7 6
ANDERS W. BERTHELSEN Født den 2. september 1969 Uddannet på Statens Teaterskole, København 1990-1994 FILMOGRAFI (UDVALGTE ROLLER) De fortabte sjæles ø Nikolaj Arcel 2006 Der var engang en dreng som fik en lillesøster Steen Rasmussen og med vinger Michael Wikke 2006 Drømmen Niels Arden Oplev 2005 Kongekabale Nikolaj Arcel 2004 Blinded Eleanor Yule, Irland 2004 Tæl til 100 Linda Krogsøe Holmberg 2004 Krøniken Charlotte Sieling 2004 TV Hjerteafdelingen Niels Anders Thorn 2002 TV Klatretøsen Hans Fabian Wullenweber 2002 Fukssvansen Niels Arden Oplev 2001 Italiensk for begyndere Lone Scherfig 2000 The Weight of Water Kathryn Bigelow, USA 2000 Mifunes sidste sang Søren Kragh Jacobsen 1999 Taxa Diverse 1997 TV Portland Niels Arden Oplev 1996 DIN EGEN BEDSTE ROLLE? Det aner jeg ikke. Jeg var super glad for dem alle, fra Janus i Portland til Ulrik i Kongekabale. Alle roller har haft stor værdi for mig. 7 7
DIN YNDLINGSFILM? Once Upon a Time in America (194), Deer Hunter (197), Raging Bull (190). De har pudsigt nok alle sammen Robert de Niro i hovedrollen. Og selvfølgelig Sult (1966) af Henning Carlsen. DIN YNDLINGSINSTRUKTØR? Martin Scorsese. Alle hans film har noget over sig, som fascinerer. Og så kan jeg super godt lide Steven Spielberg. Han kan lave eventyr som ingen andre. Gode historiefortællere i hver sin ende af filmspekteret. DIN YNDLINGSSKUESPILLER? Paul Newman. Gene Hackman. Johnny Depp. Charlie Chaplin. De er gennemførte. De kan efter min mening alt. De er troværdige, og de indeholder en vis form for hemmelighed. De lukker ikke alt ud, men ved, hvornår de skal vise sig frem. EN SCENE SOM ALLE BØR SE? Once Upon a Time in the West starten. Den er bygget musikalsk og fantastisk op. En flue, der bliver fanget i en vanddråbe, en mand, der sidder og drikker af sin cowboyhat. Et skilt, der knirker i vinden. Det er for mig en ultimativ scene, som jeg aldrig glemmer. Anders W. Berthelsen kom frem i 1997 med tv-serien Taxa, og siden har han arbejdet som en vanvittig. Film om dagen, teaterprøver om eftermiddagen og forestilling om aftenen. Gerne to-tre ting på en gang. I foråret år 2000 indspillede han Italiensk for begyndere, samtidig med at han øvede på Rialto-teateret på Frederiksberg og turnerede rundt i Jylland med Det DanskeTeater. Tre tekster i tre forskellige byer, tre forskellige instruktører og med mere end 20 forskellige medspillere. 7
Hver morgen startede han bilen på Vesterbro, og inden han kom hjem sent om natten, havde han tilbagelagt mere end 500 kilometer og afleveret lige så mange replikker. Klip til efteråret 2004. Han er lige kommet hjem fra Ærø, hvor han har indspillet sin tredje film med Niels Arden Oplev, Drømmen. Han er i fuld gang med at spille teater på Kalejdoskop på det indre Nørrebro i København, og indimellem laver han optagelser på successerien Krøniken. Anders W. Berthelsen er konstant i bevægelse. Hele tiden i spil, hele tiden i forberedelse eller i forhandling om noget nyt. Han har arbejdsnarkomanens timemanager, men af eller anden årsag hippiens ro. Han er kompleks, den 35-årige tidligere gøgler fra Kolding. Han veksler mellem at spille for 50 forkølede tilskuere på Edison Teateret i København og ugen efter tage til Irland og være med blandt Storbritanniens bedste skuespillere i et melodrama. Han har spillet med i en af de største danske filmsucceser, Italiensk for begyndere, og klaret en fem minutters birolle i børnefilmen Klatretøsen. Han blev nomineret som årets bedste skuespiller i Europa i 1999 for Mifunes sidste sang og blev ringet op hjemme i dagligstuen midt i aftenkaffen og blev tilbudt en rolle i Hollywoodfilmen The Weight of Water. Han har en af de bærende roller i den største danske tv-succes siden Matador, Krøniken og alligevel insisterer han på at være sidevogn i en farce på de skæve brædder på Privatteateret. Det handler alt sammen om skuespil og udfordringen ved at arbejde med sig selv, nye tekster, spændende kolleger, inspirerende instruktører og ikke mindst stærk idealisme over for faget. Anders W. Berthelsen er i ordets ædle forstand en ægte skuespiller. Nu har han fået den ros, han fortjener, nu skal han flæskes. En af de ting, der har undret mig, er, at du partout skal lave så mange ting på en gang? Det er ikke, fordi jeg får et kick af at lave mange ting på en gang. Det falder bare tit sammen. Det sker tit med film, at planlæggerne siger, at de regner med, at det bliver i en bestemt periode, men så sker det alligevel, at det hele rykker sig. Ændringerne kommer meget tit i sidste øjeblik, og så er det med at holde sig klar og hoppe på produktionen, når den starter. 7 9
Føler du ikke, at du siger ja til for meget? Jeg havde faktisk besluttet mig for, at jeg ville holde pause fra meget af det og så holde mig til at lave en ting ad gangen. Men så sker der typisk det, at jeg for længe siden har lavet en reading på et teaterstykke, som så ikke blev til noget på det tidspunkt. Instruktøren går så og skriver på det et stykke tid og vender tilbage med det igen og spørger, om jeg vil være med til at prøve at lave det igen med det samme hold som sidste gang. Samtidig sker der det, at optagelserne på filmen Drømmen bliver udsat fra juni til september, hvilket så lige passer med, at optagelserne på Krøniken starter igen. Jeg havde ellers lige planlagt det hele, men så sker det samme som altid. Tre ting på en gang. I de perioder, hvor dit arbejde klumper sig sammen, har du så ikke problemer med at overskue materialet? Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg kommer aldrig til at blande tingene sammen. Det er forskelligt materiale, og forskellige kolleger. Film, teater og tv er også meget forskelligt at arbejde med. På filmene har vi snakket det hele igennem, inden vi starter, og så tager vi en lille bid hver dag. Nogle dage har jeg ingen replikker, hvor det kun handler om at være lyttende. De kræver ikke det store overblik. På teateret har vi et langt prøveforløb, hvor vi får timet replikker og bevægelser, så de til sidst sidder på rygraden. Det virker måske af meget, men der er så stor forskel på metode og mængde, at det er nemt at holde styr på. Og tv-optagelserne er spredt over så lang tid, at der er masser af tid til at forberede sig. En gang imellem kan jeg næsten synes, det er en fordel at have flere roller at tænke på. Hvis jeg kun har én, så kan der være en tendens til, at jeg går og tænker for meget over den og begynder at mudre rundt i rollen. Pludselig skal han kunne det ene og det andet, og jeg kommer alt for langt ind i tankebaner, som måske slet ikke passer til figuren. Hvis der er flere ting, kræver det, at jeg forenkler rollerne så meget som overhovedet muligt. 0
Hvordan holder du styr på din tid? Jeg har fået en agent, der hedder Annette Wendelboe, til at planlægge alt, hvad jeg gør, og klare logistikken for mig. Hun holder styr på, hvornår jeg skal fra det ene sted til det andet, og sørger for, at der er plads i min kalender til at nå de forskellige ting. Det har gjort, at stressniveauet er dalet drastisk, og stort set er væk nu. Jeg tænker ikke over andet end at lave mit arbejde så godt som muligt. Jeg har mere tid til at tænke på rollerne og jeg kan bedre adskille de forskellige arbejdspladser, jeg render rundt mellem. Jeg hader også at skulle snakke løn og planlægning i det hele taget. Det klarer Annette også. Det har fjernet den dårlige samvittighed over alt det, jeg vidste, jeg ikke nåede, fordi jeg var for dårlig til at planlægge min tid. Hun er blevet et af mine væsentlige arbejdsværktøjer, fordi det har frigjort så meget tid, som jeg ikke syntes, jeg havde før. Der er ikke noget, der overtager arbejdet. Jeg nyder, at jeg kan bruge ventetiden på teateret eller filmsettet og transporttiden på at øve replikker og tænke alle figurerne igennem. Der er ikke 20 opkald, der skal svares på, og forespørgsler på om min kalender er ledig på et tidspunkt om seks måneder, hvor der måske er en film, som jeg også lige skal forhandle løn på. I det hele taget er jeg inde i en periode, hvor det handler om at forenkle tingene. Hvordan skal det forstås? Det gælder om at holde det hele rent og enkelt, og jeg er klart i en periode, hvor jeg tænker meget i enkelhed i forhold til arbejdet. Der skal sjældent meget til for at ramme et rigtigt udtryk. Jeg tænker meget over, hvad jeg selv kan lide at se, og hvad det er, der rammer mig. Og det er tit det enkle spil, hvor der bliver brugt meget få virkemidler. Det er tit, at jeg sidder og spoler tilbage i en film for at se lige præcis, hvad det var skuespilleren lavede, og finder så ud af, at de ikke lavede en skid. Det er der publikum får følelsen af, hvad der sker, frem for at få det proppet ned i halsen. Det handler om at reagere naturligt, og ikke reagere som en skuespiller der reagerer på en anden skuespiller. Et blik er måske bedre end en replik. Den form for afpillet spil er helt klart sværere, fordi det kræver, at man er til stede i hver replik, og følger meget med i handlingen. Ellers ville jeg bare kunne lire mine egne replikker 1
af og vente på, at der kom en igen fra de andre. Nu skal det ikke misforstås, som at det bliver stillestående og kedeligt. Alt det andet, alt det der skal være der det er der også på samme tid. Kroppen er med, og figuren jeg spiller er med. Er det noget nyt, eller er det noget, der har sneget sig ind? Det er kommet gennem årene. Der er sket meget, efter at jeg er startet på Krøniken. I den serie er jeg jo den erfarne og lidt ældre af de fire unge, der spiller de andre hovedroller. Selvom de andre har et godt fundament for at være med, så er jeg den, der har lavet mest, og derfor kan jeg tydeligt se en masse ting fra dengang, hvor jeg selv stod i samme situation som ung og ny mellem nogen, der var garvede. Dengang skulle det føles på en helt bestemt måde inde i kroppen, før det var rigtigt, før scenen var, som den skulle være. Tidligere ville jeg måske gerne have en scene om og om igen, fordi jeg ville opnå et eller andet. Det der skete var bare, at jeg blev ved med at fylde på og give figuren mere og mere spil, som så til sidst gjorde, at han var helt ude i tovene. Og når man først er nået derud, så er det svært at pille af igen og vende tilbage til udgangspunktet. Nu bruger jeg i stedet for en masse tid ved monitoren, hvor jeg både kan gense de scener, jeg er med i, men jeg kan også se de andres scener, så det er tydeligt, hvad der sker med de andre figurer, og hvor min så skal navigere hen i forhold til deres. Hele tænkningen af sådan en rolle kræver meget, og det er måske der, udfordringen for mig er i øjeblikket. Det handler meget om at spille de svære små ting. Spille det der ikke kræver store armbevægelser. Og det er der, forberedelsen kommer ind. Hvis jeg ved, for eksempel med Ulrik Torp i Kongekabale, hvor han kommer fra, og hvordan hans familiemønster er at hans kone i filmen ikke går fra ham for en gangs skyld, og at han drikker en enkelt øl han skal ikke hele tiden ud og drikke sig stinkende fuld så ved jeg, at min figur ikke er en, der råber højt og svinger med armene. Han er med i historien, og han opfører sig, som man ville gøre i virkeligheden. Hans liv er, bortset lige fra de timer kameraet er med, ret normalt. Selvfølgelig er jeg nødt til at lægge nogle følelser på og kigge hans temperament efter i sømmene, så jeg er sikker på, at han ikke er en, der altid forholder sig roligt til tingene. Selvfølgelig er der karakterarbejde, selvom det handler om at gøre rollen simpel. 2
Det betyder meget, at der er nogen, der tager det meget seriøst at skrive manuskripter, som sørger for, at alle ting er gode og klare for skuespillerne. Der er for mange, der giver skuespillerne ansvaret for at manuskriptet ikke er godt nok, og så bare stoler på, at de nok skal gøre det godt. Du drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har siddet med scener, som man bare ikke kunne sige, og ting der var så usandsynlige, at det ikke ville give mening i historien. Der er desværre ikke så skide mange gode manuskriptforfattere i omløb. Prøv at forklare hvad du tænker, når du kan mærke, at du er i gang med noget, der ikke fungerer? Problemet i de situationer er tit, at man bruger alt for meget krudt på at tænke på det, der er skidt, og derfor bruger for lidt tid på at tænke på rollen. Derfor er der noget selvforstærkende i det. Hvis stykket er dårligt, så bliver spillerne dårlige, fordi de er super bevidste om, at det er dårligt. Det omvendte skete i Kongekabale, hvor Nikolaj Arcel mødte op og var så velforberedt og med så god en tekst, at vi kunne bruge alt, hvad vi havde, på at gøre det godt. Det er måske derfor, den film var så god en oplevelse at lave, at der var styr på alle detaljer, og alle var enige om, at manuskriptet var godt. Hele holdet var ligesom enige om det, og det kunne mærkes i processen, og jeg synes, det kan ses på filmen. Men er det ret beset ikke bare instruktion, det handler om instruktøren skal vel have styr på sin film? Det er det, jeg vil frem til. Alle og enhver kan ikke bare instruere en film. Det handler både om et godt manuskript, men det er også at holde styr på holdet, og samtidig være i stand til at gå ind og rette små detaljer i spillet, for eksempel hvis en af os bare skal have rettet en fumlen med en cigaretpakke til. Det er overblikket, der giver respekt hos spillerne. En god instruktør gør sine spillere 20 gange bedre. Det er sjældent, det fungerer den anden vej rundt. Kan du se det på dine tidligere ting, at du giver dine figurer for mange egenskaber? Det sker hele tiden. Hver gang jeg ser noget, jeg er med i, så sidder 3
jeg og piner mig selv, for jeg kan se så tydeligt, hvad det er, jeg gør galt. Jeg er enormt kritisk, når jeg ser på mig selv. Helt vildt. Måske for meget endda. Det er i perioder så meget, at jeg ikke vil se på mig selv. Hvis jeg sidder og zapper rundt, og der så kommer et gammelt afsnit af Taxa på Sverige, så hænger jeg måske på to minutter, men så er det også nok. Jeg kan tydeligt se, hvor tit jeg prøver at gøre noget i alle mine scener, og ikke bare lader dem spille sig selv. Det er bare svært med alt det man er ovre, og alt det der passer til en anden tid. Den selverkendelse, hvor kommer den fra? Det handler nok meget om erfaring. Jo flere ting jeg har prøvet, jo mere har jeg at tære på. Det sker faktisk hele tiden. Da jeg for nylig lavede Kongekabale, fik instruktøren Nikolaj Arcel mig til at tænke på nye måder. Hvis man tænker tilbage, på dengang jeg startede og lavede Taxa og mine første film, så skulle det hele være meget naturligt, og meget lidt styret, og derfor kunne tingene godt blive lidt rodede. Vi klarede rytme og tempo selv i scenerne, og i manuskripterne var der lagt op til, at vi selv lavede om, så det hele levede, og derfor blev det ikke så stramt og stringent, som det måske burde. Det var fint for den periode, men det er rart i denne her periode af mit skuespillerliv at få en instruktør som Arcel, der vil have tingene meget præcise og meget tilrettelagte. Man kan læne sig op ad ham og være sikker på, at scenerne kommer hjem. Det er ikke op til spillerne at skabe den energi, der skal til. Den ligger i forvejen i manuskriptet. Men dengang trippede I jo vildt på den realisme, der kom ind er det ovre nu? Selvfølgelig ikke, men den skal bare snittes til, så den passer til de nye film. Realisme er ikke kun dialog, det er også historie, og måden filmen er bygget op på. Kongekabale er på mange måder mere realistisk end Italiensk for begyndere men Italiensk virker bare mere realistisk, fordi den er grynet og hverdagsagtig i stilen. Hvad er det, der gør den form for realisme, der er i Kongekabale, så god for dig? Nikolaj Arcel ville have meget præcise replikker, og de skulle leveres som en politisk journalist eller politiker ville levere dem. Han havde 4
studeret meget nøje, hvordan de taler, og han ville have, at alle replikskifter skulle være med til at bære handlingen frem. Hvordan er prøveforløbet på den type film i forhold til andre? Normalt kan det godt give problemer med så styret en dialog, fordi den kræver mange gennemlæsninger fra os spillere, før den sidder, hvor den skal, simpelthen fordi der er så mange faktuelle ting, der skal fyres af, og så mange politiske begreber, der skal være med til at fortælle historien og så kan der ske det, at man efterhånden begynder at kludre rundt i det, fordi man tillægger figurerne alt for mange egenskaber. Hvis man så kombinerer en over-ivrig figur med mange komplicerede replikker, så kommer der ikke noget godt ud af det. Men nu er Nikolaj Arcel meget præcist arbejdende. Han vidste, hvordan hans manuskript skulle turneres, og derfor kunne vi læne os op ad hans historie og bare koncentrere os om at spille den. Det var meget rart, og meget anderledes end den type film, hvor man sammen skal lege sig frem til en dialog. Ved instruktørerne ikke, hvornår I har snakket nok, og det er tid til at komme videre er det et problem? Det ved de godt, men der kan godt være en tendens til, at man prøver i tre uger, og så er scenerne så indgroede, at man ikke kan komme ud af den rutine igen, og så bliver spillet lidt stift. Det er en balance mellem den indøvede og det friske, og den er svær at finde nogle gange. På teateret handler det meget om rutine og teknik, for man er nødt til at være meget bevidst om, hvad der får figuren fra et sted til et andet. Man kan ikke gemme sig bag et klip som i filmen. Det hele bliver udstillet, og derfor er alle hele tiden nødt til at vide, hvor alle bevæger sig hen. Det er sikkert derfor, at teater bliver opfattet som at være så stift der er nok en grund til det, fordi vi på scenen er så afhængige af hinanden, at vi skal skal skal skal vide, hvornår replikker og handlinger kommer. Handler det om, at idealismen har ændret dig at du ikke føler, at du længere skal være med til at præge tingene så meget som i starten af din karriere? Jeg gider ikke længere lave om på manuskripterne. Hvis der er noget, der overhovedet ikke fungerer, så skal jeg nok sige det, men ellers 5
ikke. Det bliver alt for forvirrende, hvis tre eller fire mand på settet skal have deres ideer igennem og hele tiden lave om på instruktørens arbejde. Der er nogen få stykker, der er gode til at gå ind og ændre til det bedre, uden at det bliver noget rod men man må bare erkende, at med mange kloge folk med mange kloge meninger, så kommer der for mange kokke, der alle sammen lige skal have deres eget krydderi med i retten, og så er risikoen for, at det går helt galt, meget stor. Hvad nu hvis du er med på en film, hvor du kan se, at det ikke bliver godt? Jeg snakker gerne med instruktøren før vi går i gang, hvis der er noget, jeg ikke er med på. På et tidligt tidspunkt har alle muligheden for at lave ting om, inden der står 50 mand og venter på, at vi skal i gang. Men tit og ofte er instruktørerne så meget PÅ, det de gerne vil, at man ikke bare kan gå ind og lave noget om, som så får følger for meget andet, der sker i filmen. For eksempel i den skotske Blinded, som jeg har været med i for nylig. Instruktøren ville gerne have en meget melodramatisk film, og selvom jeg egentlig ikke syntes, det var sådan en historie, så var det hende så magtpåliggende at lave et melodrama, at jeg måtte spille med på hendes ide om filmen. Tænk engang hvor meget rod det havde givet, hvis jeg havde forsøgt at ændre den præmis. I sådanne tilfælde har jeg så meget respekt for det arbejde, der er lavet, at jeg følger med i den retning, instruktøren tænker. Det er også derfor, at jeg har det sådan, at ikke alle og enhver kan være instruktører eller manuskriptforfattere, selvom mange tror, at de bare lige kan gøre det. Det kræver meget at kunne overbevise sine skuespillere om, hvordan en scene skal klippes sammen, og så samlet give det rigtige udtryk. Det kræver overblik over detaljer, som man ikke kan forestille sig, hvis man ikke har set det selv. Hvad er en god instruktør for dig? Den gode instruktør holder fast i skuespillerne, så de ikke kommer til at dominere alt, der sker. Det er instruktøren, der bestemmer, hvor mange takes der skal laves, og om det betyder noget, at spilleren kiggede lidt ned i stedet for til siden. Jeg har selv gjort det, at jeg har villet have scener taget om, fordi jeg følte, at jeg lige gjorde noget forkert og så viser det sig, at den gode instruktør siger til 6
mig, at eftersom jeg lavede noget virkelig godt i starten, så klipper han bare uden om fejlen og på den måde hele tiden holder fast i en overordnet ide om, hvordan tingene skal gøres. Det er efter min mening ikke skuespillerne, der skal klippe filmen, eller bestemme hvor meget der skal optages. Det er instruktøren. Det er hans film. Og så føler jeg, at jeg kan gå ind og give de lækre finesser og lige præcis det, som instruktøren gerne vil have. Jeg vil gerne gå ind og opfylde instruktørens vision om filmen, også selv om jeg er uenig i nogle ting. Så vil jeg alligevel gøre mit bedste og få instruktørens tanker frem, så godt som jeg kan. Jeg tror også, det kan være dræbende for en instruktørs kreativitet, hvis der hele tiden er nogen, der vil lave om. Jeg har set adskillige film, hvor jeg kan se, at der er blevet indgået mange dumme kompromisser mellem instruktør og skuespillere. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Anders W. Berthelsen er to gange blevet inviteret til udlandet for at medvirke i engelsksprogede film. Den første var umiddelbart efter Mifunes succes i Danmark og Europa i 1999, hvor han spillede en stor birolle som fisker med norske aner i mordmysteriet The Weight of Water. På stort set samme tidspunkt fik han et tilbud om at medvirke i musicalen Moulin Rouge, der havde Nicole Kidman i hovedrollen og australieren Baz Luhrman i instruktørstolen. Berthelsen fandt aldrig ud af hans eventuelle rolle i den legendariske parisiske mølle og er i dag irriteret over og træt af historien, om dengang han brændte Nicole af. I denne bog kommer historien naturligvis nøjagtigt genfortalt og ucensureret. Anden gang han kom af sted var fem år senere, hvor han tog til Irland for at spille en dansk backpacker, der ved et tilfælde havner på en gård hos en blind farmer og hans unge smukke kone. Udlandsturene har hverken betydet internationalt gennembrud eller millioner på kontoen, men til gengæld teknisk efteruddannelse og anekdoter til kollegerne foran sminkespejlet. Jeg synes, jeg har haft en fordel i, at begge de gange jeg har været af sted både med The Weight of the Water og Blinded at det er dem, der har ringet efter mig. Jeg har ikke været til castings, men er blevet udvalgt på mine tidligere roller. Når det foregår på den måde, så glæder de sig til, at man kommer, og de ved præcis, hvorfor jeg er valgt til rollen. Det har været meget privilegeret begge gange. 7
Var der så ting, du var spændt på hvordan fungerede? Første gang jeg var af sted på The Weight of Water i 1999 i Canada, var jeg meget imponeret over forholdene. Det var jo en Hollywoodfilm med Sean Penn og Elisabeth Hurley nu var de så ikke med i min del af historien, eftersom den var delt op i en nutidshistorie, hvor de var med, og en fortidshistorie, hvor jeg var med, sammen med blandt andre Ulrich Thomsen. Vi spillede fiskere med nordiske rødder. Dengang var det størrelsen på produktionen, der var imponerende.vi havde vores egen trailer, og der var folk, der lavede lysprøver for os det vil sige, at vi kun mødte ind, når vi skulle spille. Resten af tiden kunne vi bruge på at forberede os. Ellers var det mest instruktøren Kathryn Bigelows ubeslutsomhed, der var det mest overraskende. Hun havde ellers lavet flere udmærkede film. Strange Days og Point Break og senere lavede hun K-19: The Widowmaker med Harrison Ford. Men hun var meget lidt interesseret i at forholde sig til scenerne. Det var, som om det bare skulle i kassen. Jeg kan egentlig meget gode lide filmen, men den kom ikke rigtig ud nogen steder. Den forsvandt ligesom i mængden. Til sidst kom den ud på dvd i Danmark, og det var der heller ikke rigtig nogen, der opdagede. Hvad skete der i Irland fem år senere? Da jeg var i Irland for at lave Blinded skulle jeg spille sammen med Peter Mullan, og han er kendt som noget af en bully. Jeg havde både læst og hørt historier om ham på forhånd, så jeg var måske lige lidt påpasselig med ham den første dags tid. Men så viste det sig selvfølgelig, at han var fuldstændig fantastisk, og han og jeg gik fuldstændig i spand. Han er topprofessionel og arbejder præcis på den måde, som jeg gerne vil arbejde, og den måde som jeg prøver at arbejde på. Han handler efter situationerne i scenerne. Hvis der er en, der stikker lappen frem, uden det er aftalt, så tager Mullan den. Han er ikke bange for at lave noget andet, end det der er aftalt, hvis bare det virker. Jeg kunne mærke, at vi stolede på hinanden. Det kom der nogle gode scener ud af. Hvad mener du med, at I stolede på hinanden? Vi vidste begge to, at vores scener nok skulle blive gode, og vi havde en fælles fornemmelse for, hvor scenerne skulle bevæge sig hen. Det
handler også om at reagere på hinanden på en konstruktiv måde, så scenen bliver fremadrettet og energisk. Det lyder måske som noget, der altid burde være der, men det er det langtfra. Kunne du lære noget af at spille sammen med Peter Mullan? Helt vildt meget. Det er både hans teknik og hans tilstedeværelse. Han spiller blind i filmen, men alligevel var der ingen tvivl om, at det var ham, der bar scenerne. Han overdrev ikke blindheden, men brugte den hele tiden kreativt i forhold til historien. Det er ikke nemt at spille blind, og de fleste har nok en tendens til at overreagere og overspille, eftersom vi alle sammen har et billede af en, der raver rundt i mørket, inde i vores hoveder. Mullan bar det helt naturligt, og det var en fornøjelse at se på. Faktisk var alle spillerne på filmen spændende at følge. Når jeg ser filmen, kan jeg godt se, at de er meget mere rolige, end jeg er. Jeg flakker mere og har for mange ting i gang. De er rolige og afbalancerede i deres spil. Jeg kan se på mig selv, at jeg kunne tage halvdelen ud af mit spil og stadig få det samme frem, bare på en meget bedre måde. Det var en fed efteruddannelse at være med på Blinded. Efter jeg kom hjem, var der en masse ting, som jeg glædede mig til at afprøve. Det handlede meget for mig om at se på, hvordan man får afleveret en scene på en måde, så man nyder at lave den. Det er derfor, jeg har det her job, det er for at nyde det, og for at få noget ud af at lave de mange scener. Og det fik jeg i Irland på Blinded, selvom filmen måske ikke endte med at blive skide god, så fik jeg en masse med derfra speciel fra scenerne med Peter Mullan. Var Peter Mullan lige så venlig uden for optagelserne som på settet? Selvom han var stjernen, så behandlede han alle på den samme gode måde. Selvfølgelig kunne han blive vred over et eller andet, ligesom alle andre kan, men alle var lige gode og lige vigtige for ham, og det betød, at der var en enorm respekt omkring Mullan. Jeg har hørt en historie om at du sagde nej til Moulin Rouge. Hvad er den sande fulde historie, for det lyder jo skørt at sige nej til den film? Det der skete var, ligesom med The Weight of Water, at min telefon ringende hjemme i dagligstuen, og så var der en i den anden ende af 9
røret, som sagde, at hun kom fra et selskab, der skulle til at lave en film med Nicole Kidman og instrueret af Baz Luhrman, og den skulle foregå i Australien i 10 uger fra den og den dato. Jeg sagde, at det var svært for mig, for jeg lavede en tv-serie. Det syntes hun var lidt underligt, men i forvejen syntes hun vidst, det var lidt sært, at hun ringede hjem i min stue, og ikke til en agent! Men hun spurgte altså, og så gik jeg til producenten på Taxa, Sven Clausen, og spurgte, om jeg kunne få fri til det. Han svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, for det var i den periode, hvor vi afsluttede optagelserne, og Rene var en af de få, der var med fra start til slut i serien, så han skulle være med, man kunne ikke bare skrive ham ud lige pludselig. Det hele var planlagt, og jeg kunne godt se det fra hans side. Sådan var det bare. Selvfølgelig havde jeg håbet på, at han havde sagt, at det skulle jeg da ikke tænke på, vi kører da bare din taxa i havnen i fjerde-sidste afsnit, og så er du ude. Jeg snakkede med hende fra filmselskabet igen, og sagde, at jeg kunne lidt senere på året hvilket selvfølgelig var udelukket, for der kunne de andre på holdet ikke. Jeg tror i øvrigt, at hvis nu Baz Luhrman ville have mig, og ingen anden, så havde de taget knoglen og ringet til Danmarks Radio. Luhrman er med stor sandsynlighed en type, der ved, hvad han vil have, og går direkte efter det. Nu ved jeg heller ikke, hvad det var for en rolle, om det var Ewan McGregors rolle, eller om det var en af de bitte små roller.vi nåede ikke så langt, men hvis jeg skulle derud i 10 uger, var det formodentlig en gennemgående figur. Hvordan har du det med det i dag? Det er blevet pisket op til noget, det ikke er. Det er en sjov anekdote, men jeg har læst på forsiden af et blad, at Anders siger nej til Nicole, og at jeg var skide sur på DR, og det er slet ikke rigtigt. Jeg havde en aftale om at lave Taxa, og den ville jeg overholde. Jeg har da haft det med i mine forhandlinger siden, altså at jeg må gå, hvis jeg får et tilbud af en vis størrelse fra udlandet, men ud over det er det meget ukontroversielt. Historien bliver hele tiden trukket frem, og der er virkelig ikke meget i den men det er selvfølgelig ikke interessant for bladene. Det er sådan en overskrifthistorie, og du må kun bruge den, hvis du tager det hele med. Jeg vil gerne have den aflivet en gang for alle. I øvrigt handler det også om, at jeg ved, at det er i Danmark, at jeg vil komme til at arbejde. Det er her, jeg er bedst, på mit eget sprog og 9 0
i trygge rammer. Hvis jeg havde smuttet dengang, så var det virkelig at pisse i egen rede, og det syntes jeg ikke, det var værd. De danske dogmefilm spiller en rolle i alle historierne om skuespillerne i succesbølgen. De første fire film var centraliserede om folk i starten af 30 erne og deres problemer med at træde helt ind i voksendommen og bryde med forældrenes dogmer og traditioner. Filmene viste i høj grad et element af anarki i forhold til den ældre generations status som forbilleder. Det kunne ses i handlingen, men også i produktionsformen, hvor reglerne krævede at skuespillerne selv medbragte tøj og hårspray, og at alle, på grund af de skrabede budgetter, arbejdede til under det halve af Skuespillerforbundets minimumstakst. Man kunne ikke komme længere bort fra Det Kongelige Teater og dermed alle traditionerne. Anders W. Berthelsen spillede sin første store rolle i en succesfilm i den tredje dogmefilm, Mifunes sidste sang, hvor han spillede storby-dandyen, Kresten, der tager hjem til Lolland for at begrave sin far og til gengæld genfinder sin retarderede bror, som han år tidligere forlod. Filmen blev en succes i Europa og blev senere solgt til det meste af verden. I den sjette dogmefilm, Lone Scherfigs Italiensk for begyndere, spillede Berthelsen præsten Andreas, der finder liv og mening med sin religion, da han møder en broget flok mennesker, der alle sammen går til italiensk på aftenskolen. Den film blev senere den økonomisk største succes i dansk film. Den kostede cirka syv millioner at lave og har indspillet mere end 100 millioner kroner på verdensplan. Vi var sammen i Venedig i påsken 2000, hvor du var i gang med at optage de sid- ste scener til Italiensk for begyndere, og dengang havde du din gode sunde tvivl, om folk gad se mere dogme. Siden hen blev filmen set af 20.000 i Danmark og er den film, der ubetinget er blevet den største økonomiske succes i dansk film. Kunne du godt glemme tvivlen på dogmekonceptet, da filmen blev en succes? Jeg tror ikke, det var dogme-konceptet, jeg tvivlede på dengang. Jeg anede ikke, hvad det var for en film, jeg var med i. Jeg lavede stort set ingen scener med de andre hovedroller før i Venedig. Vi optog vildt meget til den film. Der var råmateriale til en film på 16 timer. Det var helt vildt. Senere har Lone Scherfig så været god til at runde historien af og finde de ting, som gav energi og mening. Men jeg må indrømme, at det var svært at se dengang. 9 1
Men for at vende tilbage til udgangspunktet, så troede jeg ikke, der var mange flere film i dogme, og det tror jeg for så vidt stadig ikke.vi har behov for noget nyt. Dogme behøver ikke at blive afskaffet, men vi skal til at finde på noget nyt. Ret beset har der været én rigtig dogme-film, og det var Idioterne af Trier. Han er måske den eneste, der overhovedet kan lave dogme. Han kan slippe tøjlerne han kan godt undlade at have en mening om sin film og alt det der. Alle brød med reglerne, og det siger vel bare, at enten er reglerne for stramme, eller også er det lidt ligegyldigt med alle de regler. Der var gode ting, energien var helt exceptionelt god og råheden har senere betydet meget for stil og miljø i danske film. Men det var et forbandet lydhelvede at lave de film. På Mifune skulle jeg stå nede i kælderen og lege samurai og råbe med høj lydstyrke hele dagen. Igen og igen fordi billeder og lyd ikke måtte skilles ad. Jeg skulle råbe, både når der blev lavet billeder af mig, af Jesper Asholt og af Iben Hjejle, der kom gående ude på gårdspladsen. Min stemme var smadret efter 30 optagelser med det samme råberi. Der havde det været bedre for både film og mig, hvis vi havde taget den fem gange, og så brugt de gode høje oplagte råb i stedet for at sidde og klippe i 25 halvkvalte versioner fra mig. Det er også bare for at fortælle, at den der frihed for skuespillerne var lidt bundet og hæmmet en gang imellem. Er dogme overvurderet? Lad mig sige det på den måde, at jeg ikke ville have noget imod en film, hvor jeg selv skal finde kostume, og film der kun skal optages på location. Det var gode ting, der gav noget til filmen. Men efterbearbejdningen af filmene var ikke godt for nogen. Lyden var dårlig, der manglede musik til at skabe stemning. En anden ting er at dengang blev det udlagt, som om det var super fedt for os, at vi ikke skulle rette os efter lys og kamera, men sandheden er, at det er de færreste, jeg arbejder sammen med, der overhovedet tænker over de ting. Kameraet er der, og lyset er vi så vant til at gå efter, at vi bare gør det. Det er ikke specielt hæmmende for kreativiteten. Det eneste tidspunkt, hvor skuespillere er dybt afhængige af mærker og lys, er i meget tætte billeder, hvor man er nødt til at stå helt stille og det var vi også i dogmefilmene. Bare fordi kameraet skulle følge med os, så kunne vi jo ikke springe rundt, når der var behov for et nærbillede. 9 2
I arbejdede også ekstremt billigt på dogmefilmene. I fik under det halve af hvad mindstelønnen er, det vil sige cirka 2500 kroner om dagen. Senere blev filmene store økonomiske succeser. Italiensk tjente mere end 100 millioner kroner, og I fik 50.000-70.000 kroner før skat. Hvordan ser du på det forhold? Jeg føler mig ikke snydt, jeg kendte jo betingelserne fra arbejdet på Mifune. Jeg er glad for, at der i dag bliver lavet film for 20 millioner, for så får jeg en tro på, at pengene er blevet brugt på produktion. Hvis det har betydet, at selskaberne vil lave dyre film for eftertiden, så er det o.k. Men det er klart jeg gider ikke lave en dogmefilm for samme beløb igen. Det kan jeg ikke leve af. Det var et eksperiment dengang, men den går ikke mere. Dengang var der ingen, der vidste, om det ville blive en succes, men det ved vi i dag. Vi skal lave meget for at tjene godt, og derfor er der naturlige begrænsninger for, hvor meget vi kan lave til ingen penge for at fremme vores karriere. Hvad vil være en økonomisk realistisk ønskesituation? Det ville være, at jeg kunne nøjes med at lave en hovedrolle på film om året, så folk ikke blev trætte af at se på mig, og så ellers arbejde med et enkelt teaterstykke ad gangen. Det ville være rart med tid til at gøre det godt, uden at tænke på om jeg skal på dagpenge næste måned. Jeg kræver sådan set ikke mere end det. Har du haft perioder, hvor der ikke var noget at lave? Nej, ikke siden Taxa. Men jeg har spillet meget på små teatre og taget små filmroller. Og der er nogle spændende ting ved at arbejde på den måde. For eksempel da jeg sagde ja til at spille med i Joker er trumf sammen med Ulf Pilgaard og med Morten Grundwald som instruktør, da tænkte jeg, at jeg var nødt til at prøve at arbejde sammen med to af dem, der har været med længst. Måske var det den eneste chance, jeg ville får for det. Alle troede, jeg gjorde det, fordi der var mange penge i det det var der ikke, noget må ha gået galt for mig i de lønforhandlinger, men det var super interessant. Det var ikke en rigtig vellykket forestilling, men jeg lærte meget af at være med. Vi skulle lige finde ud af det der, der sker, når generationerne mødes. Jeg kom lige fra succes med Italiensk for begyndere, og de skulle lige se den unge mand an, og jeg skulle lige kigge en ekstra gang på dinosaurerne men derfra lærte jeg noget hele tiden. 9 3
Der var en kæmpe udfordring i at komme et sted hen, hvor jeg var nødt til at undersøge, om der kunne være plads til mig, og det jeg kan. Normalt er mit arbejde sammen med folk fra min egen generation, og med det samme syn på det tekniske. Ville jeg kunne gøre en forskel, eller ville jeg bare blive klasket op mod væggen af de to gamle hele tiden. Det blev et helt andet prøveforløb, end jeg var vant til. Det var ikke noget med at være PÅ hele tiden, det var mere en rytme, hvor vi brugte to timer på at fortælle anekdoter og så to timer på at prøve. Det var skide hyggeligt, men meget lidt vildt. Hvad fik du så ud af det? Jeg søgte nok mest efter noget teknisk. Der kunne ske det, at jeg skulle gå over til en væg, vende mig om, og så sige min replik. Jeg tænkte holy shit... Det går ikke det her. Jeg kan jo ikke gå hele vejen over scenen og så bare komme med replikken uden at skulle noget derovre. Men så gjorde jeg det, og i mellemtiden havde Ulf Pilgaard gjort eller andet morsomt, så min tur over scenen blev hans pause til at gøre noget, som folk var vilde med. Man skal ikke underkende, at Pilgaard kan fyre noget af, så hele Århus Kongrescenter ligger flade af grin. Bare med en replik ud af det blå. Det er der sgu ikke mange skuespillere fra min generation, der ville kunne. Se det kan man lære noget af, og jeg kan ikke andet end at være dybt imponeret over den slags. I min generation føler man lidt og prøver at føle scenen. Føle, føle, føle. De gamle de gør bare, hvad der skal til, og ikke mere. Er det en investering i fremtiden, når du spiller med i den type teater? Det er det absolut. Jeg vil gerne kunne klare mig i alle genrer og med alle typer af medspillere. Jeg får for hver gang nogle flere byggesten til den næste rolle. Kan du godt huske små ting, som du ser og hører så du ved, hvornår du skal finde dem frem? Skuespillere kan den slags. Vi kan huske et helt specielt blik fra en 20 år gammel film, eller en monolog fra et teaterstykke vi så på teaterskolen.vi har til gengæld også en kedelig tendens til at glemme alt det dårlige, og de ting som vi ikke bør gøre igen. Det sker, at jeg har set noget, jeg har lavet, og ser, at jeg igen for 117. gang smiler på en måde, som jeg ikke kan tage. 9 4
Hvad er erfaring for dig? Det er en næsten 100% accept af, hvad jeg kan, og hvad jeg står for, og derfra kan jeg bygge ovenpå med forskellige teknikker og udtryk. Erfaring betyder for mig, at jeg kan sige ja til flere forskellige ting og flere komplicerede ting. I min generation har vi taget afstand fra alt. Vi løber væk fra revytraditionen og det klassiske teater, og det tror jeg, vi skal passe på med. Selvfølgelig skal vi ikke spille en farce, som de gjorde det i 60 erne det hører den tid til men vi skal huske at kigge efter, hvad det er, de gør, for vi skal ikke glemme, at de fylder teatrene og salene rundt om i landet hver gang. Der er et publikum til lystspillet, og det er i høj grad en genre, som ikke er højt prioriteret af mange yngre skuespillere. Tv-serierne, som primært DR-TV har skabt, har en stor betydning for filmbranchen og skuespillerne i Danmark. Det er i det forum, at en vigtig del af deres uddannelse foregår. Alle discipliner på en filmproduktion findes på en tv-serie. Forskellen er bare, at man normalt arbejder med mindre budgetter og derfor mindre risiko. Tv har en mindre status, selv om de seneste års succes-serier er ved at ændre det billede. Anders W. Berthelsen fik sit gennembrud i Taxa, der kørte over skærmen fra 1997 til 1999. I rollen som Rene repræsenterede han seriens konstante ukonstans ved gennem samtlige 56 afsnit hele tiden at begå de samme brølere og svigte sine kærester og kolleger med naive og pubertære påfund. I 2004 havde Krøniken premiere. Den er populært kaldet Matadors efterfølger, og den har vist sig at støvsuge Danmark for mennesker søndag mellem 20.00 og 21.00, hvor over 2 millioner mennesker følger seriens hovedpersoner på rejsen gennem det moderne danske samfund. I Krøniken spiller dette kapitels hovedperson den ambitiøse politiker Palle From. Modsat Rene i Taxa, er Palle i konstant bevægelse, og den figur der driver serien frem. Hvert afsnit afdækker et år for seriens personer, og for hvert afsnit er Palle dermed et år ældre. Hvordan arbejder du med at gøre Palle ældre fra afsnit til afsnit? Det har meget med en god instruktion at gøre. Charlotte Sieling og jeg snakker hele tiden om, hvordan Palle skal ændre sig fra afsnit til afsnit. Han skal ikke være helt anderledes, men han skal optræde ældre og mere erfaren. Han er igennem en stor udvikling i serien fra at være det usikre cykelbud til at blive en vigtig politisk spiller. 9 5
Når jeg læser manuskriptet igennem med instruktøren, finder vi små fikspunkter i teksten, hvor vi kan putte lidt erfaring ind i ham. Det er noget med hans reaktioner over for konen eller faderen eller hans mere selvsikre mimik når han går ind på Christiansborg. Det er meget teknisk betonet. Det svære er, at han skal udvikle sig, men samtidig holde fast i det han kommer fra, og det han var, da serien startede. Der skal være en direkte linje til baggården på Amager og budcyklen, i alt hvad han gør. Jeg kender det godt selv, at jeg kan komme i situationer, hvor jeg pludselig bliver Anders 15 år, og trækker skuldrene op om ørerne og lyner trøjen helt op i halsen selv om jeg er blevet 35, og så tænker jeg hov, hvad skete der lige der?, og det er sådan noget, jeg prøver at finde frem i Palle. Vi har lige lavet en scene, hvor Jens Otto Kragh lige er blevet statsminister, og vi er midt i Cuba-krisen, og derfor har han travlt og beder mig om at være med i en tv-udsendelse, hvor journalisten stiller mig spørgsmål på Kraghs vegne om krisen. Og der tænkte jeg, at Palle skulle være en seriøs og velargumenteret politiker, men samtidig være en lille smule smigret over at få lov til at være i et tv-studie. Far sidder derhjemme og er stolt, og det ved Palle jo godt og der skal linjen være til den Palle, der skrev et læserbrev til avisen, og videre over Palle, der fik sin eksamen, og nu er stedfortræder for Kragh. Du var med i hele Taxa- serien i stort set alle 56 afsnit hvorfor ville du igen- nem så lang en serie igen? Taxa var fin nok at lave, men jeg fik efterhånden det problem med Rene, at han blev ved med at lave de samme dumheder og de samme fejl. Han blev ikke meget ældre, som serien skred frem. I Krøniken er der en konstant udvikling, og Palle er en helt anden, når serien slutter, end da den startede. Det er skuespilleren, der taler her. Jeg er meget historieinteresseret og kan gode lide tanken om at være med til at fortælle Danmarkshistorien i billeder. Men jeg havde mange overvejelser, før jeg sagde ja til Krøniken, fordi Taxa tog så lang tid at lave. Først sagde jeg nej, men så snakkede jeg med forfatteren, Stig Thorsboe, og faktisk er jeg røvforkælet, for han havde skrevet rollen til mig, og han ville have, at jeg skulle gøre det. Det afgørende var så, at min kone, Christina, sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle gøre det. Jeg tror godt, hun kunne se, at det var en god ide for mig at spille den type rolle, så derfor tog jeg alligevel 9 6
til et møde mere, og der blev jeg så heldigvis overbevist om, at jeg skulle spille rollen. Hvad har seriens succes betydet? Jeg kan mærke, at vi har fat i et publikum, der troede, at Dan- markshistorien startede, da vi vandt EM i fodbold i 1992. Jeg var på samme måde selv, da jeg var teenager, så jeg kan sagtens forstå det, men jeg synes, vi er med til at fortælle kulturhistorie, så på et overordnet niveau er jeg glad for, serien bliver set af mange mennesker. Det fortæller mig meget om, hvorfor Danmark i dag er, som det er. Dengang blev der kæmpet for noget. Socialdemokratiet havde en sag og et mål med at kæmpe for arbejderens ret, og i dag smuldrer det, fordi der ikke er en fælles sag. Partipolitik i Danmark er langtfra så interessant som i 60 erne. Partierne fører hinandens politik, og den eneste agenda der er, er at holde fast i magten. Hvad gjorde du, da du fandt ud af, hvor stor en succes serien var blevet? Jeg blev super glad, for jeg synes virkelig det er godt og interessant. Men at der en dag var 2,7 millioner, der sad og så det, det var der ingen, der havde regnet med. Der var en god tilrettelæggelse af forløbet med Krøniken, for vi havde lavet mange afsnit, da det første blev sendt. Det vil sige, at vi var godt inde i rollerne og kunne desuden ikke gå tilbage og lave om i noget. Man kan altså ikke se på spillet i afsnit 2, at afsnit 1 var en succes. Dermed holder serien en stringens. Da vi lavede Taxa, og den også blev en succes fra starten, kunne vi godt mærke det under optagelserne. Folk pustede sig lidt op og var tydeligvis også lidt hæmmede af det. Det har vi ikke været ude for på Krøniken, fordi der gik 1½ år fra optagelsen til udsendelsen. Det var specielt godt for de nye folk, der ikke har prøvet at være med i så meget før. De havde klart godt af, at de i starten kunne spille med en vis ro, fordi der ikke var forventninger fra seerne endnu. Kan I holde den ro? Det vil vise sig. Mon ikke vi kan. 9 7