1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. april 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. Salmer. DDS 331 Uberørt af byens travlhed. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære! - - - DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud (mel.: Op, al den ting ). DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl. DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære. Tekstlæsninger. Ez. 34,11-16; Joh. 10,11-16.
2 Prædiken. Det vrimler med får i de bibeltekster, der hører denne søndag til. Det kan godt få en til at undre sig. Hvad er der så specielt ved får, siden de nævnes så mange gange? Det er i hvert fald ikke deres intelligens, der tynger dem. Deres nytte ligger dels i den uld, man kan klippe af dem og forarbejde til garn og stof, dels i deres kød, der kan tilberedes og spises. Det er dog ikke grund nok til, at de har fået så fremtrædende en rolle i dagens tekster. Grunden er derimod, at de kan sammenlignes med mennesker. Ikke sådan at mennesker er dumme som får. Selvom der sikkert er et par konfirmander til stede, der tillægger deres kæledyr en ret høj intelligens, er det ingen fornærmelse at slå fast, at mennesket besidder en begavelse, der langt overstiger dyrenes også fårenes. Vi kan planlægge og udtænke nyt i en grad, der er enestående. Det er oftest en fordel, fordi vi på den måde kan forbedre vore vilkår. Men samtidig er vores intelligens en fare. Det er i kraft af vores evne til at opfinde, at krige medfører større og større tabstal, og det er på grund af vores umættelige tørst efter at skabe nyt, at naturen trues og dyrearter i disse år uddør på stribe. Ved første øjekast kan man tro, at Gud synes, det er helt i orden, at mennesker på den måde udgør en trussel mod hans skaberværk. Man kan få det indtryk, at han ligefrem har skabt jorden som en slags legeplads for mennesket, der kan gøre med den, som det ønsker. Man kan være af den opfattelse, at Gud ligefrem opfordrer os til at drive rovdrift på miljøet og naturen. I den gammeltestamentlige skabelsesmyte siger han nemlig til sig selv: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden. 1 Når man hersker, bestemmer man over andre. Er man alene om at herske, har man meget vide rammer for, hvad man kan tillade sig. Det er sjældent en 1 1. Mos. 1,26.
3 fordel for undersåtterne, der kan blive udsat for forfølgelse, fængsling, tortur og måske ligefrem henrettelse. Når Gud siger, at mennesket skal herske over alle andre skabninger og naturen, tyder det altså på, at vi er sat fri til skamløst at udnytte naturens ressourcer. Det er imidlertid ikke den rigtige konklusion at drage. Lidt tidligere i fortællingen har Gud skabt solen og månen. Om dem står der, at de skal herske henholdsvis om dagen og om natten. 2 Man kan godt sige, at de to himmellegemer hersker i kraft af, at de er hævet over jorden, sådan som en regent er mere ophøjet end andre. Men solen og månen skader ikke nogen tværtimod! Uden solens lys ville vi slet ikke kunne leve. Solen hersker kun ved at tjene. Den sikrer vores overlevelse. Derfor er der ikke tale om en opfordring til magtmisbrug, når den gamle tekst bruger ordet herske. Ligesom solen og månen tjener kloden og dens liv med deres lys og øvrige funktioner, skal mennesket herske ved at tjene resten af skaberværket. På nudansk ville sætningen om mennesket altså lyde: De skal tjene havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden. Og kan man tilføje de skal tjene hinanden. Det sidste - at vi skal tjene hinanden - bliver formuleret særlig kraftfuldt i Det Nye Testamente, der handler om, hvordan Gud selv hele universets hersker lod sig føde som menneskebarnet Jesus og siden lod sig henrette. Det gjorde han for at tjene os. Han vidste udmærket, at vi langt hellere vil herske end tjene. Det er de færreste mennesker, der frivilligt afgiver den magt, de først har fået fingre i. Og ofte bruges magten til at skaffe sig mere af den. Det sker i det små for eksempel i et hvilket som helst klasseværelse og det sker i det store for eksempel i storpolitik. En sådan herskelyst led Jesus ikke af; så for at blive fri for at skulle herske på den destruktive måde, der ville få ham til at idømme os alvorlige straffe for vores herskesyge, valgte han at tjene os ved selv at tage straffen på sig. 2 1. Mos. 1,16.
4 Dette bringer os tilbage til fårene. Det er måske ikke lige til at se, og vi skal da også en tur rundt om hyrden først. Jesus opfører sig nemlig som en hyrde. Han gør sådan, som hyrden bliver beskrevet i den gammeltestamentlige læsning, vi hørte før: Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag. Disse ord er vel at mærke lagt i munden på Gud, og det passer da også vældig godt med den måde, Jesus handlede. Derfor er det ikke så sært, at Jesus i dagens tekst fra Johannesevangeliet siger: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jesus satte helt konkret sit liv til for fårene, da han lod sig korsfæste. Det er nemlig os, der er fårene; os, der har brug for en hyrde, som kan lede os bort fra vores herskesyge og tage vores straf på sig, når vi fejler. Selvom det lyder lidt ydmygende at blive kaldt et får, er det ikke spor negativt i denne sammenhæng, og faktisk er forholdet mellem får og hyrder noget, vi kender fra dagligdagen. Selvom børn og unge ikke er får, har de også brug for en slags hyrder. Denne rolle er det først og fremmest deres forældre, der tager på sig, men også lærere og andre voksne kan fungere som vejledere og hyrder. Bedsteforældre kan også være rigtig gode til det. En hyrde skal ikke nødvendigvis føre fårene et bestemt sted hen. Men han skal sørge for, at der ikke sker dem noget. På samme måde er det med forældre. Ganske vist kan vi forældre være vanvittig ambitiøse på vores børns vegne, men når det kommer til stykket, er det ikke flotte karakterer og det rigtige karrierevalg med en solid løn til følge, der for alvor betyder noget. Det vigtigste for forældre er, at deres børn har det
5 godt. Derfor betyder det også enormt meget, at børnene ikke lader sig lokke i en eller anden form for misbrug, for selvom det måske gør børnene glade for en stund, fordi misbrug i begyndelsen er forbundet med fest, så er det helt sikkert, at det koster i det lange løb. Det ender med, at alle taber; både børnene, der får det skidt, og forældrene, der magtesløse må være vidner til deres børns lidelser. Derfor er det et enormt stort ansvar, der hviler på forældrene. Ligesom en hyrde ikke ved, hvornår en ulv angriber flokken, ved forældre heller ikke, hvordan det skal gå deres børn. Uden at blive så pylrede, at børnene irriteret vender sig bort fra forældrene, må de voksne være årvågne over for faresignaler; præcis ligesom en hyrde, der straks må reagere på pludselige bevægelser i flokken eller fremmede lyde. På det jævne dagligdags plan er forældre og andre voksne altså børnenes hyrder. Men der findes situationer, hvor selv forældrenes omsorg er utilstrækkelig. Man kan støde på spørgsmål, hvor forældrene kommer til kort og ikke ved, hvad de skal svare; spørgsmål, hvis mulige svar gør os usikre og bange. Det er ikke mindst derfor, vi døber vores børn. Vi ved, at vi ikke kan svare på alt; at nogle spørgsmål rummer en dybde, vi ikke kan gøre os kloge på, og hvis svar vi muligvis slet ikke ønsker at kende. Når vi bærer de små børn til dåben er det for at sikre dem og os selv, at de også har en anden og større hyrde, nemlig Gud. Han lod sig føde som en af os for at lære alle vore store, svære spørgsmål at kende, og han gik i døden for fremover at kunne være hos os, selv i det tykkeste mørke. På den måde besvarede han ikke alle de spørgsmål, der kan gøre os utrygge. Men han lagde låg på dem ved at forsikre os, at vi aldrig er alene, fordi han altid er med os. I dåben lovede Gud, at han vil være som en himmelsk far for os; eller som en hyrde, der er med os - selv dér, hvor ingen andre kan følge os. Det er det løfte, der bekræftes ved konfirmationen. Amen.