VietNam Dansk Vietnamesisk Forening Nr 1 1 kvt 2005 30. årgang 30 kr Beretning om en hedebølge Têt 2005 Hanens år SPIS VIETNAMESISK -boganmeldelse VIETNAMKRIGEN 30 år efter
VietNam Redaktion: Wilfred Gluud Peter Wulff Kåri (red) Morten Rasmussen Ingeborg Rasmussen Ole Riis (ansv) Redaktionen er afsluttet 13. februar 2005 Layout: www.nisjensen.dk Deadline nr. 2/2005: 10. maj 2005 Abonnement: 110 kr. årligt. Luftpost uden for Europa: 130 kr. Giro 229-18 00 Dansk Vietnamesisk Forening Nattergalevej 6, 1. sal 2400 København NV Kontortid: Tirs- og torsdag 13-17 Tlf: 38 86 07 01 (hele døgnet) E-mail: davifo@get2net.dk www.davifo.dk Foreningens formål er at befordre samarbejde og forståelse mellem Danmark og Vietnam og fremme venskabet mellem danskere og vietnamesere Kontingent (inkl. abonnement) til Dansk Vietnamesisk Forening: 195 kr. årligt. 140 kr. for unge under uddannelse og andre ubemidlede. Yderligere medlemmer i samme husstand: 55 kr. 600 kr. for organisationer. Foreningen modtager gerne større beløb Kontakt til DVF: Jørgen Prag (formand, 86 60 06 20), Ole Riis (38 71 16 80) Annoncepriser: 5 kr. pr. spalte-mm., bagsiden og side 3: +1 kr., fast indrykning: -1 kr. ISSN-nr.: 01 05 58 87 Tryk og repro: Lassen Offset A/S Oplag: 1.000 eksemplarer. Adresseændringer Til alle modtagere af»vietnam Ajour«! Husk venligst at give meddelelse til kontoret om adresseændring og også om ændring af e-mail adresse - enten skriftligt eller pr. e-mail davifo@get2net.dk eller pr. telefon 38 86 07 01. På forhånd tak. Dansk Vietnamesisk Forening Indhold: Sommerbrev fra Hanoi... 3 Drømmen om der perfekte barn... 5 Børn udsættes for trafficking og seksuelt misbrug... 7 Julemiddag hos formanden... 8 Legeudstyr til børnehaver... 8 Niels Lan Doky - anmeldelse... 9 Amnesti til fanger til Têt-nytåret...10 Têt 2005 Hanens år...11 Nyt fra indsamlingsudvalget...11 Nyt bistandsprojekt godkendt...12 En stærk alliance...13 Vietnamkrigen 30 år efter...14 Dette er vores historie!...19 Et stenbrud med store problemer...20 Væksten i befolkningstallet skal begrænses...22 Nye regler for tegningsret...23 Indkaldelse til generalforsamling i DVF...23 Anmeldelse af kogebogen An Viet! Spis Vietnam...24 Kort nyt...25 Anmeldelse af Restaurant Tan Tan...26 Ambassade nyt...26 Program for Vietnam Kulturdag...27 Foto: Rolf Hernø SIDE 2 VietNam 1 2005
Beretning om en hedebølge FAKTA Tekst og foto: Tine Gammeltoft og Rolf Hernø, Anna og August Det korte af det lange er, at der er h... varmt. Tine, Anna og August lider skiftevis af halsinfektion. Det er sikkert airconsyge. Vi har enten aircondition på eller sveder så det sejler. Nogle gange begge dele. Den sidste elregning var dobbelt så stor, som den plejer at være. Inde i byen er det en bageovn om dagen store varme luftbobler ligger stille i gaderne. Det eneste, der hjælper, er at køre hurtigere på motorcyklen. Man kan kun have ondt af de mennesker i Hanoi, der ikke har aircondition. Parkerne, swimmingpools og andre steder med lidt luft giver kun en smule kølighed. For der er en hedebølge, som selv vietnameserne er ved at være lidt trætte af. I adskillige uger har temperaturen konsekvent ligget på mellem 30 og 40 grader også om natten. Strengt taget er det ikke temperaturen i sig selv, men den høje luftfugtighed, der gør det hele så uudholdeligt. Sommerskole Bortset fra ondt i halsen og svedige dage og nætter har vi det godt. Anna og August går i sommerskole, som er en afkortet version af deres sædvanlige børnehave med et mere afslappet skema end til daglig. Om eftermiddagen køler de af i poolen i klubben eller leger derhjemme eller hos deres venner fra børnehaven. Tine er tit sammen med dem om eftermiddagen, mens jeg som regel er nødt til at blive på kontoret til ved sekstiden. Forleden fik de til deres store fryd Tines aflagte computer som deres helt egen spillemaskine til Bamse, Byggemand Bob og den slags. Væggene giver stød Vores hus er rigtig dejligt og har en udsigt, som i Danmark ville koste på den forkerte siden af 3-5 millioner. Men det er også lidt af en katastrofe på det byggetekniske område. Taget over børneværelset er blevet lappet endnu en gang. Det har ikke regnet meget på det sidste, så det er svært at sige, om det har hjulpet. At dømme efter tidligere forsøg er det ikke sandsynligt. Der vil fortsat være vandpytter på gulvet i deres værelse, når det regner. Et større problem med huset har været el-systemet. To af vores mange ansatte fik stød ved henholdsvis at røre ved væggen i stuen og vande i haven. Ejerens agent har en elektriker, som næsten har sin daglige gang i huset, så vi kender hans tilgang til el-arbejde: Går den, så går den og helst med isolerbånd. Derfor fik vi et dansk firma til at kigge systemet efter i sømmene. Desværre var bolighajen ikke tilbøjelig til at investere i vores sikker- 1 2005 VietNam SIDE 3
hed han hævdede, at det er normalt og forventeligt at få stød fra væggene i Vietnam. Så blev jeg gal, selv om man ikke må den slags her. Enden på historien bliver, at vi selv må betale sådan cirka 3000 kroner eller lidt under halvdelen af regningen for at få installeret HFI-relæ, jordforbindelser og nye ledninger til lamper og stikkontakter. Vi håber på at få ejeren overbevist om at investere i overetagen senere, men helst inden nogen får stød deroppe. Installationen er lige blevet færdig, og det bliver spædende at se, om det virker på længere sigt. Især i regnvejr. Der er flere, som siger, at HFI-relæ ikke duer her i landet, fordi fugten får dem til at slå fra. Bananbåd på søen Vores livskvalitet steg betragteligt, da vi fik en aflagt kajak herover fra en dansk familie, der tidligere boede i Bangkok. Det er en oppustelig grøn bananbåd, som ligger betænkeligt tæt på det beskidte vand i søen, når vi padler i den, men som ungerne og jeg er meget glade for at stikke til havs i. Vi har en låge, der åbner lige ud til søen. Især i weekenderne sejler vi tit ud og kigger efter krokodillerne, som må ligge på lur et eller andet sted i det grumsede vand. Det underlige var, at det i starten kun var Anna, der ville med ud. Hendes omkvæd har ellers i lang tid været, at hun er bange for at sejle, mens August var med på det meste. Efter nogen tid på land har August konstateret, at den tilsyneladende ikke vælter, så nu vil han også gerne med ud på opdagelse. Jeg var været ude at windsurfe lidt på søen en enkelt gang. Det var rigtig sjovt, indtil jeg opdagede, at bommen var knækket. Nu er den lappet sammen igen, så nu venter jeg bare på, at kombinationen af fritid og tilstrækkelig vind indtræffer igen. Det er desværre ikke så tit. Hvis jeg fik betaling for overarbejde, ville vi være stinkende rige nu, for jeg bruger meget tid på kontoret foruden det hyggearbejde, jeg tit har med hjem om aftenen. Det hænger kun sammen, fordi Tine gerne vil være meget sammen med børnene om eftermiddagen, og så selvfølgelig fordi vi har Mai til at passe børn og Hanh til at lave mad. Thao ser på sin lille sovende datter An med stolthed i blikket. Tænk, da jeg blev scannet, sagde de, hun vejede for lidt. Og så var hun alligevel 3,9 kilo ved fødslen. Ja, indskyder Thaos svigermor. Med den størrelse kunne min svigerdatter jo ikke føde normalt. Hun måtte have kejsersnit. Det er noget andet at få børn i dag, end det var i min tid. Vi gik bare graviditeten igennem og fødte barnet uden at spekulere så meget over det. Vi var ikke så omhyggelige, som de unge er i dag. Thao og hendes svigermor er tydeligt stolte over at An er født stor og sund. Og Thao og hendes familie har også gjort alt, hvad de overhovedet kunne, for at få et stærkt og raskt barn. Så snart Thao blev gift, holdt hendes mand op med at ryge. Selv om de brændende ønskede sig et barn, ventede de seks måneder, inden de stoppede med at bruge prævention for at sikre sig, at tobakken var helt ude af hans krop, inden barnet blev undfanget. Under graviditeten købte Thao håndbøger og læste alt, hvad hun kunne få fat på om graviditet og spædbarnspleje. Hun købte beroligende musik, som hun spillede for barnet. Hun gik til fødselsforberedelseskurser, og den sidste måned før fødslen tilbragte hun hjemme i huset for at sikre sig, at barnet fik ro til at vokse, som det skulle. Af Tine Gammeltoft I løbet af graviditeen fik Thao omkring 20 ultralydsscanninger. Som hun forklarer: Jeg fik mange scanninger. Jeg var bekymret, så jeg gik fra det ene til det andet sted for at blive scannet. Nogle gange fik jeg to scanninger på én dag. Hvis jeg ikke stolede på den ene læge, gik jeg til den anden. Udviklet i Vesten Som Thaos svigermor siger, er det noget andet at få børn i Vietnam i dag, end det var for en generation siden i hvert fald i byerne. Selv om anvendelsen af ny teknologier og indgreb som ultralydsscanninger, fostervandsprøver, IVF-behandlinger og kejsersnit er i eksplosiv udvikling i Vietnam, ved ingen ret meget om, hvordan hverken de gravide kvinder eller udbyderne af disse teknologier egentlig gør brug af dem. Det er teknologier, som er udviklet i Vesten, men som i stigende omfang eksporteres til udviklingslande som Vietnam, og dermed bringes i anvendelse i helt andre samfundsmæssige sammenhænge end der, hvor de er udviklet. Forskningsprojektet Prænatal Diagnostisk Screening i Vietnam er finansieret af Danida og undersøger, hvordan ultralydsscanninger bruges i Hanoi med særligt fokus på, hvordan gravide og deres familier tænker, handler og vælger, hvis en scanning viser en defekt ved barnet. Undersøgelsen gennemføres af en SIDE 4 VietNam 1 2005
Drømmen om det perfekte barn For ti år siden fik kun få gravide i Vietnams byer en ultralydsscanning og kun, hvis der opstod problemer med graviditeten. I dag er det ikke ualmindeligt, at gravide i Hanoi får 10, 20 eller 30 scanninger også selv om graviditeten forløber helt normalt gruppe yngre, vietnamesiske forskere i nært samarbejde med denne artikels forfatter. Udgangspunktet er Hanois Obstetriske og Gynækologiske Hospital, hvor forskerne observerer og taler med personale og med gravide både gravide, der oplever komplikationer i deres graviditet, og almindeligt gravide som Thao. Skønt forskningsprojektet endnu er under udførelse, dokumenterer det allerede nu et betydeligt overforbrug af ultralydsscanninger blandt de gravide. Vores spørgeskemaundersøgelse blandt 400 fødende på hospitalet viste, at kvinderne i gennemsnit havde fået syv scanninger hver. Det er mere end dobbelt så mange som de tre, Vietnams sundhedsministerium anbefaler. En femtedel af kvinderne havde fået ti scanninger eller mere. Samtidig føler en del vietnamesiske kvinder sig usikre på, om scanninger egentlig er skadelige. Hvordan kan det så være, at kvinderne i Hanoi får så mange scanninger? En kvindes identitet Spørger man de gravide selv, svarer de, at de bare gerne vil se, om barnet Tine Gammeltoft og Rolf Hernø har været udstationeret i Hanoi med deres to børn, Anna (5 år) og August (4) siden september 2003. Tine er antropolog ved Københavns Universitet og forsker for tiden i, hvordan vietnamesiske kvinder og deres familier anvender scanninger til at undersøge, om deres børn bliver normale - og nu udvikler sig normalt. Men dette tilsyneladende simple og indlysende svar dækker over en række komplekse sociale og kulturelle forhold. Når de beskriver deres graviditet, beskriver mange kvinder også, som Thao, hvor ængstelige og nervøse de var. I kontrast hertil siger mange af kvindernes svigermødre, at de i deres tid slet ikke selv var nervøse i samme TINE OG ROLF hvad de stiller op, når det ikke er tilfældet. Derudover administrer Tine et projekt, der styrker vietnamesiske forskeres kapacitet inden for reproduktiv sundhed. Rolf arbejder for den danske NGO, CARE Danmark. Han er rådgiver for organisationens projekter. De går ud på at forbedre levevilkårene for fattige mennesker grad, men spekulerede meget mindre over deres graviditet. Så hvad er der sket? Moderskab er et utrolig vigtigt aspekt af en kvindes identitet i Vietnam. Kulturelt anses det for først at være i moderskabet, at en kvindes identitet for alvor kommer til udfoldelse. Selv om det også er vigtigt at være datter, søster, hustru, nabo, kollega osv., mener de fleste, at rollen som mor er den langt vigtigste i en kvindes liv. Båndet mellem mor og barn ses af mange som næsten helligt, og det er via moderskabet, at kvinder bevæger sig frem til deres næste faser i livet og rollerne som svigermor, bedstemor, oldemor osv. Det er også via moderskabet, at kvinder får deres position i den familie, de giftes ind i: Først med et barns fødsel bliver nygifte kvinder for alvor respekterede og fuldgyldige medlemmer af ægtemandens familie. Et stærkt barn Moderskabets betydning for kvinder i Vietnam er langt fra nyt. Så langt historisk hukommelse rækker, har det været vigtigt for kvinder i Vietnam at få børn. Men for Vietnams bybefolk- i landområder ved hjælp af forbedrede landbrugsteknikker, bedre forvaltning af naturressourcerne og lokal deltagelse i planlægning og beslutninger. En vigtig del af CARE s arbejde er at støtte lokale NGOer og foreninger, som også arbejder på at reducere fattigdommen på landet. 1 2005 VietNam SIDE 5
ning i dag gælder det ikke bare om at få et hvilket som helst barn det er vigtigt at få børn, der er succesfulde og stærke og kan klare sig i den konkurrence, der præger samfundet i dag. Efter de økonomiske reformer er det i højere grad blevet op til den enkelte, om man lykkes eller mislykkes i livet. Samtidig har den to-barns politik, som regeringen har gennemført over de sidste par årtier, betydet, at mange par i byerne i dag kun får et eller to børn og at de har meget høje forventninger til de børn, de får. Den ultimative katastrofe er derfor at få et barn, som allerede fra fødslen lider af mangler eller defekter, hvad enten defekten er relativt lille, som et hareskår, eller mere omfattende. Så når gravide kvinder søger ultralydsscanning og siger, at de gerne vil se, hvordan barnet udvikler sig, ligger der bag disse ord en uudtalt og SIDE 6 meget dyb angst for, om det skulle være handicappet og dermed allerede fra fødslen dømt til at leve et liv, der aldrig bliver helt, normalt og fuldkomment, uanset hvad dets forældre gør (se også artiklen Fra isolation til fællesskab af Tue Sanderhage i Vietnam Ajour nr.4, 2004). Bestræbelserne på at sikre sit barns succes i livet starter således længe før dets fødsel, hvor ultralydsscanninger både giver mulighed for en kvalitetskontrol af barnet før fødslen i tide til, at man kan nå at løse problemet ved en sen, provokeret abort, hvis noget viser sig at være galt og samtidig giver kvinden mulighed for at følge fosterets udvikling og skride ind med kost- eller andre livsstilsændringer, hvis det viser sig nødvendigt. Kommercialisering Hele denne udvikling i retning af stigende krav og forventninger til, VietNam hvad man som vordende mor bør gøre for at sikre, at ens barn udvikler sig hensigtsmæssigt lige fra fostertilværelsen, støttes op af de stærke privatøkonomiske interesser, som har fået nyt spillerum med Vietnams økonomiske reformer. Såvel private læger som de multinationale firmaer, der producerer varer som graviditets- og babyudstyr, mælkepulver til gravide, osv., har opdaget, at der er penge at tjene i Vietnam et land med en stor befolkning, stigende velstand, og en vilje til at investere i børn. En aggressiv kommercialisering af graviditet og spædbarnspleje via reklamer i tv og aviser, oplysende foredrag for gravide, uddeling af brochurer på de obstetriske hospitaler mv. er med til at bestyrke gravide kvinder i deres følelser af, at der altid var lidt mere, de kunne gøre eller købe for at sikre deres ufødte barn et godt liv. 1 2005
Hun deltog i et fire dage langt åbent forum, som havde temaet Children Speak Out on the Prevention of Child Trafficking and Labour i slutningen af august i år i Hanoi, for at fortælle om sine oplevelser sammen med statslige myndighedspersoner og børnedelegater, i et forsøg på at finde frem til løsninger på det stigende problem. Da jeg var 13, og gik i 6. klasse på den lokale skole, spurgte en, som var en ven til min storesøster, mig om jeg ikke ville gå med på markedet sammen med hende, sagde C.T.H. Vi tog en bus til markedet i en nabolandsby. Hun bad mig om at vente ved en port, mens hun købte noget frugt. Hun kom ikke tilbage. En mand, som havde været med bussen kom pludselig hen til mig og sagde, at jeg var nødt til at tage med en anden bus for at komme hjem igen. Det gjorde jeg, sagde C.T.H. Hun blev solgt til en 30 årig kinesisk mand. Nguyen Van Minh, vicedirektør i Social Evils Prevention Department i Ministry of Labour, Invalids and Social Affairs (MOLISA), sagde, at piger, som lever i fattige landsbyer i bjergområderne, i høj grad var i risiko for at blive ofre for trafficking. Han sagde, at piger som arbejdede som medhjælper i private hjem samt i restauranter, også var i fare. For at skabe opmærksomhed og engagement omkring problemet var forummet i august blevet sat i værk af Young Pioneers Council, Den Internaionale Arbejderbevægelse (ILO), Red Barnet, UNICEF, International Organisation for Migration (IOM) samt United Nations Inter-Agency Project on Human Trafficking (UNIAP). Rollespil og dans Ud over at fremlægge vidnesbyrd fra børn, der havde været udsat for overgreb, svarede embedsmænd fra en række ministeier på spørgsmål omkring børnetrafficking. Dao Ngoc Dung, direktør for Børn udsættes for trafficking og seksuelt misbrug Et 16 årigt offer for trafficking, C.T.H., var heldig at kunne vende tilbage til sin landsby efter at have levet i Kina i to år som hustru til en mand, der var dobbelt så gammel som hende Af Kieu Van, VietNam News Young Pioneers Council og forummets arrangør, fortalte at børnene ud over at fortælle om deres oplevelser også opførte rollespil og dansede, udstillede billeder og oplæste digte. Børnedelegaterne var mellem 12 og 17 år og kom fra en række byer, som alle havde haft glæde af projekterne. 43 af børnedelgaterne var fra de etniske minoriteter, 59 var drenge og 98 var piger. Nguyen Van Vu, børnedelgat fra Bac Giang-provinsen, sagde at vietnamesiske mødre, som gifter sig med udlændinge, ofte har problemer med at få registreret deres børns fødsel, hvilket gør det svært at spore børnene hvis de forsvinder. Vi vil gøre alt for at garantere vietnamesiske børns rettigheder i og uden for landet, sagde vicejustitsminister Hoang The Lien. Han svarede samtidig en børnedelegat fra Thanh Hoa- provinsen, der sagde, at børn, der forlader deres landsby for at arbejde i byen, ofte bliver sendt tilbage igen af myndighederne. Det er for jeres egen sikkerheds skyld. Mange børn må rejse langt hjemmefra for at hjælpe deres fattige familie med at tjene penge. I byerne er det kun få, der har glæde af børneshelterne. De fleste kommer ud i flere former for sociale problemer så som seksuelt misbrug, trafficking og narkotikamisbrug. De statslige og lokale myndigheder er ansvarlige for at sende børnene tilbage til deres hjem, sagde han, og tilføjede, at provinsmyndighederne i Nam Ha, Thanh Hoa og Hung Yen har åbnet træningskurser for gadebørn, som er vendt hjem. En anden pige fra Thanh Hoa var bekymret for uddannelsesmulighederne for de børn, der havde været ofre for trafficking. Byder skolerne eleverne ordentlig velkommen, når de vender tilbage?, spurgte hun. Først hjælper vi dem med at komme sig over de traumatiske oplevelser gennem psykologisk rådgivning og rehabiliteringsundervisning, sagde Hoang Dinh Thiet, direktør for Children Department at the National Commitee of Population, Family and Children. Vietnam har koordineret sin indsats over for trafficking med de ansvarlige myndigheder i Kina og Cambodja for at finde frem til og ødelægge smuglerbanderne. I disse to lande er traffickingproblemet vokset eksplosivt i de sidste par år. Nguyen Manh Te, vicedirektør for General Department of Police under Ministry of Interior, sagde, at der så snart politiet blev informeret om et forsvundet barn hvor der var mistanke om trafficking, blev etableret en særlig taske force. Forebyggelse Men forebyggelse er stadig det vigtigste, sagde han. Forældre må beskytte deres børn mod smuglerbandernes fælder. Pham Huyen Trang fra Quan Ninh-provinsen spurgte om det statslige politi hjælper de fattige børn, som vender tilbage til deres skoler. Dang Hyunh Mai, viceminister for uddannelse og træning, sagde, at hendes ministerium altid tilbyder hjælp til de børn. De kan vende tilbage til deres skoler og de bliver samtidig fritaget for at betale skolepenge, sagde hun. Rosemarie Greve, direktør for ILO s konto i Vietnam, sagde, at ILO sympatiserede med børnenes bekymringer og har intensiveret samarbejdet med de vietnamesiske myndigheder for at forebygge trafficking. Tak for at I delte jeres tanker med os. ILO lover at arbejde endnu hårdere for at stoppe trafficking af børn verden over, sagde hun. Efter arrangementet blev fem børnedelegater valgt til at deltage i Regional Children s Forum i Bangkok, Thailand i oktober måned. Børnene vil arbejde sammen for at udtænke et program til forebyggelse af trafficking af børn samt børnearbejde i Mekongregionen. 1 2005 VietNam SIDE 7
Julemiddag hos formanden Trine Glue Doan, Ole Riis og Tran Huon Lien underholder Efterhånden er det blevet en tradition at DVF mødes med medarbejderne fra den vietna- mesiske ambassade ind under Jul. I år foregik det hos formand Jørgen Prag som holdt en uformel sammen- komst i Lyngby den 28. december, hvortil var inviteret alle medarbejde- re, incl ambassadør Vu Quang Diem, ved den herværende vietnamesiske ambassade, bestyrelse, projektgrup- per og Hospitalsindsamling. De fremmødte godt og vel en snes gæster syntes alle at hygge sig. Traktementet som Jørgen Prags kone Rikke havde sørget for, var udsøgt og lækkert og der var både mandler og mandelgaver. Samtalen gik livligt, kun afbrudt af et flot musikalsk ind- slag ved bestyrelsesmedlemmerne Tran Huong Lien og Trine Glue Doan samt næstformanden Ole Riis. Både ambassadøren og DVF s formand holdt korte taler hvor man takkede for det gode samarbejde der havde været hen over året. IR Legeudstyr til børnehaver Den 6. februar modtog vi langt om længe (se nr. 1/2004) en e-mail fra projektsekretær dr. Nguyen Minh Phuc, CPFC (Committee For Protection And Care Of Children) i Hue-provinsen: Herved fremsendes billeder fra nye legepladser i de 4 børnehaver i Vinh Phu, Vinh Hung, Huong Tho, Dien Loc. Der har været alvorlige forsinkelser fra leverandøren med at levere udstyret. Beklager meget! Mange tak til Dansk Vietnamesisk Forening. Vi håber på igen at modtage støtte til børnehaver i afsides og vanskeligt stillede egne. Der er fortsat 5.282 kr. til overs, som vi nu sender til CPFC i Hue-provinsen. Efter oversvømmelsen i Hueprovinsen i 1999 samlede DVF 69.000 kr ind, og der blev bygget 4 nye børnehaver. Det fulgte vi op i 2002 med en indsamling til brønde, som indbragte 51.000 kr., hvoraf 2 brønde kostede 15.000 kr. og etablering af de fire legepladser 29.000 kr. WG Se alle fotos og mere om projektet på www.davifo.dk, Brønde til Børnehaver SIDE 8 VietNam 1 2005
Niels Lan Doky og Mads Vinding i Skovlunde musikforening 17. januar 2005 Af Rune Wilken Foto: Robin Skjoldborg Den efterhånden verdenskendte, og gennem tiderne meget kritikerroste, danske pianist Niels Lan Doky lagde, en ellers mørk og kold vinteraften, vejen forbi Skovlunde musikforening, hvor han i selskab med Mads Vinding, en af de mest erfarne og anerkendte bassister i dag, leverede en uforglemmelig aften med egne kompositioner og fortolkninger af nordisk og sydeuropæisk musik. Aftenen startede i det nordiske med en dejlig fortolkning af den svenske folkevise Ack Värmland Du Sköna, hvor såvel præsentationen af melodien som de efterfølgende improvisationer var et overbevisende forvarsel om, at der var en særlig aften i vente. Lan Doky og Vinding virkede oplagte, og der opstod hurtigt den nødvendige kontakt mellem de to musikere. Efter Cole Porters I love Paris tog Lan Doky og Vinding fat på et spændende sæt bestående af en Grieg melodi (No Ser Eg Atte Slike Fjell Og Dalar) og Lennon/McCartneys Norwegian wood, sidstnævnte i et lettere funky arrangement, der også vandt god genklang hos publikum. I stilistisk kontrast hertil fik vi nu Lan Dokys egen Remiscence og Rythm steps der, også med overbevisende improvisationer fra begge kunstnere, åbnede for et mere dramatisk og malerisk lydbillede. Første sæt sluttede med Gershwins I love you Porky og Lan Dokys Just do it. Forventningerne til andet sæt var høje, og blev indfriet med fortolkninger af kendinge fra sydeuropa: Nicola Piovanis La vita e bella, Nino Rottas Love theme from the godfather, herefter Concerto de Aranjuez af Joaquin Rodrigo og Henri Salvadors Syracuse. Efter en kærlig fortolkning af klassikeren Autumn leaves fik vi et genhør med Lan Dokys eget hit Hope. Denne blev med sit letflydende tema et godt springbræt til, at de to kunstnere kunne lade deres fulde tekniske potentiale komme til udtryk i improvisationen og ikke mindst i de to følgende solostykker Sticks & strings og Soundscapes der opførtes for hhv. solo bas og piano. Sættet rundedes af med Tender lies, Doky/Gino Vannelli, og Levi s blues. Lan Doky, der, som navnet antyder, yderligere udvidede aftenens stilistiske rammer. Niels Lan Doky havde valgt et særligt ekstranummer: Recuerdos de la alhambra der var en personlig hyldest til hans far, der især gennem dette stykke for klassisk guitar, i flg. Lan Doky, ansporede ham til at vælge musikken som sin levevej. Stykkets guitarorienterede melodik, gav anledning til en særlig klaverteknik og lyd, der med mandolinagtige anslag lod melodien svæve hen over et let og elegant akkompagnement. Dette blev en overraskende og anderledes afslutning på en spændende og vellykket aften hos Skovlunde musikforening. NIELS LAN DOKY (f. 1963) har, med udgangspunkt i sin flerkulturelle musikalske opvækst i et musikerhjem i københavn med en dansk mor og vietnamesisk far, allerede som ganske ung gjort sig gældende på den danske jazzscene. Allerede som 15årig, rejste han til USA for at uddanne sig ved Berklee College of Music og siden optrådte sammen med mange af de ab- solut mest prominente navne på den amerikanske jazzscene. Siden har Niels Lan Doky sammen med broderen og bassisten Chris Minh Doky udgivet to plader under navnet Doky brothers der bl.a. med nummeret Hope var med til at etablere ham som en af de mest sælgende jazzpianister i Danmark gennem tiden. Niels Lan Doky er i dag bosiddende i Paris og har med sine senere udgivelser ladet sig inspirere af sine musikalske europæiske og vietnamesiske rødder og har med pladerne Niels Lan Doky 1998 og Asian Sessions 1999 høstet megen ros for sin musikalske kreativitet. Niels Lan Doky har, udover de allerede nævnte, indspillet over 20 albums og medvirket på et endnu større antal siden 1986. 1 2005 VietNam SIDE 9
Amnesti til fanger til Têt-nytåret Af Steve Denney, redaktør af Vietnam News Journal Vietnam gav den 31. januar meddelelse om amnesti til 8.325 fanger i landets fængsler. Blandt disse er seks personer hvis forbrydelser har være til skade for landets sikkerhed, som det hedder. Fire af disse er prominente samvittighedsfanger som Amnesty International og andre menneskerettighedsgrupper længe har kæmpet for at få frigivet. De fire er: Nguyen Dan Que, 62 år, læge og tidligere direktør for Cho-Ray hospitalet i Ho Chi Minh-byen. Han har tilbragt 20 af de seneste 26 år i fængsel for kritik af regeringens forhold til menneskerettighederne. Sidst blev han arresteret i 2003 for kritik af mangel på informationsfrihed i Vietnam, i en erklæring der blev bredt distribueret i udlandet. Nguyen Dinh Huy, 72 år, tidligere professor i historie og engelsk, der stiftede Bevægelsen Til At Forene Folket Og Opbygge Demokratiet. Han blev arresteret i 1993, da han SIDE 10 forsøgte at arrangere en konference om demokrati og troede at fået accept dertil fra myndighederne. Huy, der tidligere havde tilbragt 17 år i genopdragelseslejr, blev idømt 15 års fængsel. Thich Thien Minh, 50 år og med det verdslige navn Huynh Van Ba, en buddhistisk munk med tilknytning til den ikke-tilladte Forenede Buddhistiske Kirke i Vietnam. Han blev arresteret og fængslet 1979 efter at have protesteret mod regeringens overtagelse og senere ødelæggelse af hans pagode. Han blev tiltalt for forsøg på omstyrtelse af regeringen og idømt livsvarigt fængsel. Han modtog yderligere en livstidsdom i 1986 for et påstået flugtforsøg. Nguyen Van Ly, 59 år, en katolsk præst som i oktober 2001 blev idømt 15 års fængsel efterfulgt af 5 års husarrest for sabotage mod staten, da i et brev til USA s Commission on International Religious Freedom kritiserede manglen på religionsfrihed i VietNam Vietnam. Dommen blev senere reduceret til 10 + 5 år. Amnesty International i USA har gjort hans sag til en speciel fokus sag, hvor aktivister har sendt over 94.000 henvendelser om hans løsladelse. Bland øvrige løsladte var 33 udlændinge, samt 161 der var fængslet for økonomiske forbrydelser, heraf 90 dømt for korruption. Ifølge vietnamesiske nyhedskilder skal 4.896 af de løsladte betale bøder eller på anden måde kompensere for løsladelsen. De løsladte skal endvidere have måttet love myndighederne at holde lav profil, og de formodes at blive tæt overvåget fremover. Vietnam News Briefs, der opsummerer artikler fra den vietnamesiske presse skriver: Ved sidste års amnesti blev 8.623 fanger løsladt på landets nationaldag den 2. september. Af disse har næsten 2/3 af dem i dag fast arbejde, og kun 31 af dem (0,36%) har igen begået forbrydelser der har ført dem tilbage i fængsel... Fem gange siden 1993 har der været givet generel amnesti, hvor i alt 57.538 fanger er blevet løsladt. Reaktionerne fra udenlandske regeringer og menneskerettighedsgrupper har været positiv, men også kritisk. En EU-diplomat hilser amnestien som en velkommen gestus, men tilføjede et håb om løsladelse af samtlige fængslede på vores liste. Amnesty International, der også roste amnestien, udtrykte håb om yderligere frigivelse af andre fanger såsom Pham Hong Son, Nguyen Vu Binh og Nguyen Khac Toan, der deltog i en løst sammensat gruppe af intellektuelle og tidligere partimedlemmer, der blev arresteret for deres aktiviteter. Amnesty International og andre menneskerettighedsgrupper udtrykte også deres ønske om at de løsladte fuldt ud kunne nyde borgerlige rettigheder, herunder retten til at udtrykke sig frit. 1 2005
Têt 2005 Hanens år Siden 9. februar 2005 har det været hanens år i Vietnam. Têt Nguên Dán i den vietnamesisk kultur fejres som forårets komme og starten på det nye år i månekalenderen. Det er en festlig tid, hvor man er sammen med familien og venner, og hvor der udveksles gaver og ønsker for et lykkeligt og rigt nytår. Man er meget omhyggelig med at starte det nye år på en positiv måde, fordi man tror at den første dag såvel som den første uge af det nye år er bestemmende for lykke og ulykker resten af året. Tét er tid til bøn, ritualer og festligheder. Forandringen fra vinter til forår er tid til at afslutte gamle regninger, til spirituel fornyelse, og hvor nye afgrøder plantes i forventning om en endnu større høst. Vietnam går næsten i stå ved nytår. Mange rejser hjem til familien på landet. Nogle bliver hjemme for at forberede specielle gaver og retter. De lyse skud af gule blomstrende Mai træ ses overalt og kumquat træer med små orange frugter bæres stolt hjem. Mennesker født i hanens år har generelt en skarp og opmærksom opfattelse. Besøg www.davifo.dk og klik på hanen i højre hjørne for mere information. Chúc mùng nam mói! Redaktionen ønsker alle læsere et godt Hanens år 2005! Nyt fra indsamlingsudvalget Af Preben Byberg I arbejdet med at opnå importtilladelse til den seneste sending brugt hospitalsudstyr er vi efter flere kontakter med børnehospitalet, som ligeledes har været i kontakt med det vietnamesiske sundhedsministerium i Hanoi, kommet frem til at det åbenbart er nødvendigt med en udvidet dokumentation vedr. de personer og autoriteter, som har inspiceret og sagt god for kvaliteten og brugbarheden af udstyret. Vi regner med at have disse dokumenter stemplet og underskrevet med udgangen af uge 7, og med lidt held kan vi måske have den endelige tilladelse midt i marts. Som nogle måske nok har hørt, holder jeg op som formand for ind- 1 2005 VietNam Inspektionen af den nye lydtætte boks som lige er blevet færdig i Out-patient afdelingen af PH 1. Boksen bruges ved kontrol af børnenes hørelse. Det er Dr. Dang Hoang Son, som samarbejder med Viggo Balle, der er på billedet samlingsudvalget med udgangen af februar måned. Jeg starter i et nyt job som Danida rådgiver indenfor hospitalsvedligeholdelse i Tanzania og Zanzibar. Da jeg vil være bortrejst i mindst 2 år, må der andre kræfter til. Der bliver afholdt møde i udvalget mandag d. 14 februar hvor der vil blive valgt ny formand, og hvor det også vil blive diskuteret hvordan vi i fremtiden kan dreje støtten til i højere grad også at omfatte udvalgte provinshospitaler. Vi har ved de seneste besøg konstateret at børnehospitalet efterhånden er nået op på et rimeligt niveau med hensyn til hospitalsudstyr, og det ses tydeligt at den positive økonomiske udvikling generelt i Vietnam de senere år, nu også giver sig udslag i øgede bevillinger til udstyr fra den Vietnamesiske regering. Tilsvarende har vi konstateret at der på forskellige provinshospitaler endnu ikke er sket den samme udvikling, hvorfor vi i samarbejde med børnehospitalet godt kunne tænke os at identificere et eller to provinshospitaler, som ville være i stand til at modtage og udnytte indsamlet brugt udstyr i fremtiden. SIDE 11
Nyt bistandsprojekt godkendt Af Ole Riis Endelig - efter et par måneders kamp og lidt venten kom så midt i december svaret fra Minipuljens Bevillingsgruppe om at DVF s projekt til Rehabilitering af seksuelt misbrugte og udsatte piger var blevet godkendt. Forud for denne godkendelse var gået først en ansøgning i december 2003 som vi fik et positivt afslag på, så en af Minipuljen finansieret rejse m.h.p. at finpudse projektet i forhold til de mangler Bevillingsgruppen havde påpeget og herefter en fornyet ansøgning, som vi fik en betinget godkendelse af i september 2004. Betingelsen betød grundlæggende at vi skulle præcisere nogle indsatsområder og nogle aktiviteter nærmere. Dette var en god proces for os selv og det endelig projekt, fordi vi fik strammet op om nogle ting, hvilket gav os selv mere overblik. Så selv om processen har været lang, har den set i bakspejlet ikke været for lang. Den har været en del af en læreproces for alle medlemmer af projektgruppen, både i forhold til vores egne kompetencer, men også i forhold til kendskabet til vores partner i Vietnam. De 14 dage vi var i Vietnam for at lave den afsluttende projektformulering, og hvor vi næsten havde møde med vores partner hver dag, gav os et fantastisk godt indtryk af Ho Chi Minh Child Welfare Foundation (HCWF). Og det lover særdeles godt for det samarbejde vi nu skal i gang med de næste tre år. Som de trofaste læsere af Vietnam ajour vil vide, var HCWF og vi nødt til at vælge ikke at støtte det drengeshelter som vores partner ved de første forhandlinger havde bragt på banen, og som også var en del af den første ansøgning. Årsagen til at vi måtte vælge drengeshelteret fra var begrundet i det økonomiske max.-beløb der gælder for ansøgninger til Minipuljen, og som er kr. 1.000.000. Vi kunne ikke fastholde at støtte begge sheltre, såfremt vi skulle indbygge tilstrækkeligt med kapacitetsopbyggende aktiviteter. Desuden blev vi hurtigt enige om at projektet skulle strække sig over tre år og ikke som oprindeligt ansøgt, to år, for at kunne få tilstrækkelig effekt og for at kunne udvikle et stærkt NGO-partnerskab. Mellemfolkelig forståelse er en særdeles vigtig del af motiveringen for at lade NGOere udføre en del af udviklingsarbejdet i syd. DVF s projektgruppe gjorde dog det, at vi allerede under vores ophold dernede skabte kontakt til den danske ambassade i Vietnam, som har mulighed for at støtte lokale NGOere direkte, uden deltagelse af NGOere i Danmark. Den danske ambassade skal have ros for at være meget venlige og imødekommende samt have lavet en særdeles hurtig, effektiv og grundig sagsbehandling, der efter lidt korrespondance med HCWF om nogle smårettelser mundede ud i, at HCWF også fik en treårig støtte til drengeshelteret som huser gadebørn. Juleferien blev således brugt til at forhandle de sidste teknikaliteter på plads med HCWF, hvad angår projektformulering, samarbejdsaftale og budget. Så set i bakspejlet har det været en rigtig succeshistorie. Og vi er glade for nu at komme i gang med arbejdet. Det er tanken at Shelterprojektet i høj grad skal fremme den folkelige forankring af NGO-udviklingsarbejde. Desuden skal projektet være en slags pilotprojekt for DVF s involvering i netværksaktiviteter, både med danske NGOere, internationale NGOere der er aktive i Vietnam, samt danske virksomheder som er repræsenteret i Vietnam. Desuden er der i projektet indbygget nogle indsatsområder som fortalervirksomhedsaktiviteter og fundraising, der er nye for DVF. Spørgsmål til projektet kan rettes til mig via følgende mail-adresse: oriis@post2. tele.dk. På den kommende kulturdag kan interesserede komme og høre nærmere om projektet, ligesom der vil være en lille udstilling med billeder fra vores tur til Vietnam i juni måned i år. Projektgruppen sammen med personalet fra Terres Des Hommes SIDE 12 VietNam 1 2005
En stærk alliance Tre danske og tre vietnamesiske organisationer er gået sammen for at skabe varige forbedringer af levevilkårene i de fattigste områder i to provinser i Sydvietnam Foto: Nhan Huu Sang, www.immf.org Af Christian Kruse Dansk Vietnamesisk Forening, Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) og CARE Danmark har sammen søgt Danida og fået bevilget næsten 19 millioner kroner til et 5- årigt program, som skal gennemføres i samarbejde med Women s Union, børnehospitalet i Ho Chi Minh City og organisationen Enerteam. I provinserne An Giang og Soc Trang i Mekong deltaet lever en stor del af det ca. 1,5 million store mindretal af Khmer befolkningen i Vietnam. I modsætning til hovedparten af den vietnamesiske befolkning har Khmererne kun i begrænset omfang fået del i de senere års velstandsstigning, og i de tæt befolkede områder i deltaet er fattigdommen blandt dem stor og de sundheds- og miljømæssige vilkår meget dårlige. Programmet går derfor ud på bistå navnlig kvinderne i at igangsætte økonomisk aktivitet og forbedre sundhed og miljø ved at etablere drikkevandsforsyning, ordentlige sanitære forhold, bedre kogeinstallationer og ved at uddanne et netværk af frivillige sundhedsmedarbejdere. Mikrokreditter vil være et vigtigt redskab i bestræbelserne for at sætte indkomstskabende aktiviteter i gang, og her har CARE Danmark og Women s Union stor erfaring. OVE og deres vietnamesiske partner, Enerteam har viden og erfaring indenfor vand, sanitet og energi, og DVF vil sammen med læger fra Børnehospital nr. 1 stå for at uddannelse af sundhedsmedarbejdere og for opbygning af sundhedsklinikker. Hovedparten af navnlig børnenes sygdomme kan føres tilbage til forurenet drikkevand, og vores muligheder for at gøre noget ved det problem steg væsentligt, da Fonden af 17. december for nylig donerede 500.000 kroner til CARE Danmark til vandforsyningsanlæg under programmet, som i øvrigt har fået navnet PACODE, forkortelsen af Participatory Community Development. Alt i alt en stærk alliance, hvor indsatsen i forhold til de umiddelbare behov kombineres med langsigtede investeringer både indenfor erhverv og infrastruktur og i øget kapacitet hos organisationer og myndigheder. Alliancen lever til fulde op til Danidas ønsker om et samarbejde, hvor en større og erfaren ulandsorganisation går sammen med to mindre, og hvor de tre organisationers kompetencer supplerer hinanden. Idéen bag allianceprogrammerne er også, at bistanden, ved at flere organisationer inddrages, rodfæstes bredere i den danske befolkning, og der er derfor også sat en pænt beløb af til informationsaktiviteter her i Danmark Vi forventer at få den endelige starttilladelse fra den vietnamesiske regering i nær fremtid, men allerede den 18. januar blev programmet skudt i gang ved en workshop i Ho Chi Minh City med alle seks parter repræsenteret. Stemningen var rigtig god, og der var stor lyst til at komme i gang så snart som muligt. 1 2005 VietNam SIDE 13
Vietnamkrigen 30 år efter Den 30. april 2005 er det 30 år siden at Vietnam-krigen sluttede. Krigen vakte enorm opmærksomhed i hele verden, og var overalt et politisk stridsemne. Dermed blev Vietnam et af de lande i den tredje verden, der satte størst præg på det politiske verdensbillede i det 20. århundrede USA s krig i Vietnam vakte betydelig vrede og modstand overalt i verden, og var en af de grusomste og mest omfattende krige efter Anden Verdenskrig. Den kostede 1,5 millioner vietnamesere livet, mens 3,7 mio. blev såret. Der blev kastet 2 1/2 gange så mange bomber over Vietnam som under hele Anden Verdenskrig. Det var også verdens første TV-krig, og den Af Wilfred Gluud store medie-dækning var med til at skabe bred folkelig modstand mod USA s krig. Det ændrede på opfattelsen af USA og af den type overgreb overalt i den tredje verden. Mediernes dækning af Vietnamkrigen betød at mange helt almindelige danskere knyttede følelsesmæssige bånd til et lille asiatisk folk på den anden side af jorden, som blev bombet og ødelagt af USA. Krigen Vietnams uafhængighed 2/9 1945 endte i 1975 med at verdens mægtigste stormagt USA måtte se sig besejret af en befrielsesbevægelse og en lille socialistisk stat i et af den tredje verdens fattigste lande. I begyndelsen af 1960 erne voksede den internationale opmærksomhed på konflikter i Sydøstasien. USA s stadig mere omfattende engagement i Vietnam og indsættelse af kamptropper fra 1962 betød at I 1940 betød nederlaget i Europa at kolonimagten Frankrig blev domineret af højreorienterede kræfter der åbnede døren for Japansk besættelse af Vietnam, for landets beliggenhed, og beslaglæggelse af ris til eksport til Japan. Oppositionen dannede i september 1941 Viet Minh (Vietnams Uafhængigheds Liga), en bred organisation som skulle opnå uafhængighed, under ledelse af Ho Chi Minh og kommunisterne. I løbet af 1942-1944 organiserede Viet Minh en mindre guerillahær, som kæmpede mod den Franske administration og i mindre grad mod de japanske tropper. I 1944 havde Viet Minh en hær på 5.000 hvor af de fleste holdt til i de nordlige bjergegne. I marts 1945 overtog japanerne administrationen fra franskmændene, og fik Bao Dai (den næste kejser) til at erklære Vietnams uafhængighed under japansk dominans. Fra marts til september 1945 var der en alvorlig sultkatastrofe i Tonkin regionen, som japanerne ignorerede; hvilket fik Viet Minh til at organisere angreb på rislagre og med meget støtte fra bønderne. Japan kapitulerede den 14. august 1945 efter USA havde kastet atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Derefter gik den japanske administration i opløsning samtidig med den franske højreorienterede administration, og det gav Viet Minh mulighed for at gribe magten. Den 25. august 1945 erobrede Viet Minh hovedstaden Hanoi fra japanerne. Den 2. september 1945 udråbte Ho Chi Minh den Demokratiske Republik Vietnam og startede uafhængighedserklæringen med citater fra USA s uafhængighedserklæring (læs hele talen på DVFs hjemmeside). Den 2. september var en søndag og en festdag for det vietnamesiske folk efter næsten 100 år som koloni. Fra kl. 12 flokkedes titundsinvis af mennesker til Ba Dinh pladsen. Kl. 14 gik den Provisoriske Regering med Ho Chi Minh i spidsen på scenen og ceremonien begyndte. Fra scenen lød Ho Chi Minhs stemme klart ud over den store Ba Dinh plads. Han stoppede op halvvejs for at stille et spørgsmål: Kære landsmænd, kan I høre mig klart?. Og de mere end 500.000 der lyttede svarede med et tordnende Ja. Vietnam fejrer den 2. september 2005 50-året for sin uafhængighed. Det nye Vietnams Provisoriske Regering på talerstolen på Ba Dinh pladsen i Hanoi, mens Ho Chi Minh oplæser uafhængigheds-erklæringen SIDE 14 VietNam 1 2005
USA s Vietnamkrig var startet, og det vakte opmærksomhed og bekymring. Efter at den franske kolonimagt havde tabt kampen i 1954 til det kommunistisk ledede Viet Minh, blev Vietnam midlertidigt delt ved en international konference i Geneve. USA var alvorligt forskrækket over kommunisterne havde vundet Kina i 1949, og efter Korea-krigen frygtede man at landene i Asien ville blive overtaget af kommunister. Derfor blev USA drivkraft til at en katolsk vietnameser overtog magten i Sydvietnam, og forhindrede valg om genforening i 1956. Men bag opgøret mellem en socialistisk ideologi på den ene side og en borgerlig på den anden side, var nationalismen og ønsket om genforening en meget vigtig drivkraft i konflikten. Sydvietnams præsident Ngo Diem rettede i 1957 voldsomme angreb på kommunister og andre, der støttede en genforening med nord. Mange blev arresteret og dræbt. Samtidig sikrede Diem sig støtte fra godsejere i landdistrikterne, omgjorde tidligere landreformer, fjernede mange landsbyledere og erstattede dem med katolikker, der var flygtet fra nord. I 1958-1959 begyndte mange tidligere Viet Minh at organisere modstand mod Diem, og i 1960 blev der dannet en National Befrielsesfront (FNL) for Sydvietnam, bestående af kommunister og andre, der var i opposition til Diem. Nationalisterne i syd måtte FNL guerillatropper til parade i starten af 1960 erne overtale regeringen i Nordvietnam til at give dem støtte. Fra starten var der modstand helt nede ved den sydlige spids af Vietnam - Ca Mau - hvor oprørerne anvendte våben de erobrede fra Sydvietnams regering. I 1963 voksede modsætningerne i Sydvietnam mellem den af USA støttede regering og forskellige protestbevægelser. Antallet af demonstrationer voksede, og buddhistmunke brændte sig selv offentligt i protest mod den sydvietnamesiske regerings politik. Begivenheder som blev forsidestof i verdenspressen og TV. I november 1963 var USA s engagement under præsident Kennedy vokset til 16.000 militære rådgivere i Vietnam. I marts 1964 kontrollerede Sydvietnams regering 34% af landsbyerne, mens FNL kontrollerede 42%. Nordvietnam begyndte at eskalere sin rolle i 1964 ved sende soldater til syd. I første omgang folk der oprindeligt kom fra syd og senere soldater fra nord. USA var frustreret over manglende resultater i krigen og begyndte at planlægge bombardementer af Nordvietnam. Et FNL-angreb i februar 1965 ved Pleiku blev basis for at USA begyndte kontinuerlig bombning af Nordvietnam. Bombardementerne var designet til at ødelægge den nordvietnamesiske økonomi, afbryde strømmen af tropper og forsyninger til syden, og straffe Nordvietnam for støtten. Resultatet var politisk: det forenede befolkningen i Nordvietnam bag krigsindsatsen; og bragte fordømmelse af USA rundt om i verden og hjemme. USA s militære svar var ubegrænsede bombardementer, også af civile områder i Hanoi og Haiphong; selvom det øgede muligheden for at Kina og Sovjetunionen intervenerede. I juli 1965 besluttede præsident Johnson at en storstilet indsats af tropper fra USA, og i slutningen af 1965 var USA s hær i Vietnam oppe på 180.000 soldater. I løbet af 1967 nåede de amerikanske tropper op på 500.000, og krigsudvidelsen fulgtes op af omfattende bombninger af Hanoi, hovedstaden i Nordvietnam. I maj 1968 begyndte man forhandlinger i Paris mellem USA, Nordvietnam, FNL og Sydvietnams regering. Forhandlingerne fortsatte i næsten 5 år, og sluttede først i januar 1973. Den største forhindring var at Sydvietnams regering ikke anerkendte FNL og Nordvietnams rolle i syden. Og det selvom man sammen med USA ikke militært kunne forhindre at FNL og Nordvietnam kontrollerede store områder af Sydvietnam. Massiv bistand til Sydvietnams regering sikrede ressourcer til at en Vietnams deling 1954-1976 Efter at den Franske kolonimagt var kommet tilbage i 1946, var der krig med Viet Minh. Krigen endte i foråret 1954 med Frankrigs militære nederlag ved militærbasen i Dien Bien Phu. I de efterfølgende forhandlinger i Geneve blev Vietnam midlertidigt delt med USA, Sovjet og Kinas mellemkomst. I den sydlige del af landet gav USA massiv opbakning til det svage anti-kommunistiske styre under Ngo Dien Diem, der i 1956 forhindrede de aftalte frie valg om genforening af hele Vietnam. USA s udenrigsminister John Foster Dulles vurderede, at valget «antagelig ville betyde Stormagtskonferencen i Geneve en genforening af Vietnam under Ho Chi Minhs ledelse». I Nordvietnam forsøgte man at opbygge et socialistisk samfund. Samtidig blev al opposition i Sydvietnam undertrykt. I 1960 blev FNL dannet for at befri Sydvietnam, og med hjælp fra Nordvietnam blev det til indledningen til den amerikanske Vietnamkrig. Bag opgøret mellem en socialistisk ideologi på den ene side og en borgerlig på den anden side, var nationalismen er meget vigtig drivkraft i Vietnamkrigen, som endte med at det delte land formelt blev genforenet i 1976. 1 2005 VietNam SIDE 15
gruppe officerer holdt sammen på en regering under generalerne Nguyen Cao Ky and Nguyen Van Thieu fra 1966-1975. Der var en voldsom korruption i syd baseret på tilførsel at penge, varer og tropper fra USA. Store flygtningestrømme bevægede sig fra landområderne mod byerne, fordi landområderne blev ødelagt af krigen. Samfundet i Sydvietnam blev ødelagt af krigen, både på landet og i byerne. Millionbyen Saigon havde flere hundrede tusinde prostituerede som underholdt USA s tropper. Der var ubegrænset krig i Sydvietnam, voldsomme bombardementer, kemisk afløvning og store zoner hvor fly og helikopter havde lov til at bombe ubegrænset. USA s militære strategi var gradvis at eskalere bomningen af Nordvietnam, samt en storstilet bombning af Vietcong (befrielsesbevægelsen FNL), og søg og ødelæg operationer for at dræbe så mange som mulig. USA undgik erobre og holde -strategien fordi det ville kræve for mange tropper, og den sydvietnamesiske hær var ikke i stand til at udfylde denne opgave. Det viste sig senere at 40.000 civile sydvietnamesere var blevet henrettet uden retssag og dom, som følge af det CIA-styrede «Fønix-program» (1968-71) i Sydvietnam, effektueret af sydvietnamesiske specialstyrker. På trods af den voldsomme bombning og store indsats for at vinde krigen, lykkes det FNL og Nordvietnam at opretholde deres territorium. I 1968 var det af samme størrelse som i 1965. Ifølge nogle kilder fordi FNL og Nordvietnam accepterede tab, der er 5-10 gange større end USA s og Sydvietnams tropper. Samtidig fulgte Nordvietnam med USA s eskalation af krigen. Efter at Nixon var blevet præsident for USA i 1969, blev der ændret strategi i krigen. Man begyndte at trække de amerikanske landtropper tilbage og krigen blev «vietnamiseret». Til gengæld bredtes krigen ud til større dele af Indokina i Laos og Cambodia, for at ramme FNLs baser og at hindre forsyninger i at nå frem. Krigen ændrede karakter i retning af en omfattende «hemmelig» udryddelseskrig med øget vægt på teknologisk avanceret luftkrigsførelse og ulovlig kemisk og biologisk krigsførelse, hvor der ikke længere skelnedes mellem militære og civile mål. Formålet var en hemmelig og skjult Ho Chi Minh (1890-1969), født Nguyen Ai Quoc, stifter af det vietnamesiske kommunistparti og Nordvietnams leder til sin død. En af det 20. århundredes vigtigste revolutionære ledere. Han forlod Vietnam i 1911 som kok på en fransk båd, opholdt sig i England 1915-17 og i Frankrig fra 1917-1923. Under Versailles-forhandlingerne i 1919 sendte han en henvendelse, hvor han forlangte, at vietnameserne skulle have samme rettigheder som franskmændene. Der kom ikke noget svar fra Versailles-konferencen, men Ho etablerede sig på denne måde som samlingspunktet for de vietnamesiske nationalister. Ho sluttede sig til det franske kommunistparti i 1920. Fra 1923 var han aktiv i Den kommunistiske Internationale. I et indlæg på Internationalens femte kongres rettede han kritik mod det franske kommunistparti for dets holdning til kolonispørgsmålet, og understregede allerede på dette tidspunkt betydningen af de undertrykte bønders revolutionære rolle. I slutningen af 1920 erne var han aktiv som Den kommunistiske Internationales repræsentant i Sydøstasien. Ho var den ledende kraft bag dannelsen af det vietnamesiske kommunistparti i 1930. Efter oprøret i 1930 blev Ho dømt til døden in absentia af de franske kolonimyndigheder. Han blev arresteret i Hong Kong men nåede at undslippe til Moskva. I 1938 rejste Ho tilbage til Kina, hvor han i en kort tid opholdt sig hos de kinesiske kommunister i Yenan. I januar 1941 vendte han tilbage til Vietnam, hvor han i maj 1941 dannede Viet Minh. Efter den japanske kapitulation proklamerede Ho Vietnams uafhængighed den 2. september 1945. Han søgte Ho Chi Minh forgæves at nå til en aftale med Frankrig, og udviste stor tilbageholdenhed og forhandlingsevne. Men Frankrig var modstander af vietnamesisk uafhængighed, og den langvarige kolonikrig 1946-54 brød ud. Helt til sin død i 1969 fremstod Ho Chi Minh som den dominerende leder i Vietnams befrielseskamp. Få kommunistledere har haft en sådan bred international erfaring som Ho. Hans fremragende lederegenskaber gjorde det muligt at samle størstedelen af den nationalistiske bevægelse. Hans dybe sans for det muliges kunst gjorde, at han i afgørende situationer accepterede vanskelige kompromiser. Bl.a. på Genevekonferencen i 1954 hvor han på grund af den internationale situationen måtte acceptere en midlertidig deling af Vietnam. Han formåede også at holde Vietnam udenfor den sovjetisk-kinesiske strid, som for alvor tog til i 1960 erne. Han forsøgte forgæves at mægle mellem de to kommunistiske stormagter, men opnåede dog at hindre at striden vanskeliggjorde den økonomiske og militære bistand til befrielseskampen. I modsætning til de kommunistiske ledere i Kina og Sovjet, formåede Ho at skabe en solidaritet i den kommunistiske ledelse, som uden vanskeligheder overtog magten da Ho døde. Hans popularitet i den vietnamesiske befolkning var enorm. Det symboliseres af det tilnavn han fik: Onkel Ho. Ho levede et meget enkelt liv og efterlod sig ingen familie. Hele Hos liv var en kamp for Vietnams frihed og han var den første blandt de betydelige kommunistiske ledere, der skabte en alliance mellem den socialistiske målsætning og den nationalistiske bevægelse. SIDE 16 VietNam 1 2005
krigsførelse, så USA blev mindre sårbar i den hjemlige og internationale opinion. Nixon-administrationen: 1969-1972 Den 30. april 1970 meddelte USA s præsident Richard Nixon, at USA sammen med sydvietnamesiske tropper havde invaderet Cambodia. Hårdt presset af den folkelige krigsmodstand havde Nixon under sin valgkamp om præsidentposten i 1968 lovet at reducere det amerikanske engagement i Vietnam, men under dække af troppereduktioner i Vietnam udvidede USA i stedet krigen til Cambodia. Den 4. maj 1970 blev 4 studerende nedskudt og dræbt under en antikrigsdemonstration på Kent State University i Ohio i USA af det amerikanske hjemmeværn. Dette medførte en bølge af protestdemonstrationer. Alene i Washington demonstrerede 100.000 mennesker den 9. maj 1970. Præsident Nixon og hans nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger, fulgte en kompleks strategi for at slutte Vietnamkrigen. Deres vigtigste mål var at trække USA ud af Vietnam, så det gjorde mindst mulig skade på tiltroen til USA s magt. I Danmark var den lokale Vietnambevægelse medvirkende til at der skete landvindinger i forhold til Vietnam på parlamentarisk plan i Danmark, med forslag fra Socialdemokratiet og SF i starten af 1971 om anerkendelse af DRV-Nordvietnam. Dette blev effektueret, efter at Socialdemokraterne igen overtog regeringsmagten efter folketingsvalget i september 1971. Sammen med Norge anerkendte Danmark DRV-Nordvietnam den 25. november 1971 (Sverige havde gjort det allerede i 1969) og vi var dermed et af de første NATOlande, der oprettede diplomatiske forbindelser til DRV-Nordvietnam og aktivt gik imod USA s politik. Lige før jul i december 1972 indledte USA sin hidtil største luftoffensiv mod DRV-Nordvietnam med omfattende tæppebombardementer af Hanoi og havnebyen Haiphong med store civile tab til følge. Disse såkaldte «julebombardementer» havde det ene formål at tvinge vietnameserne til at give USA en bedre aftale ved forhandlingerne i Paris. Bombardementerne blev foretaget af de avancerede B-52 fly. Mod forventning lykkedes det civile forsvarsgrupper, bestående af kvinder fra de lokale folkekomiteer forsynet med nyt antiluftskyts leveret af Sovjetunionen, at nedskyde omkring 20 25 % af USA s B-52-flåde, hvilket var en økonomisk og militær belastning for USA. Våbenhvile og fred Den 27. januar 1973 blev våbenhvileaftalen underskrevet i Paris af USA, Saigon-styret (Thieu-styret), Nordvietnam og PRG (FNL s provisoriske Skrigende børn der er blevet alvorlig forbrændt af napalm, kommer løbende fra deres brændende landsby efter luftangreb fra Sydvietnams luftvåben. Det var den 8. juni 1972, på hovedvej 1 ved landsbyen Trang Bang (ca. 50 km. nordvest for Saigon), efter sammenstød mellem tropper fra Sydvietnams hær og styrker fra befrielsesfronten og Nordvietnam. Efter kampene var slut bombede to Skyraider fly fra Sydvietnams luftvåben udkanten af landsbyen. Først eksplosive bomber, så brandbomber i store beholdere med en blanding af eksplosiver, hvid fosfor og sort olieagtig napalm, og tilslut heftig beskydning med maskinkanoner. Så forsvandt flyene uden nogen havde hørt antiluftskyts. Derefter kom de skrækslagne, forbrændte og sårede landsbybeboere fra landsbyen, mod den linie af soldater og reportere som stod tværs over vejen. Fotografen Nick Ut,der tog billedet, genkalder sig et interview i 1999: Da vi (reporterne) kom nærmere landsbyen så vi de første folk komme løbende. Jeg tænkte Åh min Gud da jeg pludselig så en kvinde med venstre ben alvorligt brændt af napalm. Så kom der en kvinde der bar på en baby, som døde, så en anden kvinde som bar et lille barn, hvis hud var ved at falde af. Mens jeg tog et billede af dem hørte jeg et barn skrige og så en pige som havde taget alt sit brændende tøj af. Hun skreg til sin bror til venstre for sig. Pigen er er Kim Phuc som dengang var 9 år gammel. Hun flygtede i 1976 til Canada, og udgav i 2001 bogen The Girl in the Picture om sit liv 1 2005 VietNam SIDE 17
revolutionsregering), som anerkendte Vietnam som eet land med henvisning til Genève-aftalen fra 1954. PRG/FNL kunne forblive i og kontrollere deres «befriede områder» i Sydvietnam, hvor Genève-aftalen havde tvunget Vietminh nord for den 17. breddegrad. Alle krigshandlinger skulle ophøre, hvilket standsede USA s bombetogter over DRV-Nordvietnam. Alle amerikanske tropper og militære rådgivere skulle trækkes tilbage og de militære baser nedlægges. Den 27. marts var alle krigsfanger udvekslet og USA s tropper var rejst hjem. Saigon-styret afviste at indgå i forhandlinger om en politisk løsning og frie valg i Sydvietnam, som Paris-aftalen havde bestemt skulle varetages af et nationalt forsoningsråd bestående af PRG, Saigon-styret og den såkaldte «3. styrke» (religiøse og liberale kræfter i byerne). Saigonstyret krænkede hurtigt Paris-aftalen ved at angribe områder kontrolleret af PRG/FNL, tilsidesatte bestemmelserne om indførelse af demokratiske rettigheder og løsladelse af politiske fanger og den «3. styrke» blev forfulgt og skånselsløst udryddet. I løbet af 1973 og 74 udviklede de militære sammenstød mellem parterne i Sydvietnam sig til en krigslignende situation. I december 1974 gik FNL og nordvietnamesiske styrker i offensiven i den sydlige provins Phuoc Long og havde i starten af januar 1975 befriet hele provinsen. I begyndelsen af marts 1975 indledte de en offensiv i det centrale højland. Saigon-hæren blev løbet over ende, gik i opløsning og blev drevet på flugt mod syd til stor overraskelse for de fleste. Den 30. april 1975 indtog FNL og nordvietnamesiske tropper Saigon, stort set uden kampe og civile tab. Resterne af Sydvietnams regering overgav sig betingelsesløst, og dermed var Vietnamkrigen slut. I 1977 blev de to halvdele af landet officielt genforenet under navnet den Socialistiske Republik Vietnam. Tak til Inger Johansens artikler på dansk om Vietnamkrigen, samt Dr. Thomas D. Lairson: Vietnam Primer, Ancient Times to the Present. Den lille guerillakvinde holder hovedet højt i modsætning til fangen Da Nang, 29. marts 1975. En Nordvietnamesisk tank kører ind i byen, den anden største by i Sydvietnam, hvor en million flygtninge opholdt sig. Byen faldt den næste dag, en måned før Saigon Ressourcer om Vietnam-krigen Det bedste sted at finde oplysninger om Vietnam-krigen er DVFs hjemmeside www.davifo.dk, hvor der er oversigt over krigens parter og tidslinie for Vietnamkrigens udvikling, samt litteraturlister og links. Også alle de nævnte engelske bøger er omtalt under oversigten over engelske bøger. På www.davifo.dk ligger der også 2 artikler: Vietnam-krigen - USA s historiske nederlag er en længere artikel af Inger V. Johansen fra Vietnam-bladet nr. 1 i 1985, skrevet til 10 års dagen for Saigons fald. Artiklen Vietnamkrigen er en oversigt redigeret af Wilfred Gluud, som også indgår i Internet-leksikonet www.leksikon.org. Her ligger også artiklen om Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75, men uden alle de illustrationer, der er i den trykte SIDE 18 VietNam udgave. Der findes ingen bog på dansk der grundigt gennemgår hele Vietnamkrigen. Kisten Vagn Jensens Befrielse - men ikke fred gennemgår Vietnams historie fra 2. verdenskrig til 1975 på 44 sider og giver et godt overblik. Peter Frederiksens Vietnam - fra drage til tiger har et udvalg af kildetekster samt tekster af forfatteren. (2. oplag 2000, 200 sider illustreret). Beregnet for HF og gymnasiet. Der findes to skolebøger om Vietnam-krigen: Flemming Madsen Poulsen Vietnam - krigene (1996, 80 sider) og Thomas Wad Den amerikanske krig i Vietnam (1991, 72 sider). Ho Chi Minh: Udvalgte Værker - Frihedens Værksted. Et udvalg af Ho Chi Minhs artikler og taler fra 1920 til hans død i 1969. Medrivende læsning, der giver baggrunden for vietnamesernes århundredlange kamp mod fremmed indblanding og undertrykkelse. 304 sider. Kun 50 kr. hos DVF. Bao Ninh s roman Krigens sorg handler om en ung mand fra Hanoi, der i 1968-75 er soldat i Sydvietnam, og hvordan det påvirker ham personligt. Det er svært at afgøre hvilken bog på engelsk om Vietnam-krigen, der er den bedste. Michael Maclear s The Ten Thousand Day War (1981, 492 sider) har et godt overblik, Stanley Karnov s Vietnam A History (1983, 768 sider) er den grundigste og mange mener også den bedste. Gabriel Kolko s Anatomy of a War: Vietnam, the United States and the Modern Historical Experience (1988, 689 sider) fokuser på de underliggende politiske og sociale strukturer 1 2005
Vi kom fra krigens helvede - nu har vi været i danmark i 30 år Dette er vores historie! 30. april 1975-29. april 2005 Saigon Den 25. april 1975 stod en flok på over 200 børn og unge i Saigons lufthavn og ventede på det fly, som skulle bringe dem til en helt ny og ukendt verden. Hen over lufthavnen rullede kanon- og granat-torden, raketternes ildstrejf kunne ses på himlen, og geværsalverne hørtes tydeligt, mens de nordvietnamesiske styrker rykkede frem mod Saigon. Vi stod i lufthavnen i et forsøg på at undgå den langvarige belejring og bombning af byen, som de kommunistiske styrker havde bebudet. I månedsvis vart den cambodianske hovedstad Pnom Penh blevet beskudt og byens befolkning afskåret fra mad, drikkevand og lægehjælp. Pnom Penhs skæbne var afgjort, nu måtte vi undgå et lignende helvede af død og lemlæstelse, elendighed og fortvivlelse. Det var en blandet gruppe af børn og unge, der nu måtte forlade venner og familie og det liv de hidtil havde levet. Nogle var vokset op sammen i små omkringliggende landsbyer i Sydvietnams Binh Long provins og havde gået på kostskole sammen. Nogle var i familie med hinanden og nogle var vokset op på børnehjemmet Thu Duc Farm, som danskeren Henning Becker havde haft ansvaret for. Herudover var der Ninhs børn, som var gadebørn fra Saigon. Hovedparten af os var montagnarder, etniske minoriteter fra Vietnam. På Livø Fire dage senere - den 29. april 1975 landede vi i Ålborg lufthavn, hvor vi under politieskorte blev anbragt i 5 busser. Det var silende regnvejr, og da vi ikke var vant til det barske klima, blev vi pakket ind i massevis af tæpper. Forude ventede en uvis fremtid, vi vidste ikke om vi skulle i fængsel eller hvad der skulle ske med os. Henning Becker havde kort før vor afrejse opnået kontakt med den daværende statsminister Anker Jørgensen og fået hans tilladelse til at Af Lam-Phol Lam komme ind i landet. Det viste sig, at vi skulle til Livø i Limfjorden. Dagen efter hørte vi i radioen, at Saigon var faldet, og at Nordvietnam havde overtaget magten i vores land. Nu kunne vi ikke vende tilbage. Det danske samfund valgte at holde os isoleret på Livø, som en midlertidig løsning, der var beregnet til at vare 3-6 måneder, indtil man fandt ud af, hvad man skulle stille op med os. Tilbage til Vietnam? Sommeren på Livø var dejlig, vores børn og unge havde nu endelig et frit liv ude af krigens skygge. Vi var blevet en turistattraktion på linie med ZOO, og mange mennesker kom for at se på os! Da vi havde været der nogle måneder, mente den danske regering dog, at det ville være ufarligt for os at vende tilbage til Vietnam. Men vi mente, det ville være folkedrab (på os), og vi var derfor nødt til at stå sammen og kæmpe, for at få lov til at blive. Vi skrev et protestbrev til den danske regering, folketingsmedlemmerne, indenrigsministeriet og socialministeriet. Det lykkedes på et personligt møde med socialminister Eva Gredahl at få en skriftlig garanti for at vi kunne få lov til at blive. Af en politiker blev vi truet med, at alle børn og unge skulle i familiepleje og dermed spredes for alle vinde rundt omkring i landet. I vores kultur er familie og venner af meget stor betydning, og en sådan isolation ville have haft katastrofale følger for os alle. Vi ville ikke ville skilles ad, og heldigvis valgte politikerne at høre på os, og forkastede familieplejeideen. Samtidig med ovenstående var der samarbejdsproblemer mellem Henning Becker og Dansk Flygtningehjælp og først da Holger Funder og Jens Genefke blev Dansk Flygtningehjælps repræsentanter på Livø, lykkedes det at skabe et konstruktivt samarbejde. Integration er målet Henning Becker og Ninhs familie (gadebørn fra Saigon) var de første der forlod Livø med kurs mod Valby ungdomsskole, Skovholmgård i Nordsjælland. I januar 1976 skaffede Dansk Flygtningehjælp os den gamle højskole i Roskilde som bolig, og vi flyttede dertil. Montagnarderne gik nu i gang med at forberede sig på at blive integreret i det danske samfund, og der blev ansat lærere som dels kunne lære os dansk, dels lære os om dansk kultur. Vi blev også undervist i vietnamesisk, for at bevare vores egen kulturelle baggrund. Det viste sig at en af lærerne samarbejdede med det styre, der nu havde magten i vores land. Da vi fandt ud af det, demonstrerede vi. Men man kunne ikke uden videre fyre en person pga. vedkommendes politiske overbevisning. Vi var splittede pga. dette, og det endte med at 20% af montagnarderne dannede en mindre gruppe og rejste til en anden by sammen med vedkommende, mens resten af os blev i Roskilde. Olympiaden 1977 Efterhånden fandt vi ud af, at der befandt sig mange vietnamesiske flygtninge rundt omkring i Europa, og det lykkedes os at skabe et samarbejde omkring store sportsarrangementer som Olympiaden for vietnamesiske flygtninge, hvilket blev en stor succes for os. Ved Olympiaden 1977 i Beauvais i Frankrig lykkedes det os at vinde medaljer og pokaler inden for volleyball, fodbold og atletik. Udadtil gav det os megen positiv omtale i 1 2005 VietNam SIDE 19
medierne, hvilket var tiltrængt efter ovenstående kedelige episode. Nu lykkedes det os at lære rigtig mange danskere at kende gennem sportslige venskabskampe, og vores volleyball hold blev meldt ind i Roskilde Volleyball klub. Uønskede personer? I 1977 brænde Valby Ungdomsskole, Skovholmgård, hvor Ninhs børn boede, under mystiske omstændigheder, og de blev fjernet med magt af politi med hunde. Montagnarderne demonstrerede i sympati mod den voldsomme behandling, som politiet havde udsat Ninhs børn for. Alle de uroligheder og problemer der havde været siden vores ankomst til landet gjorde, at vi måtte overveje, om ikke vi var uønskede i Danmark, og derfor måtte finde andre udveje. Vi tog kontakt til USA og Frankrig for at finde et sted vi kunne være, men den danske regering nægtede os udrejse. Endelig lykkedes det For at dæmpe uroen i montagnardgruppen indgik vi i 1978 et samarbejde med Dansk Flygtningehjælp gående ud på, at vi for at blive integreret i det danske samfund ville blive delt i 4 grupper á 30-40 mennesker, som skulle bosætte sig i forskellige byer, Skælskør, Slagelse, Dianalund og Haslev. Dansk Flygtningehjælp oprettede et kontor hvert sted og havde konsulenter til at hjælpe os med kontakten til lokalbefolkningen, kommunerne og skolerne. Vore børn og unge begyndte nu i den danske folkeskole. Børnene og de unge havde nu endelig ro til at gå i skole og integrere sig, og de følgende år lykkedes det for de fleste af os enten at uddanne os eller komme i arbejde. Selvom vi nu var på vej mod integrationen, bevarede vi stadig kontakten med hinanden og dannede Den Vietnamesiske Montagnard Forening i Danmark. Vi samarbejdede med de frie vietnamesiske organisationer i Europa, og i Slagelse 1982 lykkedes det os at arrangere Olympiade for de vietnamesiske flygtninge i Europa. Der var ca. 400 deltagere fra hele Europa. og det var et vellykket arrangement, hvor vi var meget glade for den støtte og opbakning vi fik fra både den danske regering og den danske SIDE 20 befolkning, specielt Slagelse Kommune, der stillede deres idrætsfaciliteter til vores rådighed. Efterhånden havde vi imidlertid så travlt med job, uddannelse og familieliv, at vi i 1988 mistede kontakten til de øvrige vietnamesiske organisationer i Europa, og deltog ikke længere i Olympiaden. Ikke før sommeren 1997 i Paris i Frankrig, og de næste 4-5 år. Miraklernes tid Da Berlin-muren faldt og Sovjetunionen opløstes, gav det genlyd i mange lande, og påvirkede også den politiske situation i Vietnam, som åbnede sig mod Vesten og dens kapital. I 1989 vovede omkring 30 af os at rejse hjem til Vietnam for at besøge familie, og nogen for at finde en kone. Da de unge både er vietnamesiske og danske af sind, vælger de ofte at gifte sig i Vietnam og tage konen med til Danmark for at leve her, og det lykkedes for nogen af dem at opnå familiesammenføring. De unge har ikke noget politisk udestående med den vietnamesiske regering, som tværtimod hilser dem velkomne, blot de har dollars med! De af os der var politisk aktive i Vietnam kan derimod ikke vende tilbage uden risiko. Rejsearrangøren krævede 20.000 kr. fra hver deltager. Da de var kommet af sted, viste det sig, at de blev tvunget til at rejse til Sydvietnam via Nordvietnam, hvorved de blev nødt til at bruge alle deres penge undervejs. Bagefter har det vist sig, at hver billet uden denne mellemmand ville have kostet 6-7.000 kr. stykket. Det lykkedes for dem at få kontakt med deres familier, og nogen af dem blev gift dernede, og det lykkedes også at vende tilbage til Danmark, men de havde måttet betale en høj pris herfor. Kernefamilier Fra 1990-95 begyndte vi at fokusere på familielivet, som nu var blevet vigtigt for mange af os, både de etablerede familier og de nydannede familier. Vi mødes stadig når vi laver sportsarrangementer, fejrer fødselsdage, ved bryllupper og ved dåb mv. Man kan side, at vi tidligere var nødt til at være en enhed af montagnarder for at klare os i Danmark, men nu er vi blevet til mange små familieenheder (kernefamilier), som har bevaret vor Kultur og samtidig er blevet VietNam integreret i det danske samfund. Danmark - Vietnam Vores liv i Danmark har vist sig at være hårdt rent psykisk, mens det liv vi kom fra i Vietnam mere var fysisk belastende. Familien skal klare sig bedst muligt, og for at sikre det er det nødvendigt at have arbejde, at have daginstitutionspladser til børnene, at være med i kulturelle/sportslige foreninger, og at besidde visse materielle goder (bil, bolig, tv, telefon). Det er med andre ord nødvendigt at planlægge dagligdagen, så man kan nå det hele. Alligevel giver travlheden og den materielle velstand ikke ro til at sjælen kan nå at følge med kroppen, dvs. hverdagen er meget opsplittet, og det er svært at tilgodese de psykiske behov man også har. I Vietnam var det omvendt. Måske skulle man knokle dagen lang i rismarken fra tidlig morgen til sen aften (ikke kun 37 timer om ugen som her i Danmark, men meget mere), og når dagens arbejde var overstået, kunne man gå til ro med fred i sindet. Til gengæld var det kun de få, der besad materiel rigdom. De menneskelige kvaliteter vi stræber efter hos montagnarderne er en del af vores opdragelse, og indbefatter over for vore medmennesker, ærlighed, loyalitet, og at bruge de ressourcer man har til gavn for andre, samt at være et godt menneske, dvs. ikke kriminel, voldelig osv., og ikke til skade for andre mennesker. Vi afholdt 25 års jubilæum lørdag den 29. april 2000. Det gik virkelig godt. Der var ca. 250 gæster, der deltog i spisningen. I de sidste 5 år har vi fokuseret på familieforholdet i Danmark, samvær og sportsaktiviteter i weekenden. De fleste af os rejser frit til Vietnam. Jeg synes, det er vigtigt, at man har et solidt fundament her i Danmark. Nu ser vi frem til 30 årsdagen for vores ankomst til Danmark. Det er en lang tid, vi har været i Danmark. Vi vil arrangere 30 års jubilæet lørdag den 30. april 2005 i Eggeslevmagle Skoles Hal, Skolevej 8, 4230 Skælskør for at markere, at det er 30 år siden 214 børn og unge kom hertil Danmark med journalisten Henning Becker i april 1975. Alle vores danske venner og de mange mennesker, der har hjulpet os gennem de 30 år, vi har været i Danmark, håber vi at se og gense ved vores jubilæum. 1 2005