev pionererne i vækkelsesbevægelserne inden for folkekirken? 29 dengang præsternes pligt at holde "saamange, som haardnakkeligen leve i aabenbare Laster" borte fra nadverens sakramente, dog således at præsterne anmeldte sager til provst og biskop og "intet i en saa vigtig Sag giøre af Selvraadighed". Reelt var Beck mere mild i sin kirketugtspraksis end datidens kirkeret åbnede mulighed for det, idet han kun i ekstreme tilfælde ønskede at vise nogen bort fra nadverbordet. Det var bl.a. begrundet i, at hvis der havde været kirketugt i kirken, så ville han ikke selv i al sin søgen og usikkerhed i sin ungdom have kunnet gå den vej, der førte til omvendelse og fred. For den usikres skyld og for den svages tros skyld skulle dåben og nadveren være åben for alle, så folk kunne finde tro og fred derved. Et andet argument som Beck brugte imod kirketugt gik på, at hvis man hindrede en mand i at komme til nadver, så ville resultatet blive, at heller ikke hans kone og børn og tjenestefolk ville få mulighed for at komme i kirke og til nadver. I Becks optik var det sådan, at de vantro var de rige, de ældre og mændene, mens de troende var de unge, kvinderne og de fattige! Spørgsmålet om de gudeligt vaktes etablering af egne lutherske frimenigheder var aktuelt i sjællandske vakte kredse i 1850 erne og 1860 erne og jo mere den unge VB engagerede sig i kirkelivet uden for sit sogn, jo mere måtte han også tage stilling til spørgsmålet om folkekirken og på een eller anden måde være i stand til at argumentere for at troende mennesker burde forblive i folkekirken. Hertil kunne luthersk-teologiske tanker om vigtigheden af kirkelig orden og troskab mod det kirkelige embede anvendes. Det er dog karakteristisk, at Becks egne argumenter for folkekirkeordenen i langt højere grad er af historisk-praktisk art eller knyttede sig til sakramentspørgsmålet. Sammenfattende kan det siges, at det var vægtlægningen på sakramenterne, der adskilte ham fra de ikke-lutherske bevægelser, mens manglende tro på at der kunne komme noget godt ud af kirketugt og forsøget på at danne rene menigheder, der adskilte ham fra de lutherske frimenigheder. Dannelse af frimenigheder anså han for en ulykke, når det skete partielt. Dette er en vigtig nøgle til forståelse af den indre sammenhæng i hans syn på kirke og folkekirke. Vækkelse, kirke og præstegerning var størrelser, der var nært forbundne i hans eget liv. Der var ikke tale om at han som repræsentant for en vækkelsesbevægelse "valgte" at "bruge" folkekirken som platform for sit arbejde. Tværtimod var det selve præstegerningens krav, der gjorde ham til vækkelsesprædikant. Mellem kirkens budskab, som trådte ham i møde gennem ritualer og salmer og perikopetekster, og den faktiske kirkelige tilstand i hans fars sjællandske sogn, var der et misforhold. For en ung præst, der ville tage kirkens tradition og lære alvorligt, måtte det være nærliggende at gøre en indsats for at også folk i sognet skulle tage kirkens budskab alvorligt og for at samle sognets folk i kirken påny. Kirken gør den, der tager dens budskab i liturgi og ritualer alvorligt, til vækkelsesmand eller - kvinde - og er man vækkelsesmand må man ty til kirkens sakramenter for at hente trøst i anfægtelsen og kraft til dagens arbejde. Her er vi ved et springende punkt i Becks kirkesyn: Forholdet mellem kirken og de helliges samfund. For ham var der ingen konflikt mellem kirke og møderne i hverdagene, mellem kirke og missionshus. Det hørte for ham helt naturligt sammen, som to sider af samme sag. Opbakning omkring sit arbejde og sine gudstjenester havde Beck i en udstrækning, som vi næppe i dag kan forestille os. Alligevel understregede han, at det ikke var noget mål i sig selv at gå til gudstjeneste. Selvom mennesker var begyndt at gå i kirke og til forsamlinger og selvom de talte om det hellige og således tilsyneladende regnede sig selv med til de troende, kunne de dog i virkeligheden høre til verdens børn trods deres udvortes "Gudfrygtighedens Skin". Troen er usynlig, og man ved ikke hvem de sande troende er. "De helliges samfund" var eet af hovedbegreberne i den unge Becks forkyndelse,

30 Artikel Kurt Larsen og det var her vægten i hans kirkesyn lå. De, der som følge af forkyndelsen kom til levende kristen tro, blev kraftigt opfordret til at bryde med verdens venskab og verdens selskab og i stedet slutte sig til de hellige og holde sammen i de helliges samfund. For at den nyvakte tro kunne bevares og vokse måtte man også i hverdagene holde sammen med de andre troende. Alle troende burde derfor slutte sig sammen i de helliges samfund i hverdagen det var lige så vigtigt som at høre Ordet og styrkes ved nadveren om søndagen. For Beck var et dialektisk forhold mellem den gudstjenestefejrende menighed og "de helliges samfund". Gennem forkyndelsen og sakramenterne kunne mennesker nå til tro og dermed til at regne sig som hellige. Beck så det som sin opgave at bevidstgøre sin menighed på, at de allerede var blevet hellige i dåben og at de ved nadveren kunne finde vished herom. Således kunne det at blive hellig ikke skilles fra den gudstjenestefejrende menighed. Troen fødtes jo ved ordet og sakramenterne. På den anden side udmærket kunne være tale om enkeltstående troende kristne uden at der var noget helligt samfund, for de troende ikke havde fundet sammen i et fællesskab i hverdagene. De helliges samfund var ikke en menighed ved siden af søndagsmenigheden, men udtryk for det trosfællesskab, som de hellige havde i hverdagene. Når en gruppe troende i et sogn fandt sammen i et fællesskab, så var det godt. Men dermed var det ikke sagt, at alle mødedeltagere var sande troende, og det var heller ikke sagt, at der ikke kunne være mange andre troende i sognet. De holdt sig bare desværre helt for sig selv. Beck ønskede hverken, at de hellige dannede egne menigheder eller at de vantro blev ekskluderet fra kirken. Kun Gud kunne sætte grænserne for, hvem der var troende og hvem der ikke var. Fordi kategorien var tro / vantro, så blev det helt naturligt for ham at forblive indenfor folkekirken. Kirkens forkyndelse var ofte død og nogle gange rationalistisk, javel, men kirkens lære og ritualerne var jo gode nok det vidste han af erfaring. Derfor skulle man blive i folkekirken og være trofaste der indtil man eventuelt blev smidt ud. Det var ikke et urealistisk scenarium i 1800-tallet, for da smed man faktisk præster ud af kirken, men for Beck gik det aldrig så galt. Kirken var i positiv udvikling allerede i hans egen studietid. Den var på vej bort fra rationalismen og den blev mere og mere ren i læren, efterhånden som 1800-tallet skred frem. Det var også en del af Becks virkelighed og det har indirekte kunnet tale for at blive i folkekirken. Han så jo, at de vantro præster gik på pension og erstattedes af nye levende præstetyper. Den lavkirkelige vækkelsestradition Her vil jeg nævne Christian Møller fra Luthersk Missionsforening (LM) og dennes kirkelige rådgiver, C. O. Rosenius i Sverige. Nuanceforskellene mellem de to lader jeg ligge her, og tager dem samlet som én vigtig tradition. Her kan man virkelig tale om, at der var tale om et bevidst valg af folkekirken. Christian Møller var lægmand. Der blev en meget stor vækkelse på Bornholm ved pastor Trandberg i 1860-63, og da blev smeden Christian Møller også omvendt, og han blev elev på Trandbergs prædikantskole. Trandberg trådte dog ud af folkekirken i sommeren 1863 og Chr. Møller var een af mange hundreder, der fulgte ham, mens Beck i IMT advarede folk mod Trandbergs idé og mod at danne frimenighed. Trandbergs frimenighed splittedes dog ret hurtigt af teologiske grunde. En gruppe under ledelse af Chr. Møller fik en mere evangelisk forkyndelse. Ikke menneskets gerninger eller erfaringer, men Guds frie nåde var det afgørende for Møller, og han anklagede Trandberg for at have en for lovpræget forkyndelse. Som svar ekskluderedes Møller fra frimenigheden og nadveren. Møllers fløj stod dermed uden tilhørsforhold til nogen menighed. Rosenius

Hvorfor blev pionererne i vækkelsesbevægelserne inden for folkekirken? 31 rådede da Møller til at vende tilbage til den danske folkekirke og udføre et frivilligt missionsarbejde inden for dennes rammer, og efter dette råd dannedes i 1868 en missionsforening. Det hed i foreningens love, at foreningen var "en Missionsforening og optræder ikke i nogen Maade som et Menighedssamfund eller overtager en Menigheds Forretninger". Der skulle ingen sakramentforvaltning være i foreningen, og medlemmerne fik deres kirkelige handlinger udført ved de lokale præster. Chr. Møller, der ellers var blevet ordineret til tjeneste i frimenigheden, vendte tilbage til folkekirken og gjorde som han havde lovet - aldrig mere brug af sin ordination til sakramentforvaltning. Bag dette lå Rosenius syn på folkekirken. Det gik ud på, at den svenske kirke var en ret kirke i kraft af sin lære, sine sakramenter, sin bekendelse og sine ritualer. Efter Rosenius opfattelse var det kun indehaverne af det kirkelige embede, altså de ordinerede, der måtte forvalte sakramenterne, mens lægfolk gerne måtte aflægge vidnesbyrd og tale Guds ord i egne foreninger ud fra det almindelige præstedømme. Derfor skulle man blive i den svenske kirke, når der faktisk var præster der, som lærte ret - og selv de præster, som ikke lærte ret, kunne man godt modtage nadveren af, for nadveren var ikke afhængig af præstens personlige holdninger. I øvrigt advarede Rosenius mod at spilde sine kræfter på at skændes om kirkeligt tilhørsforhold det var bedre at bruge tiden til at søge Guds rige og prædike Ordet. Kirkesynet blev nedprioriteret, mens evangelieforståelsen og evangelieforkyndelsen blev sat i centrum. Endelig talte Rosenius erfaringer fra andre frimenighedsdannelser for at blive i den svenske kirke, for efter hans opfattelse havde man aldrig set en sådan galskab hos dem, der blev i kirken som hos separatister. Møller og dermed LM i Danmark fulgte Rosenius s råd og praksis. Man fik et stærkt foreningsliv i egne missionshuse og mange gode lægprædikanter og kom så måske kun til sognets kirke, når man skulle have børn døbt eller deltage i nadveren lejlighedsvist. Møller fandt det ganske naturligt, at mennesker blev borte fra gudstjenesterne hos Bornholms præster og i stedet søgte hen, hvor sandheden lød. Beck tænkte i samme baner om vranglærende præster, men hvor Beck i stedet anbefalede kirkegang hos andre præster, så var Møllers alternativ egne møder i kirketiden. Man var i praksis ikke særlig kirkesøgende i LM, men til gengæld var man teologisk set meget bevidst lutherske. Dåben, nadveren og skriftemålet regnede man til kirkens urokkelige grundlag og med tilslutning citerede lægmanden Møller den Augsburgske Bekendelse, Apologien og Luther-prædikener om sakramenterne. Såvidt den lavkirkelige model, der altså bygger på at man prioriterer evangelieforståelsen og forkyndelsen højest, og vil fastholde den gamle kirkelige tradition, at man skal være ordineret for at kunne forvalte sakramenterne. Hvor Beck forsvarede folkekirken sakramentalt gjorde man det her ordenskirkeligt og pragmatisk. Den tredje type, jeg vil nævne stammer fra Henry Ussing (1855-1943). Jeg kalder den kærnemenighedstypen frimenigheden indenfor folkekirken. Ussing var aktiv i dansk teologi og kirkeliv i over 60 år og har specielt været optaget af synet på kirke og folkekirke. Uden måske at vide det er der mange, også fra Indre Mission og Luthersk Missionsforening, der i dag faktisk går i hans fodspor i synet på folkekirken. Kirkemanden Ussing tænkte helt grundlæggende, at alle bliver kristne gennem en personligt erfaret omvendelse. Alle vidste således helt sikkert, om man var en sand kristen eller ej. Gennem sognet gik der et klart skel mellem omvendte og uomvendte. Hans skel mellem mennesker var anderledes håndfast end Becks, og det prægede også hans syn på kirken. Som ung præst i landsbyen Vejlby ved Århus arbejdede Ussing for de sande troendes udskillelse i et særligt og synligt samfund. Man kunne kun optages i menighedssamfundet, hvis man kunne

32 Artikel Kurt Larsen aflægge en personlig bekendelse, og man kunne udstødes fra det igen ved kirketugt. Det var ikke dermed Ussings ønske, at de troende i menighedssamfundet skulle skille sig ud fra folkekirkens bredere flok og danne frimenighed og det var heller ikke hans tanke, at de øvrige Vejlbyborgere skulle udelukkes fra kirken. Det var derimod en hellig pligt for de troende at blive i folkekirken og prøve at ændre den til det bedre, og det var således vigtigt for ham, at de sande troende fik lov til at præge folkekirken og stå for dens arbejde. I en folkekirke skulle der være plads til folk på begge sider af skellet: Hvis ikke der blev plads til de ikke-troende, ville det blive en lukket minoritetskirke; hvis ikke der var god plads til de aktive troende, ville det slet ikke være nogen kirke. Metoden til at fastholde begge dele var at stille større krav til dem, der skulle stå for det kirkelige arbejde end til almindelige medlemmer. Der skulle således øves kirke- og læretugt indenfor folkekirken ligefremt proportionalt med den indflydelse man havde. Folkekirken skulle bevares, men kun de troende skulle stå for det kirkelige arbejde. Han troede på folkekirken som princip og som en mulighed. Det var Guds vilje og bibelsk begrundet, at der skulle være folkekirker, begrundet ud fra Matt 28, 20. Desuden argumenterede Ussing med, at man dermed undgik en usund individualisme og fordi det var godt for et land at have en folkeomspændende kirke i øvrigt havde Gud også vedkendt sig folkekirken ved det liv, han havde vakt deri. Man skulle ikke forsømme de missionsmuligheder folkekirken gav. En folkekirke var således ikke at forstå som et trin i den historiske udvikling, men snarere som et ideal, man skulle arbejde hen imod. Han så folkekirke som en æresbetegnelse, som man skulle arbejde frem mod virkeliggørelsen af, fx gennem Kirkefondet, snarere end som noget man allerede havde i kraft af navnet og ordningen. Praktisk arbejdede Ussing for at engagere de troende mere og mere, så der inden for folkekirken var levende, aktive, organiserede menighedssamfund, der på en måde mindede om frimenigheder, men som altså havde hele det danske folk som det store mål, og således tog det bedste fra såvel frimenigheder som folkekirken. Ussing havde selv nær forladt Folkekirken i sin ungdom, i frustration over de kirkelige forhold i Århus. Da Sct. Pauls kirke skulle indvies i 1887 skulle de hellige kar bæres ind af en kirkeminister, der netop var blevet hængt ud i medierne efter et besøg på et bordel. Kirkens værdighed var truet, følte Ussing og overvejede en udtrædelse. Han blev dog, for Folkekirken var en del af en værdifuld dansk tradition og forlod man selv folkekirken ville man dels svigte de andre troende i folkekirken og dels overlade folkekirken i fjendernes hænder. Han overvejede også senere tanken om udtrædelse af folkekirken, men fandt det svært at sige, hvornår den rette tid var inde: Gik man for hurtigt, svigtede man andre. Blev man, var der fare for at glide ned ad indrømmelsernes skråplan. Således i forbindelse med Arboe-Rasmussen-sagen i 1910-18, hvor en præst blev frikendt i Højesteret selvom han fornægtede jomfrufødselen. Dannelsen af små frimenigheder talte Ussing imod: De havde det med at løbe ud i sandet og miste indflydelse. Det var en folkekirke, som danske folk ville have, vidste han, og derfor gik hans tanker i retning af en fri folkekirke. Folkekirkelighed og statskirkelighed var to vidt forskellige ting, og statskirkelighed var en kirkeorganisation, han ikke kunne begrunde og som han fandt ubibelsk. Forudsætningerne for den var ikke længere tilstede. Den frie folkekirke var hans ideal. Den skulle have sin egen styrelse og sin egen forfatning. Det var demoraliserende ikke at have ansvar, så præsteuddannelse og - udnævnelse burde være kirkens egen sag, og i det hele taget skulle alle indrekirkelige spørgsmål løses af kirken selv. Kirkens ydre former var han lidenskabeligt interesserede i; skulle kirken genrejses i det danske folk, sådan at den blev en virkelig folkekirke, var det ikke nok at arbejde for

Hvorfor blev pionererne i vækkelsesbevægelserne inden for folkekirken? 33 mission og vækkelse - der måtte også en egentlig kirkereform af de ydre former til. Kirken måtte have et subjekt, på landsplan og måske på stiftsplan, så der blev en tydelig ledelse. Han arbejdede for, at der blev stillet krav om personlig bekendelse - i hvert fald for dem, der skulle være medlemmer af menighedsråd, og fra menighedsrådsplan til landplan skulle det i princippet kun være de troende, der havde ret til indflydelse. Sådan begyndte det i Vejlby, og sådan fortsatte det i alle de kirker, som han var med til at få bygget i gennem Københavns kirkefond. Da de medlemsvalgte menighedsråd blev indført i 1903, var det helt på tværs af Ussings og kirkefondets idealer. Disse råd burde efter Ussings mening slet ikke hedde menighedsråd, for de udgik ikke fra menigheden. Ussing ville hellere have gået i en helt anden retning og styrket de frie menighedsdannelsers magt i kirken. Han frygtede de ukirkelige lægfolks indflydelse, og derfor gjaldt det for ham om at begrænse de folkevalgte menighedsråds opgaver mest muligt, således at de fik mindst mulig indflydelse på kirkens indre forhold, såsom præstevalg. Menighedsrådsmedlemmer, der ikke kunne gå ind for den lutherske lære, burde frivilligt trække sig tilbage eller udelukkes ved kirketugt, og på det punkt havde han heldet med sig, da han fik udelukket unitarer fra valglisten til menighedsrådsvalget og længe efter fik Højesterets godkendelse heraf. Ussing var noget af en jurist og en klog kirkepolitiker, og han vidste ofte, hvad der var realistisk at arbejde for. Da man ikke kunne få afskaffet menighedsrådene igen, gik han ind for enten at supplere de folkevalgte menighedsråd med medlemmer fra det frivillige kirkelige arbejde, eller en parallel struktur, hvor frivillige og folkevalgte menighedsråd fandtes side om side med hver deres opgaver. Ussings kirkesyn var udviklet i bevidst opposition til Becks syn; de to var venner de prædikede sammen, men havde ikke samme syn på kirke og folkekirke. De frie organisationer anså Ussing kun som et overgangsled: De varetog opgaver, som egentlig var kirkens, men som foreløbigt varetoges af frie kredse af troende mennesker. På længere sigt måtte det dog være kirken selv, der modnedes til at tage disse opgaver op - når kirken vel at mærke havde fået en egen ledelse af troende mennesker. På den måde kunne de frivillige organisationer også forberede adskillelsen mellem stat og kirke, ved at berede den troende menighed til at tage ansvaret for kirkelige opgaver. Ydre Mission burde således ikke være een enkelt kirkelig retnings arbejde læs: IMs - men hele kirkens sag. Naturligvis ønskede Ussing, at de troende alene skulle have indflydelse på YM-arbejdet, så man kan undre sig over, hvordan han kunne tro på, at hele folkekirken engang skulle kunne stå sammen om YM? Svaret ligger i hans udviklingsoptimistiske fremtidssyn, som Ussing delte med så mange andre i hans generation.