Karamellerne Beboermappe for afdeling 25 Velkommen Hermed skal lyde et stort velkommen fra afdelingsbestyrelsen. Vi har udarbejdet denne lille folder for at gøre dig/jer opmærksom på, at alt, hvad der foregår i og omkring dit nye hjem, faktisk er noget, du selv kan få stor indflydelse på gennem afdelingsbestyrelsen. Afdelingsbestyrelsens struktur Boligforeningen af 1983 (BO 83) er inddelt i mindre afdelinger, hvor du nu er en del af nr. 25. Afdelingen består af Paludan-Müllersvej 46A, B, C og har fået tilnavnet Karamellerne. Den gamle fabrik med tilnavnet Chokoladen ligger ved siden af. Den er også en afdeling af BO 83, men hedder afdeling nr. 26 og har dermed også sin egen bestyrelse. Der arbejdes selvfølgelig på tværs af de to afdelinger, men ellers er de at betragte som selvstændige. Afdelingsbestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne fremgår af en liste, der hænger i hver opgang. Der afholdes beboermøde en gang årligt, hvor budgettet godkendes, og nye medlemmer til bestyrelsen vælges. Beboermødet finder sted i løbet af september måned. Organisation Beslutningerne i boligforeningen træffes af demokratisk valgte organer. Der er således en mulighed for at præge beslutningsprocessen i et vist omfang. Det øverste organ i afdelingerne er det ordinære beboermøde, som afholdes en gang årligt. Her træffes alle større beslutninger som f.eks. huslejestigning samt godkendelse af budget for kommende driftsår. Det er her, at du/i har særlig stor mulighed for at få indflydelse. På beboermødet vælges en afdelingsbestyrelse bestående af fem medlemmer. Afdelingsbestyrelsen konstituerer sig efter beboermødet og varetager beboernes interesser. Afdelingsbestyrelsen vælger ligeledes tre repræsentanter til boligforeningens repræsentantskab.
Repræsentantskabet indbefatter hele boligforeningen. Alle afdelingerne har ret til at udpege et antal repræsentanter, som tilsammen udgør repræsentantskabet. Repræsentantskabet er en slags afdelingernes generalforsamling og er dermed den øverste myndighed i boligforeningen. De beslutninger som træffes vedrører dermed boligforeningen som helhed som f.eks. iværksættelse af nye boligprojekter, ændringer af vedtægterne samt godkendelse af Boligforeningens regnskab. Repræsentantskabet vælger en hovedbestyrelse som varetager boligforeningens interesser i tiden mellem repræsentantskabsmøderne. Hvad kan afdelingsbestyrelsen udrette? Afdelingsbestyrelsen afholder møde cirka en gang om måneden. Gennem bestyrelsen kan ønsker, ideer samt ris og ros fra beboere vedrørende afdelingen fremlægges for boligforeningen. Der kan enten tages kontakt til bestyrelsens medlemmer eller der kan lægges en besked i bestyrelsens postkasse i A-blokken. I juni 2000 fik bestyrelsen påvirket beslutningen om beboerret for alle ungdomsboliger i BO 83. Det er nu muligt efter en tidsperiode på ét år i boligforeningen at have fortrinsret til boligforeningens andre boliger, men det er altid muligt at søge andre boliger. Derudover har bestyrelsen fået gennemført køb måtter til opgangene, borde/bænke, grill samt tørrestativer. Skulle du/i sidde inde med en ide, ris eller ros (både i forhold til afdelingen eller boligforeningen i det hele taget), så forelæg det for os i afdelingsbestyrelsen. Din/Jeres sag vil herefter blive diskuteret på først kommende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen modtager hvert år et beløb, som stilles til rådighed for eventuelle ønsker fra afdelingens beboere. Man kan derfor når som helst komme med forslag til indkøb, arrangementer etc. Affald: Århus Kommune begyndte i år 2001 med en ny affaldsordning. Fremover skal affaldet sorteres. Det biologisk nedbrydelige affald skal i de grønne affaldsposer og restaffaldet i de sorte affaldsposer. Restaffaldet kan også puttes i andre poser, så længe de ikke er grønne. Derudover råder afdeling 25 og 26 over papircontainere, en kasse til genanvendelse af glas samt et rum til storskrald og en genbrugsordning. Nævnte rum bruges også til cykelkælder og indgangen findes ved stien til Møllevangsallé. Alt der puttes i affaldscontainerne (ikke papircontainerne) skal være i poser (grønne, sorte etc.) og poserne skal være ordentligt lukkede, så indholdet ikke spredes i hele containeren. Det skal dog lige nævnes, at man ikke behøver at bruge de sorte poser til almindeligt affald så længe posen er forsvarlig lukket, men bioaffaldet skal i de grønne poser.
Det er vigtigt, at dette overholdes, da afdelingen pålægges bøder for hver forkert pakket affaldscontainer, hvilket i sidste ende kommer til at betyde en øget udgift via huslejen. Storskrald: I foråret 2003 er en affaldsordning til storskrald blevet etableret. Cykelkælderen er fortsat stedet, hvor møbler m.m. placeres. Desuden er der opstillet et bur til elektronikskrot. Yderligere er der ved træskuret blevet opsat en vippecontainer til brændbart materiale, en container til jern & metal og en container til deponiaffald: PVC, keramik, planglas og spejle. Frøen: I midten af afdeling 26 s hestesko ligger Frøen. Det er et beboerhus, som kan lejes til private formål via Boligkontoret. Der er siddepladser til 34 personer, service til 40 personer, tekøkken og toilet. Yderligere information gives ved henvendelse på Boligkontoret. IT og telefoni: I hver lejlighed i afdeling 25 er der installeret data- og telenet. For 1-værelseslejligheder er der ét stik som vist nedenfor. I 2-værelses lejligheder er der to stik, ligeledes som vist nedenfor, et i hvert værelse. Stikket indeholder to huller. Det øverste er til data/internettet. Det nederste skal bruges til telenettet. Dette vel at mærke udelukkende hvis du/i har tilmeldt sig ordningen. Det er muligt for 2-værelses lejlighederne at få tildelt to forskellige telefonnumre og dermed to abonnementer (et til hvert værelse). Hertil skal der hentes et ekstra tilmeldingsskema hos viceværten eller på Boligkontoret, hvor også priser og abonnementsbetingelser kan oplyses. Hvis man derimod anvender en af de andre teleudbydere (f. x. TeleDanmark), skal det normale telefonstik stadig bruges. Data/internet-stik Telefonstik til Tele2 Har man tilmeldt sig telefonordningen, men ikke har det rigtige stik til at tilslutte sin telefon i det nye stik, da kontaktes viceværten, som kan hjælpe med dette. Har man tilmeldt sig ordningen skal der trykkes 0 (nul) for at få en linie ud af huset, herefter trykkes det telefonnummer, du/i ønsker at komme i kontakt med.
Tilslutningen til datanettet skal ikke tilmeldes, den er obligatorisk og udgiften trækkes automatisk over huslejen. For at bruge datanettet skal den tilsluttede computer være forsynet med et netkort. Netkortet, samt de nødvendige datakabler, skal du/i selv indkøbe. Opstår der vanskeligheder i forbindelse med opkoblingen eller, er der spørgsmål, kan IT-udvalget kontaktes på deres hjemmeside: http://chokoladen.dk, hvor man også kan se eventuelle meddelelser fra udvalget. Klager: Skulle der være en beboer, der gennem længere tid larmer generende meget eller på anden måde opfører sig, så det er til gene, har man mulighed for at klage. Dette skal foregå skriftligt til boligforeningens administration. Det kan evt. være en fordel, hvis klagen understøttes (underskrives) af andre beboere i tilfælde af, at der er andre, som også føler sig generede. Vi vil dog opfordre til, at problemerne forsøges løst indbyrdes først. Skulle der være klager af enhver anden art, kan bestyrelsen og Boligkontoret selvfølgelig også kontaktes. Støj: Der er forholdsvis lydt i ejendommene, og der er derfor lavet et regelsæt angående støj. Alle beboere bedes undgå unødig støj (høj musik, støvsugning, larmende gæster o. lign) efter klokken 22.00 på hverdage og efter klokken 01.00 i weekenderne. Man har dog forståelse for, at der en gang i mellem holdes fest. I det tilfælde bedes du/i annoncere det med en seddel opsat i opgangen i god tid i forvejen samt fortsat vise hensyn. Vaskekælder: Du/I kan som beboer i afdeling 25 benytte vaskekælderen i afdeling 26. Her er der opstillet fire vaskemaskiner og to tørretumblere. Ved brug af det udleverede magnetkort trækkes udgiften til disse ydelser direkte over huslejen. I vaskekælderen er der mulighed for at bestille tider efter behov. Dette fungerer stort set, især når alle beboere sørger for at overholde de tider, der er afsat. Skulle det ske, at en bestilt vasketid ikke tages i brug efter fem minutter efter bestilt tid, er det tilladt for andre beboere at bruge maskinen. HUSK dog altid at maskinerne skal stå klar til den næste beboer til den aftalte tid. Der findes i vaskekælderen en detaljeret beskrivelse af, hvorledes maskinerne fungerer, herunder hvad de koster at benytte. I tilfælde af brand: Der forefindes intet brandslukningsmateriel i afdelingen, men skulle den uheldige situation opstå, henvises man til at bruge almindelig sund fornuft såsom at advare bygningens øvrige beboere, tilkalde brandvæsnet, holde døren lukket etc. Indbyrdes overtagelse af lejligheder inden for afdeling 25 Efter 1 års boperiode har du mulighed for at overtage en anden lejlighed i afdelingen. For at komme på denne interne venteliste skal du sende Boligkontoret Århus en ansøg-
ning med angivelse af medlemsnummer, ønsket størrelse på lejligheden og antal personer, der skal bo i lejligheden. Fraflytninger: Når du/i forlader Karamellerne, vil der blive afholdt et fraflytningssyn. I forbindelse med dette tilbyder bestyrelsen sin tilstedeværelse, såfremt du/i ønsker det. Denne hjælp forudsætter dog, at du/i giver os besked i god tid, så vi kan sende en repræsentant. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, hvilke vedligeholdelsespligter der er, og hvad man hæfter for i forbindelse med fraflytning (se folder fra BO83). Man skal være opmærksom på, at man har ret til at klage, hvis man finder fraflytningssynets vurdering urimelig. Vi vil i øvrigt lige gøre opmærksom på, at de tre obligatoriske nøgler og eventuelle kopier, vaskekort, antennekabel, telefonstik samt skraber og pudsecreme til kogeplader er ting, der skal afleveres ved fraflytningssynet. Vicevært: Der er tilknyttet en vicevært til afdelingen, som er behjælpelig med adskillige ting, som måtte opstå. Dog skal viceværten ikke bruges til praktiske ting, som man burde kunne klare selv. I A-blokken forefindes en postkasse, hvor man kan lægge beskeder og forespørgsler til ham, og der er påtrykt et telefonnummer, hvorpå han kan kontaktes. Dette nummer kan også findes øverst på opslagstavlerne i opgangene. Velkommen fra afdelingsbestyrelsen Afdelingsbestyrelsen afdeling 25, 2001 Seneste revidering august 2003