Springet fra det 21. århu For en måned siden blev betalingsmotorvejen til det indre land indviet. Den er på højde med det bedste i det 21. århundrede. For en måned siden blev to vigtige vejstrækninger indviet i Málaga-provinsen. Den 27. oktober nåede anden og sidste del af Málagas ydre ringvej frem til Torremolinos, og den følgende dag blev betalingsmotorvejen fra Málaga til det indre land taget i brug. De nye veje er udgangspunkt for månedens udflugt. Den er mere grøn, end det lyder, for på hjemturen af strækningen er der fire spor i hver retning, og trafikken afvikles flydende. Fra den ydre omfartsvej er der afkørsel til den ny betalingsmotorvej AP-46 ind i landet. 25 km, som har kostet 400 millioner euro, men så har du også på fornemmelsen at flyve hen over bjergene på 18 viadukter, hvoraf de højeste hæver sig mere end hundrede meter over dalens fartsvej og motortrafikvejen gennem bjergene. Begge ta r tid og slider på nerverne. Betalingsmotorvejen koster til gengæld penge, men priserne er rimelige: 3,05 euro i lavsæsonen, og 4,60 euro i højsæsonen. Mellem midnat og seks morgen er den helt gratis. Et kæmpespring på 38 år Der er ikke længere nogen und- og det indre land - et smalt spor gennem markerne, hvor der akkurat er plads til at to biler kan passere hinanden uden at få skrammer i lakken. Kontrasten til den nyligt indviede betalingsmotorvej er så enorm, at man vægrer sig ved at tro på det, men beviset er de gammeldags kilometersten i rabatten, hvor tallene Udflugten starter på den ny betalingsmotorvej, og slutter med en skovtur på H.C. Andersens landevej er der lagt en skovtur ind i programmet. Desuden får du en masse at vide om Málagas historie, så dagen bliver også lærerig. Flyveturen over bjergene De nye veje skal jo under alle omstændigheder afprøves, hvis du ikke allerede har haft lejlighed til det. Kommer du fra vestkysten, drejer du ved Torremolinos ind på den ydre omfartsvej, som sender dig langt uden om trafikkøerne i nærheden af Málagas centrum. Størsteparten hvide legohuse. Engang imellem skyder du genvej gennem tunnelerne, hvoraf den på 1400 meter er provinsens længste. Overholder du fartgrænserne, er du en halv time om turen fra Torremolinos til minibyen Villanueva de Cauche på den anden side af bjergene, hvor der er forbindelse til motortrafikvejene til Sevilla, Córdoba, Granada og Madrid. Næsten en uvirkelig oplevelse, når man er vænnet til den gamle kombination af Málagas indre om- skyldning for at udskyde bilturen til det indre land, men ved denne lejlighed vender vi om og kører tilbage mod Málaga ved betalingsmotorvejens ende. I rundkørslen kan du vælge mellem AP-46 og den gamle motortrafikvej A-45, men det er ikke dem, som interesserer os. I stedet skal du tage afkørslen til Colmenar. Det er den tredje vej tilbage til Málaga, og udflugtens pædagogiske indslag. Helt indtil 1973 var dette hovedvejen mellem Costa del Sol Udflugten går på udturen ad den ny betalingsmotorvej AP- 46. På hjemturen kører du til Colmenar og derfra til Málaga på A-7000. 24 solkysten
det 19. til ndrede på mere end 500 km angiver afstanden til Madrid. Denne køretur fortæller bedre end mange ord historien om det store spring, som samfundet har taget fra 1973 til 2011. I løbet af 38 år passerede man fra det 19. til det 21. århundrede. Europas dyreste diligencetur Bortset fra asfalten har den gamle landevej ikke ændret sig ret meget siden 1862, hvor H.C. Andersen benyttede den efter sit besøg i Mere end hundrede år senere var den unægtelig håbløst forældet, men vi har den rejsevante digters ord for, at den var på højde med kravene i hans tid: Diligencen fra Malaga til Madrid gaaer over Granada og hører til de dyreste i Europa, men man maa ogsaa betænke, hvad denne Befordring koster Eieren; ti til tolv Muuldyr spændes for Vognen, og omtrent hver Tredie Miil holdes et lignende Antal til Forspænd; det gaaer afsted i flyvende Fart, ikke med vor langsommelige Diligencekjørsel, skriver han i rejsebogen I Spanien. Det værste var, at den rejsende skulle krydse to store bjergkæder på vejen fra Madrid til Midtvejs lå Sierra Morena, hvor der meget apropos også blev indviet en moderne motorvej for få måneder siden. Lige før ankomsten til Málaga lå den anden høje barriere, Montes de Málaga, som spærrer den smalle kyststrækning fra resten af landet. Det er Montes de Málaga, som vi nu skal op over på den gamle måde. Pas på cyklister og geder Ved ankomsten til Colmenar er der en Repsol-station, og lidt længere fremme skal du dreje til højre i rundkørslen, hvor der står A-7000 og Casabermeja på skiltet. Dette med Casabermeja skal du ikke lade dig distrahere af - fra nu af er det blot at køre lige ud på A-7000, indtil du er i Knap er du igennem Colmenar, før kravleturen starter op over bjergene i en række skarpe hårnålesving, der gør agtpågivenhed påkrævet. Det er ikke blot modkørende biler og cykelryttere (mange cykelryttere), som du træffer på vejen. Af og til er den spærret af en gedehyrde og hans hjord, og i den tvungne pause kan du beundre hyrdehundenes effektive arbejde med at genne gederne ind til siden for at slippe dig igennem. Man fascineres ved tanken om, at trafikken til det indre land kunne rummes på denne vej for blot en menneskealder siden. Flere dele af strækningen over bjergene er oven i købet blevet forbedret siden dengang. I dag er bjergruten en populær weekendudflugt for storbyens borgere, som tiltrækkes af landevejskroerne til begge sider, og af skoven som starter et stykke oppe ad bjerget. Her lukker den sig om dig, indtil du atter er langt nede på den anden side efter at have passeret Puerto de León i 900 meters højde. En dansk skovtur Til højre er der flere skovveje, som strækker sig mange km ind i de fyrreklædte bjerge. Man må gerne køre derind i bilen, hvis bommen er oppe, men på denne årstid er det klogt at holde sig til de asfalterede veje. Det giver os kun to muligheder at vælge imellem. Den første asfalterede skovvej Indtil 1973 benyttede man landevejen fra det 19. århundrede. Her kom H.C. Andersen kørende i muldyr-diligence. solkysten 25
Den gamle vingård Lagar de Torrijos er skovturens udgangspunkt. På rastepladsen er lidt vinterkulde ingen hindring for at tænde op i grillen. dukker op ved km 13,5 ifølge A- 7000 s nye kilometerskilte. På den gamle kilometersten står der 544 km til Madrid. Skiltet viser af til rastepladsen Torrijos og det økologiske museum (Ecomuseo). Når du er fremme ved dem, slipper asfalten op, men du kan fortsætte til fods på grusvejene og stierne. Du skal pakkes godt ind, fordi termometret nemt viser fem-ti grader mindre end nede ved havets overflade, men resultatet er en frisk kulde, som virker hjemmevant på danskerne. Ligesom regnen. Mange flytter til syden på flugt fra kulde og regn, men disse har nu også deres berettigelse engang imellem. Det ideelle er at komme lige efter et godt regnskyl, hvor solen stadig kæmper med skyerne, og det klukker i bække og åer. Her og der dukker en rivende elv op efter et særlig kraftigt skybrud. Om sommeren er der derimod ulidelig varmt i bjergene, og knastørt, så forstvæsnet har været nødt til at lægge vand ind for at hjortene og vildsvinene kan drikke af trug ligesom civiliserede husdyr. Skoven var en vinmark Der var engang, på Andersens tid, hvor skoven var en stor vinmark. I 1878 kom vinlusen til Spanien og ruinerede bønderne. De fleste steder kom der atter gang i produktionen med nye og mere hårdføre vinstokke, men af flere årsager blev Montes de Málaga opgivet. En af dem var erosionen, som går stærkt sådan et sted, når den daglige vedligeholdelse forsømmes. Regnen skyllede ned over de nøgne og forsvarsløse terrasselandbrug. Alt vandet opsamledes i Guadalmedina-flodens leje ved bjergets fod, og herfra kom det jævnligt skyllende som flodbølger igennem Málagas centrum, lige forbi det nuværende El Corte Inglés. I 1907 gik det helt galt. Historikerne skønner, der på et enkelt døgn faldt 1000 liter vand pr. kvadratmeter, hvilket svarer til to års normal nedbør. Effekten multipliceredes i Málagas gader, hvor vandet stod flere meter højt, og 21 mennesker druknede. Samme år gik man i gang med at konstruere vandreservoiret Pantano de Agujero, der kunne modtage Guadalmedinas overskydende vand. Senere iværksatte man en genplantning af bjergene med tre millioner fyrretræer. Formålet var at skabe vækstbetingelserne for en frodig underskov, der kunne fungere som svamp under regnskyllene. Det er den naturpark på 5000 hektarer, hvor du i dag vandrer rundt. Alting er kunstigt, selv om det i tidens løb er kommet til at se halvvildt ud. Forstvæsnet fører en langsigtet plan om at fyrretræsplantagen skal vige pladsen for den oprindelige middelhavsskov, hvis egetræer for 500 år siden blev fældet for at skabe plads til vinstokkene. Da egetræer vokser meget langsommere end fyrretræer, var man imidlertid nødt til at starte genplantningen med sidstnævnte. Historien om Montes de Málaga besvarer spørgsmålet, som nye be- Vinterens charme er lyden af rislende vand, og nåleskovens mørkegrønne glans under de tunge skyer. 26 solkysten
søgende altid stiller: Hvorfor ligger der så mange ruiner i skoven? Det er de vemodige rester af hundrede driftige vingårde, som på Andersens tid havde gjort malagavinen til Spaniens bedst kendte varemærke i udlandet. Den sidste vin Nogle få af de gamle vingårde er atter sat i stand, blandt andet det økologiske museum Lagar de Torrijos, hvor vi efterlod bilen. I vinterhalvåret er der åbent i weekenden kl. 10-16, og torsdag-fredag kl. 10-14. Torrijos blev opført i 1843 og har praktisk taget ikke forandret sig. En lagar er en funktionelt byggeri til vinfremstilling. Beboelsen ligger på første sal, fordi stueetagen er optaget af arbejdsredskaberne, først og fremmest persen til druerne, hvis saft løber ned i store og halvt begravede lerkrukker for at gære. Anlægget er ikke blot til pynt. Hvert efterår kommer det i brug ved en lille høstfest, hvor vinen Seco de los Montes bliver til. Den gamle olivenpresse er også intakt, ligesom ovnene hvor man bager et herligt pan cateto, landbrød, som gæsterne kan købe med hjem. På rastepladsen bag ved den gamle vingård kan man grillstege den medbragte mad, og folk gør det langt ind i vinterhalvåret. Det er blot et spørgsmål om at klæde sig varmt på. Ofte rækker blikket længere i gråvejr end om sommeren, hvor disen kan sløre udsigten. 250 km grusveje og stier Tilbage på landevejen til Málaga skal du køre videre til km 14,8 for at finde afkørslen til den anden asfalterede skovvej. Den ligger ved Fuente de la Reina. Fuente betyder kilde, og sagnet fortæller at vandhanen i bjergene fik navn efter dronning Isabel, der slukkede tørsten i 1487, da hendes hær var på vej over bjergene for at belejre Lidt inde deler skovvejen sig mellem to afkørsler til henholdsvis Hotel Humaina og Aula de Naturaleza Las Contadoras. Hotellet i skovens dyb er indrettet i en anden af de restaurerede vingårde, hvor der også er restaurant. Las Contadoras er en naturskole for børnene. Foran den er der en stor plads til bilen, og herfra kan du atter starte dine opdagelsesrejser på grusveje og stier. Der er nok at vælge imellem, 250 km ialt, og med tiden finder stamgæsterne selv ud af rundturene på fem til 15 km. Krydser du hele skoven, får du til sidst øje på den gamle motortrafikvej A-45, der snor sig gennem dalen på den anden side af Montes de Andy Schlechts lidelser Vejen i dalen var et vældigt fremskridt, da den i 1973 afløste bjergvejen. Man skulle dog frem til 1992, før den blev til en lidt primitiv motortrafikvej efter indvielsen af to ekstra kørebaner. Det var stadig den bedste vej for en måned siden, når vi skulle til Sevilla, Granada, Córdoba eller Madrid. Motortrafikvejen er også stejl og fuld af sving, selv om den selvfølgelig er meget bedre end H.C. Andersens landevej. Når du med foden på bremsen triller det sidste stykke ned til provinshovedstaden, så tænk på stakkels Andy Schlecht, der i ensomhed masede sig op fra den modsatte side på cykel. Under det sidste Vuelta a España blev han hægtet af feltet, og etapen kostede en af verdens bedste cykeltryttere en forsinkelse på næsten 15 minutter. pod. Udsigten til Málaga langt nede har tit noget fantastisk - næsten uvirkeligt - over sig. Afkørsel til det romerske imperium Betalingsmotorvejen har selv et udflugtsmål, selv om det varer nogle måneder endnu, inden det bliver åbnet for offentligheden. Kort efter bommen med betalingen er der afkørsel til Villa romana Cortijo Robledo, hvor der i forbindelse med en rasteplads og et cafeteria ligger en stor romersk landejendom fra de første århundreder af vor tidsregning. Den romerske landejendom eller villa kom for dagens lys under arbejdet med betalingsmotorvejen. Da man ikke kunne ændre vejføringen, og heller ikke ødelægge et værdifuldt oldtidsfund, flyttede arkæologerne simpelthen hele ejendommen nogle km til den ny rasteplads. Først var udgravningen blevet laserscannet med en særlig 3D teknik, så hver sten bagefter kunne anbringes på den nøjagtige plads under rekonstruktionen. Ejendommen er genopført på en lille kunstig høj mellem oliventræerne, som spillede en vigtig rolle for gårdens økonomi. Det fremgår af stenkarret på næsten to ton, som hørte til den gamle olivenpresse. Her løb olien ned efter den mekaniske presning af frugten, hvorefter den blev hældt på amforaer og eksporteret til Rom. En stor del af Roms olivenolie kom fra Andalusien. 28 solkysten