Perspektiv Sorg Livet går ikke bare videre En af Marian Prestages veninder sammenlignede det, at Marians mand var død, med en skilsmisse. De er ikke længere veninder. Men det kan være svært for andre at sige det rigtige og undgå ufølsomme råd. Her får du enkens, præstens og venindens personlige historier om sorg. Af Annette Aggerbeck foto: Carsten seidel 64 femina.dk 38/2013
Marian Prestage mistede sin mand til kræft: Jeg var kun 36 år, da Dave døde, og ingen af dem, jeg kendte, havde prøvet at miste en ægtefælle. Man kan have en forestilling om, hvordan det er at miste, men man ved det reelt ikke, før man har prøvet det. Enken: Jeg blev huleboer med min kat Marian Prestage var kun 36 år, da hun blev enke. Hun følte ikke, at andre forstod hende og kunne vise hende den omsorg, hun havde brug for. Det gjorde hende meget forsigtig i forhold til at snakke med andre om sin sorg. Marian Prestage, i dag 46 år, havde været sammen med sin britiske kæreste, Dave, i ni år, da han begyndte at klage over ondt i maven. Han var vegetar og meget fysisk aktiv, så det faldt dem ikke ind, at han kunne være syg. Han gik derfor først til lægen fire måneder efter, at smerterne var startet. Da det viste sig at være kræft i bugspytkirtlen, der havde spredt sig til leveren, var de godt klar over, at dagene var talte, selv om de håbede det bedste. Og så valgte de at blive gift. Præcis fire måneder efter diagnosen døde Dave. Han efterlod sig en 18-årig søn fra et tidligere forhold, som flyttede fra deres fælles hjem i egen lejlighed med sin kæreste et halvt års tid efter. Marian følte sig meget ensom. Daves familie var taget tilbage til Skotland efter hans død, og hendes egen familie boede i Jylland, mens hun selv fortsatte med at bo i det hus, som de sammen havde anskaffet sig i Nordsjælland. Jeg blev nærmest huleboer med min kat. Ofte lod jeg telefonen ringe, for det var svært for mig gang på gang at fortælle familie og venner, at jeg stadig var ked af det. Jeg følte, at andre forventede, at jeg skulle se at komme videre. Desuden havde jeg nogle oplevelser, hvor jeg ikke følte mig mødt, og som lærte mig at være påpasselig med at snakke om min sorg, fortæller Marian, der en uge efter dødsfald- femina.dk 38/2013 65
Perspektiv Jeg har oplevet, at folk begynder at snakke om egne tab, og hvad de har hørt om andres oplevelser. Det har fået mig til at føle, at det, jeg fortæller, mister sin vigtighed Marian Prestage mistede sin mand som 36-årig et gik på job igen. Her snakkede hun på et tidspunkt med en samarbejdspartner, som hun fra andre vidste havde mistet sin ægtefælle til kræften, men han gik pludselig sin vej, mens hun talte. Jeg følte mig afvist og såret over, at han ikke kunne rumme min sorg. Jeg mistede også et venskab, for en af mine veninder sammenlignede mit tab med en skilsmisse, og det kunne jeg ikke klare. Jeg har oplevet, at folk begynder at snakke om egne tab, og hvad de har hørt om andres oplevelser. Det har fået mig til at føle, at det, jeg fortæller, mister sin vigtighed i deres øjne, siger Marian. I stedet valgte hun at maile med sine venner og Daves familie. Hun havde stor glæde af at skrive med en kvinde i samme situation på cancerforum.dk og benyttede sig også af mindet. dk, hvor man blandt andet kan tænde et lys og skrive en hilsen til afdøde. Fire måneder efter Daves død begyndte Marian i en sorggruppe. Jeg var kun 36 år, da Dave døde, og ingen af dem, jeg kendte, havde prøvet at miste sin ægtefælle. Man kan have en forestilling om, hvordan det er at miste, men man ved det reelt ikke, før man har prøvet det. I sorggruppen var de fleste ældre end mig, men de vidste, hvad jeg snakkede om her følte jeg mig forstået. Vi har stadig kontakt, her 10 år efter, at han er død, fortæller Marian. velsignelse og forbandelse Daves død fik mig til at reflektere over min fremtid, for vi har jo kun det ene liv. Det har både været en velsignelse og en forbandelse, at jeg skal sørge for at få et godt liv. Tre år efter hans død sagde jeg mit job op, tog en uddannelse som coach og startede mit eget firma. I dag kan jeg se, at det var for krævende, og at jeg ubevist gjorde det for at holde sorgen på afstand. Jeg følte, at jeg skulle videre. I stedet for at sætte mig i sofaen og lade sorgen fylde, flygtede jeg ind i arbejdet, fortæller Marian. Det, der for alvor har hjulpet Marian, har været at skrive en bog om mandens sygdomsforløb, og hvordan hun har kæmpet sig igennem sorgen og savnet over flere år. Jeg valgte at skrive bogen, fordi jeg ikke efter hans død kunne finde en bog, der handler om det at miste en ægtefælle i forholdsvis ung alder. Jeg savnede meget at kunne spejle mig i andre og kunne sige: Åh ja, det er lige sådan, det er! og møde forståelse på skrift. Det var hårdt at skrive bogen, fordi det gjorde så ondt at mærke sorgen igen. Da bogen var færdig, troede jeg, at jeg ville være lettet, men jeg var i stedet udmattet og ked af det oven på det store sorgarbejde, det var at skrive bogen. Men nu behøver jeg ikke at være bange for at glemme, hvad der skete dengang, for nu står det i en bog, siger Marian, hvis bog, At sprede skyer, udkommer senere i år. For at mindes sin mand gik Marian det første halve år med hans vielsesring i en halskæde. Hun har også samlet en lille kasse med hans private ting, som hun en gang imellem tager frem og kigger på. Hun tænder lys hvert år ved juletid i kirken og besøger som regel på hans fødselsdag det sted, hvor hun hældte hans aske ud. Hvis jeg skulle gøre noget om, ville jeg have rakt ud efter de hænder, der tilbød sig. Jeg havde brug for, at andre ville lytte til mig igen og igen, uden at føle mig forkert i min måde at sørge på eller blive fortolket på af nogen. Jeg har givet andre det indtryk, at jeg kunne klare alting selv. Sorgprocessen har nok været længere end nødvendigt, fordi jeg ikke gav mig selv lang nok tid til at sørge. Jeg skulle nok ikke have arbejdet lige efter Daves død eller have sat så mange ting i sving. Selv om det var utrolig hårdt at skrive bogen, var jeg klar over, at den kunne sætte mig fri. Så i dag er jeg glad for, at jeg gjorde det. Jeg er ikke længere i dyb sorg, men sorgen kommer og går stadig, bare i meget mindre målestok. Man kommer ikke over sorg man kommer igennem den, siger Marian. Marian Prestage er snart aktuel med bogen At sprede skyer, som udkommer på Bogforlaget Frydenlund, atspredeskyer.dk 66 femina.dk 38/2013
Præsten: Respektér andres måder at sørge på Vi skal ifølge sognepræst Lise Trap lade være med at have så mange meninger om, hvordan man bør sørge, for det gør bare livet endnu sværere for den, der er i sorg. Lise Trap er sognepræst, har selv mistet en søn og har skrevet to bøger om sorg. Hun har oplevet gang på gang, at det er svært for mennesker at forholde sig til sørgende, og at det gør sorgen unødigt kompliceret. Som sørgende kan man blive socialt isoleret og let komme til føle sig forkert, når andre vender sig væk eller har alverdens meninger om, hvordan man bør opføre sig. Der er flere grunde til, at det kan være svært at forholde sig til mennesker i sorg. En af dem er, at det er vanskeligt at se den, man holder af, være ked af det. Vi er magtesløse over for et menneske, som vi ønsker skal være glad, og vi ikke kan gøre noget, siger Lise Trap. I vores magtesløshed prøver vi at ændre den sørgendes følelser ved at sige ting som: Tænk på alt det gode i livet.... Har man mistet et barn, siger vi: Du skal da være glad for, at du har andre børn..., eller hvis éns mangeårige ægtefælle er død: Glæd dig over alle de år, I fik sammen!. Hvad hjælper det, at man har andre børn, når man har mistet et barn? Hvert barn er jo unikt og uerstatteligt. Og hvad hjælper det, at man har haft mange gode år med sin ægtefælle? Det gør det måske bare endnu sværere at undvære ham. Det er Lise Traps erfaring, at sørgende får en masse gode råd, som de ikke har bedt om, og som lader den sørgende forstå, at hun griber sin sorg forkert an. Det kan være råd, som at man burde søge professionel hjælp, eller at man bør se at komme mere ud blandt andre, eller at det nu er på tide at komme videre. Det sidste, man har brug for i sin sorg, er at blive gjort forkert også selv om det sker i god mening. Vi lever i en tid, hvor vi er vant til, at alt kan fikses. Vi tror, at den anden bare skal lære at tackle sin sorg og se at komme videre. Men sorg kan ikke tackles sorg er ikke nogen fodboldkamp, hvor det gælder om at vinde, men et livsvilkår, siger Lise Trap. Det er skræmmende at få øje på, at der kan ske noget i éns liv, der kan ændre én for altid. Det er næsten ikke til at holde ud at forholde sig til, men sorg kan forandre mennesker. Det er også en af grundene til, at vi har så svært ved at forholde os til den, der sørger. Folk, der holder fast i at sørge, er skrækindjagende, fordi de minder os om, at vores elskede også kan dø, og det vil vi helst ikke tænke på. Normal sorg En anden årsag til, at folk kommer med så mange gode råd uopfordret, er, at de I vores magtesløshed prøver vi at ændre den sørgendes følelser ved at sige ting som: Tænk på alt det gode i livet... Lise Trap er sognepræst og har mødt sorgen i mange skikkelser har lært om sorgens forskellige faser. Det har givet dem en opfattelse af, hvordan og hvor længe det er normalt at sørge. Fagfolk ved i dag, at det er individuelt, hvordan vi sørger der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Men mange mennesker har lært om sorgfaser på korte kurser osv., så de går op i, at man skal komme videre til næste fase, fordi de er bange for, at den sørgende skal sidde fast i sorgen. Og det er ødelæggende. Det er netop vigtigt, at man får sørget i den tid, man har behov for, og på den måde, som er rigtig for én selv. Det er simpelt hen betingelsen for, at den sørgende med tiden igen kommer til at værdsætte livet, siger Lise Trap. Igennem de sidste 15 år er mange fagfolk gået over til tosporsmodellen, som er udviklet af de hollandske sorgforskere Margaret Stroebe og Henk Schut. Problemet er, at den endnu ikke er alment kendt i befolkningen. I denne model er der ikke tale om faser, men om, at den sørgende pendler mellem to mere eller mindre samtidige forløbende copingprocesser et bagudrettet og et fremadrettet spor. Som tiden går, kommer langt de fleste mere og mere over i det fremadrettede spor, og mange oplever, at de med tiden kan rumme mange glæder ved siden af den sorg, som også er der, siger Lise Trap og understreger, at ikke alle sorger går over, men for nogle er et vilkår for resten af livet, og at man altid har de to spor at pendle mellem. Hjertebånd Mange mennesker, der har mistet, spørger den afdøde til råds, besøger den afdøde på kirkegården hver dag eller bærer den afdødes vielsesring sammen med deres egen. For nogle mennesker er det betingelsen at have fortsatte bånd til den døde for at kunne leve et godt liv, og det er dér, de henter styrke. Pårørende synes ofte, det er for meget, og at det virker sygeligt, men det er vigtigt, at man respekterer og støtter det, for jo mere andre kan bakke op om det, desto flere kræfter får den sørgende til, at andre ting kan fylde. Jeg har skrevet bogen Hjertebånd for at vise, at det er okay at gøre det, man har behov for og for at inspirere andre, der har mistet. I bogen viser jeg 15 sørgendes måder at fastholde kærligheden til den afdøde på. At sorgen ikke nødvendigvis går over, er netop det, der er så vigtigt at indse som pårørende. Man er galt afmarcheret, hvis man forsøger at fjerne sorgen, mener Lise Trap. Lise Trap har skrevet bøgerne Sorg Den dybeste ære glæden kan få og den netop udkomne Hjertebånd at leve med sine døde. Begge bøger er udgivet på forlaget Alfa. femina.dk 38/2013 67
Perspektiv Veninden: Hvordan kan jeg være glad... Pernille Meyn Milthers har oplevet, at to af hendes veninder med få års mellemrum mistede en bror. Hun har lært at leve med følelsen af magtesløshed over ikke at kunne fjerne deres sorg og sin dårlige samvittighed over ikke at være lige så ked af det som dem. Pernille Meyn Milthers, 36 år, har to veninder, der begge har mistet deres brødre. Første gang var, da veninden Ninnas bror omkom i en bilulykke, kort efter at han havde fået kørekort. Anden gang var, da veninden Marias bror døde af en hjernesvulst et par år efter. Pernille var dengang i 20 erne, og det er nu over 10 år siden, hun gjorde sig erfaringer i at være en god veninde i sorgen. Den dag min veninde Ninnas bror døde i bilulykken, skulle jeg til hendes kærestes fødselsdag, men hun kom ikke selv, fordi hendes bror lige var død. Det var før mobiltelefonens tid, så jeg fik først besked, da jeg ankom til fødselsdagen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så det første, jeg gjorde, var at ringe til min egen lillebror for at sikre mig, at han havde det godt. Ninna var i Jylland hos sin familie, hvor hun blev til efter begravelsen. Så jeg ringede til hende dagen efter og fortalte hende, at jeg var der for hende, og at jeg var ked af det på hendes vegne, fortæller Pernille. I lang tid efter var det svært for Pernille at acceptere, at hun kunne være i godt humør, når veninden var så ked af det. Hvordan kunne jeg være glad, når Ninna var så ked af det? Det gav mig dårlig samvittighed, samtidig med at jeg jo var glad over, at jeg ikke var lige så ked af det som hende. Jeg har efterhånden lært, at det er okay at være i godt humør, så længe jeg viser min veninde respekt, siger hun. Vælger at spørge Selv om det er over 10 år siden, veninderne mistede deres brødre, har Pernille igennem årene stillet spørgsmål for at høre, hvordan det går veninderne i forhold til deres tab. Jeg har hørt om så mange mennesker, der undgår at tale om sorgen og den afdøde for ikke at gøre den anden ked af det, men jeg har lært, at det ikke gør nogen forskel. Mine veninder er jo grundlæggende kede af det i forvejen. Jeg vil ikke skabe afstand til dem ved at gøre deres tab til et tabu, så jeg spørger f.eks.: Hvordan går det?. Og så kan mine veninder vælge at tale om deres sorg eller svare, at de har det fint. Nogle gange kan jeg fornemme, at de bare ikke orker at snakke om det, og det respekterer jeg, fortæller Pernille. I starten ville jeg så gerne være den vigtigste veninde, som de vendte sig til i deres sorg. Men det gik hurtigt op for mig, at det er mit behov og ikke nødvendigvis deres. Da min veninde Ninna mistede sin bror i trafikulykken, havde hun mere brug for at snakke med andre i samme situation. Så selv om vi også snakkede sammen om hendes bror, brugte hun især andre, der også havde mistet. Jeg har erkendt, at det ikke gør mig mindre vigtig som veninde. Accepterer magtesløsheden Det er svært ikke at kunne gøre noget for, at éns veninde skal få det bedre. Det skræmte mig at høre om én, der ikke kunne rumme sin egen magtesløshed og derfor brød kontakten. Så jeg besluttede mig for at være der for mine veninder, uanset hvor magtesløs jeg følte mig. Jeg koncentrerede Jeg har efterhånden lært, at det er okay at være i godt humør, så længe jeg viser min veninde respekt, siger Pernille Meyn Milthers. Hendes veninde mistede sin bror. mig om bare at være der. Når éns veninde er i sorg, handler det om at tage initiativet en periode, fordi veninden ikke kan overskue selv at tage kontakt. Så jeg har ringet meget til mine veninder, siger Pernille. Da den ene veninde på et tidspunkt virkede, som om hun lukkede sig meget inde i sig selv med sin sorg, foreslog Pernille hende at gå til psykolog. Jeg gjorde det, fordi jeg havde kendt hende i mange år. Jeg ved, at hun er meget privat og også har brug for at holde sin sorg for sig selv. Alligevel fornemmede jeg, at hun kunne have brug for en professionel at snakke med. Hun sagde da også, at hun selv havde tænkt på det. Efter et par gange hos psykologen havde hun det bedre, fortæller Pernille. Selv om der efterhånden kan gå lang tid, uden at de snakker om broren, spørger Pernille alligevel ind til ham med jævne mellemrum. Jeg synes ikke, at det er svært at finde balancen, for jeg kan jo bare spørge, om hun tænker på sin bror, og så kan hun sige fra, hvis hun ikke vil snakke om ham. Når folk kommer til at være grænseoverskridende, er det, fordi de har en forventning om, hvordan den anden skal reagere. Jeg ser, hvad der sker, og tager tingene, som de kommer, siger Pernille. 68 femina.dk 38/2013
DU TÆNKER MÅSKE IKKE PÅ DINE TAND- LÆGEBESØG I 2033. MEN DET GØR VI. Vi på Oral-B tænker vi altid på fremtiden, så du kan koncentrere dig om nutiden. Derfor har vi udviklet Oral-B Pro-Expert, en banebrydende tandpasta som beskytter overfladen af dine tænder bedre over tid.* HULLER TANDKØD PLAK FØLSOMHED EMALJE TANDSTEN HVIDGØRENDE ÅNDE * Sammenlignet med almindelig tandpasta BESKYT DINE TÆNDER FOR FREMTIDEN
Perspektiv Eksperten: Meld dig på banen Sorgforløb er noget individuelt. Alligevel mener psykoterapeut Jette Havgry, det kan være godt for pårørende at kende lidt til sorgfaser for at kunne støtte bedst muligt. Netop fordi det er så forskelligt fra menneske til menneske, hvordan deres sorg forløber, skal man heller ikke tage de fire sorgfaser, som mange fagfolk arbejder ud fra, som andet end vejledende. Nogle springer én eller flere faser over, mens andre bevæger sig frem og tilbage mellem faserne. Alligevel mener Jette Havgry, at det kan være godt at kende lidt til faserne for at kunne støtte den sørgende bedst muligt. De fire faser er: chokfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen. Lige efter dødsfaldet er mange i en tilstand af chok alt afhængigt af hvor pludseligt dødsfaldet er. Her kan man opleve en ændret tidsopfattelse, fravær af følelser, psykisk lammelse, mangel på logisk tænkning og i det hele taget en følelse af uvirkelighed. Det kan være som at køre en indre film om det skete, samtidig med at man benægter det. Man kan få stressreaktioner som at fryse, svede, have hjertebanken, blive svimmel, have kvalme og få grådanfald. I chokfasen kan man hjælpe den, der har mistet, ved at snakke om det skete, så følelsen af uvirkelighed kan fortage sig, siger Jette Havgry. Vær der og lyt Chokfasen afløses af reaktionsfasen, hvor man kan opleve angst, magtesløshed, vrede, smerte, usikkerhed og frygt for fremtiden. Tanker om, hvad man kunne have gjort anderledes, kan fylde, ligesom man kan have problemer med at sove samt huske og koncentrere sig alt sammen udtryk for, at det kører på mange planer i organismen. Man kan have let til tårer og til vrede. Her kan man hjælpe den sørgende ved at rumme alle deres triste og vrede følelser. Det er vigtigt at lade den sørgende give udtryk for sine følelser. Lyt og vis interesse, og acceptér sorgprocessen, og forsøg ikke at få hende til at komme videre, siger Jette Havgry. Efterhånden begynder man at få flere tanker, der lægger op til at indrette sig på den livsændring, dødsfaldet har afstedkommet. Man er nu gået over i bearbejdningsfasen, hvor man kan føle sig meget træt, samtidig med at man finder ro til at reflektere over dødsfaldet og de konsekvenser, det har fået. Måske får man nye venner som del af bearbejdningen, måske er der økonomiske forhold, der skal justeres. I denne fase kan man hjælpe den sørgende med at overkomme forhindringer i forhold til at kunne orientere sig på nyt. Det er også vigtigt, man giver sig tid til at lytte måske har den sørgende overbevisninger om livet, som hun ønsker at vende med dig. Når den sørgende er nået til nyorienteringsfasen og er ved at indstille sig på et nyt liv, så støt hende og giv hende gerne glædelige oplevelser ikke for at fjerne hendes sorg, for det kan du ikke, men for at støtte hende i, at livet også kan være glædeligt, siger Jette Havgry. Jette Havgry er ID-psykoterapeut. Du kan læse mere om hende på jettehavgry.dk Sådan kan du støtte Husk, at det er meget individuelt, hvordan vi sørger. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, når det gælder sorg, så drop de mange forestillinger og meninger om, hvad den sørgende bør føle, tænke og gøre. Vær i stedet empatisk og forsøg at mærke, hvad den anden kan have brug for. Vær der for den sørgende. Vær åben og lyt. Den sørgende har brug for at fortælle om sine følelser og tanker igen og igen. Vær rummelig over for alle følelser. Vær ikke bange for selv at vise dine følelser og at græde, men lad din pårørende være i fokus. Vær empatisk forsøg at finde ud af, hvad der er svært, og hvad den sørgende har behov for. Spørg i stedet for at gætte. Vær ikke grænseoverskridende. Snak med den sørgende om den afdøde, når du fornemmer, at den sørgende har brug for det. Respektér, når hun ikke vil snakke. Tilbyd din hjælp med praktiske opgaver, f.eks. ved begravelse, flytning, madlavning, børnepasning eller anden form for aflastning. Husk, at du ikke kan fjerne hendes sorg. Det er helt naturligt at føle sig magtesløs, så forsøg at acceptere, at det er sådan, du har det, og vær der alligevel. Tænk over, hvad du siger husk, at du let kan komme til at såre, hvis du f.eks. siger, at du ikke ville kunne leve videre, hvis det var dig, der havde mistet et barn. Folk lader ofte, som om den døde aldrig har eksisteret, men husk, at den døde altid vil betyde noget for den, der har mistet. Så nævn gerne den døde. 70 femina.dk 38/2013