Rejsebrev 3. Vi kører fra Loule sidst på dagen, og er ret hurtigt i Parque de Gale. En lille autocamperplads lidt uden for Albufeira. Vi har værer der tidligere, og pladsen har alt vi har brug for incl. sød, hjælpsom og venlig ejer. Pladsen ligger godt placeret, når man er på træk langs Algarvekysten. Men når vi er påde kanter, må vi en tur ud til Europas sydvestligste punkt, Cabo de S. Vicente. Herfra er der en pragtfuld udsigt over Atlanterhavet og en barsk kyststrækning, der især når vejret er stormfuldt, byder på store naturoplevelser. Vi var der i magsvejr, men selv i sådan et vejrlig, er det køreturen værd. Fyrtårnet ligger på et forbjerg ca. 75 meter over havet, og var tidligere et uundværligt pejlemærke På vej mod Cabo de S. Vicente. for skibstrafikken langs Portugals vestkyst. I dag er det vel nærmest overflødig. De gamle nautiske dyder er overtaget af GPS-systemer og avancerede elektroniske hjælpemidler. Så fyrtårne i dag er mest vartegn over en svunden tid, der næppe vender tilbage. Pølsevognen på Cabo de S. Vicente. Cabo de S. Vicente. Men lidt gøgl skal der nu også være plads til. Og alle der kender Lissie godt, ved at hun gerne kører langt for at få en HotDog med det hele. Og det kan hun lige præcis købe på dette gudsforladte sted! Om den så kan holde hele vejen over Dammen, hvis det nu var den vej udlængslen gik, er jo en anden sag! Når vi er på de kanter, og alligevel ikke kan få skibslejlighed vestover, kender vi et lille listigt sted i Sagres ganske få kilometer på tilbageturen, hvor man med glæde modtager autocampere. Så den viden gør vi naturligvis brug af, og slår os ned sammen med de øvrige trækfugle. Sagres. Overnatningsplads med god udsigt.
I vores gamle Portugal Guide fra 1992 står der om Sagres, at den ligger til venstre for vejen, og har 2.000 indbyggere. Og det var det! Og selv om der må være sket en lille udvikling på de over tyve år, der er gået siden guiden blev udgivet, har det nu ikke rykket det helt store. Stranden er med garanti stadig den samme, men bliver nu invaderet af surfere fra hele Europa, der med glæde kører flere tusinde kilometer, for at opleve århundredes bølge og det kick det giver, når det endelig lykkedes. Der ligger normalt en hel del surferbumse i køretøjer, der næppe kunne klare et eftersyn hos en dansk bilinspektion. Men da vejret pt. viser Sagres. Surfernes paradis. sig fra sin pæne side, er der begrænset aktivitet i strandkanten. Byen byder også på en lille fiskerihavn, der ligger godt beskyttet i en naturlig bugt skærmet af forbjerge til to sider. Og er der en lille fiskerflåde, er der naturligvis også et lille værft, der kan udføre nødvendige reparationsarbejder. Vi spørger altid høfligt, om vi må se deres arbejdsplads, og bliver meget sjældent afvist. Tværdigmod stråler de over hele ansigtet, og fortæller gerne på lidt sparsomt engelsk, at den unge mand på billedet er i gang med et verry special job, hvortil de dog griner lidt skadefro. Og det kan man jo også sagtens gøre, når man selv står med hænderne dybt begravet i lommerne,og kun bidrager med billige kommentarer! Sagres. Bådværft - Verry special job. Sagres. Bådværft. Og en lidt hånlig bemærkning. At man både er nøjsom og kreativ på disse kanter fik vi syn for, da vi så, hvorledes man løser en lille opgave som transport af småbåde til slæbestedet. Her er en bådtrailer ikke løsningen, når man tilsyneladende har gammelt tømmer,dæk Sagres. "Bådtrailer"! og tovværk i rigelige mængder.
Et par fritidsfiskere fordrev tiden med en passiar i båden, der var trukket på land. Men det smagte vel altid lidt af fugl, når nu skuden tilsyneladende ikke var gjort søklar endnu. Det var dog lige så meget deres motoriserede køretøjer, der fik fotografen til at øjne et godt motiv. Det er trods alt ikke hver dag man falder over køretøjer af den årgang og stadig i køreklar stand. Et tråd på kickstarteren, og så spandt den som en nysmurt symaskine. Sagres. Lokal transport. Stranden ved Pontal. Cabo Sardão. Onsdag den 26. marts går det nordover igen langs kysten, der afveksler mellem små beskyttede strande og barsk lodret klippekyst, hvor Atlanterhavets dynninger bryder under kaskader af vand, der er lidt af en udfordring for en fotograf, der trods alt er lidt øm over udstyret, der ikke tåler overvældende mængdet af havvand.
Vi har ingen planer for overnatning ud over, at vi ikke gider køre mere end max 100 km. og regner så med, at vi nok finder et egnet sted, hvor vi ikke bliver jaget afsted sådan lige med det samme. Efter et par mislykkede forsøg falder vi til ro i Vila Nova de Milfontes. Her er et lille traktørsted ned til stranden. Ideelt for os, en lille forretning for krofatter, da vi falder over et par lokale egnsretter, og så slipper Lissie for at stå på hovedet i kødgryderne den dag! Vila Nova de Milfortes. Færgeoverfarten Troia - Setubal. Færgeoverfarten Troia - Setubal. Det bliver kun til en enkelt overnatning, og Lisabon er næste stop på turen. Når man kører langs kysten, kan man vælge enten motorvejen inde i landet, eller også den lille færgeforbindelse mellem Troia og Setubal. Og som gammel færgemand er valget ikke svært. Vi skal selvfølgelig med færgen, som vi i øvigt har benyttet Færgeoverfarten Troia - Setubal. Lisabon. Pontes de 25 de Abril. en gang tidligere. Ved ankomst til Troia, var vi nu lige ved at køre galt, da man siden vi var her sidst, har flyttet overfarten, og indsat ny tonnage. Og det vidste vi jo ikke! Vi kom dog med formedes 25,00. Fik lov at se broen, hvor en tilfreds kaptajn kunne fortælle, data om den kun fire år gamle færge. Fra Setubal er der kun godt tyve kilometer til Lisabon. I
bydelen Bélem er der parkeringspladser også for autocampere som os, og herfra er der god offentlig transport ind til byen. Nu har vi haft sol og pæne temperaturer lige fra vi kørte hjemmefra. Men nu er festen vist slut! Vejrudsigten byder på regn, regn og atter regn den næste uges tid, og så er det ikke den helt store fornøjelse at gå på opdagelse i en storby. Vi bliver ude i Bélem, hvor der også er rigeligt at se, og i øvrigt har vi været inde i byen på en tidligere tur. Lisabon. Søfartsmonumentet. Søfartsmonumentet ligger to minutters gang fra P-pladse. 52 m. højt og rejst 1960 i anledning af 500-året for Henrik Søfarerens død. Belemtårnet - lidt længere fremme ad promenaden er fra det 16. årh. og er Lisabons vartegn. Det lå oprindelig midt i Tejo-floden, men tilsanding af nordbredden har medført, at det nu næsten er landfast med denne. Og på modsatte side af vejen ind til byen ligger Jeronimos-klosteret, der delvist er opført for at være ramme om de rigdomme Vasco da Gama bragte hjem til Portugal i slutningen af 1400-tallet efter at have fundet søvejen til Indien syd om Afrika. Lisabon. Søfartsmonumentet. Lisabon. Belemtårnet. Lisabon. Jerónimos-klosteret.
Vejret er blevet dårligere, så vi må have gang i varmeanlæget. Dagtemperaturer nær 15 grader er ikke tilstrækkelig til at holde Lissie i bare nogenlunde kampduelig form! Og det kører da også upåklageligt i et par timer, hvorefter røde alarmlamper også får fruen op i det røde felt. Så det var frem med instruktionsbog og en konsultation med sælger i Danmark, uden at det afhjalp problemet. Så vi måtte en tur på et autoriseret værksted med forstand på gasfyr til autocampere, der lå lidt udenfor Lisabon. Det viste sig at den lille varmekilde stik mod forventning havde problemer med Butan-gas, som vi var skiftet til med spanske gasflasker. Når flasken var under halv fuld, var der ikke tilstrækeligt tryk, og automatikken koblede anlæget ud. Når den blev fodret med Propan-gas, var problemet løst! Og gas er et uløst problem i Europa, fordi alle lande har forskellige standarder, og ingen vil give sig og indføre en fælles standard på det område. Alt muligt andet kan EU diktere, men tilsyneladende ikke denne lille opgave, der ville være til glæde for alle os, der vagabonderer som vi gør. Men forhandleren overtalte os til at installere et fast anlæg med to flasker, der kan fyldes fra LPG-autogasstationer i det meste af Europa. Så det har vi så nu, og håber det indfrier forventningerne uden de helt store garantisager. Der er trods alt langt til sælger, hvis møget ikke virker! Lisabon. Værksted, ny gasinstallation. Men vi kørte derfra glade og fornøjede, og så ca. 5.000,00 kr. fattigere. Vi kom sent fra værkstedet, og skulle finde natlogi inden normal borgerlig sengetid. Kiggede lidt i kortet, og fandt en egnet plads lidt længere nordpå ved Colares strand. Startede den nyetablerede varmegiver og havde en rolig nat sammen med en englænder, der havde fået den samme ide. Stranden ved Colares. To glade pensionister på tur. Og en gammel krukke!